Roskilde Fjord, Bodil Xaver Dag 3

Stormen Bodil alias Orkan Xaver blæser stadig kraftigt ved Roskilde Fjord. Frederikssund er hårdt ramt. Naturen lader som ingenting

I Tyskland hedder stormen ikke Bodil, men Orkan Xaver. Og egentlig skulle vi nu befinde os til julemarked i Hamborg, men al togtrafik i Nordtyskland er indstillet, og vi nåede ikke frem. Ikke kun tyskere mindes stormfloden i 1962 der dræbte flere hundrede i Hamburg. Også jeg husker billeder fra aviserne fra da jeg var 8 år gammel. Så galt gik det ikke denne gang. Men som sagt, nok til at vi ikke kom af sted. I stedet blev det til en tur fra Frederikssund ad Fjordstien over Lille og Store Rørbæk til Ølstykke. Så hvad er forskellen på Frederikssund og Hamburg? Bodil, eller Xaver!

Frederikssund

Der har været snakket meget om Frederikssund i fjernsynet, og med rette. Allerede da jeg steg ud af s-toget opdagede jeg at al strøm på stationen var gået. Jeg kunne ikke tjekke mit rejsekort ud. Heldigvis var der busser hvor det så kunne gøres. Butikscentret der ellers summer af liv en lørdag formiddag, var lukket. Man kan ikke komme ind, og på den anden side af stationen forsøgte et redningshold at pumpe vand ud. Og så kan man se at vandet må have været ret tæt på.

Bruhnsvej tæt på stationen er ufarbar, her ved Stenhuggeriet. Der er 200 meter fra havnen og alt er oversvømmet. Området tættere på havnen er helt afspærret. Folk ser opgivende ud. Der er intet at stille op. Og det er bidende koldt.

På den anden side af vejen står husene på Lærkevej under vand. Bruhnsvej ned mod havnen er afspærret af politiet. Selv om et par dumdristige bilister alligevel skal forsøge sig med vand op til bilakslerne. Det er der sagt og vist meget om, og mit mål er ikke byen, men landet. Sillebro Å der i sommers mere lignende en vejgrøft, er svulmet gevaldigt op.

Sillebro Å. Normalt et lille vandløb, i dag nærmest en flod. Her ved rensningsanlægget ender stien på den østlige side af åen i en slags side-å hvor det hurtigt bliver for dybt for selv gummistøvler.

Jeg forsøger at følge den ud i fjorden, men må hurtigt give op. Stien er ca. 100 meter nede forvandlet til en side-å, hvor selv støvler ikke er nok. Jeg finder i stedet Fjordstien der løber væsentligt højere. Jeg tager et par afstikkere. Ned til Marbæk Lystbådehavn, hvor fjorden er nået faretruende tæt på havnekontoret. En kilometer længere sydpå ved Strandparken er fjorden også nået tæt på bakken, hvorfra vi i sommers kunne skue ud over den idylliske fjord.

Roskilde Fjord og det der engang var Marbæk Lystbådehavn - ok, den er der stadig, men det er bare lidt svært at få øje på andet end gelænderne på bådebroerne. På odden bag træet til højre i billedet ligger Vikingebopladsen, og man kan have sine bange anelser om hvordan det er gået den. Ligesom Valhalla Friluftscene hvor de gæve Frederikssundsvikinger udkæmper slag hvert år.

Lille Rørbæk

Fjorden ser ikke så idyllisk ud i dag. Den viser tænder, og det er ifølge en af de lokale, som jeg møder ved Oppe Sundby, ret usædvanligt og "ikke noget man ser hver dag".

Vel ude af civilisationen tager naturen sig anderledes afslappet af stormvejret. Her græsser heste fredeligt uanfægtet ved Store Færgedal. Men i baggrunden viser Roskilde Fjord tænder. Man får ikke længere noget indtryk af oversvømmelserne og vandstigningen her. Men blæsten er intens.

Efter gang på gang at være blevet forhindret af vandet i at prøve at gå langs kyststien, opgiver jeg og fortsætter ad Fjordstien der løber længere inde i landet. Herfra ved jeg fra tidligere ture at der er nogle punkter hvorfra man har en god udsigt over fjorden. Bl.a. ved luftfartnavigationsstationen ved Lille Rørbæk.

Her ved Lille Rørbæk Enge kan man godt se at fjorden har bredt sig, hvis man sammenligner med fotoet fra indslaget fra 11. februar 2013. Kik fx på højstpændingsmasten nummer 2 fra venstre som i dag står ude i vandet. I februar på land.

