Gudernes Stræde Lejre - Karlslunde

Gudernes Stræde byder på denne strækning bl.a. på Ramsø-fredningen og adskillige smålandsbyer

I betragtning af at kulturstepper udgør omkring 2/3 af Danmark, så er Gudernes Stræde lagt på en rute med en langt større andel natur. Ruten svarer til mine tidligere vandringer gennem hele Gudernes Stræde den 3. april 2016 fra Lejre til Gadstrup og 26. februar 2016 fra Gadstrup til Mosede. Modsat disse altså senere på året og derfor også mere grønt.

Lejre

Jeg stødte til ruten lidt sydøst for Lejre, ved Højby som er sammenvokset med Lejre, men som dog synes at have en vis grad af landsbyliv omkring gadekæret tilbage. Højby ligger på Gudernes Strædes "ringrute" Lejre-Øm-Højby-Lejre. Ved Højby oplyser en af infopælene om at her gik Alfarvej mellem Øresund og Storebælt. Markeret med en markvej.

Højby, syd for Lejre. Omkring dette kær er der delvis bevaret noget af hvad der må være en gammel landsby. Her er også noget så exceptionelt som en postkasse.

Ringruten mener jeg må være ny, så jeg gik mod Kumlehusevej, og drejede så ned af denne for at komme tilbage til den "normale" rute.

Kumlehusvej. Indrømmet, ikke på Gudernes Stræde. Men til gengæld lidt hesteliv.

Ramsøstien

Ved åen støder man til Ramsøstien. En af de allerbedste naturstier jeg har gået på overhovedet. Den er lang og der er masser af liv. Insekter, fugle, planter og dyr. Selv her i det tidlige forår dufter der desuden. Eneste ulempe er måske stiens beskaffenhed. Lidt for meget natur måske, ikke noget for folk i rullestol, for at sige det på en anden måde. Fotoer kan kun dårligt gengive oplevelsen af lyde og dufte.

Ramsøstien. Dette er et af de oversvømmede områder som man dog har en mulighed for at gå udenom nogenlunde tørskoet.

Det værste stykke er ved fugleskjulet. Et stykke af vejen kan man kroge sig gennem tjørnekratten i siden af stien. Men så kommer man til en vandbrønd som løber over. Det har gennemblødt stien så meget at man synker 20-30 centimeter ned i mudder og okker. Heldigvis havde jeg reservestrømper med og støvlerne holdt nogenlunde tæt. Men et øjeblik greb jeg mig i at tænke: "Åh nej, kviksand". Så galt var det dog ikke. Stien ser i øvrigt ud til at være ved at blive ordnet, men er kun nået til Ramsøgård.

Ramsøstien. Det kan være svært at se stien på dette foto, men det er den grønne strimmel som kanter sig gennem billedet.

Dette skal dog ikke afholde nogen fra at gå denne fantastiske sti. Øst for fugleskjulet forsvindet stien næsten og bliver til en trampesti langs en mark.

Ramsø, altså søen. Søerne har engang været drænet som landbrugsområde, men er i nyere tid blevet retableret som vådområder på en 1½ kilometers længde og ½ kilometers bredde.

Gudernes Stræde foreslår at man går sydpå ad Ramsømaglevej, men det er der for så vidt ingen grund til. Ramsøstien fortsætter øst for Brordrupvej langs de tre søer Ramsøen, Brordrup Mose og Ramsømagle Sø - hvor fugletårnet ligger. Mod nord går man langs de sænkningen og kan se bl.a. Brordrup nord for. Ruten fortsætter gennem stationsbyen Gadstrup med et stort industriområde øst for ad Salløvej mod Snoldelev

Snoldelev. Byen ligger langstrakt ca.1 kilometer langs ruten og byder på enkelte stråtæktshuse, dette hus som ligner en gammel købmandshandel og kirken.

