Furesøen

Som bekendt prøver jeg at gennemtrave Mølleåen fra dens udspring til Øresund. Og har foreløbig gjort turen fra udspringet til Farum Sø. Og i virkeligheden fortsatte jeg ruten den anden retning, fra Bagsværd til Farum. Men for overblikkets skyld: Lad os starte i Farum! Så følger det bedre tråden op fra sidst.

Så er der dømt idyl. I hvert fald for synet. Fiskebækken, eller Mølleåen strømmer roligt mod Furesøen fra Farum Sø. Åkanderne blomster gult. For ørerne er det knap så idyllisk. Larmen fra adskillige trafikveje er svær at abstrahere fra.

Mellem Farum Sø og Furesøen hedder Mølleåen som bekendt Fiskebækken. Og der er ikke mere end en strimmel land mellem de to søer. Åen er til gengæld ret bred, og det er egentlig beskæmmende at man har presset store færdselsåret igennem her: Jernbane, motorvej og en hovedvej. Der er vel trafikale grunde til det, men specielt kønt ser det ikke ud. Jeg husker et besøg i København hvor jeg som ungt menneske arbejdede med listelofter og tog turen  mellem Frederiksberg og Farum i en uges tid. Det var kort efter at Fiskebækbroen var styrtet sammen den 8. februar 1972.

Nej, det er ikke mig der holdt kameraet skævt. Hvis man kigger godt efter, kan man se at kameraet ligger vandret. Det er skråningen og træernes hældning der skaber et lille synsbedrag. Søen ligger til højre. Dramatiske  udsigter som denne er ikke sjældne her. Og det oven i købet på en strækning hvor skrænterne ikke er så stejle. Det meste af strækningen falder de nærmest lodret ned.

Den vestlige ende af Furesøen er civiliseret. Her finder man Furesøbadet og Naturskolen. Her er en sandstrand og strandstemning. Men ellers er strækningen langs sydbredden af søen en storslået naturoplevelse. Menneskets indgriben er synlig, men langt fra dominerende. Strækningen fra Furesøbadet til på højde med Bagsværd Sø er præget af høje og nærmest lodrette skrænter ned mod søen.

Et typisk parti af stien gennem skoven. Her går den halvvejs nede af skrænten.

Sine steder er det muligt at spadsere langs søbredden, andre steder er det bedst at fortrække op på skrænten, og tættest på Farum bevæger man sig en del op og ned. Trærødder fungerer som trapper. Og det er bestemt ikke handicapvenligt. Til gengæld er det et glimrende og udfordrende terræn for vandrere. Og den ene storslåede udsigt følger den anden, hvad enten man går oppe, nede eller midt imellem.

Et skud fra bredden af Furesøen. Set mod Farum. Enkelte steder er der ryddet langs bredden og indrettet pladser. Men andre steder ligger træer hen over stien. Ligesom hældningen på stien gør at man risikerer at skride ud i vandet.

Jeg har måttet opgive at prøve at indfange de stejle skrænter på et foto. Bevoksningen og de vinkler jeg kunne komme til, yder slet ikke det dramatiske fald nogen retfærdighed. Godt nok er det ikke Stevns eller Møns Klinter. Men mindre kan da også gøre det. Og hvis ikke man lige vidste at Furesø var en sø, kan man en blæsende dag som denne godt opfatte den som en fjord eller et lille hav. Der er rigtige bølger på søen.

Skoven oven over søen byder også på mange idylliske scener, som denne hvor en grøft flyder mod søen.

Hvis ellers man har tid, kan man slå et slaw forbi Bagsværd Sø. Søen i sig selv er ikke den store naturoplevelse. Den er da ganske nydelig. Men der er nogle historiske steder som Bagsværd Rostadion, Aldershvile Slotsruin mv. Rostadion ser noget forældet ud. Tilskuerpladserne og det tilhørende udkikstårn kunne godt trænge til en kærlig hånd, hvis ellers der skulle afholdes internationale arrangementer her.

Ok, på utallige opfordringer: Aldershvile slotruin. Grevinden fra Bagsværd ... der er rigeligt med gode historier. Her nøjes jeg med et foto af stedet.

Der er vist skrevet adskilligt om Furesøen. Så jeg skal ikke gøre mig klog. Der skulle være masser af læsestof på biblioteket og internettet.

Bagsværd Bypark - fra industri til boliger

Jeg har delt dagens afsnit i to. Dette om Bagsværd Bypark og et andet om Furesøen og Mølleåen. Det kommer senere. Byparken er planlagt at skulle ligge i et erhvervskvarter fra midten af forrige århundrede på modsat side af Hillerødmotorvejen ved Smørmosen. Oprindeligt var her landbrug. Nogle af gårdene ligger der endnu, nu med andre formål. Den kommunalt ejede Thorasminde (fra 1858) bruges til udstillinger. Krogård anvendes nu til kontor, men var avlsgård for en hovedgård på Bagsværd Hovedgade. På gamle kort er også aftegnet gården Bagsværddal. Det er nu en vej.

