Hvalsø: fredninger

Nørre Hvalsø-Kisserup-fredningen og Sonnerupgård Gods nordvest for Hvalsø i byger der gik og kom

Dette landskab syd for Bæsted Skov summerer godt helhedsindtrykket af fredningerne: Marker, enkelte levende hegn og lidt skov. Jeg har så tilsat lidt kreaturer for at bryde billedet lidt. Dermed ikke være sagt at der ser sådan ud alle steder. Som det vil ses af det følgende, er der masser af stop undervejs.

Området nord for Hvalsø består af en håndfuld fredninger. Målet for dagens tour de force var Sonnerupgård Gods og Nørre Hvalsø-Kisserup.  Hvis man står af i Hvalsø, er det lige ud af landevejen Tølløsevej. Så får man også i udkanten af Hvalsø set nogle af de ældre huse i byen.

Sonnerupgård bliver brugt til bl.a. kurser, og det ser ud til at der er ankommet et hold da Vandringsmanden passerer om formiddagen.

Sonnerupgård

Sonnerupgård Gods er omgivet af bløde bakker og vidtstrakte marker. Gårdens forgængere er fra middelalderen omkring til 1341 sammen med to nu for længst nedlagte landsbyer. Den blev bestyret af mere og mindre kendte adelsslægter og i 1800-tallet også del af et baroni. Den nuværende hovedbygning stammer fra den periode (1879). Det var dog ikke her herskaberne boede, de foretrak Tølløse Slot. I 1959 købte Den almindelige brandforsikring for Landbygninger Sonnerupgård og så blev der i stedet for landbrug afholdt kurser og konferencer. I dag er gården privat. Kursus- og konferencevirksomheden er udvidet til også udlejning af selskaber og overnatning.

Lidt af et særsyn på Tølløsevej. Den er mestendels en vandring med havremarker på begge sider. Men Elverdamsåen danner en temmelig stejl dal (efter danske forhold), og her ser det ikke ud til at landbruget har kunnet etablere sig.

Jeg glippede at finde stien langs Elverdamsåen. Den burde ellers have været let at finde i bunden af ådalen på grænsen mellem Holbæk og Lejre kommuner, men der var to huse på hver sin side, og privat grund.

Her er en af de bedre udsigter på Dumpedalsvej. Elverdamsåen nåede jeg imidlertid aldrig at gå langs. Hvis der er en sti, er den ikke sådan lige til at finde.

Jeg måtte derfor fortsætte ad Dumpedalsvej. Ingen af disse to veje er særlig befærdede. Så sådan set er det udmærkede vandreveje. Man kan bare træde ind i rabatten hvis der kommer en bil.

Når man kommer fra øst, er det første hus man møder dette som grangiveligt ser ud til at være forladt. Der gror buske ud af gavlvinduet. Forladte gårde er ikke et særlig i området.

Soderup

Landsbyen har en kirke, og det betyder gode toiletforhold. I disse tider hvor der påstås at der er økonomisk krise, synes det som om at kirkerne stadig har ypperlige toiletforhold. De er altid åbne og i god stand. Nogle endda opvarmede om vinteren. Det gælder også Soderup. Langs sydmuren er der en lille kirkegård med en håndfuld ældre gravsten. Men ellers er der ikke meget at finde i landsbyen. Den er blevet til en soveby som langt hovedparten af Danmarks landsbyer. Men  man er jo så kommet ud af fredningen. Soderup er ikke med i Sonnerupgård Gods-fredningen

Tadre Mølle set på afstand over åen. Bag møllen ligger Taderød Skov. Møllen omfatter adskillige bygninger. Stuehuset i midten. Derudover er der kornlageret. Bah stuehuset ligger selve mølle.

Tadre Mølle

Hvis man vil tilbage til fredningen, kan man tage tage nordpå ad Tadrevej. Her ligger en af rutens bedste udflugtspunkter, Tadre Mølle. Det kan anbefales at komme i møllens åbningstid. Der er en udmærket lille cafe, billig og med hjemmelavet kage, i dag bl.a. rabarbertrifli med flødeskum. Som bliver pisket mens man venter. Ikke noget med på dåse! Og det hele er rørende billigt. Desuden virker møllen. Jeg ved ikke om den også er i gang uden for åbningstiderne, men man kan både ud og inde se de ældgamle mekanikker dreje og knage mens vandet bruser udenfor ned over møllehjulet fra den lille mølledam.

