Manhattan (2): Fremtiden cykler og grøntsager på taget?

Det er en kendt sag at biler er et must overalt i USA, også i New York. Men bilismen ser ud til at have nået en øvre grænse. Der er så mange biler at det på visse tidspunkter af dagen ikke længere giver nogen mening at køre bil. Så New Yorks bystyre er begyndt at ændre politik. Ad flere omgange har forskellige borgmestre forsøgt at gøre noget for cyklismen. Med ringe held. Det tager lang tid at bearbejde indgroet mentalitet. Men trafikken har faktisk siden 2005 (da vi sidst var her) fået et mere "menneskeligt" ansigt i form af cykler og fodgængervenlige områder.

Uforvarende løb vi 5. maj ind i Five Boro Bike Tour på vej til 5th Avenue og Central Park. Vi måtte opgive at komme over 6th Avenue. En endeløs række af cyklister har siden 1978 kørt gennem alle 5 distrikter i New York (Manhattan, Brooklyn, Queens, Staten Island og The Bronx). Deltagerantallet er nu oppe på 30.000 og er vist oppe på nogen og 60 kilometer.

København model for New York

Der er kommet rigtig mange cykelstier. Og det ikke bare minder om København, det er noget ikke kun denne video påstår er kopieret fra København. Helt tage æren kan København dog ikke. Så tidligt som 1980 havde den daværende borgmester været på besøg i Beijing og konstruerede en cykelsti som varede i fire måneder før den blev nedlagt. Og diskussionen er langt fra slut. Men i 2009 besluttede New Yorks transport"borgmester", Janette Sadik-Khan, at lukke dele af legendariske Broadway for at anlægge pladser og cykelstier. Hendes vision er at Broadway engang vil være omdannet til parker! Hun erkender at inspirationen især kommer fra København. Og vores egen opfattelse af at cyklister kører som en brækket arm, deles absolut ikke "over the pond". Googl og læs hvad newyorkerne skriver. De er begejstrede.

En typisk cykelsti på en aveny: i venstre side af kørselsretningen. Jeg tror nok det er fordi taxierne ikke vil have cykler på tværs når de åbner døren for kunder. Cykelhjelm er lovpligtig. Her er stien meget beskyttet. Andre løber stien klods op ad kørebanen. Og fodgængere, cyklister og biler færdes mellem hinanden i et halsbrækkende race.

Ud over cykelstierne i Central Park og det årlige Five Boro Bike Tour (i år søndag den 5. maj) har New York fået rigtig mange cykelstier. Dels i de mere sikre parkområdet som Central Park og River Side Park, dels i temmelig risikable, malede områder på kørebanen på de store avenyer og gader. Cykelkulturen er noget anderledes end i Danmark. Hvis nogen finder at danske cyklister kører som gale, er det det rene vand i forhold til hvad der sker i New York. I den officielle folder er det også et helt andet koncept for cykling end vi kender til i Danmark. Fx bliver det anbefalet at ringe med klokken for at gøre bilister og fodgængere opmærksomme på ens tilstedeværelse.

Cyklister må godt færdes på veje hvor der ikke er cykelstier. Her har to cyklister begivet sig i et halsbrækkende ridt ned ad Broadway midt i trafikken. De kører langt stærkere end bilisterne, der konstant sidder fast i trafikpropper. Og det går ud og ind - her endda uden cykelhjelm - mellem de næsten helt stillestående biler.

Det er mit indtryk at New Yorks bilister i betragtning af antallet af biler kører ret godt og disciplinerede. Bedre end mange af cyklisterne, og i hvert fald mere lovlydige end fodgængere, der maser sig over for rødt når de kan slippe af sted med det. Men da bilerne ofte kører langsommere end cyklerne samtidig med at de spærrer for dem, zigzagger mange rundt i trafikken.

Et typisk kik ned ad Broadway mod Times Square fra Central Park. På dette stykke har bilisterne trange kår. Det malede område nærmest fortovet er fodgængerområde. Dernæst løber cykel stien ud til midterrabatten, og "kun" to vejbaner er reserveret bilister. Ensrettet. Broadway er langsomt ved at forvandle sig fra et bilisthelvede til et park-, fodgænger- og cyklistområde.

