Arrenæs, Arresø - Auderød-halvøen

Vandreoplevelser står nærmest i kø rundt om Arrenæs: Skov, øde stier, bakker, oldtidsminder, udsigter, dyre- og fugleliv

Udsigt fra Maglehøj. Med en sigtbarhed som i dag mener tavlen på toppen at man kan se til Frederiksborg. Men det kræver da vist en kikkert.

I vandretursfolderen kalder Naturstyrelsen Arresøområdet for præget af en række landskabsformationer som er sjældne i Østdanmark. Og med et par hundrede vandreture i dette område, må jeg give folderen ret. Læg så dertil at der på en dag som denne (som er en vejrmæssige gave) var nærmest mennesketomt, meget lidt trafik og ingen civilisationslyde. Søen selv - Danmarks arealmæssigt største - er der ikke noget at råbe hurra for. Økotilstanden skulle være elendig, og de få steder man fra broer kan gå ud og tjekke sigtbarheden i vandet ser vandet da også alt andet end badevenligt ud. Sigtbarheden er nærmest lig med 0.

Rigt dyreliv

Til gengæld overalt lyde fra fugle, insekter og endog et enkelt sted frøer. Efter at have vandret rundt på strækninger i Østdanmark hvor de øde kultursletter (markerne) dominerer, er det faktisk første gang jeg har oplevet det så intenst. Det er en god øvelse og oplevelse, for jeg må indrømme at jeg næsten havde glemt hvordan det var. Netop derfor er der al mulig grund til at besøge Arrenæs: For at få et lille indblik i hvordan landskabet kan se ud, og måske endda burde se ud.

Af Arrenæs' moser er Nørremose (der dog ligger helt syd på Arrenæs) den mest moseagtige. De andre ligger i skovene, og det mest karakteristiske kendetegn er at disse sidste er fyldt med myg.

En speciel oplevelse er det at passere et lille vandhul i den nordlige del af Auderødlejren før Auderød Skov. Vandhullet er godt beskyttet bag lejrens hegn, men man kan på lang afstand høre en kvækkekoncert som overdøver næsten alt. Det er lige til at blive i godt humør af. Og heldigvis skal man jo ikke overnatte til det.

 

Umiddelbart nord for Nørremose, før man går ind i Sonnerup Skov har man dette overblik over østkysten af Arrenæs.

Men det er ikke gjort med det. Lidt nord for ruinen Dronningholm er der bævere. Jeg ser dem godt nok ikke, men man kan se hvordan de har gnavet af træerne ude i vandløbet der afvander Ladegårdssøen, og ganske tæt på selve ruinen kan man se deres ½-1 meter høje dæmninger som har stemmet vandet op. Boet skulle ligge på en ø ude i mosen. De har selv fundet vej til Arrenæs, hvor de har bygget et bo på en ø inde i mosen.

Bæverdæmningen nord for Dronningholm. Længere ind mod Sportfiskerklubbens hus kan man se afgnavede tykke stammer ude i vandløbet.

Skove

Der er to mindre skovområder på Arrenæs. Sonnerup Skov ligger i Syd, mens Auderød skov ligger i nord. Begge byder på godt skovområde med mange smukke oplevelser. Om end de er noget små. Desuden er fritidshus området ved Hedestien og Lyngbakken også skovagtig. Husene er godt gemt imellem de høje træer og er ofte svære at få øje på.

Auderød Skov har nogle meget smukke og stemningsfyldte moseområder, Sortemose mod syd og Store Rørstensmose mod nord. Det har desværre den bivirkning at der er fyldt med myg i området. Så mange at jeg må droppe mine oprindelige planer om at holde pause ved Arrenæs Næb. Skoven er ganske enkelt så fyldt med myggesværme at man risikerer at blive ædt hvis man stopper op. Eneste mulighed var så fugletårnet på næsset. Men det er allerede optaget. Samtlige seks pladser er optaget af et selskab som nyder udsigten over søen.

