fredag den 10. januar 2014

Færgelunden (Frederikssund - Jægerspris)

Færgelunden mellem Frederikssund og Jægerspris er perfekt ovelsesterræn. Stier, bakker af alskens slags. Små og store udfordringer. Og smuk natur.


Færgelunden synes umiddelbart ikke af meget på et kort: En uregelmæssig ca. 1½ km bred og 2 km (når fraregnes golfbanen) grøn stribe langs Roskilde Fjord. Tilmed med den meget trafikerede Færgelundsvej i udkanten. Forventningerne var ikke de højeste, og måske er det derfor at jeg lod mig overraske, på den positive måde.

Orkanen Bodil

Mit meget løse koncept med turen var egentlig bare at se om der stadig var mén efter orkanen Bodil i december måned. Den ramte Frederikssund og Roskilde Fjord særlig slemt.  Med rekordhøj vandstand, oversvømmelse af store dele af Frederikssund og meget andet. Turen skulle være en slags follow-up på mit indlæg mens orkanen stadig rasede af lørdag den 7. december. Med det formål at se forskellen på hvordan naturen klarede sig kontra hvordan byen klarede sig.

Hvad angår det sidste, så må man vel alt andet sige at naturen klarede sig bedst. Jeg passerede Frederikssunds laveste punkt, Blødevej. Og her var katastrofen stadig meget nærværende. Husene er ubeboede og bærer klart mærker af vandet. Man kan endnu se at det har stået næsten til op over vinduerne på et enkelt hus, og fitness-centret er lukket, et par containere rummer de sørgelige rester af inventaret. Enkelte bebyggelser har stadig rester af dyngvåde kasserede tæpper og andet vandskadet inventar udenfor.

Kronprins Frederiks Bro set fra Jægerspris-siden af Roskilde Fjord. Civilisation kontra natur: Tæt på vejen over kampestenene ligger ved autoværnet en bræmme af opskyllet siv, plasticbeholdere mv. Sandsynligvis markerer de grænsen for hvor højt vandet stod under orkanen Bodil i december 2013. Samtiden ser sivskoven ud at at lade som intet er hændt. Kun den strandede båd vidner om oversvømmelsen.

Bodils hærgen

På Kronprins Frederiks Bro over Roskilde Fjord ses overgangen mellem civilisation og natur langs dæmningen. Intet er ødelagt, men man kan næsten helt oppe ved vejbanen se hvor vandet aflejrede drivgods, især siv fra standkanten. Samt plasticbeholdere, og en enkelt båd. Hvad angår den rene natur, skoven, stranden og klitterne, så synes jeg ikke man kan tale om ødelæggelser. Her er snarere sket nogle justeringer af naturen: Masser af væltede træer, sammenstyrtede klitter, renvaskede trærødder. Men på en eller anden måde er det "i orden". Det er naturens gang. Landskabet ændrer sig, men det overlever, og tilpasser sig de nye forhold.

Overalt i Færgelunden er der væltet et betydeligt antal træer. Disse træer ligger tværs hen over stien ud til Sandskredet. Vandrere har allerede lavet en ny trampesti op ad skråningen. Og i skovbunden anes at nye træer er på vej. For de gamle som faldt, er der ny overalt, som sangen forkynder.

Sandskredet

Den lillle strimmel skov øst for Færgelundsvej med bakken Sandskredet syner ikke af meget, men landskabet her er meget dramatisk. Den høje klint falder nærmest lodret ned mod fjorden, og højdeskræk personer skal nok ikke vove sig for tæt på kanten. Set udvendigt fra ser det faktisk ud som om at navnet er meget passende: Klinten ligner en sandklint. Kigger man ned i hullet hvor de væltede træers rødder engang var, så ser man masser af sand på et meget tyndt muldlag.

Sært som trærødder kan virke levende når de kommer op af deres naturlige element, jorden. Her er de lagt fri og renskurret af fjorden. Enkelte er som det i baggrunden faldet.

Mit venstre knæ har brokket sig en lille uges tid, så det sætter nogle begrænsninger på hvor meget jeg kan holde til på knoldede skovstier, skråninger og ikke skridsikre veje. Jeg vælger at se det som et tegn til at være mere opmærksom på hvordan jeg bruger kroppen. Jeg tager den med ro, mærker nøje efter hvornår det gør ondt i knæet og lærer af erfaringerne, så jeg ikke gentager de bevægelser som fremkalder det.


Ved Sandskredet.Det ser ud til at skrænten for ganske nyligt har været udsat for fjordens voldsomme kræfter. Mon man tør konkludere at det er sket under orkanen i december sidste år? Nu er der ganske fredeligt. Kun vejen suser lidt i det fjerne.