Hunde

En anden disciplineret gruppe er hundeejerne. I betragtning af antallet af hunde, gled vi aldrig i en hundelort på gaden. Der var lidt fare i græsset i visse parker. Men hundeejere er flinke til at fjerne hundelorte og i parkerne er der rigeligt med hundetoiletter. Der vanker også bøder på 100 $ for at efterlade en hømhøm. Selv på de mikroskopiske "pladser" på Broadway som Greeley Square og Union Square. Nogle hundeejere behandler deres hunde som var det mennesker og transporterer dem i barnevogne, bærer dem på armen eller har hunde-"barnepiger" som passer dem mens ejeren er på arbejde.

Midt i finansdistriktet ved World Trade Center har en hundejer fundet en stille læseplads på en bænk. Og hunden sidder naturligvis ved siden af. Ikke på jorden. Man har vel stil! Og hunden er vel menneskets bedste ven!

Landbrug i byen

Der er ikke mange på Manhattan eller Brooklyn der har haver. Men der er flade tage. Nedlagte industriområder. Små frimærker hist og pist hvor folk mest på eget initiativ har anlagt gartnerier, haver eller endog parker. Nogle af disse økologiske grønsager sælges sammen med "rigtige" farmeres varer hver mandag, onsdag, fredag og lørdag på Union Square Greenmarket.

Butikken ved siden af svampeboden, den med det blå skilt (Andrew's Honey from New York) sælger bla. honning fra bistader der står i haver på tage i Manhattan, Brooklyn & Queens. I hvert fald i følge skiltet. Helt billigt er det ikke. Jeg kender Læger uden grænser og andre, men Bier uden grænser? Jo, den er god nok. I følge butikkens hjemmeside har Andrew været mange steder rundt i verden med Bees Without Border! Men linket til den virker ikke, så ... måske var der alligevel grænser?

Her kan farmere fra land og by udstille deres varer. Børn lære hvordan grøntsager ser ud. I et telt fremvises grøntsager for en gruppe børn som skal svare på hvad det er for nogen, og bagefter skal de gå rundt på markedet for at finde dem. Der sælges også honning.

 I den blå Education Station undervises børn (man kan lige ane dem sidde inde i boden) i hvad grøntsagerne hedder. Bagefter får de til opgave at finde dem i boderne på markedet. Markedet er rimeligt overskueligt, men velbesøgt. Og der sælges alt i frugt og grønt (økologisk) med afledte produkter: Juice, sæbe, honning, sirup osv.

High Line Park

Som med så meget andet går USA ofte helt over gevind: Samme år som Janette Sadik-Khan lukkede Broadway, indviedes den ca. 1,2 km lange High Line Park. Den  er anlagt på et gammelt fragtjernbaneareal hævet ca. 10 meter over gadeniveau. Den fungerede som sådan 1930-1980. Ideen om en park opstod omkring 1990 og førte til indvielsen i 2008. Der arbejdes nu på at udvide parken med baneterrænnet i dens nordlige ende.

 På denne strækning har man bevaret de gamle spor. Parken er meget afvekslende. Masser af siddepladser, tribuner, bede, træer (som her på billedet) og i bygningen bagest kan man købe mad og forfriskninger. Udover at parken er pudsig, har man også en del udsigter. Dels med havnen, dels mod fx Empire State Building.

Riverside Park

Mens stort set alle har hørt om Central Park, lever Riverside Park en langt mere anonym tilværelse. Helt ufortjent. Parken er delvist designet af samme landskabsarkitekt, Olmsted. Parken strækker sig endnu længere end Central Parks ca. 4 km, nemlig 6 km, langs Hudsonfloden, og anlagt i årtierne omkring århundredskiftet 1900. Den nordlige del rummer bl.a. et område for fugle og et område for 50 oprindelige nordamerikanske træer og planter mellem 105. og 108 gade. Billederne i dette indslag drejer sig dog mere om den nyanlagte cykelsti mellem sydspidsen af Manhattan og Riverside Park.

