Vintervolden - I vinterens vold

DMIs profetier om at det skulle blive en dejlig dag, set indefra og ud gennem vinduet, holder kun til dels stik. Jo, det blæser da. Men temperaturen er lige omkring frysepunktet, så vindafkølingen er så heller ikke værre. Det er til gengæld mine ben, så det bliver til detaljernes tur. Og vinteren lægger vel også op til at kigge lidt nærmere på alle de detaljer som bliver skjult af sommerens bevoksning.

Kagsåen mellem Kagsmosen og Frederikssundsvej, der lige anes i baggrunden. Ser det ikke ud til at de er ved at rørlægge åen her og overdække den?

Nyt og gammelt byggeri må der nødvendigvis være i en storby, der konstant skal forny sig selv for at tilpasse sig moderne tider. Det gælder i krig og fred. Kagsåens betydning er fx radikalt anderledes nu. Den er et rekreativt område. Hvor det før i tiden var et område for udvinding af vand til de stadig tørstigere københavnere. Og før det måske bare et vandløb for græssende kreaturer. Og før det ...

Klimaændringerne har sat gang i dette aflastningsbassin for beboere i Herlev. Hullet i siden peger ud mod det rør der er ført langs stien til Kagsåen. Så mon der skal etableres en forbindelse her?

Nu er den så ved Kagsmosen ved at få en ny betydning i forbindelse med klimaændringerne. Aflastningsbassinet ved Kagsmosen har også fået betydning for Kagsåen op til Frederikssundsvej. Det ser ud til at den nu skal til at være rørlagt på i hvert fald et stykke. Hvis ellers jeg tolker billedet ovenfor rigtigt.

Her er jernbanebroen over Kagsåen tæt på Husum Station. Hvis man sammenligner broen med den lignende bro ved Stenkelsø Sø, vil man se at de ligner hinanden: Kampesten med murstenshvælvinger. Så mon ikke de stammer fra samme periode? De fleste andre er betonbroer og ser nyere ud.

Få meter herfra ligger et meget lille stykke jernbanehistorie. Og vist det eneste i Husum. I slutningen af 1800-tallet holdt togene deres indtog. 1876-1879 byggede man den jernbane vi i dag kender som s-togslinjerne C og H til Frederikssund. Beslutningen om at lade jernbanen få netop den linjeføring fik katastrofale følger for Slangerup, der ellers havde regnet med at den ville få et nordligere forløb igennem denne by. Enhver der har set den enorme kirke i Slangerup, der nærmest har katedralstørrelse, kan skrive under på at ambitionerne ikke var ubegrundede. Et forsøg på at privatfinansiere en privatbane holdt kun i perioden 1906-54.

Frederikssundsvejs gennembrud af Vestvolden. Sådan har det altid været. Vejen har gennemskåret volden i et blødt sving. Der nu ikke længere kan anes. Her suser biltrafikken over broen med gartnerboligen i baggrunden. I det hele taget præges Vestvolden af betonbyggeri.

Dengang var Husum en lille snes bøndergårde. Og først mod midten af 1900-tallet udviklede sig til en bydel på størrelse med en større provinskøbstad. Togene standsede i Frederiksberg, Vanløse, Herlev og Ballerup. Først i 1949 blev der lavet station i Husum. Jernbanen var enkeltsporet, og jeg kan huske det kaos det skabte da man i slutningen af 1990'erne udbyggede banen til at være i to spor fra Ballerup.

Her er en karakteristisk bro (Islevbrovej) over Vestvolden. Som så mange andre. Og som det ses, i beton. Ikke noget med kampesten her.

Jeg går ud fra at jernbanebroerne er bygget før 1880. Dengang brugte man altså kampesten. Få år efter blev Vestvolden anlagt, og da var det slut med kampesten og ind med beton. Hvis man sammenligner alle broer der går over volden, er de bygget af beton. Jovist, der kan være kampesten langs soklerne. Men det er så det. Så, detaljerne fortæller deres egen tyste historie. Det forekommer mig at kampestenene blot er blevet pænere med tidens patina, mens betonen er blevet grimmere.

Der er ingenting i verden så stille som sne

De fleste arbejdende mennesker har måske ikke opdaget det. Men vejret i dag er det sagnomspundne drømmevejr som er beskrevet i talrige romantiske noveller, fortællinger og romaner. Fra kirkesamfundenes julehæfter, over Peters Jul til Morten Korch.

Gyngemosen ved Tingbjerg. Her skinner solen gennem det tætte krat. Sneen ligger som et dunblødt tæppe henover det hele. Der er stille. Kun fuglene høres af og til.

Solen skinner og får det dunbløde snetæppe til at glitre som sølv og lyde som "sølverklokkeklang". Med andre ord: Vejret er netop nu som beskrevet i fx Helge Rodes: Der er ingenting i verden så stille som sne.

Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt på de stemmer,
som for højlydt taler.

Dog daler sneen ikke sagte gennem luften lige nu. Men det har den gjort hele natten. Så da vandringsmanden stævner ud, dæmper den skridtene. Ok, den knaser, frostsneen. Men højtalerlarmen fra motorvejen er betragteligt taget af, blidt tysset på.

