Kagså-Dalen

Kagså-dalen mellem Gladsaxe og Herlev er de sidste årtier stille og roligt gået hen og blevet et rigtig godt rekreativt "bynatur-område"

Fra bakken nord for Klausdal får man indtryk af den udtørrede Tibberup Sø. I horisonten Hareskovene. Smørmosen midtfor og Fedtmosen til venstre.

Kagsåens eksistens skyldes Tipperup Sø. Det der i dag er Smørmosen og Fedtmosen. I oldtiden sejlede folk rundt i udhulede egestammer. Ca. 1300-1673 eksisterede landsbyen Tipperup. Men så forærede Chistian 5. den til Joachim Vincentz von Hahn der ganske enkelt nedlagde den - sådan gjorde man åbenbart under enevælden, Danmarks daværende svar på nutidens militærdiktaturer. Kongen overtog området igen 1738 og beholdt mosen til jagt og tørveskær. Et godt indtryk af den nu udtørrede sø får man på bakken nord for Klausdal der nu bruges af KFUM-spejderne.

Endnu et kik fra Klausdal, denne gang mere mod nordvest til Kildegården der nu er naturcenter. En vidunderlig blomstereng med masser af blomster, insekter og andet godt i forgrunden.

Bønder

Bønderne fik efter kronens overtagelse af området i 1738 Fedtmosen som blev udstykket. I dag er der kun enkelte reminiscenser tilbage, gårdene Kildegården og Klausdal der ikke er specielt gamle, men som formentlig ligger på steder hvor der har ligget gårde siden dengang. Som det fremgår af billederne drives der ikke længere landbrug på gårdene. Men formentlig har der været kornmarker omkring dem.

Kildeplads XIV (1897). Da den blev anlagt, var det ganske langt ude på landet. Ca. 10 kilometer fra København. Og inden for et par kilometers radius kun de små landsbyer Herlev og Gladsaxe. I baggrunden Kagsåkollegiet som blev bygget 1968.

Københavns Vandforsyning

Tibberup Sø blev afvandet dels af Tibberup Å - der senere bliver til Jonstrup Å og Værebro Å, dels af Kagsåen som via Harrestrup Å og Damhussøen ender ved Åmarken. Men udover bønderne havde København også siden 1500-tallet rumsteret i området - vandforsyning! I første omgang i form af overfladevandet fra søen. I 1672 var vandstanden i søen faldet så meget at vandet løb denmodsatte vej - altså tilbage i søen! I 1722 var der blevet forbrugt så meget at søen blev til mose. Ikke desto mindre blev man ved med at forsøge at udvinde vand. Først ved at oprense grøfterne i 1786, men uden held, mosens vandspejl var allerede sunket for meget. I 1815 forsøgte man sig så igen med at oprense Kagsåen. Et forsøg med at stoppe afløbet gennem Tibberup Å hjalp heller ikke og blev genåbnet i 1820. I 1861 afsagde Højesteret dom over at Københavns Vandforsyning ikke havde ret til at udnytte vandet. Så erkendte man at Kagsåen ikke kunne levere vand til København.

Københavns Vandforsyning har både betydet at området langs Kagsåen er blevet drænet så man har været nødt til at grave åen dybere og dybere, på den anden side sikret at området ikke blev offer for den eksplosionsagtige urbaninsering fra 1950'erne.

Kunne man ikke udnytte overfladevandet, gik det bedre med grundvandet. I 1897 anlagde Københavns Vand Kildeplads XIII og 1905 Kildeplads XIV. De lå dengang groft sagt 9 km ude på landet på en øde mark. Og de fungerer stadig væk, dog  er Kilde XIII delvis lukket pga industriforuerening. Kildepladserne betød på den ene side at området blev drænet for vand, på den anden side at naturen blev forskånet for urbaniseringen.

Moseområde mellem Motorring 3 og Kagsåen som løber langs trærækken bagest. Anlægget af Motorring 3 kom til at betyde at arealet dalede i betydning som landsbrugsområde.

Motorring 3

På forunderlig vis kom Motorring 3 lige som Københavns Vandforsyning til at spille rollen som tveægget sværd for Kagsådalen. Motorringen sætter i dag sit afgørende præg på lydbilledet langs Kagsåen. Som en kraftig emhætte suser den konstant og vedvarende. Det var formentlig ikke planen da den blev planlagt og projekteret under 2. verdenskrig. Stykket langs Kagsåen blev dog først færdigt i perioden 1968-1971. Og er i dag en af de mest - hvis ikke den mest - befærdede motorveje i Danmark.

