Edelgave - og dansk slavehandel

I gang igen efter sygdom. En herlig tur gennem bakkede landskaber. Også en tur gennem dansk historie - og et smut til de vestindiske øer.

Syd for Veksø fører vejene gennem områder hvor godset Edelgave engang satte sit præg. Vejene er i dag trafikerede,men det opvejes til dels af det pragtfulde bakkelandskab. På gården Vaselund syd for Veksø boede engang en gullaschbaron, (altså en der tjente penge på at sælge dårligt kød til soldater i 1. Verdenskrig). Han byggede Veksø Slot mellem Hove og Veksø for pengene. På hjemmesiden ser de nuværende ejere dog mere skikkelige ud.

 Landskabet syd for Veksø er meget bakket, og man kan herfra se to gårde, Skelhøjgård og Vaselundgård, samt skimte Hove-masten i baggrunden. Lidt pudsigt ser det ud til at det er flagstangen på Skelhøjgård der er blevet forlænget. Men det er altså telemasten.

Vilhelm Nielsen (1918-1978) var i lære på Edelgave i 1935 som landmand, og hans karriere er mere kendt. Han købte i 1943 Nonnemosegård få hundrede meter nordvest for Edelgave, og var sognerådsformand i Ledøje-Smørum Kommune 1958-70. Først for Venstre, dernæst de Konservative og sidst en borgerliste. De fleste omtaler af ham på internettet handler om at han forsøgte at modernisere kommunen med det formål at øge befolkningstallet, så kommunen fortsat kunne være selvstændig. Udstykninger var svaret på det.

Lundevejgård i Hove. Over for gården ligger den maskinstation hvor fætrene fra Torngård købte mejetærskere. Den er dog knap så fotogen som denne prægtige gård. Omend Hove ikke er nogen storstad, er trafikken regelmæssig. Egentlige vandrestier findes ikke. Der er kun rabatten.

Både Hove og Hove Overdrev er værd at besøge hvis man er til landsbyer hvor tiden tilsyneladende er stået stille. Nogle af gårdene er dog overgået til andre formål, fx er Hove landsbys Buehøjgård nu møbelforretning. Thorsøgårds  historie går tilbage til 1600-tallet og bygningerne er fra 1888. Ejeren af Egebjerggård fik i 2005 underkendt sine "Adgang forbudt-skilte" til Hovemasten. Den 318 meter høje sendemast blev opført i 1987 for TV2, så der er lidt mediehistorie gemt her. Masten er meget synligt næsten overalt hvor man færdes.

Såvel Hove som Hove Overdrev emmer af forne tider. Enhver kan så lægge historier til hvad man ser. Mange gårde fremstår velholdte, mens andre er i lodret forfald. Denne hører til den sidstnævnte af slagsen. Overdrevsvej er ikke så befærdet, men man kan ikke undgå at skulle langt ind i rabatten for bilerne.

I Hove ligger to kæmpedysser næsten side om side. Den ene er offentlig, langdyssen på 90 x 11 meter og nu kun 1 meter høj. Den anden, Buehøj, ligger bogstaveligt talt klods op ad et hus i dettes baghave, og der er ikke adgang. Kong Bue ligger begravet her på en guldhest (siger man). Højen tårner sig op bag huset i 6 meters højde og 30 meters omkreds. Ligesom med Asserhøj ved Ganløse skete der underlige ting da man begyndte at grave i den. Denne gang var det dog ikke døde heste, men kvægpest som brød ud.

Ud for put and take området står denne Ferguson-traktor. Dem ser man ikke så mange af. Men enhver der er opvokset på landet i 1950'erne og 1960'erne vil genkende disse, også under navnet Massey-Ferguson. Ældre modeller var med til endegyldigt at motorisere dansk landbrug. Hestene er dog i dag vendt stærkt tilbage i form af rideskoler.

Hove Kalkgrav var åbenbart før i tiden et yndet sted for amatørgeologer. Nu er der put and take. Ligesom jeg også oplevede det på Slangerupmarchen. Adgang er der kun for fiskere, for ejeren er forståeligt nok ikke glad for svineri i form af affaldsdumpning i området. Han kommer venligt ud og spørger om han kan hjælpe med noget. Jeg har stor forståelse fordi jeg så fyldte sorte affaldssække i vejkanten. Det ser ikke godt ud, og de svin der har smidt det, er desværre anonyme. Modsat de  skikkelige frilandssvin som hygger sig i den lune efterårssol.

