Flyvestation Værløse - Laanshøj

Få år efter åbningen af Flyvestation Værløse og Laanshøj er Vandringsløse Tidende igen løs på den næsten traditionelle årlige (tredje gang) vandretur ...

Kys asfalten? Ikke mig, men paven gjorde det for ca. 25 år siden. Dog nok ikke her. Men det er alligevel ganske underholdende at se de mange installationer fra slet ikke så forne tider, som flyentusiaster sikkert vil kunne få en masse ud af. Og alle os andre bare gætte på hvad de kan have været brugt til. Landingsbanen skråner vitterligt, det er ikke foto-bedrag.

I år er det 25 år (1989) siden at pave Johannes Poul kyssede jorden på Flyvestation Værløse og velsignede den. Det har inspireret Flyvestationsudvalgets formand og formand for Socialdemokraterne i Furesø Kommune Martin Behbahani m. fl. til at ansøge om at frede stedet. Byrådsmedlem Per Kattrup (løsgænger) udtalte ved jubilæet, at

Det var et stort og historisk øjeblik .... Jeg husker tydeligt den dag i 1989 og jeg vil forsøge at frede den plet som et helligt sted at besøge for turister, som led i udviklingen af Flyvestationen og de kommende mange tiltag og aktiviteter jeg er med til at gennemføre som medlem af Kultur- fritid- og Idrætsudvalget, hvor det vil være en naturlig del af en samlet turist- og oplevelsespakke. (Furesø Avis 11. juni 2014).

Artiklen formoder at det er det eneste sted i Norden hvor dette er sket, så håber man på at det måske vil booste turismen i området. Det har jeg nu ikke kunnet verificere. Godt nok er det det eneste besøg i Danmark, men Catholic Web nævner at han var rundt i hele Norden, og at hans besøg i Danmark ikke var særlig vellykket:

... Johannes Paul II skabte ... historie, da han som den første pave nogensinde besøgte Dan­mark. Skønt de danske katolikker og mange ikke-katolikker gav pa­ven en hjertelig velkomst, bragte besøget ikke det økumeniske tøbrud med sig, som mange havde håbet. Sammenlignet med den velkomst, som paven fik i de øvri­ge nordiske lande, var den mod­tagelse, som den danske regering og folkekirken gav ham, afdæm­pet. Til gengæld havde den en form, hvor de fleste kunne være med, og folkekirken var således repræsenteret ved alle sine bi­skopper ved den berømte aften­sang i Roskilde Domkirke.

"Incoming Pope from the skies". Mon det lød sådan da paven landede? Kontroltårnet ligger desværre på det lukkede område. Måske er et af forslagene til Naturstyrelsen at åbne dette for publikum? Måske en kaffeautomat deroppe? Jeg kommer gerne en ekstra gang hvis det sker, alene på grund af det [Et opslag på Flyvestation Værløses Facebookside korrigerede min antagelse om at det var Naturstyrelsen der ejer kontroltårnet. Det er ikke tilfældet, det er Freja Ejendomme, der i det hele taget ejer hele området mod syd, og de har en 10 siders folder med kort, fremtidsplaner osv.].

Paven var naturligvis på udebane her, i det officielt protestantiske, reelt nok mest ikke-kristne Danmark. Og hans besøg medførte mig bekendt ikke nogen opblomstring af katolicismen i Danmark. Jeg må indrømme at jeg helt havde glemt dette besøg. Men jeg ville være kommet uanset fredning eller ej, for området er fortrinligt til vandreture, også uden Vorherres indblanding. Siden sidste tur i oktober 2013 er der sket en del.

Venteskur ved hovedvagten mod syd. Med flyvevåbensymboler og det hele. Hvor mange værnepligtige og professionelle krigskarle har mon ventet på bussen her? Nu buer sædet faretruende nedad. Men ellers ligner det bare et almindeligt venteskur. Der er dog ingen linjenummer. Den sidste bus er nok kørt.

