Københavns Bombardement 1807 (1) Stille før storm

Københavns Bombardement 1807 set fra gadeplan gennem samtidige aviser

Dette og to kommende indslag beskæftiger sig os med hvordan menige københavnere oplevede bombardementet, sådan som det kan aflæses af aviser som fx Adresseavisen og Dagen (på daværende tidspunkt udgivet af Politivennens udgiver, K. H. Seidelin). Altså de som eliten oftest omtalte som den ringere, lavere eller uvidende klasse/almue. Hvad kunne man læse sig til i aviserne om den kommende katastrofe? Og hvordan afspejlede folks liv sig i det som aviserne skrev?

Dette første indslag giver et indblik i hvad menigmand vidste op til bombardementets start den 2. september. For den engelske flådes størrelse taget i betragtning, betød at det ikke kunne skjules for civilbefolkningen at noget var i gære.

København var som resten af Danmark et stærkt klasse- og rangopdelt samfund. Og nogen særlig samhørighed mellem disse rang eller klasser var der ikke. Blandt soldaterne i København var bl.a. Mariner-Regimentet - hvervede soldater som besatte vagtposterne på Holmen til at holde styr på arbejdsfolk mm. fra Nyboder. Der var et mildest talt dårligt forhold, og jævnligt kom der til veritable kampe mellem dem. Den 5.-7. juli 1807 angreb marinerne fra kasernen i Kronprinsessegade Nyboder med geværer som på sin side forsvarede sig med sten. Vinduer blev smadret og beboerne mishandlet. Der blev indsat tropper, bl.a. Borgervæbningen. Marinerne deserterede i øvrigt i vid udstrækning (over 1.000 mand) under og efter bombardementet. Kun et eksempel på at der ikke eksisterede noget "fælles" i Danmark. Landet var enevældigt, håndhævet af militæret og ideologisk indterpet af kirken, skolen og den øvrige kulturelle elite.  

Livet i de berørte kvarterer

Præster, lærde og forfattere har givet udførlige skildringer. Men hvad jævne københavnere oplevede, kan man kun gisne om. Fra en artikel i Politivennen 22. august 1807 ved vi at snakken i hvert fald gik. Artiklen harcelerer over "tåbelige beklagelser" fremsat af "enkelte frygtsomme fruentimmer, eller mandfolk af de laveste og uvidende klasser". Vi får lidt at vide om hvad man vidste: Man skulle ikke have ladet England komme i land, man undrede sig over at der ikke blev gjort udfald med alle de bevæbnede folk man havde, man frygtede en landgang på Amager, man var bekymret over at englænderne var så mange, og for at de skulle blive liggende til evig tid. Politivennen 29. august beroligende at "mange stæder" havde "udholdt heftige bombardementer", især "hvor lidt kraftige især de engelske bombardementer til alle tider har vist sig". Så "et bombardement er et onde, men at der gives mangfoldige langt større onder i verden." De "honnette" klasser vidste lige så lidt som de "laveste og uvidende".

Et af de steder hvor der var gang i Rygters Bureau, kunne være her, i det det der nu hedder Skindbuksen. Navnet er af langt nyere dato. Men som udskænkningssted eksisterede det også under bombardementet. Dengang som nu lå det tæt på byens indkøbsgade nr. 1 Østergade og var berygtet for prositution og natteliv. 

Man kan danne sig et indtryk af hvad det var for mennesker som boede i de udbombede kvarterer gennem kortfattede notitser i Adresseavisen og Dagen. Jeg har fokuseret på kvarteret omkring det måske hårdest ramte kvarter, nemlig omkring Vor Frue Kirke. Mange af husene blev senere bombet og har altså direkte berørt de mennesker som satte annoncerne i aviserne få uger før bombardementet:

"En Kone fra Landet med frisk og sund Patte, søger Ammeplads enten strax eller til St. Hansdag. Anvises i Skidenstræde 77." "Mahognikommoder og spejle, 12 stole, 1 topseng. næsten nyt og moderne.". "Kælder til leje for marskandiser el. lign. Ikke til dans.". "Pige søger stilling, stue- eller kokkepige". "Honette personer kan få middagspise for billig betaling." "Værelse tilleje." "Bogtrykker Andreas Seidelin sælger digte."

Få steder afspejler resultatet af bombardementet sig så klart som i Store Kannikestræde og som her i Krystalgade. Mens husene i venstre side af billedet lå udenfor katastrofeområdet, blev området til højre udraderet, på nær hjørnehuset til Fiolstræde som lige anes foran Universitetsbiblioteket. Husfacaderne afspejler dette.

Specielt for Skidenstræde/Krystalgade:"En enlig kone ønsker sig et kammer til flyttetiden til leje", "Et honet fruentimmer, nylig kommet fra Norge, ønsker sig kondition straks som kammer-, frøken- eller enepige, eller i et borgerligt hus at være konen behjælpelig i alle ting, kan forevise gode skudsmål." "Forrige generalkonsul Johan Nicolai Adam Romeis fallitbo. Boets kurator Top bor i Skidenstræde". "En student ønsker nogle timer om dagen at informere børn i læsning, regning, skrivning, så og latin og tysk." "En med gode rekommendationer forsynet teologisk kandidat ønsker sig nogle timekonditioner. Lønnen han forlanger er overmåde billig." I ejendommene hvor Synagogen senere blev bygget: "Til leje en stald til 6 heste, med kudskekammer, 2 foderlofter samt vognskur." "6 kammerdugsskjorter og 4 nye kramlærreds ditto er til købs.""Syes Floshatte, skræddersyning og al slags pynt for billig pris."

Antydninger indtil 17. august

Hvor meget disse mennesker vidste, ved vi ikke. Notitserne antyder at man ikke forudså den store ulykke. Til gengæld ved vi nogenlunde hvad de kunne læse sig til gennem fx Dagen. Her et eksempel fra 3. august 1807 om englændernes ankomst til Helsingør:

"Helsingør d. 1 Aug. Igaareftermiddags kom en engelsk kutterbrig og en Kanonbrig krydsende ind fra Nordsøen. De gik begge strax op ad. Den 1ste hade een Minister ombord og skulle henhøre til den forventende store orlogsflaade.... "

Den 4. august oplyste samme blad at flåden bestod af 26 udførligt beskrevne skibe der nu lå for anker og bragte syge til behandling i Helsingør.  De syge blev behandlet og døde begravet. Altså alt beskrevet som fred og fordragelighed. Den 12 august bragte Dagen politimester Haagens mobiliseringsplakat af 11. august:

"Da et stort Antal af arbejdsført mandskab behøves til at fremme Forsvarsanstalterne til Fædrelandets Værn og Betryggelse, saa har Hs. Maj. allernadigst befalet Undertegnede, at opfordre alt det arbejdsføre Mandskab som opholder sig under denne Stads Jurisdiction, at anmelde sig her til ovenanførte Tjeneste."