Hove Kalkgrav indeholder stadig kalk. Men det blev lukket for ca. 30 år siden. Forlydender vil vide at det skete fordi det magtfulde Fakse Kalkbrud ikke var interesseret i at have en konkurrent her. I stedet kan man nu købe fisketegn til at fange ørreder. Og det er der en snes mennesker der har benyttet sig af denne smukke torsdag.

Edelgave

Edelgave Gods (opført 1782 efter at en brand ødelagde de oprindelige bygninger fra 1660) er privat og der er ingen offentlig adgang. Nu er der økologisk landbrug. Venstre har holdt grundlovsmøder her, vel fordi godset fra 1920 tilhørte venstrestatsministeren Madsen-Mygdal. Hvis man har set Matador, vil man huske Møjdal-visen som kommunisten Røde på et tidspunkt synger. En tidligere godsejer, etatsråd Tutein var initiativtager til Edelgave Skytteforening, der i 2012 kunne fejre 150 års jubilæum. Skytteforeningerne startede i 1861 og var en slags private træningscentre. Tre år før krigen 1864. Der er stadig sprængstof i Edelgave, nu blot nedgravet i en container, godt beskyttet i en tunnel og 1 m under jordoverfladen.

Udsigten for foden af Gyngehøj. Godsejer Tutein (Edelgave) ombyggede højen så den bedre passede ind i datidens (fx Oehlenschlägers) forestillinger om hvordan gravmæler fra hedenold skulle se ud. Derfor går der en spiralvej op til toppen, og den er ikke rund. Men bort set fra det ser den imponerende ud. Udsigten forsvinder snart i de træer man har plantet rundt om højen.

[RETTET 21.9., se kommentaren:] Her er Edelgavevej på 43 sekunder (2009). I området ligger oldtidsminderne tæt. Gyngehøj, 28 meter i diameter og 4 meter høj og Smørholm Voldsted. Sidstnævnte er rester af volde, grave og banker omkring en middelalderlig storgård fra midten af 1300-tallet. Borgbakken indeni er 4 m. Voldstedet skulle være typisk for perioden og repræsenterer hundredvis af lignende som blev opført i Danmark på det tidspunkt. Bare lidt synd at konturerne af voldanlægget nu er udvisket af overgroet meterhøjt græs, brændenælder og andet. Og man skal krydse en roemark for at komme over til informationsplanchen.

Tænk hvis man kunne rydde voldstedet for beplantning og lave en lille sti ud til voldanlægget. Arkæologer har fundet adskillige interessante ting i området. Nu kan man desværre kun ane hvordan de har set ud engang. I den nordlige ende skimtes højen til borgtårnet.

Edelgave Huse er opført 1877 som landarbejderboliger for folk der var beskæftiget på godset. De ligger på begge sider af vejen nord for godset. En af beboerne har skrevet en artikel, som jeg dog ikke har kunnet få bekræftet. Heller ikke ved at kigge på satellitfotoer. Men det er en god historie!

Et af den halve snes arbejderboliger lidt nord for Edelgave. Boligerne har sikkert været luksus for arbejderne dengang. De fremstår nu udefra som tiptop istandsatte. Nu dog med moderne og nydeligt passede haver omkring. Tagene ser også ud til at være af nyere dato.

Tutein

Jeg har før fortalt at Smørumovre skole blev opført 1860 for penge givet af Vilhelm Frederik Tutein (1830-1890) fra Edelgave. Vilhelm var af Tutein-slægten, søn af den landskendte københavnske storkøbmand Johann Friederich Wilhelm Tutein (1757-1853) som havde erhvervet Edelgave 1807. Slægtens rigdom var bl.a. baseret på sukkerraffinaderierne på St Croix. Disse raffinaderier var en del af Trekantshandelen: Slaverne blev købt i Christiansborg (Accra)  i Ghana for bl.a. akvavit og geværer, sejlet til St Croix hvor de fremstillede melasse som blev sejlet til København.

