torsdag den 12. december 2013

Hvor storby bliver til landbrugsland

Nedlagte tørvemoser, åer og andre vandfænomener præger de forhenværende landbrugsarealer syd for Frederikssundsvej. Nogle af dem ligger nu helt ude af konteksten midt i byområdet.


Hvis man vil opleve hvor Storbyen København ender og landbrugslandskabet så småt tager over, er området mellem Ballerup og Smørumnedre et godt bud. Frederiksundsvej er en af hovedstadens "fingre". Kigger man på et kort, opleves Københavnsområdet som et nogenlunde sammenhængende byområde helt ud forbi Ballerup. Herefter er der stadig byer, Smørumnedre, Stenløse, Veksø, Ølstykke. Men de hænger ikke sammen med København og de er små eller større klumper omgivet af landbrugsland.

Decemberland: Udsyn over Tørvesletten fra vejen langs s-togsbanen. Solen gør her lidt over middag sit bedste for at brænde igennem, men der er ikke meget at gøre godt med, her 9 dage før årets korteste dag. Men det blæser ikke, så selv om temperaturen er tæt på frysepunktet, føles det ikke koldt.

Pederstrup

Pederstrup er et must for vandrere i området. Det er en velbevaret landsby hvor også Ballerup Museum holder til. Desuden er Pederstrups historie karakteristisk for mange andre landsbyers i området: Skiftevis under kirken og kongen. Ødelagt af svenskerne under Københavns belejring 1658-1660. Den holdt sig helt op slutningen af 1960'erne, hvor den blev reddet. Ryttergården blev sat i stand 1967-78. Det samme blev Lindbjerggård (nu egnsmuseum) med gårdhaven og Pederstrupgård (ditto). Grantoftegård driver økologisk landbrug og forskellige aktiviteter for folk der gerne vil have en fornemmelse af landbolivet. Store Peters Hus hvor der nu er traktørsted er mindst over 200 år gammelt.

Pederstrup ca. 1 km vest for Ballerup fortjener opmærksomhed. Man får her et indtryk af en næsten selvforsynende landsby, skomager, smed, købmand osv. Mange gårde. En af dem stadig i drift. Her er til venstre skomagerhuset, til højre smedjen, hvor et skilt fortæller at man kan få strammet hjulringe. Det ved vist kun ældre hvad er. Træhjul havde i "gamle dage" en ring spændt fast rundt om hjulet for at forstærke det, og den ring kunne en gang imellem blive for slap.

På Tørvesletten vest for Pederstrup kan man opleve råvildt løbe rundt. Det skete i dag to gange hvor en flok på fire lystigt sprintede væk da de blev forstyrret af Vandringsmanden. Ellers er der ikke meget usædvanligt dyreliv at opleve på turen. Jo, der er altid egern, krager, skader og andre bytilvænnede skabninger.

Tørveslettevej er formentlig opkaldt efter sletten mellem Ballerup/Pederstrup og Smørumnedre. Området rummer en mængde moser hvor der før 2. verdenskrig blev gravet tørv (brændsel). [Tilføjet 13.10.2014. Se kommentaren, hvor en lokalkendt oplyser at sletten før hed Smørumnedre Mark. Først i nyere tid er man begyndt at kalde det Tørvesletten, formentlig efter at vejen kom til at hedde Tørveslettevej - ikke efter sletten, men efter gården Tørvesletten!]

Gårde

Udover landsbyen er der nogle gårde der nu har fået andre formål: Tørvesletten er som så mange andre forhenværende landbrug endt som stutteri. (Tilføjet 10.10.2014: Se kommentaren: Min oplysning beror på en misforståelse: Gården Tørvesletten er ikke identisk med stutteriet Tørvesletten. Den ligger ca. 250 m. nordligere end stutteriet og er børneinstitution). I dag er der også larm fra børn. Søagergård reklamerer med at være "Danmarks flotteste bondegård" (uden at fornærme nogen kan man vel godt sige at det samme ikke gælder deres hjemmeside). Rolighed(en) på Råbrovej husede (1917-) engang sognerådsformand (1917-42), folketingsmedlem for Socialdemokratiet (1929-), indenrigsminister (1947-50) og landbrugsminister (1953-57) Jens Laurits Oluf Sørensen Smørum (1891-1976), landarbejder, letmatros og fisker. Nu er der planteskole. Råbroholm bliver brugt af spejderne. Ormehøjgård er golfcenter. Skebjerggård sælger juletræer.