Et af de gode steder at få overblik over flyvepladsen er fra øst. Her hæver terrænnet sig en anelse, og da selve flyvepladsen næsten er flad som en pandekage (det er en gammel smeltevandsslette) skal der ikke mange meter til før man føler sig lidt løftet over det hele. Helt mod øst er der et lille mosehul, hvorfra man har udsigt til Søndersø Vandværk. Området sydøst for Laanshøj er stadig spærret af, lige som området med bygningerne langs sydsiden. Ifølge folderen skyldes det forurening.

Mod øst er der en lille bakke hvorfra man kan få et indtryk af det kæmpeområde som flyvepladsen i virkeligheden er. Selv landingsbanen alene er 3 km lang. Den strækker sig fra den ene ende af billedet til den anden, foran de blå hangarer. Bag dem kan man lige skimte Laanshøj.

Husbyggeri

Huscompaniet har sat Laanshøj kaserne til salg, dvs de gule garnisonsbygninger. De ser alle beboede ud i dag, og hvilket sted at bo! Husssalget skal være gået forrygende hurtigt, over halvdelen (13 af de 28 moderne boliger i Østre Kvarter) solgt på under 3. uger. (Det skyldes nok ikke at Vandringsmanden leverede et par fotoer til salgsmaterialet). Firkanten mellem Sirius Alle og Østre Alle er en stor byggeplads. Her har man revet de gamle kasernebygninger ned. Men i resten af området er de blevet renoveret. Og i området nord for Udsigten er der opført nye huse. Det samme gælder området syd for Lejrvej. Her er der også gang i byggeriet, og enkelte huse synes allerede beboede. Furesø Kommune gør en særlig indsats for, at der bygges ældreegnede boliger i kommunen. I salgsvideoen ser man det hele lidt fra oven.

Nybyggeri nord for Udsigten. Nydelige små huse i et særpræget miljø. Sydvest for kasernen er et andet nybyggeri under opførelse. Altsammen for Huscompaniet.

Jeg har nævnt det før, men kasernebygninger erstattede i 1910 den teltlejr man opførte i 1909. 1932-2004 var her flyvestation. Under 2. verdenskrig holdt tyskerne til her, og de efterlod et mindesmærke neden for vandtårnet (fra 1910), i  form af sten indprentet et stort V. Vandtårnet selv står på toppen af Lånshøj, og her har man fundet en bronzealderhøj. Den kigger man dog forgæves efter.

Bronzealdergrav for mange tusind år siden. Vandtårn fra 1910. Laanshøj. Nu midt i en lille skov tæt på Laanshøj - tidligere kaserne, nu ved at forvandle sig til et blandet boligkvarter af næsten 100 år gamle kasernebygninger og moderne betonbyggeri.

Naturen

Ellers ligner flyvepladsen sig selv. Men der skal snart til at ske noget: Naturstyrelsen efterlyser forslag til hvad den kan bruges til. "Friluftslivet skal have luft over vingerne": 3 km lang asfaltbane. Mosen i den vestlige del, natur og fugleliv. Hede. Shelter til F16-fly, foreninger og klubhuse. Der var frist til at indsende forslag den 2. juni 2014. Men så vidt jeg har kunnet se er man gået i tænkeboks. Heller ikke facebookside melder om noget nyt. [Tilføjelse: Et opslag på Facebooksiden medførte at denne kunne oplyse at der er indkommet over 80 forslag, som man er ved at bearbejde]. Skov- og Naturstyrelsen har udgivet en Drifts- og Plejeplan 2014-2018. Planen udmærker sig ved også at indeholde en del oplysninger om historie, geologi, biologi mm. Denne dejlige torsdag er der et par cyklister i området samt de sædvanlige hundeluftere.

Denne pragtfulde blomstereng er nabo til nybyggeriet ved Laanshøj. Herfra har man også udsigt til F16-shelterne på den anden side af landingsbanen.

Bringe Mose har gennem årene været plaget af bjørneklo, som man på trods af ihærdig indsats ikke har kunnet fjerne uden at Furesø Kommune denne sommer har måttet give Naturstyrelsen en dispensation til at fjerne pilekrat i området. Områderne kan nu blive afgræsset som eneste virkningsfulde metode til at holde de meterhøje bjørneklo nede. Også selv om det vil gå ud over rådyr og fugle, men dog gavne andre dyrearter. Man kan gå rundt om hele mosen på trampestier. Nordlige og sydlige del af mosen bliver afgræsset. Det midterste område er tilgroet med krat og enkelte steder også høje træer.

