Holte - Kikhanerenden - Skodsborg

Bidende kulde og strabadserende terræn: På skov- og ådalstur en kold februardag i det nordsjællandske

Udsigten fra Skodsborg Station mod Strandvejen og Strandparken giver måske et indtryk af betingelserne for torsdagens vandring: Hård blæst, temperatur tæt på 0 grader. Noget der giver farve i kinderne!

En af Nordsjællands mange ådale går temmelig diskret (vist nok) fra Holte til Skodsborg. Camoufleret som Søllerød Sø, Den Indre Sø og Kalvemose i Søllerød Kirkeskov, Kikhanerenden og vist nok også Bøllemosen. Vist nok fordi den sidste ligger en anelse syd for, men pga. vejrets beskaffenhed - kraftig vind og tæt på frysepunktet - valgte jeg at gå gennem Jægersborg Hegn. Så må jeg have resten af Kikhanerenden til gode til en anden god gang!

Frost i Geelskov.

Første del af turen går gennem Geelskov - der rent vandremæssigt er lidt fysisk krævende pga det meget kuperede terræn. Og det er også bl.a. hvad skoven bliver brugt til - agility træning, bl.a. med en omfattende moutainbike-rute. Godt gennem dette terræn må man finde sig i at Søllerød Sø er privat område. Det er kun en ganske lille del i det sydøstlige hjørne som der er offentlig adgang til. Resten er "adgang forbudt" for de der ikke kender nogen der har købt grund ned til søen. Og de passer godt på ikke at lukke uvedkommende ind.

Udsigten fra toppen af Hulvejen som man kan se kommer ind i fotoet nederst til højre. Man kan fornemme hvor stejlt der er. Til venstre bag træerne er kirkegården og Søllerød Sø. Ved den stråtækte gård er der en smal jordvej ud til et sø-kik.

Søllerød - det gamle

I stedet for at gå efter at nyde søen, kan man fx gå efter det gamle Søllerød. Det samler sig omkring kirken og kirkegården med naboerne - den 1-stjernede Michelin-restaurant Søllerød Kro, museet Mothsgården og den nyrestaurerede og meget dramatiske hulvej forbi kroen ned til Søllerød Sø. Mothsgården er en gammel lystejendom fra slutningen af 1600-tallet for gehejmeråd og sprogforsker Matthias Moth. Uden for museet er der forskellige genstande man kan kigge på, bl.a. en klokke fra Nærum Kostskole med de opmuntrende ord: "Glad barndom, dygtig mand" og årstallene 1903 og 1907. Kostskolen eksisterer ikke længere. Den blev sprængt i luften under 2. verdenskrig, 1943.

Den Indre Sø set fra dæmningen der deler mosen og søen. 

Søllerød Kro har ikke altid haft en michelin-stjerne. Dens beliggenhed kan forklares med at den blev  startet i 1677 af den lokale præst og var beregnet på sognebørn og gennemrejsende. De tvangskristnede bønder og deres ansatte var imidlertid ikke lige begejstrede for kirken dengang, men når man nu alligevel skulle møde op i kirken for ikke at skulle betale mulkt eller i værste fald ende i halsjern foran kirken pga manglende fremmøde, kunne man vel lige så godt udveksle nyheder og erfaringer med andre i sognet, og det foregik altså ofte over bordet på kroen. I den grad at livet på kroen i 1824 blev beskrevet således i tidsskriftet Politivennen, og her fremgik det at man til tider ikke engang nåede længere end til kroen når der var gudstjeneste:

"Blandt de om man tør sige ulykkelige byer der ejer et sådant drikkehus, er også Søllerød By på Københavns Amt indbefattet. Det er ikke sjældent at personer af byens og omegnens beboere kommer ud fra den, segner på næsen og styrer deres kurs i forskellige retninger. Ja man ser ofte om natten kl. 11 og derover hele flokke at vælte ud af nævnte drikkehus, og på gaden foretager berusede og den laveste menneskeklasse uforskammet støjen, klammeri, slagsmål, gudsbespottelse og lignende, så at man ofte med god grund må være bange for at passere de steder hvor disse gaste sværmer omkring. Dog, det er ikke alene lørdag og søndag såvel som de øvrige dages aftener der vanhelliges til dette brug. Ofte har der fundet drikkeselskaber sted på søn- og helligdage under gudstjenesten, så at man stundom ser dette sted prydet med flere af Bachi end det hellige tempel af religionens tilbedere. Oh, harmende uforskammethed!"

