Hagerup Sø - og Danmarks største byudviklingsområde

Hagerup Sø har gennem mange hundrede år været skueplads for interessekonflikter mellem natur, landbrug og offentlige myndigheder. Sådan ser slagmarken ud en strålende sommerdag.

Hagerup Sø, nu Hagerup Mose, har nogenlunde samme historie som Skenkelsø Sø: Allerede før 1864, nemlig i 1840 forsøgte man at tørlægge søen ved at grave en kanal fra Hagerup til Sillebro Å. Men matrikelkort fra 1854 viser at det ikke lykkes, søen blev ikke tørlagt. I stedet fik man et rodet område ligesom Skenkelsø Sø, der hverken var det ene (landbrug) eller det andet (sø). Det var dyr og planter formentligt ligeglade med, men især for at det ikke lykkedes med landbruget. Hjemmesiden Det Tabte Land fortæller mest om Skenkelsø Sø, men der også et afsnit om Hagerup Sø.

Skenkelsø landsby set fra øst. Midt i billedet længst væk ligger i en dal Hagerup Mose. Området er i den grad præget af marker, kun afbrudt af smalle levende hegn. Hvede, raps ... whatever. Der er kun ganske få enklaver af buske, træer og lunde. Ingen tilgængelige, da alt er privatejet.

Det mest afslørende for hvor søen engang lå, er den vestlige vej, Hagerup Søvej som slynger sig nord-syd, formentlig langs den gamle søbred. I dag er der meget spredte bebyggelser langs grusvejen og den sidste halve kilometer forbydes al færdsel for uvedkommende. Når man kommer fra Skenkelsø, er man heller ikke i tvivl om at der har ligget en sø engang. Fra den lille landsbys østlige udgang har man en fortrinlig udsigt over dalområdet. Landsbyen er ganske lille. Med få gårde, hvoraf et af husene, Skenkel Søhus huser Hytholm Keramik. Den er drevet af Allan Hytholm som er en af de mere kendte keramikere i Danmark.

I baggrunden går Dalvejen op til Skenkelsø. Her set fra Hagerup Mosevej får man fornemmelsen af at der har været en sø engang, og at man måske går langs den gamle søbred. Nu græsser hvide køer - her i blandt en rigtig tyr med ring i næsen - og får.

Man kan ikke skridte igennem området, men må tilbage til Dalvejen for at gå en kæmpeomvej for at prøve at se den forhenværende sø fra vestsiden. Bl.a. er det ikke muligt at komme over Jørlunde Å, som faktisk er en rigtig å som man ikke bare sådan kan springe over. Jeg har ikke ben til omvejen, men fortsætter i stedet til Fjordstien og Roskilde Fjord mod Frederikssund.

Området øst for Hagerup Mosevej er nok et af de mere spændende på denne tur. Ikke alene er udsigten er god. Der er også fuglekvidren, summen af insekter og susen i blade og siv. Lige som der dufter dejligt af sommerblomster.

Fra mose til eng, mose og søer

I nyere tid har der så været planer om at genskabe et 200 hektar stort område med enge, moser, rørskove og søer. Ifølge en nyhedsartikel fra Egedal Kommune, januar 2014. Den fortæller at der er givet 730.000 kr til forundersøgelse. Og processen med høringer af bl.a. borgerne er allerede i gang, med referat fra borgermøde den 10. april 2014. Denne skal ifølge tidsplan foregå indtil 2015.

Jørlunde Å/Ålebæksrenden løber midt gennem Hagerup Mose. Men det er absolut ikke muligt at bane sig vej langs kanten (måske til nød til kanten), som det fremgår her. Bredderne er beklædt med meterhøjt siv. Man kan heller ikke springe over åen/renden. Selve vådområdet er nu ikke så stort som nogle lodsejere frygter. Det er klemt fra alle sider af landbrugsarealer som visse steder næsten går helt ned til åen.