Møllen. Overløbet kommer fra en lille mølledam bag fotografen. Møllehuset har to etager. Fra møllehuset kunne melet transporteres over på den anden side af vejen til lageret. Den sidste opfindsomme møller brugte også maskineriet til fx brændehuggeri!

Huset er ikke det originale. Men det er blevet genopført som det var dengang den sidste ejer, den lokale legende Mølle-Marie boede der. Møblerne er heller ikke originale, men købt på loppemarkeder fra den tid. Og en lille video i kafeen viser at det helt er i hendes ånd. Hun ville gerne bevare møllen så eftertiden kunne se hvordan en sådan virkede. Udover møllen er der også haveanlæg, frugthave mm.

Tadre Møllevej. Umiddelbart øst for møllen går vejen gennem en fortryllende skov. Der er bl.a. et gammelt stendige der er overgroet med gamle høje træer (ikke på dette foto). Længere mod øst kommer man imidlertid ud på kulturstepperne igen.

Tadre Møllevej snor sig som den vis altid har gjort op og ned af de mange små bakker. Bedst er vejen tættest på møllen fordi den går gennem Taderød Skov. Denne del af vejen ligger i Sonnerupgård Gods-fredningen. Mod øst ligger vejen imidlertid ude i landbrugslandet igen. Omend det levende hegn langs sydsiden af vejen har undgået plovene. Her er man så kommet ind i Nørre Hvalsø - Kisserup fredningen.

Kontrasten til skovbilledet ovenfor er slående. Men det er stadig Tadre Møllevej. Med hvedemarker til begge sider. I det fjerne kan man lige skimte Nørre Hvalsø. Det er ikke kun synet der er anderledes. Også lydbilledet ændres radikalt. Mens skoven byder på mangestemmige koncerter, er det stort set kun krager og lærker man kan høre her.

Omkring Nørre Hvalsø

Denne fredning består fortrinsvis af dyrkede jorder - se fotoet ovenfor. Med spredte skovbevoksninger. Det gælder hele området omkring Nørre Hvalsø. Man kan derfor med fordel dreje mod nord ad Boerbjergvej til Bæsted Skov - der tilhører en helt tredje fredning, Ledreborg. Vejen til skoven er temmelig bakket. Det lykkedes mig såmænd at fare vild i skoven i min søgen efter Bentsensvej. Jeg lod mig friste af et overgroet gammelt stendige. Og det kan da også godt lade sig gøre at gå langs diget. Men det kan absolut ikke anbefales gangbesværede.'

Det overgroede stendige i Bæsted Skov. Det ligner en vej til venstre for. Men synet bedrager, og meget snart kommer man ind i et ufremkommeligt krat.

Mod Kisserup

Fra Bæsted Skov kan man gå en anelse sydpå ad Bentsensvej. Lidt syd for er der en sti som drejer mod Kisserup. Og den er absolut en af turens højdepunkter. Bakket terræn. En velsignet fred. Og gode udsigter. Man skal ikke lade sig afskrække af at stien tilsyneladende ender ved Børnehuset Askovgårdens udflytterdel Nørrebro. Der er klippet en sti hvorfra man kommer til en omend mudret, men dog farbar skovsti der fører ud i et moselandskab vest for Kisserup. Her passerer man bl.a. en Bed & Breakfast der ligger lidt ned ad en bakke.

Moseområdet ligger ved træerne. Der er tilstrækkeligt med bakker omkring så man kan nyde udsigten.

Huset er vist nok et gammelt husmandslod som der er en del af i området. Et godt pejlepunkt er gården Buske. Den blev brugt til andet end landbrug. Der har også været kro, bryggeri, brænderi, bageri og teglbrænderi.

Ved Raunsbjergvej er man igen ude på kulturstepperne. Hvede, byg, raps og havre er monokulturerne. I enkelte vejgrøfter findes der smukke vildeblomster, men ofte har sprøjten også lige været ud og fjerne dem. Så der kun er græs og vejbred tilbage.

