Bidstrup Skovene - Gyldenløves Høj

Ca. ½ times kørsel med tog fra Københavns Hovedbanegård ligger Københavnernes tidligere besiddelser (1661-1995).

Modsat de nordsjællandske skove hvor man får det indtryk at naturen kun har overlevet på menneskets nåde, så indgyder Bidstrup Skovene en fornemmelsen af at mennesket er her på tålt ophold. Og det er positivt ment! Som fx her ved Hjortesø - et område kun de færreste mennesker ville kaste sig ud i at passere. Og det er kun godt.

I dag er skovene dels statslige (Naturstyrelsen), dels private. Og mon de fleste københavnere anede at de som skatteydere var medejere af disse skove? Jeg vidste det i hvert fald ikke. Skovene er ikke blandt Danmarks største, men i modsætning til fx Gribskov er de ikke generet af krydsende bilveje eller jernbaner, så de byder på støjfri natur, kuperet terræn og et rigt dyreliv.

Skolestien langs skovdiget og gennem en kornmark må være en af de få gamle stier som har overlevet fra det ekstensive landbrugs dage og ikke er blevet pløjet op. Herfra har man en pragtfuld udsigt over Elverdamsdalen.

Er skovene ikke blandt de største, så byder den sydlige del til gengæld på Sjællands højeste punkt, 125,5 meter over havets overflade. Det er medregnet den høj, som Ulrik Gyldenløve lod opføre i slutningen af 1600-tallet. Uden den ville højden kun være 121,3 meter, og bringe den ned på en andenplads efter Kobanke syd for Rønnede. Som vist ikke ret mange kender, så den gemmer vi til jeg engang bestiger Kobanke. Den er med 122,9 meter det højeste naturlige terrænpunkt på Sjælland. (Geodatastyrelsen).

Vandretursfolderen afslører ikke noget om hvor de mange damme der findes i skoven er. Men man kan jo lade sig overraske, som her ved Skovvej.

Jeg fandt hurtigt ud af at det er for stor en mundfuld at se det hele på en dag. Selv med dagens rute på omkring 20 km. Så jeg koncentrerede mig om at nå ned til Gyldenløves Høj, altså skovenes vestlige del: Storskoven, Valborup Skov, Ravnsholte Skov og Mortenstrup Skov. Resten må vente til en anden god gang.

Skoven veksler meget. Her et nåletræsparti ved Valdemarsvej nord for golfbanen.

Der er en del ruter afmærket i skoven, man skal holde øje med gule, blå og røde prikker på træerne for at følge dem. Og det var jeg åbenbart ikke særlig god til, for det lykkedes mig at gå vild en enkelt gang. Heldigvis er der info-tavler mange steder ved korsvejene hvor det er afmærket hvor man er.

Endnu et eksempel på hvor afvekslende stierne er i skovene. Her lidt øst for Gyldenløves Høj hvor terrænnet er meget kuperet.

Få kilometer syd for Hvalsø er der et storslået landskab: Elverdamsdalen som man kan se hvis man vælger Skolestien langs skovgærdet. Grusgravsvej og Skovvej er dejlige skovstier med varieret skov, kuperet terræn og afvekslende bevoksning. Et enkelt sted kan man se Teletårnet mellem træerne. Derudover er der rigeligt med damme, små søer, bregneskove under bøgene. Og masser af småkravl, mus, frøer og andet som pusler rundt om fødderne på en. Stierne er generelt fortrinlige vandrestier, undtagen  øst for restauranten ved Gyldenløves Høj som pt er pløjet op af bæltekøretøjer der laver skovarbejde.

Laurentziuslund. En tidligere birkedommerbolig fra starten af 1800-tallet.

Gårde

I skovene er der også enkelte gårde. En af dem er Laurentziuslund lidt nord for golfbanen øst for Gyldenløves Høj. Den er fra begyndelsen af 1800-tallet og var bolig for birkedommeren. Længst mod nord ligger Valborup. Det er den forhenværende skovriderbolig for Bidstrupskovene. Omkring den ligger stadig de 30 tønder land som hørte under gården. Stuehuset er genopført fordi det blev sprængt i luften i 1944 af tyskerne. Stedet blev brugt til våbennedkastning og der skulle være en mindeplade på et egetræ som måtte fældes fordi en faldskærm havde sat sig fast i toppen.

Valborup. Idyllisk dukker den frem midt i mellem Storskoven og Valborup Skov. En kort årrække under 2. verdenskrig var den genstand for våbennedkastninger.

Gyldenløves Høj

Mindesmærke for modstandsfolk fra 2. verdenskrig er der også på toppen af Gyldenløves høj. Hvis menneskeskabte top blev beordret opført for at sikre at stedet forblev Sjællands højeste. Der er i og for sig ikke den store udsigt fra toppen fordi der er høje træer. Men stien til og fra toppen går langs en dramatisk stejl skrænt som forsvinder i dybet. Så turen derop er absolut et besøg værd. Desværre er det vanskeligt at gengive på foto.

Her kan man se at det er snyd: Der er anbragt en høj ovenpå Gyldenløves høj så den lige overhaler Kobanke som Sjællands højeste punkt. Der er forbud mod at bevæge sig udenfor stierne, for bakken har været ved at blive nedslidt. Mindestenen på toppen er for faldne modstandsfolk fra 2. verdenskrig.

Ellers skal man ikke gå i Bidstrup Skovene for at se højdepunkter og seværdigheder. Skovene er i sig selv oplevelsen. Størrelsen, autenciteten, freden og roen. Og fornemmelsen af uforstyrrethed. Jeg stødte kun på mennesker ganske få steder, fx ved Avnsø, et par mountainbikere på Gyldenløves Høj, og enkelte andre. Og turen varede altså i alt næsten 5 timer. Alligevel er skovene ikke af en sådan karakter at man føler sig som i de svenske skove.

Endnu et vy fra skoven, tæt på Kedelvej.

Indrømmet, jeg ville gerne opdage en meget sjælden dyreart i Danmark. Men generelt er jeg begejstret bare jeg ser nogle af de helt almindelige. Og selv om jeg ikke har kunnet artsbestemme denne, så er jeg ret sikker på at det må være en af de sidste. Alligevel - det er da en kær lille en, den her tudse.

Ruten

Hvalsø Station. Skolestien. Svellevej. Grusgravsvej. Skovvej. Gyldenløves Høj. Retur ad Vestre Sanatorievej. Hundemosevej. Avnsø. Skovvej. Hvalsø Station. I alt 20 km på gode skovstier. Stærkt kuperet terræn visse steder.