Muret etagebyggeri 1940-1959

Mangel på jern skabte en særlig arkitektonisk (funktionalistisk) stil som blev bestemmende for velfærdssamfundets byggeri 1940-1959

Murstensbyggeri i funktionalistisk stil tilrettet lokale danske traditioner er temaet for denne artikel. Her et eksempel fra Stefansgade hvor stueetagen er indrettet til forretninger. Såvel murværk som de buede vinduer gør byggeriet til toneangivende for perioden og typen.

I mellemkrigstiden vandt funktionalismen frem inden for boligbyggeri. Omend i en modereret dansk version, tilpasset "dansk tradition". Og mangel på jern som var en vigtig del af funktionalismens byggeri, gjorde at man i stedet brugte tegl og træ. Man ville skabe luft og grønne arealer, altaner og solvendte opholdsrum - altankarnap noget nyt, lokale butikstorv mv. Man "arkitekttegnede" ligefrem omgivelser, fx landskabsarkitektern C. Th. Sørensen (1893-1979) og G.N. Brandt (1878-1945), kendt fra Mariebjerg Kirkegård der er med i den danske kulturkanon. Ganske få arkitekter stod bag, fx Kay Fisker (1893-1965), Arne Jacobsen og Steen Eiler Rasmussen. Det sociale boligbyggeri blev til fordi private ikke kunne løfte opgaven, kommuner og staten måtte træde til. Og det blev til en del, faktisk et af de største planlægningsprojekter i dansk boligbygger. Det udgør 6,6 % af alle boliger i Danmark med ca. 280.000 beboere, eller 9,5% af etageboligbygninger. Fortrinsvis almene, men også en del private, typisk i 3 etager. I Hovedstadsområdet er de jævnt fordelt.

For de som ikke har oplevet Istedgade som forslummet, med mørke og uhumske baggårde med lokum i gården kan det være svært at forestille sig at det netop var på grund af sådanne miljøer man ønskede at bygge gode boliger for arbejdere. I dag er det hele blevet gårdsaneret og moderniseret så Vesterbro er blevet et af de mest hippe områder i København.

Forløbere

I mellemkrigstiden skete der et opgør med de lige, parallelle stokbebyggelser. Man opfattede dem som militaristiske med forblæste udearealer. I Tyskland havde man allerede gennem flere årtier forsøgt at udvikle en byggestil med "socialt ansvar", dvs. med sol og luft som erstatning for de gængse lejekaserner, baggårde og trange rum. Ofte med socialdemokrater som murbrækkere. Internationalt fik disse parkbebyggelser et international et gennembrud ved den internationale kongres "Für neues Bauen" i Bruxelles i 1930. I Danmark skabte to park- og stokbebyggelser modeller for senere byggeri:

Ryparken. Sammenlignet med det tætte og høje etagebyggeri i brokvartererne må dette have været noget nær et paradis. De forholdsvis korte "stokke" er omgivet af grønne områder i et regelmæssigt mønster.

Ryparken (1934) var tiltænkt arbejderne fra indre København, der skulle have frisk luft og masser af lys. På brokvartererne var det gaden der var afgørende for hvordan opholdsstuerne vendte, nemlig mod gaden, mens soveværelser og køkkener vendte ud mod en mørk gård. Men i Ryparken er lejlighederne meget lyse med altaner beliggende i et parklignende område. Boligblokkene - stokkene - ligger i 10 rækker, hver er delt på midten af en gennemgående vej eller alle (se foto). Hovedparten af indflytterne var arbejdere og underordnede funktionærer. Og der skulle stadig leve efterkommere af de første indflyttere i byggeriet. Byggeriet var designet af arkitekterne Karl Larsen & Edvard Heiberg. De korte stokke ligger forskudt fra hinanden for at give længere lysafstand for en del af lejlighederne. Næsten fra samme tid blev Blidah Park (1934-35, se artikel) opført i Hellerup. Her er de tyve husblokke forskudt for hinanden og med gavlene stik nord-syd. Mange af lejlighederne var store og havde plads til tjenestefolk, og ikke som Ryparken entydigt designet for mindrebemidlede.