Smørumnedres østlige del bærer i den grad præg af de mange tørvemoser som lå her før i tiden. Her er det Stormosen. I dette område kan man på en gang se et par ældre landbrugsejendomme, tørvesletten, Stormosen og det moderne villakvarter længst væk.

Moser

Der er mange små og store moser i området. Råmosen blev fredet 1962. Det er en pænt stor mose (29 ha), med et udpræget rekreativt område, fordi de mere interessante dyr og planter for længst er forsvundet. Kun lystfiskeriet har det godt. Som så mange andre bynære naturområder bruges den af og til til at dumpe affald. Som de andre moser blev Råmosen indtil efter 2. verdenskrig brugt til at grave torv. Denne decemberformiddag ligger Råmosen indhyllet i tåge, og solen har svært ved at trænge igennem. Stillingen by-land må vel her vurderes til at stå 1-1.

Tidligst på turen oplever jeg Råmosen med al dens klicheagtige mosemystik. Solen hænger fuldmåneagtigt over mosen og formår ikke at brænde tågen og de lavthængende skyer af. Tåge, dis og gråblege træsilhoutter markerer mosens domæne. Kun trafikken griber forstyrrende ind i tryllerierne.

Det gælder også Stormose, Husesø Mose (midt i golfbanen), Balsmose (der skulle være fisket både karpe, suder, brasen og gedde i den, og den har en fanklub), Grønsømosen og Ammetofte Mose.I sidstnævnte gravede firmaet Lauritz Knudsen så mange tørv at 50 m Råbrovej forsvandt 2-3 meter ned i mosen (se 25. april 2013). Mange af disse moser indgår nu som rekreative områder i Smørumnedre.

Jeg tror nok at Ballerup Kommune har forsøgt at gøre Ballerup Å mere tilgængelig. Men stien stopper på et tidspunkt. Og om nogen egentlig sti langs åen er der heller ikke tale. Snarere et knoldet græsareal. Stokkene er kæmpebjørneklo. Som tilsyneladende i sommers må have nærmest skygget for udsigten til åen.

Åer

Hvor der er moser er der vandløb. Og vandløb har mange navne. Der er Ballerup Å, Grønsø Å, Råmose Å m.fl. Floder er der bestemt ikke tale om. Og slet ikke lange, højst et par kilometer kan de svinge sig op på. Ikke desto mindre bliver der også kommunalt taget hånd om dem, fx i Regulativ fra 1997 fra Ballerup Kommunalbestyrelse, Det er da betryggende at der er styr på placering af dræn- og spildevandsudløb. Det ser ud til at der gøres nogle halvhjertede forsøg langs åerne. Man kan i teorien gå langs Ballerup Å og Grønsø Å. Men sine steder er der ret ufremkommeligt. Stierne er knoldede græsarealer. Ofte ender stien og man må gå tilbage. Udmærkede hundelufterområder.

Grønsø Å er dels længere, dels mere farbar i forhold til Ballerup Å. Egedal Kommune har åbenbart givet tilladelse til anlæg af en enorm golfbane på begge sider af åen. Det kan man så mene om hvad man vil. Langs golfbanen er terrænet ret fladt, men længere vestpå ligger noget der kunne minde om en decideret ådal.

Grønsø Å er at foretrække. Selvom en stor del af turen går tværs gennem golfbanen. Der er mange golfere ude, men det lader ikke til at genere dem at der går vandringsmænd rundt derude. Så der er tilsyneladende plads til os alle sammen. Min hensigt var at følge den helt op til udspringet i Grønsø mose, men der er ved at blive anlagt en ny vej. Så jeg nøjes med at skue over mod det forjættede land. Med lidt god vilje kan man visse steder tale om et ådalslandskab, især i området vest for golfbanen. Ikke nogen imponerende ådal dog.