Dagen fortalte den 14. august skrev at englændere var gået i land på Møn for at gå på jagt og den 15. august var bladet bekymret for at fødevarepriserne ville stige som følge af at den engelske flåde provianterede flåden i Helsingør. En lille notits i Adresseavisen den 14. august oplyste at det nu ikke længere var tilladt at spadsere på Kastellet (Citadellet Frederikshavn), altså heller ikke med det passertegn som fine borgere kunne få udstedt. Udover aviserne var der også ophængt "plakater" som flittigt blev skrevet af og bragt i aviserne. De drejede sig især om mobiliseringen. Både af mandskab og forsyninger som fx heste og vogne som skulle overlades til konge og stat/militæret:

"Da det under nærværende Omstændigheder er fornødent, at det Kongelige Artillerie-Korps forsynes med de fornødne Heste og Vogne til de ideligen forefaldende Transporter og Kiørseler af Artilleri-Vogne og Ammunition, saa og Rideheste samt andre løse Heste til Feltbatterie og anden Artillerie-Tieneste, og vi ikke paatvivle, at de af Staden Kiøbenhavns og dens Forstæders Beboere, som have Heste og Vogne, i disse vigtige Øieblikke ville overlade samme til Hans Majestæt Kongens og Statens tieneste. Saa anmodes forannævnte Beboere herved om, snarest mueligt at opgive paa Raadstuens 2det Secretariats-Contoir i Postgaarden, hvormange Heste og Vogne de saaledes kunne overlade, da de derefter nærmere skulle blive underrettede om Tiden og Stedet, hvor disse skulle møde. Kiøbenhavns Raadstue, den 15de August 1807."

Den venlige formulering skal mere opfattes som en ordre end en opfordring. Derimod stod der intet i aviserne om de landsatte 30.000 engelske tropper på stranden ved Vedbæk den 16. august. De blev omtalt i vage vendinger som "fjendtligheder", fx i den øverstkommanderende Peymanns formulering i Dagen den 17. august:

"Da Fjendtlighederne fra engelsk Side ere begyndte, saa erklærer jeg, efter allerhøjeste Befaling, at alle engelske Ejendomme skal være lagte under Beslag, og have alle og enhver strax at anmelde de sig her befindende engelske Ejendomme, Penge eller Penges Værd, for Politiet, som foranstalter det nærmere. Enhver som dølger eller ikke opfylder denne Befaling, vil blive anseet som en forræder imod Fædrenelandet. Kjøbenhavn den 16de August 1807. Peymann"

Det måske mest mærkbare for civilbefolkningen var fraværet af de mænd som var indkaldt til militærtjeneste. Det begyndte at gøre ondt på de familier, hvis forsørgere på denne måde var væk. En annonce fra 17. august spurgte efter penge til dette formål:

"Endeel af vore Medborgeres Koner have yttret for os, at da Fædrenelandets Tieneste har kaldet deres Mænd til dets Forsvar, saa ere de sat ude af Stand til at forsørge dem og deres Børn. Vi Undertegnede have derfor besluttet, strax at aabne en Subskription for dem, og indbyde desaarsag vore medbrødre og følende medmennesker til dette Øiemed. Hvad enhver vil bidrage, derom bede vi os underrettede, for at antegne samme, og forsikrer vi enhver, at der i sin Tid for alt, hvad som indkommer i denne ædle hensigt, paa det nøiagtigste skal vorde aflagt offentlig Regnskab. Kiøbenhavn, den 17 August 1807. Behrend, Stadsmægler, Boye, Apotheker."

Indsamlingen har dog nok kun omfattet de indkaldte officerer som hovedsagelig blev rekrutteret blandt håndværkere, handelsfolk o. lign. Den 19. august, anmodede generalmajor Peymann igen i Adresseavisen om forsyninger:

"I Følge Hr. General-Major Peymanns Skrivelse til os af Dags Dato, anmodes de af Kiøbenhavns Borgere, som veelvilligen sender Levnetsmidler til vore brave Troppers Vederkvægelse, at ville herefter aflevere samme til det oprettede Feltcommissariats Magazin i Christiansborg Ridehuus. Kiøbenhavns Raadstue den 19 August 1807. Over-Præsident samt Borgermestere og Raad."

Af de mere kuriøse tegn kunne man i samme dags avis læse at

"Formedelst indtrufne Uroligheder bliver den til Søndagen den 23 Aug. næstk. Lyst-Fugleskydning i Selskabet Foreeningen indtil videre udsat ..."

Udfald 17. - 31. august

Den 17. august var englænderne nået til København, og danske styrker gjorde udfald ved Store og Lille Vibenshus. Den 20. august mod et engelsk batteri ved Svanemøllen. Nu kunne man ikke længere være tvivl om i hvilken retning det gik. Først efter bombardementet fik man dog et indtryk af hvor slemt det stod til med Store Vibenhus, nemlig i Dagen den 13. oktober:

"Store Vibenshus, dette forhen af Københavnerne saameget søgte Forfriskningssted, ligner nu snarere en Hestestald, end en Vaaning for menneskelige Skabninger. I nogle af de udslagne Vinduesruder er stoppet Hø, for andre hænger der halve Døre. Ejermanden selv boer der ikke mere, og kun en Skænkepige er tilstede for at opvarte de engelske Husarer her ligge og en og anden enkelt Forbirejsende. Som Vibenshus har lidt, saaledes og de fleste Lyst og Landsteder paa Frederiksberg i Falkoneralleen"

Et syn som var forment menige københavnere: Norgesporten i Kastellet. Mange af udfaldene mod englænderne foregik gennem denne port som gav adgang til det nuværende Østerbro hvor Classens Have lå.

Allerede her begyndte nogle at slå mønt af situationen. Fx flyttefolk som nok anede at folk nær volden pludselig havde travlt med at komme væk fra krigszonen, Adresseavisen den 19. august:

"Et Par smaae meget raske Heste, samt en liden holsteensk Vogn, meget tjenelig til hastig Flytning, er for billig Priis til Kiøbs og anvises fra Contoiret".