Tidlige bebyggelser: Besættelsen

Varemanglen under besættelsen betød som nævnt at der kom gang i murstensbyggeriet. Parkbebyggelser blev opført i gule mursten, undtagen i bynære områder hvor man ofte brugte røde for tilpasse dem til det allerede eksisterende. I det første krigsår fx det toneangivende byggeri Bispeparken, (1940-1941). Designet af "Kooperative Arkitekter" (landskabsarkitekt C. Th. Sørensen og arkitekterne Ivar Bendtsen, Kaare Klint, Valdemar Jørgensen, Knud Thorball, Magnus L. Stephensen, Harald Petersen, Frederik Wagner, Knud Hansen og Vagn Kaastrup). Håndværkerhaven (1940, arkitekt Henning Hansen) blev opført til håndværkere, mens Kantorparken, (1940) for  børnefamilier. Håndværkerhaven har åbne karreer af 3-etages rødstensbygninger. Kantorparken lave, gule rækkehuslænger og 3-etages stok- og vinkelbebyggelse.

Sjællandshuse. Arealerne mellem boligblokkene er i modsætning til flere andre nævnt i denne artikel ikke blevet til parkeringspladser. Bagest kan man ane træerne fra Vestre Kirkegård.

Tæt på Sydhavnen Station er der flere eksempler: Det ældste og største er Sjællandshuse (1941) på Natalie Zahles Vej og H. V. Rolsteds Vej. Det er Dominia der stod bag, og er en af SAB's ældste boligafdelinger. Boligerne i stueetagen har egen have, højere oppe er der enkelte altaner. Området er i dag afspærret for uvedkommende med et højt hegn og aflåste indgange. Fotoet ovenfor er således taget ind over trådhegnet.

Dybbølhus. Boligblokken er altaner mod øst og stationen. Den anden side af blokken er afspærret og rummer et smalt græsbælte som deles med næste boligblok.

Dybbølhus (1945) ved Sydhavnen Station på Ernst Kapers Vej består af en enkelt blok. Mellem Sjællandshuse og Dybbølshus er der siden blevet proppet godt med boligblokke ind. Dybbølhus er i dag beboet af børnefamilier, unge og ældre og folk med anden etnisk baggrund. Ifølge hjemmesiden findes der en undersøgelse, der viser at Dybbølhus er et af de steder i Sydhavnen, hvor folk er allermest trygge og glade for at bo. Indtil metroen ved Gammelstrand er færdig, har man endog fået besøg af Fiskerkonen, granitstatuen der fremstiller de legendariske handlende. Tæt på ligger endvidere Engholmen Nord (1942) på P. Knudsens Gade og Borgmester Christiansens Gade. Bebyggelsen er tidligere kommunale pensionistboliger, der er ombygget til almene ældreboliger. Fra perioden findes endvidere Ibstrupparken (1941, 1948) i Gentofte af Arne Jacobsen

Toggangen i Herlev har jeg tidligere beskrevet i et indlæg om Herlev - og antyder at denne slags bebyggelser blev opført overalt i hovedstadsområdet, ja i hele Danmark.

Helt i funktionalistisk stil er Toggangen (1943) i Herlev (tidligere Herløv Stationspark) mellem stationen og Herlev Bygade. De oprindelige lejeboliger blev i 1974 andelsboliger. Det er tidligere beskrevet på denne blog, se indslag fra 21. december 2016. Toggangen er et eksempel på hvordan ideen med byggeriet senere blev ødelagt af bilismen. Husene på Toggangen (dengang Stationsvej) var ikke gearet til den tunge trafik. I dag er vejen lukket af samme grund da husene ikke kunne tåle det. Et senere eksempel tæt på er Herlev Vænge (1948), Herlev Bygade og Herlev Vænge.

Nørrebro Vænges blokke ligger i forlængelse af hinanden med denne "midterrabat" med græsplæne, fællesskure og haveanlæg. Kun den viste blok har altaner.