Dagens vejr var byger der går og kommer. Og omkring 5 grader. Perfekt vandrevejr. Også fordi kulden betød at myggene var særdeles lade og holdt sig i ro på de steder hvor de ellers sværmer lystigt når temperaturen er højere, vinden aftaget og fugten hænger.

Ruten

Hvalsø Station. Tølløsevej. Sonnerupgård. Soderup. Tadre Mølle. Tadre Møllevej. Nørre Hvalsø. Boerbjergvej. Bæsted Skov. Bentsensvej. Kisserup. Raunsbjergvej. Hvalsø Station.

Karlslunde

Strand. Skov. Mose. Gudernes Stræde. Gode bynære naturområder til en dagtur omkring Karlslunde

Det her kan man da bare ikke få for meget af. Og der er hele 3 kilometer i denne genre. Abstraherer man fra broerne, kan man forestille sig et landskab som selv stenaldermenneskene må være fortrolige med.

Jeg har tidligere passeret områderne omkring Karlslunde i forskellige andre sammenhænge og dagens tur var netop rettet på at se mere grundigt på disse områder. Og der er masser at komme efter til en dagstur. Eneste minus er Køge Bugt Motorvejen som  især op til 500 meter øst for sætter et larmende præg på turen.

Trappen ved Mosede Fort. Her har man dette udsyn mod Køge. I forhold til mine tidligere besøg var der højvande.

Stranden

De første tre kilometer går ad nogle af de bedste strande i hovedstadsområdet: Fra Mosede Fort til enden af Trylleskoven. Karlslunde Strand og Karlstrup Strand. Den sidste kilometer er særpræget: her er der ikke bebygget ned til stranden. Man kan altså se et nogenlunde uspoleret strandområde med tilhørende enge og bagvedliggende krat og skov, et særsyn. Det er ganske enkelt at vide hvornår man er i dette område. I den sydlige del går det til Karlstrup Mosebæk og mod nord til et vandløb med det anonyme navn Kanalen. Ellers er der ikke så mange pejlemærker når man går helt nede ved vandkanten. Stranden skulle være et fluepapir i sæsonen, men bestemt ikke i dag hvor der kun går ganske få mennesker rundt. Måske vejret. Godt vandrevejr, mindre godt bade- og strandvejr.

Trylleskoven set fra den sydlige ende mod nord. Man kan se den brede strandeng bag selve stranden og ane skoven helt til venstre. Bevoksningen varierer meget. Hvilket ikke helt fremgår af fotoet.

Trylleskoven

Fra stranden kan man gå en kilometers penge tilbage inden i Trylleskoven. Den er fredet og ganske spændende. Udover skoven er der små lyngbakker, strandoverdrev og en gammel fyrretræsplantage. Skoven har navn efter krogede fyrretræer, men dem er der nu ikke så mange af. Området var i starten af 1900-tallet noget overrendt af badegæster og landliggerliv. Men det er der nu ikke så meget tilbage bag. Dog kan Tryllevælde Badehotel stadig ses. Den lykkedes det mig dog ikke at lokalisere.

Et af de scenarier man kan se i Trylleskoven. De krogede og "fortryllede" fyrretræer er ikke sådan lige til at se hvor de er henne.

Karlslunde Mose

Fra Trylleskoven er der kun at gå over Karlslunde Strandvej, så er man i Karlslunde Mose. Et meget fladt område som er en tidligere lagune, der langsomt er blevet til land. I beskrivelsen af fredningen står der at man stadig kan finde muslingeskaller som er rodet op af mosegrise og muldvarpe. Jeg kiggede, men det er åbenbart ikke såsom for muldvarpeskud.

Kanalen nord for Trylleskoven. Det er jo næsten en hel lille canyon! Bækken har skåret sig gennem hvad der tidligere var havbund, og det kan man godt se på siderne af canyon'en.