Det suser godt om ørerne når jeg er nødt til at gå op imod vinden, og jeg må holde på hat (dog ikke briller, de sidder godt fast). Landsbyen ligger i en dal, men stormen har også her sat sit præg, idet et træ er knækket. Og bænken hvor vi i sommerens hede forfriskede os, er nu væltet.

Gadekæret i Lille Rørbæk. Bortset fra et knækket træ og en væltet bænk så det ikke ud til at den lille landsby havde lidt overlast, godt beskyttet bag Løkkebakke og andre højdedrag.

Også storebror Store Rørbæk ånder fred efter stormen. Her er der endog en del mennesker på gaden. Store Rørbæk er noget mere udsat for vestenvinden, hvad den ca. en kilometer landevej mellem de to landsbyer vidner om. Træerne er slemt bøjet efter vinden.

Vejtræerne langs vejen mellem Lille og Store Rørbæk efterlader ingen tvivl om hvor vest er henne. De hælder slemt mod øst, martrede af den ubarmhjertige vestenvind. Nogle er endda knækket midt over. Dog ikke under denne storm, men en tidligere. I baggrunden skimtes husene omkring gadekæret i Store Rørbæk.

Frederikssundsbanen, jernbanestien

På vej til Ølstykke Station opdager jeg at jernbanestien nu er blevet asfalteret som cykelsti. Før var den ellers grus, sten og græs og temmelig ufremkommelig i uvejr. Så nu er der ingen undskyldning for ikke at tage stien. Man har endnu ikke fået bygget en bro over snostrupvej, så cykelstien ender midt ude i den blå luft, inden den fortsætter på den anden side af vejen. Men det kan kun være et spørgsmål om tid.

Den helt nyasfalterede cykelsti langs Frederikssundsbanen mellem Ølstykke og Frederikssund, her ved Skenkelsø Sø. Følg rækværket tværs gennem billedet for at få et indtryk af hvordan den her snor sig ud og ind, op og ned.

Ruten

Frederikssund Station. Den afmærkede Fjordstien til Lille Rørbæk. Store Rørbæk. Snostrup. Ølstykke. Lidt i tvivl om hvor langt, da der var mange omveje. Nok lidt over 15 km.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Ladegårdsåen/Lygteåen

Skjult under storbyens asfalt løber Københavns gamle render, eller åer. Nu snakkes der om at fritlægge dem

Der snakkes en del om at frilægge Københavns rørlagte å-system: Ladegårdsåen, Grøndals Å og Lygteåen. Og der skorter fx ikke på ideer. Det gjorde Århus og Odense, så hvorfor ikke også København? Et projekt fra 2012 fra RUC nævner oven i købet at det kan have en praktisk nytte pga. oversvømmelser i forbindelse med ekstremregn. "Liv under Buen" er lejerforeningers forslag om at frilægge åen under Bispebuen. Ligeledes med Grøndals Å. Der er også planer for Lygte Å. Man kan se hvor rørene findes i en rapport fra Københavns Kommune fra 2006.

Gravede render

Åerne er menneskeskabte render. Gravet i 1600-tallet under Christian d. 4. for at forsyne København med rent drikkevand. Groft sagt former de et Y: De to ben kommer fra hhv. Emdrup Sø (Lygteåen) og Damhussøen (Grøndalsåen) og mødes ved Bispeengbuen. Herfra løber de sammen videre mod Peblinge Sø. Fra Søerne blev det overskydende vand ledt ud i Kastelsgraven og videre ud i Øresund. Man kan stadig se dette i Østre Anlægs sydligste sø. Derudover var det et lille vandløb, Rosenåen, omkring Lykkesholms Alle, Forhåbningsholms Alle til Kalvebod Strand.

Man skal vist være ansat i teknisk afdeling i kommunen for at vide hvor Grøndals Å og Lygte Å støder sammen for at fortsætte som Ladegårds Å, her under Bispeengbuen ved Borups Alle. Og det er nok heller ikke her man i nærmeste fremtid får retableret åen.

Efterhånden som byen eksploderede op igennem 1800-tallet forvandlede renderne sig til kloakker. Bl.a. tømte natmændene latrinaffaldet i Lersøen. Fra 1850'erne også lossepladser. Området er stadig stærkt forurenet. Strækningen Søerne-Bülowsvej forsvandt under jorden 1896-97. Den eneste rest er en spids sten på Åboulevarden som blev brugt til at måle vandstanden. Bülowsvej-Jagtvej forsvandt i 1914. Og resten mellem Jagtvej og Kronprinsesse Sofies Vej blev dækket til i 1962. I dag løber renderne i rør under veje, parker og endog bygninger og få nulevende mennesker har set dem. Kun enkelte synlige rester pipper frem hist og pist.