Ca. 500 meter bro forbinder lysmasterne. Tværs gennem Bringe Mose. Den østlige del af broen er den mest stabile. Den vestlige ser ret halsbrækkende ud. Måske noget for den næste Indiana Jones-film?

Hvis man har nerver til det, kan man forcere en ca. 500 lang faldefærdig træbro som forbinder lysmasterne fra Måløvvej til starten af landingsbanen. Broen går tværs gennem mosen i det bevoksede områder. Og på store dele over åbent mosevand. Mange brædder er trådt igennem, sine steder hælder broen slemt. Jeg foretrak at gå langs sømhoveder for i det mindste at være sikker på tværstykkerne under broens planker. Hvis ellers man er modig nok, fører turen over broen ind i mosens indre. Alternativt kan man bruge trampestierne.

Bundså løber langs hegnet vestpå. Den er ved at blive renset op i dag. I baggrunden kan man ane en stor lysstander, som forment har skulle lede flyene mod landingsbanen. Herfra og mod venstre fører så en række lysstandere, med Indiana Jones-broen som forbindelse tværs gennem Bringe Mose.

Til og fra flyvepladsen

Fra Måløv Station kan man gå over Møllemosen (adgang fra Kratvej). Det er et afvekslende kuperet terræn, måske ikke med de helt vildt flotte udsigter, men man får på afstand et godt indtryk af flyvepladsen som en smeltevandsslette mellem højdedrag. Jonstrupvej er en anden mulighed. det er en noget pudseløjerlig vej, ganske hyggelig, med enkelte gode udsigter (Brandmosevej), særprægede forretninger spændende fra Lavendelhaven til Lykke Brudekjoler.

Et kik mod øst fra cirka midt på sydsiden. Selv efter tre vandreture frem og tilbage mangler jeg stadig at bevandre et par områder, så jeg vender helt sikkert tilbage med den årlige tur i 2015!

Siden 2013 ejes området af Naturstyrelsen ("Den grønne kile"), Kulturstyrelsen (de store hangarer mm mod nord) og Freja Ejendomme A/S (Sydlejren).

Ruten

Måløv Station. Møllemose (træbroen langs østsiden). Sydindgangen. Østpå langs hegnet til Laanshøj Allé. Laanshøj. Lags hegnet til Måløvvej. Over broen. Sydvejen langs det afspærrede område. Jonstrupvej. Ballerup Station. Med de talrige svinkeærinder op på bakketoppe mm. 18-20 km.

Mølleåen Classic

Mølleåen fra Furesø til Øresund er vist den "klassiske" strækning. Berømmet i sang og litteratur

På det meste af ruten går man ikke langs selve åen som her vest for Ravnholt. Faktisk kan man slet ikke se åen på det meste af turen. Men der er talrige broer hvor man kan få et indtryk af vandområdet. Det gør nu ikke så meget. Det er selve ådalen der imponerer.

Danmarkshistorien er fyldt med mere eller mindre drabelige slag og sammenstød. Ikke bare mellem herboende landsmænd og svenskere, tyskere, englændere og andet godtfolk som har passeret gennem tiderne. Men også mellem landsmænd selv. En af dem fandt sted på Kongevejen ved Lyngby, således som den står refereret i Politivennen Nr. 253, 26. februar 1803 under overskriften Kulsvieruskik:

På hvad bedst mulig måde kunne man gøre passagen på Kongevejen i nærheden af København mere sikker for overfald af bønder eller såkaldte kulsviere? Disse menneskers uforskammethed er noksom bekendt, samt hvor vanskelig den er at undgå, når man møder dem. Udover ulejligheder og strid, som jeg selv har haft adskillige gange, var jeg vidne til følgende optrin. Mellem Lyngby og Rudersdal var en aksel brækket på en vogn, der kom fra København. En mand og kone var steget ud af vognen da en række kulsviere kom fra byen. Selv om vejen var bred nok, kørte den forreste lige ind i kusken, som stod og var i færd med at binde akslen sammen. Følgen af det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften. Konen som var højgravid, blev meget forskrækket, og de måtte fortsætte deres rejse til fods, da jeg var ridende og ingen hjælp med befordring kunne tilbyde dem. Det var ønskeligt, om noget middel kunne findes til at forebygge slig usikkerhed og overfald, som desværre så ofte sker.

