Mellem Hørsholm og Vedbæk

Hørsholm og Rungsted fremkalder forestillinger om velhaverboliger med græsplæner så store som flygtningelejre og carporte der kan rumme en ditto-familie - efter familiesammenføring. Men der er så meget andet ....

Natur af forskellig slags ved Lille Frises Eng i Folehaven. Her ånder alt fred og det summer såmænd af sol over engen. I bogstaveligste forstand.

Området mellem Hørsholm og Vedbæk er bl.a. også stedet hvor man kan studere Danmarkshistorien helt tilbage fra stenalderen.  Og en del af det er så velbevaret at man stadig kan forestille sig det. Samtidig med at man går rundt i et af Danmarks mest velhavende byområder.

Fredning: Maglemosen

For 5.000 år siden gik der en flere kilometer lang fjord ind i landet fra der hvor Vedbæk Havn ligger. Den skulle senere blive til hvad vi i dag kender som Maglemose. For vandstanden var 5 meter over hvad den er nu. Det må have været et godt sted at bo: Der er fundet 40 bopladser og over 60 gravhøje. Der er pæle der i skoven der viser hen til gravhøjene. Jeg besøgte kun en af dem, nemlig en af de to langdysser lidt sydøst for Deputatsvangen. Gravhøjene blev opført fra stenalderen og frem.

Den inderste del af det der engang var en fjord.Man aner den forhenværende flade fjordbund og i det fjerne de forhenværende kyster. Taget umiddelbart når man kommer ud fra skoven til Maglemose.

Så blev fjorden snøret af ude ved kysten og blev til en sø. Og i takt med at vandstanden faldt, blev søen til en mose. Maglemosen har næsten altid været en ufremkommelig sump og mose som efterhånden tørrede ud i de højereliggende områder. I nyere tid er den tørlagte fjord benyttet af de omkringliggende landsbysamfund til græsning, høslæt og tørvegravning. Ikke så meget tørv i forhold til, hvad der er kendt fra andre moser. Det har betydet at der er gode muligheder for arkæologiske undersøgelser. I 1936 blev Maglemosen udpeget som en del af ”Københavnsegnens grønne områder”. Landbruget fik aldrig fat, naturen fik lov til at tage over. Maglemosen med omliggende skråninger på i alt 216 hektar fredet i 1986. Området syd for Hendriksholms Alle blev brugt af Forsvaret indtil 2011. .

Det er ikke til at se det hvis der ikke lige var en planche og nogle sten: Langdyssen som vitterligt er lang. Det er bare meget svært at skabe sig et indtryk da den er overgroet med bregner og andet, samt træer i randen af den.

Ved kysten ud til havet opstod Vedbæk. På Politivennens tid i starten af 1800-tallet var Vedbæk et fiskerleje med en del lystgårde og villaer for københavnere. I 1820'erne så betydeligt at dampskibet Caledonia engang imellem lagde til der. Vedbæk Kro eksisterede 1650-1898, hvorefter Vedbæk Hotel (-1963) overtog klientellet. Et indtryk af den tids københavnerturisme får man denne artikel fra Politivennen fra 21. august 1802, s. 3607-3608:

Til den Myndighed som Vedbæk Kro hører under.
Man ved ikke bedre end at Vedbæk Kro er et privilegeret værtshus, og kan derfor ikke andet end at undre sig over at rejsende ikke kan nyde den beværtning som de forlanger. En aften i denne uge, lidt over kl. 10, kom et selskab af fodgængere denne vej og besluttede at overnatte her. Men ikke alene nægtede man på forlangende at koge te, man erklærede desuden at der ikke kunne fås natteherberg i huset. Men lidt derfra lå Skovsborgs Kro hvor de ville kunne få alt hvad man ønskede. Selskabet gik altså endnu en halv mil for at finde denne kro, men fandt slet ingen indretninger til herbergering, da stedet kun er et udskænkningssted for den nærliggende fabrik. De måtte altså sove på borde og bænke. Man håber at den ansvarlige myndighed på denne angivelse, der kan bevises, vil pålægge herbergeren i Vedbæk en klækkelig bøde, og hvis han fremturer, fratager ham privilegiet, og giver det til en anden, der kan håndtere det bedre.

Man kan endnu få et indtryk af fjorden ved at krydse den ved Caroline Mathildes Sti og stien ved Fagerdalen. Især ved den første får man tydeligt en fornemmelse af nordkysten af fjorden der rejser sig ret brat. Og det flade område kan man sagtens forestille sig har været fjordbunden.

De gamle avls- og administrationsbygninger er nu museum, og hvilket museum! Her er skovbrugsredskaber, vogne, krybskyttegeværer, udstoppet vildt, træ og hvad man anvender træ til. og Hansen Is i kafeen.