Fortabt i ødemarken!

Endnu engang bliver jeg skuffet over DMIs vejrudsigt for Frederikssund. Der var en regnfri sky med en sol kiggende frem. Men sådan går det ikke. Den ene kraftige byge efter den anden fejer hen over Færgelunden. Og det bliver ikke bedre af at Kraks kort slet ikke dur.

 Højder er altid vanskelige at gengive på fotoer. Her fra toppen af Sandskredet. Det går nærmest lodret ned. Bemærk at kameravinklen er bøjet lidt ned. Højden kan måske fornemmes ved at sammenligne det store træ på stranden med stammen midt i billedet. At havet har eroderet, fremgår af  den rød-hvide afspærring. Bag den går det lodret ned.

Jeg lokaliserer Kignæs havn, nyder udsigten fra højdedraget ned mod havnen, men så går jeg vild, aner ikke hvor jeg er i mit forsøg på at finde Frederikshøj og Thyrashøj - samt de fredede hulveje imellem dem. I stedet pakker jeg kortet i baglommen og følger mit instinkt.

 Især stierne langs kysten kan være en udfordring i form af stejle bakker, knudrede rødder og smat. Men udsigten gør umagen værd. Her anes Kignæs Havn til venstre. Og Færgelundsvejen nederst.

Det viser sig at være godt nok, for pludselig dukker Schweizerhuset frem på en bakketop. Nogle kongeliges lysthus fra 1794. Dengang der ikke var skov og de kunne nyde udsigten over Roskilde Fjord ca. 500 meter væk. Til min glædelige overraskelse rager taget ca. 2 meter ud, og jeg finder ly for regnen mens jeg indtager den varme chokolade. Hvilken ro. Men jeg er blevet kold, finder vejen ned mod Færgegården og museet, hvor et skilt forkynder at døren er åben. Jeg er eneste besøgende, og museumsdamen er ved at lukke museet, men jeg får dog lov til at få varmen og tørre lidt så jeg kan klare de sidste 3 km til stationen.

 Schweizerhuset. Som et beskyttende læ fremtoner den på nethinden hvor jeg er allermindst klar over hvor jeg er. Våd, lidt kold og ingen udsigt til bedre vejr. På husets fortrappe genvinder jeg modet med varm chokolade, og et hvil. Med en udsigt, dog ringere end kongefamilien oprindelig havde. Da var der nemlig ikke skov.

Vejret gjorde denne tur temmelig meget kortere end jeg havde planlagt, selvom den tog længere tid end planlagt. Men sådan er det nu engang med vandring. I sne og slud, vandringsmanden går ud! Såvel på turistinformation som på museet fik jeg imidlertid reddet mig en masse brochurer med vandreture og cykelruter i området, så dem tog jeg med hjem til nærmere granskning.

Nede af den smattede sti øjner jeg broen til Frederikssund og Færgegården (lokalmuseum) anes ude til højre i billedet. Her forbarmer museumspersonalet sig over mig så mens hun lukker kan jeg nå at blive lidt tør og få varmen. Mere end rigeligt til at turen til Frederikssund foregår på friske ben og ved godt mod.

Ruten

Frederikssund Station. Færgelundsvej. Sandskredet. Kignæs Lystbådehavn. Scweizerhuset. Frederikssunds Station. Måske 12 km. Men vanskeligt at bedømme da jeg gik vild.

onsdag den 1. januar 2014

Ørestad

Nyt år: Jeg kan ikke forestille mig noget mere nyt og større i København end Ørestaden. Med sine 3,1 km2 på størrelse med en provinsby.


Ørestad er så stor at den har 4 "bydele": Nord, Amager Fælled, City og Syd. Hver med forskellige kvarterer med navne som Downtown, Lake City, August Schade-kvarteret, m.v. Når staden engang er fuldt bebygget, vil der også være indbyggere og arbejdspladser der kan måle sig med de fleste provinsbyer, hhv 25.000 og 80.000. Det sidste markerer at bydelen i høj grad skal være en arbejdsplads.

Ørestad City skyline set fra nord mod syd mod den grå vinterhimmel fra de kunstige bakker på Amagerfælled. Til venstre for midten Bella Sky Hotels markante forvredne dobbelttårn. I midten Ørestad Syds Copenhagen Towers (Crowne Plaza) med de 25 etager. I forgrunden en vintervåd fælled og Vandrerhjemmet.