Frederikke har netop sat noget der ligner en skoleklasse med tilhørende oppassere af. Jeg går ud fra skipperen nyder stilheden et øjeblik?

Så vandringsmanden må på den igen og i rask tempo marchere langs nordkysten til den lille havn hvor færgen Frederikke lægger til. Til alt held lægger den faktisk til da jeg ankommer. Stedet er i dag mere velegnet til et hvil (der er bl.a. wc), indtil en skoleklasse stiger ud af færgen og dominerer lydbilledet. Især læreren har travlt med at fortælle de unge at de ikke må spise før der er sagt værsgo' (en af dem spørger hvorfor hun så ikke siger værsgo, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Men det sker ikke, så jeg fortrækker hurtigst muligt).

Bakker og oldtidshøje

Oldtidsmenneskene - altså de oprindelige danskere, ikke de efterkommere som senere indvandrere fra bl.a. Sverige og som vi almindeligvis nu kaldes danskere - forstod at sætte stor pris på udsigterne fra de mange højdedrag. Og et af dem er et must for en Arrenæs-vandring, nemlig Maglehøj. 70 meter høj, og alligevel slæbte man altså tørv op nede fra moserne og skabte en gravhøj på toppen. Herfra har man i klart vejr en fantastisk udsigt til alle sider, men især ud over Arresø-området. En af udsigterne har derfor også fået æren af at indlede dette indlæg. Terrænet stiger jævnt helt nede fra slotsruinen Dronningholm der nærmest er i niveau med søen.

Udsigt fra oldtidshøjene ved Dragebjerg. Knap så højt som Maglehøj, men så sandelig betagende. Til gengæld kan omgivelserne fuldt ud konkurrere med Maglehøjs.

Oldtidshøjene ved Dragebjerggård er også et must. Ikke så højt som Maglehøj. Men til gengæld er der 5 af dem, og udsigten fra højdedragene hvor de ligger, er der ikke noget i vejen med. Højene er omkring 3.000 år gamle. Og i betragtning af det virker de stadig imponerende. Hvilket formentlig også var det oprindelige formål med at bygge dem. Udsigten fra disse høje er især flot mod øst over Arresø.Stien nord for disse høje er på en 500 meters strækning næsten groet til med meterhøjt græs, og til tider forsvinder den. Eneste pejlemærker er de røde pæle som markerer hvor klaplågerne er.

Stemningsbillede fra de 5 oldtidshøje ved Dragebjerg. Stedet emmer stadig af fortiden.

Andre gode udsigtspunkter er ved Maglehøjgård (27 meter) syd for Lille Maglehøj mod nord. Herfra har man en flot udsigt mod syd og sydvest.

Det åbne land

Halvøens åbne land er mod syd og nord ret kuperet, mens det midterste område i et ca. 1 kilometer bredt bælte tværs over halvøen ved Auderød er forholdsvis flat. Det er også her landbrugsarealerne er samt nord for det Auderødlejren. Før bevogtedes den af soldater, nu er det Røde Kors-personale som venligt, men bestemt fortæller at man ikke kan skyde genvej gennem lejren til Auderød Skov mod nord.

Midterstykket af Arrenæs med de åbne landbrugsarealer overskues godt fra Moglehøjgård mod syd. Auderød skimtes i baggrunden.

Nørremose ligger ved foden af Arrenæs, og den ene af vandrestierne på Arrenæs har sit udgangspunkt ved det store vådområde, der er Natura 2000 beskyttet. Det betyder, at man skal tage særligt hensyn til de ynglende eller rastende fugle i området og ikke forringe deres livsvilkår på nogen måde.

Museale seværdigheder

På turens udgangspunkt ved Kregme skulle der ligge Birkely Egnsmuseum. Men det ser temmelig utilnærmeligt ud, og to halvstore, gøende hunde forfølger mig hele vejen ned til Nørremose, så jeg undersøger ikke sagen nærmere.

Dronningholm. Arresø til venstre. Man har rekonstrueret den halvmåneformede voldgrav rundt om borgen. Men ellers virker det som om kun kælderen står tilbage. Og vandet stod væsentligt højere dengang den blev bygget.