Enevælden

De danske enevældskonger havde et godt øje til området. Bl.a. drev de parforcejagt i Nordsjælland 1670-1777. En form for jagt som var en uhæmmet magtdemonstration som skulle imponere udenlandske diplomater mm samt vise bondebefolkningen hvor ubetydelige de var. Hørsholm Slot blev godt nok mest brugt som jagtslot eller sommerresidens. Og da kongelige personer endelig begyndte at bruge det, skabte det skandale. Det var nemlig Christian 7, hvis hoflæge Struensee stortrivedes sammen med dronningen Caroline Mathilde i 1771. Den historie gik Europa rundt og helt til vore dage laves der tv-serier om den.

Nå ja, den er vist med i alle turistbrochurer - men det er idyllisk. Den er opført på tomten af Hørsholm Slot og først færdig i 1823. Hvis man synes den ligner en miniudgave af Vor Frue Kirke (1829) i København, så er det ikke tilfældigt.

Om det var pga Struensee eller fordi Frederik 6. generelt var en knold at slottet derefter forfaldt er ikke til at sige. Men det blev revet ned fra 1810 og kun avls- og administrationsbygningerne langs østsiden af slotssøen overlevede. Der er nu et slaraffenland for jagtinteresserede i form af museer. Absolut et besøg værd. Kirken overlevede heller ikke forfaldet, og Frederik 6. måtte engagere C. F. Hansen (ham med Frue Kirke) til at tegne en ny i 1823 hvor enevælden ikke længere havde råd til at leve i sus og dus på befolkningens bekostning.

På trods af at Frederik 6. havde styret Danmark ud i 2 angreb på København (1801 og 1807), blameret sig på Wienerkongressen og afgivet Norge, var hestene i Hørsholm dog ikke glemt, i han 1817 fik finansieret ridehuset ved Folehavevej, tegnet af Thurah.

Kongevejen: Trafikknudepunkt

Udbygningen af vejnettet i de første årtier af 1800-tallet betød at Hørsholm blev et trafikknudepunkt. Makadamisering af vejene var en revolution og muliggjorde regelmæssige postvogne nordpå. (Hvis du vil høre mere, så lyt til udsendelsen i radio24syv den 5. juli 2016). Hirschholm havde allerede siden 1721 været et "birk", og på bygningen ved slotssøens nordøstlige hjørne minder en bygning om den tid, med påskriften "Hirschholms Birks Ting og Arresthus" fra 1877.

Hirschholms Birks Ting og Arresthus. Ikke så gammel som birket (1877), men stadig imposant.

Hørsholm lå fordelagtigt i forhold til de gode nye transportforbindelser. Postgården var et resultat af de nye kongeveje i Nordsjælland. Postvognene skulle skifte heste, mens passagererne hvilede ud og fik et måltid mad på Postgården (senere Hørsholm Hotel). Der opstod flere købmandsgårde, gæstgiverier og værksteder af forskellig art. Så mange at der åbenbart gik konkurrence i den, i hvert fald hvis man skal tro en artikel i Politivennen  fra 17. september 1836, s. 608-609:

Til Birkedommeren paa Hirschholms District.
Det vil næppe være undgået fleres opmærksomhed at mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdams Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten, men nedsætter prisen hvor sådant lader sig gøre. Da sidstnævnte kro også i andre henseender har fortrin for den førstnævnte, nemlig i hurtigere og bedre beværtning, så kan man ikke antage at man ved den nedsatte pris tilsigter at skaffe sig større søgning. For den vil Amsterdams Kro alligevel efterhånden få når ikke andet liv kommer i Hørsholm Postgård. Men årsagen må være at kroejeren finder at han kan levere en del under taksten og dertil også ser på de rejsendes fordel. Det var på grund af det ønskeligt om hr. birkedommeren ville ved næste kvartals gæstgivertakst foretage efter behørig undersøgelse nogle forandringer. For det må vist nok anses urimeligt at man skal betale 20 eller 25 procent mere på det ene end på det andet sted fordi postkarlene af visse grunde bringer den rejsende helst til Hørsholm Postgård, eller fordi dagvognene der skifter heste og de dermed befordrede er afskåret valget.

Udover museerne er der også en meget velbevaret mølle fra 1891. Arealet om møllen og møllebygninger er ryddet så man kan gå en runde hele vejen omkring.

Jeg er ikke fuglekender, men er det ikke en tårnfalk? Set på engen syd for Rungsted Skole. Der var oven i købet to, og de var dybt utilfredse med at de ikke kunne dele et bytte i fred og ro. Den er ikke ualmindelig, men det er første gang jeg har set en.

