Utterslev Mose, tidlig morgen

Således skriver vejrprofeten tirsdag den 25. juni: Solopgang ved Kastrup 4:29, ved Roskilde 4:31. Månen går ned 7:14 og 7:16 og er aftagende. Næste fuldmåne er 22. juli. Dagen er aftaget med 1 minut, og er 17 timer og 25 minutter. Heldigvis er verden andet end tal og statistikker. Der findes stadig væk en verden udenfor. Oven i købet i tre dimensioner mellem Kastrup og Roskilde, fx Utterslev Mose.

4:39 står der på dette foto. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Solen har været oppe i knap 10 minutter. Den rødlige farve er ved at forsvinde. Ænder og gæs er endnu ikke steget i land. Duggen ligger tung i græsset og beplantningen.

Der er ikke noget åbent hav der hvor jeg bor. Horisonten er dækket af skov, bygninger og bevoksning. Solopgang kan kun ses indirekte som en rødfarvning af skyerne. Smukt ser det ud. Solen selv, den kan man altså ikke få øje på. Man kan mærke den. Bl.a. på dyrenes, fuglenes opførsel. Der er allerede godt gang i kvittevitteriet i trækronerne, mellem buske og ude fra mosen. Græsplænen ved Åkandevej plejer at være befolket med fugle, for øjeblikket mest grågæs og alliker. Men ikke på dette tidspunkt. Da ligger de i sikkerhed på mosens vand.

Lappedykkerne har fundet deres morgenmad, en fisk af en slags. Det er lappedykkeren til venstre som fangede den, men den deler altruistisk med den anden, måske dens unge. Den har lidt besvær med at sluge den, bakser frem og tilbage med den.

I den vestligste ende af mosen flakser ænderne forskræmt væk da de hører Vandringsmandens sagte skridt. De er de eneste menneskelige lyde på dette tidspunkt. En enkelt bil, måske en bus, høres på Hareskovvej. Men ellers ligger folk stadig og sover. Faktisk møder jeg kun en enkelt knallerist og en joggingløber på hele turen.

4:51. Dagen er knap 20 minutter gammel. Gæssene letter og flyver til naboens grønnere græs på den anden side af Hareskovvej.

Hareskovvej skærer sig nådesløst gennem Midtmosen og Vestmosen. Terrænnet er åbent og en anelse højere, så man kan se solen stå op over træerne. Himlen er ikke længere rød, men orangegul. Rensningsanlægget lugter fælt denne morgen. Indtil 1970 blev mosen brugt som udløb for kloakker, hvad der medførte døde fisk og fugle. Det blev anlagt i 1998. Det rummer 4.500 m3 vand, og har vist sig effektivt til at fjerne fosfor, kvælstof mm.

4:58. Solen har nu været oppe i en halv time, men der går over 2 timer før månen går ned. Endnu hænger den bleg og lyser over husene på Pilesvinget langs Vestmosen.

Mågefuglene har taget vinterens nyrestaurerede Terneø til sig. De fleste forbinder vist mågeskrig med de hedengangne Storebæltsfærger eller lossepladser. Men fuglene mangler ynglesteder og steder hvor de kan være i fred. Derfor dette fristed for dem.

5:03. Efter en halv time er solen ved at få magt. Vandspejlet er stadig blankt og glat. 

Vandspejlet er næsten blankt i mosen. Der rør sig kun en let brise. Men det skal der formentlig snart laves om på når solen begynder at opvarme og får sat gang i vindsystemerne.

5:08. Gåsemor vogter over sine unger. Klar til at springe i mosen, hvis Vandringsmanden skulle formaste sig tættere på. Næbbet er højt løftet, men hun undlader dog at udstøde de karakteristiske skrup-af-lyde. Og snart græsser gæslingerne igen fredeligt.

Da jeg cykler forbi ved 8-tiden på vej til arbejde, er verden en anden. Menneskene har indtaget vejene med larm og støj. Joggingløbere stierne. Tingbjerg kirkes klokke banker monotomt og anmassende sin klagelyd og vækker depressive fornemmelser, så jeg tramper hårdt for at komme væk til noget mere opmuntrende. En nærmest infernalsk larm stiger op fra den før så fredelige Hareskovvej. Bilerne står i kø så langt øjet rækker til begge sider af broen. Der er nærmest som om fuglene er blevet mere tavse nu, men det er formentligt kun fordi vinden suser om ørerne og billarmen forurener lydbilledet.