Og den 20. august måtte Magistraten tage affære da de handlende forsøgte at tjene på folks nød:

"Da det er os berettet, at adskillige af Stadens indvaanere forhøie Priserne paa de af dem udsælgende fødevare, og vi finde dette deres Forhold under nærværende Omstændigheder at være aldeles utilbørligt; saa advares herved de af bemeldte Indvaanere, som ere undergivne Taxt, at holde sig de nu gieldende efterretlige, ligesom vi og forvente af de andre Handlende, at de ikke deres Medborgere tage høiere end de gangbare priser. Kiøbenhavns raadstue den 19 August 1807"

Befolkningen skulle nu dele deres formentlig allerede knappe forsyninger med militæret, fx efterlystes den 21. august øl:

"Da der til Troppernes Forsyning her i Staden og dens Forstæder behøves dagligen en vis Qvantitet Øl til 15 Mark, samt til Garnisonen i Citadellet nogle Tønder 6 Marks og 20 Marks Øl, foruden den sædvanlige Dragerpenge; saa paalægges det herved de Bryggere, som ere  forsynede med Ølbrygnings-Concession, at forskaffe samt til de Steder og Tider at aflevere hvad der hos dem af ovennævnte Ølsorter maatte vorde forlangt af Hr. Kæmner og Brygger Leisner, som er overdraget af sørge for disse Ølsorters Tilveiebringelse. Kiøbenhavns Raadstue den 20. August 1807. Over-Præsident samt Borgermestere og Raad."

Formentlig under dække af at opmuntre folk blev der fra nu af næsten hver dag reklameret med krigssange i Adresseavisen. Disse krigssange var en slags "alsang", og var allerede fremført af skuespilleren H. C. Knudsen efter Slaget på Reden 1801. At man forudså at der snart ville komme sårede, fremgik af en annonce i Adressavisen den 21. august:

"Chirurg Burke, som blev ansat ved Landeværnet, og bekom Avance, har ikke indfundet sig ved bemeldte landeværn, indkaldes herved, strax at indfinde sig hos Professor Winslow

Redaktør Seidelin på det eneste såkaldte oppositionsblad (dvs ikke privilegeret af kongen), nemlig Politivennen, havde allerede året før siddet inde 14 dage på vand og brød, så han skulle formentlig ikke nyde noget. Efter Peymanns erklæring, den 22. august skrev Seidelin om bombardement.

"Da det imidlertid ikke kan nægtes at det jo kan være muligt, at nogle fjendtlige bomber bliver affyret af den nærværende fjende, og at en mægtigere fjende utvivlsomt om muligt i den kommende tid kunne komme til at tilføje København et virkeligt bombardement, har udgiveren ikke villet tilbageholde ovenstående velmente råd. Han ved at københavnerne i denne tid lige så lidt frygter et bombardement som deres fædre. Men et er at frygte det, et andet at bruge klogskabsregler."

Forholdsreglerne som blev bragt, var ellers fornuftige nok, set i bagklogskabens lys og forberedte egentlig befolkningen ganske godt til hvad den skulle foretage sig under bombardementet:

"... Et bombardement er rædsomt, og kan blive farligt... En bombe kan godt nok anrette skade på et enkelt sted, men det står i vores magt at forebygge at skaden ikke bliver større eller mere udbredt. Når I derfor må gå fra jeres huse for at værne staden eller i eget vigtigt ærinde, så efterlad folk der kan være ved hånden når en bombe falder ned, og lad intet værelse eller loft være låst, så man ikke kan komme derind for at slukke. ... Man har derfor baljer med vand på hver etage og på lofterne. Hvor bomben falder ned, vil man snart erfare og af dens virkning vil man kunne dømme, om dens beskaffenhed. En bombe eller granat er forsynet med et brandrør, der er afpasset den distance den kastes til. Er dets masse eller længde forfejlet, springer den enten i luften, eller den bliver liggende i nogle sekunder før den springer. Man flygter så langt væk som muligt ud af det værelse hvor den falder ned, og man nærmer sig det ikke, før man har hørt bomben springe. Er det en brandkugle, som er fyldt med brændbar materiale, udspyr den til alle sider en heftig ild, hvorved man let kan skelne den fra en almindelige bombe, hvis brandrør brænder jævnere i en stråle. Er det en brandkugle, som har mordskud, så mærkes det også snart, da man vil høre et skud efter det andet. Af de sidste betjener man sig kun i sjældne tilfælde. Sådant sted nærmer man sig ikke før efter 12 til 15 minutter, eller når man hører at den har raset af. Men i alle tilfælde vil man let kunne slukke de antændte steder, hvis man kun straks er til stede...

Og hvad kunne menige københavnere egentlig gøre? Egentlige nyheder om slagets gang fik man kun i de officielle aviser, således Adresseavisen den 22. august hvor Peymann redegjorde for slaget - og det lød jo egentlig som om at der var styr på situationen:

"Medborgere! Vore brave Troppers Udfald mod Fienden have efter alle Efterretninger kostet ham mange Folk, og han har ikke vovet i mindste Maade at forfølge os paa vor Tilbagemarsch til Fæstningen, eller at angribe vore Forposter. Vort Tab er endnu ikke betydeligt, i det høiest 21 døde og 59 saarede, saavel af Søe som landfolket. Søerne ved Staden ere i vor Magt og vor Forsvarsplan er lagt. I Staden er en anseelig Forraad af Levnetsmidler, og Qvæg, Sæd og Fourage bringes i Sikkerhed og indskaffes i Fæstningen fra alle de Steder, som af os ere besatte eller ligge inden for vor Forpostkiæde. Geværerne fra Kronborgs Fabrik og den Største Deel af Krudtet fra Frideriksværk er bragt i Sikkerhed; men Frederiksborg og Frederiksværk skal være besatte af Fienden, og det forrige Vagtskib i Sundet, Fregatten Frederiksværn, er taget paa sin Vei til Norge. Kronborg er i beste Stand. Medborgere! Trygge ved eders Mod og eders Standhaftighed, kunne I være det ved den Aarvaagenhed og Kraft,d er fra min Side stedse skal værge og værne for vort fælleds Alt. Citadellet Frederikshavn, den 22. august 1807. Peymann."

Men ugen efter led Landværnets nederlag og Roskilde faldt. Mobiliseringen foregik ikke uden problemer. Hvad enten folk nu forsøgte at skjule sig, ikke vidste at de skulle melde sig eller ikke var til stede, så måtte man fra 22. august og dagene derefter advare folk om at det var nu de skulle melde sig i Gothersgade 9-11:

"Da der endnu findes endeel af det enroullerede Mandskab, som ikke have meldt sig efter de tilforn skeete Indkaldelser, saa advares disse, (uanseet hvad Forretning de end kunde have paataget sig) ufortøvet at melde dem paa Enroullerings-Contoiret i Gothersgaden 348. Ligeledes advares de Værter elleer Huusbonder, der endnu maatte have Søefolk i deres Huse eller Tieneste, uopholdelig at opgive mmig saadant, da de ellers maae tilskrive sig selv de Ubehageligheder, som deraf vil flyde. Kiøbenhavn, den 23 August 1807. Platon. Commandeur og Enroullerings-Chef."