Slaveri har tilsyneladende eksisteret lige så længe som der har været mennesker. Men fra midten af 1500-tallet kanoniserede kristendommen racisme for at guddommeliggøre og retfærdiggøre slaveri efter koloniseringen af Amerika. Under oplysningstiden fra 1700-tallet begyndte man at tage afstand fra den inhumane behandling af slaverne. Der var forbud mod slavehandel allerede fra 1791, men slaveri blev som bekendt først reelt ophævet 1848, og i årtierne efter blev slavernes forhold ikke forbedret. Og tilførslen af racisme til slaveri må siges at være fatal. Oplysningstidens spirende naturvidenskab underbyggede i 1800-tallet kristendommens racisme med teorier som eugenik og frenologi.

Og den unge Vilhelm Tutein er formentlig et barn af disse oplysningstanker: Slaveri var måske inhumant, men med argumenter fra bl.a. eugenik og Grundtvig (1783-1872) kunne man hævde at sorte var en mindreværdig race. Sådanne forestillinger var sejliveede. Det var ved at blive ophøjet til lov i Danmark i 1930erne, eksisterede i Nazityskland 1933-45, i visse stater i USA op til 1960'erne og i Sydafrika til 1990'erne. Helt op til vore dage er racisme et problem i mange lande. Først med afkristningen er man begyndt at gøre op i teori og praksis med denne kristne opfindelse.

Jeg opfatter Vilhelms skolebyggeri som led i datidens generelle syn på slaveri som Johanns rigdom stammede fra. At give faderens slavearbejdere og deres efterkommere kompensation, endsige en undskyldning har formentligt ligget Vilhelm meget fjernt. Men en skole passer godt ind i billedet. Skolens formål i 1800-tallet var netop at indlære de kirkelige dogmer og Biblens guddommelige åbenbaringer. Herunder at godt nok var slaveri inhumant, men de sorte var mindreværdige. Det samme budskab holdt helt op til vore dage. I baptisternes søndagsskole i Egernsund var det fx et foto af "Lille Sorte Sambo" i Afrika, som de uskyldige søndagsskoleelever troskyldigt gav penge til (læs: missionærerne). Bønderne i Smørumnedre har med garanti intet kendt til disse forhold.

Bønderne

I det hele taget er bøndernes historie her som andre steder ufortalt. Man kan stille spørgsmålstegn ved bøndernes andel i slavehandlen. Og hvor dybt deres kristendom stak. Bønderne var under trusler om mulkt og bødestraf tvangskristnet og skulle bl.a. betale tiende til kirken samt gebyrer for alskens lovbefalede ritualer, konfirmation, begravelse osv. Og hist og her kan man finde eksempler på bøndernes tavse modstand. "Danske slotte og herregårde", bind 1 (1963) er herregårdshistorie set ud fra godsejernes synspunkt, men teksten peger på at godsejerne ikke var populære blandt bønderne. Under kvægpesten 1769 blev på "hedensk vis" og tilsyneladende på trods af godsejerens ønske ofret

To sunde kreaturer for at afværge de onde magters vrede. En kvie blev virkelig levende nedgravet på bymarken, og alt bøndernes kvæg drevet hen over stedet, og en stud sænkede man i en trækasse i gadekæret, hvor det var dybest.

Ifølge bogen har man fundet rester af både kasse og ko senere.

Godsejernes udnyttelse af bønderne gik ned til mindste detalje.. Men de kunne betale sig fra at skulle arbejde for godsejerne. Tutein har formentlig nok ment det var "inhumant" at kræve af bønderne at de skulle arbejde for ham og kirken, men for en betaling kunne de da blive fri for det. Det fremgår af et dokument underskrevet af Tutein (26.4.1865) og ca. 30 beboere (8.1.1866):

Imellem Undertegnede, jeg Etatsraad Tutein til Edelgave som Eier af Hvedstrup Kirke, og ni Beboere af Hvedstrup Sogn er oprettet følgende Overenskomst om Afløsning af Pligtarbeide ved Hvedstrup Kirkes Arguration. Jeg Etatsraad Tutein forpligter mig til for mig og Arvinger i Fremtiden selv at forrette alt det (syen) og Gangdagsarbeide til Reparation paa Hvedstrup Kirke, som i følge Lovgivningen paahviler beboerne i Sognet, saa at disse herefter skulle være aldeles fritagne for alt Pligtarbeide imod at de Aarligen betaler mig og fremtidige Eiere af Kirken 16 Rdl, sexten Rigsdaler sølv.

