Sydhavnen og Sluseløbet

Sydhavnen og Sluseholmen er et af hovedstadens største udviklingsområder. På ganske få år er området blevet totalt forandret - og det er slet ikke slut endnu

Et kik gennem Sydhavnen fra Metropolis på Sluseholmen mod nord. Man kan i det fjerne ane tårnene i city. Til venstre Teglholmen

Sydhavnen har på ganske få årtier forvandlet sig til et blandet bolig- og kontorområde. Sovebyer for det travle, moderne storbymenneske som drømmer om adgang til fritidsaktiviteter som vand og hav giver mulighed for. Etagebyggerier i 5-7 etagers højde er skudt op langs den 4-5 km lange havnestrækning mellem Langebro og syd for Sjællandsbroen.

Nyt møder gammelt: Banedanmarks nye kontroltårn der skal styre hovedstadsområdets trafik og i forgrunden et gammelt drejeskiveanlæg til at vende lokomotiver. Til højre udenfor billedet Fisketorvet. "Det vil ikke bare minimere pendlernes rejsetider, men også give dem et overblik over, hvor meget tid de skal sætte af til turen." Siger Morten Kabell, og "Vi får også bedre muligheder for i fællesskab at håndtere planlagte og uplanlagte hændelser som vejarbejder, trafikulykker og skybrud", siger Per Jacobsen fra Vejdirektoratet.

Jeg er så gammel at jeg har oplevet 1950'erne og 1960'erne hvor havnen opfyldte sit oprindelige formål: De kæmpestore maskiner, kraner, endeløse rækker af godstog, kæmpehaller med varer og åbne lagre med kul. Kajerne var spændende, men farlige steder at opholde sig for børn. Højt oppe styrede kranerne, og nede langsomme lokomotiver. Møgbeskidte havnearbejdere med kulsorte hoveder, beskidt tøj og store arbejdshandsker. Hvinende larm og banken af stål mod stål fra togskinner og når kranernes grab stødte mod jernskibenes sider. Fremmede lugte, fremmedartede ting som kryolit som af og til faldt ved siden af. Små skibsprovianthandlere og havneknejper som var adgang forbudt for børn.

Tømmergraven over for Københavns Roklub. Skibbroen hedder kajen. Og der er da også enkelte skibe som for længst er ophørt med at arbejde med hvad de oprindeligt blev bygget for.

Og hvad specielt også gælder dette område: DSBs gamle rangerterræn, værkstederne, kineserhusene osv. mellem havnen er blevet åbnet. Godstransport foregår nu i langt mindre grad med tog. Og hele området langs Otto Busses vej mellem Sydhavnen Station og Dybbølsbro - Fisketorvet er næsten - næsten åbnet for publikum. For mange ældre kan det måske forekomme at alt dette har været der altid. Men set i historisk målestok eksisterede det kun en kort tid. En kort men vigtig parentes i områdets historie. For før den tid (dvs fortrinsvis fra før år 1900, altså for kun lidt over 100 år siden) var området et lavvandet hav. Som vi også hører om det i Politivennen. København er i stadig forandring.

Byggestøvet og de fine sand svier i øjnene og sætter sig på briller og kameralinse: Her ved Enghave Brygge hvor Engholmene snart kommer til at stå henter skibet fint sand, som sendes til .... (se foto senere i indslaget).

De eneste rester er tilsandede jernbanespor hist og her, mærkelige skure som mirakuløst har overlevet, en betonmur her, en fortøjningspæl der. I stedet er hele havnefronten nu ved at være færdig. Mærkværdigvis er et af de ældste endnu eksisterende huse i havnen også en af de første forvarsler om hvad havnen ville blive til: Fritid. Nemlig Københavns Roklubs bygning ved Tømmergraven. Huset er fra 1941. Men klubben stammer tilbage fra 1866 - et årstal som også står på huset facade. At man trænede roning på ret usædvanlig måde, fremgår af at klubben vandt OL i tovtrækning i 1900. Og endnu i 1970 kunne det vække opsigt at nogen foreslog at optage kvinder i roklubben. Et forhold som der dog siden synes at være rettet op på. I hvert fald er kvinder optaget i klubben Hall of Fame i 2001. Sport er der siden kommet rigeligt af. Og havnen opfylder i dag mest fritidsinteresser. Sejlsport, badning, lystfiskeri mm.

