Sydhavnen og Sluseløbet

Sydhavnen og Sluseholmen er et af hovedstadens største udviklingsområder. På ganske få år er området blevet totalt forandret - og det er slet ikke slut endnu

Et kik gennem Sydhavnen fra Metropolis på Sluseholmen mod nord. Man kan i det fjerne ane tårnene i city. Til venstre Teglholmen

Sydhavnen har på ganske få årtier forvandlet sig til et blandet bolig- og kontorområde. Sovebyer for det travle, moderne storbymenneske som drømmer om adgang til fritidsaktiviteter som vand og hav giver mulighed for. Etagebyggerier i 5-7 etagers højde er skudt op langs den 4-5 km lange havnestrækning mellem Langebro og syd for Sjællandsbroen.

Nyt møder gammelt: Banedanmarks nye kontroltårn der skal styre hovedstadsområdets trafik og i forgrunden et gammelt drejeskiveanlæg til at vende lokomotiver. Til højre udenfor billedet Fisketorvet. "Det vil ikke bare minimere pendlernes rejsetider, men også give dem et overblik over, hvor meget tid de skal sætte af til turen." Siger Morten Kabell, og "Vi får også bedre muligheder for i fællesskab at håndtere planlagte og uplanlagte hændelser som vejarbejder, trafikulykker og skybrud", siger Per Jacobsen fra Vejdirektoratet.

Jeg er så gammel at jeg har oplevet 1950'erne og 1960'erne hvor havnen opfyldte sit oprindelige formål: De kæmpestore maskiner, kraner, endeløse rækker af godstog, kæmpehaller med varer og åbne lagre med kul. Kajerne var spændende, men farlige steder at opholde sig for børn. Højt oppe styrede kranerne, og nede langsomme lokomotiver. Møgbeskidte havnearbejdere med kulsorte hoveder, beskidt tøj og store arbejdshandsker. Hvinende larm og banken af stål mod stål fra togskinner og når kranernes grab stødte mod jernskibenes sider. Fremmede lugte, fremmedartede ting som kryolit som af og til faldt ved siden af. Små skibsprovianthandlere og havneknejper som var adgang forbudt for børn.

Tømmergraven over for Københavns Roklub. Skibbroen hedder kajen. Og der er da også enkelte skibe som for længst er ophørt med at arbejde med hvad de oprindeligt blev bygget for.

Og hvad specielt også gælder dette område: DSBs gamle rangerterræn, værkstederne, kineserhusene osv. mellem havnen er blevet åbnet. Godstransport foregår nu i langt mindre grad med tog. Og hele området langs Otto Busses vej mellem Sydhavnen Station og Dybbølsbro - Fisketorvet er næsten - næsten åbnet for publikum. For mange ældre kan det måske forekomme at alt dette har været der altid. Men set i historisk målestok eksisterede det kun en kort tid. En kort men vigtig parentes i områdets historie. For før den tid (dvs fortrinsvis fra før år 1900, altså for kun lidt over 100 år siden) var området et lavvandet hav. Som vi også hører om det i Politivennen. København er i stadig forandring.

Byggestøvet og de fine sand svier i øjnene og sætter sig på briller og kameralinse: Her ved Enghave Brygge hvor Engholmene snart kommer til at stå henter skibet fint sand, som sendes til .... (se foto senere i indslaget).

De eneste rester er tilsandede jernbanespor hist og her, mærkelige skure som mirakuløst har overlevet, en betonmur her, en fortøjningspæl der. I stedet er hele havnefronten nu ved at være færdig. Mærkværdigvis er et af de ældste endnu eksisterende huse i havnen også en af de første forvarsler om hvad havnen ville blive til: Fritid. Nemlig Københavns Roklubs bygning ved Tømmergraven. Huset er fra 1941. Men klubben stammer tilbage fra 1866 - et årstal som også står på huset facade. At man trænede roning på ret usædvanlig måde, fremgår af at klubben vandt OL i tovtrækning i 1900. Og endnu i 1970 kunne det vække opsigt at nogen foreslog at optage kvinder i roklubben. Et forhold som der dog siden synes at være rettet op på. I hvert fald er kvinder optaget i klubben Hall of Fame i 2001. Sport er der siden kommet rigeligt af. Og havnen opfylder i dag mest fritidsinteresser. Sejlsport, badning, lystfiskeri mm.