Skovene og Arboretet

Skovene er i dag som dengang et markant indslag mellem Hørsholm og Vedbæk. Rungsted Hegn, Folehaven og Sandbjerg Østerskov er meget varierede skove, både hvad angår terræn og beplantning Desuden er der ikke særlig meget trafiklarm som der kan være i andre skove. Måske fordi der er så kuperet. Omkring skovene er der fine engarealer som fx mellem Rungsted Hegn og Rungstedlund med bevoksning af gederams, tidsler, valmuer og højt græs.

Et ikke sjældent indtryk fra skovstierne: Kuperet terræn, varieret vegetation. Og fjernt fra lyde fra civilisationen.

Udover museerne kan man også blive klogere i Arboretet. Som lige har skiftet ejer, se Nu er lokal naturperle solgt. 3. juli 2016. Skiltene fra 15. Juni Fonden er allerede sat op. Hensigten er at gøre det mere publikumsvenligt, fx etablere et offentligt toilet. Arboretet rummer tusindvis af planter og Nordeuropas største træ- og busksamling.

Hørsholm og Rungsted i dag

En vandretur i Hørsholm Kommune er en vandring i en kommune som gennem mange år har ligget i top-3 af højeste gennemsnitsindkomst i Danmark, tæt på topscoreren Gentofte Kommune. Se fx Ceveas Danmarkskort. Også når man indregner andre socioøkonomiske faktorer. Ejendomsretten er sat i højsædet. Man er sjældent i tvivl om hvor langt man skal gå. Og hvis man er, så skal der nok være et skilt som minder en om det.

Bekendtgørelse af lov om mark- og vejfred § 17. "Den, som uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved færdselstavle eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel eller færdsel af den pågældende art er forbudt, straffes med bøde."

Lov om markfred har rødder flere hundrede år tilbage, og hensigten var oprindelig at beskytte markerne mod at kreaturer kom ind og spiste afgrøderne. Markejeren havde ret til at skyde dyret, eller hvis han lod dyret græsse, afkræve ejeren et klækkeligt beløb for fortæring og "optagelsespenge." Denne lov gjaldt fx på de arealer vi i dag kender som Vesterbro og Nørrebro (se fx Politivennen 22. november 1817). Men mens ingen vel håndhæver loven på hverken Vesterbro eller Nørrebro i dag, så gør man det altså i Hørsholm. Dog har ejerne ikke længere ret til at skyde, de må nøjes med at opkræve en bøde. Endda i bymidten.

Hørsholm Mølle. Nu er det et håndværksmuseum, men det har ikke så tit åbent. Til gengæld er bygningerne flotte og møllen selv godt i stand.

Plads til flygtninge?

Og for nu at vende tilbage til starten af artiklen. Der har gennem tiderne eksisteret to yderholdninger til hvor flygtninge og indvandrere skal bo. Den ene ende er at man lige så godt kan stuve dem hen hvor der i forvejen er stuvet godt med mennesker sammen - de er jo så vant til det i forvejen. Den anden er at det må være de som har økonomisk og pladsmæssigt overskud til det. I praksis må man vel konstatere at den første model i mange årtier har været den dominerende, jf vestegnskommunerne. Men nyere tider har også stillet krav om at rige kommuner må yde deres bidrag, og det har skabt debat. (30. juni 2016).

En bakketop med udsigt til Rungsted Hegn i et fredeligt kvarter. Beskyttet bag høje, hvide mure og gitterport. Og en have på størrelse med en mindre park. Formentlig engang bolig for en velhaver og familie. Og måske i fremtiden for 27 flygtninge?

Kommunen opfatter det som et stort pres at skulle boliger til de 102 som kommunen er pålagt at tage sig af i 2016. Og selv om dette tal daler til 77 i 2017, så betyder det ifølge borgmester Morten Slotved (K) ikke at presset på at skaffe midlertidige boliger bliver mindre. Ifølge Ugebladets oplysninger har Hørsholm indtil videre modtaget 38 af de 102 flygtninge, der skal komme i år. At antallet falder, ses dog ikke umiddelbart som noget positivt.

Altså vi kæmper jo med at finde boliger til de flygtninge, vi har modtaget. Det er en umulig opgave. Vi har ikke boligerne ... Umiddelbart forekommer det positivt, at vi skal modtage færre. Men hvis der eksempelvis er mange familiesammenføringer blandt de 85 og ikke for de 102, vi skal modtage i år, så er det jo ikke sikkert, at det batter noget.

Et omstridt område i forlængelse af Ådalsvej har skabt protester - og i august vil der blive indkaldt et dialogmøde for naboer til et område på Bel Colles Allé. Her ligger en kæmpekasse hvis ejere har tilbudt at leje den ud til 27 flygtninge. Men de omkringboende skal altså lige spørges først ... Sådan rent en passant må jeg da nu nok konstatere at flygtninge vil få fine forhold der.