Ved dette vejbyggeri tæt på Råbroholm slutter min færd mod Grønsø Ås udspring i Grønsømose. Jeg spørger mig selv: Hvorfor? Hvad er det for en vej der er ved at blive anlagt her? Jeg prøver forgæves at google. Måske nogen af læserne kan opklare byggeriet. Så vidt jeg kan se, skal vejen forbinde Nybøllevej omtrent ved Syvhøjgård med stikvejen til Søagergård.(Tilføjet 10.10.2014: Se kommentaren. En læser oplyste at det er forbindelsesvejen til Frederikssundmotorvejen. Jeg har senere både gået tur på forbindelsesvejen og på Frederikssundmotorvejen).

Ruten

Ballerup Station. Pederstrup. Råmosen rundt. Langs Grønsø Å til Råbrovej. Smørumnedre. Tørvesletten. Pederstrup. Ballerup Station. I alt omkring 17 km med afveje.

lørdag den 7. december 2013

Roskilde Fjord, Bodil Xaver Dag 3

Stormen Bodil alias Orkan Xaver blæser stadig kraftigt ved Roskilde Fjord. Frederikssund er hårdt ramt. Naturen lader som ingenting


I Tyskland hedder stormen ikke Bodil, men Orkan Xaver. Og egentlig skulle vi nu befinde os til julemarked i Hamborg, men al togtrafik i Nordtyskland er indstillet, og vi nåede ikke frem. Ikke kun tyskere mindes stormfloden i 1962 der dræbte flere hundrede i Hamburg. Også jeg husker billeder fra aviserne fra da jeg var 8 år gammel. Så galt gik det ikke denne gang. Men som sagt, nok til at vi ikke kom af sted. I stedet blev det til en tur fra Frederikssund ad Fjordstien over Lille og Store Rørbæk til Ølstykke. Så hvad er forskellen på Frederikssund og Hamburg? Bodil, eller Xaver!

Frederikssund

Der har været snakket meget om Frederikssund i fjernsynet, og med rette. Allerede da jeg steg ud af s-toget opdagede jeg at al strøm på stationen var gået. Jeg kunne ikke tjekke mit rejsekort ud. Heldigvis var der busser hvor det så kunne gøres. Butikscentret der ellers summer af liv en lørdag formiddag, var lukket. Man kan ikke komme ind, og på den anden side af stationen forsøgte et redningshold at pumpe vand ud. Og så kan man se at vandet må have været ret tæt på.

Bruhnsvej tæt på stationen er ufarbar, her ved Stenhuggeriet. Der er 200 meter fra havnen og alt er oversvømmet. Området tættere på havnen er helt afspærret. Folk ser opgivende ud. Der er intet at stille op. Og det er bidende koldt.

På den anden side af vejen står husene på Lærkevej under vand. Bruhnsvej ned mod havnen er afspærret af politiet. Selv om et par dumdristige bilister alligevel skal forsøge sig med vand op til bilakslerne. Det er der sagt og vist meget om, og mit mål er ikke byen, men landet. Sillebro Å der i sommers mere lignende en vejgrøft, er svulmet gevaldigt op.

Sillebro Å. Normalt et lille vandløb, i dag nærmest en flod. Her ved rensningsanlægget ender stien på den østlige side af åen i en slags side-å hvor det hurtigt bliver for dybt for selv gummistøvler.

Jeg forsøger at følge den ud i fjorden, men må hurtigt give op. Stien er ca. 100 meter nede forvandlet til en side-å, hvor selv støvler ikke er nok. Jeg finder i stedet Fjordstien der løber væsentligt højere. Jeg tager et par afstikkere. Ned til Marbæk Lystbådehavn, hvor fjorden er nået faretruende tæt på havnekontoret. En kilometer længere sydpå ved Strandparken er fjorden også nået tæt på bakken, hvorfra vi i sommers kunne skue ud over den idylliske fjord.