Snoldelev, Hastrup og Karlstrup

Efter Snoldelev kommer man vest for og også øst for til de lortebrune kulturstepper hvor man dog i det fjerne kan se nogle grønne områder og enkelte gårde. Danmark er et land hvor man ikke kan vandre gennem naturområder, men må igennem det lortebrune landskab uden nogen former for liv, kulturstepperne. På denne årstid er de meget markante da byg, hvede og rasp endnu ikke er kommet op.

Hastrup er en del mindre end Snoldelev, men har til gengæld bevaret en del gamle huse og gårde.

Øst for Hastrup har man fra Bødkerhuset (der er sat til salg) mulighed for at passere en brakmark mod Bakkegårdsvej. Det giver mulighed for at kigge nærmere på Karlstrup Kirke og det gamle voldsted nordøst for. Sidste gang var jeg ved Karlstrup Kalkgrav som nok er at foretrække hvis man absolut skal vælge.

Korporalskroen, Møllebækkens Købmandsgård mm. Et børnevenligt sted hvor trætte vandrere kan forkæle sig selv med en is og kikke på gamle købmandsvarer.

Et af de mere spektakulære udflugtssteder og rastepladser er ved den stærkt trafikerede Tåstrupvej. Korporalskroen, Iskagehus og Møllebækkens Købmandsgård ligger her. Her har man forsøgt at genskabe en gammel købmandsbutik fra min barndom. Og der er mulighed for at spise en is ved Møllebækken. Det gjorde jeg sidst - ikke i dag da iskagehuset var lukket.

Vilhelms Plantage. Ruten her går delvis igennem skov og delvis åbent land. Det er gammel havbund, altså fladt.

Wilhelms Plantage

Den sidste del af ruten går gennem et bynærtnaturområde. Man har heldigvis fået åbnet stien under motorvejen igen så man kan komme til Wilhelms Plantage og videre mod Brødmosen.

Brødmosen, hængesækken. Mosen er ganske lille, men dog alligevel en intens oplevelse.

Gudernes Stræde er i et vejr som dette, frisk til jævn vind og cumulusskyer ideelt til vandring. Afvekslende og kun meget lidt lortebrune landskaber. Om en måned slipper man måske endda for dem når byggen, hveden og raspen står lidt højere. Turen var også en milepæl for mig da jeg efter næsten 4 år med Polymyalgi (og 4-6 år tilbage) nu er nået op på at kunne klare en ganske pæn strækning og i et ganske pænt tempo uden at gå ned.

Flere fotoer på Flickr fra Lejre, Roskilde, Solrød og Greve.

Ruten

Lejre Station. Højbyvej. Kumlehusvej. Ramsøstien. Gadstrup. Snoldelev. Hastrup. Karlstrup. Wilhelms Plantage. Karlslunde Station. I alt ca. 28 km

Tølløse - Lejre

Med god planlægning kan man gå op imod 25 km i pænt brede strimler af natur fra Tølløse til Lejre

Det er svært at finde længere strækninger på Sjælland med sammenhængende natur over længere strækninger på over 20 km. Men denne tur er en af undtagelserne. Den går gennem en del fredninger som støder op til hinanden: Åstrup Gods, Sonnerupgård og Hvalsø-Kisserupfredningen. Kun på ganske korte strækninger kommer man til at gå langs livløse marker og på landeveje. Og undervejs er der adskillige herregårde, en teglværksruin og masser af idylliske bindingsværkshuse i en stærkt kuperet og varieret natur. Det mærkes også på fugle- og dyrelivet samt de første sommerfugle jeg har set i år.

Baptistkirken i Tølløse (1943) har fået et "drivhus" foran. Denne ligger på en bakke.

Baptistmenigheden i Tølløse

Tølløse er trods sin beskedne størrelse på omkring 4.000 indbyggere centrum for baptismenigheden i Danmark. Udover den imposant kirke er der folkeskole, efterskole, højskole og præsteseminar. Tølløse kirke ligger nemlig som jeg beskrev i sidste indslag i Gl Tølløse 2 kilometer væk fra Tølløse. Her ligger også kirkegården hvor folkekirkemedlemmer og baptister forenes i døden. Baptisterne har  her en rekord hvad angår borgmesterposten. Baptistkirken har rod tilbage i vækkelsesbevægelserne i midten af 1800-tallet, kulminerende med opførelsen af kirken i 1943. Næsten ved siden af ligger baptisternes efterskole til 125 elever og en grundskole fra 8.-10. klasse med 135 elever. Siden 1928 en højskole og en eksamensskole for voksne.

