Færgelunden mellem Frederikssund og Jægerspris er perfekt ovelsesterræn. Stier, bakker af alskens slags. Små og store udfordringer. Og smuk natur.
Færgelunden synes umiddelbart ikke af meget på et kort: En uregelmæssig ca. 1½ km bred og 2 km (når fraregnes golfbanen) grøn stribe langs Roskilde Fjord. Tilmed med den meget trafikerede Færgelundsvej i udkanten. Forventningerne var ikke de højeste, og måske er det derfor at jeg lod mig overraske, på den positive måde.
Orkanen Bodil
Mit meget løse koncept med turen var egentlig bare at se om der stadig var mén efter orkanen Bodil i december måned. Den ramte Frederikssund og Roskilde Fjord særlig slemt. Med rekordhøj vandstand, oversvømmelse af store dele af Frederikssund og meget andet. Turen skulle være en slags follow-up på mit indlæg mens orkanen stadig rasede af lørdag den 7. december. Med det formål at se forskellen på hvordan naturen klarede sig kontra hvordan byen klarede sig.Hvad angår det sidste, så må man vel alt andet sige at naturen klarede sig bedst. Jeg passerede Frederikssunds laveste punkt, Blødevej. Og her var katastrofen stadig meget nærværende. Husene er ubeboede og bærer klart mærker af vandet. Man kan endnu se at det har stået næsten til op over vinduerne på et enkelt hus, og fitness-centret er lukket, et par containere rummer de sørgelige rester af inventaret. Enkelte bebyggelser har stadig rester af dyngvåde kasserede tæpper og andet vandskadet inventar udenfor.
Bodils hærgen
På Kronprins Frederiks Bro over Roskilde Fjord ses overgangen mellem civilisation og natur langs dæmningen. Intet er ødelagt, men man kan næsten helt oppe ved vejbanen se hvor vandet aflejrede drivgods, især siv fra standkanten. Samt plasticbeholdere, og en enkelt båd. Hvad angår den rene natur, skoven, stranden og klitterne, så synes jeg ikke man kan tale om ødelæggelser. Her er snarere sket nogle justeringer af naturen: Masser af væltede træer, sammenstyrtede klitter, renvaskede trærødder. Men på en eller anden måde er det "i orden". Det er naturens gang. Landskabet ændrer sig, men det overlever, og tilpasser sig de nye forhold.
Sandskredet
Den lillle strimmel skov øst for Færgelundsvej med bakken Sandskredet syner ikke af meget, men landskabet her er meget dramatisk. Den høje klint falder nærmest lodret ned mod fjorden, og højdeskræk personer skal nok ikke vove sig for tæt på kanten. Set udvendigt fra ser det faktisk ud som om at navnet er meget passende: Klinten ligner en sandklint. Kigger man ned i hullet hvor de væltede træers rødder engang var, så ser man masser af sand på et meget tyndt muldlag.
Mit venstre knæ har brokket sig en lille uges tid, så det sætter nogle begrænsninger på hvor meget jeg kan holde til på knoldede skovstier, skråninger og ikke skridsikre veje. Jeg vælger at se det som et tegn til at være mere opmærksom på hvordan jeg bruger kroppen. Jeg tager den med ro, mærker nøje efter hvornår det gør ondt i knæet og lærer af erfaringerne, så jeg ikke gentager de bevægelser som fremkalder det.
Ved Sandskredet.Det ser ud til at skrænten for ganske nyligt har været udsat for fjordens voldsomme kræfter. Mon man tør konkludere at det er sket under orkanen i december sidste år? Nu er der ganske fredeligt. Kun vejen suser lidt i det fjerne.
Fortabt i ødemarken!
Endnu engang bliver jeg skuffet over DMIs vejrudsigt for Frederikssund. Der var en regnfri sky med en sol kiggende frem. Men sådan går det ikke. Den ene kraftige byge efter den anden fejer hen over Færgelunden. Og det bliver ikke bedre af at Kraks kort slet ikke dur.
Jeg lokaliserer Kignæs havn, nyder udsigten fra højdedraget ned mod havnen, men så går jeg vild, aner ikke hvor jeg er i mit forsøg på at finde Frederikshøj og Thyrashøj - samt de fredede hulveje imellem dem. I stedet pakker jeg kortet i baglommen og følger mit instinkt.
Det viser sig at være godt nok, for pludselig dukker Schweizerhuset frem på en bakketop. Nogle kongeliges lysthus fra 1794. Dengang der ikke var skov og de kunne nyde udsigten over Roskilde Fjord ca. 500 meter væk. Til min glædelige overraskelse rager taget ca. 2 meter ud, og jeg finder ly for regnen mens jeg indtager den varme chokolade. Hvilken ro. Men jeg er blevet kold, finder vejen ned mod Færgegården og museet, hvor et skilt forkynder at døren er åben. Jeg er eneste besøgende, og museumsdamen er ved at lukke museet, men jeg får dog lov til at få varmen og tørre lidt så jeg kan klare de sidste 3 km til stationen.
Vejret gjorde denne tur temmelig meget kortere end jeg havde planlagt, selvom den tog længere tid end planlagt. Men sådan er det nu engang med vandring. I sne og slud, vandringsmanden går ud! Såvel på turistinformation som på museet fik jeg imidlertid reddet mig en masse brochurer med vandreture og cykelruter i området, så dem tog jeg med hjem til nærmere granskning.
