Lille Rørbæk - tidslomme ved Roskilde Fjord

Temaet for dagens vandring: "Det tætteste man kan komme på hvordan landbrugssamfundet så ud, og helst så gammelt som muligt". Jeg kunne være taget en tur på Frilandsmuseet. Men jeg havde fået et tip om at det måske var lige så  godt at tage til Lille Rørbæk. Og i Frederikssunds lokalplan for Lille Rørbæk beskrives landsbyen nærmest som et frilandsmuseum. Området mellem landsbyen og Roskilde Fjord som enestående. Faktisk er strandengene fredet. Det skete i 1996 med "Lille Rørbæk-fredningen": 385 ha med landskabelige, kulturhistoriske, rekreative og biologiske værdier, som det hedder i en rapport fra Skov & Landskab (s. 17-18).

 De fredede strandenge ud for Lille Rørbæk. På den anden side udpeger en mand stedet hvor man fandt Skuldelevskibene, og hvor også soldater fra 1864 fik tildelt jord. Manden påstod at vandet var så lavt mellem de to småøer at han engang var gået på grund med sin kajak.

Strandengene ser nu ikke ud af så meget på denne frostklare vinterdag. Det ligner såmænd bare nogle marker. Men der er lyde af et rigt fugleliv. Jeg mener at kunne høre krager, ænder, gæs og et mylder af for mig helt ukendte fuglestemmer.

Jeg kan ikke bare mig for et modlysbillede hen over strandengene syd for Frederikssund. Solen står højt og varmer. Men det er altså frostgrader. Ikke mange mennesker er at se her. Mod nord, tæt på Frederikssund er engen selv en dag som denne meget velbesøgt.

I Lille Rørbæk er landbruget for længst en saga. Ligesom på Frilandsmuseet kan man se huse, redskaber mm. som bønderne brugte for mange herrens år siden. Men landskabet, omgivelserne, udsigterne - dem kan Frilandsmuseet aldrig genskabe. Omvendt ved jeg da godt at husene i Lille Rørbæk er beboede af moderne mennesker med computere, elektriske køkkenredskaber og dyre biler. Men alligevel. Ved at kombinere de to ting ... og så kommer der måske også en hel lille tur ud af det.

Husene ligger i spredt orden omkring gadekæret, og der er kun en gennemgående vej, Bygaden. Gårdene ligger lidt trukket væk fra kæret, her er der mest mindre huse. Alle ser meget vedligeholdte ud og i god stand.

Der er ikke meget baggrundsmateriale om Lille Rørbæk på internettet. Lokaliteten er åbenbart så vild at der stadig er krybskytter i området! Slægtsforskerne har været i gang. Der er en oversigt over Frogårdsslægten og  Gyldenstrand.

 Motiverne hober sig op på den korte tur gennem Lille Rørbæk. Det fleste huse fortjener faktisk at blive foreviget. Men jeg vælger kun at bringe et lille udpluk som fx dette hus. Kun traileren og den røde bil ødelægger illusionen om at være hensat til år 1900. Eller 1800 for den sags skyld.

Men mest interessant er måske en beretning fra Fin Dahl (f. 1936 på gården Elsenborg) om sine minder fra Rørbæk. Hans beretning fortæller en del af livet på landet i sidste halvdel af forrige århundrede. Han beskriver landsbyen således:

I Lille Rørbæk ligger der fem gårde, to mindre ejendomme og 15 huse rundt omkring det store gadekær. De fem gårde har nogle fine navne, som lyder: Frydendal, Gyldendal, Stjerneholm, Frogården og Elsenborg – meget idyllisk.

Elsenborg er en meget flot rødmalet gård, hvor man nu reklamerer med antikviteter. Men lidt lugt af "land" hænger der dog stadig over landsbyen hist og her. Men nogle fritgående dyr kan jeg ikke få øje på. Lille Rørbæk ligger 'nede' i en dal, lige som Husum Landsby gjorde det. Så jeg lukker øjnene og forestiller mig at nu er jeg i Husum for 60 år siden.