Fælles danske traditioner? "Kulsvier" var åbenbart det københavnske finere borgerskabs betegnelse for hvad de anså for voldelige og ubehøvlede dele af befolkningen. Og det stikker længer tilbage, fx til Gøngehøvdingen med den velkendte kvindelige kulsvier, Kulsoen. Mere om det senere.

I dette område som åbenbart har ledt nogle romantiske sjæle til at tænke på Schweiz, huserede bl.a. kulsvierne i flere århundreder. Kongevejen ligger få kilometer væk, så Politivennen-skribentens kulsviere kan udmærket have holdt til i dette område. Dengang har det dog nok set radikalt anderledes ud.

Mølleåen romantisk idyl

Jeg har tidligere gået på den "øvre" del af Mølleåstien fra åens udspring. Det er næppe denne strækning der er tænkt på i sangen af Peter Sørensen og Leon Duminskys orkester. En Giro 413-ørehænger - engang. Det er nok snarere den "nedre" del af åen ud mod Øresund. Her er barndom, fred og ældgammel i omkvædet:

Barndommens sollyse dage svandt hen nede ved ved mølleåen
Ofte i drømme jeg leger igen nede ved mølleåen
Og når jeg står på den ældgamle bro
fyldes mit sind med en lindrende ro
Tanker og minder får fred til at gro nede ved mølleåen
 

Og sangen hører formentlig også til i et andet århundrede. I dag drøner Helsingør Motorvejen tværs over Mølleåen så man på strækningen mellem Raadvad og Ravnholm stort set ikke kan høre fuglestemmer eller andre mere afdæmpede beboere. Måske bort set fra enkelte lodsejeres bidske hunde. 

Mathildebroen er opkaldt efter den dronning som havde en affære med Struensee. Om de tog herop for at få fred og dyrke elskov, det vil jeg overlade til historikerne. Hvis de gjorde, så forstår jeg godt hvorfor de valgte lige netop dette område.

Møller og industri

Fra Lyngby til Øresund falder åen 19 meter over en 9 km lang strækning. Og det var nok til at holde gang i 8 vandmøller som gav energi nok til at området noget bombastisk blev "industriens vugge" i Danmark. Med rette er der skrevet talrige bøger om dette emne. Blandt dem adskillige fotobøger. En af dem kan man læse online: "Mølleåen et nationalt industriminde". Jeg vil ikke gå (eller vandre) denne og andre værker i bedene. Blot bekræfte at området ganske enkelt er noget enestående.

 

Man må næsten ærgre sig over at de store seværdigheder nærmest står i kø langs den 9 km lange strækning. Der er slet ikke tid til at dvæle ved dem allesammen. Som her Raadvad. Jeg valgte i stedet at se på området i sin helhed. Og det bliver man i sig selv mæt af. Afvekslingen mellem natur og den tætte koncentration af små, gamle industrisamfund findes vist ikke tilsvarende andre steder i Danmark.

Raadvad er en hel lille by med tilhørende arbejderboliger, skoler mm (1643-1972) med jernvarer. I 1643 blev opført en lille kornmølle. Den blev ødelagt af svenskerne 1658-60, men genopført som krudtværk. Fra 1759 var der et "fileværk" hvor der blev fremstillet værktøj og husholdningsredskaber. Der skulle en russisk revolution (1918-1920'erne) til at stoppe produktionen. Men så fik fabrikken eneret på at fremstille rustfrit stål, indtil hele balladen flyttede til Jylland i 1973. Folk på min alder kan vel stadig huske bestik med Raadvads mærke på. Og brødmaskinerne har de fleste vel set hos marskandiserne.

