Visioner for Harrestrup Å

Kommunerne ved Harrestrup Å har tænkt sig at omdanne åen til klimasikring. Det skulle få konsekvenser for Damhusengen mm.

Oprindeligt løb Harrestrup Å ligesom fx Mølleåen gennem et sumpet område. Det første angreb mod Harrestrup Å skete allerede i 1621 da man lavede en dæmning for at opstemme vandet i Damhussøen (eller Langvadsdam, som det hed dengang). Universitetet fik ret til at høste rør og fiske. Reguleringen af højden på vandstanden foregik ikke uden protester fra bønderne i Vanløse og Brønshøj. I 1677 saboterede de slusen oven i købet med kirkens mand fra Brønshøj i spidsen. Men det satte ordensmagten naturligvis en stopper for.

Ved Åmarken Station umiddelbart ved åens udmunding i havet er Hofor ved at sætte pumpehuset i stand i forbindelse med klimasikringen. Det hele forventes at være færdigt december 2014. På Dette stykke er åen indhegnet og man kan ikke rigtigt se den.

"Spildevandsteknisk anlæg"

Koleraepidemierne satte fokus på rent drikkevand. Dæmningerne fik yderligere et tand opad i 1850erne så den kunne stemmes op i næsten 10 meters højde. Dengang brugte man overfladevand som drikkevand. Skiftet til at bruge mere grundvand betød at Harrestrup Å pga forurening fra Københavns ekspansion i 1900-tallet, fungerede som kloak, eller "spildevandsteknisk anlæg" (det lyder bedre) i perioden 1931-1990. Man ledte åen uden om Damhusengen, og i 1959 installerede man de rædselsfulde kanalanlæg af betonfliser.

I den sydligste del af Vigerslevparken er åen meget bred og uden de iøjnefaldende fliser. Men det er tydeligt at man går på en dæmning på hver side af åløbet. Visse steder ligger terrænnet bag dæmningen lavere end åens vandstand. Det er i dette område at åen før inddæmningen løb igennem et engområde. Hvis dette skulle genskabes, ville det kræve nedrivning af en del etagebyggerier og villaer.

Samme kranke skæbne skete for Skt. Jørgens Sø, Utterslev Mose og andre forhenværende vandreservoirer. Nogle endte med at dø biologisk. Såmænd da også i fx New York hvor flere af søerne i Central Park engang fungerede som vandreservoirer. Siden da har ålandskabet fra Vestforbrænding til udløbet i Øresund varieret mellem slet ikke at eksistere til kedelige parkstriber.

Harrestrup Å løber omkring 200 meter langs Hvidovregade som var landsbyen Hvidovres hovedgade. Men denne landsby er blevet godt og grundigt udraderet. Det er stort set kun vejforløbet der er bevaret, samt dette ene hus godt gemt af vejen. Måske 2 flere.

Vand i kælderen

Så længe jeg kan huske tilbage (1974) har forsøgene på at pumpe liv i Københavns søer ikke haft det store held med sig. Men så begyndte folk at få vand i kældrene. Forsikringsselskaberne fik travlt med at udbetale erstatninger. Så politikerne fik et problem. Ifølge en artikel i Politiken (Naturperle med badestrand....) skyldes planerne om at genoprette dele af åen til et mere ålignende forløb netop dette forhold. Det skulle koste knap ½ mia. Men der mangler kun 20 % af beløbet.

Til venstre gemmer åen sig bag kratten og til højre noget etagebyggeri. Sådan ser det meste af Vigerslevparken ud. I støvregnen og tusmørket ganske fredeligt.

Folk kræver tørre kældre og rekreative områder. Måske knager det i det gamle industrisamfunds trafikideologi. Måske gik det lige lovlig hårdt til værks over for fx Ladegårdsåen. Efter forbillede fra Kuala Lumpur overvejer mange storbyer at anlægge SMART, Stormwater Management and Road Tunnel. En genopretning af Harrestrup Å kan formentlig indgå i en sådan strategi. I meget mindre målestok er det allerede sket for fx Kagsmosen og Kagsåen. Som et biprodukt skal der også anlægges en badestrand ved Valby. Ikke at jeg tror disse planer bliver realiserede i morgen, men med dagens tur ville jeg sikre mig at have set det som det ser ud i dag.

