Nattevandring ved (næsten) fuldmåne

Det skyldes ikke angst for varulve i morgen nat, hvor det er fuldmåne, at Vandringsmanden stævner ud. Hver fjerde uge er det fuldmåne, men det er ikke nødvendigvis skyfrit som i nat. Samtidig er der sne hvor måneskinnet kan reflektere, så det er med at udnytte chancen. Sneen sætter også sine begrænsninger. Klog af skade skal jeg ikke nyde noget af at gå ad glatte stier her i mørket, hvor man kan risikere at ligge længe før der kommer nogen forbi.

Udsigt fra broen ved Vestvoldens udløb i Utterslev Mose. Og nej, det er ikke solen, men fuldmånen, der spejler sig på isen.

Desværre får jeg ikke indstillet selvudløseren, så jeg må forlade mig på at trykket ikke ryster kameraet alt for meget på den lille fod, der skal fungere som stativ. Målet er ikke noget særligt andet end at det skal være lidt væk fra byens lys. Det er svært. Men i Utterslev Mose og Husumenceinten - den nordlige del af Vestvolden - er der da nogle chancer. Sådan omkring Kagså Batteri.

 Lidt nord for Kagså Batteri ser øjnene næsten ingenting, men det gør så til gengæld kameralinsen. Farverne er lidt dystre. Men himlen ser nærmest helt blå ud.

Som natteræd barn læste jeg engang et eller andet med et ditto barn hvis far forklarede at tingene så nøjagtig ud på samme måde når det var mørkt som når lyset var tændt. Det forsøgte jeg dengang uden held at overbevise mig selv om var rigtigt. Og at kameraet afslører en anden virkelighed end den som jeg kan se med det blotte øje, viser disse fotoer. Jeg husker motiverne som holdt i meget blå og sorte farver. Men kameraet kan altså noget andet. Nogle af fotoerne ser jo nærmest ud som om de er taget i solskin. Hvad de altså ikke er. De er taget omkring kl. 9 om aftenen, og det er absolut mørkt.

Lysene fra lyskrydset ved Frederikssundsvej anes for enden af stien. Kagså Batteri til højre. Til venstre Egevang.

Der er egentlig ikke så meget at sige om stederne. Det er jo velkendte vandringsmål som før er blevet billedligt vist på bloggen. Nu så altså set ved fuldmånetid. Og gennem et kameras linse. Smukke ser de ud, synes jeg.

Vandværker langs Harrestrup Å

Hvis man vil se de vandanlæg som siden tidernes morgen (dvs. for 100-150 år siden!) har forsynet København med vand, så er det ved at være sidste udkald, i hvert fald hvad angår Bellahøj Højdebeholder. Jeg har læst i det seneste nummer af lokalavisen at det snart skal rives ned.

Maskinhuset i det forhenværende Valby Vandværk. Man skal helt hen til kanten af dæmningen for at se huset. Bilister og andre kørende vil næppe skænke det en tanke, når de kører forbi.

Langs Harrestrup Å ligger der to vandværker. Det ene er Valby Vandværk på sydsiden af Damhussøen. Det gør ikke meget væsen af sig. Bilister ad Roskildevejen har formentlig suset forbi uden at skænke det en tanke. Det ligger så kun det øverste af taget er synligt fra vejen, der jo i virkeligheden er en dæmning. Maskinhuset er som skrevet står på facaden opført i 1901, og fungerede indtil 1970'erne. Nu fungerer det mere som et pædagogisk center hvor børnehaver og deslige kan bestille tid til at børn kan fange haletudser og lege med vand.

Disse stynede træer er en god illustration af verjsituationen pt langs Damhusengen. Læg dertil en hvinende kold østenvind.

Lege med haletudser kan man formentlig også i Damhussøen og ved Damhusengen, men ikke i dag, hvor det er hvinende koldt. En strid østenvind suser hen over det åbne areal. Solen skinner godt nok og har også fået godt fat, men kan slet ikke kompensere for vindafkølingen.

Til venstre et ud af tre dobbelthuse som oprindeligt er anvendt til boliger. De er nu solgt til private. Til højre er maskinhuset. Det fungerer stadig væk, omend de oprindelige dieselmotorer nu er udskiftet med maskin- og elværksteder,  lager samt elpumper.

Bedre går det længere nordpå langs Harrestrup Å hvor det stadig fungerende og langt større Islevbro Vandværk ligger, umiddelbart syd for Islevbrovej. Selv området er lukket af. Man skal bestille tid for at komme på rundvisning. Vandværket fungerer stadig væk. Jeg må ind og se det en af dagene.

