Køge Ås tager sig visuelt bedst ud i solskin, men i tåge og stille vejr får man andre og mere intense sanseoplevelser
Solskinsvejr er for det meste ideelt fotovejr. Tåget vejr som fredagens kan være lidt af en prøvelse. Men vandrelivet består ikke kun i at tage fotoer, det består også i at opleve. Og netop tåget, stille vejr kan være en meget intens oplevelse, især når det drejer sig om Køge Ås. Skoven på åsen kombineret med de flade engområder langs foden af åsen giver en speciel akustik når fuglestemmer en dag som denne møder en på vej gennem skoven. Og ændrer sig når man går fra den tætte skov på toppen af åsen til de stejle skrænter langs åsens fod. Fugten og stilheden mobiliserer også andre sanser end synssansen. For når tingene ikke står så skarpt, virker det som om ens lugte- og høresans kommer op i et højere gear.
Køge By og Gammelkøgegård
Området omkring stationen er et stort byggerod, så det gælder om at slange sig væk fra det og ind til byen. Køge har en gammel bydel som fuldt ud er på højde med fx Dragør, synes jeg. Dog er Køge mere fragmentarisk end Dragør og de gamle huse er spredt over et større areal blandet med nyere. Til gengæld er variationen større. Det er der skrevet en masse om. Dette blot for at minde om at man sagtens kan bruge Køge som en vandringsbase, med hyggelige miljøer til kaffe, frokost eller middag.
På vej ud mod åsen kommer man forbi Gammelkøgegårds bagerhus. Længere mod vest kan man over vandet ane Gammelkøgegård. Hvor tiltrækkende den end ser ud, er hovedgården privat og der er ikke offentlig adgang. Kun til parken onsdag, lørdag og søndag 13-16. Så der var lukket da jeg kom forbi. Det står i folderen om Køge Ås, men på selve stedet kan det være lidt vanskeligt at skelne mellem hvilke bygninger der er tale om. Ejerne har været så nænsomme ikke at plastre indgangen til med alt for afskrækkende skilte, hvilket er meget prisværdigt. Jeg kom desværre på grund af det til at overse skiltet, men det skal bestemt ikke ligge ejerne til last, tværtimod.
Gammelkøgegård har været "hovedgård" siden middelalderen, den nuværende hovedbygning er fra 1791. Og adskillige adelige har spankuleret rundt her og huseret med bønder, folk og fæ. En overgang var det svenskere som ejede gården, men i 1776 blev det dansk igen. En dansk landmand, Rasmus Carlsen købte den og sønnen blev adlet under enevælden. Efter grundloven gik godsejeren ind i politik og var blandt dem som kongen udpegede til Landstinget. Grundtvig der i første halvdel af 1800-tallet var varm tilhænger og beundrer af enevældskongerne Frederik 6. og Christian 8. og skrev begejstrede hyldestdigte til dem begge, er ligeledes begravet her i en særlig kirkegård, Claras Kirkegård mellem Gammelkøgegård og mindestøtterne.
Hvor har man set godsejere og adelige rejse mindestøtter for de tusinder af anonyme danske bønder, arbejdere og husmænd der i tidens løb i deres ansigts sved knoklede for selv at overleve samt for at deres herrer og damer kunne leve en luksustilværelse? Ingen steder, heller ikke ved Køge Ås. Tværtimod er der rejst to mindesøjler. Den ene "Til minde om de 3 godseiere ... med samt deres Familie som i det sidste hundredaar have styret Gammelkjøgegaard og Gods reistes denne Støtte af erkjendtlige Gaardmænd, Huusmænd, Forpagtere, Arbeidere og Betiente den 11 Juni 1876" og en anden "Til Ære for Stamhusbesidderinde Emmy H. M. E. B. Hilleborg Carlsen. Sidste Ætling af den Slægt der i saa mange Aar styrede Gammejögegaard ... reistes denne Mindesten af erkjendtlige Beboere på Gammelkjögegaards Gods ... Juni 1912."
Vest for Gammel Køgegård ligger der til gengæld rigeligt med bygninger at kigge på, det såkaldte Godskontor. Gule bygninger syd for vandrevejen. Og herefter fortsætter det ad en alle i retning af åsen.
Køge Ås
Der er skrevet meget om Køge Ås, inklusive her på bloggen som passerede for 2½ år siden i forbindelse med vandværksvandringerne. Så på denne tur har jeg valgt at fortælle om nogle mindre kendte steder. Men de er afmærket på kortet og folderen.
Et af dem er Gl. Ringstedbane som er banelegemet for en forhenværende jernbane. På åsen er stien lidt over en kilometer lang og forløber i en blødbue syd for åsen mod øst. Stien ser ud til at være et populært sted for løbere. Måske pga belægningen og forløbet. Det er en nogenlunde plan strækning på et smalt spor på en lille forhøjning eller dæmning med sumpede områder på begge sider. Det vestlige startpunkt ender ved Køge Å hvor banen i sin tid har krydset åen, og den gamle jernbanebro findes endnu omend uden skinner. Der er også et lille anlæg. Det hele er noget overgroet, men man kan sagtens se konturerne af hvad der var engang. Vest for øen fortaber sporet sig dog ind i vildnisset, så jeg opgav at forfølge sporet længere. Dels fordi broen er vanskelig at passere, dels fordi man også ville nærme sig endnu mere til den larmende Ringstedvej.
Køge-Ringsted Banen eksisterede mellem 1917 og 1963. Modsat Slangerupbanen overlevede den en anelse længere, den blev anbefalet nedlagt 1936 og 1954. Den transporterede bl.a. kul til gasværker i Ringsted og Sorø. Efter nedlæggelsen købte Køge Kommune strækningen fra byen til Køge Ås og anlagde cykelsti, det er den som i en blød bue går fra stationen og ud til åsen under navnet Ringstedstien.
Bagdelen ved et fugtigt og stille vejr som i dag er at skoven er fuld af myg. Og det både oppe på åsen og nedenfor. Heldigvis er jeg godt pakket ind og beskytter hænder og nakke. Men myggene svirrer om ansigt og hænder når jeg skal kigge på kortet. Til gengæld er der masser af snegle i skovbunden: skovsnegle, vinbjergsnegle - og desværre også masser af iberiske skovsnegle (dræbersnegle). Udover sneglene er der også et meget intensivt fugleliv, især langs engene omkring åen.
Nord for åsen forløber en vej som er angivet som Den Grønne Vej. Om det er ment som at vejen er grønt overgroet i 1½ meters højde skal jeg ikke kunne sige. Men vejens vestligste 500 meter er svære at lokalisere. Der er ikke længere tale om en vej, men brændenælder, græs og andre planter. Ikke anbefalelsesværdigt i et vejr som dette hvor alt er fugtigt og man bliver sjaskvåd i indtil brysthøjde. Uden at det regner!
Køge Ås er som andre åsbakker dannet i slutningen af istiden hvor iskappen var begyndt at vige. Isen stod stille, og smeltevandet løb under isen i floder,langsommere og langsommere hvorved sand og grus bundfældede sig. Floden løftede sig på denne måde op gennem iskappen, indtil det hele smeltede og bundfaldet blev liggende som en ås. Så åse er i virkeligheden en slags afstøbninger af istunneller som ikke længere findes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar