Bidstrup Skovene - Gyldenløves Høj

Ca. ½ times kørsel med tog fra Københavns Hovedbanegård ligger Københavnernes tidligere besiddelser (1661-1995).

Modsat de nordsjællandske skove hvor man får det indtryk at naturen kun har overlevet på menneskets nåde, så indgyder Bidstrup Skovene en fornemmelsen af at mennesket er her på tålt ophold. Og det er positivt ment! Som fx her ved Hjortesø - et område kun de færreste mennesker ville kaste sig ud i at passere. Og det er kun godt.

I dag er skovene dels statslige (Naturstyrelsen), dels private. Og mon de fleste københavnere anede at de som skatteydere var medejere af disse skove? Jeg vidste det i hvert fald ikke. Skovene er ikke blandt Danmarks største, men i modsætning til fx Gribskov er de ikke generet af krydsende bilveje eller jernbaner, så de byder på støjfri natur, kuperet terræn og et rigt dyreliv.

Skolestien langs skovdiget og gennem en kornmark må være en af de få gamle stier som har overlevet fra det ekstensive landbrugs dage og ikke er blevet pløjet op. Herfra har man en pragtfuld udsigt over Elverdamsdalen.

Er skovene ikke blandt de største, så byder den sydlige del til gengæld på Sjællands højeste punkt, 125,5 meter over havets overflade. Det er medregnet den høj, som Ulrik Gyldenløve lod opføre i slutningen af 1600-tallet. Uden den ville højden kun være 121,3 meter, og bringe den ned på en andenplads efter Kobanke syd for Rønnede. Som vist ikke ret mange kender, så den gemmer vi til jeg engang bestiger Kobanke. Den er med 122,9 meter det højeste naturlige terrænpunkt på Sjælland. (Geodatastyrelsen).

Vandretursfolderen afslører ikke noget om hvor de mange damme der findes i skoven er. Men man kan jo lade sig overraske, som her ved Skovvej.

Jeg fandt hurtigt ud af at det er for stor en mundfuld at se det hele på en dag. Selv med dagens rute på omkring 20 km. Så jeg koncentrerede mig om at nå ned til Gyldenløves Høj, altså skovenes vestlige del: Storskoven, Valborup Skov, Ravnsholte Skov og Mortenstrup Skov. Resten må vente til en anden god gang.

Skoven veksler meget. Her et nåletræsparti ved Valdemarsvej nord for golfbanen.

Der er en del ruter afmærket i skoven, man skal holde øje med gule, blå og røde prikker på træerne for at følge dem. Og det var jeg åbenbart ikke særlig god til, for det lykkedes mig at gå vild en enkelt gang. Heldigvis er der info-tavler mange steder ved korsvejene hvor det er afmærket hvor man er.

Endnu et eksempel på hvor afvekslende stierne er i skovene. Her lidt øst for Gyldenløves Høj hvor terrænnet er meget kuperet.

Få kilometer syd for Hvalsø er der et storslået landskab: Elverdamsdalen som man kan se hvis man vælger Skolestien langs skovgærdet. Grusgravsvej og Skovvej er dejlige skovstier med varieret skov, kuperet terræn og afvekslende bevoksning. Et enkelt sted kan man se Teletårnet mellem træerne. Derudover er der rigeligt med damme, små søer, bregneskove under bøgene. Og masser af småkravl, mus, frøer og andet som pusler rundt om fødderne på en. Stierne er generelt fortrinlige vandrestier, undtagen  øst for restauranten ved Gyldenløves Høj som pt er pløjet op af bæltekøretøjer der laver skovarbejde.

Laurentziuslund. En tidligere birkedommerbolig fra starten af 1800-tallet.

Gårde

I skovene er der også enkelte gårde. En af dem er Laurentziuslund lidt nord for golfbanen øst for Gyldenløves Høj. Den er fra begyndelsen af 1800-tallet og var bolig for birkedommeren. Længst mod nord ligger Valborup. Det er den forhenværende skovriderbolig for Bidstrupskovene. Omkring den ligger stadig de 30 tønder land som hørte under gården. Stuehuset er genopført fordi det blev sprængt i luften i 1944 af tyskerne. Stedet blev brugt til våbennedkastning og der skulle være en mindeplade på et egetræ som måtte fældes fordi en faldskærm havde sat sig fast i toppen.