Det er svært at gengive H. C. Ørstedsværkets storhed på foto. Måske fremgår det af den 4-etages bygning til højre i billedet som ikke syner af ret meget.

H. C. Ørstedværket og Engholmen

Et enkelt levn er der dog fra "fortiden": H. C. Ørstedværket. Værket blev indviet i 1920 og var i de første to årtier af sin levetid Danmarks største. På sit højeste leverede værket halvdelen af Danmarks elektricitet. Men det lever stadig videre i bedste velgående og er i sandhed stadig imponerende når man nærmer sig området. Det er blevet udvidet ad flere omgange og leverer elektricitet til København. I starten og indtil 1996 med kul, senere med naturgas hvis anlæg man kan se ved Landvindingsgade. Striben syd for værket langs Elværksvej er ikke DONGs, men HOFORs spildevandsanlæg. Jeg havde set frem til at se den store B&W dieselmotor, i 1933 verdens største nemlig 24,5 m lang og 12,5 meter høj og sværvægter af 1.400 tons. Motoren bliver kortvarigt sat i gang kl. 11. Men mine forberedelser var for dårlige. Det viser sig at der kun er åbent på hverdage 10-16, så jeg måtte hele vejen tilbage til Vasbygade.

Frederiksholmsløbet adskiller H. C. Ørstedsværket (til højre uden for billedet) fra Teglholmen (til venstre). På fotoet ses nogle af de allestedsnærværende lystbåde, i baggrunden Frederiks Brygge.

Mellem værket og havnen opføres i disse år Engholmene. Stort mere end en byggeplads er der ikke tale om, og der er ikke adgang for publikum (ikke at jeg synes det overhovedet er et område som nogen vandrer skulle føle sig tiltrukket af at gå rundt i. På kajen Enghave Brygge læsses der i dag sand som bliver sejlet ned til Teglholmens sydøstlige hjørne. Jeg kunne ikke sådan lige se hvad det skulle gøre godt for. En sandstrand måske?

Vest for værket opføres et andet stort byggeri, Frederiks Brygge ved Frederikshomlmsløbet. Der er åbnet en nu vej ind til dette over for Himmelekspressen. Vejen går forbi en gammel restaureret B&W støberi- eller smedjebygning fra 1925 hvor der i det sidste halve år har været et i moderne stil indrettet "Italiens Madtempel". Ifølge Politiken skulle det både være et mekka for herboende italienere og for elskere af italiensk mad. I bunden af Frederiksholmsløbet er folk allerede flyttet ind, men nordsiden langs H. C. Ørstedsværket er stadig byggeplads.

Teglholmen fra sin bedste side: Et grønt område syd for Teglholmsgade. Men området er unikt på Teglholmen der mest består af 5-6 etagesbyggeri adskilt af parkeringspladser.

Teglholmen og Sluseholmen

Fra Frederiks Brygge har man adgang til Teglholmen. Holmen fremstår for mig som det tættest bebyggede område i Sydhavnen pt. Op til 7 etager med parkeringspladser alle vegne og kun ganske få grønne områder. Havneområderne har da også selv på en fantastisk solskinsdag som i dag overhovedet ikke tiltrukket mere end 3 personer og så undertegnede. Kajerne ligger øde hen, der er ikke liv at se nogen som helst steder. Der er livlig byggeaktivitet i området, bl.a. Teglværksbyen og Teglhusene. Meget tegl er der dog ikke i byggeriet. Det består hovedsagelig af grå beton, sort glas og stål mm. Dette er især tydeligt når man står ved Teglværkshavnen hvor man har en god udsigt til det omkringliggende byggeri.

Og her genser vi så skibet fra ovenfor: Ca en kilometer sydligere, ved Teglholmens sydøstlige højre. Sandet dumpes i vandet meget dybt nede. I baggrunden set byggekraner og halvfærdigt byggeri på Teglholmen. Foto fra Sluseholmen, tæt på Metropolis.

Mere liv synes der at være på Sluseholmen hvor der også er bevaret nogle røde skure langs Sluseløbet, måske i det mindste for at forskåne det historiske område omkring sluseanlægget. Man kan nu gå langs hele sluseløbet ned til Sjællandsbroen, det sidste stykke dog pt på nogle interimistiske grusstier. Ved Sjællandsbroen bør langsomme vandrere bevæge sig ned mod lyskrydset for at komme over den stærkt trafikerede vej. Her kunne man ønske sig at der var en tunnel eller gangbro til stien der lokker lige over for.