Engarealet med sø, græs og markblomster. Det sydligste område -længere mod nord anes skovområdet. Og Motorring 3 med skiltet helt yderst til venstre.

Støjniveauet er den dårlige nyhed, den gode at ådalen ned til Kagsåen i dag rummer tre rigtig gode bynaturområder, fra nord til syd: Vildvoksende skov (fortrinsvis løn, vist nok), mose og eng. Syd for Herlev Ringvej kan man opleve den helt paradoksale stemning af larm fra motorvejen - og et fantastisk fugle-, insekt- og planteliv. Hvis man vil studere vilde planter og græsser, så er der rige muligheder. Og ornitologer vil formentlig også kunne få megen tid til at gå her. "Skovområdet" har fået lov til at gro til så det i dag fremstår ret uigennemtrængeligt, selv de få trampestier der er. Moseområdet er sumpet og gummistøvler kan anbefales. Engområdet har nogle gode vandrestier. Her er både en rig blomsterflora, samt et godt udvalg af Danmarks mange græsarter repræsenteret, ind i mellem også rester fra de gamle kornmarker (rug, vist nok).

Haveforeningen Nyvang i Herlev Kommune grænser helt ned til Kagsåen i forgrunden. I modsætning til haveforeningen Tornhøj på Gladsaxe-siden af Kagsåen, som ligger et pænt stykke fra åbredden med en græsrabat og sti mellem.

Haveforeninger

Indtil 2. verdenskrig havde Kagsådalen været overladt til landbrug, formentlig bare marker og åbent landskab. Men så begyndt urbaniseringen for alvor at røre på sig. I første omgang som udslag af den københavnske arbejderklassens ønske om lys og luft. Det betød at fra øst begyndte haveforeningerne siden 2. verdenskrig bredt sig ned mod Kagsådalen. Og det fortsatte på den anden side af Kagsåen mod vest med Nyvang ind i Herlev Kommune (1952) og Smørmose (1956). Fra samme periode (1948-50) stammer også Herlevhuse som tidligere er blevet beskrevet her på Vandringsløse Tidende. Herlevhuse kan ses som et forsøg på at realisere arbejderklassens drøm om at bo permanent "på landet" i små, billige huse.

Haveforeningen Tornhøj i Gladsaxe Kommune. Afstanden til åen er væsentlig større end i Herlev Kommune (til venstre i billedet). Som det bemærkes er åen lige blevet oprenset. Og på trods af de kraftige regnskyl er der ikke meget vand i den. Selv om den er blevet dybere. 

Kagsåkollegiet

Meget symptomatisk for 1960'ernes velstandsboom og en stigende søgning til de videregående uddannelser blev i 1968 Kagsåkollegiet færdigt. På initiativ af De Unges Boligaktion, Danske Studerendes Fællesråd og Studierådet ved Københavns Universitet. De to sidste blev dog senere udskiftet med repræsentanter for Lærerstuderendes Landsråd, Studierådet ved Danske Teknika samt Gladsaxe Kommune. Kollegiet var tegnet af arkitekt Aage Hartvig Petersen.

Nyttehaver nord for Klausdalsbrovej. Jeg ved ikke hvornår de er fra.

Kagsåens lidelseshistorie er således lang: Bønder, godsejere, vandvæsen, haveforeninger, beboelse, kollegier har alle krævet at få del i kagsådalens lyksaligheder. Således at den for ganske årtier siden lignende en parodi på sig selv. Men på forunderlig vis blev noget reddet af vandforsyningen, af motorringen - og endelig af at man de seneste årtier er blevet opmærksom på andre værdier end materielle og økonomiske.

Græs er ikke bare græs, det finder man hurtigt ud af når man nærkikker på engarealerne. Jeg vil vædde på at man kan finde et betydeligt udvalg af Danmarks mange græsarter her.  Og fugle, insekter og dyr elsker sådanne områder. Det summer bogstaveligt af sol over engen!

Området har påbegyndt en ny epoke hvor man har givet skov, mose og eng lov til at brede sig. Afregningen i form af et rigt dyreliv, fugleliv, insekter og planter har ikke ladet vente på sig. Og kagsåparken, som er det officielle navn, er undergået store forandringer hen i mod at blive et rekreativt område for nutidens fortravlede bymennesker. Faktisk har jeg set en større biodiversitet på dette forholdsvis lille område end ude "på landet" hvor kulturstepperne og monokulturen dominerer!