Dette billede er i øvrigt noget ganske almindeligt forekommende også andre steder end Søllerød. Så dette er ikke specielt for denne landsby.

Søllerød Kro. Hvem ville ikke gerne indtage et måltid på et så smukt sted? Og man behøver ikke længere at være opmærksom på kirketiden.

På denne bidende kolde dag er der dog ganske mennesketomt, bortset fra en brav gartner som er i gang på kirkegården. Vest for denne kan man gå ad den nyrestaurerede oldtidsvej, Hulvejen, afmærket med en sten øverst og en planche der fortæller om dens historie. Den er ganske dramatisk og skærer sig vej ned i dybet langs en stejl skrænt hvorfra man har en mageløs udsigt over et lille område i søens østlige ende.

Kikhanerenden se fra Motorvejen mod vest. Dette er et af de få steder hvor man kan få et indtryk af rendens størrelse i det fri. På lange strækninger er den rørlagt eller utilgængelig. 

Ådalen og Kikhanerenden

Herfra er man nået ned i ådalen der går mod øst. Der findes stier på begge sider af dalen. Jeg valgte den sydlige for at gå i læ for vinden. Ådalen er ganske flot og et dejligt vandreterræn - selv med de frosne knolde der sætter anklerne på arbejde. Godt en kilometer mod øst lige før Attemosevej støder man på Kikhanerendens udspring. Her er også en planche som fortæller om rendens kranke skæbne siden 1950'erne hvor den blev rettet ud og belagt med fliser for at fungere som "spildevandsteknisk anlæg". Med andre ord kloak. Fuldstændig lige som den skæbne der overgik Harrestrup Å. Men modsat denne har man kunnet genskabe noget af dens naturlige forløb igen, hvilket man kan nyde godt af øst for Helsingørmotorvejen. Godt nok er åen kun tilgængelig i glimt, men selve ådalen er usædvanlig smuk at gå igennem.

Kikhanerenden øst for Motorvejen. Om der har været fliser her, ved jeg ikke. Men hvis der har, så er de i hvert fald fjernet.

Sidste halvdel af vejen mellem motorvejen og Egebækvej blev fredet i 1951 under navnet Kikhaneengen. Det afgræsses nu af kvæg. I fredningens vestlige hjørne er der indrettet en højtliggende Eventyrskov for mindre børn hvor man kan komme rundt og læse forskellige eventyr om væsner fra skoven. Kæmpeedderkoppen, Fortællebøgen mm. Man kan sagtens tage mindre børn med, da der er meget kort afstand mellem posterne. Faktisk kan man se fra den ene til den anden på denne årstid hvor intet er sprunget ud endnu.

Jægersborg Hegn. Solen titter bleg frem gennem skyerne. Søen er frosset til. Særlig megen magt var solen nu ikke, den varmer ikke spor.

Jægersborg Hegn

Kikhanerenden fortsætter mod nordøst, men ifølge kortet kommer men her mere ud i åbent terræn, og med den stive blæst og temperaturen tæt på frysepunktet, valgte jeg i stedet at gå mod øst og søge læ i Jægersborg Hegn. Terrænet her er ikke så kuperet som i Geelskov, men til gengæld er der en del mere at se på. Der er oldtidshøje, endda samlet i grupper på op til tre. Og så ligger der en meget lille, men anbefalelsesværdige mose, Bøllemosen ½ km. nordvest for Skodsborg Station. Engang var den en stor hængesæk, men den blev ødelagt af tørvegravning, og først i nyere tid er den begyndt at blive genskabt. Der er en vist nok ret nyanlagt gangbro midt gennem mosen hvorfra man kan se hængesækken. Et mærkeligt og sjældent landskab med sin særegne karakter.

Bøllemosen. Hængesækken er ved at blive genskabt efter at være blevet gravet væk. Søen er omkring 3,2 meter dyb, og hængesækken vokser hen over det dybere vand.