Mens det industrielle, det fremstillingsvirksomhedsagtige og handelsmæssige er ved at blive udraderet fra havnemiljøet, værner man stadig om fritidslivet gennem tiderne. Som Københavns Roklubs bygning er også de små bådeskure ved Sluseholmen bevaret. Her set mod Slusen.

Fiskerihavnen og Sydhavnstippen

Hedder sikkert sådan fordi der engang fandt fiskeri sted her, og det ser der da også ud til at gøre i mindre grad endnu. Men ellers er det en lystbådehavn. I inderhavnen er der en masse skure lavet af skurvogne, gamle godsvogne, brædder eller styrehuse fra fiskerbåde mm.

Fiskerihavnsafsnittet af Fiskerihavnen? I hvert fald er der stadig fiskekasser, net til tørre, en enkelt fisker der røgter garn osv. i dette område. Resten må vist henregnes under fritidsinteresser.

Man kan godt gå længere sydpå, men ikke langs kajen, da denne er optaget af forskellige bådeklubber der har indhegnet deres område og forsynet det med en masse adgang forbudt skilte. Undtagen et enkelt sted, Tutten på Mellemfortet, som er et madsted. Her er tilsyneladende også adgang for andre. Men sådan spiller Vandringsmanden ikke på klaver. Hvis folk absolut vil have deres privatliv, så forstyrrer jeg så absolut ikke, de må gerne have deres madsted i fred, og jeg har på ingen måde nogen som helst lyst til at sætte mig ind på et sådant sted.

Klinten på Tippen med udsigt til motorvejsbroen til lufthavnen i baggrunden rummer ingen geologiske sensationer, men blot nogle få årtiers ophobning af byggeskrot. Mig bekendt har det (endnu ikke) kastet en videnskab af sig.

Egentlig stopper havneområdet vel her. Men man bør unde sig en tur på det meget særprægede område Tippen. På overfalden ligner det en slags overdrev, med græs, krat og enkelte træer. Men under overfladen gemmer sig byggeaffald. For Tippen er ligesom Valbyparken opstået som følge af enorme mængder af affald: Beton, jernskrot, mursten, asfalt, sten osv. Så klinterne byder ikke på interessante geologiske studier af aflejringer siden istiden, men ganske få årtiers lag af de ovennævnte effekter. Tippen selv er markeret med et enormt bildæk samt forvredent jern. Og gæster på Tippen har ikke haft problemer med at bygge grill af forskellige byggemateriale: Mursten, gamle fliser, jernstænger osv. Tippen afgræsses af får som også fjerner bjørneklo ved samme lejlighed. Og træerne ser også ud til at blive holdt nede af - lamaer! Eller i hvert fald 1 lama. Jeg havde godt nok hørt om det fra en kollega, men jeg troede ikke at de gik næsten frit omkring. Og de er ligesom fårene ganske vant til mennesker. Lamaen ænser knap nok at jeg går forbi ganske få meter væk.

Et kik over Lorterenden til Guldkysten. Ak ja, sådan hedder det i det danske folkevid, Havnen er ved at holde op. Nu bevæger vi os over i Valbyparken.

Tippen minder på mange måder om Amager Fælles før Ørestaden. Og lur mig om ikke der er planer om at bebygge den lige sådan. Når jeg efterfølgende går gennem Valbyparken, håber jeg dog inderligt på at man man vil kopiere denne snarere model snarere både Amager og Teglholmen. At komme fra Teglholmens stål, glas og beton uden mennesker til Valbyparken med dens liv af både mennesker, dyr og planter, er at blive i godt humør. Fra i morgen er der desuden Middelaldermarked. Jeg håber for de mennesker der nu er i gang med at sætte telte mm op at vejret holder (selv om vejrudsigten ikke lover for godt).

Ruten

Enghave Station. Fisketorvet. Langs havnen sydpå. Tippen. Valbyparken. linje 3.

Københavns Havn

Med 25 grader, høj sol og skyfri himmel søger københavnerne ud til havnefronten, og turister som tilfældigvis er i byen får en ekstra oplevelse

Klassikeren Nyhavn. Hvis ellers man kan holde turistmylderet ud, må man vel erkende at Nyhavn er et must for havnevandrere.