Intet er gammelt her. Ikke engang jorden den er opført på. For 100 år siden ville Ørestaden have været en kystby. Kystlinjen gik nogenlunde langs vestsiden. Af og til endda ind i det der nu er by. Man kan vel sige at "naturområderne" er kunstnatur. Eller kunstig natur. Fields blev opført på bar mark i 2004.

Ørestad City Bypark syner umiddelbart ikke af ret meget fra Ørestads Boulevard, der på denne strækning også hedder Sivegaden. Men går man ind i den, åbner der sig et ganske stort areal med en række "øer" med temaer på begge sider af den centrale gade.I midten bagest Wing House (Henning Larsen).

Staden er så ny - det meste opført inden for de sidste 10 år - at områderne mig bekendt endnu ikke har nået at fået øgenavne. I stedet vrimler det med engelske navne på erhvervsbyggerierne: Copenhagen Towers, Copenhagen Golf Park, Company Park, Hotel Cabinn Metro, Wing House, Ørestad Downtown. De fleste boliger har nu danske navne. Men der bygges stadig, så det kommer måske.

Ørestad Syd er langt fra færdigbygget. Det er måske svært at se, men bænkene antyder det. Dette er De Urbane Haver i Ørestad Syd. Til venstre områdets mest markante bygning, 8-tallet. Lidt til højre Lake City. Jo, der står da lidt kål hist og her. Men stier og veje er også kun smattede stier eller grøfter. Byggeriet er stadig i gang.

En betydelig del af byggerierne er tegnet af verdenskendte arkitekt(firma)er som Daniel Libeskind (1946) og Henning Larsen (1925-2013), som døde sidste sommer. Men der er nu også meget trivielt byggeri som ligner alt muligt andet moderne betonbyggeri.

VM-huset set fra syd, er et af de internationalt kendte byggerier. Det er værd at tage en tur hele vejen rundt, og ikke mindst, indeni. Det er nærmest hult indeni, med parkeringspladser, en bjergbanelignende elevator, labyrintiske svalegange og andet spøjs arkitektur. Sydsiden ligner en bevokset bjergskråning.


Så der er sket meget siden man begyndte at bruge Amager Fælled Kvarteret nord for Vejlands Alle, Amager Fælled 1680-1956 til militær øvelsesplads (i hvert fald den nordlige del). 1956-1973 fungerede den som losseplads. Da jeg flyttede ind på Grønjordskollegiet i 1974, var "Fælleden" stadig lidt berygtet, og man kunne finde affaldsdynger mange steder. Det var et lidt "berygtet" sted. En overgang mødested for bøsser, nu afgrænset til Zigøjnerpladsen.

Ørestad Skole er en gåtur værd. Prøv at bestige trappen mellem den og Ørestad Gymnasium, op til legepladsen. Her kan man kigge ind i klasselokaler, administrationslokaler, toiletter, konferencerum mv.  I stueetagen er såmænd biblioteket der er døgnåbent. Arkitekturen er "motionerende" i sig selv, mange trapper. Samt elevatorer til gangbesværede.

Selv om der stadig bygges, så kan man allerede se hvordan bydelen vil komme til at se ud. Der er forretninger, restauranter, indkøbscentre og anden infrastruktur for indbyggerne. På denne nytårsdag er der på trods af småregnen en del mennesker som helt tydeligt bor derude. Mest unge med børn.

Man kunne fristes til at få den tanke at vi er i legos hjemland. Alting er kasser, legoklodser, men varieret i en uendelighed, som her i et af de to huller i 8-tallet.

Jeg kunne ikke lade være med at blive lidt bjergtaget af bydelen. Dens uendelige variationer over legoklodsen, i den størrelse, mængde og variationer .... Der findes ganske enkelt ikke noget lignende i Danmark. Det er ikke på højde med nybyggeriet i Berlin, men det er det nærmest jeg kan komme til en sammenligning.

Lake City set gennem en af de mange udgange af 8-tallet. Cykelfolket har i hvert fald taget bydelen til sig, lader det til. For de kan vel ikke alle sammen været cyklet ud til golfbanen bag husene. Midt i billedet ser det ud til at der skal laves nogle kunstige bakker.

Hvordan det ser ud om nogle år, når slitagen og/eller patinaen sætter ind, når træer og buske er vokset til, når forretningslivet er etableret, når institutionerne er klar, det ved vi ikke noget om. En by der ikke forandrer sig, er en død by. Godt nok bliver Nordhavnen endnu større, men der er man dårlig nok begyndt endnu. Så det er hermed fastslået at København er en levende by.