Hvem i København kender ikke Damhuskroen? Og formentlig også langt uden for stadens grænser knytter der sig historier til navnet. Nej, jeg har aldrig været indenfor. Så er det sagt. Jeg er skyldig. Umiddelbart syd for Roskildevejen forsvinder Harrestrup Å ind bag ved huse, så man ikke længere kan gå langs med den. Man skal helt ned til Leopardvej og ind i parken igen for at genfinde den.

Harrestrup Ås udløb er blevet forlænget sydpå, fordi kystlinen er rykket en tand længere ud i sundet. Rensningsanlægget ligger delvis på gammel havbund. Kigger man på gamle kort vil man kunne se at åen adskillige steder er rettet ind efter en linial. Åmarken er formentligt ikke det eneste stednavn som hentyder til åen. Nogen mener endda at Rødovre og Hvidovre kommer af hhv Øvre og Ydre Ovre, jf at Rødovre ligger "højere" oppe ad åen end Hvidovre. Stykket mellem Hvidovre Station og Damhussøen løber åen ikke i Vigerslevparken (renden er en senere kunstig kanal). Oprindeligt løb åen på langs midt gennem Damhusengen.

Støvregn og tusmørke over Damhussøen. Men der er masser af liv. Jeg er flere gange i mørket ved at blive rendt over ende af motionsløbere, cyklister (uden lys) eller bare fodgængere som jeg selv. Intet forhindrer åbenbart folk i at "tage en tur rundt om søen". Og der er såmænd også idyllisk at gå langs den næsten spejlblanke sø.

Ruten

Åmarken Station. Så lige ud langs Harrestrup Å til Kagsmosen. Ca. 14 km. Stien er stort set uden lys, så man bør kende stien hvis man vil gå turen i mørke.

Se Tågerup og ... og ... fortsæt til Gundsømagle Sø

Findes der steder i Danmark som har undgået og unddraget sig omgivelsernes opmærksomhed i hundredvis af år? Tågerup 3 km syd for Gundsømagle er et godt bud på et sådant sted.

Trap skriver om landsbyen Tågerup i Kirkerup Sogn: 1383 Thogorp, u. 1800 m skole. Stednavnet har altså været kendt i over 600 år. Alligevel findes der stort set intet på internettet eller på tryk. Kun om de mindst 7 andre Tågerupper i Danmark. Navnet kan nemt forveksles med andre navne som fx Ågerup. Ordbog over det Danske sprog har den slet ikke med. Der findes nogle artikler i Årsskrift for Egnshistoriske Forening for Gundsø, som jeg ikke har gjort mig den ulejlighed at fremskaffe.

Området inden for en kilometer nord for Tågerup byder bl.a. på dette område, en del dysser og fra toppen af det kuperede terræn en udsigt mod Roskilde fjord i det fjerne. Og på Allesøe Specialmaskiner omkring 500 meter nord for, men med adresse i Gundsømagle.

I en folder om Salvadparken nævnes Tågerup på ½ linje. Infomedia har smånotitser fra lokalaviserne. Tilbage i 2006 fandt en af Tågerups beboere en død troldand på sin mark mens fugleinfluenzaen var på sit højeste. Den navngivne kvinde alarmerede Fødevarestyrelsens hotline, som anbefalede at smide den ud. Fundet er ikke registreret på listen over fund af sygdommen i Danmark. Tågerup blev som 2 ud af 5 ikke udvalgt som lokalitet for vindmøller.

Tågerup set fra nord, umiddelbart efter Allesøe. Den ligger ligesom og skutter sig der bag ved træerne. Og den syner ikke af så meget her på afstand.

Bevaringsværdig og værdifuldt landskab

Tågerup er omtalt i en Lokalplan (2003): Landsbyen har et "særligt bevaringsværdigt kulturmiljø", og at området nord for byen skulle være et "særligt værdifuldt landskab". Fx skal nedlagte landbrug omdannes til boliger, ikke  bare rives ned. Der er restriktioner hvad angår højde, farver og byggematerialer. Et resume af lokalplanens kan ses ved en opdatering fra 2013 på Roskilde Kommunes hjemmeside. Det særligt værdifulde landskab nord for Tågerup rummer bl.a. en håndfuld dysser langs Hejnstrupvej. Men det er ikke afmærket på Kraks Kort.