Københavns Havn er noget særligt: Det er en storbyhavn med alt hvad det så indebærer. Lundeborgvisen kan godt gå hjem og lægge sig. Man kan umuligt overskue den på en hel dag hvis man skal have det hele med. Både som den ser ud nu og dens mange hundrede års historie. Den er under stadig forandring. Man kan beklage at havnemiljøet med skibe, lastekraner og store arbejdspladser som Holmen og B&W er lukket.

Kajakroere ved havnebussens anlægsplads ved Nyhavn. Om de foretrækker skyggen eller øver sig i at manøvrere i farvandet skal jeg ikke kunne sige.

Til gengæld er der nye boligkvarterer, fritidssejlads fra kajak over motorbåde til sejlskibe, havnebade, store arealer med parker og meget mere. Nye broer og havnebusser forbinder de forskellige lokalmiljøer så man kan komme fra sted til sted hvor man før i tiden var henvist til Langebro eller Knippelsbro.

Refshaleøen

Jeg gætter på at for mange ældre københavnere der arbejdede på B&W skibsværft, må Refshaleøen være en blandet fornøjelse, ja måske endog et sted man slet ikke bryder sig om at komme. Værftet lukkede efter en legendarisk historie for ca. 20 år siden, og området bærer stadig præg af at man forlod stedet som det var, i hvert fald hvad angår bygningerne hvoraf nogle er i frit forfald mens andre nødtørftigt er blevet indrettet til mange forskellige formål.

Ældre københavnere vil sikkert kunne huske disse telefonbokse. Den er dog ikke til salg. 

B&W loppemarked har indrettet sig i en af de kæmpestore haller og er nærmest et helt uoverskueligt museum af møbler, inventar, og alskens ragelse fra 1950'erne og 1960'erne. Selv hvis man ikke er til at købe noget, er stedet værd at besøge netop på grund af det. Gange op og gange ned, på kryds og på tværs kan folk på min alder (årgang 1954) opleve barn- og ungdomstidens dagligstuer.

Hvor mange skibe er ikke blevet udskibet fra værftet dette sted? Broen ligger ud for den store B&W-hal og blev vist nok styret fra spillet i forgrunden.

Jeg gætter også på at for gamle B&W-arbejdere må det nærme sig blasfemi at hovedvagten - stedet hvor de gik ud og ind - nu er indrettet til en cafe som bl.a. betjener de mange lystsejlere som kan lægge an ved anløbsbroen nedenfor. Flaskehalsen hvor titusinder af arbejdere og ansatte ved værftet skulle igennem, er nu indrettet med bænke og borde og der bliver serveret pasta, kål med olie og brød til. Og økologiske drikkevarer.

Hvor B&Ws vagtpersonale i sin tid kontrollerede trafikken ud og ind af værftet står der nu to glade cafeejere og melder at alt er udsolgt, på nær kål og nogle enkelte drikkevarer. Skal man græde eller le? Værftsarbejderne måske det første, lystsejlere, kajakroere og vandrere det sidste?

Livet går videre, værftet lukkede, og man forsøger sig nu med andre aktiviteter. I de store skibsbygningshaller huserer nu Urban ranger Camp, skatere, Copenhell, en yachtklub ... og tilsyneladende har man glemt alt om det skandaleomsuste melodi grandprix 2014 i B&W hallerne. Men produktionsvirksomhed er der ikke længere noget af. Værftets anordninger ses imidlertid overalt. Ingen har tilsyneladende tænkt sig at bevare et eller andet på øen der kunne bevare erindringen om denne Københavns største arbejdsplads gennem et århundrede. Se i øvrigt også 6. februar 2014 hvor jeg tog en tur før Melodunte Grandprix.

(Flue)papirøen ser ud til at være et nyt in-sted for københavnerne. Ved ikke om skilten bevidst kører på at blive mislæst som Papfrøen. Ude af billedet til højre er eksperimentarium og endnu længere væk endnu et af Københavns storstilede skandaleprojekter, Inderhavnsbroen som dog nu igen for Gud ved hvilken gang annonceres at skulle åbne til juni.

Det glade havnefrontliv 

Københavns Havn har nu så rent vand at man uden risiko for sundheden kan bade i det. Der er anlagt flere badeanstalter i havnen, og seneste skud på stammen er Papirøen hvor man endnu indtil 16. maj an nå at opleve Eksperimentarium før det flytter tilbage til Hellerup. Og resten har kun kontrakt til 2017, så næste år ser alting måske anderledes. På denne solskinsdag med 25 grader fristes man til at kalde den Fluepapirøen. For der er madfestival.

