I sansernes vold

At stå tidligt op og vandre er en oplevelse for sig. Ikke så meget visuelt. Landskaberne ser såmænd ikke så meget anderledes ud kl. 4 om morgenen end kl. 4 om eftermiddagen. Men lydmæssigt og lugtmæssigt. Derfor er der ingen billeder i dette indslag.

Lyde

Det første man mærker i fx Kagsmosen er at lydbilledet er fundamentalt anderledes. Selv fra Motorring 3 er der kun spredte billyde. I stedet er luften fyldt af fuglestemmer som man ikke anede eksisterede og som man kun kan høre på dette tidspunkt af døgnet. En trænet fuglestemmekender ville sikkert få meget mere ud af det end jeg. Jeg må nøjes med at blive fornøjet over disse energiske lyde som man vist ikke kan andet end blive opstemt og i godt humør af.

Omvendt stiller det dagens lyde i relief: Hvordan påvirker billarmen os? De konstante biplyde og susen fra udluftningsanlæg og computere? Der er lyde som beroliger, men som vist mest sætter alarmberedskabet i konstant tempo. Menneskelige lyde, folk der skælder ud, mumler eller bare hyggeligt konverserer. Dette er bymenneskets lydrum. Men det møder man ikke herude i Kagsmosen kl. 5 om morgenen. Nogen har sammenlignet lydrummet med en katedral. Men intet kan være mere forkert. Det er mere opfattelsen af et uendeligt stort rum. Modsat en kirkes indesluttede, højtidelige og forknytte rum.

Den lyd vi mest fokuserer på, er talen. Dette at lytte til andre eller sig selv. Tonefaldet. Vi er så at sige blevet specialiserede i at finde selv de mindste undertoner i hvad andre siger. Talen er blevet et helt fremtrædende udforskningsområde for os. Men måske har vi glemt udkantslydene. Måske findes der et eller andet sted derude lyde som betyder en masse og som vi kunne lære noget af. Måske endda humor. 

Dufte

Den anden store forskel til dagtimerne er lugtene, eller snarere, duftene. Om det er fordi lugtesansen er særlig skærpet lige når man vågner, eller om der vitterligt dufter anderledes, det ved jeg ikke. Det kan jo være fordi duggen stadig hænger overalt. Men det er også inderligt ligegyldigt. Det er dejligt at opdage at mennesket faktisk har en lugtesans. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på at duftene måske oven i købet kan bruges til at orientere sig med, i forhold til stedsansen (som jo ikke er nogen 'sans' i den forstand, men blot et mangelfuldt ord der dækker over menneskets evne til at orientere sig ud fra et samlet sanseindtryk).

For hvert skridt man går er der særlige dufte. Der er en slags grundduft som man kan fornemme overalt. Men ustandseligt blander der sig helt specielle dufte for lige præcis dette sted. En unik og særegen blanding af dufte som stammer fra lige præcis de planter som bor lige præcis på dette sted. Næsen opfatter det hele. Men man kan ikke italesætte det. Man kan ikke beskrive en duft, og få et andet menneske til at dufte det samme, eller få helt de samme associationer til hvad det er for en duft. Man bliver nødt til at være der på samme tid, hvis man gerne vil benævne duften.

Jeg forestiller mig at folk der er vokset op her vil kunne orientere sig i fx en skov eller jungle ud fra lugtene, måske endda udelukkende fra duftene. Til daglig er vores lugtesans vel egentlig reduceret til noget meget primitivt. Fx relateret til mad, kaffe, blomsterbuketter eller offentlige toiletter. Med overordnede tillægsord som 'fælt', 'afskyeligt', 'dejligt' eller 'vidunderligt'. Alt sammen mest tilknyttet følelser, men ikke mere objektive konstateringer af hvad, hvor og hvilket en bestemt duft udtrykker.