Edelgave går til filmen

Godsejernes storhedstid ebbede ud i 1900-tallet, og det blev trange tider. Godserne blev nu fx brugt i danske film som "Fætrene på Torngård" (1973) med Karl Stegger, Arthur Jensen og Axel Strøbye. Den er optaget bl.a. på Edelgave og maskinstationen over for Lundevejgård i Hove. Morten Korch og "gamle danske film" helt op i 1970erne afspejlede et bestemt syn på livet på landet. De gode er som oftest en lidt ældre, gammeldags, men retfærdig godsejer, en driftig ung landmandstype og en loyal besiddelsesløs temmelig dum landarbejder. De onde er som regel skummelt udseende landarbejdere, der er kriminelle eller krybskytter, samt mappedyr fra storbyen.

Den 3 km lange vandresti mellem Veksø og Smørumovre er et must. Omend den i Veksø-enden er ved at blive anlagt. Bl.a. kan man et kort stykke trave langs Værebro Å. Udsigten er flot, der er meget fredeligt, og mærkværdige fugle flyver forskræmte op fra markerne.

Ruten

Veksø St. 1 km trafikeret Hovevej. Lundevej knap så trafikeret. Overdrevsvej. Edelgavevej. God travevej. Smut forbi Smørholm voldsted. Fantastisk 3 km vandresti Smørumovre-Veksø St. Ialt ca. 16 km.

På sporet af sporet: Slangerupbanen

Slangerupbanen hed jernbanen som i perioden 1906-1954 forbandt Lygten station på Nørrebro med Slangerup. I modsætningen til succeshistorien Frederiksundbanen er Slangerupbanen historien om en tragedie. På trods af at der i 1951 udkom en betænkning om "Midlertidige forbedringer af Slangerupbanen", blev den lukket. Sporet kom til at ende i Farum og senere lavet om til s-tog. Man kan finde en beskrivelse af den forsvundne rute på Skolekom eller på Slangerupbanes hjemmeside. Nyttige fordi sporet blev til marker, bebygget eller sløret. Man kan derfor ikke i dag følge sporet hele vejen. 3½ ud af 5 stationsbygninger findes dog stadig.

Slangerup Station, ja og nej. Der står godt nok Slangerup på gavlen, men den originale brændte for knap 10 år siden og dette er en tro kopi. Til venstre ligger busterminalen nu. Og den ligger ovenpå drejeskiven. Bilen holder måske nogenlunde hvor sporet var.

I bogen "Naturparken" angives en af grundene til jernbanens fiasko, at Lynge vedblev med at være en landsby, i modsætning til fx Farum og Lille Værløse, og ved Vassingrød og Lindholm opstod der ingen bydannelse ved stationerne ...

... simpel hen fordi egnens behov for lokale handels- og industricentrer var dækket af de ældre byer Slangerup og Farum.

I en digitaliseret særudgave af FNV Foreningen Naturparkens Venner 2001-2/3 fortæller Vagn Endsig om sine oplevelser af Slangerupbanen som spejderdreng hvor han i sin barndom/ungdom i 1930'erne tog toget fra Lygten Station. Også under krigen hvor "Dansk Skiløberforening" brugte det uopvarmede tog til at køre ud til skiterrænnet.

Når Banegraven slutter ved Industrivej, er man tvunget til at tage en omvej ad grusvejen Månevej. Øst for Kosakgården kan man følge en sti en anelse nordpå og opdage to spor: I forgrunden, i midten, ender Slangerupsporet brat, men i baggrunden kan man ane vold-konturerne af Midtbanen lige under den hvide gård som er Slangerup-Lynge Rideklub. Midtbanen blev aldrig til noget. Men man havde altså forberedt den.

Stationerne

Det er ikke til at se det ... men dette er faktisk det gamle spor mellem Slangerup og Lindholm. Kigger man godt efter, er der grøfter til begge sider. Landskabet er fortryllende. Nu har heste overtaget lokomotivernes domæne.