Gården(e) på hjørnet af Hejnstrupvej og Gundsølillevej. Bindingsværkshuset kunne godt se ud til at trænge til en kærlig hånd. Set lidt på nærmere hold. Disse to er nok de mest seværdige af gårdene i Tågerup for turister som mig.

Tågerup er sådan set hyggelig nok. Den består af en håndfuld gårde omkring gadekæret, en snes parcelhuse vest for og Roskilde Lilleskole. I dag er der maskinstøj fra den ret store F'øjlegård midt i byen. Ikke den bedste reklame for huset foran, der er til salg. Sammenligner man med et matrikelkort fra 1805 kan man konstatere at landsbyen ikke har udviklet sig særligt meget. Lilleskolen har siden 1964 holdt til i den gamle skole fra 1847. Skolen vandt 2005 Sport & Spinats DM i madpakker. Det var bl.a. tunkroketter og grovbagels der afgjorde det. Men ingen omtale af Tågerup i den forbindelse.

 Føjlegård er uden tvivl den mest prangende og mest moderne af gårdene i Tågerup. Den udsender også en vedvarende maskinlarm som selv overdøver Roskilde Lilleskoles rundboldhold. Og formentlig ikke noget der ligefrem fremmer lysten til at købe huset der er til salg.

Stilhed i Tågerup? Ikke i dag

I dagbladet Roskilde den 10. august 2011 kom Tågerup på side 6 med overskriften: Stilheden truer i Tågerup. Journalisten konstaterer at når skolen holder sommerferie, ja så sker der stort set intet i byen. Skolens omkring 250 elever er noget der kan mærkes. De spiller rundbold i dag, og det kan høres næsten samfulde 1½ km til Gundsølille. Et læserbrev fra en fraflytter peger dog på en der tilsyneladende kunne arrangere høfester (men flyttede for knap 10 år siden): Kurt Allesøe. Da han gik på pension 1999 efter at have afhændet sin maskiningenørvirksomhed til sin søn Lars, opfyldte han sin drøm og blev fritidsmaler. Han er i dag medlem af kunstnergruppen Solsikken i Roskilde. Firmaet nævner ikke Tågerup, men at det er hjemmehørende i det nærliggende Gundsømagle.

Ingen landsby uden gadekær. Således heller ikke i Tågerup. Et ganske pænt gadekær, synes jeg. Som så mange andre ramt af sommerens tørke. Der er ikke rigtig nogle arealer til at slå sig ned omkring det.

Vandringsløse Tidende er ikke ude på at sætte Tågerup på landkortet. Det er det jo sådan set i forvejen. Men i området er der vist kun det nærliggende Gerdrup - ikke at forveksle med godset af samme navn ved Slagelse - som er mere anonym. Gundsølille kan prale af at have et rigt foreningsliv (som fx en afdeling af en fugleskydningsforening) og en storkerede. Kirkerup har en, nåja kirke. Østrup har fuglereservatet og Hove Å. Herringsløse har et mindre forretningsliv. I Østrup Holme slog en stokdøv 53 årig arbejdsmand sin kone ihjel i 1951 fordi hun ikke gjorde rent og stiftede gæld. Og gjorde de 8 af deres 15 overlevende børn moderløs.

Gundsømagle Sø ånder fred på en helt anden måde end Tågerup. Der lå en flok ænder her. Men områder er vildtreservat, og fuglene er slet ikke vant til at der kommer mennesker her. Flokken lettede inden jeg overhovedet nåede at komme bare nogenlunde på kameraafstand.

Gundsømagle Sø

Endnu mere stille, dog på en mere behagelig måde, er Gundsømagle Sø. 300 ha delvis afspærret fuglereservat. Mod syd er en 1,200 meter lang sti mellem to fugletårne, samt yderligere en 300 lang gangbro ud i rørskoven fra Vesttårnet. Stien bør enhver vandringsglad absolut prøve! Vesttårnet har masser af informationer, ligesom infostedet ved p-pladsen ved Østrupvej ned til Østtårnet. Udover denne sti er Kirkerupvej heller ikke til at kimse af. Man går på en landevej langs det afspærrede naturreservat. Og der er stort set ingen trafik.