Dronningholm er en ruin af en 31 m lang østfløj og 30 m lang nordfløj som stammer tilbage fra 1200. Den fik lov til at stå til omkring 1557. Den var da begyndt at forfalde, og lensgreven på Københavns Slot Peter Huitfeldt (ham med gaden tæt på Kultorvet) fik lov til at hente sten mm fra den til møller. Han er sikkert ikke den eneste der har hentet sten derfra. Bl.a. mistænker man Frederiksborg Slot og gårde på Arrenæs for at have hamstret ting og sager fra ruinen.

Fotoserien ender som den startede: Med en udsigt fra Maglehøj. Man kan lige ane Arresøs østlige del langt ude i horisonten.

Krudtmagasinet nr. 2 fra 1908 er lidt svært at finde, men hvis man kigger lidt ind i skoven og op på bakkerne et par hundrede meter syd for Arrenæs Næb får man øje på det. Krudtmagasinet ligger af gode grunde øde. Her opbevarede man det krudt som blev fremstillet i Frederiksværk og krudtmøllerne langs kanalen. Det gjorde så mindre skade hvis skidtet sprang i luften. 25 mennesker mistede trods alt livet på den måde. Og der blev normalt opbevaret 50 tons krudt i det. I dag er magasinet tomt, og gitteret rundt om det er temmelig rustent. Krudtet blev transporteret til magasinet i halmforede hestevogne og opbevaret i trætønder stablet i tre lag.

Ruten

Kregme. Sonnerup Skov sti forbi oldtidshøjene mod Ravnsbakkevej. Auderød Bygade Nordhusvej. Auderød Skov. Auderødvej. Maglehøj. Cirka 17 kilometer.

Kalvebod Fælled rundt, Vestamager

Vestamager er blevet en tilbagevendende del af bloggens indslag. Siden sidste besøg er der gået næsten 2 år

Til glæde for de mange hesteinteresserede, et foto af norske fjordheste, skudt ca. midt på Kanalvej. Og der er mange af dem. Hestene bliver brugt som naturplejere, fordi de elsker græs. Så meget at de af og til må have mundkurv på så de ikke foræder sig. Det bliver de nemlig syge af.

Og siden sidst har Naturstyrelsens vandretursfolder skiftet navn fra Vestamager til Kalvebod Fælled. Hvilket formentligt er mere præcist. Om det så også får et "folkeligt gennembrud" vil tiden vise.

Kalvebod Brygges korte historie

Speaking of Naturstyrelsen, så lad mig repetere hvad Naturstyrelsen fortæller om stedet: Oprindeligt var Vestamager havbund med nogle små øer, Nordre Klapper, Koklapperne og Svenskeholm (opkaldt efter svenske soldater som opholdt sig der under Københavns belejring i 1658-60). I midten af 1800-tallet gik Amagers vestkyst langs Mejlgårdsdiget mellem den nuværende Finderupvej og Bella Center. Dagens tur starter dog ved dette diges sydlige ende. Det var også dengang militæret erobrede området til skydeterræn på Amager Fælled og forbød offentlig adgang.

Et meget typisk billede af Kalvebod Fælled. Flat, græs med spredt krat og enkelte skove. Horisonten næsten altid domineret af storslået byggeri: Avedøreværket mod Vest, Ørestaden mod øst. Flyet der letter i baggrunden. Set fra Fasanskoven i nord mod syd.

I 1930'ernes depression blev en lov vedtaget om at inddæmme området (1939). Det var et beskæftigelsesprojekt. Ydermere fremskyndet af besættelsen i 1940, hvor man kunne bruge projektet til at forhindre at danske arbejdsløse blev sendt til Tyskland på tvangsarbejde. Det tog 3 år at bygge den ca. 14 km lange og fire meter høje dige, grave kanaler og grøfter. Det blev i 2012 forstærket med et 5,9 meter højt dige bag det gamle. Og så har Vestamager ellers levet på pumperne siden. Fuglene strømmede til og fuglereservatet blev oprettet til den i 1952, fredet i 1990.