Der var fem stationer på ruten. Fire findes endnu: Slangerup Station førte efter banens lukning en omskiftelig rolle som postvæsen, busventesal, advokatfirmakontor mm. Indtil den brændte i 2004 og sank i grus, dog atter rejst som (stations)hus. Kirkeengen i udkanten af Slangerup er et fredet område (1945) og hed tidligere Skiden Ås. Tidligere var det ejet af sognepræsten, der jo ofte fungerede som datiden stasi-agent over for statsmagten og kunne indrapportere (visitatsbøger) regeringsfjendtlige elementer i deres sogne, mod forskellige privilegier som fx ejerskab til kirkejorde.

Hvis jeg skulle udpege en station som den foretrukne, må det vel blive Lindholm Station. Selve stationsbygningen minder lidt om de andre stationer, men selve miljøet omkring stationen virker mere som det var dengang de stadig fungerede som stationer. Her kan man også se hvor hovedparten af indtægterne til banen kom fra: Godstransport af grus.

Sporet til Lindholm er delvis ridesti. Lidt uden for Slangerup fører et spor nordpå mod Hillerød. Det ses tydeligt i terrænnet, og var ment til den sjællandske midtbane, som blev aldrig blev til noget. Der skulle også ved Lindholm findes en bro som skulle forberede en overkørsel over den sjællandske midtbane fra Næstved til Frederikssund/Hillerød over Ringsted og Hvalsø. Banen nåede aldrig så langt. Ringsted-Frederikssundafsnittet eksisterede 1925-1936. Videre end Frederikssund kom sporet aldrig.

Man kan ligeså godt tage til Krogenlund efter Lindholm Station. Hovedvejen er forfærdelig som vandrevej. Men man kan gå gennem Uggeløse Skov og se fx det gamle bryggeri. Området omkring Krogenlund er ikke så stort, men det er meget idyllisk og fredeligt. Kun hjemsøgt af cyklister og jægere.

Den velbevarede Lindholm Station er nu feriekoloni. Den var tæt på at blive lukket flere gange. Nord for stationen er der nogle grusbanegalger. Her blev der lastet grus på godsvognene. Atter kommer der et langt stykke hvor man ikke kan følge selve banen, men må ud på befærdede hovedveje, indtil man kan søge ly i Uggeløse Skov. Her var en træperron der nu er gået kødets gang. Den blev mest anlagt af hensyn til turister som udflugtssted. Den lå på Uggeløse Bygade ved villaen Store Rosenbusk.

Lynge er en pænt stor bebyggelse, og stationen ligger midt i et parcelhuskvarter hvor kun vejnavnet antyder at her lå i forne tider en jernbane.

Det er værd at tage en afstikker sydpå til Krogenlund. Slangerupsporet er nemlig fjernet helt på strækningen og dukker først op efter Lynge. I Krogenlund lå hvidtølsbryggeriet Uggeløse Bryggeri "Frynebryggeriet" Krogenlundvej 11 (1852). Krogenlund er en halv snes huse bygget tæt på et meget bakket område ned til Kedelsø Å. Denne lørdag flokkes cyklisterne omkring den meget stejle bakke. Og nordfor lyder der skud i krattet. Her er nemlig et skydeterræn, og der er adgang forbudt.

Et af turens højdepunkter er stien nord for grusgravene mellem Lynge og Farum. Jo, det er kunstige vandhuller og bakker, men det bliver det bestemt ikke mindre idyllisk af. Det ser ud til at der stadig graves grus. Men nu køres det så ikke længere med Slangerupbanen. Øst for trampestien ligger et stort område med rideskoler. Det er som taget ud af McLeod's døtre.

Tilbage i Lynge finder man stationen på Lynge Stationsvej. Over for stationen er opsat en diminuitiv mindeplade om hvorfor vejen hedder som den gør. Efter Lynge er der en sti nord for grusgravene som varmt kan anbefales. Grusgravene har skabt kunstige natur som er ganske flot. Stationerne blev ikke så meget anlagt af hensyn til beboerne i landsbyerne, men af hensyn til industrien. Sten, grus, kalk, mørtel, teglværksprodukter.

Vassingerød Station er den sværeste at finde, og man skal vide at den ligger på Bøgevangen. Ud over stationen er der intet der tyder på at her engang har været en jernbane.