Det er svært at gengive H. C. Ørstedsværkets storhed på foto. Måske fremgår det af den 4-etages bygning til højre i billedet som ikke syner af ret meget.

H. C. Ørstedværket og Engholmen

Et enkelt levn er der dog fra "fortiden": H. C. Ørstedværket. Værket blev indviet i 1920 og var i de første to årtier af sin levetid Danmarks største. På sit højeste leverede værket halvdelen af Danmarks elektricitet. Men det lever stadig videre i bedste velgående og er i sandhed stadig imponerende når man nærmer sig området. Det er blevet udvidet ad flere omgange og leverer elektricitet til København. I starten og indtil 1996 med kul, senere med naturgas hvis anlæg man kan se ved Landvindingsgade. Striben syd for værket langs Elværksvej er ikke DONGs, men HOFORs spildevandsanlæg. Jeg havde set frem til at se den store B&W dieselmotor, i 1933 verdens største nemlig 24,5 m lang og 12,5 meter høj og sværvægter af 1.400 tons. Motoren bliver kortvarigt sat i gang kl. 11. Men mine forberedelser var for dårlige. Det viser sig at der kun er åbent på hverdage 10-16, så jeg måtte hele vejen tilbage til Vasbygade.

Frederiksholmsløbet adskiller H. C. Ørstedsværket (til højre uden for billedet) fra Teglholmen (til venstre). På fotoet ses nogle af de allestedsnærværende lystbåde, i baggrunden Frederiks Brygge.

Mellem værket og havnen opføres i disse år Engholmene. Stort mere end en byggeplads er der ikke tale om, og der er ikke adgang for publikum (ikke at jeg synes det overhovedet er et område som nogen vandrer skulle føle sig tiltrukket af at gå rundt i. På kajen Enghave Brygge læsses der i dag sand som bliver sejlet ned til Teglholmens sydøstlige hjørne. Jeg kunne ikke sådan lige se hvad det skulle gøre godt for. En sandstrand måske?

Vest for værket opføres et andet stort byggeri, Frederiks Brygge ved Frederikshomlmsløbet. Der er åbnet en nu vej ind til dette over for Himmelekspressen. Vejen går forbi en gammel restaureret B&W støberi- eller smedjebygning fra 1925 hvor der i det sidste halve år har været et i moderne stil indrettet "Italiens Madtempel". Ifølge Politiken skulle det både være et mekka for herboende italienere og for elskere af italiensk mad. I bunden af Frederiksholmsløbet er folk allerede flyttet ind, men nordsiden langs H. C. Ørstedsværket er stadig byggeplads.

Teglholmen fra sin bedste side: Et grønt område syd for Teglholmsgade. Men området er unikt på Teglholmen der mest består af 5-6 etagesbyggeri adskilt af parkeringspladser.

Teglholmen og Sluseholmen

Fra Frederiks Brygge har man adgang til Teglholmen. Holmen fremstår for mig som det tættest bebyggede område i Sydhavnen pt. Op til 7 etager med parkeringspladser alle vegne og kun ganske få grønne områder. Havneområderne har da også selv på en fantastisk solskinsdag som i dag overhovedet ikke tiltrukket mere end 3 personer og så undertegnede. Kajerne ligger øde hen, der er ikke liv at se nogen som helst steder. Der er livlig byggeaktivitet i området, bl.a. Teglværksbyen og Teglhusene. Meget tegl er der dog ikke i byggeriet. Det består hovedsagelig af grå beton, sort glas og stål mm. Dette er især tydeligt når man står ved Teglværkshavnen hvor man har en god udsigt til det omkringliggende byggeri.

Og her genser vi så skibet fra ovenfor: Ca en kilometer sydligere, ved Teglholmens sydøstlige højre. Sandet dumpes i vandet meget dybt nede. I baggrunden set byggekraner og halvfærdigt byggeri på Teglholmen. Foto fra Sluseholmen, tæt på Metropolis.