Kalvebod Fælled set fra Kanalvej mod nordvest. I baggrunden Ørestad. Og knap så langt væk hestestalden med de norske fjordheste. Som det bemærkes ligger Kanalvej lige en anelse over terræn.

Det inddæmmede område blev besat af militæret indtil 1984, undtagen Amager Fælled som var åbent for offentligheden. Så skulle området renses for ueksploderede granater, eksplosiver og ammunition fra over 325 års skydeøvelserne i terrænet. Det var færdigt i 2010, og nu er det kun Klydesø og andre områder fra Statens Vildreservater hvor man ikke har adgang. Her skal fuglene have lov til at få fred. Ud af de godt 20 km2 er 3 km2 senere blevet til Ørestad.

Naturcenter Vestamager. Med sin tætte beliggenhed ved Vestamager metrostation er det en naturlig indgang til fælleden og måske også for Ørestads beboere.

Landbrug og fritidsliv

Det er vist nok slut med traditionelt landbrug på arealet. I bedste storbystil er der i stedet oprettet fx Københavns Kogræsserlaug som har indtaget Amager Fælled for andet år i træk: 11 Hereford-kvier drøvtygger løs langs Ørestad Boulevard vest og nordvest fra Grønjordssøen. Indtil de til efteråret ender som bøffer mm på medlemmernes borde. Jeg gik dog ikke omvejen til velkomstarrangementet klokken 13.00 for at hilse på dyrene. På en af mine tidligere vandringer stiftede jeg bekendtskab med Sundby Kogræsserforening ved Koklapperne. Og hvis man ikke lige har et personligt forhold til de køer, så ligner de køer som de er flest.

Hejresøen i forgrunden og Søndre Pumpe i baggrunden foran dæmningen.Udsigten er flot ind i landet. Og man kan også nyde den fra toppen af dæmningen ca. 1 km vestpå. Men resten af vejen går man på ydersiden uden udsigt ind over fælleden.

Fritidsliv er der nok af ved Vestamager Station med Naturcenter Vestamager (der var det igen). Jeg havde valgt en anderledes rute for variationens skyld og tog Kanalvej. Ikke noget dårligt valg, for den ligger en anelse højere, der er mere bevoksning og så som sagt fritidsaktiviterne ved Naturcentret. Og så er der forbløffende stille, forstået på den måde at trafik og anden bystøj slet ikke kan høres her. Desuden er der på visse strækninger en trampesti ved siden af den næsten snorlige asfaltvej. Ponytræk er ikke åbnet endnu, men det skulle der være i weekender 12-16. Der er ikke engang ponyer. Men syd for Ugandavej er der til gengæld masser af heste, bl.a. norske fjordheste som skulle være det tætteste man kan komme på levende forhistoriske heste.

Vy fra toppen af dæmningen over den østlige del af Klydesø ind mod byen. I baggrunden Avedøreværket som man kan se næsten hele vejen

Dæmningen

For enden af Kanalvej kommer man til de lukkede fuglereservater og dæmningen. Man kan gå oven på dæmningen den første kilomenter efter Søndre Pumpe ud til det første fugletårn. Men så er det også slut. De næste 4 kilometer går man langs et højt dige ind mod land og havet til den anden side. Vejen er her mere egnet til cykelkørsel, og det slår mig (for sent) at det nok havde været smartere at tage turen nord om reservaterne inde i land langs Ellevehøjvej-Reservatvej. I stedet for griber (og senere bebrejder) jeg mig selv i at starte med at ironisere over horderne af grånende, velpolstrede herrer (og enkelte damer) udstyret med Tour de France-outfit fra øverst til nederst, det lader til at samtlige hold er repræsenteret i dag.