Andre grupper end håndværkere og børnefamilier fik opført specielle byggerier. Nørrebro Vænge (1943) var oprindeligt tænkt som aldersrente-boliger. Arkitekterne bag var Poul Holsøe (1873-1966) og Charles I. Schou  (1884-1873). Holsøe var dengang stadsarkitekt i København og var ellers oprindelig præget af nyklassicisme og dansk byggeskik. I 1992 overtog AKB, København ejendommen fra Københavns Kommune, og ejendommen gennemgik en renovering, der indebar lejlighedssammenlægninger og en total indvendig renovering. Ejendommen har nu 350 ældreegnede boliger. Nørrebro Vænge har ud over at være nabo til Nørrebroparken et grønt anlæg mellem bygningerne.

Stefansgården har buede vinduer ud mod vejene, mens gårdvinduerne er helt firkantede, man kan lige ane hvordan mellem de to boligblokke. Desuden er der forretninger i stuen i Stefansgade. Gårdrummet er uregelmæssigt omkranset af blokken.

Stefansgården (1944) langs Hellebækgade, Humlebækgade og Stefansgade er et af de meget markante og toneangivende af slagsen. Det var arkitekterne Kay Fisker og Svenn Eske Kristensen (1905-2000) som tegnede de 4 fritliggende blokke i 6 etager med grønne arealer. Her er bl.a. vaskeri, klublokaler og legeplads. Byggeriet ligger ligesom Nørrebro Vænge desuden lige ud til Nørrebroparken. Hvis man er til mere, findes der andre lignende bebyggelser som Hulgårds Plads (1945), Husum Vold (1944) mellem Abildhøj, Frederikssundsvej og Humlebjerg, det toneangivende Fogedgården (1945) af Kay Fisker,  C. F. Møller, Munkevangen (1944) ved Frederikssundsvej, Borups Alle og Hulgårdsvej eller Rolandsgården (1945) ved Frederikssundsvej og Løvetandsvej

Dronningegården ved Adelgade. Byggeriet er helt og holdent opført i mursten og har krævet meget af de håndværkere der byggede det. Det fremgår af alle de små detaljer som er i facaderne. Samtidig er byggeriet også et eksempel på hvordan bilismen har påvirket København. Pladsen midt i byggeriet fungerer mest som gennemkørselsvej og parkeringsplads. 

Efterkrigstiden

Et af de byggerier som mange sikkert har set uden at tænke det ind i denne kontekst, er det toneangivende Dronningegården (1943-1958). I virkeligheden er der tale om 4 blokke omkring en plads hvoraf kun den ene hedder Dronningegården, men den har som oftest stået for dem alle. Byggeriet ligger ved Dronningens Tværgade og Adelgade, og blev designet af arkitekterne Kay Fisker og Svenn Eske Kristensen

Lønstruphuse er et lavere byggeri end de øvrige i indslaget. Dominia stod også bag Sjællandshuse.

Lønstruphuse (1946), Hanstholmvej og Stadilvej er som Sjællandshuse i Sydhavnen tegnet af Dominia A/S. Det var oprindeligt (1931) et datterselskab af boligselskabet KAB og tog sig af arkitekt- og ingeniørrådgivning, bygherrefunktion, udlejning og ejendomsadministration. Siden 1988 er det dog et selvstændigt rådgivende ingeniørfirma. Selskabsformen et medarbejderejet aktieselskab. Fra samme tid er Enghavevej (1946)

Aksel Møllers Have er det højeste af eksempler. Byggeriet blev opført på et areal hvor der lå boliger for fattige. Det sidste af disse blev revet ned i 1959.

At man ikke bare byggede få etager, fremgår af Aksel Møllers Have (1946). Byggeriet blev opført på en grund hvor man havde fået nedrevet noget meget tidligt boligbyggeri for fattige der efterhånden havde udviklet sig til slum. I dag er der intet tilbage af dette, og området er nu udlagt som park - dog som så mange andre steder delvist præget af bilismen. Legepladserne i midten er omgivet af omend langsomtkørende trafik.

Selv om de mange blokke i Voldparken alle ligner hinanden, er der dog små finesser som fx denne forbindelse mellem to blokke.