En af de få gårde som er bevaret fra før området blev til industriområde. Thorasminde. Det er samtidig også den eneste grund som kommunen selv ejer.

I 1930'erne og 1940'erne blev landbrugene nedlagt og i stedet blev der gravet grus. Grusgravene blev i 1950'erne brugt som lossepladser for bl.a. kemikalier. Oven på lossepladserne blev der i 1960'erne bygget virksomheder som maskin- og smedeværksteder, autoværksteder, elektronikvirksomheder, snedkerier, trykkerier, støberier osv. Mange virksomheder findes stadig. Det gælder fx. afdelingen af den internationale bioteknologiske virksomhed Novozymes.

Den anden bevarede gård er Krogård. Den er har også bevaret staldbygningen, hvis facade anes i højre side af billedet. Der går dog ikke længere køer og grise rundt på gårdspladsen. I stedet for ko- og svinemøg har benzin, kemikalier og andet overtaget forureningen af jorden.

Det gælder skrotvirksomheden Bagsværd Jernhandel som genindvinder gammelt jern og metal fra industrien og afsætter det til genanvendelse. Den startede i 1946 på Lygten (Nørrebro), men flyttede allerede i 1948 til dens nuværende beliggenhed.

Det meste af industrien har med biler at gøre. Salg, reparation, og endelig skrotning. Bagsværd Jernhandel er en af de oprindelige virksomheder i området, og der skrottes stadig på livet løs.

Ellers består området af 61 grunde mellem 1.000 til 15.000 m2. På mange er bygningerne ved at gå i forfald. Og der er ingen virksomheder der er interesserede i at overtage grundene. Gladsaxe Kommune har derfor lavet 3 helhedsplaner mv. for at omdanne området fra industrikvarter til boligkvarter i de kommende 20-30 år. Endemålet er 3.000 arbejdspladser og 900 boliger.

Der er mange uens virksomheder i området. Små og store. Grimme, kedelige og ganske hyggelige. Tilsyneladende uden nogen særlig form for planlægning. Mon det er bygninger som disse kommunen finder værd at bevare?

Helhedsplanen forudsætter at Københavns byudvikling nu er ved at nå et mætningspunkt og at den spændende byudvikling i fremtiden vil foregå i forstæder som fx Gladsaxe med nøgleord som bæredygtighed og nytænkning af begrebet "forstad". Bæredygtigheden indebærer bl.a. at sunde eksisterende bygninger skal bevares og istandsættes.

Nord for erhvervsområdet ligger denne bygning med inskriptionen Vadstruphus. Nogle vil måske huske børneinstitutionen Vadstrupgård som for en 15 år siden var genstand for en heftig mediedebat. Huset her ser dog fredeligt ud.

Bydelen vil blive inddelt i fem områder, hver med deres særpræg. Købmandsbyen skal sørge for beboernes daglige fornødenheder. Kontorbyen og Vidensbyen taler vel for sig selv. Håndværkerbyen skal genhuse de mindre virksomheder som ikke allerede er lukket. Boligbyen omkring Thorasminde skal fortrinsvis bruges til beboelse. Men det hele er på tegnebordet endnu. For der er mange forhindringer. I de "glade tressere" var der ikke så mange der tænkte på jordforurening. Men nu betyder det at man ikke umiddelbart kan bygge på området. Det skal renses først eller forureningen indkapsles. Desuden er der komplekse ejerforhold. Kommunen ejer kun Thorasminde.

Bagsværd landsby er der stort set intet tilbage af. På Picasaweb har en dame ved navn Inger Dybdahl samlet en masse gamle billeder fra Bagsværd. De kan være meget svære at lokalisere i nutidens bybillede. Der er også en masse forklaringer til hvad det er man ser på billederne.

Ryvangen Naturpark

Ryvangens Naturpark er en lille park i en nordøstlig kile af Københavns Kommune der rager ind i Gentofte. Indtil 1893 var det et sumpet og øde område, men så fik militæret øje på området. Staten købte det i 1893 til ingeniørvåbnet. Her kunne de danske krigskarle så lege krig i området, hvor der 1897 også blev bygget en kaserne til ingeniørerne. Området var åbenbart ikke godt nok, så der blev gravet en sø med tre små øer. (Gaflet fra en folder ved busholdepladsen, som Østerbro Avis da vist også har læst).