Elsenborg ligger i udkanten af Lille Rørbæk mod Ølstykke. Det er en meget flot rødmalet gård, og jeg har nænsomt undgået at få skiltet med "Antikviteter" med. På denne gård blev Fin Dahl født og opvokset. Jeg var nu ikke henne og banke på.

I størrelse passer det meget godt med tidligere landsbyer som Utterslev, Brønshøj, Husum, Hvissinge, Ejby, Rødovre, Mørkhøj og andre steder som byerne nu for længst har opslugt og udslettet. Men området omkring Lille Rørbæk burde altså kunne give et visuelt billede af hvordan de måske kan have set ud for et par generationer tilbage.

 Et kig over gadekæret. Bygaden løber mod højre, og fortsætter efter det hvide hus i midten af billedet. Det var så det. Lille Rørbæk er passeret. Der ligger endnu nogle gårde efter kæret. Men så er man på landet igen.

Menneskene der opførte og arbejdede i husene som de oprindeligt var tænkt som (landbrug) er selvfølgelig længst døde og borte. Formentlig er tilværelsen med brølende køer og op kl. 5 om morgenen med hønsene nu afløst af fortravlede pendlere og hundeposer. Lidt ude af Lille Rørbæk er jeg allerede gået galt, men ved en luftnavigeringsstation møder jeg en lokalkendt som er ude med sin hund. Han er tæt på de 70 og fortæller at på den anden side af fjorden fandt man Skuldelevskibene. Og tæt på er der nogle grunde som tilhørte veteraner fra 1864 som var blevet lovet standgrunde. Det fik de også. Nogle smalle striber godt nok.

På vej ud af landsbyen mod Frederikssund støder man på denne statelige stråtækte gård. Herefter er asfaltvejen ved at være slut, og så står der grusveje for resten.

Det tager omtrent en halv time med s-tog til Frederikssund, og turen fra Frederikssund St til Ølstykke St  ind over landet med Lille Rørbæk halvvejs er en frisk tur på omkring 15 km. Fra Lille Rørbæk till Frederikssund kan det bedst betale sig at følge de små skilte "Fjordstien", for der er ingen vejnavne på grusvejen. Jeg har tidligere besøgt området for at nyde Skenkelsø Sø. At jeg ikke opdagede Lille Rørbæk, selv om jeg nærmest gik forbi, bekræfter endnu engang at det godt kan betale sig at være forberedt og have præcise mål. Lidt lige som forskellen mellem at gå i et supermarked med eller uden huskeseddel.

Udlodsvej markerer Ølstykkes overgang fra by til land. Man kan stadig støde på store landbrugsejendomme med stråtag. Idyllisk ser det ud som de ligger der. Men på den anden side af vejen har Ølstykke allerede bredt sig, og måske kommer denne gård til at lide samme skæbne som Hvissings bondegårde.

Og så bemærkede jeg at solen faktisk varmer! Det luftede det meste af turen, men på vej gennem et vindstille område, kunne jeg mærke solen har fået magt, og ikke bare afgiver lys, men også varme! Dejligt.

Det er svært at sige noget om hvad der er historien bag stuehuset til denne gård. Hvis lade og udhus er i endnu mere forfalden tilstand. I laden står stadig trillebøre og andre landbrugsredskaber. Blev den forladt over hals og hoved? Eller tjente beboerne tykt på at sælge huset? Det får stå hen i det uvisse. Det er nok ikke til at redde. Men terrassen, haven og alt andet vidner om forne tiders storhed.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Skovlunde - Harrestrup

Den gamle Skovlunde landsby lå indtil ca. 1950 som en lille enklave syd for Gl. Skovlundevej. Fra Kæret og til Kildestrædet. Vejen følger en gamle landevej som løb syd for Frederikssundsvej. Og lige som Husum afspejler vejene stadig lidt af den gamle landsby-vejstruktur, med veje som stråler ud.