Ruten

Hovedgaden Hørsholm. Museerne og kirken. Folehavevej. Linstouws Grav. Rungsted Hegn. Bel Colles Alle. Rungstedvej. Rungsted Skole. Sti til Helleholm. Kildemosevej. Lille Frises Eng. Bomvej. Caroline Mathildes Sti. Gøngehusvej. Fagerdalen. Sandbjergvej. Mathildesvej. Kirkegårdsvej. DTU. Fantastiske vandrestier stort set hele vejen. Ca. 20 km.

Nødebo-Græsted

Sommerferiens "kongeetape" med sværvægtere som Gribskov, Esrum Sø, Esrum Kloster, Nordjællands Fuglepark og Zoo, Søborg Sø - og et par overraskelser

Heste syd for Ørbakkevej ved Græsted. Nogen succes blev det aldrig at tørlægge Søborg Sø. Snarere en afsløring af iværksætternes manglende viden og indsigt i naturen og dens kræfter. Men hestene nyder da godt af det.

Skov- og søturen starter ved Nødebo Skovskole. De stråtækte bygninger ved busstoppestedet er opført 1829-30 og var indtil 1963 skovridergård, siden Skovskole. Arkitekturen med de hvide bygninger med stråtag går igen i de mange huse jeg senere stødte på: Graverhus, traktørstedet Fændrikhus (kun åbent i weekenderne), Munkevanghus og andre. Skovskolens træbygninger er opført 1981-85 og 1994-96.

Den ene af de store længer på den gamle skovridergård. Nu Skovskolen. Den må stå som repræsentant for den lille håndfuld bygninger i Gribskov på dagens etape.

Gribskov og Esrum Sø

Jeg valgte Søstien fordi man så dels ser Gribskov, dels kan se Esrum Sø - og mere og mere af den jo længere man kommer nordpå. Begge hører til blandt sværvægterne. Man skal til Jylland for at se større skove. Og søen er arealmæssigt Danmarks tredjestørste sø, volumenmæssigt den største. Erhvervsfiskeri ophørte i 1997. Størrelse er ikke bare kvantitet, men også kvalitet. Her råder blæstens susen i trækronerne, fuglesangen, bølgernes slag mod skrænterne, guldsmedene og hvad der ellers hører naturen til. Der er absolut ingen susen fra veje eller andre lyde fra civilisationen.

Græsningsskov er ikke lige det man ser mest af i Danmark. Men sådan ser de altså ud. Heste afgræsser den lave vegetation mellem de spredte skovtræer.

Den første kilometer nord for går inde i skoven, indtil man kommer til Dronningens og Kongens Bøge. Her har man forsøgt at genskabe græsningsskoven som den så ud 1600-1800. Der går nogle heste rundt derinde mellem træerne. Man kan komme ned til en bro hvor man kan se til modsat side. Men man kan sagtens vente til man kommer længere nordpå. Udsigten fra broen ved Dronningens Bøge er ikke så god som længere nordpå. Her er skrænterne ned til søen ikke så stejle, og der er meterkorte strande hvor man har mere maleriske udsigter til alle sider af søen.

Esrum sø, set fra et af de mange kikhuller gennem Gribskov. Bredden er umulig at passere. Men man kan komme ned til små bitte strande hist og pist.

Esrum Å, Kanal og Kloster

I den nordlige ende af søen når man så til de historiske dele af området: Esrum Å ved Fiskebro sluseværk er gravet i begyndelsen af 1600-tallet for at øge faldhøjden ved Esrum Mølle. Og ganske tæt på den den går Esrum Kanal næsten stik mod nord. Kanalen forbinder Dronningmølle og Esrum Sø og blev gravet i begyndelsen af 1800-tallet for at transportere brænde til København. Man kan gå ad den gamle kanalstien som dengang fungerede som træksti for heste som trak prammene op ad kanalen. Pramførerboligen Sølyst ligger ved kanalens udløb i søen. Det er privat område, og fuldstændig tillukket, men man kan se den på afstand fra skoven.

Kanalen er der ikke meget ved at fotografere, så her endnu et foto af de bittesmå strande man kan opleve langs vestsiden af Esrum Sø.

Kanalen er der nu ikke så meget at se af. Den er mest vandførende mod syd. Men kanalen selv forsvinder til tider, helt overgroet med træer og uigennemtrængeligt krat. Enkelte steder kan man dog trænge gennem krattet og bogstavelig talt tørskoet træde ned i den gamle kanal hvor den er tørlagt - især i den nordlige ende.

