København

København myldrer med turister fra nær og fjern - ind- og udland - og det kan man godt forstå. Det er nemt og altid spændende at være turist i egen by

Jo, den er god nok. Det er København det her. Faktisk Vesterbro hvis navn mange forbinder med prostitution og slumbyggeri. Glem alt om det. Istedgade er trendy og Carlsberg Akademiets Have på størrelse med et fodboldstadion. 

Alting tager sig bedre ud i solskin. Også København. Selv om jeg har tilbragt mine første 20 år i en landsby, føler jeg mig som københavner. Og selv om stolthed ikke er en egenskab jeg sætter særlig stor pris på, så er jeg glad for at bo i København. Jeg bliver en smule trist når byen angribes for "københavneri" og kan ikke lade være med at tænke på at megen kritik mere går på fx politikere som godt nok holder til i København, men som for hovedpartens vedkommende kommer fra "provinsen". Eller for statslige institutioner og organisationer som også holder til her i stort tal. Man forveksler måske her "Staten"med "København". Hvilket er forståeligt da den danske statsmagt har holdt til i København i mange hundreder år. Og i øvrigt været en lige så stor hæmsko som et gode for byen.

Ved Sorte Hest, ca. 2 km uden for den gamle Vesterport (nu Rådhuspladsen) har der gennem flere hundrede år været udskænkningssted mm. I dag er stedet stadig mødested for folk som vil forfriske sig.

Jeg oplever københavnere som rummelige over for folk der kommer andre steder fra. Forne tiders betegnelser som "bonderøve" og "det mørke Jylland" er der ikke mange som husker, endsige bruger længere. Eller oprigtig talt mener. Derimod kaster mange ikke-københavnere sig med urette over København og københavnere. Og faktisk er københavnere også de første til at kritisere sig selv - eller i hvert fald hinanden. Men hvad er der i grunden galt i at være stolt af at Danmark har en flot, stor hovedstad som fint klarer sig internationalt og repræsenterer Danmark som en by turisterne gider komme til, føle sig hjemme i og få et indtryk af vores land - på godt og ondt?

Med byens nyeste storbyggeri Axel Towers i kikkerten er vi ved at nå "byporten" til den Indre By. Axel er ikke opkaldt efter mandsnavnet, men efter aksel. Nærmere bestemt akslerne på bøndervognene I dette område ankom bønder fra hele Sjælland nemlig med deres varer, fra grøntsager til køer og heste for at sælge dem direkte fra vognene - "akslerne", i modsætning til fra torvene inde i byen. 

Indfaldsveje til København

Denne omkring 20 km vandring skal forsøge at introducere København, i hvert fald Indre By. Og det sker gennem den traditionelt største hovedindfaldsvej, Vesterbrogade. Med start ved en af Danmarks største virksomheder, Carlsberg. Hvis areal i sig selv kan matche en mindre provinsby. Hvorfor den da også nu kaldes "Carlsbergbyen". Engang var Vesterbrogade en befærdet landevej som ad landvejen førte til byen. Herefter vil vi gå tværs gennem det gamle København inden for voldene til Kastellet og dernæst tilbage langs havnefronten til landets politiske magtcentrum, Christiansborg.

Grønnegade og Ny Østergade. Nyt og gammelt støder sammen som så mange steder i byen. Små pladser opstår. Engang var kvarteret berygtet for smalle stræder som Brøndsstræderne, Peder Madsens Gang og Diderik Badskærs Gang. Man opgav at restaurere og rev ned. Og gamle forvoksede gårde som var omkranset af huse, blev pludselig facader til gaden.

Når man går gennem Vesterbrogade, så kan det være irriterende at se de mange anlægsarbejder. Men en by der ikke forandrer sig, er dømt til at dø. Storbyer som København kan ikke overleve udelukkende som museum, selv om vi naturligvis så vidt muligt skal bevare de bygninger som minder os om historien. Men byen er også for mennesker, for virksomheder, arbejde, transport, dagligliv. Og det står ikke stille. Forbrugsmønstre, levemåder, arbejdspladser - alt hvad der hører menneskers liv til - er under konstant forandring. Og således må byen også forandre sig og tilpasse sig.

