Vandværker langs Harrestrup Å

Hvis man vil se de vandanlæg som siden tidernes morgen (dvs. for 100-150 år siden!) har forsynet København med vand, så er det ved at være sidste udkald, i hvert fald hvad angår Bellahøj Højdebeholder. Jeg har læst i det seneste nummer af lokalavisen at det snart skal rives ned.

Maskinhuset i det forhenværende Valby Vandværk. Man skal helt hen til kanten af dæmningen for at se huset. Bilister og andre kørende vil næppe skænke det en tanke, når de kører forbi.

Langs Harrestrup Å ligger der to vandværker. Det ene er Valby Vandværk på sydsiden af Damhussøen. Det gør ikke meget væsen af sig. Bilister ad Roskildevejen har formentlig suset forbi uden at skænke det en tanke. Det ligger så kun det øverste af taget er synligt fra vejen, der jo i virkeligheden er en dæmning. Maskinhuset er som skrevet står på facaden opført i 1901, og fungerede indtil 1970'erne. Nu fungerer det mere som et pædagogisk center hvor børnehaver og deslige kan bestille tid til at børn kan fange haletudser og lege med vand.

Disse stynede træer er en god illustration af verjsituationen pt langs Damhusengen. Læg dertil en hvinende kold østenvind.

Lege med haletudser kan man formentlig også i Damhussøen og ved Damhusengen, men ikke i dag, hvor det er hvinende koldt. En strid østenvind suser hen over det åbne areal. Solen skinner godt nok og har også fået godt fat, men kan slet ikke kompensere for vindafkølingen.

Til venstre et ud af tre dobbelthuse som oprindeligt er anvendt til boliger. De er nu solgt til private. Til højre er maskinhuset. Det fungerer stadig væk, omend de oprindelige dieselmotorer nu er udskiftet med maskin- og elværksteder,  lager samt elpumper.

Bedre går det længere nordpå langs Harrestrup Å hvor det stadig fungerende og langt større Islevbro Vandværk ligger, umiddelbart syd for Islevbrovej. Selv området er lukket af. Man skal bestille tid for at komme på rundvisning. Vandværket fungerer stadig væk. Jeg må ind og se det en af dagene.

Gladsaxe Fort indtaget uden kamp

Angrebet blev sat ind via smugruten, den Navnløse Sti. Den farefulde vej gik ad den sneglatte sti. Her sneg Vandringsmanden sig nærmest uset op til Fortet. Grønnegården kort før fortet forsøgte godt nok at aflede offensiven. Gården lå blottet, idet træerne nu ikke skygger for den, og Vandringsmanden blev et kort øjeblik afledt, distraheret.

Jeg synes at denne staldbygning på Grønnegården er flottere end stuebygningen. Her holder Gladsaxe Pigegarde i øvrigt til. Jeg husker Helsingør Pigegarde. Jeg forbinder garder med noget militært, så jeg har aldrig rigtig forstået hvad meningen var med disse pigegarder, ud over at de måske kunne give husarerne noget at kigge på? Nuvel, er bygningen ikke bare flot?

Det skulle lige undersøges hvor gammel gården egentlig er. 1884 står der på stuehuset. Men det ser nu ud som stuehuse normalt gør. I stedet er det faktisk staldbygningerne som imponerer, og et kort øjeblik så det ud som om at offensiven mod fortet ville gå i stå. Staldbygningen rummer en af Danmarks skrappeste bygarder, Gladsaxe Pigegarde, der har vundet adskillige Danmarksmesterskaber i bygarder, og også sølv.

Gladsaxe Fort strækker våben. Her har forsvarerne forskanset sig bag tilskoddede vinduer. Om det er fordi det er for koldt, eller de simpelt hen skammer sig over at blive overrumplede, er ikke til at afgøre.

Opholdet er dog ikke nok til at miste overraskelsesmomentet. Fortet bliver overrumplet som ventet. Indtaget uden kamp som det vist hedder i militærsproget. Successen opmuntrede til at fortsætte offensiven ud mod Smør- og Fedtmosen. Det kan dog ikke udelukkes at det gode vejr her havde en finger med i spillet. Velkendt bevægede Vandringsmanden sig langs Hilerødmotorvejen ud mod Værebrovej for at omringe Fedt-  og Smørmoserne nordenom.

Jo, den er god nok. Midt ude i ødemarken, på grusstien langs Hillerødmotervejen dukker en kæmpemæssig sneplov op, og rydder stien for Vandringsmanden. Den efterlader dog et 3-5 cm lag af knagende frostsne. Men der er ikke glat, blot lidt tungt at gå i.

Sneen gjorde sit til, men det viste sig at  Gladsaxe Kommune faktisk har en sneplov kørende til at rydde grusstierne. Og selv om den efterlader ca 3 cm sne på stierne, så er det immervæk bedre end at vade gennem driverne. Utroligt at vi i Danmark har overskud til at snerydde stier i et så forholdsvis øde område.

Disse store dyr går såmænd og .... ja, hvad kalder man det når de spiser af .. sneen? Man kan vel dårligt kalde det at græsse? Der må jo være et eller andet de kan spise. For der er ikke noget foderbræt eller neg at se nogen steder.

Øde og øde. Helt øde er det trods alt ikke. Midt i Fedtmosen holder en flok heste til. De stikker mulerne ned i sneen og spider tilsyneladende et eller andet. Det må være en særlig hårdfør type. De har heller ikke hestedækkener på, sådan som jeg har set det på hestene ved Harrestrup.

Jamen dog. Her i Fedtmosens nordvestlige hjørne ligger der nogle gammelt udseende huse. De står ikke omtalt nogen steder, men idyllisk ser det ud.