Hvordan brændetransporten afspejlede magtforholdene, kan man ane i Politivennen nr. 1038, lørdag den 21. november 1835, s. 769-771 i artiklen "Gjentaget Ønske om Licitation over Brændetransporten fra de kongelige Skove.":

I forrige års december måned blev i Politivennen nr. 990 fremsat det ønske at brændekørslen fra de kongelige skove ved Esrum og omliggende egn til Esrum Kanal måtte overlades til omegnens bønder ved licitation, i stedet for at denne transport i de seneste år er overdraget skovfogederne uden licitation. De grunde hvorpå man støttede ønskets fremsættelse var:
1) At skovfogderne som i almindelighed kun holder 2 heste, ikke selv kan besørge brændets kørsel og derfor tilbyder bønderne at udføre dette arbejde for det halve, og nogen gange næppe det halve af den betaling de selv får.
2) At den fortjeneste som således tilfalder skovfogederne, synes mere rimeligt at tilfalde bønderne da de første lønnes af starten og de sidste derimod svarer pligtarbejde og skatter tl samme.
3) At skovfogederne når brændetransporten kom til licitation, kan deltage deri på samme vilkår som bønderne.
4) At man kunne vente at licitationen ville falde ud til fordel eller besparelse for staten da der ingen tvivl kan være om at bønderne lige så gerne og lige så billigt ville køre for staten som for skovfogederne.
Hertil kommer endnu:
5) At bønderne i skovegne i almindelighed har mådelige jorder så at de avler kun lidt og ved mådelige kornpriser har vanskelighed ved at udrede deres skatter og afgifter, hvorfor de kan trænge til enhver lovlig fortjeneste.
Ønsket var måske fremsat på en tid da der allerede var truffet aftale med sognefogederne om kørslen, og dette er formodentlig årsag til at der ikke blevet taget hensyn til det. Men da nu skovningen er begyndt eller snart skal begynde, tillader man sig herved at gentage det, i håb om at se det opfyldt, da det er vitterligt at høje vedkommende i flere henseende interesserer sig for bondens stilling i staten og alvorligt arbejder på sammes forbedring.

Jo, den er go' nok: Det er en nonneklædt person som trakterer cafegæsterne bag klostret. 

I nordenden af kanalen afløses oplevelserne når man kan begynde at ane Esrum Møllegård og Esrum Kloster. Godt nok overlevede kun økonomigårdens sydfløj af klostret reformationen. Men bygningen er imponerende nok endda. Der er ikke så meget at se udover de nøgne rum inde i klostret. De fleste genstande er fjernet og erstattet af nogle plancher. Men til gengæld er der en cafe hvor servitricer forklædt som nonner forsøger at genskabe klosterstemningen ved siden af klostrets urtehave. Og der sælges (kloster)øl og andre middelalderlignende produkter i kælderen. Så stedet er velegnet til en midtvejspause.

Esrum Møllegård ligger umiddelbart ved siden af Klosteret.

Sodemarksvej 

Vejen står ikke i turistbrochurerne, men jeg vil uden tøven anbefale en tur på denne øde landevej. Der er ikke de store seværdigheder, og kultursteppen tenderer til at dominere landskabet (især byg og hvede), men det kuperede terræn er afvekslende, til tider krævende og udsigterne fejler ikke noget. En enkelt specialitet er der dog undervejs, nemlig Nordsjællands Fuglepark og Zoo i Græsted. Den blev startet i 2003 og fik 2008 Zoo-status. Fugleparken er Nordens største med 1.500 tropiske fugle i store volierer samt hvidørede silkeabe, kænguruer, egernaber og mange andre dyr. Det bliver dog kun til en Magnum, til gengæld serveret af ejeren himself.

Ikke sådan noget specielt eller noget der råber på "nationalpark Kongernes Nordsjælland". Bare et varieret, kuperet terræn med nogle køer, og ganske fredeligt. Sådan er Sodemarksvej.

Fra Sodemarksvej er der også en offentlig sti til Snævret Skov. Det så fristende ud, men jeg kan mærke at benene ikke er til det. Jeg har nemlig besluttet at tage den tørlagte Søborg Sø i øjesyn, og Sodemarksvejs vestlige ende viser sig at være et udmærket udsigtspunkt til at overskue den tidligere enorme sø, som i dag fremstår som en flad dal.

Lidt svært at gengive på et foto, men i virkeligheden fremgår det egentlig ganske klart med de gamle søskrænter i baggrunden. Hele forgrunden er drænet, man kan høre kanalernes brusen og boblen.

Søborg Sø 

Før 1700-tallet var søen Danmarks 4. største sø på ca. 6 km2. Vandspejlet lå 5-6 meter over havoverfladen. Men som så mange andre søer blev den tørlagt, første gang 1795-1803 gennem en gravet åben kanal til kysten ved Gilleleje. Vandspejlet sank som følge af det til 3 meter over havoverfladen og søen svandt ind fra 500 til 45 ha. Projektet blev kritiseret allerede fra starten. Fx i forbindelse med en tiltagende vandmangel i Politivennen, 1824. Heri hedder det bl.a.