Det første møde synes allerede at kridte banen op: Kommunerne vil dialog med lodsejerne og interessegrupper. Alle lodsejere vil senere blive tilbudt samtaler. Flere af de fremmødte lodsejere ar ikke særlig begejstrede: Naturværdien er ikke god. Der er nok vådområder allerede, man må sikre landbrugsarealer. Det hele ender alligevel med at blive en sump. Naturfredningsfolk ønsker følgegruppe med interesserede, men det mener lodsejerne ikke der er grund til, det kan de udmærket godt selv klare. Men måske bliver det helt væltet over ende af en fjerde faktor: Byudviklingen.

Det er bl.a. om dette område at en lodsejer angiveligt skal have sagt at man må sikre landbrugsområderne. For en udenforstående vandringsmand ser det dog ud til at det da i dag i den grad er sket: Området er fuldstændig præget af landbrugsarealer. Stakittet midt i billedet markerer Ålebæksrenden. De mosearealer som man vil omdanne til sø, har med mit ringe kendskab til marker vel ikke ligefrem bevist at egner sig til landbrug? Men det er måske en ligegyldig diskussion. Helt for enden af vejen på toppen af bakken kan man lige ane et skilt. Det proklamerer, at her skal byen Vinge opføres.

Har du været i Vinge?

På toppen af Dalvejen ved den nu øde Damgård står der nemlig et skilt om at her skal opføres et kæmpebyggeri, byen Vinge tegnet af Henning Larsens Tegnestue, med plads til 10.000 indbyggere og 4.000 arbejdspladser. 350 ha og ifølge tegnestuen dermed det største byudviklingsområde i Danmark. Kik eventuelt på hjemmesidens 3½ minut lange film. Her fremgår det at Vinge vil være en helt ny by som strækker sig på begge sider af s-togsbanen, ca. 1 km sydpå og ca. 1½ km nordpå, afgrænset af Frederikssundsvej mod vest og .... jeps, Hagerup Mose/Sø mod øst. Om beboerne i den kommende by (og her er altså  tale om en veritabel by) får noget af skulle have sagt i den forbindelse, har jeg ikke kunnet hitte ud af. Pt står det dog på standby da arkæologer graver i området.

Jernbanestien mellem Måløv og Frederikssund er nu helt færdig. Der mangler vist kun en bro hist og pist. Jeg har tidligere gået denne tur, se 4. august 2013, og må da snart ud at afprøve stien igen. Her få kilometer øst for Frederikssund.

Ruten

Ølstykke St. Skenkelsø. Hagerup Mosevej (tur/retur). Dalvejen.Jernbanestien. Bjergvejen. Roskilde Fjord. Frederikssund St. Ialt ca. 15 km

Fjordstien: Jyllinge, Bolund, Risø

Sommer, sol, strand og vand - det er ved at være sommerferietid

Ifølge DMIs prognoser for vandstand, er vandstanden 10-15 cm over normal vandstand i Roskilde Fjord i dag. Jeg har holdt lidt øje med det, fordi jeg gerne vil vade tørskoet ud til Bolund - et af målene på denne del af Fjordstien. Ved højvande påstås det at det kan man ikke uden gummistøvler eller waders. Turen er en del af folderen Fjordstien 4 fra Frederikssund til Roskilde. Men da jeg allerede flere gange har taget turen den første del, vælger jeg at starte i Jyllinge - cirka halvvejs (se fx 11. februar 2013, 7. december 2013 og 15. juni 2015.

Fra strandparken Klinten i Jyllinge har man et storslået udsyn over Roskilde Fjord. Lilleø til venstre i billedet, og fiskerihavnen kan anes stikke ud fra kysten. De røde redskabsskure blev brugt af fiskere. I forgrunden kan lige anes de små udgravninger af sand. Her hentede folk før i tiden sand til gulvene. Det var før parketgulvenes tid.

Jyllinge - Klinten

På vej ud af Jyllinge bør man lige give sig tid til at gå rundt i det lille strandparksområde Klinten syd for Hotel Søfryd (1916). Før i tiden blev det brugt til sandgravning, hvorfra man stadig kan se nogle fordybninger i terrænet. Her er også nogle redskabsskure for lokale fiskere og en badebro. Lunden er fra 1882. Ifølge en planche i parken boede her en vis Jens Sørensen som i 1841, altså under enevælden, skrev en smædevise mod regeringen og fik en bøde. Kunstmaleren Hans Ole Brasens atelier ligger også her (1907).