Længere mod nord kan man ane det egentlige parkområde og yderst til venstre George Washingtonbroen til New Jersey. Dette er et afsvekslende, afslappet og fredfyldt sted. Her er der dog mere støj. Og cykelstien er smeltet helt sammen med gangstien, hårdt presset af bilisterne.

Donald Trump ejede grundene sydfor og indvilligede i at forlænge parken yderligere 13 gader i 1990'erne. Billedet af transportfærgen fra det tidligere indslag stammer herfra. Den går nu i et med Battery Park som samtidig blev forlænget nordpå. Det betyder at parken i dag strækker sig helt fra sydspidsen af Manhattan og næsten helt op til George Washington-broen. Med cykel- og fodgængerstier.

 Et stykke af vejen fører cykelstien under Highway'en. Samme område som billedet af jernbanefærgen fra sidste indslag.

Så jo. Ord som organic, green, recycling popper op her og der i gigantbyen. Den 24. april i år annoncerede borgmester Bloomberg endnu et tiltag i Solid Waste Management Plan, nemlig genanvendelse af 50.000 tons plastik årligt. Noget er ændret: Supersize me, Frank Sinatras "New York New York" er begyndt at krakelere. Måske gik der lidt for meget Sinatra i den? Måske kunne byen alligevel trænge til en slummer i stedet for "never sleeps". Lidt for meget "King of the Hill", "Top of the list". Og måske kunne alle ikke "make it there". Måske var disse "Little town blues" ikke så tossede endda. Det næste afsnit vil forsøge at se hvordan det går/gik Sinatras New York.

(Første afsnit af denne New York Odysse fra perioden 4.-11. maj blev bragt i går. Jeg planlægger et par stykker til. Vi gik rigtig meget hver dag. Hvad der svarer til en god vandringstur. Indlæggene er imidlertid arrangeret i temaer som går på tværs af dagene).

Manhattan (1): På jagt efter fortiden

Manhattan er en ø i USA, hvor der ligger en pænt stor by. Den ligger på højde med Rom. Og temperaturen i år er et par grader varmere end i København. Byen fylder nu hele øen. Men det har den ikke altid gjort. Ligesom København lå den i 1600-tallet bag en vold. Modsat Københavns vold skulle den imidlertid ikke beskytte den oprindelige befolkning (danskerne) mod fx svenskere, således som det skete under Københavns belejring 1658-1660 og Carlstad. Volden skulle beskytte hollændere mod den oprindelige befolkning, indianerne. De havde åbenbart ikke forstået at en hollænder havde købt hele øen af dem i 1626 for et latterligt beløb.

Wall Street skulle nogenlunde løbe der hvor der engang var en vold. Den indesluttede sydspidsen af Manhattan. Lidt ligesom voldene engang gjorde i København. Men mens volden stadig kan ses i København, er der intet tilbage andet end gadenavnet af hollændernes vold. Nu er stedet mere blevet synonym med verdens finanshovedkvarter, hvor bl.a. Deutsche Bank holder til.

Volden kunne holde indianerne ude, men ikke englænderne. De var mere effektive end svenskerne og erobrede byen i 1664. Derfor hedder byen i dag ikke Nieuw Amsterdam, men New York. Og af volden er der kun et gadenavn tilbage, Wall Street. Som vist nok løber nogenlunde hvor der engang var en vold, eller mur. Nieuw Amsterdam svarede i størrelse og befolkning nogenlunde til datidens København inden for voldene. I 1750 16.000 indbyggere.

På Manhattans sydspids ligger Battery Park, opkaldt efter batteriet Fort Clinton, der skulle forsvare byen mod englænderne. Det faldt aldrig for englænderne, men det gjorde det næsten helt op i vor tid. Man gik simpelt hen i gang med at rive det ned. Man nåede dog kun at fjerne taget, inden det blev reddet.