Ladegårdsåen rørlagt

Ladegårdsåen ligger under midterrabatten på Ågade-Åboulevarden. På gamle billeder kan man se vanddybden: De badende børn står i vand til midt på lårene. Dybe nok til at 4 ud af 6 mennesker natten mellem 26. og 27. november 1812 druknede da deres hestevogn faldt i åen. De havde været til bryllup, så måske de havde fået en over tørsten.

Før Ågade løber ud i Bispeengbuen er der på sydsiden en smal strimmel grønt som i dag er hundetoilet. Om grøften til venstre i billedet er resterne af Ladegårdsåen ... det ved jeg ikke. Men man kan måske ane at terrænnet skråner ned fra vejen: Billygterne kan lige skimtes mellem træerne til højre på Ågade. [Tilføjet 18. august 2015: Renderne er snarere rester efter Kildevandsløbet som blev gravet langs Ladegårdsgården for at transportere grundvand fra kilderne langs Harrestrup Å ind til Skt. Jørgens Sø som dengang var stadens vandreservoir. Dette er beskrevet i Vandringsløse Tidende 23. marts 2015].

Åen er opkaldt efter Ladegården, og om Ladegården  er der skrevet både et og andet: Kongelig gård (Christian d. 4.), Skt. Hans Hospital, arbejdsanstalt, afstraffelsesanstalt, fattiggård indtil 1908. Alt dette skete hvor nu Radiohuset ligger. Få skridt fra Ladegården voksede Christian Christensens (1882-1960) op og fortalte om det i sine erindringsbøger fra Rabarberlandet. I et af bindet står Rabarberlandets sang:

Vi Rabarberlandets raske drenge
vi kan skrå og drikke brændevin.
Vi kan tæve alle andre drenge
når de kommer ind i vort kvarter.
I Rabarberlandet
i Rabarberlandet
er der godt at bo
på Nørrebro.

Rabarberkvarter

Når gårdene blev nedlagt, blev der ofte anlagt gartnerier indtil boligbyggerierne tog fat. Også i Rabarberland. Det lå tæt op ad Ladegårdsåen: Rantzausgade, Brohusgade, Skyttegade, Jægergade og Fiskergade. Sidstnævnte eksisterer ikke mere. Da jeg så kvarteret i 1970'erne, var der intet af  Rabarberland tilbage. Til gengæld er de huse jeg så dengang, og som blev opført i 1910'erne, blevet revet ned og nyt bygget op. Begrebet Rabarberkvarter har siden 1890 eksisteret som en del af det danske sprog. Her gengivet fra Ordbog over det danske sprog:

nedsæt. betegnelse for den del af kvarteret Nørrebro, der begrænses af Peblingesøen, Ladegaardsaaen og Nørrebrogade, og som efter 1852 hurtigt og slet opførtes paa arealer, der benyttedes af gartnere (til rabarberdyrkning).

Fra gang- og cykelstien over Åboulevarden øst for Den Kongelige Veterinær og Landbrugsskole har man et udmærket udsyn over hvordan vejen følger den gamle ås slyngninger. Til venstre ligger skolens have, og her er terrænnet klart lavere beliggende end vejen.

I stedet for at følge det gamle åløb, kunne man måske forestille sig at omlægge løbet en anelse, og her har Rantzausgade været inde i billedet. 55.000 biler i døgnet gennem Åboulevarden er måske ikke sådan lige til at bide skeer med, på trods af  deres andel i den CO2-forurening der er skyld i skybrud og oversvømmelser. Rantzausgade er opkaldt efter en fornem dansk adelsslægt, men ellers er der ikke meget adeligt over gaden, hvor der gennem tiderne er foregået dramatiske episoder. 1945 blev ejeren af Cafe 44 skudt fordi han var stikker. Blekingegadebanden holdt til her (nr. 31). BZ'erne bezatte huse. I den mere fredelige ende blev symbolet på en kaffekande, Madam Blå, produceret her. Dertil kommer et par skudepisoder.

Stenen med datoen for ulykken 1812 er oprindelig en vandstandsmåler og en af de få synlige rester fra den gamle Å. Blågårdsgade kommer ind fra højre lidt længere fremme. Ellers drejer åen mod venstre og mod nordvest. I midten fortsætter vejen i Rantzausgade. Ved det røde hus i midten af billedet starter Christian Christensens rabarberland. Jeg måtte vente lidt til der var et hul i de 55.000 daglige biler der passerer dette sted.