Denne forhenværende store sø er for en snes år siden blevet udgravet så den fjerdedel af søen kun indeholder lidt og fladt vand. Efter den tid har omegnens beboere år for år fundet at deres brønde har tabt af sammes vandforråd. Ja en mands brønd som jeg fik vist, havde fuldstændig mistet sit vand så han måtte grave en ny, meget dybere brønd. Hr. Drewsen anbefaler at landmanden er nødsaget til at udgrave vandet fra sit agerland og græsvænge. Dette vand løber i deslige søer, derfra er udløbet til stranden: når vandet ikke beholdes nogen steder, udtørres årerne i jorden, og til sidst findes der intet råd for dette store onde. Det ville være et ubetaleligt gode når denne store sø fik sin forrige skikkelse.

Næste etape foregik 1873-87 hvor vandspejlet yderligere sank, denne gang til 1 meter over havoverfladen.

Så skulle man tro at ballet var forbi, men i 1945 anvendte man så pumper til at få vandspejlet sænket til omkring 1½ under havoverfladen. Hvis de i dag blev stoppet, ville vandstanden stige til 0,7 meter over havoverfladen. Hvad man ikke havde forudset var at bunden sætter sig med op til 3 centimer om året. Hvilket ikke kan undre nogen da dyndjorden er op til 10 meter. Det lyder ikke af meget, men på sigt er det, og forhåbningerne om at dyrke jorden blev i vidt omfang opgivet. Man fik godt nok sænket vandstanden med over 4 meter, men i samme periode sank bunden med op til 3,5 meter.

Et kik mod syd over det store område for søen engang lå. Det er sådanne landskaber som får mig til at vende tommelen nedad for en nationalpark. Jo, de har sin egen charme. Men der er et stort spring til nationalpark.

I dag minder søbunden lidt om Vestamager, men uden den vildskab som trods alt er forsøgt etableret der. Søborg Sø minder mere om en friseret, opdyrket udgave af Vestamager. Og den er aldrig blevet retableret som sø. Så sent som 1990'erne blev et forsøg på sørestaurering opgivet. Men  i 2013 begyndte lodsejerne dog at se positivt på en retablering af søen fordi deres marker alligevel blev oversvømmet.

Nationalpark?

Søborg Sø og Esrum Sø/Gribskov illustrerer på hver deres måde dilemmaet som er afsløret af at kommunerne i området har foreslået at lave en nationalpark "Kongernes Nordsjælland". Kigger man på kortet, vil man se at den ligger som spredte klatter i det store ocean af områder med kulturstepper. Dagens Danmark er ejet af lodsejere, og langt hovedparten af dem er interesseret i at drive intensivt, industrialiseret landbrug. Ikke at skabe væresteder for dyr, fugle, insekter og mennesker med rekreative interesser. Et mere realistisk navn for området (der i øvrigt ikke lever op til internationalt anerkendte kriterier for en sådan eller Nationalparkloven) kunne være "Lodsejernes Nordsjælland". Og man kunne fristes til at kalde det et udslag af samme nationalromantiske forestilling om Danmark som eksisterede på Politivennens tid. Men den fristelse vil jeg dog ikke falde for, endsige besvære læserne med at argumentere for.

Ruten

Skovskolen. Gribskov og Esrum Sø langsSøstien. Esrum Kanal. Esrum Kloster. Sodemarksvej. Søborg Sø. Græsted. I alt ca. 18 km. Ruten går stort set gennem fortrinlige vandreveje.

Gudernes Stræde (5) Ejby-Vellerup. Og Skibby

Den nordlige ende af Gudernes Stræde faldet delvis sammen med Fjordstien og har højdepunkter som Ejby Ådal, Vellerup Vig og Møllehøj

To harer byder velkommen på engarealet mellem Ejby og Ejby Ådal. Dette areal er ikke fredet

Dette er sidste etape af Gudernes Stræde. Ud af bloggens fem etaper. Turen går mellem to lidt større bebyggelser, Ejby og Vellerup. Og er nu for alvor nået op i fritidshusområdet på Hornsherred. Ruten passerer også en enkelt landsby, Kyndeløse. Og den helt unikke fredning undervejs, Ejby Ådal.

Et kik fra fredningens start ved Troldbyvej mod vest ud mod fjorden. Åen forløber nede i dalen. Der er ikke nogen sti på denne side af åen. Hvilket også er en noget særpræget oplevelse.

Ejby Ådal

Gudernes Stræde går tværs gennem Ejby Ådal. Men man bør ikke snyde sig selv for en afstikker på langs af ådalen og eventuelt følge den lokale folder med vandretur på 1,6 km. Ikke uden grund er ca. 500 meter af ådalen og dens omgivelser fredet, ligesom lidt over 1 km af kyststrækningen nord og syd for. Og fredningen har båret frugt. Det vrimler med sommerfugle og insekter, fuglekoncerten er stærkt varieret og ikke kun den monotone lyd af lærker. Ådalen er et resultat af smeltevand fra istiden.