Til slut noget inspiration til selv at gå på jagt: Voldparken i Husum (1951), Bredalsparken i Hvidovre (1949-1959), et toneangivendebyggeri og endnu engang med Svenn Eske Kristensen som dirigent sammen med landskabsarkitekter: Axel Andersen, Ingwar Ingwersen, Jørn Palle Schmidterst. Allehusene (1949-1953) på Jægersborg Alle i Gentofte af Arne Jacobsen, Høje Søborg på Søborg Hovedgade 119 (1951 og 1958) af Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge, Fortunbyen (1951) i Lyngby, Brøndbyparken (1954) ved Brøndbyøster Torv af Kay Fisker, Schweitzervænget (1955) ved Dominia A/S og landskabsarkitekt George Boye, Tingbjerg (1958) tegnet af Steen Eiler Rasmussen.

Sene bebyggelser

Sidst i halvtredserne og i starten af tresserne blev der opført lignende murstensbyggerierr. Men det blev efterhånden afløst af betonbyggeriet. Det var trods alt en meget arbejdskrævende byggeritype. Men til ind i 1960'erne er der eksempler som fx Nærumvænge (1961) ved arkitekt Palle Suenson.

Fra Ålekistevej ses fem blokke meget tydeligt. Her "butikstorvet" med daginstitutionen til højre.

Også i Vanløse er der et eksempel, nemlig Grøndalslund (1964) Buskager, Ålekistevej. De grønne arealer er ikke helt forsvundet til fordel for parkeringspladsen, der er fx grillpladser som siges at blive flittigt benyttet om sommeren. Men af fotoet fremgår at bilen er et meget dominerende element. Manglen på håndværkere betød at man i stigende grad at satse på elementhuse som kun krævede 15 % murerarbejdskraft i forhold til tidligere. En epoke sluttede således for noget byggeri som måske ikke gør så meget stads af sig, men som fik Danmark sat på det arkitektoniske landkort. Jeg måtte have bogen "1940'erne og 1950'ernes murede boligbebyggelser. Bygningskultur og bevaringsværdier" (2017) til hjælp med de nøjagtige adresser for at kunne udpege dem. Men nu skulle det så være muligt for andre at kaste sig ud i en målrettet vandring til stederne.

Betonbyggeri har tilsyneladende haft meget svært ved at finde sine tilhængere hvad angår udseende. Etagebyggeri i mursten taler åbenbart mere til de fleste danskeres æstetik. Betonbyggeri blev årtier efter ophøret af det rene murstensbyggeri ofte forskallet med en tyndmurstensfacade så det ligner murstensbyggeri. Ofte afslører de sig dog ved de lige linjer fra de bagvedliggende betonflader og de meget ensartede mursten. Man kan læse betonbyggeriets dominans over murstensbyggeri i bloggens to artikler herom, dels i Herlev og Gladsaxe, dels i Hvidovre og Rødovre, 

Ølsemagle Revle

Ølsemagle Revle er ret ens sommer og vinter. Bortset fra fra vejret. Og det gør også en kæmpeforskel

En tur på Ølsemagle Revle er en god naturoplevelse. En af de få af en ret stor størrelse, dvs fem kilometer - sådan cirka. Og at det er naturer man ikke i tvivl om. Der er ikke noget arrangeret over det, ikke (ret meget) menneskelig indgriben. Ingen badebroer, ingen iskiosker. Og kommer man en forblæst dag som i dag, vil man heller ikke finde mange mennesker - i hvert fald ikke i den nordlige halvdel.

Et forsøg på at give et indtryk af revlens tværsnit. Til venstre farvandet, lagunen mellem revlen og kysten. Til højre Køge Bugt. Længst væk skærer Skensved Å sig igennem revlen og Staunings Ø.

Solskin, frost, frisk vind og bølger. Havet ser altid mere dramatisk ud når der er bølger. Og så er der også godt med bølgebrus. Men ingen bølger uden blæst, og på frostdage kan selv en jævn til frisk vind være ganske bidende, selv med den rette påklædning. Til gengæld er det frosne sand meget nemmere at gå i, ligesom fårestierne. En hel del nemmere end sidst jeg var her i maj 2017. Dengang var fårene kommet på græs og det tørre sand var blødt og besværligt at vandre i.

På vej væk fra den tidligere kystlinje mod revlen kommer man igennem det område som engang var Køge Bugt. Man aner det enorme, flade område som nu er gået fra mose til lav, fast strandeng. Man kommer ud til revlen ad dæmningsvejen "Revlen" som er ca. 1 kilometer land, heraf ca. 300 meter med vand. 