Kun fra de 3 fugletårne har man udsigt ind over land og Klydesøen. Dette foto giver et indtryk af dæmningen. Yderst til venstre kan man se asfaltstien med et par cyklister (eller cykelryttere, hedder det vel med det udstyr). Til højre længst væk motorvejsbroen til lufthavnen over Skrædderholmen.

Jeg burde egentlig være advaret, for jeg har gået dæmningsturen en gang før. Den er frisk, så på en drønhed sommerdag kan der være grund til at tage turen. Og så hvis man er optaget af at se på vand. Der er også en bro hvor man kan fiske fra. Eneste mulighed for at kigge ind over Klydesøen er de tre fugletårne som er opstillet med ca. 1 kilomenters afstand.

Birkedam ligger uden for det lukkede fuglereservat op til motorvejen. Området står markeret på kortet som Svenskeholm, og skulle altså være det område som dengang området var hav bestod af nogle lave holme. De er nu ikke sådan lige til at få øje på.

Fasanskoven

I stærk kontrast til den megen trafik på Kanalvej og Dæmningen er der næsten helt mennesketomt i Fasanskoven. Man må bide det i sig at skulle gå ca. km langs Lufthavnsmotorvejens brølende larm, men belønningen er alt rigelig. Skoven består mest af birk der sine sine steder leder tankerne hen på sydsvenske skove. Ikke for ingenting har Naturstyrelsen en af sine lejrpladser her, Sneppen. Og det ser sågar ud til at der er gæster.

Naturstyrelsen har i sin nyeste udgave af folderen strøget afsnittet om områdets historie. Til gengæld står der at området rummer Danmarks største birkeskov. Jeg ved ikke om det er Pinseskoven der hentydes til, men der er i hvert fald også en masse i Fasanskoven. Og de er et betagende syn!

Fuglesangen er intens over hele Kalvebod Fælled, men særlig intens i Fasanskoven. Man kan ikke undgå at blive i godt humør af det. Jeg kender slet ikke stemmerne, men opdager dog en vipstjert på vejen. Jeg er ikke i tvivl om at fuglekendere vil få meget ud af at sidde og lytte her.

Fra Fasanskoven har man et kik mod syd ud over de enorme flade områder. Helt ned til skovområder mod syd.


I det hele taget er det lydene fra fugle og dyr, lugtene fra planter og freden og roen der er Kalvebod Fælleds store force. Fotoer yder egentlig slet ikke stedet fuld retfærdighed. For særlig storslået kan man vel ikke kalde synet af naturen der. Skal man endelig bruge det ord, må det vel snarere være Ørestad man kan bruge det om. Men man skal heller ikke undervurdere Kalvebod Fælled. Jeg har efterhånden vandret flere hundrede vandreture, mest "på landet", og man kan høre, se og lugte meget mere liv end på landets landbrugsarealer. Ironisk nok ser det ud til at storbyens oase Kalvebod Fælled er blevet et tilflugtssted for dyr og planter som ellers systematisk er blevet udryddet på det vi ellers traditionelt kaldte for "på landet". Det er tankevækkende.

Ruten

Vestamager Metro. Kanalstien. Dæmningen. Birkedamsvej. Fasanskovvej. Ørestad Metro. Alt i alt ca. 16 km. Og det er nok det korteste man kan gå hvis man skal hele Kalvebod Fælled rundt.

Sydhavnen og Sluseløbet

Sydhavnen og Sluseholmen er et af hovedstadens største udviklingsområder. På ganske få år er området blevet totalt forandret - og det er slet ikke slut endnu

Et kik gennem Sydhavnen fra Metropolis på Sluseholmen mod nord. Man kan i det fjerne ane tårnene i city. Til venstre Teglholmen

Sydhavnen har på ganske få årtier forvandlet sig til et blandet bolig- og kontorområde. Sovebyer for det travle, moderne storbymenneske som drømmer om adgang til fritidsaktiviteter som vand og hav giver mulighed for. Etagebyggerier i 5-7 etagers højde er skudt op langs den 4-5 km lange havnestrækning mellem Langebro og syd for Sjællandsbroen.

