lørdag den 6. maj 2017

Staunings Ø og Ølsemagle Revle

Årets første strandtur til naturligt dannede "strandparker" lidt nord for Køge

Revlen har ikke formået at stoppe Skensved Å som med tiden sikkert vil grave en dyb rende mellem Staunings Ø og Ølsemagle Revle. Strømmen er allerede stærk

Forårets første strandtur, og en stor oplevelse som kun kan anbefales, især når solen skinner. Der er som sædvanlig endnu flere billeder på Flickr album for Solrød og Køge.


Staunings Ø

For 80 år siden eksisterede målet for dagens vandring ikke. De ca 5 km lange lokaliteter var ikke synlige for øjet. Men under vandet voksede en lang revle i bunden af Køge Bugt op over vandoverfladen et stykke fra kysten.

Den nordligste del af lagunen med den gamle kyststrækning til højre og Staunings Ø til venstre. Man kan se at lagunen allerede er blevet indtaget af sivbevoksning. Det er her hjertestien går.

En lagune blev afskåret ud for den daværende kystlinje. Det lykkedes i 1941 at få overbevist Stauning om de enestående naturværdier i området, og derfor er området i dag fredet. Særlig svært var det ikke at overbevise Stauning om at strandparken ville være velegnet for arbejderklassen. Sydkysten var allerede begyndt at blive et populært udflugtsmål. I dag kan man komme til halvøen på flere måder, en af dem er gennem Jersie Strandpark. En blandet skov med brombær i bunden. Og med ganske små rester af lynghede og sandet overdrev.

Man kunne tro at dette var Vesterhavet eller Dueodde. Men det er altså klitten ud til badebroen ud for Jersie Strandpark. Fint blødt hvidt sand får øjnene til at knibe sammen i solen.

De bønder som boede langs kysten før, er der ikke mange spor efter. Halvøen er ikke helt tilgængelig for offentligheden. Enkelte områder må man ikke komme ind i af hensyn til naturen. Revlerne og områderne omkring vokser og forandrer sig stadig. Men allerede i dag har de nogle af det mest enestående vilde landskaber tæt på København. Staunings Ø er blevet til en halvø hvis nordligste ende er vokset sammen med Sjælland

Skensved Å udløber i lagunen, og herfra har den skåret et særdeles snoet udløb mellem Staunings Ø og Ølsemagle Revle (til venstre). Strømmen er ganske stærk her, det er nærmest en flod. Og vandet er pænt dybt. Man kan ikke bare vade over med gummistøvler.

Skensved Å

Revlen ville formentlig have afskåret den inderste del af Køge Bugt hvis ikke det havde været for Skensved Å der ved sit udløb minder lidt om en flod. Og som til stadighed leverer vand til lagunen. Det har formet et spændende "flodlandskab", for for at slippe af med vandet i lagunen, er der dannet en snoet kanal tværs gennem klitterne, ikke noget med lige igennem. Nej, på uransalig vis snoet, og man spørger forgæves: hvorfor?

Jeg bliver ikke sådan lige med det samme træt af området omkring Skensved Ås udløb. Man kan bl.a. komme ud på nogle af de flade sandbanker. Hvis man altså nænner at forstyrre fuglelivet der.

Området omkring er vist ikke tilgængeligt for publikum i ynglesæsonen. Så man må vende om og gå tilbage. Det gør ikke så meget, for der er forskellige niveauer med stier man kan benytte: Det våde sand på stranden, toppen af klitten eller stier i bag- eller forklitten. Hver sti har sine udsigter, og der er rigeligt at kigge på undervejs, ikke bare udsigten. Både plante- og fugleliv. Viber, vipstjerter og en koncert af ukendte fugle - gøgen genkender jeg da.

Standområdet Staunings Ø. Til højre klitten og bag den lagunen. I det fjerne kan man skimte Køges skyline.

Ølsemagle Revle

Da man ike kan (og til tider heller ikke må) bevæge sig fra Staunings Ø til Ølsemagle Revle uden at passere dybt vand og gennem de fredede områder, så man må en 2½ tur langs den stærkt trafikerede Københavnsvej. Der er ikke meget at se her for vandringsfolk. Omend man sikkert kan gå på fodgængerområde hele vejen. Undervejs er der dog de to broer, den over Skensved Å og Onde Aftens Bro. Dem har jeg passeret på tidligere ture, så jeg henviser til Flickr-album for Køge Kommune.

Fåreflokken ved passagen til Ølsemagle Revle. Der er en del mennesker på en lørdag som denne. Og flokken er især populær blandt børn

Ølsemagle revle er såvel bredere som længere end Staunings Ø. For at komme til revlen, skal man passere en ca. 1 km lang vej og dæmning. Her kan man så i roligt tempo gennemtrave det skiftende landskab, fra tæt kratbevoksning til den skrabede og sparsomme strandbevoksning. Nytilkomne er en flok får der skal afgræsse området. Overalt ser man rynket rose, som i den sammenhæng er uønskede. Mon det vil lykkes at få bugt med dem?

Stranden ved Ølsemagle Revle set mod København. Man kan se Barsebäck i Sverige (dog ikke med på fotoet).