Udsigten fra Sadelmagerhuset mod nord. Til højre ligger Åstrup Gods, i lavningen løber Elverdamsåen og i baggrunden anes Dyrehaven. Vejen ned mod godset har udover dette gamle hus fra 1792 også et mindre før man kommer til Røde Bro.

I den østlige del af Tølløse - der i virkeligheden er Kvarmløse - ligger ved Sadelmagervej en meget smuk gård, Soderupgård. Den er som flere af de andre gårde og godser på denne tur, et voldsted, endda militært. I krydset ved Åstrupvej ligger Sadelmagerhuset hvorfra man har en god udsigt mod nordøst til Åstrup Gods.

Hovedbygning, Åstrup Gods med voldgraven og broen over denne.

Åstrup Gods.

Fra Tølløse til Åstrup Gods er der omkring 3 km landevej. Allerede på afstand kan man se godset som ligger i en dalsænkning. Godset er fra 1400-tallet, men bygningerne er noget nyere. Godsejerne ejede ikke bare gods, de ejede også landsbyens beboere, hvilket fremgår af gravmindet over en af godset ejere, etatsråd Johan Bartholin-Eichel. Der står at ”Han var sine bønder en ven og velgører”. Bemærk ordet "sine". Og der har næppe været en opinionsundersøgelse blandt bønderne om de så også syntes han var deres "ven og velgører".

Stien nord for Åstrup Gods der fører til Hestehaven går gennem et flot kuperet herregårdslandskab. På bakken længst væk er Åstrupvej der er en alle.

En overgang var godset ejet af et resultat af den diktatoriske enevoldskonge Frederik 6.s langvarige affære med den 22 år yngre Frederikke Benedicte Mortensdatter Andersen Rafsted (1790-1862). Nemlig Frederik Vilhelm Dannemand (1813-1888). Ham blev der sørget godt i form af en militær karriere 1826-1863, adling 1830, 1839 lensgreve og ejer af Aastrup Hovedgård. Den Dannemandske Stiftelse ejede senere gården. Den blev så brugt til bolig for enlige damer (konventualinder) efter slægts- og standskriterier frem til 1985. Hans fingeraftryk ses af den lille sydfløj (1865) hvor våbenskjolde og initialer ses.

Med jævne mellemrum ligger gamle huse i skoven, her et noget særpræget et i Koskov.

Bygningerne er omgivet af voldgrave. Der er en smuk park vest for hvor elverdamsåen løber igennem. Den gik jeg igennem mod nord. Der er bl.a. et lille ”vandfald” fra en gamle mølledam og den flotte fredede Røde Bro, der fører vejen over Elverdamsåen. Øst for Åstrupvej er der i Hestehaven spor af nogle gamle vejspor, oldtidsagre og oldtidshøje. De fremstår som anselige terrasseskrænter på op til to meters højde og med fem meter brede lave skelvolde.

Det meste af turen går gennem skov som denne. Man kan måske fornemme det kuperede terræn i baggrunden bag traktoren. Her er det Koskov.

Egentlig ligger Dyrehaven vest for godset udenfor fredningen, men den er langt at foretrække for den mere ensformige alle nordpå, Åstrupvej der er omgivet af marker. Her får man til gengæld et overblik over herregårdslandskabet. Nord for Dyrehaven går der en sti stik øst mod fredningens vestligste skov, Hestehaven. Stien dykker syd på mod Franciscasminde som er en lille bebyggelse hvor Åkandevej krydser skovområdet. Her går også Gudernes Stræde igennem.