Mellem Hørsholm og Vedbæk

Hørsholm og Rungsted fremkalder forestillinger om velhaverboliger med græsplæner så store som flygtningelejre og carporte der kan rumme en ditto-familie - efter familiesammenføring. Men der er så meget andet ....

Natur af forskellig slags ved Lille Frises Eng i Folehaven. Her ånder alt fred og det summer såmænd af sol over engen. I bogstaveligste forstand.

Området mellem Hørsholm og Vedbæk er bl.a. også stedet hvor man kan studere Danmarkshistorien helt tilbage fra stenalderen.  Og en del af det er så velbevaret at man stadig kan forestille sig det. Samtidig med at man går rundt i et af Danmarks mest velhavende byområder.

Fredning: Maglemosen

For 5.000 år siden gik der en flere kilometer lang fjord ind i landet fra der hvor Vedbæk Havn ligger. Den skulle senere blive til hvad vi i dag kender som Maglemose. For vandstanden var 5 meter over hvad den er nu. Det må have været et godt sted at bo: Der er fundet 40 bopladser og over 60 gravhøje. Der er pæle der i skoven der viser hen til gravhøjene. Jeg besøgte kun en af dem, nemlig en af de to langdysser lidt sydøst for Deputatsvangen. Gravhøjene blev opført fra stenalderen og frem.

Den inderste del af det der engang var en fjord.Man aner den forhenværende flade fjordbund og i det fjerne de forhenværende kyster. Taget umiddelbart når man kommer ud fra skoven til Maglemose.

Så blev fjorden snøret af ude ved kysten og blev til en sø. Og i takt med at vandstanden faldt, blev søen til en mose. Maglemosen har næsten altid været en ufremkommelig sump og mose som efterhånden tørrede ud i de højereliggende områder. I nyere tid er den tørlagte fjord benyttet af de omkringliggende landsbysamfund til græsning, høslæt og tørvegravning. Ikke så meget tørv i forhold til, hvad der er kendt fra andre moser. Det har betydet at der er gode muligheder for arkæologiske undersøgelser. I 1936 blev Maglemosen udpeget som en del af ”Københavnsegnens grønne områder”. Landbruget fik aldrig fat, naturen fik lov til at tage over. Maglemosen med omliggende skråninger på i alt 216 hektar fredet i 1986. Området syd for Hendriksholms Alle blev brugt af Forsvaret indtil 2011. .

Det er ikke til at se det hvis der ikke lige var en planche og nogle sten: Langdyssen som vitterligt er lang. Det er bare meget svært at skabe sig et indtryk da den er overgroet med bregner og andet, samt træer i randen af den.

Ved kysten ud til havet opstod Vedbæk. På Politivennens tid i starten af 1800-tallet var Vedbæk et fiskerleje med en del lystgårde og villaer for københavnere. I 1820'erne så betydeligt at dampskibet Caledonia engang imellem lagde til der. Vedbæk Kro eksisterede 1650-1898, hvorefter Vedbæk Hotel (-1963) overtog klientellet. Et indtryk af den tids københavnerturisme får man denne artikel fra Politivennen fra 21. august 1802, s. 3607-3608:

Til den Myndighed som Vedbæk Kro hører under.
Man ved ikke bedre end at Vedbæk Kro er et privilegeret værtshus, og kan derfor ikke andet end at undre sig over at rejsende ikke kan nyde den beværtning som de forlanger. En aften i denne uge, lidt over kl. 10, kom et selskab af fodgængere denne vej og besluttede at overnatte her. Men ikke alene nægtede man på forlangende at koge te, man erklærede desuden at der ikke kunne fås natteherberg i huset. Men lidt derfra lå Skovsborgs Kro hvor de ville kunne få alt hvad man ønskede. Selskabet gik altså endnu en halv mil for at finde denne kro, men fandt slet ingen indretninger til herbergering, da stedet kun er et udskænkningssted for den nærliggende fabrik. De måtte altså sove på borde og bænke. Man håber at den ansvarlige myndighed på denne angivelse, der kan bevises, vil pålægge herbergeren i Vedbæk en klækkelig bøde, og hvis han fremturer, fratager ham privilegiet, og giver det til en anden, der kan håndtere det bedre.

Man kan endnu få et indtryk af fjorden ved at krydse den ved Caroline Mathildes Sti og stien ved Fagerdalen. Især ved den første får man tydeligt en fornemmelse af nordkysten af fjorden der rejser sig ret brat. Og det flade område kan man sagtens forestille sig har været fjordbunden.

De gamle avls- og administrationsbygninger er nu museum, og hvilket museum! Her er skovbrugsredskaber, vogne, krybskyttegeværer, udstoppet vildt, træ og hvad man anvender træ til. og Hansen Is i kafeen.