Bøllemosen

Først kom planten mosebølle, så blev Bøllemosen opkaldt efter planten, og så kom der i 1885 en flok læredrenge der vakte opmærksomhed ved deres uvornhed og om søndagen opholdt sig i Bøllemosen, "Bøllesjakket". Herefter til ordet bølle alment kendt som en person, der overfalder sagesløse mennesker. Og det er ganske vist! Det står i Ordbog over det danske Sprog. Bøllemosen ser ikke ud af ret meget, men det gør specielle landskaber en gang imellem. Også selv om de ikke bare er specielle, men også værdifulde.

Skodsborg Station. Københavnere kan godt føle sig hjemme her. I stueetagen holder en af Københavns Skovbørnehaver til (indgangen er i gavleen), og på en dag som denne sætter børnene deres præg på de skovlige omgivelser.

Skodsborg

I 1980'erne kørte jeg forbi Skodsborg i kystbanetogene, men da jeg nu ser stationen slår det mig for første gang hvor stor den egentlig er. Den er fra 1897 og ikke overraskende tegnet af Heinrich Wenck. Frederik VII og Grevinde Danner til her i midten af 1800-tallet. Og snobberi tiltrak kongeglade villabyggere og (bade)hoteller ("Øresund" og "Skodsborg Søbad"). Den internationale turisme krævede naturligvis en fornem station. Og derfor ligger der nu denne statelige kæmpestation på et næsten mennesketomt område i udkanten af en skov. Ellers er der ikke meget at komme efter i Skodsborg som vandrer. Den diminuitive Skodsborg Strandpark er ikke ret meget større end et hundetoilet, og udsigten er ikke Øresundskystens bedste. Nedenfor stationen rinder en kilde. Skodsborg er bl.a. kendt for sit sanatorium, så jeg ved ikke om det engang skal have været særligt godt vand i den kilde. Men nu er der er advarselsskilt om ikke at drikke vandet.

Alting ser bedre ud i solskin, og specielt sådanne landskaber som disse. Og på fotoer ser det egentlig mere trist ud end det er i virkeligheden. Man skal dog ikke lade sig narre af fotoerne. Det er en ganske dejlig tur, selv i strid blæst og bidende koldt. Dele af ruten falder sammen med Rudersdalruten.

Ruten

Holte Station. Geels Skov. Søllerød gamle by. Rævebakkevej/Søllerød Kirkeskov. Kikhanerenden. Egebækvej. Jægersborg Hegn. Bøllemosen. Skodsborg Station.

Muret etagebyggeri 1940-1959

Mangel på jern skabte en særlig arkitektonisk (funktionalistisk) stil som blev bestemmende for velfærdssamfundets byggeri 1940-1959

Murstensbyggeri i funktionalistisk stil tilrettet lokale danske traditioner er temaet for denne artikel. Her et eksempel fra Stefansgade hvor stueetagen er indrettet til forretninger. Såvel murværk som de buede vinduer gør byggeriet til toneangivende for perioden og typen.

I mellemkrigstiden vandt funktionalismen frem inden for boligbyggeri. Omend i en modereret dansk version, tilpasset "dansk tradition". Og mangel på jern som var en vigtig del af funktionalismens byggeri, gjorde at man i stedet brugte tegl og træ. Man ville skabe luft og grønne arealer, altaner og solvendte opholdsrum - altankarnap noget nyt, lokale butikstorv mv. Man "arkitekttegnede" ligefrem omgivelser, fx landskabsarkitektern C. Th. Sørensen (1893-1979) og G.N. Brandt (1878-1945), kendt fra Mariebjerg Kirkegård der er med i den danske kulturkanon. Ganske få arkitekter stod bag, fx Kay Fisker (1893-1965), Arne Jacobsen og Steen Eiler Rasmussen. Det sociale boligbyggeri blev til fordi private ikke kunne løfte opgaven, kommuner og staten måtte træde til. Og det blev til en del, faktisk et af de største planlægningsprojekter i dansk boligbygger. Det udgør 6,6 % af alle boliger i Danmark med ca. 280.000 beboere, eller 9,5% af etageboligbygninger. Fortrinsvis almene, men også en del private, typisk i 3 etager. I Hovedstadsområdet er de jævnt fordelt.