Gang- og cykelstien gennem Brede går gennem denne række huse. Det er så vidt jeg kunne fornemme i dag privatboliger.

Brede Kobberværk. Brede (1370), krudtværk fra 1628. Senere kobber, 1832 klæde indtil 1956. Strandmøllen papirproduktion 1599 og 300 år frem er stadig i brug. Og rækken fortsætter ad  libitum: Lyngby Hovedgade med Nordre Mølle (1846) og Søndre Mølle (1903) med korn, senere våben, papir mm. Fuglevad Mølle (1832, korn og messingvarer). I 1370 kendes "Molendium Ørewaz", kornmøllen Ørholm, som lavede krudt fra 1500-tallet. Endnu senere kobber, jern og papir. Indtil den i perioden 1933-77 producerede krøluld og madrasser. Nymølle (1600-tallet kobbermølle). Stampen (1200-tallet kornmøller). Ellers er her blevet produceret krudt, mønter, papir, klæde, søm, knive, værktøj, hestesko, kunstlæder, kobberplader og messingvarer.

Natur

Åvandet skulle efterhånden være ret rent, men der sker stadig udslip af spildevand, så sent som i foråret. Man bør unde sig selv en tur frem og tilbage på begge åbredder. Den sydlige sti går lavt, mens den nordlige fortrinsvis går ovenpå de meget stejle skrænter ned mod ådalen. Fotoerne i dette indslag yder ikke fuld retfærdighed til turen, for meget af ruten er det umuligt at indfange stemningen og udsigterne. Det drejer sig fx om ellesumpene mellem Raadvad og Strandmøllen. Dog ikke selve Strandmølleområdet. Det er pt under stærk ombygning. Så vidt jeg kan se er man ved at grave et nyt løb, og de fleste af bygningerne er pakket ind i plastik. Mølleåens udløb i Øresund er da også alt andet end noget man kan kalde et kønt syn.

De betagende ellesumpe mellem Raadvad og Strandmøllen. Her går stien helt nede. Selve en kan man ikke se, og jeg var bestemt ikke til sinds at træde ud i det sumpede område for at konstatere om den er der eller ej.

Området mellem Stampedammen og Raadvad blev nok et af mine favoritter. På begge sider af åen. Sydøst for Raadvad udvider Dyrehaven, så Stampeskoven kommer til at høre ind under. Man vil her forsøge at udsætte de blandt biologer så yndede eghjorte. Europas største bille. Området er ved at blive hegnet ind, så stiforløbet på dit kort kan være forældet.

Som man kan se fra nogle af broerne er det ikke tilrådeligt at tage en travetur tæt på bredden af Mølleåen. Tætte sivskove, sumpe og ufremkommeligt krat er vilkårene.

Mathildebroen opkaldt efter Caroline Mathilde og Struensee). Ravnholm Skov, eller "Det danske Schweiz" med bronzealderhøje og hulveje består at stejle bakker, navnet må vel høre ind under kategorien "overdrivelse fremmer forståelsen". Hertil hører også Kulsviervej hvorpå kulsvierne bragte trækul til København. Og så er vi ....

Kulsviere

.... tilbage til kulsvierne. De var berygtede i 1800-tallet, i hvert fald hvis man skal tro Politivennen. Det ikke kun fordi de formentlig har været kulsorte i hovedet af at fremstille trækul. Her er et lille udvalg af omtaler af dem:

...På torvedagene ... bønderne forlader hovedstaden er landevejene overmåde usikre, især hvor beskænkede kulsviere befarer den. Jeg for min del anser det for et sandt uheld at komme i følge med disse mennesker. De er ualmindelig ondskabsfulde, i særdeleshed når de er beskænkede og det er som oftest tilfældet, når de rejser fra byen. (1798, s. 257-260)

St. Ansgars Kilde løber skam endnu! Næsten sikkert at den intet har med St. Ansgar at gøre. Men måske har kulsvierne læsket sig her og fyldt vanddunkene, før de drog mod København for at afsætte deres trækul til indbyggerne der og skabe røre blandt det pæne borgerskab. Når de så drog hvem fra byen igen, "beskænkede", var der anderledes stærke sager i deres maver.