Der er ingenting i verden af en renhed som sne,
svanedun fra himlens hvide vinger.
På din hånd et fnug
er som tåredug.
Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

Jeps, vandringsmandens vandresko har været mudret til efter weekendens ture. Men ved hjemkomsten har sneens himmelhvide renhed skuret dem som nye. Og som dette indlæg måske afspejler, så har sneen også fået de "Hvide tanker" frem. Eller er det solskinnet? Det er svært at afgøre.

Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne.
Tys, du lytter, til det tavse klinger.
O, så fin en klang,
sølverklokkesang
inderst inde i dit hjerte ringer.

Jovist, men det kræver jo så at man har fridag. For faktum er, at vi  alle sammen hader sneen. I trafikradioen om morgenen hører vi radiospeakerens medfølende stemme, når hun snakker om at "I derude" har 50 minutters kørsel mellem Måløv og Ballerup på Frederikssundsvejen. Sneen er besværlig. Den kommer på et forkert tidspunkt. Det er ikke mere jul. Netto har pottemuld og stedmoderblomster på tilbud. Desuden er det midt i marts, så kalenderen siger forår.

Men det ser de tilstedeværende beboere i Tingbjerg nu ikke ud til at lade sig påvirke af. Der er masser af liv. Fredeligt liv. Skolegården emmer af dæmpet frikvarterlyd. Enlige, par og grupper går sindigt rundt. Køber ind. Holder pause, eller bare oser.

Fra Gyngemosens højeste sted, 37 m. er der en fin udsigt over det bakkede terræn. Og stierne er pænt ryddede og saltede.

For de der skal på arbejde i dag, er sneen sikkert krævende. For at nyde sne kræver at vi har fri. At vi giver os tid til den. For ellers stresser den os. Og det kræver også at vejret arter sig. Den sidste uges isnende kulde og blæst har ikke været rar. Måske er det også derfor at dagens vindstille, frostklare luft og solskin virker ekstra stærkt. I morgen er det arbejde igen. Og så er dagens oplevelse af sne måske glemt og erstattet af ærgrelser over langsom trafik, kulde, fugt og vind.

Forår?

1. marts er officiel forårsmåned, men det betyder som bekendt ikke at alting spirer og gror, i hvert fald over jorden. Der har været frost om natten, og det lægger en dæmper på aktiviteterne over jorden. Noget sker der dog derude. Fårene er kommet ud igen ved Harrestrup Å nær Ejby Mose.

Dette stemningsfulde sted med modlysmotiv af stien ved Kagsåen beskriver vist meget godt stemningen i naturen lige for øjeblikket. Lyset er ved at vende tilbage, men træerne står stadig mørke og bare. Erantisserne i bunden hist og pist sætter måske bare stemningen endnu mere i relief. Græsset har den farve som det stivnede med i efteråret 2012.

Vinteren igennem har der været meget graveri: Aflastningsbassinet i Kagsmosen følger jeg løbende (eller: gående). Nu er de også ved at grave en forbindelse til Kagsåen. Der er ikke meget plads for gravemaskinerne.

Der er ikke meget plads for gravemaskinerne ved Sonatevej. Men der er stadig passabelt for fodgængere. Der er lagt et rør ud langs den højre bred.

Også langs Harrestrup Å ved Kildegården Haveforening er der gang i benzinafbrændingen. For godt en måned siden var jeg derude i et heftigt snevejr. De graver stadig derude, og det er ikke tilrådeligt at vandre langs åen i haveforeningen. Der kører store gravemaskiner rundt og flytter jord. Og stierne er opkørt.

Haveforeningen er opkaldt efter Kildegården, som ligger næsten midt i og er en slags centrum sammen med den lokale købmand. Gården fremstår fint istandsat.

På den tur blev vejret bare for meget, og jeg opgav jeg at følge åen efter Svanesøen og Motorring 4. Altså stykket langs Hedegårdens Bypark og videre ud mod åens udspring ved Harrestrup Mose.

Området øst for Svanesøen har en lille lund af træer som står i vand. Bagved løber åen. Og til højre for træerne er så søen.

Men der er nu heller ikke så mange oplevelser langs denne del af Harrestrup Å for tiden. Man kan bestige nogle bakker (er det igen igen affaldsbjerge?) og få sig nogle udsigter. På den i Hedegårdens Bypark er der oven i købet en stor trædrage, der dog ser ud til at være begyndt at rådne. Stierne er for så vidt udmærkede at gå på. De er ikke længere glatte, men stadig frosne så man ikke glider rundt - eller ned - i smatten.

Her lidt over 500 meter fra sit udspring slynger Harrestrup Å sig gennem landskabet. Set fra toppen af dragebakken i Hedegårdens Byparks vestlige ende. Byparken ligger til venstre. Helt i baggrunden skimtes Motorring 4.

Svanesøen lever fuldt ud op til sit navn. Der er mange svaner der, og i det hele taget ser det ud til at være et godt fuglested, hvis man er til noget sådant. Jeg oplever bl.a. fire ænder, som jeg senere i en fuglebog derhjemme idenficerer som taffelænder. Hvilket svarer meget vel til hvad Naturstyrelsen fortæller om fuglen.