Alternativ udnyttelse af Knippelsbro. Det ser ikke helt lovligt ud, men ... who cares på en varm sommerdag?

Indehavnsbroen, Kyssebroen fortjener det sidste ord med denne perle af en kommunal udtalelse fra serviceområdechef Anders Møller fra Teknik- og Miljøforvaltningen 3. august 2015:

Vi er meget tæt på målet nu, og det er vi selvfølgelig rigtig godt tilfredse med. Det har været et meget komplekst forløb, hvor vi har mødt en række udfordringer, blandt andet fordi vores oprindelige entreprenør gik konkurs tidligt i forløbet. Vi ser derfor rigtig meget frem til at kunne indvie Inderhavnsbroen sammen med københavnerne og A. P. Møller Fonden senere på året.

Jeg lader citatet stå et øjeblik og afslutter rundturen i havnen for denne gang. Broen er stadig ikke passabel. Dens historie er allerede stor underholdning. Men jeg vil dog ikke undlade at udtrykke et ønske om at det engang må lykkes. Selv om det selvfølgelig vil skrue alvorligt ned for underholdningsværdien.

Et sidste kik fra Inderhavnsbroen mod Langebro. Vi har en dejlig havn. Men svineriet, kære medkøbenhavnere, og lige efter at Danmarks Naturfredningsforening har haft affaldsindsamling. Det kan vi altså gøre bedre!

Tisvilde Hegn

Tisvilde Hegn er flot, barsk natur med en dramatisk historie - og hårdt vandreterræn

I dag ser der flot ud ved Helenekilde ved Tisvilde. Men for 500 år siden og flere hundrede år frem hærgedes kysten af voldsomme storme som blæste sandet op over klitten i en sådan mængde at landsbyer, marker og adelshuse blev begravet i sanddynger.

Naturkatastrofen

Der er skrevet tykke bøger om Danmarks ældste klitplantage, Tisvilde Hegn, seneste Flemming Rune: Tisvilde Hegn, 2014. Et kort resume: Området omkring landsbyerne Tibirke og Tisvilde blev for 400-500 år siden udsat for en naturkatastrofe i form af sandflugt. Landsbyer som Torup blev forladt og begravet af sand, afløbet fra Arresø blev sandet til og medførte oversvømmelser for andre landsbyer tæt på søen. Selv om det er nærliggende at anklage skovning for årsag til denne sandflugt så hælder eksperterne til at det skyldes klimaændringer: Storme, orkaner og vedvarende blæst transporterede sandet fra kysten ind i landet i mængder af op til 10 meters højde.

Et typisk stykke af Lars Anders Linien. Naturen er enestående og særpræget. Men selvom vejen er bred, er den svær at gå på. Den består mest af blødt sand. Man kan ane at vandrere holder sig til siderne af vejen. På kortet er stien aftegnet som en snorlig linje. Det dementerer fotoet.

Sandflugten fortsatte i flere hundrede år. Bønder måtte gå fra hus og hjem. Spredte forsøg på at stoppe sandet med små risgærder battede ikke noget. Bønderne fra landsbyen Tibirkes 10 gårde måtte i 1725 forlade deres hjem fordi enevoldskongen Frederik d. 4. kynisk befalede at bygningerne skulle bruges som værn mod sandflugten. Det ville vi nok have kunnet ordnet på en mere human måde i dag.

Ikke alle veje er som Lars Anders Linie sandveje. Brantebjerglinie ser ud til at være en udmærket tosporet grusvej. Andre tværgående stier ser ud som denne. Desværre for fødderne skulle jeg ikke den vej.

Hårdt vandreterræn

Der er stadig rigeligt med sand i Tisvilde Hegn. Jeg valgte ruten Lars Anders Linie og det viste sig at størstedelen af denne ridesti består af sand. Nogenlunde som at gå i blødt sand på en sandstrand. Det er hårdt terræn at gå i. Men der er andre grusstier man kan tage i stedet for. Så det skal man ikke lade sig afskrække af. Blot et råd til andre vandrere at hvis man gerne vil gå længere i Tisvilde Hegn, frem og tilbage og på kryds og tværs, skal man nok holde sig til de udmærkede grusstier, med mindre man er i særdeles god vandreform.