Enevælden

De danske enevældskonger havde et godt øje til området. Bl.a. drev de parforcejagt i Nordsjælland 1670-1777. En form for jagt som var en uhæmmet magtdemonstration som skulle imponere udenlandske diplomater mm samt vise bondebefolkningen hvor ubetydelige de var. Hørsholm Slot blev godt nok mest brugt som jagtslot eller sommerresidens. Og da kongelige personer endelig begyndte at bruge det, skabte det skandale. Det var nemlig Christian 7, hvis hoflæge Struensee stortrivedes sammen med dronningen Caroline Mathilde i 1771. Den historie gik Europa rundt og helt til vore dage laves der tv-serier om den.

Nå ja, den er vist med i alle turistbrochurer - men det er idyllisk. Den er opført på tomten af Hørsholm Slot og først færdig i 1823. Hvis man synes den ligner en miniudgave af Vor Frue Kirke (1829) i København, så er det ikke tilfældigt.

Om det var pga Struensee eller fordi Frederik 6. generelt var en knold at slottet derefter forfaldt er ikke til at sige. Men det blev revet ned fra 1810 og kun avls- og administrationsbygningerne langs østsiden af slotssøen overlevede. Der er nu et slaraffenland for jagtinteresserede i form af museer. Absolut et besøg værd. Kirken overlevede heller ikke forfaldet, og Frederik 6. måtte engagere C. F. Hansen (ham med Frue Kirke) til at tegne en ny i 1823 hvor enevælden ikke længere havde råd til at leve i sus og dus på befolkningens bekostning.

På trods af at Frederik 6. havde styret Danmark ud i 2 angreb på København (1801 og 1807), blameret sig på Wienerkongressen og afgivet Norge, var hestene i Hørsholm dog ikke glemt, i han 1817 fik finansieret ridehuset ved Folehavevej, tegnet af Thurah.

Kongevejen: Trafikknudepunkt

Udbygningen af vejnettet i de første årtier af 1800-tallet betød at Hørsholm blev et trafikknudepunkt. Makadamisering af vejene var en revolution og muliggjorde regelmæssige postvogne nordpå. (Hvis du vil høre mere, så lyt til udsendelsen i radio24syv den 5. juli 2016). Hirschholm havde allerede siden 1721 været et "birk", og på bygningen ved slotssøens nordøstlige hjørne minder en bygning om den tid, med påskriften "Hirschholms Birks Ting og Arresthus" fra 1877.

Hirschholms Birks Ting og Arresthus. Ikke så gammel som birket (1877), men stadig imposant.

Hørsholm lå fordelagtigt i forhold til de gode nye transportforbindelser. Postgården var et resultat af de nye kongeveje i Nordsjælland. Postvognene skulle skifte heste, mens passagererne hvilede ud og fik et måltid mad på Postgården (senere Hørsholm Hotel). Der opstod flere købmandsgårde, gæstgiverier og værksteder af forskellig art. Så mange at der åbenbart gik konkurrence i den, i hvert fald hvis man skal tro en artikel i Politivennen  fra 17. september 1836, s. 608-609:

Til Birkedommeren paa Hirschholms District.
Det vil næppe være undgået fleres opmærksomhed at mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdams Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten, men nedsætter prisen hvor sådant lader sig gøre. Da sidstnævnte kro også i andre henseender har fortrin for den førstnævnte, nemlig i hurtigere og bedre beværtning, så kan man ikke antage at man ved den nedsatte pris tilsigter at skaffe sig større søgning. For den vil Amsterdams Kro alligevel efterhånden få når ikke andet liv kommer i Hørsholm Postgård. Men årsagen må være at kroejeren finder at han kan levere en del under taksten og dertil også ser på de rejsendes fordel. Det var på grund af det ønskeligt om hr. birkedommeren ville ved næste kvartals gæstgivertakst foretage efter behørig undersøgelse nogle forandringer. For det må vist nok anses urimeligt at man skal betale 20 eller 25 procent mere på det ene end på det andet sted fordi postkarlene af visse grunde bringer den rejsende helst til Hørsholm Postgård, eller fordi dagvognene der skifter heste og de dermed befordrede er afskåret valget.

Udover museerne er der også en meget velbevaret mølle fra 1891. Arealet om møllen og møllebygninger er ryddet så man kan gå en runde hele vejen omkring.