Vores visuelt fokuserede sanseverden

Vi har specialiseret os i at 'bruge' nogle meget få og specialiserede lyde og dufte. Men mest som stemningsskabende. Ikke som noget vi bruger til at orientere os efter, eller indrette livet efter. Vi bliver irriterede over for megen larm. Følelsesmæssigt påvirkede af musik. Deprimerede over stanken af kloak. Glade for at få en buket duftende roser eller nybrygget kaffe. Men er det ikke alt sammen blot oaser eller kompensation for at vi så entydigt fokuserer på øjet? På synssansen?

Vi bruger øjet til at orientere os i trafikken. Kun blinde har bip-bip-lyde ved fodgængerovergange til at orientere sig efter. Men vi kunne vel strengt taget godt forestille os lyd- og/eller duftsignaler i stedet for. I den vilde natur arbejder sanserne sikkert sammen. Et billede af en mose, kombineret med duften af rådnende plantemateriale og frøkvækken ville formentligt betyde: Gå ikke herud, for du risikerer at synke i til hofterne. I stedet ville vores bud være at opsætte et skilt: Adgang forbudt. Det ville nogen kalde at skære igennem. Men oplevelsen, hvad med den? Intensiteten, overvejelserne. De er gået tabt.

Vestenceinten Syd

I den nordlige del af Vestfronten var det meningen at soldater skulle interneres i de forholdsvis store landsbyer som Husum. "Store" betød 15-20 gårde og et halvt hundrede ejendomme, stalde og lader m.v. Men sydpå var der kun de små landsbyer Brøndbyøster og Avedøre. (Klik i linket for masser af informationer). Dengang som nu var det et jævnt og virksomt liv på jord.

Der er ikke mange gader i Brøndbyøster, og de ligger øde hen. Stråtækte huse blander sig af og til med mere moderne. Og det gule hus i forgrunden har staldvinduer. Om det så er en ombygget gammel stald, fremgår ikke.

Brøndbyøster og Avedøre

Både Brøndbyøster og Avedøre (mest førstnævnte)  har stadig enkelte ældre huse fra landsbytiden. Enkelte gårde kan anes hist og pist, med de obligatoriske rideskoler. I Brøndbyøster står en mindesten for modstandsmanden og mekaniker Aksel Emil Andersen (1911-1945): "Her faldt Aksel Andersen i kamp for Danmarks frihed den 5. maj 1945". Han var tilknyttet modstandsbevægelsens og deltog under besættelsen i en række aktioner. Hans kompagni kom i ildkamp ved Brøndbyøster Skole på befrielsesdagen.

Avedøre har et vandhul. Gad være om det er det gamle gadekær. Oh en hejre, jo den er levende. Men ikke så mange gamle huse som Brøndbyøster (der i forvejen var lidt tom for sådanne). Der er nogle markante, store gårde i sydenden af den gamle landsby, Kastanienborg, Lysholmgård, Stevnbogård m.fl. Det var også her fattiggården lå. Nu er der et noget afbleget og bedaget idrætsanlæg og hjemsted for F. C. Hvidovre.

Tilbage i 1678 hvor tingbøgerne beretter om et skænderi der endte ud i mord. Men ellers vidner lokale beretninger om et helt almindeligt dansk dagligliv uden de store udsvingninger. Enkelte ejendomme i Hvidovre har rester af fundamenter af de gamle gårde på deres grund, fx hjørnet af Gammel Køgelandevej og Byvej, hvor Torndalsgård lå. Den blev revet ned i 1970 da Byvej blev forlænget til Gammel Køgelandevej. Hvad der foregik der, fremgår af beretningen.

Indgangen til Dansk Islamisk Begravelsesplads. I betragtning af postyren omkring stedets opståen virker det ganske fredfyldt som et sådant sted bør være.

Mellem de to landsbyer er i nyere tid oprettet Muslimsk Begravelsesplads. Den er den første af sin art uden tilknytning til kristne kirkegårde. Fredelig ligger den der som en begravelsesplads bør være, så der er ingen grund til at nævne de mange politiske trakasserier og overgreb mod byggeriet.