Nyt møder gammelt: Banedanmarks nye kontroltårn der skal styre hovedstadsområdets trafik og i forgrunden et gammelt drejeskiveanlæg til at vende lokomotiver. Til højre udenfor billedet Fisketorvet. "Det vil ikke bare minimere pendlernes rejsetider, men også give dem et overblik over, hvor meget tid de skal sætte af til turen." Siger Morten Kabell, og "Vi får også bedre muligheder for i fællesskab at håndtere planlagte og uplanlagte hændelser som vejarbejder, trafikulykker og skybrud", siger Per Jacobsen fra Vejdirektoratet.

Jeg er så gammel at jeg har oplevet 1950'erne og 1960'erne hvor havnen opfyldte sit oprindelige formål: De kæmpestore maskiner, kraner, endeløse rækker af godstog, kæmpehaller med varer og åbne lagre med kul. Kajerne var spændende, men farlige steder at opholde sig for børn. Højt oppe styrede kranerne, og nede langsomme lokomotiver. Møgbeskidte havnearbejdere med kulsorte hoveder, beskidt tøj og store arbejdshandsker. Hvinende larm og banken af stål mod stål fra togskinner og når kranernes grab stødte mod jernskibenes sider. Fremmede lugte, fremmedartede ting som kryolit som af og til faldt ved siden af. Små skibsprovianthandlere og havneknejper som var adgang forbudt for børn.

Tømmergraven over for Københavns Roklub. Skibbroen hedder kajen. Og der er da også enkelte skibe som for længst er ophørt med at arbejde med hvad de oprindeligt blev bygget for.

Og hvad specielt også gælder dette område: DSBs gamle rangerterræn, værkstederne, kineserhusene osv. mellem havnen er blevet åbnet. Godstransport foregår nu i langt mindre grad med tog. Og hele området langs Otto Busses vej mellem Sydhavnen Station og Dybbølsbro - Fisketorvet er næsten - næsten åbnet for publikum. For mange ældre kan det måske forekomme at alt dette har været der altid. Men set i historisk målestok eksisterede det kun en kort tid. En kort men vigtig parentes i områdets historie. For før den tid (dvs fortrinsvis fra før år 1900, altså for kun lidt over 100 år siden) var området et lavvandet hav. Som vi også hører om det i Politivennen. København er i stadig forandring.

Byggestøvet og de fine sand svier i øjnene og sætter sig på briller og kameralinse: Her ved Enghave Brygge hvor Engholmene snart kommer til at stå henter skibet fint sand, som sendes til .... (se foto senere i indslaget).

De eneste rester er tilsandede jernbanespor hist og her, mærkelige skure som mirakuløst har overlevet, en betonmur her, en fortøjningspæl der. I stedet er hele havnefronten nu ved at være færdig. Mærkværdigvis er et af de ældste endnu eksisterende huse i havnen også en af de første forvarsler om hvad havnen ville blive til: Fritid. Nemlig Københavns Roklubs bygning ved Tømmergraven. Huset er fra 1941. Men klubben stammer tilbage fra 1866 - et årstal som også står på huset facade. At man trænede roning på ret usædvanlig måde, fremgår af at klubben vandt OL i tovtrækning i 1900. Og endnu i 1970 kunne det vække opsigt at nogen foreslog at optage kvinder i roklubben. Et forhold som der dog siden synes at være rettet op på. I hvert fald er kvinder optaget i klubben Hall of Fame i 2001. Sport er der siden kommet rigeligt af. Og havnen opfylder i dag mest fritidsinteresser. Sejlsport, badning, lystfiskeri mm.

Det er svært at gengive H. C. Ørstedsværkets storhed på foto. Måske fremgår det af den 4-etages bygning til højre i billedet som ikke syner af ret meget.