Jeg er ikke fuglekender, men er det ikke en tårnfalk? Set på engen syd for Rungsted Skole. Der var oven i købet to, og de var dybt utilfredse med at de ikke kunne dele et bytte i fred og ro. Den er ikke ualmindelig, men det er første gang jeg har set en.

Skovene og Arboretet

Skovene er i dag som dengang et markant indslag mellem Hørsholm og Vedbæk. Rungsted Hegn, Folehaven og Sandbjerg Østerskov er meget varierede skove, både hvad angår terræn og beplantning Desuden er der ikke særlig meget trafiklarm som der kan være i andre skove. Måske fordi der er så kuperet. Omkring skovene er der fine engarealer som fx mellem Rungsted Hegn og Rungstedlund med bevoksning af gederams, tidsler, valmuer og højt græs.

Et ikke sjældent indtryk fra skovstierne: Kuperet terræn, varieret vegetation. Og fjernt fra lyde fra civilisationen.

Udover museerne kan man også blive klogere i Arboretet. Som lige har skiftet ejer, se Nu er lokal naturperle solgt. 3. juli 2016. Skiltene fra 15. Juni Fonden er allerede sat op. Hensigten er at gøre det mere publikumsvenligt, fx etablere et offentligt toilet. Arboretet rummer tusindvis af planter og Nordeuropas største træ- og busksamling.

Hørsholm og Rungsted i dag

En vandretur i Hørsholm Kommune er en vandring i en kommune som gennem mange år har ligget i top-3 af højeste gennemsnitsindkomst i Danmark, tæt på topscoreren Gentofte Kommune. Se fx Ceveas Danmarkskort. Også når man indregner andre socioøkonomiske faktorer. Ejendomsretten er sat i højsædet. Man er sjældent i tvivl om hvor langt man skal gå. Og hvis man er, så skal der nok være et skilt som minder en om det.

Bekendtgørelse af lov om mark- og vejfred § 17. "Den, som uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved færdselstavle eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel eller færdsel af den pågældende art er forbudt, straffes med bøde."

Lov om markfred har rødder flere hundrede år tilbage, og hensigten var oprindelig at beskytte markerne mod at kreaturer kom ind og spiste afgrøderne. Markejeren havde ret til at skyde dyret, eller hvis han lod dyret græsse, afkræve ejeren et klækkeligt beløb for fortæring og "optagelsespenge." Denne lov gjaldt fx på de arealer vi i dag kender som Vesterbro og Nørrebro (se fx Politivennen 22. november 1817). Men mens ingen vel håndhæver loven på hverken Vesterbro eller Nørrebro i dag, så gør man det altså i Hørsholm. Dog har ejerne ikke længere ret til at skyde, de må nøjes med at opkræve en bøde. Endda i bymidten.

Hørsholm Mølle. Nu er det et håndværksmuseum, men det har ikke så tit åbent. Til gengæld er bygningerne flotte og møllen selv godt i stand.

Plads til flygtninge?

Og for nu at vende tilbage til starten af artiklen. Der har gennem tiderne eksisteret to yderholdninger til hvor flygtninge og indvandrere skal bo. Den ene ende er at man lige så godt kan stuve dem hen hvor der i forvejen er stuvet godt med mennesker sammen - de er jo så vant til det i forvejen. Den anden er at det må være de som har økonomisk og pladsmæssigt overskud til det. I praksis må man vel konstatere at den første model i mange årtier har været den dominerende, jf vestegnskommunerne. Men nyere tider har også stillet krav om at rige kommuner må yde deres bidrag, og det har skabt debat. (30. juni 2016).

En bakketop med udsigt til Rungsted Hegn i et fredeligt kvarter. Beskyttet bag høje, hvide mure og gitterport. Og en have på størrelse med en mindre park. Formentlig engang bolig for en velhaver og familie. Og måske i fremtiden for 27 flygtninge?

Kommunen opfatter det som et stort pres at skulle boliger til de 102 som kommunen er pålagt at tage sig af i 2016. Og selv om dette tal daler til 77 i 2017, så betyder det ifølge borgmester Morten Slotved (K) ikke at presset på at skaffe midlertidige boliger bliver mindre. Ifølge Ugebladets oplysninger har Hørsholm indtil videre modtaget 38 af de 102 flygtninge, der skal komme i år. At antallet falder, ses dog ikke umiddelbart som noget positivt.

Altså vi kæmper jo med at finde boliger til de flygtninge, vi har modtaget. Det er en umulig opgave. Vi har ikke boligerne ... Umiddelbart forekommer det positivt, at vi skal modtage færre. Men hvis der eksempelvis er mange familiesammenføringer blandt de 85 og ikke for de 102, vi skal modtage i år, så er det jo ikke sikkert, at det batter noget.