Valborup. Idyllisk dukker den frem midt i mellem Storskoven og Valborup Skov. En kort årrække under 2. verdenskrig var den genstand for våbennedkastninger.

Gyldenløves Høj

Mindesmærke for modstandsfolk fra 2. verdenskrig er der også på toppen af Gyldenløves høj. Hvis menneskeskabte top blev beordret opført for at sikre at stedet forblev Sjællands højeste. Der er i og for sig ikke den store udsigt fra toppen fordi der er høje træer. Men stien til og fra toppen går langs en dramatisk stejl skrænt som forsvinder i dybet. Så turen derop er absolut et besøg værd. Desværre er det vanskeligt at gengive på foto.

Her kan man se at det er snyd: Der er anbragt en høj ovenpå Gyldenløves høj så den lige overhaler Kobanke som Sjællands højeste punkt. Der er forbud mod at bevæge sig udenfor stierne, for bakken har været ved at blive nedslidt. Mindestenen på toppen er for faldne modstandsfolk fra 2. verdenskrig.

Ellers skal man ikke gå i Bidstrup Skovene for at se højdepunkter og seværdigheder. Skovene er i sig selv oplevelsen. Størrelsen, autenciteten, freden og roen. Og fornemmelsen af uforstyrrethed. Jeg stødte kun på mennesker ganske få steder, fx ved Avnsø, et par mountainbikere på Gyldenløves Høj, og enkelte andre. Og turen varede altså i alt næsten 5 timer. Alligevel er skovene ikke af en sådan karakter at man føler sig som i de svenske skove.

Endnu et vy fra skoven, tæt på Kedelvej.

Indrømmet, jeg ville gerne opdage en meget sjælden dyreart i Danmark. Men generelt er jeg begejstret bare jeg ser nogle af de helt almindelige. Og selv om jeg ikke har kunnet artsbestemme denne, så er jeg ret sikker på at det må være en af de sidste. Alligevel - det er da en kær lille en, den her tudse.

Ruten

Hvalsø Station. Skolestien. Svellevej. Grusgravsvej. Skovvej. Gyldenløves Høj. Retur ad Vestre Sanatorievej. Hundemosevej. Avnsø. Skovvej. Hvalsø Station. I alt 20 km på gode skovstier. Stærkt kuperet terræn visse steder.

Flyvestation Værløse Rundt

Flyvestation Værløse er fast, årlig begivenhed på denne blog. I år hele vejen rundt - uden for hegnet

Udsigt fra Jungshøj mod Lånshøj i baggrunden til højre, filmstudierne forrest til venstre. Og en traktor på vej ned ad Bringevej.

Fire gange er det efterhånden blevet til. (Se artiklerne her). Hangarer, bygninger og moser er blevet studeret. Og der er masser at se på derinde. Men så meget er der så heller ikke sket siden sidste år. Der er nu planer om der skal tages fat på sydlejren. Men mens vi venter på det, kunne det være passende at tage en tur rundt om flyvestationen - uden for hegnet. Banen er som bekendt anlagt på en slette. Og turen forsøger at finde de højdepunkter hvorfra man har et overblik. Og andre udsigtspunkter for den sags skyld også.

Udsigten fra Jonstrupvangvej over den østlige del af flyvestationen. Til højre i billedet kan man (hvis man ved det i forvejen - og nu har jeg skrevet det) ane det lille fald der er i denne ende af banen. Og hvad man heller ikke kan se er Tibberup Å som krydser flyvestation.