H. C. Ørstedværket og Engholmen

Et enkelt levn er der dog fra "fortiden": H. C. Ørstedværket. Værket blev indviet i 1920 og var i de første to årtier af sin levetid Danmarks største. På sit højeste leverede værket halvdelen af Danmarks elektricitet. Men det lever stadig videre i bedste velgående og er i sandhed stadig imponerende når man nærmer sig området. Det er blevet udvidet ad flere omgange og leverer elektricitet til København. I starten og indtil 1996 med kul, senere med naturgas hvis anlæg man kan se ved Landvindingsgade. Striben syd for værket langs Elværksvej er ikke DONGs, men HOFORs spildevandsanlæg. Jeg havde set frem til at se den store B&W dieselmotor, i 1933 verdens største nemlig 24,5 m lang og 12,5 meter høj og sværvægter af 1.400 tons. Motoren bliver kortvarigt sat i gang kl. 11. Men mine forberedelser var for dårlige. Det viser sig at der kun er åbent på hverdage 10-16, så jeg måtte hele vejen tilbage til Vasbygade.

Frederiksholmsløbet adskiller H. C. Ørstedsværket (til højre uden for billedet) fra Teglholmen (til venstre). På fotoet ses nogle af de allestedsnærværende lystbåde, i baggrunden Frederiks Brygge.

Mellem værket og havnen opføres i disse år Engholmene. Stort mere end en byggeplads er der ikke tale om, og der er ikke adgang for publikum (ikke at jeg synes det overhovedet er et område som nogen vandrer skulle føle sig tiltrukket af at gå rundt i. På kajen Enghave Brygge læsses der i dag sand som bliver sejlet ned til Teglholmens sydøstlige hjørne. Jeg kunne ikke sådan lige se hvad det skulle gøre godt for. En sandstrand måske?

Vest for værket opføres et andet stort byggeri, Frederiks Brygge ved Frederikshomlmsløbet. Der er åbnet en nu vej ind til dette over for Himmelekspressen. Vejen går forbi en gammel restaureret B&W støberi- eller smedjebygning fra 1925 hvor der i det sidste halve år har været et i moderne stil indrettet "Italiens Madtempel". Ifølge Politiken skulle det både være et mekka for herboende italienere og for elskere af italiensk mad. I bunden af Frederiksholmsløbet er folk allerede flyttet ind, men nordsiden langs H. C. Ørstedsværket er stadig byggeplads.

Teglholmen fra sin bedste side: Et grønt område syd for Teglholmsgade. Men området er unikt på Teglholmen der mest består af 5-6 etagesbyggeri adskilt af parkeringspladser.

Teglholmen og Sluseholmen

Fra Frederiks Brygge har man adgang til Teglholmen. Holmen fremstår for mig som det tættest bebyggede område i Sydhavnen pt. Op til 7 etager med parkeringspladser alle vegne og kun ganske få grønne områder. Havneområderne har da også selv på en fantastisk solskinsdag som i dag overhovedet ikke tiltrukket mere end 3 personer og så undertegnede. Kajerne ligger øde hen, der er ikke liv at se nogen som helst steder. Der er livlig byggeaktivitet i området, bl.a. Teglværksbyen og Teglhusene. Meget tegl er der dog ikke i byggeriet. Det består hovedsagelig af grå beton, sort glas og stål mm. Dette er især tydeligt når man står ved Teglværkshavnen hvor man har en god udsigt til det omkringliggende byggeri.

Og her genser vi så skibet fra ovenfor: Ca en kilometer sydligere, ved Teglholmens sydøstlige højre. Sandet dumpes i vandet meget dybt nede. I baggrunden set byggekraner og halvfærdigt byggeri på Teglholmen. Foto fra Sluseholmen, tæt på Metropolis.

Mere liv synes der at være på Sluseholmen hvor der også er bevaret nogle røde skure langs Sluseløbet, måske i det mindste for at forskåne det historiske område omkring sluseanlægget. Man kan nu gå langs hele sluseløbet ned til Sjællandsbroen, det sidste stykke dog pt på nogle interimistiske grusstier. Ved Sjællandsbroen bør langsomme vandrere bevæge sig ned mod lyskrydset for at komme over den stærkt trafikerede vej. Her kunne man ønske sig at der var en tunnel eller gangbro til stien der lokker lige over for.