For de som ikke har oplevet Istedgade som forslummet, med mørke og uhumske baggårde med lokum i gården kan det være svært at forestille sig at det netop var på grund af sådanne miljøer man ønskede at bygge gode boliger for arbejdere. I dag er det hele blevet gårdsaneret og moderniseret så Vesterbro er blevet et af de mest hippe områder i København.

Forløbere

I mellemkrigstiden skete der et opgør med de lige, parallelle stokbebyggelser. Man opfattede dem som militaristiske med forblæste udearealer. I Tyskland havde man allerede gennem flere årtier forsøgt at udvikle en byggestil med "socialt ansvar", dvs. med sol og luft som erstatning for de gængse lejekaserner, baggårde og trange rum. Ofte med socialdemokrater som murbrækkere. Internationalt fik disse parkbebyggelser et international et gennembrud ved den internationale kongres "Für neues Bauen" i Bruxelles i 1930. I Danmark skabte to park- og stokbebyggelser modeller for senere byggeri:

Ryparken. Sammenlignet med det tætte og høje etagebyggeri i brokvartererne må dette have været noget nær et paradis. De forholdsvis korte "stokke" er omgivet af grønne områder i et regelmæssigt mønster.

Ryparken (1934) var tiltænkt arbejderne fra indre København, der skulle have frisk luft og masser af lys. På brokvartererne var det gaden der var afgørende for hvordan opholdsstuerne vendte, nemlig mod gaden, mens soveværelser og køkkener vendte ud mod en mørk gård. Men i Ryparken er lejlighederne meget lyse med altaner beliggende i et parklignende område. Boligblokkene - stokkene - ligger i 10 rækker, hver er delt på midten af en gennemgående vej eller alle (se foto). Hovedparten af indflytterne var arbejdere og underordnede funktionærer. Og der skulle stadig leve efterkommere af de første indflyttere i byggeriet. Byggeriet var designet af arkitekterne Karl Larsen & Edvard Heiberg. De korte stokke ligger forskudt fra hinanden for at give længere lysafstand for en del af lejlighederne. Næsten fra samme tid blev Blidah Park (1934-35, se artikel) opført i Hellerup. Her er de tyve husblokke forskudt for hinanden og med gavlene stik nord-syd. Mange af lejlighederne var store og havde plads til tjenestefolk, og ikke som Ryparken entydigt designet for mindrebemidlede.

Tidlige bebyggelser: Besættelsen

Varemanglen under besættelsen betød som nævnt at der kom gang i murstensbyggeriet. Parkbebyggelser blev opført i gule mursten, undtagen i bynære områder hvor man ofte brugte røde for tilpasse dem til det allerede eksisterende. I det første krigsår fx det toneangivende byggeri Bispeparken, (1940-1941). Designet af "Kooperative Arkitekter" (landskabsarkitekt C. Th. Sørensen og arkitekterne Ivar Bendtsen, Kaare Klint, Valdemar Jørgensen, Knud Thorball, Magnus L. Stephensen, Harald Petersen, Frederik Wagner, Knud Hansen og Vagn Kaastrup). Håndværkerhaven (1940, arkitekt Henning Hansen) blev opført til håndværkere, mens Kantorparken, (1940) for  børnefamilier. Håndværkerhaven har åbne karreer af 3-etages rødstensbygninger. Kantorparken lave, gule rækkehuslænger og 3-etages stok- og vinkelbebyggelse.

Sjællandshuse. Arealerne mellem boligblokkene er i modsætning til flere andre nævnt i denne artikel ikke blevet til parkeringspladser. Bagest kan man ane træerne fra Vestre Kirkegård.

Tæt på Sydhavnen Station er der flere eksempler: Det ældste og største er Sjællandshuse (1941) på Natalie Zahles Vej og H. V. Rolsteds Vej. Det er Dominia der stod bag, og er en af SAB's ældste boligafdelinger. Boligerne i stueetagen har egen have, højere oppe er der enkelte altaner. Området er i dag afspærret for uvedkommende med et højt hegn og aflåste indgange. Fotoet ovenfor er således taget ind over trådhegnet.