5:19. Frederikssundsvej er så småt ved at vågne. Trafikken er ikke overvældende, men de første morgenfriske biler er allerede i gang. Bageren ved Husum Torv åbner om ti minutter, og vinduerne er allerede fuldt besat med snegle, gifler og frøsnappere. Om få timer vil der være bilkøer i begge retninger.

I glimt tænker jeg at bilisterne, dette trafikale mindretal, egentlig bliver behandlet ganske rundhåndet hvad angår plads, tolerance mht til støj, osv. Men de betaler selvfølgelig også en høj pris i form af lange køer, dårligt helbred, spildtid mv. Så man kan godt gå hen og få lidt ondt af dem.

Søndersø, Kirke- og Flyvestation Værløse

Søndersø

"Hvad udad tabes, skal indad vindes" er et slogan der ofte tillægges Hedeselskabets medstifter, officer og vejingeniør Enrico Mylius Dalgas (Ja, kors hvor har det regnet Dalgas-boulevard). Men som så ofte i Danmarkshistorien er det en myte. Den passede næsten for godt ind i selskabets tankegang om at den stærkt minimerede helstat efter 1864 (Danmark og de nordatlantiske kolonier) skulle indvinde vandområdet til landbrugsjord.

Sommerregnen siler stille ned og næsten ikke en vind rører sig denne morgen. Kun i det fjerne bilernes susen. Søndersø ved Skovhuset.

Det var heller ikke Hedeselskabet som fandt på det med at indvinde jord af vådområder. Det gjorde man allerede efter landbrugsreformerne 1780-1790, altså godt hundrede år foriden, fx Skenkelsø Sø. Om end ideen da var oplagt efter 1864.

Sydbredden. Det var her søen bredte sig yderligere mod syd før inddæmningen af vandet. Nu ligger Søndersø Vandværk her.

I 1865 sænkede man Søndersøs vandstand 2 meter og drænede et område syd for den nuværende sø. Søen har siden 1920'erne og indtil o. 1972 leveret vand til København (Søndersø Vandværk). Og kommunen har stadig lovning på at kunne indvinde vand her. Der er stier hele vejen rundt om søen, og ingen private rasende lodsejere med jagtgevær som kommer efter en.

Skovhuset var oprindeligt et sommerhus. Men tilbygninger kom til og det blev helårs. Nu ejer kommunen det og bruger det til udstillinger.

På bakken i søens nordøstlige ende holder nogle kunstnere til i udstillingsejendommen Skovhuset. Det er oprindeligt opført som sommerhus 1823. Men senere ombygget og tilbygget som helårsbeboelse. Siden 1967 har kommunen ejet ejendommen. En bænk med nogle søde små skovtrolde markerer det kunstneriske indslag midt i al naturen neden for huset.

Præstesø set nogenlunde fra stien ved bronzealderhøjen Enighedshøj, som er højeste punk i området. Bag træet til højre er et fugletårn. Kombinationen af vådt græs, kvæg og/eller hjorte og lidt paranoia over flåter afholder dog Vandringsmanden fra at bevæge sig derned.

Nordvest for Søndersø er den meget mindre Præstesø. Den kan være lidt svær at komme til, men der er en sti ned til et fugletårn. Her huserer der også dele af året ungarske grå okser. Med store horn. De skulle nedstamme fra asiatiske urkvæg, æde bjørneklo og som sådan give landskabet et præg af tiden efter istiden hvor uldhåret næsehorn, mammut, skovelefant, kæmpehjort, bison, vildhest, rensdyr, jærv og los huserede.  Men jeg må nøjes med gallowayfoldtyren Oscar og hans flok, passet af Naturplejelaug Laanshøj. En ansat fra kommunen oplyser mig senere om at jeg må vente til vinter med den ungarske.

Værløselejren - Flyvestation Værløse

Flyvestation Værløse er kendt af de fleste på min alder (sidst i 50'erne) fra vejrudsigten. Oprindelig hed den Værløselejren og var teltlejr for rekrutter 1910-12. De lokale nød tilsyneladende godt af lejren. Landingsbanen er anlagt på en smeltevandsslette fra sidste istid. I 1934 holdt nogle af Hærens Flyvetroppers 5 eskadriller til her. Fire hangarer kom til 1934-35. Danmarks Flyvehistoriske Museum, som er en forening som arbejder for at åbne et museum, har nogle fotoer af hvordan det tog sig ud dengang.