Avedøresletten

Flad som en pandekage strækker Avedøresletten sig et par km nord-syd og ½ km øst-vest. At intet hindrer vestenviden i at presse alting bagover, fremgår af Græsserforeningens læskur, der luder slemt. Der er ingen dyr, men der er frisk hø, og lugten er ikke til at tage fejl af. Så dyr må der være. Dette må være det nærmeste vi kan komme på et indtryk af hvordan der generelt har set ud langs volden da den blev bygget. Flade, grønne arealer, kun afbrudt af enkelte landsbyer hist og pist.

Langs den sydligste del af Vestvolden (voldpunkterne I-III) er de mere oprindelige landskaber, om end fragmentarisk: Kalveboderne og Avedøresletten. Avedøresletten strækker sig vest og syd for Avedøre. Og det er flat. En byge tvinger Vandringsmanden i læ under et skur som viser sig at tilhøre Quark og Hvidovre Ko/får græsserforening. Her kan Hvidovreborgere passe dyr, som om efteråret bliver slagtet og fordelt mellem foreningens medlemmer. Der ses enkelte får på græs denne bygefyldte formiddag. På den anden side af Motorring 3 er Danmarks højeste flagstang, Margrethe Flagmasten, 47 meter. I dag dog kun med vimpel.

Teltlejr og kommandobunker

Kikkertstationen ved Stavnsbjerg Batteri, mellem voldpunkt V og VI. Trappen og søjlen i midten er der endnu, men uha, den kunne da godt trænge til en kærlig hånd. Krattet er meget tæt her. Og glat da det har regnet kraftigt og stadig byger.

Hverken Brøndbyøster eller Avedøre var store nok til større troppekoncentrationer, så soldaterne måtte i stedet indlogeres i telt- og baraklejre: Paradislejren, Glostruplejren og Ejbylejren. Dette sikrede at ethvert punkt på volden kunne bemandes på mindre end en halv time. Af dem er der nogle betonstøbte fundamenter med brønde og viktualierum.

Endelig får jeg en af de tre afsnitskommandostationer at se! (Det er den til højre i billedet). Og det bliver oven i købet bekræftet af en planche. Nu får jeg også opklaret hvordan gitteret over den ser ud. Det skulle forhindre de fine officerer i at få sten og jord i hovedet. Her var det at krigskarlene kunne sætte fedtede fingre på kort og dirigere tropper hist og pist, mens de lyttede på telefonmeldinger andre steder fra.

Bevoksningen på volden er kraftig sine steder og terrænnet ufremkommeligt. Men så kan man jo bruge voldgaden på vennesiden. Den er pænt asfalteret. Noget jeg har set frem til, er afsnitskommandoen. Dem var der tre af. Der var vist oprindeligt vinduer i, men de er muret til. Man kan i hvert fald se afmærkninger på væggen. Hovedkommandoen lå på Damhuskroen. Så kunne man vel altid få sig en lille en hvis angreb blev afværget?

Umiddelbart ved siden af afsnitskommandostationen ligger et Madsensk fredskrudtmagasin. Området er spærret af, så jeg må snuppe et foto ind over hegnet.

Der er meget at se på denne strækning af volden. Intensiteten af sanitetsrum er stor, og de er åbne. De ligner mest af alt nogle hvælvede lastrum på en minitrans. Her kunne sårede midlertidigt anbringes indtil de kunne køres i sikkerhed. I kanopieren lidt syd for kommandostationen er der desuden et rekylgeværsbatteri, godt sænket ned i jorden. Indgangen er næsten ikke til at se, og man skulle nærmest klemme sig sidelæns igennem døren.

Området omkring denne enkeltkaponier byder på flere seværdigheder på et sted. Skjult under træerne til højre er selve kaponieren, til venstre for (i midten af billeder) en batardeau, altså dæmning. I dag kan man se vandet fosse over den. Og nederst til venstre er en af de midlertidige overgangssteder ved at blive sat i stand. Fotoet er taget fra et af voldens rekylgeværbatterier. Altså et batteri for lettere maskingeværer.