Dybbølhus. Boligblokken er altaner mod øst og stationen. Den anden side af blokken er afspærret og rummer et smalt græsbælte som deles med næste boligblok.

Dybbølhus (1945) ved Sydhavnen Station på Ernst Kapers Vej består af en enkelt blok. Mellem Sjællandshuse og Dybbølshus er der siden blevet proppet godt med boligblokke ind. Dybbølhus er i dag beboet af børnefamilier, unge og ældre og folk med anden etnisk baggrund. Ifølge hjemmesiden findes der en undersøgelse, der viser at Dybbølhus er et af de steder i Sydhavnen, hvor folk er allermest trygge og glade for at bo. Indtil metroen ved Gammelstrand er færdig, har man endog fået besøg af Fiskerkonen, granitstatuen der fremstiller de legendariske handlende. Tæt på ligger endvidere Engholmen Nord (1942) på P. Knudsens Gade og Borgmester Christiansens Gade. Bebyggelsen er tidligere kommunale pensionistboliger, der er ombygget til almene ældreboliger. Fra perioden findes endvidere Ibstrupparken (1941, 1948) i Gentofte af Arne Jacobsen

Toggangen i Herlev har jeg tidligere beskrevet i et indlæg om Herlev - og antyder at denne slags bebyggelser blev opført overalt i hovedstadsområdet, ja i hele Danmark.

Helt i funktionalistisk stil er Toggangen (1943) i Herlev (tidligere Herløv Stationspark) mellem stationen og Herlev Bygade. De oprindelige lejeboliger blev i 1974 andelsboliger. Det er tidligere beskrevet på denne blog, se indslag fra 21. december 2016. Toggangen er et eksempel på hvordan ideen med byggeriet senere blev ødelagt af bilismen. Husene på Toggangen (dengang Stationsvej) var ikke gearet til den tunge trafik. I dag er vejen lukket af samme grund da husene ikke kunne tåle det. Et senere eksempel tæt på er Herlev Vænge (1948), Herlev Bygade og Herlev Vænge.

Nørrebro Vænges blokke ligger i forlængelse af hinanden med denne "midterrabat" med græsplæne, fællesskure og haveanlæg. Kun den viste blok har altaner.

Andre grupper end håndværkere og børnefamilier fik opført specielle byggerier. Nørrebro Vænge (1943) var oprindeligt tænkt som aldersrente-boliger. Arkitekterne bag var Poul Holsøe (1873-1966) og Charles I. Schou  (1884-1873). Holsøe var dengang stadsarkitekt i København og var ellers oprindelig præget af nyklassicisme og dansk byggeskik. I 1992 overtog AKB, København ejendommen fra Københavns Kommune, og ejendommen gennemgik en renovering, der indebar lejlighedssammenlægninger og en total indvendig renovering. Ejendommen har nu 350 ældreegnede boliger. Nørrebro Vænge har ud over at være nabo til Nørrebroparken et grønt anlæg mellem bygningerne.

Stefansgården har buede vinduer ud mod vejene, mens gårdvinduerne er helt firkantede, man kan lige ane hvordan mellem de to boligblokke. Desuden er der forretninger i stuen i Stefansgade. Gårdrummet er uregelmæssigt omkranset af blokken.

Stefansgården (1944) langs Hellebækgade, Humlebækgade og Stefansgade er et af de meget markante og toneangivende af slagsen. Det var arkitekterne Kay Fisker og Svenn Eske Kristensen (1905-2000) som tegnede de 4 fritliggende blokke i 6 etager med grønne arealer. Her er bl.a. vaskeri, klublokaler og legeplads. Byggeriet ligger ligesom Nørrebro Vænge desuden lige ud til Nørrebroparken. Hvis man er til mere, findes der andre lignende bebyggelser som Hulgårds Plads (1945), Husum Vold (1944) mellem Abildhøj, Frederikssundsvej og Humlebjerg, det toneangivende Fogedgården (1945) af Kay Fisker,  C. F. Møller, Munkevangen (1944) ved Frederikssundsvej, Borups Alle og Hulgårdsvej eller Rolandsgården (1945) ved Frederikssundsvej og Løvetandsvej

Dronningegården ved Adelgade. Byggeriet er helt og holdent opført i mursten og har krævet meget af de håndværkere der byggede det. Det fremgår af alle de små detaljer som er i facaderne. Samtidig er byggeriet også et eksempel på hvordan bilismen har påvirket København. Pladsen midt i byggeriet fungerer mest som gennemkørselsvej og parkeringsplads. 