Roskilde Fjord og det der engang var Marbæk Lystbådehavn - ok, den er der stadig, men det er bare lidt svært at få øje på andet end gelænderne på bådebroerne. På odden bag træet til højre i billedet ligger Vikingebopladsen, og man kan have sine bange anelser om hvordan det er gået den. Ligesom Valhalla Friluftscene hvor de gæve Frederikssundsvikinger udkæmper slag hvert år.


Lille Rørbæk

Fjorden ser ikke så idyllisk ud i dag. Den viser tænder, og det er ifølge en af de lokale, som jeg møder ved Oppe Sundby, ret usædvanligt og "ikke noget man ser hver dag".

Vel ude af civilisationen tager naturen sig anderledes afslappet af stormvejret. Her græsser heste fredeligt uanfægtet ved Store Færgedal. Men i baggrunden viser Roskilde Fjord tænder. Man får ikke længere noget indtryk af oversvømmelserne og vandstigningen her. Men blæsten er intens.

Efter gang på gang at være blevet forhindret af vandet i at prøve at gå langs kyststien, opgiver jeg og fortsætter ad Fjordstien der løber længere inde i landet. Herfra ved jeg fra tidligere ture at der er nogle punkter hvorfra man har en god udsigt over fjorden. Bl.a. ved luftfartnavigationsstationen ved Lille Rørbæk.

Her ved Lille Rørbæk Enge kan man godt se at fjorden har bredt sig, hvis man sammenligner med fotoet fra indslaget fra 11. februar 2013. Kik fx på højstpændingsmasten nummer 2 fra venstre som i dag står ude i vandet. I februar på land.

Det suser godt om ørerne når jeg er nødt til at gå op imod vinden, og jeg må holde på hat (dog ikke briller, de sidder godt fast). Landsbyen ligger i en dal, men stormen har også her sat sit præg, idet et træ er knækket. Og bænken hvor vi i sommerens hede forfriskede os, er nu væltet.

Gadekæret i Lille Rørbæk. Bortset fra et knækket træ og en væltet bænk så det ikke ud til at den lille landsby havde lidt overlast, godt beskyttet bag Løkkebakke og andre højdedrag.

Også storebror Store Rørbæk ånder fred efter stormen. Her er der endog en del mennesker på gaden. Store Rørbæk er noget mere udsat for vestenvinden, hvad den ca. en kilometer landevej mellem de to landsbyer vidner om. Træerne er slemt bøjet efter vinden.


Vejtræerne langs vejen mellem Lille og Store Rørbæk efterlader ingen tvivl om hvor vest er henne. De hælder slemt mod øst, martrede af den ubarmhjertige vestenvind. Nogle er endda knækket midt over. Dog ikke under denne storm, men en tidligere. I baggrunden skimtes husene omkring gadekæret i Store Rørbæk.

Frederikssundsbanen, jernbanestien

På vej til Ølstykke Station opdager jeg at jernbanestien nu er blevet asfalteret som cykelsti. Før var den ellers grus, sten og græs og temmelig ufremkommelig i uvejr. Så nu er der ingen undskyldning for ikke at tage stien. Man har endnu ikke fået bygget en bro over snostrupvej, så cykelstien ender midt ude i den blå luft, inden den fortsætter på den anden side af vejen. Men det kan kun være et spørgsmål om tid.

Den helt nyasfalterede cykelsti langs Frederikssundsbanen mellem Ølstykke og Frederikssund, her ved Skenkelsø Sø. Følg rækværket tværs gennem billedet for at få et indtryk af hvordan den her snor sig ud og ind, op og ned.