Ved Oddestenen, som ligger yderst på en landtange, har man denne udsigt mod Eskilsø med klosteruinen. En hare springer rundt i området omkring stenen. Måger og andre havfugle.

Turen starter syd for lystbådehavnen lidt overraskende med at skulle gå et par hundrede meter på en strandsti der nærmest er overgroet med meterhøjt græs, så jeg bliver gennemblødt til midt på lårene. Men i sommersolen tørrer det hurtigt, og herefter er det kun på korte strækninger i deto indervige at Hovedvej 6 må bruges som en kort omvej. Generelt er strandene fyldt med sten, som er meget knoldede at gå på. Mere behagelig er trampestien et par meter væk fra stranden, selvom den er overgroet flere steder.

 

Her et typisk parti fra stranden ved Vigen. I bunden af vigene vokser sivene helt ud i vandet, og man må ind i landet for at komme forbi. Men ellers er stranden passabel, selv med en smule højvande som i dag.I det fjerne til venstre rager landtangen med Oddenstenen ud.

Stemningen langs fjorden på denne sommerdag er fantastisk: Man kan både høre strandfuglene og markfuglene. Der dufter af blomster og havvand. Billarmen kan man kun høre når man kommer for tæt på hovedvej 6. Til vandsiden har man et pragtfuldt udsyn over fjorden, som til stadighed ændrer sig hvor man kommer frem. Visse steder som ved Oddestenen kommer man ud på flade landtanger der stikker ud i fjorden. Til landssiden er der overvejende fladt, lettere kuperet terræn med marker. Men der er dog undtagelser, som fx på halvøen Klinten syd for Salvadparken hvor der er to stejle klinter - Avernakke på omkring 11 meters højde.

Klinten, halvøen syd for Salvadparken, udfolder sig på smukkeste vis. På nordsiden er vejen bred, men på sydsiden efter Avernakke er vi ude i knoldede stenstrande, mudrede sandområder og til sidst, helt inde i vigen, også siv som spærrer for passage. Her må man tage hovedvejen til hjælp ned forbi strandparken. Belønningen er idylliske udsigter som denne.

Roskilde Amt har lavet en folder om Salvadparken. Den handler dog mest om området omkring parken. Floraen i strandkanten er mangfoldig, og der er rigeligt med strandfugle og udsigt til Eskildsø.

På vestsiden af Klinten går man med udsigt til Bolund og Risø. På landsiden er der to mindre klinter. Stranden er som det ses noget besværlig at passere og udfordrer absolut ankler og led. Stien oppe i græsset er mere behagelig. Men til gengæld er udsigten ikke så god.

Gerebro

Syd for Klinten går Gerebro over Maglemose Å (Gere Å). Her kan interesserede ifølge en hjemmeside en af Danmarks ældste landevejsbroer. Den landevej som den i sin tid førte over åen er nu omlagt. Den daværende landevej kan stadig tydeligt ses på Google Maps som en bue indad i landet øst for den nuværende hovedvej som blev anlagt 1931. Broen selv står lidt underligt placeret set med nutidens vejføring. Årstallet 1771 og 1919 ses på broen, men den er dokumenteret helt tilbage til 1661. Broen var i forfald indtil 2010, hvor det lykkedes Kulturarvstyrelsen, Roskilde Kommune, en journalist og Engshistorisk Forening i Gundsø med støtte fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og især frivillig arbejdskraft (pensionister) at renovere broens jerngelændere, hjørnepulter og broen selv. Den var færdig 19. maj 2011. Der er adgang fra Frederiksborgvej 420.

Et kort synker modet da jeg opdager at en flok køer har blokeret tangen til Bolund. Men det viser sig at være synsbedrag. Da jeg går i en flere hundrede meter stor bue omkring dem, finder jeg ud af at de ikke engang er noget der kommer tæt på at spærre tangen ud til Bolund. Hermed er sagt at man i området kan risikere at stå midt i en flok køer. (Mest til folk der ikke bryder sig om den slags. Nogle vil nok tillade sig at grine lidt i skægget over det)

Bolund

Set på afstand ser Bolund måske ikke så imponerende ud. Jo, den stikker da ud som den ligger der med sin 12 meter høje klint og den smalle landtange. På vej derned bliver jeg et kort øjeblik grebet af panik da jeg opdager en betragtelig gruppe køer helt ud til vandkanten. Jeg må op på hovedvejen igen, men opdager snart at det er meget nemt at slå en stor bue uden om disse farlige dyr. Om end turen går gennem sumpet terræn. Bl.a. opdagede jeg en grøn ny gummistøvle stikke 10 cm op af et dyndet sted. Ejeren havde åbenbart opgivet at trække den op. Nu sidder den nærmest som støbt i beton da jorden er tør.