Paradislejren er uden for arealfredningen. Op mod 1. Verdenskrig blev den suppleret med en egentlig kaserne. Der er fundamenter til messer, køkkenbarakker o. lign. i krattet ud for Avedøre Stationsby. En lille beretning fra en beboer fra Paradisgården giver et indtryk af livet.

Ikke meget tyder på at her engang var en lejr pakket med soldater, udstyr, køkkener osv. Fundamenterne kunne overdækkes med telte. Beretninger fortæller om ælte og søle. Og koldt må det have været. De blev vist heller ikke brugt om vinteren.

Avedøre Flyveplads

Avedøre Flyveplads har to træhangarer og 10 motorprøvestande. Træhangarerne er fra 1917 og blandt de ældste af sin art i verden. Derfor bygningsfredet. Kastrup lufthavn blev åbnet 1925 og markerer enden på regelmæssig beflyvning af pladsen. Den 7.3.1935 blev den brugt som nødlandingsted for ledsageflyet til det fly hvor vovehalsen John Tranum ville sætte rekord i faldskærmsudspring. I stedet døde han af iltmangel i 8 km højde. Under besættelsen blev hangarerne anvendt som magasiner for hærens flyvemaskiner frem til 1943. Tyskerne opførte med hjælp fra værnemagerfirmaet Nordværk 10 nu fredede motorprøvestande til afprøvning af flymotorer. Modstandsbevægelsen kvitterede ved at likvidere direktøren tæt på flyvepladsen. Efter 1945 gik flyvepladsen ud af brug.

 Bagest den ene af de to gamle flyhangarer. Til højre de 10 hangarer som tyskerne lod bygge under 2. verdenskrig.

Syd for Gammel Køgevej ebber volden ud. Kystlinjen gik dengang groft sagt langs Amagermotorvejen. Det afgrænses mod Mågeparken af glacisets fod. De øvrige afsnit om Vestfronten (Husumenceinten og Vestenceinten) er omtalt i indlæggene IV-XIV Holbæk Motorvej til Harrestrup Å, XIV-XIX Roskildevej-Jyllingevej, XIV-XX Kagsmosen til Jyllingevej, XXI-XXIII  Husumenceinten, og XXI-XX" Kagså Batteri. Men Vestvolden kan ses fra mange niveauer: Bag/foran, nede/oppe, foran/bagved voldgraven, osv. Så dette er næppe sidste indslag om dette pragfulde, rekreative område.

Kagså Batteri (Voldstykke 21-22)

Siden jeg startede Vandringsløse Tidende er der kommet en fantastisk bog om Vestvolden: Jesper Asmussen: Vestvolden og Nordfronten (2013). Den gennemgår hele fronten batteri for batteri, fort for fort. Det beriger ens oplevelser når man en solrig lørdag morgen bevæger sig ud på volden, hvor der arbejdes meget for øjeblikket. Afsnittet nord for Frederikssundsbanen hedder Husumenceinten, og jeg besøgte det i marts i år.

Så idyllisk fremstår dobbeltkaponieren ved Kagså Batteri i dag. Og tak for det! Man er begyndt at restaurere den. Bevoksningen er fjernet på toppen. Broen ud til den kan ikke ses på billedet, men den løber ud mod højre, skjult bag buskadset. Herfra går så den svagt opadgående gang, eller poterne, tværs gennem volden. Også den kan man gå ad. Jeg kender en der påstår at have cyklet igennem. Hold tungen lige i munden hvis du vil prøve, der er ikke meget plads på begge sider af cykelstyret.

Kagså Batteri (1888-1890) ligger her og er det sidste faste batteri af 10. Ifølge bogen kunne kanonerne skyde helt ud til Ballerup, Bagsværd og Lundtofte. Det lidt nordligere beliggende Gynge Batteri var et bevægeligt battteri, hvor det var meningen at man kunne flytte rundt på kanoner, mandskab mv efter behov.