Mere liv synes der at være på Sluseholmen hvor der også er bevaret nogle røde skure langs Sluseløbet, måske i det mindste for at forskåne det historiske område omkring sluseanlægget. Man kan nu gå langs hele sluseløbet ned til Sjællandsbroen, det sidste stykke dog pt på nogle interimistiske grusstier. Ved Sjællandsbroen bør langsomme vandrere bevæge sig ned mod lyskrydset for at komme over den stærkt trafikerede vej. Her kunne man ønske sig at der var en tunnel eller gangbro til stien der lokker lige over for.

Mens det industrielle, det fremstillingsvirksomhedsagtige og handelsmæssige er ved at blive udraderet fra havnemiljøet, værner man stadig om fritidslivet gennem tiderne. Som Københavns Roklubs bygning er også de små bådeskure ved Sluseholmen bevaret. Her set mod Slusen.

Fiskerihavnen og Sydhavnstippen

Hedder sikkert sådan fordi der engang fandt fiskeri sted her, og det ser der da også ud til at gøre i mindre grad endnu. Men ellers er det en lystbådehavn. I inderhavnen er der en masse skure lavet af skurvogne, gamle godsvogne, brædder eller styrehuse fra fiskerbåde mm.

Fiskerihavnsafsnittet af Fiskerihavnen? I hvert fald er der stadig fiskekasser, net til tørre, en enkelt fisker der røgter garn osv. i dette område. Resten må vist henregnes under fritidsinteresser.

Man kan godt gå længere sydpå, men ikke langs kajen, da denne er optaget af forskellige bådeklubber der har indhegnet deres område og forsynet det med en masse adgang forbudt skilte. Undtagen et enkelt sted, Tutten på Mellemfortet, som er et madsted. Her er tilsyneladende også adgang for andre. Men sådan spiller Vandringsmanden ikke på klaver. Hvis folk absolut vil have deres privatliv, så forstyrrer jeg så absolut ikke, de må gerne have deres madsted i fred, og jeg har på ingen måde nogen som helst lyst til at sætte mig ind på et sådant sted.

Klinten på Tippen med udsigt til motorvejsbroen til lufthavnen i baggrunden rummer ingen geologiske sensationer, men blot nogle få årtiers ophobning af byggeskrot. Mig bekendt har det (endnu ikke) kastet en videnskab af sig.

Egentlig stopper havneområdet vel her. Men man bør unde sig en tur på det meget særprægede område Tippen. På overfalden ligner det en slags overdrev, med græs, krat og enkelte træer. Men under overfladen gemmer sig byggeaffald. For Tippen er ligesom Valbyparken opstået som følge af enorme mængder af affald: Beton, jernskrot, mursten, asfalt, sten osv. Så klinterne byder ikke på interessante geologiske studier af aflejringer siden istiden, men ganske få årtiers lag af de ovennævnte effekter. Tippen selv er markeret med et enormt bildæk samt forvredent jern. Og gæster på Tippen har ikke haft problemer med at bygge grill af forskellige byggemateriale: Mursten, gamle fliser, jernstænger osv. Tippen afgræsses af får som også fjerner bjørneklo ved samme lejlighed. Og træerne ser også ud til at blive holdt nede af - lamaer! Eller i hvert fald 1 lama. Jeg havde godt nok hørt om det fra en kollega, men jeg troede ikke at de gik næsten frit omkring. Og de er ligesom fårene ganske vant til mennesker. Lamaen ænser knap nok at jeg går forbi ganske få meter væk.

Et kik over Lorterenden til Guldkysten. Ak ja, sådan hedder det i det danske folkevid, Havnen er ved at holde op. Nu bevæger vi os over i Valbyparken.

Tippen minder på mange måder om Amager Fælles før Ørestaden. Og lur mig om ikke der er planer om at bebygge den lige sådan. Når jeg efterfølgende går gennem Valbyparken, håber jeg dog inderligt på at man man vil kopiere denne snarere model snarere både Amager og Teglholmen. At komme fra Teglholmens stål, glas og beton uden mennesker til Valbyparken med dens liv af både mennesker, dyr og planter, er at blive i godt humør. Fra i morgen er der desuden Middelaldermarked. Jeg håber for de mennesker der nu er i gang med at sætte telte mm op at vejret holder (selv om vejrudsigten ikke lover for godt).

Ruten

Enghave Station. Fisketorvet. Langs havnen sydpå. Tippen. Valbyparken. linje 3.