Vestspidsen af Bolund. I den øverste meter af toppen på klinten har en koloni digesvaler bygget huller. De kan føle stig trygge her. Klinten er nærmest lodret. Spidsen er meget svært passabel pga de meget store sten som ligger på den anden side af klinten.

Men det er nu stemningen jeg blev grebet af. Allerede på vej derud ad landtangen så jeg 2-3 forskellige fuglearter som jeg ikke engang er sikker på at have set i fuglebøger før. Og fuglefløjten som jeg heller aldrig har hørt før. Landskabet berørte mig også, selv om det egentlig er svært at sige hvorfor. Det er bare et dejligt sted som ikke engang den fjerne støj fra hovedvejen formår at ødelægge. Man bør unde sig at gå lidt rundt på stedet, op på klinten, rundt om den, selv om stranden er besværlig at runde.

Et sidste kik fra Bolundstenen ud mod Bolund, før turen går til linje 600S ved Risø. Stenen er en vandreblok fra fjeldene nordpå som er bragt hertil af isen

Dette mærkværdige stykke geologi der tilmed har sjælden fauna og flora, har gennem tiderne kastet adskillige myter, sagn og skæve historier af sig. Kært bar har også mange navne. Ko-øen er et af dem, for kun køer vovede de overtroiske bønder at bruge øen til af frygt for repressalier fra hekse, trolde og andet. Hvilket ikke var en dårlig ting for naturen på stedet som blev fredet i 1941. Tangen er oversvømmet ved højvande.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Ruten

Jyllinge Centeret. Bare følg stranden indtil Risø. Syd for lystbådehavnen i Jyllinge er stien nærmest overgroet et par hundrede meter. Inderst i vigene, ved Vigen og Gerebro, går sivene ud i vandet, så der må man op på Frederiksborgvej (Hovedvej 6) et par hundrede meter

Københavns belejring og storm

Natten mellem den 10. og 11. februar 1659 stormede svenskerne København under belejringen 1658-1660

Stednavnene er brugt for at give et indtryk af hvor små afstandene var under Københavns belejring 1658-60 og stormen 1659. København uden for voldene var fortrinsvis marker, som i den pågældende vinteren var dækket af is og sne. Svenskerne har måttet navigere efter fikspunkter som søerne, voldene og byens kirketårne og møller.

Byen lå inden for voldgaderne. Søerne bredte sig til omkring Nansensgade. Der var adgang gennem Vesterport (Vestergade ved Rådhuspladsen), Nørreport (Nørregade ved Zahles Gymnasium) og Østerport. Kystlinjen gik nogenlunde langs Tietgensgade, Stormgade, Nybrogade, Vingårdsstræde, Nyhavn. Kallebod Strand lå ved Tivolis sydøstlige side. Herudfor holdt to krigsskibe på dybt vand svenskernes flåde væk: Højenhald ved Tivoli Hotel og stykprammen Svinetruget ved Politigården. Kastellet var uden stokhuse.

Dette slørede billede er måske det tætteste jeg kommer på at vise noget stadigt eksisterende af hvordan de ca. 10.000 københavnere boede bag voldene i 1658: Mindestuerne i Nyboder. Opført i 1635, fredet 1918.  Ikke som de fleste andre huse i Nyboder forhøjet med en en etage. Glem alt om senere tiders pladsmangel. Der var rigeligt plads bag voldene. Gård- eller husmandslignende huse omgivet af haver mm.

I Nyboder kan man stadig pletvis opleve hvordan de menige søfolk og deres familier boede dengang. Ca 200 boliger på ca. 40 m2 opført 1631-1641. De er dog blevet ændret senere, bl.a. var de malet rød-hvide.