Det er vel nærmest et årti siden at fly taxiede denne vej fra hangarerne ud på landingsbanen. Græsset står meterhøjt og springer frem i revner og sprækker i vejen. Selve landingsbanen fremstår imidlertid stadig som brugelig. Den er dog noget kedelig at fotografere. Det er bare en flad bane som strækker sig ind i evigheden.

Den 9. april 1940 kl. 5:15 ødelagde Luftwaffe samtlige fly, og dermed stort hele hele Hærens luftvåben. Med tysk grundighed smadrede de hele styrken, omend det kun var 12 Fokker XXI fly som måske var værd at bruge krudt på, og de var ikke helt kampklare. I billedværket "Den danske kamp" bd. 1 er der en del fotoer af sønderskudte fly, og teksten fortæller

"Fra Værløse Flyveplads forsøgte vore jagerflyvere modet at gaa på vingerne, da tyskernes kampvante eskadriller buldrede frem. Den første af de danske maskiner, der naaede i luften, blev straks skudt ned". 

Der er også foto af de to dræbte danske

"De blev skudt ned fra 50 meters højde og maskinen brændte op"

Efter tre kvarter og 5 angrebsbølger var det slut med det danske luftforsvar. En anden kilde fortæller at det var et intetanende rekognoseringsfly.

Udflytningen foregik umiddelbart efter. Dannebrog blev strøget og hagekorset hejst. Tyskerne indrettede "Schiessschule" (rigtig rækkefølge af i og e), barakker og bygninger, hvoraf nogle står endnu. En amerikansk B17 Flyvende Fæstning tog fejl af Sverige og Værløse og nødlandede i 1944. Tyskerne efterlod ved kapitulationen 131 fly, engelsk krigsbytte. Efter krigen blev Værløselejren brugt til uddannelse af en dansk brigade til afløsning i Tyskland og i 1950 skiftede lejren navn til Flyvestation Værløse.

Laanshøj er et meget stort kaserneområde, større end en mindre landsby. Her er det kernen i området. Der hører også små skovområder til og et vandtårn fra 1910 på områdets højeste punkt. Her er også en rasteplads. Der dog er noget tilgroet. Håndværkere var i gang med at male og reparere mure.

2004-2007 blev flyvestationen afviklet. I stedet bliver der nu dyrket økologisk hø. I efteråret 2012 blev det meste af området åbnet for publikum i dagtimerne. Flyvestation Værløse var nu blevet til Vejrstation Flyveløse. Der er sat nødtørftige hegn op omkring den ca. 1/3 som stadig er militært område. Men man kan sagtens få et indtryk og komme ud på landingsbanen. Her må jeg flere gange spontant ængsteligt kigge op i skyerne når larmen fra fly nærmer sig. Men, landingsbanen bruges ikke længere. Området syd for lejren skal omdannes til et "smukt og varieret overdrevslandskab". Med vådområde og skrænt. Her vil man prøve at tilgodese skovugler, spidssnudet frø og firben.

Kirke Værløse

Og Værløse? Jo, oprindeligt var der Kirke Værløse og Lille Værløse. Det var dengang at kirkelandsbyen havde 15 gårde og 52 huse (1787). Men så blev der voldsomt bygget i Lille Værløse, og siden 1990'erne hedder det bare Værløse. Nu er Kirke Værløse en hyggelig, og anonym 1900-tals landsby med en enkelt gade (Smedegade) med huse der må stamme fra 1800-tallet.

Nyt, gammelt og midtimellem. Bagest starter Smedegade og det ældre Kirke Værløse. Til højre det mere nutidige, 1900-talsbyggeri. Og er det ikke en 2CV der holder der? Eller er det en kopi?

I sansernes vold

At stå tidligt op og vandre er en oplevelse for sig. Ikke så meget visuelt. Landskaberne ser såmænd ikke så meget anderledes ud kl. 4 om morgenen end kl. 4 om eftermiddagen. Men lydmæssigt og lugtmæssigt. Derfor er der ingen billeder i dette indslag.

Lyde

Det første man mærker i fx Kagsmosen er at lydbilledet er fundamentalt anderledes. Selv fra Motorring 3 er der kun spredte billyde. I stedet er luften fyldt af fuglestemmer som man ikke anede eksisterede og som man kun kan høre på dette tidspunkt af døgnet. En trænet fuglestemmekender ville sikkert få meget mere ud af det end jeg. Jeg må nøjes med at blive fornøjet over disse energiske lyde som man vist ikke kan andet end blive opstemt og i godt humør af.