Gladsaxe Fort indtaget uden kamp

Angrebet blev sat ind via smugruten, den Navnløse Sti. Den farefulde vej gik ad den sneglatte sti. Her sneg Vandringsmanden sig nærmest uset op til Fortet. Grønnegården kort før fortet forsøgte godt nok at aflede offensiven. Gården lå blottet, idet træerne nu ikke skygger for den, og Vandringsmanden blev et kort øjeblik afledt, distraheret.

Jeg synes at denne staldbygning på Grønnegården er flottere end stuebygningen. Her holder Gladsaxe Pigegarde i øvrigt til. Jeg husker Helsingør Pigegarde. Jeg forbinder garder med noget militært, så jeg har aldrig rigtig forstået hvad meningen var med disse pigegarder, ud over at de måske kunne give husarerne noget at kigge på? Nuvel, er bygningen ikke bare flot?

Det skulle lige undersøges hvor gammel gården egentlig er. 1884 står der på stuehuset. Men det ser nu ud som stuehuse normalt gør. I stedet er det faktisk staldbygningerne som imponerer, og et kort øjeblik så det ud som om at offensiven mod fortet ville gå i stå. Staldbygningen rummer en af Danmarks skrappeste bygarder, Gladsaxe Pigegarde, der har vundet adskillige Danmarksmesterskaber i bygarder, og også sølv.

Gladsaxe Fort strækker våben. Her har forsvarerne forskanset sig bag tilskoddede vinduer. Om det er fordi det er for koldt, eller de simpelt hen skammer sig over at blive overrumplede, er ikke til at afgøre.

Opholdet er dog ikke nok til at miste overraskelsesmomentet. Fortet bliver overrumplet som ventet. Indtaget uden kamp som det vist hedder i militærsproget. Successen opmuntrede til at fortsætte offensiven ud mod Smør- og Fedtmosen. Det kan dog ikke udelukkes at det gode vejr her havde en finger med i spillet. Velkendt bevægede Vandringsmanden sig langs Hilerødmotorvejen ud mod Værebrovej for at omringe Fedt-  og Smørmoserne nordenom.

Jo, den er god nok. Midt ude i ødemarken, på grusstien langs Hillerødmotervejen dukker en kæmpemæssig sneplov op, og rydder stien for Vandringsmanden. Den efterlader dog et 3-5 cm lag af knagende frostsne. Men der er ikke glat, blot lidt tungt at gå i.

Sneen gjorde sit til, men det viste sig at  Gladsaxe Kommune faktisk har en sneplov kørende til at rydde grusstierne. Og selv om den efterlader ca 3 cm sne på stierne, så er det immervæk bedre end at vade gennem driverne. Utroligt at vi i Danmark har overskud til at snerydde stier i et så forholdsvis øde område.

Disse store dyr går såmænd og .... ja, hvad kalder man det når de spiser af .. sneen? Man kan vel dårligt kalde det at græsse? Der må jo være et eller andet de kan spise. For der er ikke noget foderbræt eller neg at se nogen steder.

Øde og øde. Helt øde er det trods alt ikke. Midt i Fedtmosen holder en flok heste til. De stikker mulerne ned i sneen og spider tilsyneladende et eller andet. Det må være en særlig hårdfør type. De har heller ikke hestedækkener på, sådan som jeg har set det på hestene ved Harrestrup.

Jamen dog. Her i Fedtmosens nordvestlige hjørne ligger der nogle gammelt udseende huse. De står ikke omtalt nogen steder, men idyllisk ser det ud.

Snelandskabet tager sig - nåja - fantastisk ud i solskinsvejret, selv om det faktisk blæser temmelig kraftigt. Hvis man bevæger sig uden for de sneplovene stier, må man være indstillet på at gå efter pælene der markerer hvor stien er.

 Et typisk parti fra Fedtmosen en klingende frostdag i marts 2013. Alt er dækket af temmelig meget sne. Fin og ren ser det ud, og fint og rent er det. Det er langs Værebrovej, og der er masser af steder at gøre ophold og drikke varm chokolade. Og nyde til flotte solskin. Hvis der ellers er læ.

Og det bliver nødvendigt. Vandringsskoene synker dybt ned i sneen og gør det vanskeligt at komme frem. Tibberup Å og shelteret i Træbanken midt i moserne er de eneste pejlemærker. Stierne fyger ganske enkelt til, så de lokalkendtes trådte stier forsvinder i snedriverne.

Tipperup Å danner grænsen mellem bl.a. kommunerne Gladsaxe, Herlev og Furesø. Her er et parti  ud foor Rødpilevænget.

Godt 5 kilometers gang i sne kan godt mærkes, så Vandringsmanden beslutter at tage den ryddede asfaltsti langs Kagsåen hjem. Med solglimt i øjnene.

Her en arkitektonisk klassiker: I forgrunden nogle af Danmarks første elementbyggede huse, Herlevhuse, og i baggrunden tårner Danmarks højeste bygning, Herlev Hospital på 120 meter sig op.