Sensommer skovtur

Jonstrup Hegn og Hareskovene er perfekte til en sensommertur når vejret er som på denne lørdag. Det har mange fundet ud af: Motionister, hundeejere, cykelamatører - og vandringsmænd.

På Naturstyrelsens side om seværdigheder i Hareskovene får man et indtryk af at området ikke bare er populært i nutiden, men har været det i årtusinder, siden stenalderen. Der bliver nævnt talrige seværdigheder. Hulveje, stendysser, vadesteder, ja sågar volde fra svenskekrigene. Men lad det være sagt med det samme: Nyd den smukke og betagende natur, og tag en arkæolog med hvis du da ikke selv er amatørarkæolog og kan skelne almindelige naturlige forekomster fra de menneskeskabte. Jeg gjorde alligevel et forsøg, med begrænset held.

Umiddelbart før man går fra Ballerup til Fureså Kommune kommer man igennem et åbent landskab med kuperet terræn og mosehuller i lavningerne. Her lidt nord for Ballerup Rideklub, og syd for Gedderygsmosen.

Naturen skuffer aldrig når jeg er gået tur her. Der er en 3 km sti direkte mod nord fra Ballerup Station som fører ud i Jonstrup Hegn og videre nordpå til Hareskovene. Hvor Skelvej krydser Skovlystvej, skulle en galgebakke være den første seværdighed på ruten være:

Den var i mange år hængested for Værløse, hvor forbrydere hang til offentligt skue. Hængepladsen bestod af tre pæle med en bom i mellem hver. Og de døde blev ikke taget ned, før rebet knækkede, eller ravne og krager havde fortæret ligene.

Drabeligt. Jeg spejder ind i skoven og får øje på nogle træbeklædte bakker med et forterræn som er ret ufremkommeligt. Jeg opgiver at trænge igennem det meterhøje krat med bl.a. brændenælder, og fortsætter ufortrødent mod nord. Her skulle være et gammelt vadested over Tipperup Å, Harrevads Bro. Den nuværende bro kan man slet ikke se, det er nogle cementrør der løber under stien. Men stenene fra den gamle skulle ligge et eller andet sted med huller og fordybninger. Jeg leder forgæves. Tipperup Å er i øvrigt fuldstændig tørret ud.

Et sikkert tegn på at efteråret er på vej, er at svampene er begyndt at "blomstre". Jeg går til bekendelse, jeg synes at de er smukke, se fx dette pragteksemplar. Der er mennesker der synes at svampe er ulækre at se på. Og ligeledes deres levevis. Men for naturen er de nyttige.

Jeg går også forgæves efter nogle langdysser og hulveje som skulle ligge mod nordvest ved mountainbike-sporet. Terrænnet er kuperet, og det er muligt at jeg har set dem uden at vide af det. Men naturen er pragtfuld her, og motorvejene på tilpas afstand så man ikke kan høre suset fra dem.

Parti fra skoven. Den er frisk og stor. Og udsigten aldeles fantastisk. Her får man lyst til at sætte sig og bare blive siddende.

Jeg laver endnu en afstikker for at se om jeg kan finde en stendysse ved et sted der på Kraks kort er market med Kelleren. Og det lykkes! Selv om jeg nok ikke havde opdaget den hvis ikke jeg havde fået den udpeget. For dels ligger den et stykke fra stien, dels er der ingen bakke, men blot en samling sten. Som jo kunne være kommet der af naturlig vej. Men her har oldtidens danskere altså bisat deres kære.

Yes! Det er lykkes mig at finde resterne af stendyssen. Den ligger i en åbning en snes meter inde i skoven ved Skovlystvej. Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. Men her er jeg ret sikker på at jeg har arkæologiske gener til at bestemme det som ikke bare en tilfældig samling sten.

Derimod lykkes det mig ikke at lokalisere det stenanlæg som består af knapt 1.000 sten ved Fægyden. Det skulle være et forhistorisk offersted, Hørgen. Til gengæld er jeg lidt imponeret af at Fægyden er indrammet med stengærder. Jeg kommer nu fra Lille Hareskov til Store Hareskov ved at krydse jernbanen. Nu begynder motorvejen at gøre sig gældende som en fjern drønen. Og det ødelægger unægteligt stemningen lidt, selv om skoven stadig er dejlig.

Jeg leder og jeg leder efter voldene fra svenskekrigene. Men lige meget hjælper det. Så i desperation bilder jeg mig selv ind at dette nok må være volden. Den ligger i hvert fald på det jeg formoder er det mest logiske sted at anbringe en vold: På en bakketop. Grumme var svenskerne, men dumme var de vel ikke. Sagen kompliceres meget af at jernbanen har gravet og vendt op og ned på det hele.

Jeg skal over på den anden side af jernbanen, fordi jeg har læst om et tre hektar stort område omkranset af en jordvold, Lejrens Indelukke og Svenske Vold. Det er resterne af svenskernes mange lejre 1658-1660. Flere gange går jeg frem og tilbage på stien parallelt med jernbanen sydfor. Også uden for stierne hvor der er krat og bevoksning. Hvad er vold og hvad er bare nyere drænkanaler? Jeg finder aldrig ud af det. Men i alle fald. Her hentede svenskere (og danskere) byggematerialer i så stor stil at det næsten udryddede skoven.

Skovens største dysse. Eller? Jo, det må være den. Skovens største vinbjergsnegle har tilsyneladende sat sig for at være markører. Nu da der ikke er nogen andre?

Succes er det endelig med turens sidste mål, skovenes største stendysse tæt på Skovbrynet Station. Den er da ikke til at tage fejl af. Den er også ryddet. Og nogle af stenene er sat op langs siden, ligesom for at markere, at her er den! Jeg var ellers lige ved at tro at det var en anden bakke på den anden side af stien. Opløftet tager jeg toget fra stationen. På en eller anden måde synes jeg det er betryggende at have gået gennem et område der er så fuld af historie. Og at det er så godt gemt, at det er så forbasket svær at få øje på.

Ruten

Ballerup Station. Sct. Jakobsruten stik nord. Skelvej. Gl. Jagtvej. Borgmosevej. Sandskredsvej. Skovbrynet Station. I lige linje ca. 12 km.De mange afstikker bringer nok turen op på ca. 15. km.