Wilhelm Hansens Hus Gothersgade 11. Det var her man beordrede de som endnu ikke havde meldt sig til tjeneste, om sporenstregs at møde op hvis de ikke ville udsætte sig selv for ubehageligheder

Prøvebombardement

Og så begyndte englænderne at få opstillet deres batterier. I første omgang rettet mod militære stillinger, nemlig Kastellet. Det skete den 24. august hvor de første bomber faldt. Englænderne var på det rene med det var umuligt at angribe fra søsiden. Det havde man bare ikke fattet i Adresseavisen samme dag:

"Bekiendtgiørelse fra den kommanderende General. Citadellet Frederikshavn den 23 August 1807. Nogle af vore Bombardeerschalupper og Pramme blev i Dag beordret at angribe endeel af de fiendtlige Bombarderer, som havde lagt sig norden for det nordre Kalkbrænderie, og at søge at ruinere et Batterie, som Fienden havde opkastet ved Svanemøllen. Kl. 10 begyndte vore Bombardeerfartjer at kaste. Vor Ild blev strax besvaret af de engelske Bombarderere og Kanonbrigger. Uagtet disse bleve forstærkede, sagtnedes Fiendens Ild kiendelig henimod Kl. 1, og saaes da endeel af den engelske Bombarderere at flygte for fulde Seil. For at uroelige disse i deres Retirade, fremrykkede Avantgarden af Canoneerschalupperne, som forfulgte de Flygtende med en levende ild. Vore Fartøier vedbleve imidlertid at kaste mod Landbatteriet. Man har, efter indkomne Rapporter, Aarsag at troe, at Fienden har lidt betydeligt. Vort Tab bestaaer af 8 til 9 Døde og 10 til 12 Saarede. Nogle af vore Fartøier ere mere eller mindre beskadigede, men ville alle i Morgen være istandsatte. Det fortiener at anmærkes, at de engelske, foruden Bomber, kastede med et Slags raketter, som ikke pleie at bruges af policerede Nationer. Efter senere indkommen rapport fra Batteriet Trekroner er derfra skudt i Dag paa de fiendtlige Skibe, og fra Batteriet giennem Kikkert seet Ild paa et af disse Skibe, de engelske Fartøier i Synketilstand og Bombardererne ilde tilredte."

Her omtales også Congreves raketter. Udfaldene fik imidlertid ikke nogen afgørende indflydelse på belejringen der modsat i 1801 fokuserede på landstyrker frem for søstyrker. Den 24. august begyndte de første fjendtlige bomber at falde i Kastellet. Én faldt på kirkepladsen, hvor flere hundrede soldater havde lejret sig for at spise frokost. Da ingen kom til skade, troede man at de engelske bomber var ufarlige. Det skulle vise sig at være forkert.

Dannebrog vejer på Kastelspladsen, set fra kirken. Det var her bomben faldt midt under frokosten. Den røde bygning som anes til højre, er det berygtede fængsel som er sammenbygget med kirken og som kun anvendtes til de fanger som enevælden fandt for særlig strafværdige, slaver mm.

Classens Have

Udfaldene mod englænderne fortsatte den 25. august mod batterier ved Blågård og 26. og 31. august mod Classens Have for at drive englænderne tilbage. Formålet med udfaldet var at nedrive bygningerne i haven og fælde træerne, så Kastellets kanoner kunne få frit skud mod fjenden. I dette sidste – og største - udfald deltog i alt 2.200 mand, inklusive 50 brandfolk og 50 af Holmens tømmermænd.

Mindestenen for Livjægerkorpsets udfald 1807 i Classens Have. Dengang lå haven omgivet af åbent land, nu ligger den indeklemt mellem etagebyggeri. Pladen øverst: FRIVILLIGT FORSVAR 1801*1807 CLASSENS HAVE * 1848-49-50 * 1864 * 1914-1918 * Og på mindre plade på soklen REJST I 150 AARet FOR OPRETTELSEN AF KONGENS LIVJÆGERKORPS 1801-25. MARTS -1951. Desuden mindre plade helt nederst.

Classens Have 1803. Haveanlægget lå langs Strandboulevarden og nuværende Classensgade. Anlægget bestod af park, kanaler, øer og fiskedamme. Samt lyststedet Justinenborg. (Fra W. Mollerup: Danmarks gamle Hovedstad, 1912)

Den 29. august bragte Adresseavisen den officielle bekendtgørelse fra Peymann. Den er påfaldende lakonisk, nærmest i telegramstil opremses en række fakta, dog skinner det igennem at på trods af voldsomhederne er alt under kontrol:

"Bekiendtgørelse fra den kommanderende General. Vi have havt nogle Fægtninger uden for Fæstningen med Fienden, som er kommen os nærmere, og hans Jægere ere i den Classenske Hauge uden for Citadellet. Denne Hauge er bleven stærkt beskudt og Fienden foruroliget. Under Canonaden i Onsdags traf en Skytgranat, som var udkastet fra det fiendtlige Batterie bag Svanemøllen, paa Canoneer-Chaluppe Stubbekiøbing, hvorved den sprang i Luften. Chefen Lieutn. Bruun og 16 Mand bleve reddede, 12 Mand qvæstede og 31 Mand sprang i Luften. Et Batterie, som Fienden har opkastet ved det saakaldte gamle Pesthuus er bleven beskudt fra Fæstningen og fra vore uden for Kallebo lagte Kanoneeerfartøier, hvilke have lidt noget. Men da nu et Batterie af 12 pundiger og nogle Mørsere er i Stand paa Tømmerpladsenre, hvilket Batterie ganske dominerer bemeldte fiendtlige Batterie og giør det uvirksomt; saa have vore Kanoneerbaade taget en forandret Stilling. ..."

Nørregade i Køge blev den 29. august 1807 beskudt af et engelsk batteri ved accisseboden på Allegade. Her stod de over for general Arthur Wellesley, 1. hertug af Wellington. Der senere skulle blive berømt da hans styrker besejrede Napoleon ved Waterloo.