Ådalens udmunding i Isefjorden. På en strålende solskinsdag som denne har man en pragtfuld udsigt både mod nord og syd. Og mod ådalens højeste punkt på den anden side, til højre i billedet. Man kan sagtens krydse åen langs stranden.

Umiddelbart syd for det punkt hvor åen krydser Troldbyvej er der en overgang til den sydlige skrænt. Der er ikke nogen sti, men engarealet er ikke specielt udfordrende at gå igennem og udsigten og fornemmelsen af engen er speciel. Man kan gå langs skræntens fod og se ud på engen eller gå på sydskrænten som jeg gjorde. Det meste har været afgræsset mindst siden 1948. At opdyrke de stejle skråninger og de grusede knolde i bunden af ådalen har selv de mest ihærdige nok opgivet. Jeg gik så ca 500 meter langs de fredede kystskrænter med en flot udsigt over Isefjorden før jeg fandt tilbage til stien, bautastenen og de afmærkede stier.

Troldbystenen, eller Troldbykærlingen er en bautasten. Altså en sten som er sat som gravminde uden at der er nogen former for indskrifter på den. Man var ikke så mange dengang, så hvis der stod en sten der, vidste man godt hvem den var sat for.

Møllehøj

Fra stranden er der ca 1 km til et andet af etapens højdepunkter, Møllehøj ved Møllehøjvej. Den 4-5.000 år gamle høj er usædvanlig velbevaret. Ifølge informationstavlen er det en dobbeltjættestue, dvs der er to indgange og to kamre og der skulle kun være 60 af dem i Danmark. Men så vidt jeg kan bedømme er der tale om noget endnu sjældnere, nemlig en tvillingejættestue, jf jættestuespecialisten Svend Illum Hansens bog "Jættestuebyggerne" (2016). Dem er der kun 30 af og de findes alle i Østdanmark. Forskellen er at kamrene er bygget ud i et, ved siden af hinanden, og så vidt jeg kunne bedømme, kan man kigge fra det ene kammer til det andet mellem de store sten.

Det kan være lidt svært at gengive på foto. Men man kan mellem sprækkerne på stenen kigge ind i kammeret ved siden af, hvilket efter min fortolkning skulle gøre Møllehøj til en tvillingejættestue.

Man skal ned på alle fire for at kravle ind i kamrene som ser ud som da de blev forladt. Info-tavlen ved parkanlægget fortæller om skeletfundene i højen og hvordan man har rodet rundt i halvrådne lig for at få plads til endnu flere. Det nåede jeg heldigvis først at læse da jeg var kommet ud igen - fra begge kamre.

Indgangene set udefra. Som det fremgår lægger de næsten op til at de kun er adskilt af et par sted. Modsat dobbeltjættestuer som er placeret uden nogen fælles stenvæg mellem sig.

Livløse Kulturstepper

Når man anlægger en så lang rute som Gudernes Stræde mærker man for alvor at det typiske danske landskab er kultursteppen. Og det er der også masser af de 2-3 km nordpå gennem den lille landsby Kyndeløse.

Gadekæret i Kyndeløse. Der er nu ikke meget tilbage af dets fordums ry som Danmarks største. Kyndeløse er endnu en af disse små landsbyer som udelukkende bruges til beboelse og små virksomheder uden handelsliv mm.

Gadekæret skal have været Danmarks største. Men det er det bestemt ikke længere. Det er da ganske hyggeligt, som sådan et nu sig hør og bør. Nord på Kyndeløse breder de tyste, livløse og ensformige kulturstepper fortrinsvis af byg sig stort set så langt øjet rækker. Ikke engang vandhullerne på ruten fx omkring Herslev Grønvirke Eddikebryggeri ser ud til at kunne frembringe noget dyre-og insektliv af betydning. Der er dog nogle små arealer med blomster.

Det dominerende og typiske danske landskab, kultursteppen nord for Kundeløse. Det er karakteriseret ved kun en plante, i dette tilfælde byg (hordeum) med ringe insekt-, fugle- og dyreliv.

Økologiske gårde

Lejre bryster sig af at være økologisk kommune, og Gudernes Stræde passerer da også mindst to gårde. Den ene ligger ved Ejby Ådal, Aavang. Og har bl.a. køer som leverer mælk til Arla. Den er fra 1912 med 83 hektar jord. Den anden ligger i Kyndeløse, Stensbølgård. Her er der 120 økologiske malkekøer af racen Rød Dansk Malkerace, og cirka 150 kalve og kvier i forskellige størrelser og aldre. Mølken går bl.a. til det lille ismejeri Hansens Is 15 km fra Stensbølgård.