Lygteåen

Lygteåen er opkaldt efter en kro, Lygtekroen, som fra 1700-tallet til 1904 lå hvor Lygten Station nu ligger. Navnet har vist ikke så meget med en lygte at gøre som med et gammelt dansk ord, løgh der betyder sump. Åen er rørlagt hele vejen langs gaden Lygten. Fra Tagensvej løber den i Lersøparken. Den del af å-systemet kan forholdsvis nemt graves ud igen. Til gengæld ligger det langt væk fra Nørrebro hvor mange beboere sukker efter grønne områder uden biler. Forbindelsen videre nordpå har jeg beskrevet den 6. juli i år.

Ruten

Åboulevarden. Ågade. Bispeengbuen. Nordre Fasanvej/Lundtoftegade. Lygten. Ialt ca. 4 km. 

Wikipedia om Ladegårdsåen.
Ladegårdsåen.
Der er mange billeder af Ladegårdsåen da den stadig var åben.

Broskov Bakker, Ganløse

"Dansk Grand Canyon" nord for Ganløse.

På en tidligere tur den 2. august i år passerede jeg tunneldalen ved Broskov Bakker mellem Ganløse og skoven Ganløse Ore. Det var et område som jeg fik lyst til at se nærmere på. Området kaldet Broskov Bakker nord for Ganløse blev fredet i 2008. Derefter skulle der så være blevet anlagt stier gennem tunneldalen. Danmarks Naturfredningsforening beskriver den sådan:

Når man står på kanten af dalene og kigger ned i kløfterne kan synet – efter dansk målestok næsten sidestilles med et vue ned i Grand Canyon i USA. Det mageløse landskab findes lige syd for skovene Slagslunde Skov, Ganløse Eged og Ganløse Ore, hvor det strækker sig som et af landets største og mest fantastiske systemer af tunneldale.

De mere nøgterne fakta er at nordsiden af denne ca 5 km lange tunneldal har 20 meter høje skrænter. Det højeste punkt er et skovbevokset punkt 46 meter over havet. Smeltevandsfloder, der under isdækket skar sig ned i undergrunden, dannede åse og issø-aflejringer. Stien gennem Klokkekildebakker og Rødovre Kommunes feriegård Skovly går halvvejs oppe rundt om en dal.

Fra Klokkekildevej mod nordøst kan man se ud over den mindre dramatiske optakt til tunneldalen. Der er langt fra Ganløse til Grand Canyon, både rent fysisk og i overført betydning. Men det gør jo ikke udsigten dårligere.

Langåsen

Langåsvej på godt 1 km er anlagt på toppen af en ås. Herfra har man et af de bedste udsyn over de højtliggende skove, dybe dale, stejle skråninger og de ujævne bunde med vandhuller og moser. Noget Grand Canyon er der dog ikke tale om. Men vi forstår godt meningen med sammenligningen. Det er et meget smukt område at vandre rundt i.

Turen på Langåsen er absolut et højdepunkt. Man kan se dalene på begge sider og i bunden ofte vand- og mosehuller. Ligefrem skrænter kan man vel ikke kalde det. Snarere bløde kurver.

Hulveje i Højrøde Bakker

De Højrøde Bakker ligger ved Hesselsvinget, mellem Langåsen og Ganløse Egeds sydvestligste hjørne. Området er dækket af skov. Her er nogle meget markante og nærmest dramatisk udseende 3.000 år gamle hulveje som skærer sig ind i bakkerne på en strækning af ca. 150 meter. Langs vejen gror der nogle meget sjældne bøgetræer, vrange bøge, med krogede grene og stammer. Dansk Dendrologisk Årsskrift har en længere artikel om disse træer. Nord for hulvejene ligger et højt punkt på 59 m. Men man mærker det stort set ikke, og der er ingen udsigt pga. skoven.

Det giver et særlig sug i maven at vide at disse kløfter er menneskeskabte hulveje. Her har mennesker i over 3.000 år bevæget sig ned mod Præstebro for at komme over Damvad Å. De nedfaldne bøgeblade giver også mening i betegnelsen Højrøde Bakker. Det kan være lidt svært at se hvor det vrange kommer ind hvad angår bøgetræerne.

Præstebro er Hesselvejs bro over Damvad Å. Den blev renoveret i 2004, og ved den lejlighed fandt man rester af en gammel vejbro, nogle tilhuggede plankesten af granit. Hulvejene i Ganløse Eged går netop ned mod dette sted, og det har nok været en ældgammel passage over åen. Tre stene står langs vejen, men de er nu ikke særlig imponerede og mest for fagfolk. Andre blev brugt til at befæste åens sider.