"Kongens Bar" er den tredje i rækken efter de måske mere kendte "Hviids Vinstue" og "Skindbuksen". Lille Kongensgade var for 200 år siden gaden hvor søfolk fra alverdens lande drak sig til vanvid og fik sig et put med de lokale ludere. Senere tog bohemerne, kunstnerne over og forvandlede kvarteret til "Minefelt". I dag så turister og nostalgikere.

Alt byggeri har været nyt engang. Og det meste nybyggeri har måttet lide den tort at blive kaldt øjenbæer og en skændsel for byen, og det så nu bedre ud i gamle dage. Indtil der bliver bygget nooget endnu nyere, og det så kan overgå til at blive kaldt byggeri fra gamle dage som bliver skændet af det nye nybyggeri. Men ofte er man dog gået for hårdt til værks, det seneste eksempel det lille triumvirat af ældgamle udskænkningssteder på Lille Kongensgade. Jovist er æraen med de små listige smugkroer og stamkundeværtshuse ved at rinde ud. Stemningen kun bevaret i gamle bøger og folks blakkede erindringer. Men selv det er værd at huske på, en del af byens historie.

Et sted skal militæret holde til. Og et sted skal der være plads til alle de ansatte som gør det muligt at opretholde en flåde: Matroser, skibsbyggere, tømrere, snedkere, smede, søfolk. Og et sådant sted var Nyboder tænkt som. I århundreder holdt de nævnte til her. Byen - som det reelt var tale om - var berygtet. For selv om de var nødvendige, så var de også blandt dem som detfine borgerskab så ned på som tarvelige.

Danmarks sidste bastion

Hvis ikke det havde været for Københavns borgere, så havde Danmark formentlig i dag været en del af Sverige. Hvis ikke borgerne havde sagt ja til Frederik III om at forsvare København i 1658-60 som den sidste lille plet i det daværende rige, så kan man gætte på at svenskerne havde gjort krav på Danmark. Men med hollændernes hjælp og det københavnske borgerskab stoppede den svenske erobring. Og resten er historie. Ikke at vi som københavnere i nutiden skal kræve at tage æren for det. Men blot for at minde om at et land eller nation først ophører med at eksistere når hovedstaden falder. Så kan gønger og andre være nok så tapre - det er og bliver guerilla-krigsførelse.

Bygningen på Sølvgade falder måske ikke særlig meget i øjnene. Men den er mindeværdig. Her holdt det Kongelige Døvstummeinstitut til. Stenrelief i gavlen er dog af nyere dato, og lavet af Sten Lykke Madsen.

Men også i fredstid har København fungeret som centrum for civilbefolkningen. Hospitaler, Fødselsstiftelsen (hvor folk kom fra hele landet - også Jylland) for at føde anonymt gennem århundreder holdt til her. En af de måske mere anonyme bygninger holder til på Sølvgade Det er Det Kongelige Døvstummeinstitut (1807-1823). I dag ligner det en ganske almindelig beboelsesejendom, men den er typisk for de mange institutioner der holdt til i dette område af København: Militærakademier, hospitaler osv.

Et kik fra en af bastionerne i Kastellet. Her var hovedkvarteret for landet forsvar. Og det var også herfra forsvaret af Danmark fandt sted under slaget på Reden 1801 og Københavns Bombardement 1807. Dog med den interessante tilføjelse at Københavns øverstkommanderende Peymann i 1807 flyttede ind på d'Angleterre på dagen for bombardementet. Han var ganske enkelt blevet bange for at blive bombet!

Kastellet fortæller om noget om København som fæstningsby. Dvs en by ikke bare indrettet til københavnerne, men til hele landets befolkning. Kastellet er på denne måde både en del af København, men også at hele Danmark. Gennem mange århundreder var det her landets ultimativeforsvar holdt til. Kastellet er også historien om at militæret ikke kun var til for landets forsvar. Det var også enevældens redskab til at holde befolkningsflertallet i tømme. Det er derfor man finder Danmarks værste fængsel, Kastelsfængslet her, klistret bag på kirken. Og krudttårnene hvor man indsatte de oprørske fanger fra Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn da de gjorde oprør i 1817.

Der findes utallige gengivelser på foto af Nyhavn. Så når man skal forsøge at opsummere gadens og havnens kolossale betydning for Danmark, kan det være svært. Her forsøger jeg mig så med et måske mindre kendt motiv. Baggården til nr 63 fra 1756.