Vellerup Vig set fra syd mod nord. Med en gravhøj ca midt i billedet. Så kan det næsten ikke blive mere episk. Stien fortsætter mod vigen og drejer så skarpt til højre

Vellerup Vig

Belønningen kommer så når man kommer nord for Mølløvgård. Den ligger på en bakketop og man aner her de første udsigter til Isefjorden. Og jo længere nordpå man kommer, desto flottere bliver der. Nogle hundrede meter nord for Stensgård hvor stien slår et slag mod øst langs vigen er der en flot udsigt til Hemmingshage. Der skulle være en fredet magasinbro på den anden side af fjorden som i sin tid har været anvendt til udskibning af korn. Men det lykkes mig ikke at få øje på den. Afstanden er også over 700 meter, så man skal sikkert over på den anden side. Denne del af ruten er ren idyl og emmer af fred.

Bunden af Vellrup Vig set mod vest. Jeg er ikke sikker på at man altid kan passere her. Der er vist lavvande i dag. Så vandrere advares mod at gøre turen efter og i stedet holde sig til den afmærkede sti gennem Egholm Skov

Gudernes Stræde svinger nu mod øst igennem Egholm Slot. Men jeg fortsætter langs stranden ca 500 meter op til Vejlemølle Å og følger den til start-  eller slutpunktet på Strædet. Som er på broen over åen ved Vellerupvej. Denne etape er alt i alt kun 10 km. Så jeg har lavet min egen tillægsrute som intet har med strædet at gøre. Nemlig til Skibby gennem ....

Jeg er ikke ynder af selfier, og har heller ikke nogen mobiltelefon. Men øjeblikket kalder på højtidelighed. På dette sted er start- eller slutpunktet på Gudernes Stræde. Ved broen over Vejlemølle Å. Det er her Strædet første informationspæl er sat op.

Egholm Skov og Slot

... Egholm Skov. Og det viser sig at være et fornuftigt valg. For stien (Skovgårsvej) følger de første par kilometer toppen af en meget stejl skrænt ned mod nord. Vellerup Vig er en gammel tunneldal, og den fortsætter så at sige på landjorden flere kilometer mod øst. Hvilket man får en ganske godt indtryk af på Skovgårdsvej. De første par kilometer mod øst går man ovenpå skrænten, herefter nede i den gamle tunneldal og kort før Egholm op igen. Skrænterne er mest imponerende mod vest, mens de mod øst flader noget ud.

En hjortemor og hendes kid opdager slet ikke at jeg åndeløst følger deres færd gennem Egholm Skov. Jeg befinder mig på skrænten, og de dybt nede.

Egholm Museum er vist lukket i dag, selv om døren er åben til deres samling af gamle, antikke og historiske skydevåben fra 1600 -tallet op til og med 2. Verdenskrig. Jeg overvejer et kort øjeblik at omkalfatre til fotograf for Politivennen, men ombestemmer mig i sidste øjeblik. Der er ikke noget personale at se nogen steder.

En bette del af Egholm Slot. Det er dog ikke ikke selve slottet. Det ligger forskanset bag en voldgrav og der er ikke adgang for uvedkommende.

Selve Egholm Slot ligger på en holm. Egholm hovedgård ser præcis ud som det som det var, nemlig et stort betydningsfuldt gods, der har været ejet og beboet af nogle af rigets mest betydelige mænd, næsten alle nært tilknyttet kongemagten, især enevoldskongerne. General Haffner var indenrigsminister i Estrup-regeringen. Bestemt en kulisse for danske film som "Pigen fra Egborg" (1969) med Dirch Passer som skibskok, Karl Stegger som godsbestyrer, Birgit Sadolin som kokkepige, Claus Ryskjær som cykelbud og Ove Sprogøe som advokat. Den bliver sikkert genudsendt for gud ved hvilken gang på TV Charlie. Og desuden kulisse i tv-serien "Livvagterne" (2009-2010)

Afslutning

Det var så Gudernes Stræde. Som bekendt er der meget få steder man frit kan gå rundt i Danmark, så ikke så underligt at vandrestierne ofte falder sammen. Fjordstiens koncept er at følge Isefjorden og Roskilde Fjord. Skjoldungestien at føre vandreren rundt i området ved Lejre. Gudernes Stræde at vise nogle af de mange oldtidshøje og andre fund. Og ofte falder de så sammen. I betragtning af at den dominerende danske landskabstype, kultursteppen som udgør over 60% af Danmark, og oven i den motorveje, veje, byer og landsbyer hugger yderligere ind på de små naturområdet hist og pist, så må man generelt rose Gudernes Stræde og andre stiførere for at sno vandreren hen til de naturskønne områder.

 

De 5 etaper kan ses nederst i indslaget om Mosede Gadstrup. Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

 

Ruten

Ejby-Vellerup ses af folderen Vellerup-KrSaaby. Egholm Skov. Egholm Slot. Egholmmarken. Hovedgaden. Skibby