Efterkrigstiden

Et af de byggerier som mange sikkert har set uden at tænke det ind i denne kontekst, er det toneangivende Dronningegården (1943-1958). I virkeligheden er der tale om 4 blokke omkring en plads hvoraf kun den ene hedder Dronningegården, men den har som oftest stået for dem alle. Byggeriet ligger ved Dronningens Tværgade og Adelgade, og blev designet af arkitekterne Kay Fisker og Svenn Eske Kristensen

Lønstruphuse er et lavere byggeri end de øvrige i indslaget. Dominia stod også bag Sjællandshuse.

Lønstruphuse (1946), Hanstholmvej og Stadilvej er som Sjællandshuse i Sydhavnen tegnet af Dominia A/S. Det var oprindeligt (1931) et datterselskab af boligselskabet KAB og tog sig af arkitekt- og ingeniørrådgivning, bygherrefunktion, udlejning og ejendomsadministration. Siden 1988 er det dog et selvstændigt rådgivende ingeniørfirma. Selskabsformen et medarbejderejet aktieselskab. Fra samme tid er Enghavevej (1946)

Aksel Møllers Have er det højeste af eksempler. Byggeriet blev opført på et areal hvor der lå boliger for fattige. Det sidste af disse blev revet ned i 1959.

At man ikke bare byggede få etager, fremgår af Aksel Møllers Have (1946). Byggeriet blev opført på en grund hvor man havde fået nedrevet noget meget tidligt boligbyggeri for fattige der efterhånden havde udviklet sig til slum. I dag er der intet tilbage af dette, og området er nu udlagt som park - dog som så mange andre steder delvist præget af bilismen. Legepladserne i midten er omgivet af omend langsomtkørende trafik.

Selv om de mange blokke i Voldparken alle ligner hinanden, er der dog små finesser som fx denne forbindelse mellem to blokke.

Til slut noget inspiration til selv at gå på jagt: Voldparken i Husum (1951), Bredalsparken i Hvidovre (1949-1959), et toneangivendebyggeri og endnu engang med Svenn Eske Kristensen som dirigent sammen med landskabsarkitekter: Axel Andersen, Ingwar Ingwersen, Jørn Palle Schmidterst. Allehusene (1949-1953) på Jægersborg Alle i Gentofte af Arne Jacobsen, Høje Søborg på Søborg Hovedgade 119 (1951 og 1958) af Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge, Fortunbyen (1951) i Lyngby, Brøndbyparken (1954) ved Brøndbyøster Torv af Kay Fisker, Schweitzervænget (1955) ved Dominia A/S og landskabsarkitekt George Boye, Tingbjerg (1958) tegnet af Steen Eiler Rasmussen.

Sene bebyggelser

Sidst i halvtredserne og i starten af tresserne blev der opført lignende murstensbyggerierr. Men det blev efterhånden afløst af betonbyggeriet. Det var trods alt en meget arbejdskrævende byggeritype. Men til ind i 1960'erne er der eksempler som fx Nærumvænge (1961) ved arkitekt Palle Suenson.

Fra Ålekistevej ses fem blokke meget tydeligt. Her "butikstorvet" med daginstitutionen til højre.

Også i Vanløse er der et eksempel, nemlig Grøndalslund (1964) Buskager, Ålekistevej. De grønne arealer er ikke helt forsvundet til fordel for parkeringspladsen, der er fx grillpladser som siges at blive flittigt benyttet om sommeren. Men af fotoet fremgår at bilen er et meget dominerende element. Manglen på håndværkere betød at man i stigende grad at satse på elementhuse som kun krævede 15 % murerarbejdskraft i forhold til tidligere. En epoke sluttede således for noget byggeri som måske ikke gør så meget stads af sig, men som fik Danmark sat på det arkitektoniske landkort. Jeg måtte have bogen "1940'erne og 1950'ernes murede boligbebyggelser. Bygningskultur og bevaringsværdier" (2017) til hjælp med de nøjagtige adresser for at kunne udpege dem. Men nu skulle det så være muligt for andre at kaste sig ud i en målrettet vandring til stederne.