Her går der næsten helt H. C. Andersen eller Morten Korch i den. Beboerne har i øvrigt med nogen humor lavet nogle vejskilte på fransk. De er værd at studere.

Omkring kæret er der stadig en del gamle huse og gårde, hvor der er lidt landsbystemning over det stadigvæk. Mange er ombygget, men er fra 1800-tallet. Dér har der så været drevet landbrug i hvert fald siden 1200. Skovlundes moderne centrum er i stedet lagt nordøst.

Skovlundegård er en statelig gård. Ifølge Ballerupbladet skulle den være solgt som andelsboliger for 3,2 mio. Det lyder billigt, sådan set for en udefrakommende københavner.

Sydvest for er der et ret stort område med natur. Hvor meget oprindelig natur der er tilbage, er svært at sige. Mon ikke der er flyttet godt og grundigt rundt på forne tiders jord? Vest for Harrestrupvej er en udmærket gang- og løbesti som slanger sig sydpå. Bl.a. forbi Larsbjerggård. Her er tre skovhuggere i gang med at opskære tykke stammer til vistnok brænde, og jeg støder også på en langsomtkørende naturvejlederbil. Gården er nu et tilbud til psykisk og fysisk handicappede.

 Langs Motorring 4 er der kæmpegravearbejde i gang. Jeg når aldrig at finde ud af hvor Harrestrup Ådal er, fordi jeg må undgå de steder, hvor mudderet ikke er frosset til. Men med sne på den nøgne jord går det endda. Det ser jo nærmest helt idyllisk ud.

Så begynder det for alvor at sne. Det forhindrer dog ikke Vandringsmanden i at fortsætte vestpå mod Svanesøen, der til lejligheden overflyves af en flok svaner. Fem, for at det ikke skal være løgn. Men hvem i vore dage husker stadig 'de fem nordiske svaner'? Måske har nogen undret sig over hvorfor det hedder Svanemærket. Derfor! Meningen var at følge Harrestrup Å til udspringet, men det opgiver jeg ved Motorring 4, hvor sneflokke kommer vrimlende i den grad ud af himlene. Fra fugletårnet kan jeg se en høg (er ikke ekspert, så om det er due- eller spurve- ved jeg ikke).

Her er så en vinterlig variation af gadekæret i Harrestrup. Næsten samme motiv som jeg tog i november sidste år.

Harrestrup Å er ikke særlig tilgængelig på dette stykke. Og området omkring Harrestrup Adal er en stor opgravningsplads. Jeg må holde mig til de frosne steder for ikke at synke ankeldybt ned i mudder. Fra en tur 11. november sidste år genkender jeg husene i Harrestrup, og er på rette vej igen.

Harrestrup Å ved Smedebæk Bro med pumpehuset til venstre. Under broen holder Vandringsmanden müsslibarpause.

Der er gravearbejde langs hele nordsiden af Harrestrup Å, også i dag hvor det sner kraftigt. Meningen er vist at forbedre stien på nordsiden af åen langs Kildegården Haveforening. Men indtil videre er området ikke særlig vandringsvenligt. Jeg må op i haveforeningen, opdager den meget idylliske Kildegården, og så forsøge at finde stien igen mod Smedebæk Bro. Herfra er det kendt område. Hønsene kagler og kyklikyer i Skovlunde Naturpark, og først da jeg næsten når hjem, holder sneen op med at falde.

En update på aflastningsbassinet i Kagsmosen. De er nået langt nu, og der arbejdes også på denne kolde og sneende dag.

Sne er ikke så slemt som regn, synes jeg. Den preller fint af på tøjet, i modsætning til regn, hvor man oftest bliver gennemblødt. Luften føles let og ren, og benene går næsten af sig selv. En fin begyndelse på vinterferien.