Kommandantskabet må dog uofficielt have indsetindså at udfaldene ikke førte til noget. Den øverstbefalende for forsvaret, den aldrende (72 årige) generalmajor Ernst Peyman flyttede den 29. august  fra Kastellets Kommandantgård hovedkvarter til Kongens Nytorv. Hvilket måske kan sees som at han mente at det var fra landsiden, og ikke sø-siden truslen var størst. Samme dag led Landeværnet nederlag ved Køge. Adresseavisen kunne meddele om en mindre spærring af Langebro: "Fra i Dag af er Langebroe stoppet for Kiørende indtil videre. Dette bekiendtgiøres af Kirkerup." Dette forbud fra 25. august blev dog allerede ophævet den 31. august.

Illusionen om Volden som sidste bastion
Københavns volde havde 1658-1660 modstået svenskernes storm. Men der var gået lang tid, og englænderne havde ikke til sinds at indlade sig på noget storm. Peuchlers bastion i Østre Anlæg giver – selv om den bagtil er afgravet for at give plads til banegraven - et godt indtryk af Københavns befæstningsværker, og denne del af volden var i ilden under englændernes belejring af byen 1807. Det bedste indtryk af hovedstadens fæstningsværker 1807 får man på Christianshavns bevarede vold. Til gengæld var den var ikke i ilden under englændernes belejring.

Der var med garanti ikke sne da englænderne bombarderede København. Men voldene var heller ikke begroet med krat, træer, legepladser mm. Så et vinterbillede, set fra fjendesiden, giver formentlig et ganske godt indtryk af hvordan voldene må have set ud fra belejrernes side. 

København var omringet fra nord til syd fra landsiden. Dagen var mest detaljeret i sin nyhedsdækning. Til Raus Hotel på Kongens Nytorv, hvor Hotel d’Angleterre står i dag. Hver aften spillede et militærorkester uden for hotellet og trak mange tilhørere. Det skete også om aftenen 2. september, da bombardementet af byen begyndte. Sandsynligvis for at berolige befolkningen, for vagtparaden var et fast og velkomment indslag i den forlystelsesfattige hverdag, når den på slaget 12 kom marcherende med fuld musik gennem Gothersgade og drejede ind på Kongens Nytorv. Nordmanden Morten Frederiksen oplevede vagtparaden 1805:

Den skjønne Musik og de mange smaa oppudsede Drenge igjenopflammede atter Lysten til at blive Soldat. Min Begeistrelse steg ved enhver Tone af deres velklingende Musik. Jeg skyndte mig paa staaende Fod til en af de smaa for at erkyndige mig, om der kunde være nogen Ansættelse ved Regimentet. At jeg saaledes i et Øjeblik letsindig kunde forglemme den gode Behandling og Frihed som jeg nød hos min Mester, og forbytte min Frihed med en indskrænket tvungen Soldaterstand, begriber jeg ikke, thi det var kun faa Minutter siden, da følte jeg mig ved min Slagterprofession saa vel, at en Ombytning med en anden vilde have været mig en Modbydelighed. Jeg maa tilskrive det min Ustadighed og Letsindighed."

Den 31. august annonceredes mobilisering af Borgervæbningen som på daværende tidspunkt var velanset:

"Efter den høistcommanderende Generals Befaling bliver herved, i Overeensstemmelse med Hans Kongelig Majestæts allerhøiestePlacat for Kiøbenhavns Borgervæbning af 11 Februari 1803, dens 2, 3, 5 og 8 §§, alt der til dens 2den Afdeeling henhørende Mandskab, som endnu ikke frivilligen haver anmeldt sig, herved indkaldt, til ufortøvet og uden Undtagelse, at møde hos deres Compagnie-Chefer for at blive forsynet med Vaaben og deri øvet til Stadens Forsvar. I øvrigt advares herved enhver Uvedkommende, om at afholde sig fra at bære de for Borger-Compagnierne reglemeneterede Hattecocarder eller andet Tegn, paa at staae ved Borgervæbningen, uden derved at være ansatte, sa saadanne Personer kunne vente at blive anholdte og alvorligen anseete. Kiøbenhavns Stadshauptmandskab den 1 Septbr. 1807. Mylius."

Borgervæbningen blev indkaldt sent, dagen før bombardementet startede. Herefter blev aviserne stille. Adresseavisen udkom først igen den 7. september igen. Dagen udkom ikke mellem den 3. og 8. september. Men den 1. september kunne avisen berette om beskydning fra Ladegården:

"To Steder i Tirsdags Eftermiddags paa Kultorvet gik der fjendtlige Riffelkugler ind, der tydelig kunne skjønnes, at maatte være udsendte fra ladegaarden af. - En af dem gik igjennem en Rude, uden at brække mere end et Tommers Hul paa samme, og havde endda Kraft nok til at gaae igjennem Panelet paa den modsatte væg."

Kommandanten Ernst Peymann havde ikke fået særlig præcise instrukser fra kronprinsen der sad i Jylland med store dele af hæren. Styrkeforholdet vat at englænderne rådede over 46 fartøjer med 30.000 landgangstropper, mod Peymanns 5.500 regulære, ikke krigsvante tropper samt 7.500 landeværnsfolk, Københavns borgervæbning og de frivillige korps. Og så gik det løs!

(Fortsættes)

Hør eventuelt podcasten produceret af Københavns Biblioteker om samme emne som viser flere billeder og dramatiserer situation.

Ruten

Classens Have (Udfaldet). Kastellet (Hovedkvarter for militæret). Nyboder. Langs Voldgaderne til Rådhuspladsen. Tilbage gennem byen ad fx Sankt Peders Stræde. Vor Frue og Sankt Petri (centrum for bombardementet). Krystalgade eller Store Kannikestræde. Landemærket. Kongens Have. Kongens Nytorv. Hjemmesider med steder.

Oplevelsesstien - Haraldsted Sø, Ringsted

Der er kræset for vandrefolket på den endnu ikke indviede Oplevelsesstien i Ringsted Kommune

Ringsted Å og Haraldsted sø er et festfyrrværkeri af naturoplevelser. Ikke bare udsigter som dette vy fra når stien bevæger sig lidt oppe i terrænet med frit udsyn til søen. Ofte er udsigten dog dækket af store træer. Men af planter, insekter, fugle, planter og andet som hører naturen til.

Den 10. september åbner Oplevelsesstien i Ringsted. Og vandrefolket kan glæde sig! Selv om der endnu arbejdes såvel ved Ringsted Å nær Ringsted og i Vrangeskov, så kan vandrere allerede nu uden hindringer begive sig på på vej. Det er lykkedes at skabe en sti gennem en korridor af natur på fra ca. 20 meter helt op til en kilometer gennem kulturstepperne og uden at skulle bevæge sig ud på stærkt trafikerede veje. Det er en sti fortrinsvis for fodfolket, eventuelt cyklister om end det nok på visse strækninger vil volde problemer for dem. Som sædvanligt kan man gå ombord i flere fotoer, denne gang fra Ringsted Kommune.