Karlslunde Mose egner sig egentlig ikke til at blive fotograferet. Det kan virke noget fladt og ensformigt. Men det visuelle kan bedrage. For med duften af kaprifol, et fortryllende fugleliv og ditto insektliv - bl.a. en masse sommerfugle - er det en lise for sjælen at passere gennem mosen. Landskabet varierer kun blidt med vandløb, vandhuller, fugtige enge og moser med pilekrat og rørskov. Hvis man er til fugle (og det er jeg ikke, indrømmet), så er der ved kommunegrænsen til Solrød et fugletårn.

Fra stien nord for Wilhelms Plantage set mod øst er man ikke i tvivl om at Karlslunde Mose engang var en lagune. Og dette var havbund. 

KarlstrupMose

På vej mod syd kommer man til Karlstrup Mose. Selv om man er nødt til at kigge på kortet for at se om man nu er det ene eller andet moseområde. Jeg tror det har noget med kommunegrænsen at gøre. I Greve kalder man det Karlslunde Mose, i Solrød Karlstrup Mose. Naturen er nok ligeglad. Begge var engang lagune. Møllebækken er også ligeglad med kommunegrænser. Den passerer igennem mosen i begge kommuner. Bækken er et andet af de meget attraktive vandresteder. Ikke for ingenting går Gudernes Stræde langs bækken. Bemærk i øvrigt at Gudernes Stræde igen er åbnet under motorvejen, Sidst jeg var her, måtte jeg ud på en omvej på flere kilometer. Jeg tog strækningen fra Korporalskroen ved den gamle Tåstrupvej til Karlslunde Mosevej.

Karlslunde Mose skal man ikke bare sådan lige vove sig ud i udenfor stieernee. Ellers risikerer man at ende i et vandhul!

Brødmosen

Brødmosen er en ganske lille mose. Den syner ikke af meget på et kort, ligner nærmest en slags afsnøring nord for Karlslunde Mose. Heller ikke særlig stor, men den byder til gengæld på 2 områder med hængesække. Og i øvrigt nogle af de skønneste moseområder i området. Desværre skal man gå virkelig langsomt for ikke at være ude af mosen igen. Og pt kan det ikke lige anbefales at sætte sig da myggene er begyndt at sværme.

Brødmosen. Hvis man dvæler lidt midt i mosen, kan man trække oplevelsen lidt ud.

Firemileskoven

Firemileskoven er resultatet af en skovrejsning startet i 1982. I dag er den blevet delt i to af den nye København-Ringstedbane. Men den vestlige del er dog stadig fin. Jeg går ud fra at når banen bliver indviet så vil man ikke længere kunne komme ind på striben mellem banen og motorvejen.

Her fra Engstrupsti-broen over Køge Bugt Motorvejen ser man dramaet om Firemileskoven: Den er blevet delt af København-Ringstedbanen. Til venstre et område man nok ikke sådan lige vil kunne komme til når banen åbner. 

Køge Ås

Køge Ås tager sig visuelt bedst ud i solskin, men i tåge og stille vejr får man andre og mere intense sanseoplevelser

Køge Museum bebor dette skønne bindingsværkshus. Og man kan komme ind i haven bagved. Her står bl.a. en af de få tilbageværende milesten fra Christian VII's tid.

Solskinsvejr er for det meste ideelt fotovejr. Tåget vejr som fredagens kan være lidt af en prøvelse. Men vandrelivet består ikke kun i at tage fotoer, det består også i at opleve. Og netop tåget, stille vejr kan være en meget intens oplevelse, især når det drejer sig om Køge Ås. Skoven på åsen kombineret med de flade engområder langs foden af åsen giver en speciel akustik når fuglestemmer en dag som denne møder en på vej gennem skoven. Og ændrer sig når man går fra den tætte skov på  toppen af åsen til de stejle skrænter langs åsens fod. Fugten og stilheden mobiliserer også andre sanser end synssansen. For når tingene ikke står så skarpt, virker det som om ens lugte- og høresans kommer op i et højere gear.

"Godskontoret". Det kan undre hvorfor der ligger et godskontor her. Men formentlig fordi Gl. Ringstedbanen løb næsten forbi her, få hundrede meter nordvest for.