Et omstridt område i forlængelse af Ådalsvej har skabt protester - og i august vil der blive indkaldt et dialogmøde for naboer til et område på Bel Colles Allé. Her ligger en kæmpekasse hvis ejere har tilbudt at leje den ud til 27 flygtninge. Men de omkringboende skal altså lige spørges først ... Sådan rent en passant må jeg da nu nok konstatere at flygtninge vil få fine forhold der.

Ruten

Hovedgaden Hørsholm. Museerne og kirken. Folehavevej. Linstouws Grav. Rungsted Hegn. Bel Colles Alle. Rungstedvej. Rungsted Skole. Sti til Helleholm. Kildemosevej. Lille Frises Eng. Bomvej. Caroline Mathildes Sti. Gøngehusvej. Fagerdalen. Sandbjergvej. Mathildesvej. Kirkegårdsvej. DTU. Fantastiske vandrestier stort set hele vejen. Ca. 20 km.

Nødebo-Græsted

Sommerferiens "kongeetape" med sværvægtere som Gribskov, Esrum Sø, Esrum Kloster, Nordjællands Fuglepark og Zoo, Søborg Sø - og et par overraskelser

Heste syd for Ørbakkevej ved Græsted. Nogen succes blev det aldrig at tørlægge Søborg Sø. Snarere en afsløring af iværksætternes manglende viden og indsigt i naturen og dens kræfter. Men hestene nyder da godt af det.

Skov- og søturen starter ved Nødebo Skovskole. De stråtækte bygninger ved busstoppestedet er opført 1829-30 og var indtil 1963 skovridergård, siden Skovskole. Arkitekturen med de hvide bygninger med stråtag går igen i de mange huse jeg senere stødte på: Graverhus, traktørstedet Fændrikhus (kun åbent i weekenderne), Munkevanghus og andre. Skovskolens træbygninger er opført 1981-85 og 1994-96.

Den ene af de store længer på den gamle skovridergård. Nu Skovskolen. Den må stå som repræsentant for den lille håndfuld bygninger i Gribskov på dagens etape.

Gribskov og Esrum Sø

Jeg valgte Søstien fordi man så dels ser Gribskov, dels kan se Esrum Sø - og mere og mere af den jo længere man kommer nordpå. Begge hører til blandt sværvægterne. Man skal til Jylland for at se større skove. Og søen er arealmæssigt Danmarks tredjestørste sø, volumenmæssigt den største. Erhvervsfiskeri ophørte i 1997. Størrelse er ikke bare kvantitet, men også kvalitet. Her råder blæstens susen i trækronerne, fuglesangen, bølgernes slag mod skrænterne, guldsmedene og hvad der ellers hører naturen til. Der er absolut ingen susen fra veje eller andre lyde fra civilisationen.

Græsningsskov er ikke lige det man ser mest af i Danmark. Men sådan ser de altså ud. Heste afgræsser den lave vegetation mellem de spredte skovtræer.

Den første kilometer nord for går inde i skoven, indtil man kommer til Dronningens og Kongens Bøge. Her har man forsøgt at genskabe græsningsskoven som den så ud 1600-1800. Der går nogle heste rundt derinde mellem træerne. Man kan komme ned til en bro hvor man kan se til modsat side. Men man kan sagtens vente til man kommer længere nordpå. Udsigten fra broen ved Dronningens Bøge er ikke så god som længere nordpå. Her er skrænterne ned til søen ikke så stejle, og der er meterkorte strande hvor man har mere maleriske udsigter til alle sider af søen.

Esrum sø, set fra et af de mange kikhuller gennem Gribskov. Bredden er umulig at passere. Men man kan komme ned til små bitte strande hist og pist.

Esrum Å, Kanal og Kloster

I den nordlige ende af søen når man så til de historiske dele af området: Esrum Å ved Fiskebro sluseværk er gravet i begyndelsen af 1600-tallet for at øge faldhøjden ved Esrum Mølle. Og ganske tæt på den den går Esrum Kanal næsten stik mod nord. Kanalen forbinder Dronningmølle og Esrum Sø og blev gravet i begyndelsen af 1800-tallet for at transportere brænde til København. Man kan gå ad den gamle kanalstien som dengang fungerede som træksti for heste som trak prammene op ad kanalen. Pramførerboligen Sølyst ligger ved kanalens udløb i søen. Det er privat område, og fuldstændig tillukket, men man kan se den på afstand fra skoven.