Det er i sig selv sensationelt at naturen har skabt dette landskab. Og det er ikke slut: Om 80 år vil der så se helt anderledes ud. Lagunen vil måske være under opfyldning med rørskov. Lagunen vil måske være blevet til en sø, måske en mose eller strandeng, mens de tidligere revler vil danne den kommende kystlinje.

Dæmningen som fører ind til Revlen - den eneste vej der fører til revlen.

På alle måder en stor oplevelse. Man kan her se resultatet af naturens kræfter og det helt enestående plante- og dyreliv der udfolder sig her. Naturen er under evig forandring er en floskel som bekræftes her. Og det er nemt at se hvor store kræfter der her er på spil

søndag den 30. april 2017

Sydhavnstippen

Fotokavalkade fra dagens lille tur gennem Valbyparken, rundt om Sydhavnstippen og Fiskerihavnen

 

Guldkysten ligger også i Afrika under det mere moderne navn Ghana. Men hvis man ikke vil rejse så langt, kan man nøjes med at smutte en tur i Valbyparken. Det er ikke en afrikansk landsby man kan se, men en alternativ bebyggelse tæt på hf Musikbyen.

Et af de indslag som ikke kræver så mange ord, fotoerne må tale for sig selv. Hvis man ønsker flere ord på, så tjek det indslag som jeg skrev for cirka et år siden. Vejret var for første gang i lang tid solrigt. Omend noget koldt, encifrede tal. Men med kun lidt vind udmærket vandrevejr. Og omgivelserne var perfekte til byvandring

Valbyparken. Den ca. 1 km lange alle set fra Hammelstrupvej mod Kalvebod Strand. Fotoet dækker over at der til begge sider er masser af spændende seværdigheder og opholdssteder

Lorterenden. For de som et øjeblik måske troede det var Christiania. Bebyggelserne på den anden side er ved Hf Musikbyen øst for Valbyparken. Og her bor, hele året folk som samfundet ellers har svært ved at håndtere. Renden adskiller de to opfyldningssteder, forhenværende lossepladser, nemlig vest for Valbyparken og øst for Sydhavnstippen

Får på Sydhavnstippen. Fårene er fuldstændig ligeglade med mennesker, de gider knap nok løfte et øjenbryn. Og det lyder hyggeligt at gå gennem flokken og høre dem gumle!

Kalvebodløbet set mod syd. I baggrunden motorvejsbroen til Amager og Avedøreværket. Der er to "moler" på denne side af Tippen. Jeg ved ikke hvad de har været brugt til, om noget. Men måske anløbsplads for både til aflæsning af affald? De ser i hvert fald ud til at være anlagt.

Sejlklubvej, Mellemfortet. Her tilbyder Tutten mad og man skulle ifølge skiltet være velkommen. Den mest populære ret synes ellers at være ejendomsretten. Tutten er det eneste sted man lige kan stikke hovedet ind for at snuse til retterne.

Fiskerihavnen i modlys. Jo, der ligger garn og andet fiskegrej på havnen. Men en dag som denne er det nu også bilerne som dominerer en del. Syd for havnen ligger et lidt Klondyke-agtigt område hvor man en dag som denne kan opleve halvfulde mennesker bande og svovle over at deres hunde gør når man går forbi. Jo, det er lokalt!


Teglholmen set fra Bådehavnsgade. I forgrunden Frederikskaj som mest af alt ligner en oplagsplads for byggematerialer. Teglværkshavnen (som man ikke kan se) ligger mellem byggematerialerne og højhusene.

Jeg slutter som jeg begyndte: Med en over 1 km lang alle, denne gang Sjælør Boulevard som strækker sig langs Danmarks største kirkegård, Vestre Kirkegård. Den skimtes lige yderst til højre og det er krigsgrave. Ca. 10.000 tyske soldater og civile ligger begravet der.

lørdag den 15. april 2017

København-Ringstedbanen

Ikke uventet er der sket en masse siden denne weblog besøgte strækningen Vigerslev Station til Vallensbæk en frostklar snevejrsdag 26. december 2014.


Her går banen under jorden ved Vigerslev Station. Genbrugsstationens hegn anes yderst til højre. Og man aner Kulbaneparken som en tydelig forhøjning hele vejen gennem fotoet oven på jernbanetunnelen. Foto taget nogenlunde fra samme vinkel december 2014 viste nedgravningen.

København

Turen udgør 11 af de i alt 60 km jernbane. Og går gennem fire af de i alt 10 kommuner. Den del der ligger tættest på København. Først og fremmest er man nu færdig med at grave den underjordiske del. Den 700 m lange tunnel under Kulbaneparken er færdig og terrænnet er løftet adskillige meter. Dog endnu som en mudret "højslette", som formenlig om nogle år vil være beplantet som park hvor folk overhovedet ikke vil bemærke højhastighedstogene i underverdenen.

Starten på afspærringen af Holbækmotorvejen til højre, set mod København. Banen kommer buldrende ind under fødderne på fotografen som står på fodgængerbroen ved Næsborgvej og fortsætter derefter under jorden. Til venstre Vigerslev Alle.