Jeg tog de 5 kilometer i medvind langs ydersiden af revlen og håbede på lidt læ på de 5 kilometer med modvind. Det holdt nogenlunde, især i den nordlige del. Men ret meget læ er der nu ikke. Man bør unde sig en vintervandring, for i yngleperioden 11. april til 15. juli er der ikke adgang til den sydlige del og en del af det nordlige område. Fugle er der nok af, og da farvandet på læsiden af revlen (lagunen) er tilfrosset, undtaget under "Revlen" og ved Skensved Å, forsamles der store flokke af dem netop her.

Her kan man se revlen i det fjerne tværs over lagunen. Den er næsten frosset til, undtaget på steder med stærk strøm, dvs under dæmningsvejen og ved Skensved Å.

Barrieresystem

Ølsemagle Revle er en forholdsvis speciel foreteelse, om end landskaber som disse kendes andre steder fra: Barrieresystemer. De opstår nogle hundrede meter fra kysten hvor der dannes en undersøisk revle. Den vokser og vokser, og til sidst vokser den over vandet. Planter og træer invaderer området. Farvandet mellem revle og kyst gror til og bliver til mose. Herefter bliver hele revlen landfast, mens der i mellemtiden er dannet en ny revle et par hundrede meter ude i vandet, og historien gentager sig. Man kan allerede se en lysegrund et stykke ude, altså en revle.

Et typisk vy som man kan se på samfulde 5 kilometer. Her kan man opleve hvordan bølge efter bølge læsser sand, grus og andet af på stranden.

På land kan man altså finde gamle moseområder og gamle nu tørlagte revler et stykke inde i landet. Processen kan ses i en menneskealder. Da englænderne var her i 1807, var der ikke noget Ølsemagle Revle. Og Staunings Ø nord for er opstået i vores tid. Og under stadig vækst. På oversigtstavlen ved adgangen til revlen er der kort som viser området store omvæltninger de sidste to hundrede år. Her er også en lille kiosk med udendørs servering. Men den er lukket, det samme er toiletterne.

En mågeflok har vovet sig ud på den vindomsuste side af revlen. I dag blæste det åbenbart for meget for ænderne, der holdt sig i læsiden af revlen.

Revlen afgræsses om sommeren. Nu er der ingen får. De kan ikke holde krat helt nede længst mod nord. Her er der spredt krat, ja selv enkelte højere træer. De bærer dog alle præg af den barske tilværelse i marehalmen: Krogede, forrevne og mærkede af blæst og periodiske oversvømmelser. Sivområder breder sig fra revlen ind i lagunen, mens bevoksningen indefra nærmer sig revlen. På et eller andet tidspunkt vil den sammen med andet tilflyvende og -strømmende have opfyldt hele lagunen.

Det hårde liv på ydersiden af revlen. Den forvredne nærmest bonsai-agtige busk gror på ydersiden af revlen. Jeg tvivler på at der er mere liv i den..

Sydlige del af revlen er landfast med Køge. Den er en del lavere end den nordlige. Men også en del bredere. Udsigten tværs over lagunen er ind til industrianlæg på land. Eller hvis man kigger langs kysten, til industrihavnen i Køge. Jeg er ikke sikker på at man kan passere om sommeren i ynglesæsonen, i hvert fald ikke hvad man kan aflæse af skiltning og indhegning - der går flere meter ud i vandet.

Forrevet krat mod nord. Klitterne er en anelse højere her, måske er det derfor der kan vokse noget højere her. Det er her man finder Skensved Å der snor sig gennem klitternee og adskiller Staunings Ø fra Ølsemagle Revle. Man kan ikke bare vade over, selv med gummistøvler. 

Skensved Å

Nordlige del afsluttes helt mod nord hvor Skensved Å skærer igennem revlen og forhindrer at Ølsemagle Revle vokser sammen med den noget yngre Stavnings Ø. Og sådan vil det nok være i en uoverskuelig fremtid, indtil åen tørrer ud. Ud for å-mundingen i Køge Bugt er der nogle lave sandbanker som bliver brugt som hvilested af måger.