Man skal derimod vide hvor Vassingerød Station ligger (på Bøgevangen) for at finde den. Vassingerød blev i slutningen af 2011 skrevet ind i lokalplanen som økologisk landsby, hvilket dog krævede godkendelse fra miljøministeriet. Til tonerne af blæser- og violinmusik kan man på en ca. 3 minutters video se hvordan man forestiller sig den økologiske landsby. 1900-1907 gik der et knap 8 km langt industrispor fra Vassingerød til Allerød/Lillerød. Det ved man ikke meget om, udover at Sten- og Gruskompagniet opsagde overenskomsten og i stedet brugte Slangerupbanen. Kompagniet fjernede sporene.

Uggeløse Skov? Det kunne det godt være. Men det er Farum Lillevang. Slangerupbanens forløb gennem de to skove minder om hinanden. Sporet er nivelleret, og kan kendes ved grøfter og gennemskæringer af bakker.

Resten af strækningen kunne godt minde lidt om det vilde vesten, eller scener fra MacLeods døtre. Der er heste alle vegne, og da jeg passerer Vassingerød station kan jeg høre at der er en konkurrence i gang i nærheden. Med lidt stedsans lykkes det også at finde jernbanestien gennem Farum Lillevang. Men ved Rema 1000 for enden af vejen er det absolut slut med Slangerupbanen. Farum udraderede fuldstændig alle spor efter banen, bortset fra en del af krumningen på Ryttergårdsvej. Station, spor, alt er væk.

Her i den østlige den af Farum Lillevang ender/begynder (alt efter hvilken retning man vælger at gå) sporene af Slangerupbanen. Bag træerne til venstre drøner hovedvejen forbi og der ligger en Rema 1000 til venstre bag skoven. Farum udslettede godt og grundigt alle spor efter banen. Selv den gamle station.

Litteratur

P.  Thomassen: KSB - Kjøbenhavn-Slangerup Banen. 1980. 203 sider
Slangerupbanen 100 år. Gladsaxe Kommune. 2006. 35 sider.
Naturparken mellem Farum og Slangerup. 1965.

Ruten

Ca. 18 km. Sporet er kun delvis tilgængeligt. Fra Slangerup til Farum: Banegraven. Ridestien mellem Slangerup Overdrev og Lindholmvej. Skovstien i Uggeløse Skov. Stien fra Kedelsøvej, Lynge Stationsvej. Nordkranvej. Gl. Jernbanevej i Farum Lillevang. Ryttergårdsvej, Farum. Generelt kan turen ikke anbefales til vandreture. Trafikken på Hørup Skovej og Slangerupvej er meget tæt.

Visioner for Harrestrup Å

Kommunerne ved Harrestrup Å har tænkt sig at omdanne åen til klimasikring. Det skulle få konsekvenser for Damhusengen mm.

Oprindeligt løb Harrestrup Å ligesom fx Mølleåen gennem et sumpet område. Det første angreb mod Harrestrup Å skete allerede i 1621 da man lavede en dæmning for at opstemme vandet i Damhussøen (eller Langvadsdam, som det hed dengang). Universitetet fik ret til at høste rør og fiske. Reguleringen af højden på vandstanden foregik ikke uden protester fra bønderne i Vanløse og Brønshøj. I 1677 saboterede de slusen oven i købet med kirkens mand fra Brønshøj i spidsen. Men det satte ordensmagten naturligvis en stopper for.

Ved Åmarken Station umiddelbart ved åens udmunding i havet er Hofor ved at sætte pumpehuset i stand i forbindelse med klimasikringen. Det hele forventes at være færdigt december 2014. På Dette stykke er åen indhegnet og man kan ikke rigtigt se den.

"Spildevandsteknisk anlæg"

Koleraepidemierne satte fokus på rent drikkevand. Dæmningerne fik yderligere et tand opad i 1850erne så den kunne stemmes op i næsten 10 meters højde. Dengang brugte man overfladevand som drikkevand. Skiftet til at bruge mere grundvand betød at Harrestrup Å pga forurening fra Københavns ekspansion i 1900-tallet, fungerede som kloak, eller "spildevandsteknisk anlæg" (det lyder bedre) i perioden 1931-1990. Man ledte åen uden om Damhusengen, og i 1959 installerede man de rædselsfulde kanalanlæg af betonfliser.