Mislykket lynangreb august 1658

Blitzkrig var svenskernes første plan. 7. august 1658 satte den svenske hær over Storebælt ved Korsør med 1.200 kavallerister, 4.000 infanterister og 18 kanoner. Den 12. august angreb de Nørreport og Østerport  og sikrede sig kontrollen med den ydre fæstningslinje mellem Sankt Jørgens Sø og Hovedbanegården. Herfra truede de med at angribe Vesterport gennem Tivoli og Rådhuspladsen. Den ydre forsvarslinje gik langs Søerne og havde tre fæstningsværker: Ny Vartov (ved trianglen), Store Ravnsborg (Dronning Louises Bro) og Ladegården. Den 13. august 1658 havde de danske styrker dog held til at ødelægge disse svenskernes belejringsværker. 700 mand angreb fra Vestergade, over Rådhuspladsen og ind gennem Tivoli, godt støttet af "Svinetruget". De fik ødelagt de svenske belejringsværker mellem St. Jørgens Sø og Hovedbanegården.

Fra Bellahøj/Carlstad kunne svenskerne kigge de ca 5 km ind over flade marker til København. Ingen af tårnene eksisterede dengang, men de markerer vigtige steder: Til højre Rådhustårnet, som markerer stedet for datidens Vesterport. Til højre bag det grå etagebyggeri kan man lige skimte Vor Frue Kirke, som markerer datidens centrum: Gammeltorv. Som det ses angiver Hvidkilde vej (i forgrunden) den direkte vej til byen fra Carlstad. Fra Bellahøj går det rask nedad en kilometer. Derefter flader terrænet de sidste ca. 4 kilometer ud og falder ganske mildt ned mod Søerne.

Den primære kamplads hele efteråret og vinteren 1658 var området vest for Tivoli. Den 17. august blev belejringsværkerne igen ødelagt. Den 21. august bombarderede svenskerne Østerport og Vesterport med 200 granater. Den 23. august angreb 2.800 danskere de svenske belejringsstyrker på Vesterbro. En styrke angreb over Rådhuspladsen ned gennem Tivoli, mens en anden gennem Løngangsstræde ud mod Tivoli. Igen fik man ødelagt svenskernes belejringsanlæg. Samme aften angreb den danske flåde svenskernes, og neutraliserede den ved Kalvebod Brygge. Et dansk udfald 30. august blev annulleret da angrebsstyrken var for beruset. Danske udfald 3. september og 4. oktober førte ikke til noget. Svenskerne bombarderede København den 12 september, bl.a. med erobrede kanoner fra Kronborg.

Scenen for talrige sammenstød: Vesterbrogade set fra Rådhuspladsen. De belejrede angreb gennem Vesterport (sådan cirka i busbanen) og drejede til venstre ved Tivoli (indgangen skimtes lidt til venstre for centrum) for at ødelægge belejrernes stillinger, der strakte sig tværs over Vesterbrogade bagest i billedet. Fra Søerne og vest for Tivoli.

Svenskerne under pres

Mere effekt end forsvaret havde de velbegrundede rygter om at hollænderne var på vej med i første omgang 2.200 mand og 29 orlogsskibe, forberedt 25. august til 7. oktober. Alene rygtet fik svenskerne til at fjerne flåden den 22. september fra København til Kronborg, samt afbryde et stormangreb 8.-9. oktober på Amager for at afbrænde danske forsyninger. Det betød at danskerne ved Store Magleby kunne besejre den svenske styrke og endda være tæt på at fange den svenske konge. Hollænderne rundede Kronborg 29. oktober 1659. Kurfyrsten af Brandenburg sendte i september 1658 en tysk-polsk hær på 16.000 mand, 10.000 tyske tropper og 6.000 polakker mod Jylland for at bekæmpe svenskerne. I december kontrollerede den stort set de militært vigtige punkter i Jylland bortset fra  Frederiksodde (Fredericia). Hæren skal have plyndret endnu værre end svenskerne.