I små 100 år skete der ikke så meget med byen. Men så gik det stærkt efter at USA løsrev sig fra England 1774-1783. I 1820 var der 124.000 indbyggere. I 1811 var Manhattan allerede tegnet og tilrettelagt på tegnebrættet med 12 avenyer og 155 gader (Streets), selvom man kun var nået til 14. gade. I dag er der ikke meget andet end bykortet tilbage. Der er en lille snes officielle bygninger, et fort fra 1811 og nogle kirker. Og det er hvad man kan se af denne periodes New York.

Nogle af 1800-tallets mest imposante bygninger finder man besynderligt nok ikke på Manhatten, men på Staten island: Snug Harbour. Det drejer sig om et gods med snesevis af bygninger, opført 1833-1890, med et mylder af tilhørende specialhaver. Oprindeligt ment som et plejehjem for pensionerede søfolk. Det blev med nød og næppe fredet som Landmark i 1960erne, og senere erklæret for nationalt mindesmærke i 1965.

Mens helstaten gik i opløsning med krigen i 1864, gik det forrygende for New York, der hastigt nærmede sig 1 mio. indbyggere. Mange mener endda at åbningen af Brooklyn Bridge i 1883 markerer tidspunktet hvor Manhattan og ikke det daværende større Brooklyn overtog førertrøjen. 12 mio mennesker passerede gennem New York og Ellis Island 1892-1924. Det var de store skibes tid, tænk Titanic. Og over 100 havnemoler stak ud. Det ebbede langsomt ud indtil det var endeligt slut i 1950'erne. Havneområdet indledte et postindustrielt megaforfald så grundigt at der stort set intet er at se i dag, udover en håndfuld rustne skibe ved Pier 17, lidt syd for Brooklyn Bridge.

The 69th Street Transfer Bridge ligner noget der er løgn. Der er sågar mærker efter en ildspåsættelse. En metalplade konstaterer at anlægget nu er optaget i The National Register of Historic Places. Dette billede giver et indtryk af hvordan den så ud. I baggrunden er en befærdet highway.

Samme historie gentager sig for jernbanernes vedkommende. De mange tilrejsende skulle vestpå. Så kæmpestationer skød op, Penn Station (1904/10), The 69th Street Transfer Bridge (1911) og  Grand Central Station (1913). Penn Station blev revet ned i 1963. Kun ørnen har overlevet og befinder sig nu på Grand Central. 69th Street ligner idag en ruin. Det var planen at Grand Central skulle gå samme vej. En god ting kom der dog ud af det, nemlig Landmark Protection Law i 1965. Den forhindrede i 1978 at Grand Central blev nedrevet. Og i stedet ført tilbage til fortidens glans. Og hvilken glans!

Grand Centrals enorme centralhal. Til alle sider er der mindre haller, kiosker, butiksarkader, og selvfølgelig perronerne. De står i skærende kontrast til resten af Grand Central. De stinker af diesel og ligner Nørreport Station fra dengang den blev kaldt for "badeværelset". Togene ligner i øvrigt også noget fra dengang.

Ikke alle tog toget til Vesten. Ved århundredskiftet 1900 havde New York 3 mio. indbyggere. Og for at få plads til dem, begyndte man at bygge i højden. Fuller Building, eller Flat Iron-bygningen opført 1902 er den første, og synes lille i dag. For skyskaberne satte i de næste årtier den ene højderekord efter den anden, kulminerende med Empire State Building i 1931. Beliggenheden markerer også at 42. gade en overgang var ved at overtage Sydmanhattans rolle som centrum.

Fra dette sted kan man se begyndelsen og kulminationen af skyskraberperioden 1900-1930. Her er det Flat Iron, men drejer man sig ca. 90 grader til venstre, kan man se Empire State Building. På en eller anden måde har skyskraberne, der omgiver Flat Iron ikke formået at tiltrække sig opmærksomhed.

En række vigtige bygninger skød op i nærheden af 42. gade. Verdens stadig største supermarked Macy (1905), Met Life (1909), Chrysler Tower og New York Public Library (1911). Men byen havde fart på og var allerede på vej endnu længere nordpå. Times Tower (1904) kom til at være vartegn på det mange betragter som New Yorks centrum, Times Square. Og helt oppe ved Central Park The Plaza Hotel (1907). Resultatet er at ingen af stederne blev et egentligt city centrum.