Torpeskov. Der bliver skovet en del i dette område. Heldigvis ikke i dag da motorsave kan være ret distraherende.

Der er mange muligheder for at vælge ruter. Jeg havde valgt den nordlige østpå gennem Åstrup Skov, Koskov og Torpeskov. Det er en udmærket skovrute, den fladeste på denne tur, og den krydses kun af en enkelt ikke særlig befærdet vej, Blakledsvej, før man kommer til Torpeskov. Igen fulgte jeg den nordlige rute gennem skoven indtil man mod øst kan skimte Bødkerhuset, et lille hvidt hus med en legeplads. Den er tilsyneladende ikke privat, og herfra fører en sti østpå til Lykkesholm Ridecenter ved Bjergskovvej - der er ret befærdet, men heldigvis kommer man ret hurtigt væk fra den igen.

Bjergskov lever absolut op til sit navn, i hvert fald sammenlignet med de øvrige af rutens skove

Der fører en stikvej ned til Bjergskov, som lever op til sit navn og som hvad angår kuperet terræn og variation er den mest interessante del af skovene. Man kommer også forbi et par bindingsværkshuse før skoven skifter navn til Bæsted Skov. Herfra havde jeg planlagt en tur langs landevejen gennem Skullerup for at se den mindre kendte hovedgård i Ledreborg Gods, Skullerupholm. Og en ruin af en gammel ringovn fra Skullerupholm Teglværk. Ruinen skal være Danmarks ældste af slagsen fra omkring 1801.

To af døren i ruinen af den gamle ringovn. Som det ses er den temmelig overgroet

Den brændte i 1965 og produktionen stoppede herefter. Ruinen er så overgroet at man godt han gå forbi den uden at opdage det. Men hvis man kigger efter informationsplanchen er man på rette vej. Man kan kun se den på afstand. Og det er kun det underste af ovnen der står endnu, endda ret tydeligt med dørene ind til kamrene. Den er 2-3 meter bred og 60-70 meter lang. Størrelsen gør at man godt kan danne sig et indtryk af hvordan den må have set ud. Teglbrændingen fandt sted i 250 år. I det hele taget er det godt at huske på at de idylliske bindingsværkshuse med stråtag ofte rummer tragiske historier. Her blot et eksempel, Flintebjerghuset. Mistanke får man måske når man ser at huset ene ende har staldvinduer. Mennesker og dyr levede altså sammen i samme hus. Og tjekker man oplysninger om beboerne, finder man ud af at i starten af 1900-tallet boede her et ægtepar som fik to børn, det ene døde som barn. Den anden søn boede også her, giftede sig og fik en datter som døde fem måneder gammelt. Og konen døde kort tid efter, kun 22 år gammel. Senere beboere står i folketællingen 1930 angivet so landarbejder på Skullerupholm. Livet har formentig været særdeles vanskeligt.

Udsigten øst for Skullerup på vej mod Ledreborg. Mod nord

Skullerup Hovedgård skal have ligget her så langt tilbage som 1326. Da havde den opslugt de fleste bøndergårde, de sidste blev nedlagt 1453. 1661-1663 hørte den såmænd under København. Og i starten af 1700-tallet huserede her en af tidens værste slavehandlere, Severin Junge, direktør for Dansk Vestindisk-Guineisk Kompagni. Med lidt god vilje og hjælp fra planchen kan man stadig se resterne af den voldgrav fra middelalderen som engang omgav hele bygningen. Der er ikke meget tilbage af de gamle bygninger udover forpagterboligen fra 1853.

Ledreborg Gods. Det er privat og der er ingen adgang til bygningen, ligesom de øvrige mange bygninger også bliver brugt af private. Undtagen godskontoret.

Ledreborg Gods

Godsets anden og mere kendte hovedgård, Ledreborg er privat ejet, og der er kun adgang til parken. Resten er privat ejendom. Historien om dette gods kan hurtigt googles, og der findes mængder af litteratur. Parken er absolut de 25 kr. værd. Man er kun forment adgang til områderne i umiddelbar nærhed af bygningerne. En tur fra slottet, ned til åen og op på den anden side kræveren god fysik. Det fremgår måske ikke helt af fotoet. Men stigningerne er markante.