Hvidovre

Ved Harrestrup Å og Vigerlevvejdukker banen op igen for en kort bemærkning for så igen at krybe under Holbækmotovejen, Hvidovretunnelen. Et par af sporen på denne har været spærret mens tunnelen blev gravet under dem, men nu ser det ud til at der igen er lagt asfalt og de er klar til at blive taget i brug langsVigerslev Alle og Allingvej. Hvor banen dykker under jordoverfladen igen er der en fodgængerbro mellem Næsborgvej og I. G. Smiths Alle.

Brøndbyøstervej-broen ses midt i fotoet der er taget fra Avedøre Havnevej. Til højre og næsten ikke til at få øje på Brøndbyskoven, til venstre Holbækmotorvejen. Cirka midt i billedet er der faktisk en sti der er ført under bane og motorvej, man kan svagt ane den som et brud i volden helt til højre.

Allingevejs ene vejbane har også været afspærret i lang tid, men er nu genåbnet og genetableret med cykelsti og det hele. Ved Hvidovrevej dukker banen igen op til overfladen og forløber nu i en grav uden overdækning mellem Holbækmotorvejen og Allingvej. Sådan fortsætter det helt til Avedøre Havnevej hvorefter banen og motorvejen forløber i nogenlunde samme niveau.

Tunnelen under Holbækmotorvejen. Bemærk den markante hældning på skinnerne. For passagerer i fuld fart vil dette næppe være noget man bemærker. Men hvis toget blev bragt til standsning, ville man opleve at kaffen løb over i den ene side - hvis koppen altså var fuld!

Brøndby

Umiddelbart efter Brøndbyøstervej dykker banen så igen under jordoverfladen under Holbækmotorvejen så den nu i stedet for at forløbe nord for motorvejen forløber syd for. Forløbet her er et af de mere dramatiske. Skinnerne er lagt betydeligt på skrå så de med høj hastighed i svingene under motorvejen ikke vil blive bragt til at ryge af sporet på grund af centrifugalkraften.

Banen slår et slag syd på i stedet for at følge Holbækmotorvejen for at undgå motorvejskrydset mellem Motorring 3 og Holbækmotorvejen. Men helt undgå broer har man altså ikke kunnet. De to forreste er Vestvolden, mens den fjerneste og tredje er Motorring 3. Desuden er der en fjerde for en af indfletningerne til Holbækmotorvejen.

Vest for Holbækmotorvejen har man lavet et meget nænsomt gennembrud af Vestvolden, samt umiddelbart derefter en bro under Motorring 3. Formentlig vil de mange passagerer betyde at passagerer vil opleve et kort swish hver gang. Men næppe få ret meget tid til at beundre Vestvolden. Til gengæld vel der være rigeligt med udsyn for gående langs Vestvolden til at opleve togene ovenfra.

Vallensbæk Torvevejbroen. I det fjerne skimtes broen ved Vejlegårdsvej. Banen er her ved at køre ind i det fredede område omkring Store Vejleå. Mellem de to broer er der en tunnel under banen for gående og cyklister.

Vallensbæk

Banen er efter Motorring 3 kommet ud i mere åbent terræn og forløber mere roligt og udramatisk me de sædvanlige og mere kendte broer indtil den kommer til Vallensbæk Torvevej. Her kører toget nemlig igennem området omkring Store Vejleå og Vallensbæk Sø. Noget større indgreb i naturen er banen ikke, for Holbækmotorvejen har allerede sat sit umiskendelige præg på landskabet med en infernalsk larm.

Vandskiklubbens klubhus blev reddet og ligger uden for billedet til venstre. Ellers ses her hvordan man har inddraget et stykke af søen til banen. en sti er anlagt mellem banen og søen. 

Langs nordsiden af Vallensbæk Sø har man inddraget et stykke af søen til banen. Der er allerede anlagt en sti. Fotoer fra området kan virke meget idylliske, men kort afslører hvilket område man her bevæger sig ind i: Udfletningerne mellem Holbækmotorvejen og Motorring 4! Med idylliske navne som fx Vallensbækgrenen, men tag ikke fejl. Måske er dette paradis for bilister, men for motionister og gående et inferno af motorvejslarm.

Den lille træbro til fodgængere syner af lidt i forhold til de betontunge broer til tog og biler.

Og netop ved vandskiklubben kan man ved at gå langs den kanal som forbinder Tueholmsøen med Vallensbæk Sø få et gyseligt indblik i hvordan bilismen i den grad dominerer.

Det nordvestlige hjørne af Vallensbæk Sø. Herfra kan man skue ud mod rædselsscenariet omkring Motorring 4. Men Vandringmanden vender næsen mod syd til mere fredelige områder.

Og her forlader Vandringsmanden så for nu banen for at berolige nerverne langs Store Vejlåstien til Ishøj Station. Det var de ca. 11 første kilometer af København-Ringstedbanen fra Vigerslev til Vallensbæk. En tur som med de nye højhastighedstog med op til 250 km/t vil kunne tilbagelægges på et par minutter, men som til fods varer flere timer. Hele balladen er planlagt til at blive taget i brug i december 2018, så der er stadig tid.