Et kig nogenlunde fra indgangen og "bagud". Fra det store rum er der adgang til siderum hvorfra soldaterne gennem skydehuller kunne skyde dels på langs af voldgraven, dels "bagud" mod de fjender som måtte have forceret voldgraven og nu var på vej op ad indersiden af volden. Der er ikke højt til loftet. Men gennemsnithøjden var vel også mindre dengang.

For tiden er man ved at restaurere dobbeltkaponieren på dette stykke, og døre og vinduer er derfor fjernet. Samtidig er betonen blevet pudset op og er endnu ikke skamferet af graffiti i væsentlig grad. Derfor kan det godt betale sig at tage et smut forbi og fornemme stemningen i de kolde beskyttelses- og magasinrum. Adgangen til dobbeltkaponieren foregik gennem en smal gang tværs gennem volden (poterne), og udmundingen ligger beskyttet bag kaponieren. Herfra skulle man så løbe over en bro og ind i selve bunkeren.

Skydehullerne er nu muret til så det er ikke muligt at se hvor de er rettet henimod. Man må udenfor. Jeg ved ikke om det er meningen at de skal åbnes igen. Men som det ses ligger de ret lavt, sådan i hoftehøjde.

Fra de lavtloftede rum var det meningen at soldater som sild i en tønde (eller kalkuner i bur, heraf navnet på fransk) skulle gøre det af med eventuelle fjender som det var lykkes at komme over voldgraven og som nu forsøgte at storme Københavnersiden. Skydehullerne vender altså modsat og på langs af hvor fjenden kom fra.

På dette foto ser man skydehullerne udefra. Købehavnersiden ligger til højre, fjendesiden til venstre. Broen i baggrunden er Mørkhøjvej. Bemærk at der også åbningerne i muren til venstre.

Også et af krudtmagasinerne på Kagså Batteri er midlertidigt åbent, så man kan kigge ind i de hvælvede rum hvor krudtet lå beskyttet bag dobbeltmure. Her er også anvendt mursten. Rummene ligner krypter under kirker og ligger graven ned under volden, godt beskyttet af mange tons jord og sten.

Kig ind i et snævert fredskrudtsmagasin. Der er forskellige rum til krudtet, og til højre er den hvælvede dobbeltmur, som skulle beskytte mod bombardementer. Den går hele vejen om det indre rum. Lidt som i en termokande. Virkningen er også derefter. Der er køligt, og måske kunne man bruge det til opbevaring af oste eller kolde pilsnere. Det første har jeg da set Mønsted Kalkminer i Jylland blive brugt til. Væggene er endnu ikke ødelagt af tags og graffiti. Gid det må vedblive at være sådan!

I skarp kontrast til de kolde, lidt uhyggelige rum i det grå og triste beton står selve voldanlægget. Modsat dengang er det nu bevokset og man kan godt føle sig som hensat til en skov. Fuglene synger og det dufter grønt og godt. Desuden er der mange muligheder for at gå langs volden. Der er en asfalteret sti, grusstier, græsstier og uvejsomme stier, alt efter smag og behag.

Gennembruddet i volden til broen ved Tingbjerg. Den forbandt oprindeligt Husum med Mørkhøj. Formentlig er det ikke den oprindelige bro fra 1890. Men det er tingbjergboerne sikkert også ligeglade med i dag. På dele af denne strækning er man begyndt at fælde bevoksningen på volden, så man kan ane konturerne af den.

Afsatserne på volden kunne godt fortolkes som stier at patruljere på. Men de havde også den funktion at forhindre jord fra toppen af volden i at falde ned i voldgraven og fylde den op i tilfælde af bombardement. Jo, de havde tænkt på alt, de gamle krigskarle. Måske har en og anden tænkt at det var synd at man aldrig fik det hele afprøvet. Men det gjorde man altså ikke. Ikke engang i Frankrig i 1940, hvor tyskerne var så uforskammede at gå uden om en fransk pendant, Maginotlinjen. Tag den, Vestvold!