Snelandskabet tager sig - nåja - fantastisk ud i solskinsvejret, selv om det faktisk blæser temmelig kraftigt. Hvis man bevæger sig uden for de sneplovene stier, må man være indstillet på at gå efter pælene der markerer hvor stien er.

 Et typisk parti fra Fedtmosen en klingende frostdag i marts 2013. Alt er dækket af temmelig meget sne. Fin og ren ser det ud, og fint og rent er det. Det er langs Værebrovej, og der er masser af steder at gøre ophold og drikke varm chokolade. Og nyde til flotte solskin. Hvis der ellers er læ.

Og det bliver nødvendigt. Vandringsskoene synker dybt ned i sneen og gør det vanskeligt at komme frem. Tibberup Å og shelteret i Træbanken midt i moserne er de eneste pejlemærker. Stierne fyger ganske enkelt til, så de lokalkendtes trådte stier forsvinder i snedriverne.

Tipperup Å danner grænsen mellem bl.a. kommunerne Gladsaxe, Herlev og Furesø. Her er et parti  ud foor Rødpilevænget.

Godt 5 kilometers gang i sne kan godt mærkes, så Vandringsmanden beslutter at tage den ryddede asfaltsti langs Kagsåen hjem. Med solglimt i øjnene.

Her en arkitektonisk klassiker: I forgrunden nogle af Danmarks første elementbyggede huse, Herlevhuse, og i baggrunden tårner Danmarks højeste bygning, Herlev Hospital på 120 meter sig op.

Vintervolden - I vinterens vold

DMIs profetier om at det skulle blive en dejlig dag, set indefra og ud gennem vinduet, holder kun til dels stik. Jo, det blæser da. Men temperaturen er lige omkring frysepunktet, så vindafkølingen er så heller ikke værre. Det er til gengæld mine ben, så det bliver til detaljernes tur. Og vinteren lægger vel også op til at kigge lidt nærmere på alle de detaljer som bliver skjult af sommerens bevoksning.

Kagsåen mellem Kagsmosen og Frederikssundsvej, der lige anes i baggrunden. Ser det ikke ud til at de er ved at rørlægge åen her og overdække den?

Nyt og gammelt byggeri må der nødvendigvis være i en storby, der konstant skal forny sig selv for at tilpasse sig moderne tider. Det gælder i krig og fred. Kagsåens betydning er fx radikalt anderledes nu. Den er et rekreativt område. Hvor det før i tiden var et område for udvinding af vand til de stadig tørstigere københavnere. Og før det måske bare et vandløb for græssende kreaturer. Og før det ...

Klimaændringerne har sat gang i dette aflastningsbassin for beboere i Herlev. Hullet i siden peger ud mod det rør der er ført langs stien til Kagsåen. Så mon der skal etableres en forbindelse her?

Nu er den så ved Kagsmosen ved at få en ny betydning i forbindelse med klimaændringerne. Aflastningsbassinet ved Kagsmosen har også fået betydning for Kagsåen op til Frederikssundsvej. Det ser ud til at den nu skal til at være rørlagt på i hvert fald et stykke. Hvis ellers jeg tolker billedet ovenfor rigtigt.

Her er jernbanebroen over Kagsåen tæt på Husum Station. Hvis man sammenligner broen med den lignende bro ved Stenkelsø Sø, vil man se at de ligner hinanden: Kampesten med murstenshvælvinger. Så mon ikke de stammer fra samme periode? De fleste andre er betonbroer og ser nyere ud.

Få meter herfra ligger et meget lille stykke jernbanehistorie. Og vist det eneste i Husum. I slutningen af 1800-tallet holdt togene deres indtog. 1876-1879 byggede man den jernbane vi i dag kender som s-togslinjerne C og H til Frederikssund. Beslutningen om at lade jernbanen få netop den linjeføring fik katastrofale følger for Slangerup, der ellers havde regnet med at den ville få et nordligere forløb igennem denne by. Enhver der har set den enorme kirke i Slangerup, der nærmest har katedralstørrelse, kan skrive under på at ambitionerne ikke var ubegrundede. Et forsøg på at privatfinansiere en privatbane holdt kun i perioden 1906-54.

Frederikssundsvejs gennembrud af Vestvolden. Sådan har det altid været. Vejen har gennemskåret volden i et blødt sving. Der nu ikke længere kan anes. Her suser biltrafikken over broen med gartnerboligen i baggrunden. I det hele taget præges Vestvolden af betonbyggeri.

Dengang var Husum en lille snes bøndergårde. Og først mod midten af 1900-tallet udviklede sig til en bydel på størrelse med en større provinskøbstad. Togene standsede i Frederiksberg, Vanløse, Herlev og Ballerup. Først i 1949 blev der lavet station i Husum. Jernbanen var enkeltsporet, og jeg kan huske det kaos det skabte da man i slutningen af 1990'erne udbyggede banen til at være i to spor fra Ballerup.

Her er en karakteristisk bro (Islevbrovej) over Vestvolden. Som så mange andre. Og som det ses, i beton. Ikke noget med kampesten her.

Jeg går ud fra at jernbanebroerne er bygget før 1880. Dengang brugte man altså kampesten. Få år efter blev Vestvolden anlagt, og da var det slut med kampesten og ind med beton. Hvis man sammenligner alle broer der går over volden, er de bygget af beton. Jovist, der kan være kampesten langs soklerne. Men det er så det. Så, detaljerne fortæller deres egen tyste historie. Det forekommer mig at kampestenene blot er blevet pænere med tidens patina, mens betonen er blevet grimmere.