Et kort øjeblik så det ud som om tågen ville lette. Men så tyknede det til igen. Jeg nåede dog lige at få dette indtryk af Ringsted Å gennem Torpet Mose. Så læserne kan få indtryk af området. Men alting ser nu engang bedre ud i solskin!

Ringsted Å og Torpet Mose

Dagen startede ud i København i strålende solskin, så forhåbningerne var høje. De blev dog dæmpet ganske drastisk ca. 5 minutter fra Ringsted Station da toget kørte ind i en meget tæt tåge. Faktisk kunne jeg slet ikke se til enden af parkeringspladsen for bar tåge da jeg steg af toget. Jeg slentrede derfor langsomt ned mod Ringsted Å i det håb at solen ville brænde igennem. Det gav en særlig stemning at gå i moseområdet vest for Ringsted, Torpet Mose. Men det var ikke meget jeg kunne se. Og tåge er fotografens skræk, så jeg fik kun taget nogle nærbilleder af spindelvæv og deslige. Meget uretfærdigt, i øvrigt. For området lover ganske meget. Fuglelivet var rigt, især svaler. Og antallet af spindevæv tyder på at det er et eldorado for de insektædende edderkopper.

Enkelte steder langs Ringsted Å græsser der køer. Men ellers er det mest får. De bruges til af afgræsse områderne. Her går kultursteppen også ganske tæt på stien.

Mine fotoer og beskrivelse tror jeg slet ikke kan yde Ringsted Å og Torpet Mose fuld retfærdighed. Tågen var en ting, en anden at der var gravearbejde på stien. Som her bliver ganske bred, som en landevej. Desuden er området lydmæssigt også plaget af Vestmotorvejen som kan høres ganske tydeligt fra Lille Svenstrup Gods et godt stykke ned i mosen. Også Holbækvejen nord for motorvejen giver god lyd fra sig. Men resten af turen er stort set fri for den gene.

Denne flotte admiral må stå som repræsentant for alle de mange insekter, og som følge heraf mange fugle, som boltrer sig i arealerne langs Ringsted Å. Og også Haraldsted Sø. Skudt på en kompostbunke med rådnende blommer.

Først kort før Haraldsted Sø lettede tågen ganske langsomt. Og så blev det bare bedre og bedre, indtil solen stod højt på himlen med drivende skyer. Sådan som rigtigt vandrevejr er i min bog.

Vestdæmningen

Oplevelsesstien fører over Vestdæmningen. Hvor der også er et WC (medbring papir!). Her bør man dvæle lidt og kikke lidt rundt i området. Udsigten mod øst til Haraldsted Sø og mod vest til den lille del af søen hvor der også er en badeanstalt. Der er en lille havn til ro- og kajakklubber.

Haraldsted Sø vest for Vestdæmningen. Altså den lille runde del af søen. Der skulle være en badeanstalt helt mod øst. Den er det nu svært at få øje på fra Vestdæmningen.

Turen langs nordbredden af Haraldsted Sø er omkring 6 kilometer i fugleflugt. Men stien bugter sig i et så kuperet terræn at man vist skal have skridttæller på for at beregne den rigtige længde. Der er nogle halvhøje skrænter. Mod vest går man nedenfor dem. I Vrangeskov er den behageligste sti oppe på skrænten - hvor man ikke kan se så meget af søen, men oplever så til gengæld skovens stilhed. Der går også en trampesti langs bredden. Men den er noget mere krævende. Sumpet terræn og træstammer der ligger på tværs af stien gør til til noget af et forhindringsløb (eller -gang).

Jo, efter at have gået i tåge i mere end en time er det et storslået syn at se skyerne spejle sig i Haraldsted Sø. Man kan sagtens kikke over på den sydlige bred af søen. Den ser dog ud til at være en hel del mere præget af kulturstepper end den nordlige.

Stierne varierer fra landevejsstørrelse til ganske smalle trampestier. Den gennemgående tendens er tilsyneladende en ca. 1 meter bred grussti som er ved at blive gravet pt med en lille gummiged. Stien snor sig langs skrænten, ofte på plankebroer og helt mod øst også et stykke ud i et moselignende område langs kysten. Alt i alt en dejlig afvekslende vandresti. Som sagt i indledningen, der er kræset for vandrefolket!

Her et eksempel på hvordan der bliver kræset for vandrefolket. Stien er slet ikke færdig endnu, forude arbejder en gravemaskine sig gennem terrænet. Men som man kan se, er der lavet en terrasse, skåret ind i skrænten, med afskærmning. Bag fotografen er der allerede lagt grus på. Mon de bliver færdig til indvielsen?

I den østlige ende af søen går den "på land", bliver til en eng for til sidst at møde Roskildevejen. Herefter er det meningen at man skal kunne fortsætte mod Humleore. Men kortet på parkeringspladesen ved Roskildevejen beretter (modsat hjemmesiden) at stien endnu ikke er færdig. Langs ruten findes også enkelte kulturminder, som dog nok er i fjervægtsklassen. Den ene er en fredet flodemålssten fra ca. 1790 (se Flickr) hvor Have Mølle engang lå. Den anden noget større, nemlig reminiscenserne af et gammelt voldanlæg, Valsøgård med tilhørende ridebane. mellem Vrangeskov og Roskildevej. Hvis ikke tegning og forklaring var opsat på stedet, kunne man dog passere den i den tro at det bare var nogle naturlige bakker.

Et kik over engen mod Haralsted Sø. Cyklisterne er på vej fra Roskildevejen til søen. Mange mødte jeg ikke i dag. Højst en halv snes stykker. Det bliver der forhåbentlig lavet om på når stien for alvor er færdig.

Mod Humleore

Når jeg i indledningen skrev at at det er en sti kun gennem naturområdet, så er det med et lille forbehold. Stien er projekteret til at fortsætte øst for Roskildevej. Men jeg ledte forgæves efter der hvor man på koret har afmærket at den fortsætter mod Dyndet og Køge Kommune. Men hjemmesiden påstod at den nu skulle indvies i hele sin længde. Så jeg traskede nordøst på ad Roskildevejen indtil jeg blev træt af at kigge efter hvor stien  fortsatte, og tog bussen til Roskilde Station. Så vidt jeg kan se på kortet over stien overlapper den også med den tur jeg gik den 10. juli 2017 i Humleore Skov. Og hvor jeg i hvert fald så skiltning. Men der er altså et "missing link" som dagens tur ikke fik med.