Herefter følger så en detaljeret beskrivelse af hvordan skribenten selv er blevet chikaneret på det groveste. I nr. 165, 20. juni 1801, (s.2625-2626) omtales en episode fra Karlebo:

I Karlebo og flere steder har nogle mennesker sat sig for, imod lovene, at holde værtshus og udskænkning. De svarer de som påtaler denne uorden, at de som landeværnsmænd skulle have tilladelse til det. Det går endog så vidt, at nogle af disse militære kroholdere triller hjulbøre fulde af drikkevarer op ved kirken og sælger ud af det, uden at lade sig bortvise enten af formaninger eller skam. Hvor skadelige følgerne heraf kunne blive, helst imellem en så fordærvet og umoralsk slægt, som vores kulsvierbønder gemenlig er, er gyseligt at tænke på.

I dag er der ingen kulsviere, og de eneste københavnere jeg snakkede med, var to flinke cyklister som holdt hvil nord for Ravnholm Station. De så bestemt ikke ud til at høre til 1800-tallets fisefornemme spidsborgerskab. Så, måske er der alligevel sket noget. Måske klarer vi os udmærket uden Mølleå-sangens sukrede omkvæd ...

Efter artiklens publicering har en kollega gjort mig opmærksom på denne meget interessante artikel om kulsvierne gennem århundreder, som føjer en hel del til ovenstående historie.

Ruten

Ravnholm Station-Strandmøllen langs den sydlige bred. Strandmøllen-Lyngby langs den nordlige bred. I alt ca. 20 med talrige svipture.

Statens Vildtreservat Vestamager

Efter en hed sommer er det dejligt at blive blæst godt igennem på dæmningen langs det lukkede fuglereservat på Sydvestamager

Der skal ikke sjældne fugle til at få det til at hoppe i mig. Et par skarve er godt nok. Der er bundgarn mindst to steder på dagens rute. Og fuglene indfinder sig troligt, siddende på bundgarnspælene og poserer for fotografen. De mere fuglekræsne skal imidlertid kigge den modsatte vej, over dæmningen og ind i fuglereservatet.

Mange af Vandringsløse Tidendes gåture handler om at gå på steder hvor vores forgængere har gået i hundreder, måske tusinder af år. Men på Vestamager kan man gøre det, som vores bedsteforældre og måske også forældre (alt efter hvor gamle vi er) ikke kunne: Gå rundt tørskoet på havbunden af farvandet mellem Amager og Sjælland! Der fik de den, de gode gamle dage. Ha!

Dæmningen er 7 km. Men kun de ca 5 går langs reservatet. Den er blevet udbygget og forhøjet ad flere omgange. Til højre er reservatet, til venstre havet og den asfalterede Dæmningsvejen. På den allersydligste del af den nye dæmning er det tilladt at gå ovenpå den. Men ikke her. Billedet er taget fra et af de tre fugletårne langs dæmningen.

Hele balladen blev først inddæmmet under 2. verdenskrig, herefter okkuperet af militæret. Nu er det kun Staten som forhindrer os i at gå ind i vildtreservatet. Men der er særdeles gode grunde til at gå den 10-11 kilometer lange tur rundt om reservatet, hvoraf ca 5 km af turen foregår på dæmningen. På en dag som denne, sol og blæst, en pragtfuld oplevelse af hav når det gnider tænder.

Solen forsølver havet på den mest betagende vis. Bølgerne bruser højt. Nyttesløst at snakke sammen pga lyden (og godt det samme). Smag af saltvand. Hud der bliver strammet op af havgusen. Lungerne blæses igennem af den friske vind. Så enkelt kan det være!

Jeg tog metroen derud, men man kan også komme til vildtreservatet ad Kalvebod Bro (der er færdsel for cykler og fodgængere), Kongelunden og andre steder. De omtrent 3 km Granatvej fører bl.a forbi Sundby Kogræsserforenings (af 2005) 20 herefordkvier som ligger mageligt henslængt og tygger drøv. Om ikke så længe ligger de formentligt knap så mageligt henslængt på et noget koldere sted, nemlig fryserne på de ca. 100 familier som holder køerne.