Bryant Park bag ved New York Public Library er en meget kulturel park. Struktureret med plæne, bede, flotte cafeer og tunge jerngitre omkring. Der bliver sågar arrangeret fugleture i parken, se det grønne skilt på stien til venstre. Den har også en tyk folder som fortæller om alle de kulturelle arrangementer der foregår i sommerhalvåret. Til venstre uden for billedet ligger endvidere University of New York.

Denne lille odyssé for at finde Manhattans fortid har så endelig fundet nogle fysiske bygninger som kan vise hvordan Manhattan og New York så ud engang. Men de er altså ikke mere end 100 år gamle. Resten kan kun beses i fotoer og malerier. Fredningslovgivningen kom for sent. Riv-ned-og-byg-nyt og højt-filosofien er hvad der præger Manhatten. Det er dog som om Manhattan er faldet lidt til ro, og befolkningstilvæksten flyttet over East River til The Bronx, Queens og i mindre grad Brooklyn. Øen, dens indbyggere og miljøet betalte en meget høj pris i form af et ekstremt bymiljø. Overalt er New York ved at træde ind i endnu en ny epoke. Herom i næste afsnit.

 

I en af de få overlevende pakhuse ved New Yorks havn, Pier 17, er der nu indrettet et butikcenter, som vel repræsenterer den svulstige, pralende New York-kultur i fuldt flor: Overdrevet, masser af mad, glimmer og glans. Hvor andre steder finder man en gigantisk butik for julepynt? Dette er en af tre gange med formentlig 24 juletræer med hver sit tema. Jeg husker bla. træet med coca cola-julepynt. Kig selv efter hvad der er på disse.

Kampen for et bedre liv.

Vandringsmanden er taget på tur til Nørrebro og omegn. Gadestrukturen har ikke ændret sig synderligt i årtier, men bylivet i gader og huse har ændret sig radikalt. I 1897 opførte arbejderbevægelsen et forsamlingshus på Jagtvej 69. Men arbejderbevægelsen var ikke rigtig til forsamlingshuse fra 1970'erne. Huset forfaldt stille og roligt, og i 1982 blev det så besat. Nu blev huset kaldt for Ungeren, eller Ungdomshuset.

Der er et vældigt leben på Jagtvej i dag. Så det er lidt svært at se nummer 69, hvor det tidligere ungdomshus lå. Men fjernest i billedet på venstre side mangler der et hus i tandrækken, og der lå det nu nedrevne Ungdomshus.

I modsætning til forsamlingshusene gik det ganske godt for værtshuslivet på Nørrebro. Et af dem var "Det Gyldne Krus". Mange fra den tid har sikkert besøgt dette et af Københavns daværende få natværtshuse, hvor alverdens bærme samlede sig når værtshusene lukkede ved midnatstid. Nogle gange - og det var ikke sjældent - gik det ikke stille af. Det Gyldne Krus havde et blakket ry. Men de tider er forbi. Nu er der åbent i fuldt daglys. Der står Bodega på baldakinen med reklamer af øl fra Nørrebros Bryghus.

Kapel 1 var adressen for Det Gyldne Krus. Det er vist nok ikke så gammelt som det nærliggende Det Rene Glas, som til gengæld stadig eksisterer af navn. Bumlere fra de almindelige værtshuse kunne fortsætte til Det Gyldne Krus efter midnat, og når det lukkede, kunne de så fortsætte på Det Rene Glas som var et morgenværtshus.

I 2007 blev Ungdomshuset på Jagtvej 69 ryddet. Og det skulle på mærkværdig vis mærkes på Fritidshjemmet Guldsmeden, Guldbergsgade 26. Det ligger i en gammel bygning som jeg ikke umiddelbart kan finde ud af hvad oprindeligt har været brugt til. Men i 2007 blev det udsat for hærværk i forbindelse med en demonstration for Ungdomshuset på Jagtvej 69, der 2 dage tidligere var blevet ryddet ved en af de største politiaktioner i nyere tid. To skure nedbrændte til grunden.