Så de svenske militære styrker med tilhørende civile på Bellahøj/Carlstad var under pres. De belejredes problemer ser ud til at have været mere i luksusenden: Novemberkulde, sygdom og gnidninger mellem soldater og de mennesker de er indkvarteret hos. Studenternes krav om særbehandling hvad angår egen kommando, erfarne læger, erstatninger osv. sluttede da de blev erstattet af hollændere. Og de belejrede havde tid til at højne moralen med mange guerilla-lignende udfald og hektisk forberede den svenske storm. Svenskerne havde kun is og (bund)frosne farvande at forlade sig på. Det øvede de sig på bedste vis bl.a. den 18. januar, hvor en svensk opklaringspatrulje angreb over isen mod Christianshavn. Den 8.-9. februar 1659 mistede svenskerne en løbebro som afslørede hvor brede våger danskerne skulle hugge for at broerne ikke kunne nå over. Desuden var danskerne gennem spioner velorienterede om hvad svenskerne havde i sinde og hvornår.

Tietgensgade markerer nogenlunde hvor stranden gik. Hertil nåede svenskerne allerede i august, og de har herfra kunnet skimte slottets daværende tårne (til højre). Ved Tivoli var der en regulær voldgrav (Tivolisøen), men langs stranden var der kun "et halvt bolværk" og to krigsskibe. Et svagt punkt - hvis ellers det var lykkedes svenskerne at overraske. Angribernes plan var at gå over isen til højre i billedet mod slottet.

Carlstad - København over Frederiksberg

Omkring midnat rykkede svenskernes hovedstyrke fra Bellahøj (Carlstad), øst om Valby Bakke og frem mod Hovedbanegården og Kallebod. I dag er det svært at forestille sig den ca. 5 km lange tur gennem is- og sneklædte marker. I bulravende mørke og isnende kulde. I dag foregår den gennem tætbefolkede boligblokke på 5 a 6 etager. Eneste sigtepunkt synes at have været de bål som svenskerne havde tændt på Valby Bakke. Jeg kan se Zoo-tårnet fra Bellahøj ca. 45 grader sydvest fra starten af Hvidkildevej. Og forestiller man sig et åbent landskab, må de have været gode pejlepunkter for angrebsstyrken. For mig tog det ca en time at nå ned til hjørnet af Bagerstræde og Gammel Kongevej, hvor angriberne nu for alvor kunne ane byen og Søerne. Den skulle angribe over isen langs stranden kl 1:30 (eller kl. 2) fra området mellem Skt. Jørgens Sø og Tivoli mod Løngangen og Bryghuset. .

Her er målet for stormen: Bag de gule bygninger (Thorvaldsens Museum) lå slottet. Stormgade og Nationalmuseet (til højre) skal vi forestille os som et isbelagt hav, hvorover svenskerne rykkede frem. Venstre side af vejen var "det halve bolværk", og vi er nu passeret den regulære vold (til venstre for fodgængerne). Det ser jo nemt ud, men ved den gule bil i baggrunden har belejrerne hugget brede våger der lige præcis er så brede at svenskerne stormbroer ikke kan nå over. Stormen gå i stå der.

Da jeg går turen til fods, forekommer det mig som lægmand at have været en militært håbløs opgave: Angribe 10.000 danske og ikke mindst hollandske soldater godt forskanset bag høje volde og bevæbnet med 298 kanoner, samt 48 på skibene. Kl 1:30: To tjæretønder på Valby Bakke signalerer stormen. En mindre svensk styrke angreb Christianshavn, men blev slået tilbage. Et selvmords-skinangreb mod Nørreport nåede frem, men fik ikke den ønskede virkning, nemlig at danske reserver blev trukket til Nørreport.

Omtrent her må selvmordsangrebet mod Nørreport have fundet sted. I baggrunden Nørregade og Vor Frue Kirke. Nørreport lå for enden af Nørregade. Ikke engang svenskerne troede på angrebet. Nogle bøger fortæller at det var tvangsudskrevne danskere som fik lov til at lade livet som kanonføde for det mislykkede skinangreb.