Slut på Ørestad, start på Kalvebod Fælled. Helt mod syd står Hein Heinsens "Den Store Udveksler". Ifølge folderen er det to spiraler viklet ind i hinanden: Vor Frelsers Kirketårn vendt på hovedet (den kan jeg godt se) og "former og figurer, man kun svagt kan genkende". Utaknemmeligt placeret på en byggeplads.

Ruten

Nord-syd er afstanden mellem Metro Islands Brygge og Metro Vestamager lidt over 5 km. langs Ørestads Boulevard. Men turen kan gøres meget længere ved at gøre afstikkere både mod øst og vest. Der er sagtens til op til 20 km hvis man vil se det hele.

søndag den 29. december 2013

Godt Nytår!

Vandringsmanden ønsker Vandringsløse Tidendes lille, men forhåbentlig trofaste læserskare rigtig godt nytår!


Sidste søndag i 2012 gik rundt om Utterslev Mose. Sidste søndag i 2013 gik langs Vestvolden fra Husum til Gl. Køge Landevej. Som sidste år ville jeg bare traske ud i det blå på kendte stier og lade tankerne vandre sammen med fødderne. Og hvad tænkte jeg så?

2013 har været en slags odyssé rundt i historien fra landsbysamfundet til bysamfundet anno 1950'erne, hvor jeg selv stammer fra. Det har været rigtig spændende faktisk. Jeg vidste slet ikke at der gemte sig så mange historier rundt omkring i områder som jeg ellers troede jeg dog vidste det meste om. Og jeg er overbevist om at der gemmer sig endnu mere som bare venter på at blive opdaget.

Batteritogsmagasinet ser ud til at være færdigt. Skinnerne markerer formentligt det gamle jernbanespor som gik langs voldgaden, der i dag fremstår som en flot alle på vennesiden af Vestvolden. (Se magasinet for enden af Rødovre Parkvej).

Der sker til stadighed ting langs Vestvolden. I Rødovre, Hvissingebatteri er batteritogsmagasinet nu blevet færdigt udvendigt. Syd for Holbækmotorvejen ved Avedøresletten er man begyndt at skove volden så man nu kan se konturerne. Det ser noget kaotisk ud indtil videre. Jeg håber ikke at man har tænkt sig at rydde al bevoksningen. Voldafsnittene minder jo fuldstændigt om hinanden, så hvis bare man kan rydde områder hist og pist sådan som man har gjort det, så synes jeg det er fint at lade resten stå.

Tiden går stærkt, siger man. Men har den ikke gjort det i årtier? Den danske enevoldskonge knægtede det slesvig-holstenske oprør 1848-50 i treårskrigen. Det endte med et usikkert demokrati for overklassen og borgerskabet som slet ikke magtede at tænke på folkets tarv og ledte landet ud i krigen 1864. Depressive og forskrækkede forskansede man København 1888-1895 bag Vestvolden. Krige blev stort set udkæmpet som på Ringenes Herres tid. Og volden holdt muligvis Danmark ude af 1. verdenskrig. Men var da allerede forældet og blev sløjfet i 1920.

Syd for Roskildevejen og indtil Milestedet tårner Brøndbys højhuse sig op. En firkantet og bil-strømlinet verden i asfalt, stål, glas, beton og græstæpper og -løbere.

Problemet med boliger til alle blev efter 2. verdenskrig forsøgt løst ved at bygge højt og med billige, dengang utraditionelle materialer (beton) og metoder (præfabrikation af elementer). Enevælde, overklassedemokrati, socialdemokratisme. Danmark til Ejderen, til Kongeåen, til 1920-grænsen. Landsbyer, forstæder, massebyggerier. Nærkampskrig, skyttegravskrig, blitzkrig, kold krig. Det skete alt sammen på tre generationer: Fra min oldefars til min fars tid. Er det mere eller mindre end der er sket på de nulevende tre generationer: Min, vores børn og sikkert også vores børnebørn? Det er svært at gøre op.

Ejbybunkeren. Et minde fra den Kolde Krig, opført som kommandocentral for Københavns luftforsvar 1954. Senere også raketforsvaret. Bunkeren fungerede som sådan nogenlunde lige så lang tid som Vestvolden, nemlig under en snes år. Ironisk nok er det krig som er baggrunden for nogle af Storkøbenhavns mest spændende rekreative områder. Nu har dansk militær mere flyttet "frontlinjen" til Afghanistan, Irak og Afrikas Horn.

Kære læsere, jeg håber at I hænger på i 2014. For selv om bloggen mest er for min egen fornøjelse, så er det også en fornøjelse at nogen gide læse det. Forhåbentligt med fornøjelse.

Godt nytår!

Ruten

14 km. på voldgaden fra Husum til Avedøre. Næsten nylagt asfalt - hele vejen.