Køge By og Gammelkøgegård

Området omkring stationen er et stort byggerod, så det gælder om at slange sig væk fra det og ind til byen. Køge har en gammel bydel som fuldt ud er på højde med fx Dragør, synes jeg. Dog er Køge mere fragmentarisk end Dragør og de gamle huse er spredt over et større areal blandet med nyere. Til gengæld er variationen større. Det er der skrevet en masse om. Dette blot for at minde om at man sagtens kan bruge Køge som en vandringsbase, med hyggelige miljøer til kaffe, frokost eller middag.

Mindestøtterne nord for åsen. Området er velplejet. Minderne om de adelige er bevaret. Derimod er der intet tilbage af de som tjente føden på Gammelkjøgegaard.

På vej ud mod åsen kommer man forbi Gammelkøgegårds bagerhus. Længere mod vest kan man over vandet ane Gammelkøgegård. Hvor tiltrækkende den end ser ud, er hovedgården privat og der er ikke offentlig adgang. Kun til parken onsdag, lørdag og søndag 13-16. Så der var lukket da jeg kom forbi. Det står i folderen om Køge Ås, men på selve stedet kan det være lidt vanskeligt at skelne mellem hvilke bygninger der er tale om. Ejerne har været så nænsomme ikke at plastre indgangen til med alt for afskrækkende skilte, hvilket er meget prisværdigt. Jeg kom desværre på grund af det til at overse skiltet, men det skal bestemt ikke ligge ejerne til last, tværtimod.

"En snegl på vej'n er tegn på regn i Spanien". Og også på Køge Ås. Alt er fugtigt og en fin dis hænger over hele landskabet. 

Gammelkøgegård har været "hovedgård" siden middelalderen, den nuværende hovedbygning er fra 1791. Og adskillige adelige har spankuleret rundt her og huseret med bønder, folk og fæ. En overgang var det svenskere som ejede gården, men i 1776 blev det dansk igen. En dansk landmand, Rasmus Carlsen købte den og sønnen blev adlet under enevælden. Efter grundloven gik godsejeren ind i politik og var blandt dem som kongen udpegede til Landstinget. Grundtvig der i første halvdel af 1800-tallet var varm tilhænger og beundrer af enevældskongerne Frederik 6. og Christian 8. og skrev begejstrede hyldestdigte til dem begge, er ligeledes begravet her i en særlig kirkegård, Claras Kirkegård mellem Gammelkøgegård og mindestøtterne.

Den østligste bygning i striben af gule bygninger, "Godskontor"

Hvor har man set godsejere og adelige rejse mindestøtter for de tusinder af anonyme danske bønder, arbejdere og husmænd der i tidens løb i deres ansigts sved knoklede for selv at overleve samt for at deres herrer og damer kunne leve en  luksustilværelse? Ingen steder, heller ikke ved Køge Ås. Tværtimod er der rejst to mindesøjler. Den ene "Til minde om de 3 godseiere ... med samt deres Familie som i det sidste hundredaar have styret Gammelkjøgegaard og Gods reistes denne Støtte af erkjendtlige Gaardmænd, Huusmænd, Forpagtere, Arbeidere og Betiente den 11 Juni 1876" og en anden "Til Ære for Stamhusbesidderinde Emmy H. M. E. B. Hilleborg Carlsen. Sidste Ætling af den Slægt der i saa mange Aar styrede Gammejögegaard ... reistes denne Mindesten af erkjendtlige Beboere på Gammelkjögegaards Gods ... Juni 1912."

Vest for Gammel Køgegård ligger der til gengæld rigeligt med  bygninger at kigge på, det såkaldte Godskontor. Gule bygninger syd for vandrevejen. Og herefter fortsætter det ad en alle i retning af åsen.

Foden af åsen. et af de steder hvor man kan få et indtryk af hvor stejl og høj den er. Åsen er fortrinsvis dannet af sand og grus der er aflejret i store smelteevandsfloder under isen.

Køge Ås

Der er skrevet meget om Køge Ås, inklusive her på bloggen som passerede for 2½ år siden i forbindelse med vandværksvandringerne. Så på denne tur har jeg valgt at fortælle om nogle mindre kendte steder. Men de er afmærket på kortet og folderen.