Forhåbentlig er dette stykke ingeniørkunst - en bro over til en af øerne i søen - ikke resultatet af militærets ansatte, men en senere tilkommende konstruktion. Et billede synes dog at afkræfte dette. I givet fald kunne man stille spørgsmålstegn ved bevillingerne.

Mens danskerne aldrig rigtig fik området brugt i krig, så gjorde tyskerne det. I 1940 besatte de først den sydlige del, fra 1943 det hele. Og her udfoldede sig en af de mest dystre sider af Danmarkshistorien. Tyskerne brugte området som henrettelsesplads, og omkring 100 modstandsfolk måtte lade livet under 2. verdenskrig. Mindelunden i parkens nordende blev indrettet efter krigen for at mindes dette brutale stykke Danmarkshistorie. I starten brugte de pistolskydebanen, senere indrettede de en mere afsides plads med pæle. Denne sidste ligger inden for Mindelundens område mod nord.

Disse volde ligger umiddelbart ved indgangen til Ryvangens Naturpark. Så vidt jeg kunne se på kortet er det pistolskydebanen, hvor de første henrettelser fandt sted. Stenen helt til højre i billedet for enden af volden har inskriptionen: Rejst i mindet om henrettede danske frihedskæmpere 1943-1945. Frihedskampens Veteraner. Øverst er en medallon med teksten: Faldet i Danmarks frihedskamp 1940-1945.

I 1956 flyttede ingeniørerne til Farum Kaserne. Kasernen skiftede navn til Svanemøllens Kaserne. Det militære område øst for jernbanen ligger der stadig, bruges nu af Forsvarsakademiet og er lukket for adgang. Åbenbart til stor frustration for en lokal graffitismører. På en finerplade der spærrer for Københavns måske mest øde og oversete sti, står der i hvert fald flere ukvemsord. Men ellers blev området rømmet i 1972 og bygninger efterfølgende fjernet. I 1980'erne begyndte "Ryvangens Naturparks Venner" at omdanne området til det rekreative område det er nu, godt hjulpet af kommunen i 1990'erne. Nu ligger der stribevis af børneinstitutioner i området. Ifølge Østerbro Avis (11. marts 2013) vil der komme en supercykelsti gennem parken. Formålet er at kunne komme til den kommende bro mod Nordhavnen. Stien kunne jeg nu ikke se ansatser til.

Parken er beplantet med store træer og tæt krat, så selv om den er ret lille, kan man gå igennem den ad de mange stier på kryds og tværs uden at få indtryk af ensformighed. Her er parkens eneste ryddede område omkring kælkebakken cirka midt i parken. Her er også en rasteplads med bænke og bålplads.

Ryvangens naturpark er nogenlunde på størrelse med Lersøparken sydøst for Bispebjerg Hospital. Men så hører ligheden også op. Mens naturparken sitrer af liv, planter, dyr og mennesker, er Lersøparken en kæmpestor græsplæne. I dagens anledning lige klippet som en fodboldbane. Hvad der vist også er meningen. Der er bare ikke nogen. Tomt. Livløst. På denne solrige dag er der langt flere mennesker der bruger Naturparken end Lersøparken. Og det kan Vandringsmanden sådan set godt forstå.

Ja, undskyld mig. Men hvis man lige kommer fra naturparken og går igennem Lersøparken, så forekommer den utrolig ensformig og kedelig. Parkerne er nogenlunde lige store. Men hvor mange gange kan man mon gå frem og tilbage over disse græsplæner uden at få den følelse at det nok er lidt kedeligt og ensformigt? Nu har vi altså set den arkitektoniske perle, Bispebjerg Hospital!

Turen ud til Naturparken gik gennem Gyngemosen, Utterslev Mose og langs Emdrup Rende. I vinter var der et større byggeprojekt i gang langs renden, og det viser sig at det gik ud på at rydde bevoksningen på nordsiden af den. Det giver bedre muligheden for at se selve renden. Men hvis man mere er til skyggefulde steder og grønt, kan man altså vælge sydsiden. Emdrup Rende forbinder Utterslev Mose med Emdrup Sø. Søen er ikke en oprindelig sø. Den er kun 450 år gammel og resultat af en opdæmning.

Emdrup Sø er totalt velfriseret. Man har indtryk af at hvert et blad, hver en and og hver en fugleklat ikke er tilfældig. Alt er timet og tilrettelagt. Langs nordsiden er der bebygget.

Emdrup Sø er sikkert et meget dejligt sted at bo. Men som sø skal man da vist være særlig sø-entusiast for at gå langt efter den. Den ligner til forveksling enhver anden sø i Københavnsområdet. Engang fik København vand herfra. Det kan man endnu se i søens sydøstlige ende. Herfra var der forbindelse til Lygteåen. Alle disse vandløb er ikke synlige i dag.