Bag Dæmningen ligger Klydesø. Der er adgang forbudt, og området er indhegnet. Kun køerne får lov til at afgræsse området.

Da området er fladt, fladt, fladt, kan det anbefales at bestige nogle af de såkaldte høje for at få et overblik. Fx Granathøj og Sydmøllehøj. Nogle er vist forhenværende holme i det tidligere hav, mens andre er nogle som militæret lavede. Militærets mangeårige tilstedeværelse på stedet er på det nærmeste næsten helt fjernet. Man skal kigge godt efter betonrester hist og pist og håbe ikke at løbe på en af de mere ubehagelige overraskelser, landminer. Men det er vist kun når man graver i jorden man risikerer det.

Højen Sydmølle er vist det eneste sted man kan gå ind på selve reservatet. Der er to høje, hvoraf det ene har dette underlige tårn. Det ligner noget fra militærets tid, og det ser ud som om nogen har skudt til måls efter det engang. Måske nogle danske jenser, hvem ved? Herfra kan man se de lange dæmning strække sig bagest gennem hele billedet og strandengen derimellem.

Turen rundt om reservatet falder nogenlunde i to dele: Landdelen og havdelen. Landdelen følger Reservatvej med udsigt fortrinsvis over engene, mens Sydmøllevej fører til den lukkede Klydesø og et lille fugleskjul stik syd for Sydmøllevej. Ellevehøjvej går gennem birkesumpe, som en dag som denne efter et kraftigt regnvejr er sumpagtig fugtig med tung luft og masser af guldsmede. Ingen myg! De høje træer skærmer for vinden, som desto mere føles når man helt mod syd bestiger dæmningen ved Søndre Pumpe.

Søndre Pumpe ligger og skutter sig i læ bag dæmningen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad der vil ske hvis pumpen holdt op med at virke. Området ligger op til 2 meter under havets overflade. Svalerne svirrer omkring stedet på jagt efter insekter. Til venstre letter et fly fra lufthavnen. Men det hele overdøves af havet på en blæsende dag som denne.

De tre kilometer mellem Søndre Pumpe og fugletårnet kan man gå oven på den nye dæmning. Men på resten af den nordlige strækning er der adgang forbudt ovenpå, og man må følge den udmærkede Dæmningsvej, uden andre udsigter til vildreservatet end fugletårnene der er opstillet med jævne mellemrum. Til gengæld har man en solskinsdag som denne en fantastisk udsigt over havet. Kun de allerkraftigste fly fra lufthavnen er i stand til at brage igennem bølgerne som knuses mod stenene et godt stykke nede. Men som sender våde sprøjt helt op på vejen og op ad lårene på de forbipasserende.

På den lille forbindelsessti mellem Reservatvej og Svenskehomvej er der op til flere efterladenskaber fra militærets dage. De er lidt af en sjældenhed. Militæret ryddede godt op inden det forlod stedet. En lille bunker samt disse nu helt ubestemmelige betonklodser. I baggrunden Ørestadens sydligste del med byggeriet Ottetallet i centrum.

Fugle ser jeg ikke så mange af. Og jeg er heller ikke nogen speciel ørn til at se efter fugle. Jo, jeg kan se at der er måger, vipstjerter og skarv, samt en masse svaler. Hvis man kigger godt efter, kan man sikkert se mange af de mere diskrete og sjældne fuglearter også. Fugletårnene er højt placeret, og man kan skubbe vinduerne op for at få gode fotoer. Jeg så nu kun en person med fuglefotograferingsudstyr, så det er sikkert ikke sæson. Jeg forestiller mig det er bedre i forårs- og efterårsmånederne, når trækfugle søger nord eller syd.

Ud for Kongelunden holder windsurferne til. Der er mange! Hav og himmel går næsten i et i horisonten.

Ruten

Vestamager Metro Station. Granatvej. Sydmøllevej. Ellevehøjvej. Dæmningsvej. Reservatvej. Sneppestien. Kalvebod Sti. Vestamager Metro Station. Med smutveje til fuglskjul mm. omkring 20 km.