Hovedangrebet

Hovedangrebet gik omkring kl. 2:30 over isen langs stranden ved Tietgensgade, gennem Tivoli, bag om Rådhuset og gennem Stormgade for at angribe det svagt punkt ved Løngangen. Først med held, men så ramte svenskerne palisader og våger. Styrken måtte i stedet forsøge at storme bastionen ved Vandkunsten. Det gik i stå efter et par timer. Især efter at de to danske indefrosne skibe fik afværget svenskernes forsøg på at erobre dem og fik gang i beskydningen. Svenskerne marcherede ad Stormgade mod Christiansborg. Men efter ca. 15 minutters kanonbeskydning måtte stormtropperne standse op ved de våger, som danskerne havde hugget og som var lige tilpas brede så løbebroerne ikke kunne nå over. De der alligevel prøvede, gik gennem isen ved Nationalmuseet. Herefter startede en massakre af angrebsstyrken. Kun fire svenskere skal være nået over volden på dens svage sted "Det halve Bolværk ved Vandkonsten".

Billedet her er vist taget nogenlunde fra vågen og op ad Rådhusstræde. Lygten står ved kanalen, og bagest aner man Vandkunsten. Svenskerne kom ind fra venstre over isen, blev stoppet af vågerne, og måtte i stedet forsøge at svinge til venstre, dvs angribe "bolværket" op mod Vandkunsten. Det mislykkedes. Og så gik stormen endeligt i stå.

Stormgade (navngivet 1669) var dengang dækket af vand, men under byggemodning under navnet Frederiksholm. Frederiksholms Kanal blev først udgravet 1681-1682 og Stormbroen opført. Her boede hoffolk og adelsfolk.

Storm i Østre Anlæg

Efter planen skulle hovedangrebet have trukket forsvarerne sydpå og åbnet op for svenskernes andet angreb nordpå, ved Kastellet. Med det for øje marcherende det andet svenske angreb i nattens mulm og mørke fra Trianglen (Vartov) for over Garnisons Kirkegård at angribe Kastellet og Østerport. De gik forkert, over Holmens Kirkegård mod Statens Museum for Kunst. Her nåede de frem ved 4-tiden. Koldblodigt ventede hollænderne på at at svenskerne fik sig nosset over isen og pakket sig sammen under volden. Så gjorde de rent bord.

 Idyllisk ser bastionen i Østre Anlæg ud i dag, men under stormen blev den et mareridt for angriberne. De var gået forkert, nåede over den frosne voldgrav til motionsløberne, men blev så mejet ned af hollandske trænede tropper, der ud risiko kunne fyre løs oppefra.

Med udsigt til nederlag på begge fronter måtte svenskerne kl. 06:00 blæse til retræte. Resten er historie som kan læses i adskillige gode bøger om emnet. Jeg har tidligere på webloggen omtalt forskellige episoder i forbindelse med belejringen: December 1659, hvor mindst 10 svenske soldater blev slået ihjel af bønder ved Smørum, Utterslevs udslettelse, voldanlæg i Hareskoven, samt mere udførligt om Carlstad.

Mindetavler

Fælledvej 4, massegrav af svenske soldater fundet her: Til minde om / Københavns belejring / Under denne ejendom hviler / resterne af de svenske / soldater, der blev dræbt / under stormen på Nørre Vold / den 11. februar 1659.
Vandkunsten 10. HVOR DETTE TORV NU ER / VAR I ÆLDRE TIDER STADENS GRÆNSE / MOD KALLEBODERNE / HER AFSLOG KIØBENHAVNS BORGERE / OG DANSKE STUDENTER / NATTEN IMELLEM / D. 10de & 11te FEBRUAR 1659 / UNDER KONG FREDERIK DEN 3die / GENERALSTORMEN PAA KIØBENHAVN / DA DEN SVENSTE KONG CARlL DEN 10de GUSTAV / VILDE ERROBRE DANMARK
Stormgade (1959). Til  minde om svenske og hollandske soldater og søfolk som faldt under Københavns belejring 1658-1660. Opsat af Københavns Kommune 1959.
Christiansborg, Kongeporten. (1918).

Ruten

Ruten kan have forløbet således: Hvidkildevej, Mariendalsvej, Rolighedsvej, Thorvaldsensvej, Danasvej, Gl. Kongevej og Abel Kathrinesgade. Stormgade. Voldgaderne. Nyboder. Østerport.