Udsigtspunkt Jonstrupvangvej

Jeg støder til flyvestationen fra Ballerup Station ad Jonstrupvej til Jonstrupvangvej og går østpå. Ud for Jonstruphøj er der et godt vy over den østlige del af flyvestationen. Her er HusCompaniet ved at opføre 13 huse ("Højen") på den tomme grund. Så hvis man vil nyde udsigten, er det vist ved at være på tide at gøre det nu. Der er dog også andre, dog mindre gode udsigtspunkter længere østpå. Trådhegnet er blevet fjernet siden sidst jeg var her. Hele vejen fra Jonstrupvangvej og nordsiden af flyvestationen. Så der er fri adgang, bort set fra de lukkede områder omkring hangarerne syd for Lånshøj. Det betyder at man nu kan komme i tvivl om hvornår man er inde eller ude på det gamle areal. Det kan anbefales at prøve stien gennem fårefolden fra Tyskerhuset (eller Nærkampshuset) og vest på til Hjortøgård. Her er der også blevet indrettet en overdækket bål- og rasteplads. Gården er fra 1850, staten købte den i 1910 og 1957-2004 holdt Eskadrille 721 til her. Det er dem man ser ved officielle lejligheder.

Lejrvej, Lånshøj set mod vest. Som det ses er husene sat i tiptop stand og hele området synes at være blevet beboet - igen.

Lånshøj

Den forhenværende kaserne er blevet istandsat. Der er kommet nye tage på og bygningerne er blevet pudset og malet. Det hele er nu på nogle få undtagelser beboelse. Der er kommet garageanlæg, legeplads og hvad der ellers hører til et civilt liv. Ligesom lejren er udvidet mod vest og nord med noget tilknyttet byggeri. Selv om flyvestationens hegn er fjernet, er der dog i stedet mange steder opsat elektrisk hegn i stedet ind til private marker.

Området vest for Lånshøj byder på denne udsigt over flyvepladsen mod syd. I det fjerne aner man F16-hangarerne og hele det stadig lukkede sydområde hvor der nu snart skal ske noget nyt. Udenfor billedet til højre er start/slut på banen og Bringe Mose. Herfra begynder terrænet at blive udfordrende..

Mens stierne øst for aksen Lånshøj-Bringevej er gode vandrestier, ser det noget anderledes ud vest for denne akse. Man må enten langt væk fra flyvepladsen, eller forcere et meget vanskeligt terræn. Det kan især være et problem mod nord da der er flere kilometer til nærmeste gode vej. I mindre grad mod syd hvor man kan gå ad Jungshøjvej.

Udsigt fra Bringe Mose mod sydvest. Området afgræsser af køer (der er dog ikke nogen lige for tiden). Området mod vest er mose.

Jonstrup Å

Mod syd afgrænses flyvestationen af Jonstrup Å. Man kan fristes til at følge åen fra Knardrupvej fordi det herfra ser ud som om der stadig er en slags randzone. Men skinnet bedrager. Allerede efter nogle hundrede meter udvikler terrænnet sig til at blive særdeles vanskeligt gennemtrængeligt. Åen kan man ikke se ret mange steder, og mod syd breder rugmarker sig. Hvis man ikke er til 1½-2 kilometer i sådant terræn, vil jeg anbefale at man bare tager en kort afstikker, går tilbage til Knardrupvej og dernæst mod øst ad Jungshøjvej.

Udsigt fra området syd for Jonstrup Å og mod nord. Man kan ane hangarerne i den sydvestlige del af flyvestationen. Åen løber et eller andet sted midt gennem billedet. Man kan med lidt god vilje kæmpe sig ned til den. Og der er også enkelte skov- og kratområder som er nogenlunde fremkommelige.

Knardupvej er stærkt trafikeret, men Jungshøjvej fører til turen absolut bedste udsigtspunkt over flyvepladsen, nemlig Jungshøj og i mindre grad over til højdedraget lidt nord for Gershøj, ca. 400 øst for Jungshøj. Fra disse punkter har man i klart vejr som i dag et godt indtryk af landskabet karakter, med sletten, omgivet af højdedrag og mod vest og øst moseområderne.

Her er jeg lidt i vildrede hvad det er for noget. Det er på et tidspunkt hvor jeg var faret vild og ikke rigtig anede hvor jeg var. Men motivet fejler ikke noget.

Lidt nordøst for Vejlegård rager der en tynd afstikker af flyvestationen ud. Her er der får og området er afspærret med elektrisk hegn. Jeg er ikke helt sikker, men det må vel være et af de områder hvor der skal opføres boliger.