Enhver der kommer forbi Gundsømagle Sø bør unde sig den oplevelse det er at gå i en rørskov. Dette er den brede del af stien med gelænder som går vest for Vesttårnet. Det er en helt speciel oplevelse at snige sig igennem rørskoven og kun hører vindens hvislen. Og en masse fuglelyde langt inde i skoven.

Af andre småting er værd at nævne grusgraven langs Brohaven. Støvet ligger overalt som fint, hvidt støv. Selv på mine vandresko og langt op ad buksebenet. Broen over Værebro Å er ved at styrte sammen, og det er forbudt biler at køre over. Jeg går dog kækt over, selv om jeg godt kan høre det knager og brager. Og så kan det ikke skjules at efteråret nærmer sig: Stubmarker, lugten af ajle og de sidste landbrugsmaskiner der lave høstakke. Fugletræk ved Gundsømagle Sø. Temperaturen er ideel til vandring. Ikke for varmt, ikke for koldt og heller ikke for blæsende. Men DMI lover oven i købet varmere vejr i næste uge. Så den gode sæson er langt fra slut!

Et typisk høstbillede fra landbrugslandet. Her umiddelbart syd for Stenløse. Hø og halm er ved at blive stakket. Stubmarkerne breder sig og landbrugsmaskiner ses overalt.

Ruten

Gundsømagle Rosentorvet. Hejnstrupvej. Tågerup. Gundsølillevej. Gundsølille. Kirkerupvej. Gundsømagle Sø. Østrupvej. Birkevej. Lærkevej. Brohaven. Blæsenborgvej. Stenløse Station. I lige linje ca. 16 km. En stor del af strækningen er landeveje. Men trafikken er minimal. Brohaven går forbi en grusgrav. Og det støver! Her er til gengæld en fiskeplads "put and take". Stenløse Station til Gundsølille falder denne rute sammen med Nordsjællandsruten.

Sensommer skovtur

Jonstrup Hegn og Hareskovene er perfekte til en sensommertur når vejret er som på denne lørdag. Det har mange fundet ud af: Motionister, hundeejere, cykelamatører - og vandringsmænd.

På Naturstyrelsens side om seværdigheder i Hareskovene får man et indtryk af at området ikke bare er populært i nutiden, men har været det i årtusinder, siden stenalderen. Der bliver nævnt talrige seværdigheder. Hulveje, stendysser, vadesteder, ja sågar volde fra svenskekrigene. Men lad det være sagt med det samme: Nyd den smukke og betagende natur, og tag en arkæolog med hvis du da ikke selv er amatørarkæolog og kan skelne almindelige naturlige forekomster fra de menneskeskabte. Jeg gjorde alligevel et forsøg, med begrænset held.

Umiddelbart før man går fra Ballerup til Fureså Kommune kommer man igennem et åbent landskab med kuperet terræn og mosehuller i lavningerne. Her lidt nord for Ballerup Rideklub, og syd for Gedderygsmosen.

Naturen skuffer aldrig når jeg er gået tur her. Der er en 3 km sti direkte mod nord fra Ballerup Station som fører ud i Jonstrup Hegn og videre nordpå til Hareskovene. Hvor Skelvej krydser Skovlystvej, skulle en galgebakke være den første seværdighed på ruten være:

Den var i mange år hængested for Værløse, hvor forbrydere hang til offentligt skue. Hængepladsen bestod af tre pæle med en bom i mellem hver. Og de døde blev ikke taget ned, før rebet knækkede, eller ravne og krager havde fortæret ligene.

Drabeligt. Jeg spejder ind i skoven og får øje på nogle træbeklædte bakker med et forterræn som er ret ufremkommeligt. Jeg opgiver at trænge igennem det meterhøje krat med bl.a. brændenælder, og fortsætter ufortrødent mod nord. Her skulle være et gammelt vadested over Tipperup Å, Harrevads Bro. Den nuværende bro kan man slet ikke se, det er nogle cementrør der løber under stien. Men stenene fra den gamle skulle ligge et eller andet sted med huller og fordybninger. Jeg leder forgæves. Tipperup Å er i øvrigt fuldstændig tørret ud.