Fritidshjemmet Guldsmeden på Guldbergsgade 26. En fin gammel bygning der sikkert ville gøre sig ved at blive byfornyet.

Området omkring den mosaiske kirkegård med træ-navne (elm, ask, poppel osv) var forfaldent slum engang. Og der lugtede endnu af kattepis i opgangene. Men siden er meget blevet restaureret. Haandværkerforeningen i København er en brancheforening oprettet 1840. Udover det, opførte den i anden halvdel af 1800-tallet en række byggerier på Nørrebro til understøttelse til gamle, værdige og trængende håndværkere og deres efterladte. En af disse bygninger blev opført i Møllegade i 1893-1895 og hedder Alderstrøst. Den fremstår i dag næsten som ny efter en byfornyelse 2003-2008 for 220 mio. kr.

Alderstrøst er en ganske imponerende bygning og fylder godt ud i Møllegade. Lige ved siden af Det Fri Gymnasium. Man må gå ud fra at det er godt håndværk.

I selvsamme år, 1893, blev de to første socialdemokrater nogensinde valgt til Københavns Borgerrepræsentation. En af dem havde det meget folkelig navn Jens Jensen. Han havde en baggrund en fagbevægelsen som formanden for det vi i dag kender som LO. Han blev 1903 finansborgmester, indtil han som den første socialdemokrat nogensinde blev valgt som overpræsident 1924-28. Det var ham der var en af initiativtagerne til Fælledparken. Og netop i Fælledparken finder vi i dag den nuværende socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen. Egentlig imponerende at vi i Danmark kan møde en så magtfuld og fremtrædende person uden sikkerhedsvagter stå her ved indgangen ved Rigshospitalet. Gad vide hvor mange hovedstæder der kan opvise samme scenarie. Og han stiller tilmed villigt op til fotografering da Vandringsmanden beder om at få et billede. Han smiler og ønsker velkommen.

Københavns overborgmester Frank Jensen stiller velvilligt op for Vandringsmandens kameralinse. Måske er han lidt ængstelig for hvad han nu skal ind til. Men det kan nu ikke ses ret meget. Han virker afslappet, smiler og byder velkommen.

Senere smiler han dog ikke mere. Og det er der heller ikke længere grund til. For der er et par stykker som ikke er begejstrede for at han skal holde tale ved det arrangement som han ellers sammen med Anette Villumsen (SF) og Johanne Smidt-Nielsen (EL) er inviteret som talere til af LO og FTF. Faktisk så forsøger de både visuelt med bannere og røgopsendelse, og auditivt med høje råb at forhindre at nogen som helst kan høre hvad Frank Jensen har på sinde. Man kan høre på ham at det påvirker ham. Personligt ville jeg være krøbet i det nærmeste musehul. Men Frank Jensen giver ikke ikke op. Selv om han sætter tempoet lidt for højt, og stemmen har en lettere sitren. Efterhånden får Frank Jensen dog igen kontrol over stemmen, falder til ro og gennemfører sit forehavende.

Her er selvsamme overborgmester kommet på storskærmen. Fra denne position er han skjult bag det blå banner. Lydstyrken er skruet tilpas højt op så talen går klart igennem, og overdøver støjsenderne oppe ved scenen. Måske af selvsamme grund bliver der så arrangeret røgudvikling. Ingen kommer dog noget til skade.

Klapsalverne er måske ikke taktfaste og lange. Men min fornemmelse er at langt hovedparten af tilskuerne giver en hånd med. I hvert fald på det sted hvor jeg står. Enhedslistens Johanne kan jeg ikke se om klapper. Men det første hun gør da hun får ordet er at gøre det klart, at det ikke ligner noget at forhindre en af talerne i at komme til orde. Det bliver der klappet af. Kort derefter, i et meget mindre telt, bliver der til gengæld klappet af en anden taler. Taktfast. Det sker da formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen giver sin analyse af den afsluttede lockout, og med ængstelse omtaler de kræfter som KL og Finansministeriet har sluppet løs. Mon sejrherrerne egentlig er klar over hvilke kræfter det er, spørger han. Det svar får vandre i vinden.