Omvendt stiller det dagens lyde i relief: Hvordan påvirker billarmen os? De konstante biplyde og susen fra udluftningsanlæg og computere? Der er lyde som beroliger, men som vist mest sætter alarmberedskabet i konstant tempo. Menneskelige lyde, folk der skælder ud, mumler eller bare hyggeligt konverserer. Dette er bymenneskets lydrum. Men det møder man ikke herude i Kagsmosen kl. 5 om morgenen. Nogen har sammenlignet lydrummet med en katedral. Men intet kan være mere forkert. Det er mere opfattelsen af et uendeligt stort rum. Modsat en kirkes indesluttede, højtidelige og forknytte rum.

Den lyd vi mest fokuserer på, er talen. Dette at lytte til andre eller sig selv. Tonefaldet. Vi er så at sige blevet specialiserede i at finde selv de mindste undertoner i hvad andre siger. Talen er blevet et helt fremtrædende udforskningsområde for os. Men måske har vi glemt udkantslydene. Måske findes der et eller andet sted derude lyde som betyder en masse og som vi kunne lære noget af. Måske endda humor. 

Dufte

Den anden store forskel til dagtimerne er lugtene, eller snarere, duftene. Om det er fordi lugtesansen er særlig skærpet lige når man vågner, eller om der vitterligt dufter anderledes, det ved jeg ikke. Det kan jo være fordi duggen stadig hænger overalt. Men det er også inderligt ligegyldigt. Det er dejligt at opdage at mennesket faktisk har en lugtesans. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på at duftene måske oven i købet kan bruges til at orientere sig med, i forhold til stedsansen (som jo ikke er nogen 'sans' i den forstand, men blot et mangelfuldt ord der dækker over menneskets evne til at orientere sig ud fra et samlet sanseindtryk).

For hvert skridt man går er der særlige dufte. Der er en slags grundduft som man kan fornemme overalt. Men ustandseligt blander der sig helt specielle dufte for lige præcis dette sted. En unik og særegen blanding af dufte som stammer fra lige præcis de planter som bor lige præcis på dette sted. Næsen opfatter det hele. Men man kan ikke italesætte det. Man kan ikke beskrive en duft, og få et andet menneske til at dufte det samme, eller få helt de samme associationer til hvad det er for en duft. Man bliver nødt til at være der på samme tid, hvis man gerne vil benævne duften.

Jeg forestiller mig at folk der er vokset op her vil kunne orientere sig i fx en skov eller jungle ud fra lugtene, måske endda udelukkende fra duftene. Til daglig er vores lugtesans vel egentlig reduceret til noget meget primitivt. Fx relateret til mad, kaffe, blomsterbuketter eller offentlige toiletter. Med overordnede tillægsord som 'fælt', 'afskyeligt', 'dejligt' eller 'vidunderligt'. Alt sammen mest tilknyttet følelser, men ikke mere objektive konstateringer af hvad, hvor og hvilket en bestemt duft udtrykker.

Vores visuelt fokuserede sanseverden

Vi har specialiseret os i at 'bruge' nogle meget få og specialiserede lyde og dufte. Men mest som stemningsskabende. Ikke som noget vi bruger til at orientere os efter, eller indrette livet efter. Vi bliver irriterede over for megen larm. Følelsesmæssigt påvirkede af musik. Deprimerede over stanken af kloak. Glade for at få en buket duftende roser eller nybrygget kaffe. Men er det ikke alt sammen blot oaser eller kompensation for at vi så entydigt fokuserer på øjet? På synssansen?

Vi bruger øjet til at orientere os i trafikken. Kun blinde har bip-bip-lyde ved fodgængerovergange til at orientere sig efter. Men vi kunne vel strengt taget godt forestille os lyd- og/eller duftsignaler i stedet for. I den vilde natur arbejder sanserne sikkert sammen. Et billede af en mose, kombineret med duften af rådnende plantemateriale og frøkvækken ville formentligt betyde: Gå ikke herud, for du risikerer at synke i til hofterne. I stedet ville vores bud være at opsætte et skilt: Adgang forbudt. Det ville nogen kalde at skære igennem. Men oplevelsen, hvad med den? Intensiteten, overvejelserne. De er gået tabt.