Fra skråningen nord for Nældesø kan man skue tværs over tunneldalen, her mod gården Nældesødal (1884).

På turen kan man også se en række gårde: En af de utallige Egedal-gårde ligger ved Klokkekildevej. Skovly som er Rødovre Kommunes feriegård. Nældesødal (1884) driver i dag økologisk kvægdrift. Bastbjerggård er stutteri for heste, ligesom adskillige andre af gårdene i området.

Det bedste fotografiske indtryk af højdeforskellen får man måske i Ganløse Eged, syd. På en eller anden måde begyndte det at gå galt med min stedsans her. Det må vel være huset for enden af Bastbjergvej i dalen. Her tog jeg den forkerte gren på stien, og endte 1 km sydpå, i Ganløse, i stedet for de 0,5 km til Lyngevej.

Jeg havde fået det indtryk at man bare skulle over Broskov Bakke(r) og kunne finde en sti til Ganløse Ore. Det lykkedes aldrig, trods gentagne forsøg. Til gengæld var det da nogle meget spændende områder at gå igennem. Jeg måtte bare give op og tage turen tilbage til Ganløse, Søsum og Veksø Station.

Jeg havde fået det indtryk at der skulle være anlagt sti helt til Ganløse Ore, men den kunne jeg ikke finde. Stien slutter ved Lyngevej, og på trods af adskillige forsøg og omveje på op til 3 km for at forcere område mod øst til Ganløse Ore måtte jeg give op. Måske en anden gang.

Damvadvej mellem Ganløse og Søsum går ad en kun let trafikeret vej med en bred rabat mellem vejbanen og cykel- og gangstien. Udsigterne står nærmest i kø. Her ved gården Hestehave (til højre)

Til og fra fredningen

Man kan gå en meget smuk vej fra Stenløse til Slagslunde ad den afmærkede cykel- og gangsti Den Grønne Rute. Den starter i nord-Stenløse ved Svanekærgård. Her kommer man bl.a. forbi Tyvekrog og Lillevang. Området omkring Lillevang er højtliggende, og man har en god udsigt over det kuperede landskab. Man kan også vælge at gå fra Veksø Station, fra Ganløse via Damvadvej  med en udmærket gang- og cykelsti over Søsum.

Endnu engang lader jeg mig betage af Den Grønne Rute med Tyvekrogen, Damvad Å og Lillevang. Stien går gennem et naturskønt område hvor alt ånder af fred, i hvert fald hvis man ikke bor her. For der synes at være nogen aktivitet på gårdene og husene der ligger spredt rundt omkring

Ganløse

Bønder anlagde Ganløse på et højdedrag for hundreder (hvis ikke tusind) af år siden fordi jorden var god her, i modsætning til længere nordpå. Området kunne brødføde ca. 20 gårde. Af de tre traditionelle magter og udsugere, kirke, konge og adel, var det her kongen, men også Edelgave Gods som tog for sig af hvad bønderne producerede, i hvert fald indtil ca. år 1800. Særlig slemt må det have været under Københavns Belejring 1658-60 hvor svenskerne meldte sig til selskabet. Da de var rejst, benyttede kongen benyttede sig af situationen og forlangte at bønderne  rytterne.

Oveni hoveriet skulle 7 af gårdene de holde en fuldt udrustet rytter, med kost, logi og hest. Og den tid blev taget fra de egentlige landbrugsaktiviteter. I perioden 1680-1720 blev der endda opført små huse ved hver gård som skulle huse disse hvervede soldater, alt sammen forplejet af bønderne. Oven i det skulle de betale alle mulige og umulige former for skatter. Stavnsbåndet 1733-1788 betød at mændene ikke måtte forlade deres hjemstavn. Bønderne havde fra Selvejerforordningen fra 1767 den erfaring at alle reformlignende tiltag fra kongens side betød større udgifter og forpligtelser for dem, så intet under at de var skeptiske over for udskiftningen 1776. Udskiftningen må have set ud som byboeres skrivebordsuddeling af jord uden hensyn til at nogle gårde nu kom til at blive udskiftet til fjerntliggende dårlige jorde.

Ruten

Stenløse Station. Den Grønne Rute. Slagslunde Skov over Klokkekilde Bakke og videre langs Damvad Å. Stien nord om Nellesø (Nældesø). Langåsen med Højrøde Bakker/Ganløse Bakkerne. Broskov Bakke. Ganløse. Søsum. Veksø Station. Min rute blev 20 km, inklusive gåturen fra Stenløse (ca. 6 km), og til Veksø Station (ca. 6 km).