Kanalen er der ikke meget ved at fotografere, så her endnu et foto af de bittesmå strande man kan opleve langs vestsiden af Esrum Sø.

Kanalen er der nu ikke så meget at se af. Den er mest vandførende mod syd. Men kanalen selv forsvinder til tider, helt overgroet med træer og uigennemtrængeligt krat. Enkelte steder kan man dog trænge gennem krattet og bogstavelig talt tørskoet træde ned i den gamle kanal hvor den er tørlagt - især i den nordlige ende.

Hvordan brændetransporten afspejlede magtforholdene, kan man ane i Politivennen nr. 1038, lørdag den 21. november 1835, s. 769-771 i artiklen "Gjentaget Ønske om Licitation over Brændetransporten fra de kongelige Skove.":

I forrige års december måned blev i Politivennen nr. 990 fremsat det ønske at brændekørslen fra de kongelige skove ved Esrum og omliggende egn til Esrum Kanal måtte overlades til omegnens bønder ved licitation, i stedet for at denne transport i de seneste år er overdraget skovfogederne uden licitation. De grunde hvorpå man støttede ønskets fremsættelse var:
1) At skovfogderne som i almindelighed kun holder 2 heste, ikke selv kan besørge brændets kørsel og derfor tilbyder bønderne at udføre dette arbejde for det halve, og nogen gange næppe det halve af den betaling de selv får.
2) At den fortjeneste som således tilfalder skovfogederne, synes mere rimeligt at tilfalde bønderne da de første lønnes af starten og de sidste derimod svarer pligtarbejde og skatter tl samme.
3) At skovfogederne når brændetransporten kom til licitation, kan deltage deri på samme vilkår som bønderne.
4) At man kunne vente at licitationen ville falde ud til fordel eller besparelse for staten da der ingen tvivl kan være om at bønderne lige så gerne og lige så billigt ville køre for staten som for skovfogederne.
Hertil kommer endnu:
5) At bønderne i skovegne i almindelighed har mådelige jorder så at de avler kun lidt og ved mådelige kornpriser har vanskelighed ved at udrede deres skatter og afgifter, hvorfor de kan trænge til enhver lovlig fortjeneste.
Ønsket var måske fremsat på en tid da der allerede var truffet aftale med sognefogederne om kørslen, og dette er formodentlig årsag til at der ikke blevet taget hensyn til det. Men da nu skovningen er begyndt eller snart skal begynde, tillader man sig herved at gentage det, i håb om at se det opfyldt, da det er vitterligt at høje vedkommende i flere henseende interesserer sig for bondens stilling i staten og alvorligt arbejder på sammes forbedring.

Jo, den er go' nok: Det er en nonneklædt person som trakterer cafegæsterne bag klostret. 

I nordenden af kanalen afløses oplevelserne når man kan begynde at ane Esrum Møllegård og Esrum Kloster. Godt nok overlevede kun økonomigårdens sydfløj af klostret reformationen. Men bygningen er imponerende nok endda. Der er ikke så meget at se udover de nøgne rum inde i klostret. De fleste genstande er fjernet og erstattet af nogle plancher. Men til gengæld er der en cafe hvor servitricer forklædt som nonner forsøger at genskabe klosterstemningen ved siden af klostrets urtehave. Og der sælges (kloster)øl og andre middelalderlignende produkter i kælderen. Så stedet er velegnet til en midtvejspause.

Esrum Møllegård ligger umiddelbart ved siden af Klosteret.

Sodemarksvej 

Vejen står ikke i turistbrochurerne, men jeg vil uden tøven anbefale en tur på denne øde landevej. Der er ikke de store seværdigheder, og kultursteppen tenderer til at dominere landskabet (især byg og hvede), men det kuperede terræn er afvekslende, til tider krævende og udsigterne fejler ikke noget. En enkelt specialitet er der dog undervejs, nemlig Nordsjællands Fuglepark og Zoo i Græsted. Den blev startet i 2003 og fik 2008 Zoo-status. Fugleparken er Nordens største med 1.500 tropiske fugle i store volierer samt hvidørede silkeabe, kænguruer, egernaber og mange andre dyr. Det bliver dog kun til en Magnum, til gengæld serveret af ejeren himself.

Ikke sådan noget specielt eller noget der råber på "nationalpark Kongernes Nordsjælland". Bare et varieret, kuperet terræn med nogle køer, og ganske fredeligt. Sådan er Sodemarksvej.