Det meste af Tisvilde Hegn består af nåletræer eller birkeskov Men nordpå ved Tisvilde ved shelteret (som vist hedder Hilkers Krog) findes denne løvskov. Vandretursfolderen har også markeret en del gravhøje langs min rute. Men jeg kunne nu ikke få øje på nogen gennem træerne. Længere ud mod kysten skulle der imidlertid findes andre, og tættere på stierne.

Desuden snyder kortet. Hvad der forekommer som lige stier, er i virkeligheden stier i stærkt kuperet terræn med mange krydsninger af stien for at komme til at gå i et mere fremkommeligt terræn. Der er pt heller helt ryddet op efter stormene i vinters, så mange steder skal man gå omveje forbi træer der er styrtet over stien. Det gør det ikke mindre spændende og oplevelsesrigt. Blot en advarsel om ikke at planlægge en alt for lang rute. Tisvilde Hegn skulle bestå af meget mere end sandjord. Der kan gro eg og bøg. Og træerne får lov til at blive gamle.

Torup landsby var forsvundet i århundreder, men de sidste 50 år har den været synlig igen. Fotoet her er det bedste jeg kan diske op men, men det kan slet ikke gengive den stemning der er over stedet. Det skal opleves Man har fundet mønter tilbage til ca. 1320.

Bønder, adel - og fritidshuse

Udover Torup blev også den nærliggende Asserbo Slotsruin begravet. Som ikke skelnede mellem høj og lav, adel og bonde. Oprindelig (1200-tallet) var stedet indrettet for Karteuserordenen, men munkene brød sig ikke om stedet og rejste hjem igen. Til gengæld var der mere held med Sankt Helene Kilde ud mod Kattegat. Klintens ler bremser for vandet ca. halvvejs oppe så det i stedet siler ud. Dette fænomen håbede århundreders syge kunne helbrede deres dårligdomme, og sankthansnat samledes de rundt om kilden som den nat skulle have helbredt rigtig mange. På trods af sandflugt og dårligt vejr.

Selv om der ikke er mange murrester tilbage af Asserbo Slotruin, så fremstår den i dag som så gennemrestaureret som det nu kan lade sig gøre med voldgrav, bro osv. Og så må fantasien klare resten. Man får et udmærket indtryk af borgens størrelse, beliggenhed osv.

I 1700-tallet hyrede kongen så tyskeren Johan Ulrich Røhl til at få bønderne til at få området til at blomstre igen. Det bestod i hårdt arbejde med at grave grøfter og anlægge sanddiger beplantet med hjælme og dækket af tang. Og da klimaet samtidig ændrede sig til det bedre, kunne man i 1800-tallet begynde at plante træer. Fra den tid stammer de forkrøblede fyr i Troldeskoven. Skovfyr klarede sig fortræffeligt på den sandede jord bag digerne, og efterfølgende blev der plantet både rødgran, birk, bøg og eg. Rundt om Tisvilde Hegn er der mange fritidshusbebyggelser. Men i disse områder er der også enkelte ældre huse. Jeg ved ikke om det er gamle husmandshuse eller sommerresidenser for velhavende københavnere. De skiller sig i hvert fald ud fra det byggeri man ellers kender så godt fra andre steder i lignende sommerhusområder. 

Tisvilde Hegn er omgivet af fritidshuse. Nogen steder smelter de nærmest sammen med plantagen. Det ser selvfølgelig idyllisk ud. Men privat er det så.

Dyre- og plantelivet i Hegnet er meget varieret, og i vandretursfolderen står der at hvis man er heldig kan man se både rådyr og krondyr i Tisvilde Hegn, og minsanten om jeg ikke er heldig: Halvvejs gennem ruten støder jeg på hjorte som minder om hvad man kan se i Dyrehaven - de stammer nemlig herfra. Det viser sig at være to "spejdere" som hurtigt forsvinder i sikkerhed ind i skoven igen. Derinde kan jeg se en hel flok på omkring 12 dyr som ængsteligt kikker ud på stien for at følge med i om jeg skulle være nogen trussel.

Der står de så: To hjorte ved vejsiden og spejder mod fotografen. Sekundet efter var de i fuldt firspring på vej ind til flokken dybt inde i skoven. Bemærk den bugtede vej og de nedfaldne træer.