Ruten

Frederikssund Station. Den afmærkede Fjordstien til Lille Rørbæk. Store Rørbæk. Snostrup. Ølstykke. Lidt i tvivl om hvor langt, da der var mange omveje. Nok lidt over 15 km.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

lørdag den 23. november 2013

Ladegårdsåen/Lygteåen

Skjult under storbyens asfalt løber Københavns gamle render, eller åer. Nu snakkes der om at fritlægge dem


Der snakkes en del om at frilægge Københavns rørlagte å-system: Ladegårdsåen, Grøndals Å og Lygteåen. Og der skorter fx ikke på ideer. Det gjorde Århus og Odense, så hvorfor ikke også København? Et projekt fra 2012 fra RUC nævner oven i købet at det kan have en praktisk nytte pga. oversvømmelser i forbindelse med ekstremregn. "Liv under Buen" er lejerforeningers forslag om at frilægge åen under Bispebuen. Ligeledes med Grøndals Å. Der er også planer for Lygte Å. Man kan se hvor rørene findes i en rapport fra Københavns Kommune fra 2006.

Gravede render

Åerne er menneskeskabte render. Gravet i 1600-tallet under Christian d. 4. for at forsyne København med rent drikkevand. Groft sagt former de et Y: De to ben kommer fra hhv. Emdrup Sø (Lygteåen) og Damhussøen (Grøndalsåen) og mødes ved Bispeengbuen. Herfra løber de sammen videre mod Peblinge Sø. Fra Søerne blev det overskydende vand ledt ud i Kastelsgraven og videre ud i Øresund. Man kan stadig se dette i Østre Anlægs sydligste sø. Derudover var det et lille vandløb, Rosenåen, omkring Lykkesholms Alle, Forhåbningsholms Alle til Kalvebod Strand.

Man skal vist være ansat i teknisk afdeling i kommunen for at vide hvor Grøndals Å og Lygte Å støder sammen for at fortsætte som Ladegårds Å, her under Bispeengbuen ved Borups Alle. Og det er nok heller ikke her man i nærmeste fremtid får retableret åen.

Efterhånden som byen eksploderede op igennem 1800-tallet forvandlede renderne sig til kloakker. Bl.a. tømte natmændene latrinaffaldet i Lersøen. Fra 1850'erne også lossepladser. Området er stadig stærkt forurenet. Strækningen Søerne-Bülowsvej forsvandt under jorden 1896-97. Den eneste rest er en spids sten på Åboulevarden som blev brugt til at måle vandstanden. Bülowsvej-Jagtvej forsvandt i 1914. Og resten mellem Jagtvej og Kronprinsesse Sofies Vej blev dækket til i 1962. I dag løber renderne i rør under veje, parker og endog bygninger og få nulevende mennesker har set dem. Kun enkelte synlige rester pipper frem hist og pist.

Ladegårdsåen rørlagt

Ladegårdsåen ligger under midterrabatten på Ågade-Åboulevarden. På gamle billeder kan man se vanddybden: De badende børn står i vand til midt på lårene. Dybe nok til at 4 ud af 6 mennesker natten mellem 26. og 27. november 1812 druknede da deres hestevogn faldt i åen. De havde været til bryllup, så måske de havde fået en over tørsten.

Før Ågade løber ud i Bispeengbuen er der på sydsiden en smal strimmel grønt som i dag er hundetoilet. Om grøften til venstre i billedet er resterne af Ladegårdsåen ... det ved jeg ikke. Men man kan måske ane at terrænnet skråner ned fra vejen: Billygterne kan lige skimtes mellem træerne til højre på Ågade. [Tilføjet 18. august 2015: Renderne er snarere rester efter Kildevandsløbet som blev gravet langs Ladegårdsgården for at transportere grundvand fra kilderne langs Harrestrup Å ind til Skt. Jørgens Sø som dengang var stadens vandreservoir. Dette er beskrevet i Vandringsløse Tidende 23. marts 2015].

