Gentofte Sø og Brobæk Mose

En frisk nordenvind bider godt i kinderne her hvor frosten er vendt tilbage. DMI har lovet at der også skulle komme noget sol. I bogen "Vild natur i Danmark" optræder der 4 steder tæt på Storkøbenhavn. En af dem er 1,2 ha stort og ligger ved Gentofte Søs nordvestlige hjørne: Brobæk Mose. Mosen er siden 1981 blevet "naturgenoprettet". Og ifølge bogen er der indvandret en række meget sjældne arter, bl.a. orkideer. Dyrelivet er det dog så som så med. Mosen ligger i Gentofte Søs nordvestlige hjørne, men der er så smattet at jeg hurtigt opgiver at studere området meget nærmere.

Gentofte Sø er lidt over en kilometer på den lange led og et par hundrede meter på den korte. Cirka midt på dens østlige bred lå Gentofte Landsby, men den er der stort set intet tilbage af. De gule huse mellem kirken og plænen er resterne af noget industri, og markerer hvor landsbyen omtrent lå.

Til gengæld er der rigeligt med materiale på internettet om Gentofte, så jeg øser gavmildt ud: Brobækken var engang den vigtigste kilde til hovedstadens vandforsyning. Den løb fra Hulsø til Gentofte Sø indtil 1900. Så blev Hulsø omdannet til Vangedes losseplads ved Nybrovej, og er nu bebygget med bl.a.Ikea. Vandet strømmer stadig lystigt, godt blandet op med affaldsstoffer fra lossepladsen, og der er ingen som kan finde ud af hvor vandet kommer fra.

Naturområdet ved Gentofte sø ligger på vestbredden, mens østbredden er beboet og der er kun en smal sti langs søen. Svanerne er bestemt ikke håndtamme. Her letter en da jeg åbenbart er kommet for tæt på.

Gentofte Sø er nok mere kendt end Brobæk Mose. Her lå engang landsbyen Gentofte. Den er der ikke meget tilbage af. Gentofte Kirke, der er opført omkring 1176. Det største af husene er fra 1728, og de gule huse nærmest søen var 1795-1884 en strømpefabrik for skotske Alexander Mitchell, som strædet er opkaldt efter. Engang hed gaden Nebrogade, eller Skvaldergyden. Nu er strædet ret dødt, og det er svært at forestille sig nogen sladre dér.

Som sædvanligt er almuens huse ikke bevaret. På basis af de tre gule huse, som alle ligger på Mitchellstræde, har man forsøgt at genskabe noget af det gamle Gentofte. Strædet er nydeligt brostensbelagt, men på skorstenen af strømpefabrikken er der nu en parabolantenne. Træerne i forgrunden markerer hvad området ellers blev brugt til: Private haver for rigmænd. Træerne markerer en alle som gik fra landstedet ned til søen.

De uspurgtes historie er sjældent kendt, og måske for evigt glemt. Så vi kender dem mest kun af  omtale fra eliten. Fx giver digteren Oehlenschläger  (tidsskrift Prometheus fra 1833) et romantisk glimt af Gentofte på en "himmelblå sommerdag", hvor kirken "speile sig i den lille dam" og man kan høre "høstfolkenes le klinge i det gyldne korn" og vi besøger høstgildet med de "dansende bønder". Jo, det var tider. Alt var dog ikke idyl i præstegården. I Kirkehistoriske Samlinger, 1942-44, s. 109-114, fortælles om sognepræst Johannes Siverod, som kom til Gentofte 1762, ragede uklar med degnen og forfaldt til druk. Han blev endda observeret i København med "opstølpede og af gadeskarn besølede præstekjole". Forargeligt! Ifølge ODS betyder opstølpe (opstylpe) opsmøget. Han kom heldigvis senere på ret kurs.

Dette er det andet sparsomme levn fra den gamle Gentofte Landsby. Og ligger på Fiskebakken. Nydeligt ser det ud.

Dengang kunne kongen overlade hele landsbyer som Gentofte, Ordrup og Vangede til fx Grev Bernstorff,  i 1764 og overdrage dem til deres lystgård/landsteder. De 40 familier omtaltes som fattige, nogle endda "forarmede". En anden Bernstorff var en af de første i Danmark som fandt ud af at frie bønder arbejdede og producerede mere end slaver, dvs. fæstebønder og hoveri. Så måske dansede Oehlenschlägers bønder virkelig?