Cykelstien Ringstedstien er et gammelt nedlagt jernbanespor.Ved åsen går den gennem et område der på begge sider er bevokset med høje træer. Formentlig pga at den går ind til Køge centrum er den meget populær blandt løbere, i hvert fald i dag.

Et af dem er Gl. Ringstedbane som er banelegemet for en forhenværende jernbane. På åsen er stien lidt over en kilometer lang og forløber i en blødbue syd for åsen mod øst. Stien ser ud til at være et populært sted for løbere. Måske pga belægningen og forløbet. Det er en nogenlunde plan strækning på et smalt spor på en lille forhøjning eller dæmning med sumpede områder på begge sider. Det vestlige startpunkt ender ved Køge Å hvor banen i sin tid har krydset åen, og den gamle jernbanebro findes endnu omend uden skinner. Der er også et lille anlæg. Det hele er noget overgroet, men man kan sagtens se konturerne af hvad der var engang. Vest for øen fortaber sporet sig dog ind i vildnisset, så jeg opgav at forfølge sporet længere. Dels fordi broen er vanskelig at passere, dels fordi man også ville nærme sig endnu mere til den larmende Ringstedvej.

Her ender sporet så vidt jeg kan se. Jernbanebroen sernoget forfalden ud, men vovehalse kan sikkert passere og se om der er en sti på den anden side af Køge Å.

Køge-Ringsted Banen eksisterede mellem 1917 og 1963. Modsat Slangerupbanen overlevede den en anelse længere, den blev anbefalet nedlagt 1936 og 1954. Den transporterede bl.a. kul til gasværker i Ringsted og Sorø. Efter nedlæggelsen købte Køge Kommune strækningen fra byen til Køge Ås og anlagde cykelsti, det er den som i en blød bue går fra stationen og ud til åsen under navnet Ringstedstien.

Et andet foto som viser hvor vanskeligt det kan være at skimte åsen når man står ved foden af den. Men også oven på åsen kan det være svært da den er vokset til med skov.

Bagdelen ved et fugtigt og stille vejr som i dag er at skoven er fuld af myg. Og det både oppe på åsen og nedenfor. Heldigvis er jeg godt pakket ind og beskytter hænder og nakke. Men myggene svirrer om ansigt og hænder når jeg skal kigge på kortet.  Til gengæld er der masser af snegle i skovbunden: skovsnegle, vinbjergsnegle - og desværre også masser af iberiske skovsnegle (dræbersnegle). Udover sneglene er der også et meget intensivt fugleliv, især langs engene omkring åen.

Her et foto af "Den Grønne Vej". Og nej, vejen er ikke den mørke stribe tættest på kornmarken. Vejen forløber ved den næsten ikke synlige mørke område midt i det vildtvoksende græs og brændenælder. På fotoet får man også et indtryk af disen.

Nord for åsen forløber en vej som er angivet som Den Grønne Vej. Om det er ment som at vejen er grønt overgroet i 1½ meters højde skal jeg ikke kunne sige. Men vejens vestligste 500 meter er svære at lokalisere. Der er ikke længere tale om en vej, men brændenælder, græs og andre planter. Ikke anbefalelsesværdigt i et vejr som dette hvor alt er fugtigt og man bliver sjaskvåd i indtil brysthøjde. Uden at det regner!

En af de få steder hvor man kan komme på tværs af åsen. Ellers forløber stierne af indlysende grunde mest på langs af åsen. Ellers skulle man nok anlægge trapper.

Køge Ås er som andre åsbakker dannet i slutningen af istiden hvor iskappen var begyndt at vige. Isen stod stille, og smeltevandet løb under isen i floder,langsommere og langsommere hvorved sand og grus bundfældede sig. Floden løftede sig på denne måde op gennem iskappen, indtil det hele smeltede og bundfaldet blev liggende som en ås. Så åse er i virkeligheden en slags afstøbninger af istunneller som ikke længere findes.

Ruten

Køge Ås er ca. 2 kilometer lang og 300-700 meter bred. Der er flere stier som går på langs, såvel langs foden som på toppen. Desuden findes der enkelte steder tværgående stier. Alle stier er fortrinlige til vandring.