Men først og fremmest var København en havneby. Indtil omkring 1960'erne. Købmændenes by. I fredstid. Selv om vi ynder at fremhæve de militære anlæg, så er det trods alt handelen der har gjort København til hvad den er i dag. Og her kommer man ikke uden om søfarten, havnen. Og det suværent mest benyttede transportmiddel, skibene. Indtil lastbiler, tog og andet tog over i 1960'erne. Havneområdet minder os om denne fortid som nogle meget gamle mennesker stadig kan huske. Og specielt dette område i København er under hastig forandring mod en ny funktion: Rekreativt område!

Her har jeg forsøgt at sammenkoge Københavns forskellige dilemmaer: Småt er godt. Den lille havfrue er stadig Danmarks turistattraktion nr. 1. Selv om den er lille, måske ikke særlig kunstnerisk Men det er mange turisters port til at forstå Danmark:Småt er godt. Og der er noget H. C. Andersen over det. Den lille havfrue overskygger det enorme krydstogtsskib i baggrunden.

Småt er godt!

På landsplan kan intet måle sig med København. Lad os bare være ærlige. Hvis nogen påstår det modsatte vil jeg argumentere for at det er falsk beskedenhed. København er storslået. Men i vores land er det ikke god tone at påstå det. Man skal helst underspille. Er det den jyske bondementalitet der stadig sidder i os? Sammenlignet med stort set alt andet i Danmark, er København stor. Men at fremsætte den bemærkning er en fornærmelse af "den danske folkesjæl". Heldigvis har vi den lille havfrue. Se, hvor lille hun er. Og hun blev "opfundet" af en fynbo, en odenseaner, H. C. Andersen. Som godt nok tilbragte det meste af sit liv i København. Og modsat den samtidige Søren Kierkegaard vovede sig uden for landets grænser i længere tid.

Der lugter af frisk fernis, men ikke tjæret tovværk fra skuden "Pegasus" som ligger og frister sejlskibsinteresserede ved Larsens Plads. Her kan man indånde illusionen af sømandsskab for 100 år siden. 

Københavns Havn er for længst blevet forvandlet fra handelsområde til rekreativt område. Og det gælder vel for de fleste af Danmarks have i dag. De gamle skuder som skvulpede varer ind på kajerne kilometer efter kilometer fra Nordhaven til Sydhavnen, krab ved kran, pakhus ved pakhus, sejler i stedet med turister, lystfiskere og hvem der ellers gide betale en formue for den slags.

Dansk Arkitekturcenter har overtaget et gammelt pakhus, og er et eksempel på at danske arkitekter med tiden lærte at stå på egne ben og fremstille noget unikt dansk. Paradoksalt nok mange gange ikke anerkendt som dansk, idet man forbandt de udenlandske arkitekters stil med noget specielt "dansk".

Havnebyen

Langs havnen kan man også studere århundeders arkitektur Jeg skriver med vilje ikke dansk arkitektur. For det tysktalende danske kongehus regnede aldrig dansk for noget særlig fint. Dansk var indbegrebet af tarvelighed, dårlig kvalitet og bondskhed. Derfor hvis man kigger sig omrking i havnen, mod Holmen, Christianshavn, er arkitekturen præget af arkitekter fra Tyskland, Frankrig og til nød England. Disse arkitekter klarede sig fint på deres eget modersmål, for i kongehuset talte man aldrig dansk. Først for omkring 150-200 år siden begyndte man at uddanne "danske" arkitekter, som dog mest var inspireret af udenlandsk arkitektur. Det er først i 1900-tallet man begyndte at være foregangsfolk for udenlandske arkitekter.

En "hemmelighed", ruinerne under Christiansborg. Eller mere frimodigt: Et toiletudløb. Til alle tider har høj som lav haft naturlige behov, og arkitekturen forsøgt at løse problemet for ikke at gå til i stank og uhumskhed.

Denne tour de force slutter naturligt nok ved ruinerne under Christiansborg. Ikke fordi disse ruiner er typiske, men for at minde om at 2-3 meter under vores fødder ligger fundamenterne af det helt gamle København. Ruinerne under Christiansborg stammer fra Absalons Borg som blev nedrevet i 1300-tallet og den borg som blev bygget ovenpå, Københavns Slot. Således vader vi intetanende rundt på vores fortid. Og måske godt det samme. Fortidens mennesker tænkte nok ikke så meget på at tage hensyn til forne tiders generationer. Og det bør vi vel heller ikke gøre. Blot engang imellem.