Åen er opkaldt efter Ladegården, og om Ladegården  er der skrevet både et og andet: Kongelig gård (Christian d. 4.), Skt. Hans Hospital, arbejdsanstalt, afstraffelsesanstalt, fattiggård indtil 1908. Alt dette skete hvor nu Radiohuset ligger. Få skridt fra Ladegården voksede Christian Christensens (1882-1960) op og fortalte om det i sine erindringsbøger fra Rabarberlandet. I et af bindet står Rabarberlandets sang:

Vi Rabarberlandets raske drenge
vi kan skrå og drikke brændevin.
Vi kan tæve alle andre drenge
når de kommer ind i vort kvarter.
I Rabarberlandet
i Rabarberlandet
er der godt at bo
på Nørrebro.

Rabarberkvarter

Når gårdene blev nedlagt, blev der ofte anlagt gartnerier indtil boligbyggerierne tog fat. Også i Rabarberland. Det lå tæt op ad Ladegårdsåen: Rantzausgade, Brohusgade, Skyttegade, Jægergade og Fiskergade. Sidstnævnte eksisterer ikke mere. Da jeg så kvarteret i 1970'erne, var der intet af  Rabarberland tilbage. Til gengæld er de huse jeg så dengang, og som blev opført i 1910'erne, blevet revet ned og nyt bygget op. Begrebet Rabarberkvarter har siden 1890 eksisteret som en del af det danske sprog. Her gengivet fra Ordbog over det danske sprog:
nedsæt. betegnelse for den del af kvarteret Nørrebro, der begrænses af Peblingesøen, Ladegaardsaaen og Nørrebrogade, og som efter 1852 hurtigt og slet opførtes paa arealer, der benyttedes af gartnere (til rabarberdyrkning).

Fra gang- og cykelstien over Åboulevarden øst for Den Kongelige Veterinær og Landbrugsskole har man et udmærket udsyn over hvordan vejen følger den gamle ås slyngninger. Til venstre ligger skolens have, og her er terrænnet klart lavere beliggende end vejen.

I stedet for at følge det gamle åløb, kunne man måske forestille sig at omlægge løbet en anelse, og her har Rantzausgade været inde i billedet. 55.000 biler i døgnet gennem Åboulevarden er måske ikke sådan lige til at bide skeer med, på trods af  deres andel i den CO2-forurening der er skyld i skybrud og oversvømmelser. Rantzausgade er opkaldt efter en fornem dansk adelsslægt, men ellers er der ikke meget adeligt over gaden, hvor der gennem tiderne er foregået dramatiske episoder. 1945 blev ejeren af Cafe 44 skudt fordi han var stikker. Blekingegadebanden holdt til her (nr. 31). BZ'erne bezatte huse. I den mere fredelige ende blev symbolet på en kaffekande, Madam Blå, produceret her. Dertil kommer et par skudepisoder.

Stenen med datoen for ulykken 1812 er oprindelig en vandstandsmåler og en af de få synlige rester fra den gamle Å. Blågårdsgade kommer ind fra højre lidt længere fremme. Ellers drejer åen mod venstre og mod nordvest. I midten fortsætter vejen i Rantzausgade. Ved det røde hus i midten af billedet starter Christian Christensens rabarberland. Jeg måtte vente lidt til der var et hul i de 55.000 daglige biler der passerer dette sted.

Lygteåen

Lygteåen er opkaldt efter en kro, Lygtekroen, som fra 1700-tallet til 1904 lå hvor Lygten Station nu ligger. Navnet har vist ikke så meget med en lygte at gøre som med et gammelt dansk ord, løgh der betyder sump. Åen er rørlagt hele vejen langs gaden Lygten. Fra Tagensvej løber den i Lersøparken. Den del af å-systemet kan forholdsvis nemt graves ud igen. Til gengæld ligger det langt væk fra Nørrebro hvor mange beboere sukker efter grønne områder uden biler. Forbindelsen videre nordpå har jeg beskrevet den 6. juli i år.

Ruten

Åboulevarden. Ågade. Bispeengbuen. Nordre Fasanvej/Lundtoftegade. Lygten. Ialt ca. 4 km. 

Wikipedia om Ladegårdsåen.
Ladegårdsåen.
Der er mange billeder af Ladegårdsåen da den stadig var åben.