Fra Sodemarksvej er der også en offentlig sti til Snævret Skov. Det så fristende ud, men jeg kan mærke at benene ikke er til det. Jeg har nemlig besluttet at tage den tørlagte Søborg Sø i øjesyn, og Sodemarksvejs vestlige ende viser sig at være et udmærket udsigtspunkt til at overskue den tidligere enorme sø, som i dag fremstår som en flad dal.

Lidt svært at gengive på et foto, men i virkeligheden fremgår det egentlig ganske klart med de gamle søskrænter i baggrunden. Hele forgrunden er drænet, man kan høre kanalernes brusen og boblen.

Søborg Sø 

Før 1700-tallet var søen Danmarks 4. største sø på ca. 6 km2. Vandspejlet lå 5-6 meter over havoverfladen. Men som så mange andre søer blev den tørlagt, første gang 1795-1803 gennem en gravet åben kanal til kysten ved Gilleleje. Vandspejlet sank som følge af det til 3 meter over havoverfladen og søen svandt ind fra 500 til 45 ha. Projektet blev kritiseret allerede fra starten. Fx i forbindelse med en tiltagende vandmangel i Politivennen, 1824. Heri hedder det bl.a.

Denne forhenværende store sø er for en snes år siden blevet udgravet så den fjerdedel af søen kun indeholder lidt og fladt vand. Efter den tid har omegnens beboere år for år fundet at deres brønde har tabt af sammes vandforråd. Ja en mands brønd som jeg fik vist, havde fuldstændig mistet sit vand så han måtte grave en ny, meget dybere brønd. Hr. Drewsen anbefaler at landmanden er nødsaget til at udgrave vandet fra sit agerland og græsvænge. Dette vand løber i deslige søer, derfra er udløbet til stranden: når vandet ikke beholdes nogen steder, udtørres årerne i jorden, og til sidst findes der intet råd for dette store onde. Det ville være et ubetaleligt gode når denne store sø fik sin forrige skikkelse.

Næste etape foregik 1873-87 hvor vandspejlet yderligere sank, denne gang til 1 meter over havoverfladen.

Så skulle man tro at ballet var forbi, men i 1945 anvendte man så pumper til at få vandspejlet sænket til omkring 1½ under havoverfladen. Hvis de i dag blev stoppet, ville vandstanden stige til 0,7 meter over havoverfladen. Hvad man ikke havde forudset var at bunden sætter sig med op til 3 centimer om året. Hvilket ikke kan undre nogen da dyndjorden er op til 10 meter. Det lyder ikke af meget, men på sigt er det, og forhåbningerne om at dyrke jorden blev i vidt omfang opgivet. Man fik godt nok sænket vandstanden med over 4 meter, men i samme periode sank bunden med op til 3,5 meter.

Et kik mod syd over det store område for søen engang lå. Det er sådanne landskaber som får mig til at vende tommelen nedad for en nationalpark. Jo, de har sin egen charme. Men der er et stort spring til nationalpark.

I dag minder søbunden lidt om Vestamager, men uden den vildskab som trods alt er forsøgt etableret der. Søborg Sø minder mere om en friseret, opdyrket udgave af Vestamager. Og den er aldrig blevet retableret som sø. Så sent som 1990'erne blev et forsøg på sørestaurering opgivet. Men  i 2013 begyndte lodsejerne dog at se positivt på en retablering af søen fordi deres marker alligevel blev oversvømmet.

Nationalpark?

Søborg Sø og Esrum Sø/Gribskov illustrerer på hver deres måde dilemmaet som er afsløret af at kommunerne i området har foreslået at lave en nationalpark "Kongernes Nordsjælland". Kigger man på kortet, vil man se at den ligger som spredte klatter i det store ocean af områder med kulturstepper. Dagens Danmark er ejet af lodsejere, og langt hovedparten af dem er interesseret i at drive intensivt, industrialiseret landbrug. Ikke at skabe væresteder for dyr, fugle, insekter og mennesker med rekreative interesser. Et mere realistisk navn for området (der i øvrigt ikke lever op til internationalt anerkendte kriterier for en sådan eller Nationalparkloven) kunne være "Lodsejernes Nordsjælland". Og man kunne fristes til at kalde det et udslag af samme nationalromantiske forestilling om Danmark som eksisterede på Politivennens tid. Men den fristelse vil jeg dog ikke falde for, endsige besvære læserne med at argumentere for.

Ruten

Skovskolen. Gribskov og Esrum Sø langsSøstien. Esrum Kanal. Esrum Kloster. Sodemarksvej. Søborg Sø. Græsted. I alt ca. 18 km. Ruten går stort set gennem fortrinlige vandreveje.