Mødet Skensved Å - Køge Bugt. Lave sandbanker findes både ved udmundingen og inde i selve ø-løbet.

Fra Københavnsvej kan man gå langs Skensved Å det sidste stykke ud i farvandet mellem kysten og revlen. Stien snor sig langs åen gennem en tæt sivskov på en smal dæmning. Muligvis er den ikke passabel til alle tider. Pt er dette område et sted hvor mange fugle holder til, ikke bare i lagunen, men også i åen.

Skensved Å skærer sig igennem Ølsemagle Revle til venstre og Staunings Ø til højre.

Strømmen holder området isfrit. Med lidt forsigtighed kan man snige sig næsten helt ud for at nyde synet ad dem. Men de bliver hurtigt opskræmte.

Skensved Å holder et stort område isfrit som er et tilholdssted for svømmefugle. I baggrunden Ølsemagle Revle.

Ølsemagle Revle er et fantastisk sted at opleve den rene natur og dens kræfter. Så hvis man er træt af at traske langs endeløse, sortladne marker hvor man skal kigge langt efter dyre- og planteliv, og hvis man vil se andet end de skovområder vi trods alt har, så er Ølsemagle Revle stedet. Her er heller ingen infernalsk støjende motorveje, ingen krydsende trafik, ingen hundelorte eller gyllestank.

Ruten

Ølby Station. Ølsemage Revle rundt ad bugt-siden og landsiden. Københavnsvej. Jersie Station. I alt vel omkring 15 kilometer. Meget af vejen går dog ad fårestier som er lidt krævende.

Borups sydøstlige omegn

Gråvejr og vinterkulde rundt i området sydøst for Borup der byder på lidt af hvert

Kimmerslev Udlodder på vej mod stævningsskovene som stadig bliver vedligeholdt af kulturhistoriske grunde. Der skulle være fire lodder, hver med sit stadie af tilbageskæring for at få træerne til at skyde flere stammer.

Borup

Borup er en stationsby med over 3.100 indbyggere. Den var dog før jernbanens tid 1856 ikke den største by. Det var først da stationen kom til at den blev det. Så opstod der en stationsby syd for bondelandsbyen som i 1900-tallet hurtigt voksede sig meget større end denne. Området omkring stationen (der nu er apotek) har et par forretninger, bl.a. et supermarked, men ellers sker der ikke så meget på sådan en lørdag i februar, og det er umuligt at opdrive en kop kaffe

Kimmerslevvej 24 er et af de pænere, og stadig typiske størrelser på huse i stationsbyen. Huset er fra 1929.

Helt op til 1800-tallet var Nørre Dalby områdets største byområde. Nu er det en blandet soveby af et par gamle huse og lidt nybyggeri. For vandrere er det mest kirken man lige kan passere og kigge nærmere på (se Flickr-album for fotoer). Den er dog stadig større end turens tredje byområde, Regnemark.

Regnemark er en ganske lille landsby, soveby med et par større gårde. Markerne i området er ret store og langs vejene bliver der ofte pløjet næsten lige til asfalten.

Kimmerslev Sø

Søen er privatejet (Svenstrup Gods). På søens stejle skrænter mod nord har naturen lige fået lov til at indtage en op til 5 meter bred strimmel, inklusiv en ny sti. Svenstrup Gods var engang Sjællands næststørste gods og ejer stadig en masse i området. Og så er der ellers marker for resten. Her om vinteren har man udsigt til sydbredden, bl. a. til Kimmerslev Kirke. Kimmerslev Kirke stammer måske helt tilbage til 1100-tallet og ligger modsat mange andre kirker ved en søbred på en banke, altså ikke på en bakke. Jeg er ikke sikker på at man kan se den når der kommer blade på træerne. Mere interessant er Nørre Dalby Kirke der er gul lige som fx Solrød Kirke og flere andre kirker østpå.

Et kik over Kimmerslev Sø mod Kimmerslev Kirke. Det angiver ganske godt stemningen på denne råkolde februardag.

Til gengæld ser alting nu altså bedre ud i solskin! Med de tungegrå skyer og de strittende grene - lidt tyngende. Men stemningen er god. Stille og rolig, og der er også liv i naturstrimlen langs søen.