I den sydligste del af Vigerslevparken er åen meget bred og uden de iøjnefaldende fliser. Men det er tydeligt at man går på en dæmning på hver side af åløbet. Visse steder ligger terrænnet bag dæmningen lavere end åens vandstand. Det er i dette område at åen før inddæmningen løb igennem et engområde. Hvis dette skulle genskabes, ville det kræve nedrivning af en del etagebyggerier og villaer.

Samme kranke skæbne skete for Skt. Jørgens Sø, Utterslev Mose og andre forhenværende vandreservoirer. Nogle endte med at dø biologisk. Såmænd da også i fx New York hvor flere af søerne i Central Park engang fungerede som vandreservoirer. Siden da har ålandskabet fra Vestforbrænding til udløbet i Øresund varieret mellem slet ikke at eksistere til kedelige parkstriber.

Harrestrup Å løber omkring 200 meter langs Hvidovregade som var landsbyen Hvidovres hovedgade. Men denne landsby er blevet godt og grundigt udraderet. Det er stort set kun vejforløbet der er bevaret, samt dette ene hus godt gemt af vejen. Måske 2 flere.

Vand i kælderen

Så længe jeg kan huske tilbage (1974) har forsøgene på at pumpe liv i Københavns søer ikke haft det store held med sig. Men så begyndte folk at få vand i kældrene. Forsikringsselskaberne fik travlt med at udbetale erstatninger. Så politikerne fik et problem. Ifølge en artikel i Politiken (Naturperle med badestrand....) skyldes planerne om at genoprette dele af åen til et mere ålignende forløb netop dette forhold. Det skulle koste knap ½ mia. Men der mangler kun 20 % af beløbet.

Til venstre gemmer åen sig bag kratten og til højre noget etagebyggeri. Sådan ser det meste af Vigerslevparken ud. I støvregnen og tusmørket ganske fredeligt.

Folk kræver tørre kældre og rekreative områder. Måske knager det i det gamle industrisamfunds trafikideologi. Måske gik det lige lovlig hårdt til værks over for fx Ladegårdsåen. Efter forbillede fra Kuala Lumpur overvejer mange storbyer at anlægge SMART, Stormwater Management and Road Tunnel. En genopretning af Harrestrup Å kan formentlig indgå i en sådan strategi. I meget mindre målestok er det allerede sket for fx Kagsmosen og Kagsåen. Som et biprodukt skal der også anlægges en badestrand ved Valby. Ikke at jeg tror disse planer bliver realiserede i morgen, men med dagens tur ville jeg sikre mig at have set det som det ser ud i dag.

Hvem i København kender ikke Damhuskroen? Og formentlig også langt uden for stadens grænser knytter der sig historier til navnet. Nej, jeg har aldrig været indenfor. Så er det sagt. Jeg er skyldig. Umiddelbart syd for Roskildevejen forsvinder Harrestrup Å ind bag ved huse, så man ikke længere kan gå langs med den. Man skal helt ned til Leopardvej og ind i parken igen for at genfinde den.

Harrestrup Ås udløb er blevet forlænget sydpå, fordi kystlinen er rykket en tand længere ud i sundet. Rensningsanlægget ligger delvis på gammel havbund. Kigger man på gamle kort vil man kunne se at åen adskillige steder er rettet ind efter en linial. Åmarken er formentligt ikke det eneste stednavn som hentyder til åen. Nogen mener endda at Rødovre og Hvidovre kommer af hhv Øvre og Ydre Ovre, jf at Rødovre ligger "højere" oppe ad åen end Hvidovre. Stykket mellem Hvidovre Station og Damhussøen løber åen ikke i Vigerslevparken (renden er en senere kunstig kanal). Oprindeligt løb åen på langs midt gennem Damhusengen.

Støvregn og tusmørke over Damhussøen. Men der er masser af liv. Jeg er flere gange i mørket ved at blive rendt over ende af motionsløbere, cyklister (uden lys) eller bare fodgængere som jeg selv. Intet forhindrer åbenbart folk i at "tage en tur rundt om søen". Og der er såmænd også idyllisk at gå langs den næsten spejlblanke sø.

Ruten

Åmarken Station. Så lige ud langs Harrestrup Å til Kagsmosen. Ca. 14 km. Stien er stort set uden lys, så man bør kende stien hvis man vil gå turen i mørke.