Sømosen

Sidste gang jeg besøgte Sømosen (26. oktober sidste år) løb mit gamle kamera tør for batterier. Det er nu ikke hele årsagen til at jeg vandrede derudaf i dag. Det blæst en vældi' vind uj fra West i nat, uha da da. Og tæt på Sømosen er der nogle højdedrag hvor jeg håbede på at kunne blive godt gennemblæst. Belært af sidste turs lange strækninger langs kedelige bilveje, fulgte jeg kommunens gang- og cykelstier det meste af vejen. Fx er Tvedvangen en befærdet vej som fører op til moderne tiders stolthed i Herlev: Sportsområdet med skøjtehallen. Den er anlagt i en gammel lavning ved Lindehøj. I det hele taget mærker vandringsmanden at Herlev faktisk er ret kuperet. Det kan man fx se ved Rørløkken bag Herlev Gymnasium. Her er der et glimt af en fin udsigt tværs over Sømosen mod vest.

Et kik ned ad bakken Rørløkken. Bag ved træerne ligger Sømosen, og højdedraget nordvest for mosen ses ude i horisonten.

Sømosen ligger i ca. 22 meters højde. Og umiddelbart nord for er der et højdedrag på op til 43 meter. Sømosen er forsøgt omdannet til et fuglereservat. Men indtil videre er det vist mest for trækfugle.

Vejrudsigten lovede solskin. Men der er slørede skyer. Dette er hvad solen kunne mande sig op til. Sømosen set fra toppen af bakken.

Ballerup Kommune forsøger at gøre det mere attraktivt for såvel dyr som mennesker. Der er opført nye hegn til at får og beder kan afgrænse kanten langs mosen. Og kratten er også fældet så man nu kan se ud over vandet i mosen.

 

På sydsiden af mosen er der et fugletårn. Det ser noget faldefærdigt ud. Men udsigten oppefra er der ikke noget i vejen med.

Ved Michaelskolen er der en ca. 40 cm. bred gangbro ud til en platform. Her er der også ryddet langs med kanten. Denne blæsevejrsdag er der flere hold børn på tur langs mosen. Vandet er tøet på overfladen, men frosset dybere nede, så man kan faktisk "gå på vandet".

Ved Michaelskolen nord for mosen er der bygget en smal gangbro lige ud i mosen. Her står man så nærmest midt i det hele.

I Sømosens sydøstlige hjørne løber Sømose Å i retning af Harrestrup Å. Sømose Å slynger sig sydpå og det er delvis tilgængelig. Hvis ellers man er ihærdig nok. For private boliger og industrier har fået lov til at bygge helt ned til åen på lange strækninger. Ved insisterende at følge et par omveje kan man dog godt få et indtryk af åens forløb. Tidligere har jeg gået det sidste stykke fra Mileparken til Vestforbrænding. Det virker lidt ligesom om at da man startede at bygge på de bare marker, så anså man Sømose Å for at ligge lidt ubelejligt. Den passede ikke rigtig ind i de kvadratiske boligkvarterer.

Bag ved broen starter Sømose Å sin tur sydpå mod Harrestrup Å. På denne strækning er der en sti langs åen. Men den slutter hurtigt.

Ved Herlev Hovedgader og jernbanen er åen helt overdækket. Specielt ved jernbanen er der ingen vej udenom, eller rettere, der er man nødt til at gå en lang vej udenom for at komme under jernbanen. Fx ved Marielundsvej. Kun for at opdage at åen også er overdækket til et pænt stykke syd for Ellekær. Området er indhegnet af elektrisk hegn, og huser stalde, græsareal og en pumpestation.

Hvis jeg må sige noget, så synes jeg at byplanlæggerne har klodset godt og grundigt i det. På lange strækninger flyder Sømose Å gennem en relativ dyb dal. Hvis man i sin tid have efterladt et lille stykke jord langs øbredden så vandringsfolket ikke skulle gå lange omveje for at følge åens løb, er jeg ret sikker på at det ville være en topscorer som motions-, hjerte- eller travesti. Men sådan er det ikke. Og det bliver der formentlig heller ikke lavet om på. I stedet er det grundejerne langs åen som har glæde af den.