Fristende ser det så ud, som åen fortsætter øst for Roskildevej. Men den planlagte sti skulle fortsætte noget nordlige. Den fandt jeg dog ikke. Så det må blive ved dette kik ind i det forjættede land

Ruten

Ringsted Station - Ringsted Å - Nordbredden af Haraldsted Sø - Roskildevej - Busstop 240 mod Roskilde Station

København

København myldrer med turister fra nær og fjern - ind- og udland - og det kan man godt forstå. Det er nemt og altid spændende at være turist i egen by

Jo, den er god nok. Det er København det her. Faktisk Vesterbro hvis navn mange forbinder med prostitution og slumbyggeri. Glem alt om det. Istedgade er trendy og Carlsberg Akademiets Have på størrelse med et fodboldstadion. 

Alting tager sig bedre ud i solskin. Også København. Selv om jeg har tilbragt mine første 20 år i en landsby, føler jeg mig som københavner. Og selv om stolthed ikke er en egenskab jeg sætter særlig stor pris på, så er jeg glad for at bo i København. Jeg bliver en smule trist når byen angribes for "københavneri" og kan ikke lade være med at tænke på at megen kritik mere går på fx politikere som godt nok holder til i København, men som for hovedpartens vedkommende kommer fra "provinsen". Eller for statslige institutioner og organisationer som også holder til her i stort tal. Man forveksler måske her "Staten"med "København". Hvilket er forståeligt da den danske statsmagt har holdt til i København i mange hundreder år. Og i øvrigt været en lige så stor hæmsko som et gode for byen.

Ved Sorte Hest, ca. 2 km uden for den gamle Vesterport (nu Rådhuspladsen) har der gennem flere hundrede år været udskænkningssted mm. I dag er stedet stadig mødested for folk som vil forfriske sig.

Jeg oplever københavnere som rummelige over for folk der kommer andre steder fra. Forne tiders betegnelser som "bonderøve" og "det mørke Jylland" er der ikke mange som husker, endsige bruger længere. Eller oprigtig talt mener. Derimod kaster mange ikke-københavnere sig med urette over København og københavnere. Og faktisk er københavnere også de første til at kritisere sig selv - eller i hvert fald hinanden. Men hvad er der i grunden galt i at være stolt af at Danmark har en flot, stor hovedstad som fint klarer sig internationalt og repræsenterer Danmark som en by turisterne gider komme til, føle sig hjemme i og få et indtryk af vores land - på godt og ondt?

Med byens nyeste storbyggeri Axel Towers i kikkerten er vi ved at nå "byporten" til den Indre By. Axel er ikke opkaldt efter mandsnavnet, men efter aksel. Nærmere bestemt akslerne på bøndervognene I dette område ankom bønder fra hele Sjælland nemlig med deres varer, fra grøntsager til køer og heste for at sælge dem direkte fra vognene - "akslerne", i modsætning til fra torvene inde i byen. 

Indfaldsveje til København

Denne omkring 20 km vandring skal forsøge at introducere København, i hvert fald Indre By. Og det sker gennem den traditionelt største hovedindfaldsvej, Vesterbrogade. Med start ved en af Danmarks største virksomheder, Carlsberg. Hvis areal i sig selv kan matche en mindre provinsby. Hvorfor den da også nu kaldes "Carlsbergbyen". Engang var Vesterbrogade en befærdet landevej som ad landvejen førte til byen. Herefter vil vi gå tværs gennem det gamle København inden for voldene til Kastellet og dernæst tilbage langs havnefronten til landets politiske magtcentrum, Christiansborg.

Grønnegade og Ny Østergade. Nyt og gammelt støder sammen som så mange steder i byen. Små pladser opstår. Engang var kvarteret berygtet for smalle stræder som Brøndsstræderne, Peder Madsens Gang og Diderik Badskærs Gang. Man opgav at restaurere og rev ned. Og gamle forvoksede gårde som var omkranset af huse, blev pludselig facader til gaden.

Når man går gennem Vesterbrogade, så kan det være irriterende at se de mange anlægsarbejder. Men en by der ikke forandrer sig, er dømt til at dø. Storbyer som København kan ikke overleve udelukkende som museum, selv om vi naturligvis så vidt muligt skal bevare de bygninger som minder os om historien. Men byen er også for mennesker, for virksomheder, arbejde, transport, dagligliv. Og det står ikke stille. Forbrugsmønstre, levemåder, arbejdspladser - alt hvad der hører menneskers liv til - er under konstant forandring. Og således må byen også forandre sig og tilpasse sig.

"Kongens Bar" er den tredje i rækken efter de måske mere kendte "Hviids Vinstue" og "Skindbuksen". Lille Kongensgade var for 200 år siden gaden hvor søfolk fra alverdens lande drak sig til vanvid og fik sig et put med de lokale ludere. Senere tog bohemerne, kunstnerne over og forvandlede kvarteret til "Minefelt". I dag så turister og nostalgikere.

Alt byggeri har været nyt engang. Og det meste nybyggeri har måttet lide den tort at blive kaldt øjenbæer og en skændsel for byen, og det så nu bedre ud i gamle dage. Indtil der bliver bygget nooget endnu nyere, og det så kan overgå til at blive kaldt byggeri fra gamle dage som bliver skændet af det nye nybyggeri. Men ofte er man dog gået for hårdt til værks, det seneste eksempel det lille triumvirat af ældgamle udskænkningssteder på Lille Kongensgade. Jovist er æraen med de små listige smugkroer og stamkundeværtshuse ved at rinde ud. Stemningen kun bevaret i gamle bøger og folks blakkede erindringer. Men selv det er værd at huske på, en del af byens historie.

Et sted skal militæret holde til. Og et sted skal der være plads til alle de ansatte som gør det muligt at opretholde en flåde: Matroser, skibsbyggere, tømrere, snedkere, smede, søfolk. Og et sådant sted var Nyboder tænkt som. I århundreder holdt de nævnte til her. Byen - som det reelt var tale om - var berygtet. For selv om de var nødvendige, så var de også blandt dem som detfine borgerskab så ned på som tarvelige.

Danmarks sidste bastion

Hvis ikke det havde været for Københavns borgere, så havde Danmark formentlig i dag været en del af Sverige. Hvis ikke borgerne havde sagt ja til Frederik III om at forsvare København i 1658-60 som den sidste lille plet i det daværende rige, så kan man gætte på at svenskerne havde gjort krav på Danmark. Men med hollændernes hjælp og det københavnske borgerskab stoppede den svenske erobring. Og resten er historie. Ikke at vi som københavnere i nutiden skal kræve at tage æren for det. Men blot for at minde om at et land eller nation først ophører med at eksistere når hovedstaden falder. Så kan gønger og andre være nok så tapre - det er og bliver guerilla-krigsførelse.