Parken er åben for publikum i dagtimerne, formedelst et beløb på 25 kr. Dette er et vy var bakken overfor. Men der er også mere skovagtige områder omkring åen.

Slottet er bl.a. designet af arkitekterne Johan Cornelius Krieger og Laurids de Thurah. Barokhaven blev renoveret i 2007. I stedet for at vælge den ret befærdede Ledreborg Allé kan man bruge arbejdsvejen på kildepladsen. Den forløber langs Ledreborg Å. Herefter er der sådan set kun turens eneste længere vejstrækning, Lejrevej tilbage ned til stationen. På dette tidspunkt havde jeg allerede opbrugt min ellers udvidede ration af vand. Og det skal man ikke i Lejre. Der er stort set kun en Fakta tæt på stationen. Og her serverer de ikke fx kaffe.

Ruten

Tølløse Station. Tølløsevej. Kvarmløsevej. Åstrupvej. Åstrup Gods. Sti gennem Dyrehaven. Hestehaven. Franciscasminde. Aastrup Skov. Koskov. Balleskov. Torpeskov. Bjergskov. Bæsted Skov. Skullerup. Lambakke. Kisserup Lod. Ledreborg. Ledreborg Kildeplads. Lejre Station. I alt ca. 23 km.

Fredninger ved Tølløse

Foråret har ladet vente på sig. Nu skulle det være, trods hård blæst, og med strålende høj sol

Ca. 5 km vest for Tølløse ligger der et nogenlunde sammenhængende naturområde som er fredet. Derudover byder det også på nogle landsbyer, et observatorium i verdensklasse og først og fremmest et stærkt kuperet landskab med masser af gode udsigter.

Tølløse

Står man af i Tølløse, kan man vandre lidt rundt i denne udprægede stationsby. Der ligger sågar nogle ældre industribygninger. Byen er en by, dvs der er infrastruktur, forretningsliv, institutioner og hvad der ellers hører til en sådan. Ca. to kilometer vest for ligger den gamle del af Tølløse som passende har skiftet navn til Gammel Tølløse.

Mellem Tølløse kirke og Tølløse Slot ligger et gadekær og en del gamle huse. Noget decideret landsbyagtigt er der dog ikke længere. Men der er huse som dette i Gl. Tølløse.

Tølløsegård stammer tilbage fra middelalderen. Men bygningerne er dog slet ikke så gamle. Her huserede i 1500-årene den nok så kendte rigshovmester Peder Oxe. Og det er hans udgave af slottet som under 2 verdenskrig blev rekonstrueret så det ligner et renæssanceslot. Oprindelig var der to selvstændige huse som blev forbundet. Og der er også en staldbygning med årstallet 1861.

Tølløse Slot, den ene af fløjene. En tilsvarende ses spejvendt på mellembygningen.

Kirken tilhørte indtil 1911 Tølløsegård, og baronerne har også sat deres præg på kirken. Af landsbyens gårde er der ikke nogen tilbage. De er enten nedlagt eller udflyttet.

Udsigt fra Ingegårdsvej mod de fristende naturområder. Megen rabat er der ikke tilbage. Her er der dog i det mindste ikke pløjede marker.

Kulturstepperne

For at komme til de fredede herligheder skal man først en frygtelig masse igennem efter Gl. Tølløse. Fra Tølløse Station er der 5 kilometer. Og de går langs trøstesløse landbrugsområder. Landmændene har også ventet på foråret, og det kan mærkes på trafikken på landevejen, med store landbrugsmaskiner. Og også på selve markerne. Det sidste går endda, men eftersom der stort set ingen rabat er tilbage langs landevejen, så er det en noget tvivlsom fornøjelse at vandre netop i dag.

Tjørnede er en kort afbrydelse i den ensformige vandring i det livløse landbrugsområde.