Et sikkert tegn på at efteråret er på vej, er at svampene er begyndt at "blomstre". Jeg går til bekendelse, jeg synes at de er smukke, se fx dette pragteksemplar. Der er mennesker der synes at svampe er ulækre at se på. Og ligeledes deres levevis. Men for naturen er de nyttige.

Jeg går også forgæves efter nogle langdysser og hulveje som skulle ligge mod nordvest ved mountainbike-sporet. Terrænnet er kuperet, og det er muligt at jeg har set dem uden at vide af det. Men naturen er pragtfuld her, og motorvejene på tilpas afstand så man ikke kan høre suset fra dem.

Parti fra skoven. Den er frisk og stor. Og udsigten aldeles fantastisk. Her får man lyst til at sætte sig og bare blive siddende.

Jeg laver endnu en afstikker for at se om jeg kan finde en stendysse ved et sted der på Kraks kort er market med Kelleren. Og det lykkes! Selv om jeg nok ikke havde opdaget den hvis ikke jeg havde fået den udpeget. For dels ligger den et stykke fra stien, dels er der ingen bakke, men blot en samling sten. Som jo kunne være kommet der af naturlig vej. Men her har oldtidens danskere altså bisat deres kære.

Yes! Det er lykkes mig at finde resterne af stendyssen. Den ligger i en åbning en snes meter inde i skoven ved Skovlystvej. Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. Men her er jeg ret sikker på at jeg har arkæologiske gener til at bestemme det som ikke bare en tilfældig samling sten.

Derimod lykkes det mig ikke at lokalisere det stenanlæg som består af knapt 1.000 sten ved Fægyden. Det skulle være et forhistorisk offersted, Hørgen. Til gengæld er jeg lidt imponeret af at Fægyden er indrammet med stengærder. Jeg kommer nu fra Lille Hareskov til Store Hareskov ved at krydse jernbanen. Nu begynder motorvejen at gøre sig gældende som en fjern drønen. Og det ødelægger unægteligt stemningen lidt, selv om skoven stadig er dejlig.

Jeg leder og jeg leder efter voldene fra svenskekrigene. Men lige meget hjælper det. Så i desperation bilder jeg mig selv ind at dette nok må være volden. Den ligger i hvert fald på det jeg formoder er det mest logiske sted at anbringe en vold: På en bakketop. Grumme var svenskerne, men dumme var de vel ikke. Sagen kompliceres meget af at jernbanen har gravet og vendt op og ned på det hele.

Jeg skal over på den anden side af jernbanen, fordi jeg har læst om et tre hektar stort område omkranset af en jordvold, Lejrens Indelukke og Svenske Vold. Det er resterne af svenskernes mange lejre 1658-1660. Flere gange går jeg frem og tilbage på stien parallelt med jernbanen sydfor. Også uden for stierne hvor der er krat og bevoksning. Hvad er vold og hvad er bare nyere drænkanaler? Jeg finder aldrig ud af det. Men i alle fald. Her hentede svenskere (og danskere) byggematerialer i så stor stil at det næsten udryddede skoven.

Skovens største dysse. Eller? Jo, det må være den. Skovens største vinbjergsnegle har tilsyneladende sat sig for at være markører. Nu da der ikke er nogen andre?

Succes er det endelig med turens sidste mål, skovenes største stendysse tæt på Skovbrynet Station. Den er da ikke til at tage fejl af. Den er også ryddet. Og nogle af stenene er sat op langs siden, ligesom for at markere, at her er den! Jeg var ellers lige ved at tro at det var en anden bakke på den anden side af stien. Opløftet tager jeg toget fra stationen. På en eller anden måde synes jeg det er betryggende at have gået gennem et område der er så fuld af historie. Og at det er så godt gemt, at det er så forbasket svær at få øje på.

Ruten

Ballerup Station. Sct. Jakobsruten stik nord. Skelvej. Gl. Jagtvej. Borgmosevej. Sandskredsvej. Skovbrynet Station. I lige linje ca. 12 km.De mange afstikker bringer nok turen op på ca. 15. km.