Betonbyggeri har tilsyneladende haft meget svært ved at finde sine tilhængere hvad angår udseende. Etagebyggeri i mursten taler åbenbart mere til de fleste danskeres æstetik. Betonbyggeri blev årtier efter ophøret af det rene murstensbyggeri ofte forskallet med en tyndmurstensfacade så det ligner murstensbyggeri. Ofte afslører de sig dog ved de lige linjer fra de bagvedliggende betonflader og de meget ensartede mursten. Man kan læse betonbyggeriets dominans over murstensbyggeri i bloggens to artikler herom, dels i Herlev og Gladsaxe, dels i Hvidovre og Rødovre, 

Ølsemagle Revle

Ølsemagle Revle er ret ens sommer og vinter. Bortset fra fra vejret. Og det gør også en kæmpeforskel

En tur på Ølsemagle Revle er en god naturoplevelse. En af de få af en ret stor størrelse, dvs fem kilometer - sådan cirka. Og at det er naturer man ikke i tvivl om. Der er ikke noget arrangeret over det, ikke (ret meget) menneskelig indgriben. Ingen badebroer, ingen iskiosker. Og kommer man en forblæst dag som i dag, vil man heller ikke finde mange mennesker - i hvert fald ikke i den nordlige halvdel.

Et forsøg på at give et indtryk af revlens tværsnit. Til venstre farvandet, lagunen mellem revlen og kysten. Til højre Køge Bugt. Længst væk skærer Skensved Å sig igennem revlen og Staunings Ø.

Solskin, frost, frisk vind og bølger. Havet ser altid mere dramatisk ud når der er bølger. Og så er der også godt med bølgebrus. Men ingen bølger uden blæst, og på frostdage kan selv en jævn til frisk vind være ganske bidende, selv med den rette påklædning. Til gengæld er det frosne sand meget nemmere at gå i, ligesom fårestierne. En hel del nemmere end sidst jeg var her i maj 2017. Dengang var fårene kommet på græs og det tørre sand var blødt og besværligt at vandre i.

På vej væk fra den tidligere kystlinje mod revlen kommer man igennem det område som engang var Køge Bugt. Man aner det enorme, flade område som nu er gået fra mose til lav, fast strandeng. Man kommer ud til revlen ad dæmningsvejen "Revlen" som er ca. 1 kilometer land, heraf ca. 300 meter med vand. 

Jeg tog de 5 kilometer i medvind langs ydersiden af revlen og håbede på lidt læ på de 5 kilometer med modvind. Det holdt nogenlunde, især i den nordlige del. Men ret meget læ er der nu ikke. Man bør unde sig en vintervandring, for i yngleperioden 11. april til 15. juli er der ikke adgang til den sydlige del og en del af det nordlige område. Fugle er der nok af, og da farvandet på læsiden af revlen (lagunen) er tilfrosset, undtaget under "Revlen" og ved Skensved Å, forsamles der store flokke af dem netop her.

Her kan man se revlen i det fjerne tværs over lagunen. Den er næsten frosset til, undtaget på steder med stærk strøm, dvs under dæmningsvejen og ved Skensved Å.

Barrieresystem

Ølsemagle Revle er en forholdsvis speciel foreteelse, om end landskaber som disse kendes andre steder fra: Barrieresystemer. De opstår nogle hundrede meter fra kysten hvor der dannes en undersøisk revle. Den vokser og vokser, og til sidst vokser den over vandet. Planter og træer invaderer området. Farvandet mellem revle og kyst gror til og bliver til mose. Herefter bliver hele revlen landfast, mens der i mellemtiden er dannet en ny revle et par hundrede meter ude i vandet, og historien gentager sig. Man kan allerede se en lysegrund et stykke ude, altså en revle.

Et typisk vy som man kan se på samfulde 5 kilometer. Her kan man opleve hvordan bølge efter bølge læsser sand, grus og andet af på stranden.