Bygningen på Sølvgade falder måske ikke særlig meget i øjnene. Men den er mindeværdig. Her holdt det Kongelige Døvstummeinstitut til. Stenrelief i gavlen er dog af nyere dato, og lavet af Sten Lykke Madsen.

Men også i fredstid har København fungeret som centrum for civilbefolkningen. Hospitaler, Fødselsstiftelsen (hvor folk kom fra hele landet - også Jylland) for at føde anonymt gennem århundreder holdt til her. En af de måske mere anonyme bygninger holder til på Sølvgade Det er Det Kongelige Døvstummeinstitut (1807-1823). I dag ligner det en ganske almindelig beboelsesejendom, men den er typisk for de mange institutioner der holdt til i dette område af København: Militærakademier, hospitaler osv.

Et kik fra en af bastionerne i Kastellet. Her var hovedkvarteret for landet forsvar. Og det var også herfra forsvaret af Danmark fandt sted under slaget på Reden 1801 og Københavns Bombardement 1807. Dog med den interessante tilføjelse at Københavns øverstkommanderende Peymann i 1807 flyttede ind på d'Angleterre på dagen for bombardementet. Han var ganske enkelt blevet bange for at blive bombet!

Kastellet fortæller om noget om København som fæstningsby. Dvs en by ikke bare indrettet til københavnerne, men til hele landets befolkning. Kastellet er på denne måde både en del af København, men også at hele Danmark. Gennem mange århundreder var det her landets ultimativeforsvar holdt til. Kastellet er også historien om at militæret ikke kun var til for landets forsvar. Det var også enevældens redskab til at holde befolkningsflertallet i tømme. Det er derfor man finder Danmarks værste fængsel, Kastelsfængslet her, klistret bag på kirken. Og krudttårnene hvor man indsatte de oprørske fanger fra Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn da de gjorde oprør i 1817.

Der findes utallige gengivelser på foto af Nyhavn. Så når man skal forsøge at opsummere gadens og havnens kolossale betydning for Danmark, kan det være svært. Her forsøger jeg mig så med et måske mindre kendt motiv. Baggården til nr 63 fra 1756.

Men først og fremmest var København en havneby. Indtil omkring 1960'erne. Købmændenes by. I fredstid. Selv om vi ynder at fremhæve de militære anlæg, så er det trods alt handelen der har gjort København til hvad den er i dag. Og her kommer man ikke uden om søfarten, havnen. Og det suværent mest benyttede transportmiddel, skibene. Indtil lastbiler, tog og andet tog over i 1960'erne. Havneområdet minder os om denne fortid som nogle meget gamle mennesker stadig kan huske. Og specielt dette område i København er under hastig forandring mod en ny funktion: Rekreativt område!

Her har jeg forsøgt at sammenkoge Københavns forskellige dilemmaer: Småt er godt. Den lille havfrue er stadig Danmarks turistattraktion nr. 1. Selv om den er lille, måske ikke særlig kunstnerisk Men det er mange turisters port til at forstå Danmark:Småt er godt. Og der er noget H. C. Andersen over det. Den lille havfrue overskygger det enorme krydstogtsskib i baggrunden.

Småt er godt!

På landsplan kan intet måle sig med København. Lad os bare være ærlige. Hvis nogen påstår det modsatte vil jeg argumentere for at det er falsk beskedenhed. København er storslået. Men i vores land er det ikke god tone at påstå det. Man skal helst underspille. Er det den jyske bondementalitet der stadig sidder i os? Sammenlignet med stort set alt andet i Danmark, er København stor. Men at fremsætte den bemærkning er en fornærmelse af "den danske folkesjæl". Heldigvis har vi den lille havfrue. Se, hvor lille hun er. Og hun blev "opfundet" af en fynbo, en odenseaner, H. C. Andersen. Som godt nok tilbragte det meste af sit liv i København. Og modsat den samtidige Søren Kierkegaard vovede sig uden for landets grænser i længere tid.

Der lugter af frisk fernis, men ikke tjæret tovværk fra skuden "Pegasus" som ligger og frister sejlskibsinteresserede ved Larsens Plads. Her kan man indånde illusionen af sømandsskab for 100 år siden. 

Københavns Havn er for længst blevet forvandlet fra handelsområde til rekreativt område. Og det gælder vel for de fleste af Danmarks have i dag. De gamle skuder som skvulpede varer ind på kajerne kilometer efter kilometer fra Nordhaven til Sydhavnen, krab ved kran, pakhus ved pakhus, sejler i stedet med turister, lystfiskere og hvem der ellers gide betale en formue for den slags.

Dansk Arkitekturcenter har overtaget et gammelt pakhus, og er et eksempel på at danske arkitekter med tiden lærte at stå på egne ben og fremstille noget unikt dansk. Paradoksalt nok mange gange ikke anerkendt som dansk, idet man forbandt de udenlandske arkitekters stil med noget specielt "dansk".

Havnebyen

Langs havnen kan man også studere århundeders arkitektur Jeg skriver med vilje ikke dansk arkitektur. For det tysktalende danske kongehus regnede aldrig dansk for noget særlig fint. Dansk var indbegrebet af tarvelighed, dårlig kvalitet og bondskhed. Derfor hvis man kigger sig omrking i havnen, mod Holmen, Christianshavn, er arkitekturen præget af arkitekter fra Tyskland, Frankrig og til nød England. Disse arkitekter klarede sig fint på deres eget modersmål, for i kongehuset talte man aldrig dansk. Først for omkring 150-200 år siden begyndte man at uddanne "danske" arkitekter, som dog mest var inspireret af udenlandsk arkitektur. Det er først i 1900-tallet man begyndte at være foregangsfolk for udenlandske arkitekter.

En "hemmelighed", ruinerne under Christiansborg. Eller mere frimodigt: Et toiletudløb. Til alle tider har høj som lav haft naturlige behov, og arkitekturen forsøgt at løse problemet for ikke at gå til i stank og uhumskhed.

Denne tour de force slutter naturligt nok ved ruinerne under Christiansborg. Ikke fordi disse ruiner er typiske, men for at minde om at 2-3 meter under vores fødder ligger fundamenterne af det helt gamle København. Ruinerne under Christiansborg stammer fra Absalons Borg som blev nedrevet i 1300-tallet og den borg som blev bygget ovenpå, Københavns Slot. Således vader vi intetanende rundt på vores fortid. Og måske godt det samme. Fortidens mennesker tænkte nok ikke så meget på at tage hensyn til forne tiders generationer. Og det bør vi vel heller ikke gøre. Blot engang imellem.