Køer neden for Jungshøj ved Jungshøjvej. Der er heldigvis alt for varmt til at de kan se truende ud. Så jeg vover pelsen, zoomer godt ind og får dem med som forgrund til udsigten mod Sydlejren af flyvestation.

Højdepunktet: Jungshøj

Jungshøj ligger perfekt til et overblik over flyvepladsen. Marken er mejet og turen op til toppen er ganske ukompliceret. Den ligger ideelt også hvad angår fotografering. Så derfor har udsigten herfra også fået lov til at stå som indledning til denne artikel.

Ruten

Ruten giver sig selv. I alt ca. 18 km hvis man tager turen til Måløv eller Ballerup Station med.

Avedørelejren

9-0-niner startede operation "Indtag Avedørlejren". Efter en tre timers march og efterfølgende overraskelsesangreb, afsluttedes operationen i god ro og orden ved opsamlingssted Hvidovre Hospitals Kollegium, Kodenavn Arriva 200S

En karakteristisk militærbro med stormgitteret som med rette er blevet Vestvoldens logo. Dissebroer er der blevet etableret en håndfuld af i de senere år.

Dagens militariske march forløb i to etaper: Et fremstød varende ca. 3 timer fra Vestvoldens voldpunkt XXI (Husum Station) til voldpunkt IV (Avedøre Tværvej i Hvidovre). Herfra blev der foretaget en afstikker som indledte et ca. 1 times flankeangreb på Avedørelejren. Kun et par ventende buspassagerer bed vist mærke i operationen der i øvrigt forløb efter planen.

 Et af de mange batardeauer, her et som ligger syd for jernbanen. Man får et godt indtryk af hvordan terrænet falder stille og roligt fra Utterslev Mose til Øresund.

Turen til Avedørelejren foregik stort set på den Bedækkede Vej, altså den vej som forløber langs voldgraven på "fjendesiden". Man gør i øvrigt klogt i at gøre dette om sommeren. For om vinteren kan den sine steder være temmelig ufremkommelig og smattet. Men på en dag som denne er den fint tør og hård. Volden er efterhånden vokset godt til med træer og buskads så det kan være vanskeligt at se selve voldgraven. Men der er i de senere år lavet flere militærbroer foruden de almindelige vejbroer, ligesom der enkelte steder er indrettet små parkanlæg og tyndet ud mellem træerne så man kan få et godt indtryk af det imponerende fæstningsanlæg.

Endnu et batardeau-billede, malerisk ser det ud. Man får et godt indtryk af hvor tæt beplantningen er på begge sider af volden. Det er næsten for meget, måske kunne man godt rydde nogle flere strimler så man fik et bedre indtryk af voldens kontur.

Den bedækkede vej havde to formål: Dels at fungere som værn for forsvarsstyrkerne - det må have været en nervepirrende affære at ligge der, godt nok beskyttet af en vold, men samtidig med ens venners skyts fløjtende over hovedet. Dels at forhindre at jord som blev flyttet fremad af fjendens skyts faldt ned i voldgraven. Det er nu ikke muligt at gå hele vejen langs denne vej. Mellem Roskildevejen og jernbanen må man gå en lille omvej på en kilometers penge.Det samme gælder for stykket mellem Holbækmotorvejen og den endnu ikke åbnede København-Ringsted-bane.

Vestvolden er kendt for sine hejrekolonier som ses året rundt. Her var jeg så heldig at fange en hejre lige før landing på grenen til venstre i billedet. Flot ser det ud, synes jeg!

Man må også vænne sig til bilernes tilstedeværelse. Ud over den konstante drønen fra Motorring 3 krydser man adskillige stærkt trafikerede veje; Slotsherrensvej, Jyllingevej, i særdeleshed Roskildevej, Parkvej, Holbækmotorvejen m.fl. Der er ikke gjort meget for at hjælpe vold-vandreren. Hvis man vil være helt sikker, må man gå en stor omvej til nærmest fodgængerovergang, hvis man da ikke tager chancen og bruger midterrabatterne til at krydse vejen, ofte i løb fordi der er så få ophold i trafikken.