Nybyvej og Ingegårdsvej føles lange i den hårde blæst og den trøsteløse udsigt på begge sider af bare, livløse marker. Men landbrugsmaskinerne er igang. Så på et eller andet tidspunkt kommer der vel nogle afgrøder på dem. I hvert fald indtil august hvor jorden igen kommer til at stå sortladen hen. Den fra tv kendte ejendomsmægler, Pernille Sams og tidligere folketingsmedlem for De Konservative og ridder af Dannebrog sælger Ingegård. Langt ude i horisonten kan man imidlertid ane det stærkt kuperede terræn. Og det indfrir fuldt ud forventningerne.

Endelig nærmer naturområderne og de fredede områder sig. Selvom markeder endnu dominerer helt ud forbi Sophienholm.

Vest for den lille bebyggelse Tjørnede begynder det så at ligne noget natur. Samtidig begynder også det stærkt kuperede terræn. Vejen snor sig uden om de bløde bakker endnu en kilometer mod vest til den store gård, Sophienholm. Gården hed oprindelig Grøntvedgård i det tidligere baroni Zeuthen af Tølløsegård. Baroniet eksisterede indtil lensafløsningen 1923. Men efter 1843 altså Sophienholm opkaldt efter hustruen Sophie Hedevig f. Schulin. Den er i dag jagtskydeskole. Og der er offentlig adgang til stort set hele området med et veludbygget stisystem. Syd for gården ligger en grusgrav.

Sophienholm. Dette ser ud til at være en lidt ældre del af den ellers meget større gård. Disse er bygget af flade kampesten og der står 1871 og 1874 på gavlene i de øvrige bygninger.

Stueetagerne på bygningerne er kampesten og ellers gule mursten for resten. Efter Sophienholm kommer man lidt i læ bag en sydvendt bakke hvor der er anlagt en lille vinmark (Snejerup Bakke). Og så er man endelig inde i det smukke fredede område.

Brorfelde

Man kan foretage en lille afstikker til landsbyen Brorfeld. Ikke så meget for landsbyens skyld, men pga de dramatiske stigninger i området. landsbyen ligger i en dal, i hvert fald hvis man kommer fra nord, og skrænten ned er ganske stejl med et god udsigt. Umiddelbart nord for landsbyen købte Københavns Observatorium i 1947 en flad bakke. Dengang var der endnu nattemørke. Og det var der ikke på observatoriet ved Botanisk Have i København.

Brorfelde. På vej fra nord ned mod landsbyen har man denne pragtfulde udsigt over dalen. 

Observatoriet bruges nu ikke længere af videnskabsfolk, men af amatørastronomer. Observatoriet havde engang internationalt niveau. Den ældste bygning er fra 1953 og rummede Meridiankredsen. Altså det stadig brugte astronomiske instrument som Ole Rømer opstillede i det som nu er Københavns Hovedbiblioteks centralsal. Dengang hans have. Det blæste for meget på Rundetårn. Meridiankredsen bruges stadig, men nu på La Palma (de Kanariske Øer). Men Jens Olsens berømte kikkert fra 1922 er der, ligesom Schmidt-kuplen (1966). De to nævnte bygninger har også arkitektonisk værdi (arkitekt Kaj Gottlob). De nyere med bl.a. solteleskopet er mere anonyme.

Brorfelde Observatorium. Til venstre ses Meridian-bygningen, i midten de nyere og helt til højre Schmidt-kuplen.

Som så meget andet inden for naturvidenskaben blev Brorfelde overhalet af udviklingen. Og det blev solgt i 2009 til ejendomsselskabet Freja i 2009.

Udsigt fra observatoriet, især mod nord og vest fejler bestemt ikke noget.

På Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside skriver man at man i klart vejr kan se helt til Storebæltsbroen og Odsherredsbuerne. Dem kunne jeg dog ikke få øje på. Men helt klart vejr var der heller ikke, som det fremgår af ovenstående foto. Jeg har nærstuderet fotoerne, og der er tilsyneladende for diset.