På land kan man altså finde gamle moseområder og gamle nu tørlagte revler et stykke inde i landet. Processen kan ses i en menneskealder. Da englænderne var her i 1807, var der ikke noget Ølsemagle Revle. Og Staunings Ø nord for er opstået i vores tid. Og under stadig vækst. På oversigtstavlen ved adgangen til revlen er der kort som viser området store omvæltninger de sidste to hundrede år. Her er også en lille kiosk med udendørs servering. Men den er lukket, det samme er toiletterne.

En mågeflok har vovet sig ud på den vindomsuste side af revlen. I dag blæste det åbenbart for meget for ænderne, der holdt sig i læsiden af revlen.

Revlen afgræsses om sommeren. Nu er der ingen får. De kan ikke holde krat helt nede længst mod nord. Her er der spredt krat, ja selv enkelte højere træer. De bærer dog alle præg af den barske tilværelse i marehalmen: Krogede, forrevne og mærkede af blæst og periodiske oversvømmelser. Sivområder breder sig fra revlen ind i lagunen, mens bevoksningen indefra nærmer sig revlen. På et eller andet tidspunkt vil den sammen med andet tilflyvende og -strømmende have opfyldt hele lagunen.

Det hårde liv på ydersiden af revlen. Den forvredne nærmest bonsai-agtige busk gror på ydersiden af revlen. Jeg tvivler på at der er mere liv i den..

Sydlige del af revlen er landfast med Køge. Den er en del lavere end den nordlige. Men også en del bredere. Udsigten tværs over lagunen er ind til industrianlæg på land. Eller hvis man kigger langs kysten, til industrihavnen i Køge. Jeg er ikke sikker på at man kan passere om sommeren i ynglesæsonen, i hvert fald ikke hvad man kan aflæse af skiltning og indhegning - der går flere meter ud i vandet.

Forrevet krat mod nord. Klitterne er en anelse højere her, måske er det derfor der kan vokse noget højere her. Det er her man finder Skensved Å der snor sig gennem klitternee og adskiller Staunings Ø fra Ølsemagle Revle. Man kan ikke bare vade over, selv med gummistøvler. 

Skensved Å

Nordlige del afsluttes helt mod nord hvor Skensved Å skærer igennem revlen og forhindrer at Ølsemagle Revle vokser sammen med den noget yngre Stavnings Ø. Og sådan vil det nok være i en uoverskuelig fremtid, indtil åen tørrer ud. Ud for å-mundingen i Køge Bugt er der nogle lave sandbanker som bliver brugt som hvilested af måger.

Mødet Skensved Å - Køge Bugt. Lave sandbanker findes både ved udmundingen og inde i selve ø-løbet.

Fra Københavnsvej kan man gå langs Skensved Å det sidste stykke ud i farvandet mellem kysten og revlen. Stien snor sig langs åen gennem en tæt sivskov på en smal dæmning. Muligvis er den ikke passabel til alle tider. Pt er dette område et sted hvor mange fugle holder til, ikke bare i lagunen, men også i åen.

Skensved Å skærer sig igennem Ølsemagle Revle til venstre og Staunings Ø til højre.

Strømmen holder området isfrit. Med lidt forsigtighed kan man snige sig næsten helt ud for at nyde synet ad dem. Men de bliver hurtigt opskræmte.

Skensved Å holder et stort område isfrit som er et tilholdssted for svømmefugle. I baggrunden Ølsemagle Revle.

Ølsemagle Revle er et fantastisk sted at opleve den rene natur og dens kræfter. Så hvis man er træt af at traske langs endeløse, sortladne marker hvor man skal kigge langt efter dyre- og planteliv, og hvis man vil se andet end de skovområder vi trods alt har, så er Ølsemagle Revle stedet. Her er heller ingen infernalsk støjende motorveje, ingen krydsende trafik, ingen hundelorte eller gyllestank.

Ruten

Ølby Station. Ølsemage Revle rundt ad bugt-siden og landsiden. Københavnsvej. Jersie Station. I alt vel omkring 15 kilometer. Meget af vejen går dog ad fårestier som er lidt krævende.