Dæmningen ved mølledammen. Man aner hvor meget dybere møllehuset ligger.

Mere særpræget end kirken er Kimmerslev vandmølle. Den blev opført af Svenstrup Gods. Indtil 1915 fæstemølle under godset. Så blev den solgt til en slægt som stadig har den. Når man går rundt på mølleområdet er man ikke i tvivl om møllers betydning i landbrugssamfundet. Det var her bønderne fik malet deres korn. Derfor havde mølleren ofte beværtning som fungerede som samlingssted. I 1920 fik møllen en motor og fra 1943 drevet med en vandturbine. Indtil 1970 hvor det hele stoppede. Men såvel møllehus som mølledam er bevaret.

Stien på ryggen af åsen Ravneshave med skrænter til begge sider. Fotoet angiver ikke særlig godt den fine stemning der egentlig er. Og jeg kom også meget tæt på noget råvildt her.

Skove

Skovområderne syd for Borup meget store. Ikke så imponerende som Bidstrup-skovene, men ikke så ringe endda. I dag blev det til Kimmerslev Hessel og Kimmerslev udlodder. Faktisk temmelig oplevelsesrige for vandrere. Åsen Regnemarks Banke var tidligere et sted hvor husmænd holdt til fra 1780'erne. Det var de dårligste jorder med mose og sandede bakker. Ikke tilstrækkeligt til at være selvstændige, de måtte arbejde for bønder og godsejere. Med 8-10 personer i en husstand har der været trangt i de små huse som da også er blevet om- og tilbygget på senere. Banken er en del af den nu i stor udstrækning ødelagte Køge Ås og markerer en tunneldal fra istiden.

Der var engang en ås. Regnemarks Bakke. Nu er der jernbane og motorvej. Og tilbage er der nogle vandhuller som nu danner en ny landskabstype.

Sandet befinder sig nu under jernbanen fra Roskilde til Slagelse og motorvej E20. De mange vandhuller stammer fra udgravningerne. En anden rest af Køge Ås er Ravneshave. Dagens tur krydsede denne ås. Og der er ikke ret meget tilbage.

Et typisk vy over Køge Å-stien på denne strækning. Strimlen langs åkanten er forholdsvis bred, der er både en to-hjulspors-sti, græsrabatter og måske også lidt krat. På denne strækning er der også godt moset, så landbrug er nok urentabelt.

Køge Å

Køge Å er ganske vandfyldt. Jeg ved ikke om det er mere end normalt, men formentlig. Der har været usædvanlig meget regn. Og da åen ligger omgivet af marker, som ikke er særlig gode til at opsuge de store vandmængder, giver det en ganske god strøm. Stierne er også smattede med pytter der dog i dagens anledning (frost) er frosne og glatte. Langs Kimmerslev Møllebæk er en HOFOR-kildeplads som er ganske god som sti i mangel af andre i området.

En del af Regnemark Vandværks bygninger, de midterste. Der er større anlæg både til højre og venstre for.

Ruten er godt kortlagt med tre foldere for Køge Å-stien der også dækker området flere kilometer på begge sider af åen. De skifter hele tiden hjemmeside, men de kan googles med søgningen "køge å stien" filetype pdf.

Vandværket

Jeg har før været i området i forbindelse med mine vandringer til Københavnske kildepladser, herunder Regnemark Vandværk. Det var helt tilbage i 2014. Hele serien kan ses nederst i det første indslag. Regnemark Vandværk var oprindeligt opført af Københavns Kommune, nu er det HOFOR. Kildepladserne har sat sit præg på området. Den gode nyhed er at det betyder at smalle strimler langs Køge Å og på Kimmerslev Kildeplads langs Kimmerslev Møllebæk er friholdt fra pløjning, den dårlige at vandudvindingen har været så kraftig at det har afvandet store områder.

Se flere fotoer fra dagens tur på Flickr, Køge Kommune.

Ruten

Borup Station. Kimmeslev Sø nord. Nørre Dalby. Ravneshave. Køge Å. Regnemark Vandværk. Regnemark. Kimmerslev Udlodder. Kimmerslev Kildeplads. Kimmerslev. Borup Station.