Igelsø og højdedrag

Fra foden af bakken ved observatoriet til Igelsø kommer man gennem den værste strækning på denne rute, nemlig Ringstedvej. Den er stærkt trafikeret, og rabat er der ikke meget af. Igelsøs største attraktion for vandrere må vel siges at være søen og gården Igelsøgård. Her kan man endelig dreje væk fra den forfærdelige trafik for at bevæge sig opad mod de to store højdedrag Helmerhøj og Mørkemose Bjerg.

Igelsø. Søen er ikke sådan lige til at komme ned til og ser også ud til at være privat område. Så jeg beslutter mig til at forblive i højlandet.

Jeg sammenligner den noget højere Mørkemose Bjerg (105 m) med Helmerhøj. Og da jeg formentlig ikke har nok i benene til at klare dem begge, beslutter jeg mig for Helmerhøj, bl.a. fordi det ser ud som om udsigten på Mørkemose Bjerg er dækket af træer og anden bevoksning.

Maglesø

Fra Helmerhøj går man midt på en græsningsmark afskærmet fra de kreaturer som formentlig bliver sluppet løs senere på året, med et elektrisk hegn. Her skal der ifølge Naturfredningsforeningen græsse dexterkvæg. Nedstigningen til Magleså er ikke for hverken cyklister eller kørestolsbrugere. Der er en ganske smal sti som er stejl, måske 45 grader. Visse steder er den helt overgroet.

Maglesø, vestlige del. Det kan måske være svært på et foto at give et indtryk af hvor stejlt der er. Men stien går altså gennem krattet i forgrunden og ned til søkanten som man ikke kan se.

Maglesø og stien langs sydbredden som det blev til på denne tur, er et af højdepunkterne. Stien er temmelig smattet i den østlige del, men ellers tør og god at gå på. I den vestlige ende fortsætter stien på en svellebro. Men jeg må tage et valg, og vælger at gå mod nord. Har man ork til det (det havde jeg), kan man bestige den lange, lange trappe som går op til det tidligere traktørsted. Den er tung, skal jeg hilse og sige. Herfra har man også en fin udsigt over søen. Indtil sidste år havde man siden 1939 om sommeren kunnet købe kolde drikke og kaffe. Efter en strid mellem nyere ejere ophørte dette og huset er nu helt privat.

Maglesø, østlige del umiddelbart på vej ned mod bredden fra traktørstedet. 

Maglesø er et dødishul. Og det betyder at søen er omgivet af stejle skrænter. Mod nordøst kommer man til et lille bådehus. Søen har engang haft en enlig erhvervsfisker som boede i fiskerhuset på bakketoppen. Nu bruges det hele af lystfiskere. Og lidt længere sydpå mod søens afløb som forløber i en smal stensat rende af kampesten. Afløbet forløber i en kløfte som man mener er eroderet af smeltevand fra dødisblokken.

Grøntved Overdrev

Syd for Maglesø når man drejer af langs afløbet, kommer man igennem det stærkt kuperede Grøntved Overdrev. I dag hvor det blæser en halv pelikan, er der dejlig vindstille inde i skoven. Der er masser at se på, stien snor sig mellem bakkerne og lader ikke Bistrup Skovene noget efter. Jeg har endnu ikke formået at finde en metode til at gengive skoves storslåethed, men skovområdet er virkelig en flot oplevelse som vandrer. Helt mod syd støder man så igen til Sophienholmvej, og så mangler der sådan set bare den 6-7 km lange tilbagetur ad samme rute som man kom. Jeg blev fristet til at tage bussen fra Tjørnede, ´en modstod dog.

Se flere fotoer på Flickr for Holbæk Kommune.

Ruten

Tølløse Station. Tølløsevej. Ingegårdsvej Sophienholmvej. Brorfelde. Igelsø. Maglesø. Grøntved Overdrev. Sophienholmvej. Ingegårdsvej. Tølløsevej. Tølløse Station. I alt omkring 23 km