Lidt nord for Holbækmotorvejen har man tyndet godt ud i underskoven og her får man da også et ganske glimrende indtryk af det imponerende voldanlæg. Måske koster det kommunerne for meget at pleje de stejle skrænter på denne måde, men tak fordi de gør det enkelte steder!

På cykel- og gangbroen over Holbækmotorvejen har man et godt vy over hvor langt den nye jernbane er kommet. Der er lavet en nænsom overgang over Vestvolden med en lav bro samt gennemskæring af volden på begge sider. Et nærmest kirurgisk snit som mindst mulig piller ved helhedsindtrykket af Vestvolden.

Avedørelejrens hovedindgang med vagtbygningerne. Den store bygning til venstre bag porten er indrettet til Cirkusmuseum, tidligere husede den kommandantskabet. Museet er lukket på fredage (og det er det i dag - det nåede jeg ikke at tjekke).

Avedørelejren

Endelig, efter 3 timers march når jeg til Avedøre Tværvej hvorfra der er en lille kilometer til Avedørelejren. Nord for vejen har man i øvrigt et ganske betagende syn af Avedøresletten der strækker sig langt mod nord. Flere kilometer væk kan man se byggearbejderne på København-Ringstedbanen. Men på trods af jeg nu er i åbent terræn, lykkedes det mig alligevel at slippe ubemærket og uantastet til lejren.

Fægtesalen. Avedørelejren blev opført i en tid hvor nærkamp stadig væk var den dominerende krigsmetode. Tanks, fly, maskingeværer, gasangreb osv. kom dog til ganske få år efter.

For de uindviede, så var Avedørelejren en kaserne som blev bygget umiddelbart før 1. verdenskrrig 1911.13 (arkitekten var Helge Boisen-Møller der var søn af noget så fredsommeligt som en præst og en kvindesagsforkæmper). Hvis nogen synes det ligner Kastellet arkitekturmæssigt, så er det ikke helt galt.

Fægtesalen med et kompagniområde til venstre. Pladsen befinder sig umiddelbart bag Cirkusmuseet.

Jeg sniger mig hastigt gennem lejrens snorlige, gitterformede gader og konstaterer at den nu bliver brugt til langt fredeligere formål, fx af Filmbyen og Forstadsmuseet. Avedørelejren skulle afløse de mere primitive teltlejre og blev opført på Paradislejrens areal (opkaldt af en gård ved navn Paradisgården). Der er en enkelt rest fra disse lejre, nemlig en officerspavillon som er blevet restaureret. Jeg kaster et hurtigt blik indenfor og konstaterer at nu står der haveting. Måske fordi Avedørelejrens militære funktioner sluttede i 1999 hvor den blev købt af Zentropa og Hvidovre Kommune. I dag rummer den omkring 320 andels- og ejerboliger, daginstitution, vandrehjem, et cirkusmuseum, filmselskaber, en restauration samt som nævnt Forstadsmuseet.

Officersmessen i Avedrelejren. Der er nu ikke mange officerer tilbage.

Avedørelejren bestod af 15 bygninger, øvelsesplads (der senere blev til Avedøre Flyveplads) og skydebaner. Hver af de 4 belægningsbygninger kunne rumme 112 menige og 8 befalingsmænd. Den havde messe, badeanstalt og toiletter. Under 1. Verdenskrig blev Københavns Befæstning bemandet med 64.000 mand, og Avedørelejren blev overfyldt med militær. Under 2. verdenskrig besatte tyskerne lejren. Men selv om danskerne igen overtog lejren efter krigen, blev det i begyndelsen af 1960’erne besluttet at rømme lejren. Det skete så ca. 30 år senere.

Kommandantskabet. Nu kommanderes der ikke så meget mere herfra. Der er indrettet Cirkusmuseum i bygningen. 

Som sagt mislykkedes mit angreb på kommandantskabet, idet jeg fandt døren lukket og bygningen uindtagelig. Om der altid har været klovner i bygninger, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men det er der så nu. Ved et listigt skinangreb, lykkedes det mig at indlede retræten i retning af Avedøre Landsby og Kettevej, hvor jeg ved Hospitalskollegiet mødes med opsamlingsholdet fra Arriva 200S. Der var ingen faldne, og der blev ikke taget fanger.