Mens det industrielle, det fremstillingsvirksomhedsagtige og handelsmæssige er ved at blive udraderet fra havnemiljøet, værner man stadig om fritidslivet gennem tiderne. Som Københavns Roklubs bygning er også de små bådeskure ved Sluseholmen bevaret. Her set mod Slusen.

Fiskerihavnen og Sydhavnstippen

Hedder sikkert sådan fordi der engang fandt fiskeri sted her, og det ser der da også ud til at gøre i mindre grad endnu. Men ellers er det en lystbådehavn. I inderhavnen er der en masse skure lavet af skurvogne, gamle godsvogne, brædder eller styrehuse fra fiskerbåde mm.

Fiskerihavnsafsnittet af Fiskerihavnen? I hvert fald er der stadig fiskekasser, net til tørre, en enkelt fisker der røgter garn osv. i dette område. Resten må vist henregnes under fritidsinteresser.

Man kan godt gå længere sydpå, men ikke langs kajen, da denne er optaget af forskellige bådeklubber der har indhegnet deres område og forsynet det med en masse adgang forbudt skilte. Undtagen et enkelt sted, Tutten på Mellemfortet, som er et madsted. Her er tilsyneladende også adgang for andre. Men sådan spiller Vandringsmanden ikke på klaver. Hvis folk absolut vil have deres privatliv, så forstyrrer jeg så absolut ikke, de må gerne have deres madsted i fred, og jeg har på ingen måde nogen som helst lyst til at sætte mig ind på et sådant sted.

Klinten på Tippen med udsigt til motorvejsbroen til lufthavnen i baggrunden rummer ingen geologiske sensationer, men blot nogle få årtiers ophobning af byggeskrot. Mig bekendt har det (endnu ikke) kastet en videnskab af sig.

Egentlig stopper havneområdet vel her. Men man bør unde sig en tur på det meget særprægede område Tippen. På overfalden ligner det en slags overdrev, med græs, krat og enkelte træer. Men under overfladen gemmer sig byggeaffald. For Tippen er ligesom Valbyparken opstået som følge af enorme mængder af affald: Beton, jernskrot, mursten, asfalt, sten osv. Så klinterne byder ikke på interessante geologiske studier af aflejringer siden istiden, men ganske få årtiers lag af de ovennævnte effekter. Tippen selv er markeret med et enormt bildæk samt forvredent jern. Og gæster på Tippen har ikke haft problemer med at bygge grill af forskellige byggemateriale: Mursten, gamle fliser, jernstænger osv. Tippen afgræsses af får som også fjerner bjørneklo ved samme lejlighed. Og træerne ser også ud til at blive holdt nede af - lamaer! Eller i hvert fald 1 lama. Jeg havde godt nok hørt om det fra en kollega, men jeg troede ikke at de gik næsten frit omkring. Og de er ligesom fårene ganske vant til mennesker. Lamaen ænser knap nok at jeg går forbi ganske få meter væk.

Et kik over Lorterenden til Guldkysten. Ak ja, sådan hedder det i det danske folkevid, Havnen er ved at holde op. Nu bevæger vi os over i Valbyparken.

Tippen minder på mange måder om Amager Fælles før Ørestaden. Og lur mig om ikke der er planer om at bebygge den lige sådan. Når jeg efterfølgende går gennem Valbyparken, håber jeg dog inderligt på at man man vil kopiere denne snarere model snarere både Amager og Teglholmen. At komme fra Teglholmens stål, glas og beton uden mennesker til Valbyparken med dens liv af både mennesker, dyr og planter, er at blive i godt humør. Fra i morgen er der desuden Middelaldermarked. Jeg håber for de mennesker der nu er i gang med at sætte telte mm op at vejret holder (selv om vejrudsigten ikke lover for godt).

Ruten

Enghave Station. Fisketorvet. Langs havnen sydpå. Tippen. Valbyparken. linje 3.