Landstederne ser ud til at være springbræt for de næste 150-200 års konsolidering af Gentofte som de riges bydel. De fattige isoleredes i Vangede, som Dan Turell er kommet til at stå som eksponent for. Det er ikke nyt. I Kongelige rescripter, resolutioner og collegialbreve nævnes i 1785 (s. 321) at sognepræsten Høegh har opfordret grev Bernstorff om at der oprettedes i en skole i Vangede, fordi der var en fierdingvei  (1/4 mil = 1883 km) til Gentofte, men de 14 gårde i Vangede er ikke nok til at finansiere den for de mangfoldige huse.

Visse lokaliteter i verden synes at blive omgærdet med mystik og dragende vemod. En sådan synes Capri at være. En rigmand skulle være blevet inspireret af huler på Capri til at lave dette ejendommelige anlæg i sit have. Som nu er i Gentofte Park. Om man kan lide det eller ej, er vist en smagssag. Og om han ville have brudt sig om at forbipasserende - løbere, hundeejere eller bare Vandringsmanden - sådan bare gloede på hans kreation, det kan man tvivle på.

Parken er gamle haver tilhørende tidligere landsteder. Bl.a. den eksotiske grotte ned mod søen. Her skal efter sigende en for længst glemt landstedsindehaver have lavet den efter forbillede fra Capri, som han havde besøgt under en rejse. Jeg husker Capri fra barndommens Giro 413, Four Jacks (1960)... du-bi du-ah. Nu kan den høres i en moderne version med Jesper Asholt, Jesper Lohmann, Stig Rossen og Keld Heick. Akja. Tiden går ...

På vej hjem gennem Utterslev Mose fanger jeg et motiv som viser vejret denne vinterdag: Det er klart, og man kan se rigtig langt. Her står Bellahøjhusene to kilometer væk klart i horisonten. God weekend til alle.

Hareskovvejen med Bellahøjhusene i baggrunden. I al sin grimme gråhed skærer motorvejen sig skånselsløst gennem Utterslev Mose.

Miljøministeriets plan for Brobæk Mose og Gentofte Sø. 2009
Fugleobservationer ved Gentofte Sø og i Brobæk Mose 2007. Detaljeret oversigt.
PDF-fil om Gentofte og Vangedes historie (7 sider), 
Gotfredsen: Gentoftes historie, uddrag om Middelalderen.
Cykelruter i Gentofte. PDF, 53 sider.

Vestskoven, del 2

Min første tur til Vestskoven blev i nogen grad præget af tidnød og den kendsgerning at Naturstyrelsens kort ledte mig på vildveje så jeg brugte en del tid i den østlige del. Udrustet med denne erfaring kunne jeg gå lige til sagen, altså med linie 166 til Oxbjergvej.

Herstedhøje revisited, dog her på tilbageturen ved fodboldbanen. Mange stier fører til toppen.

Jeg genser endnu engang Herstedhøje, og får her den tanke at ordet Vestskoven egentlig ikke er et særligt passende ord. En skov burde være et sted hvor man kunne opleve 'suset'. Dette specielle fænomen når blæsten suser gennem træerne. Og det kan man altså meget få steder i Vestskoven.

Der kan tilsyneladende ikke fås nok af motorveje. Her skærer motorvejen sig tværs gennem Vestskoen, nu med et spor mere i begge retninger. Som dybe sår snitter de sig igennem området og skaber et lydhelvede som kan høres langt væk.

Dette er ikke nogen kritik af Vestskoven. Det er et dejligt sted. Men den er bare ikke nogen skov. Den er så så mange andre ting: Park, agilitybaner for mennesker med BMI- og konditalstabeller, marker, landsbyer, institutioner, moser - og områder med træer. På den måde minder den mere om Central Park i New York, som jo forøvrigt også har en skov.

Her ved Trippendal skovfogedsted tæt på Herstedhøje ligner skoven en 'rigtig' skov, bl.a. med store flotte nåletræer. Men der er noget der ikke stemmer, og det er lyden fra Motorring 4.

Skoven rummer også landsbyer som fx Risby. Den må være den mest anonyme, for nu at sige det pænt. Jo, der er de sædvanlige små stråtækte huse, en halv snes hvis man ellers kikker godt efter dem, og så en meget stor gård med årstallet 1867. På vej derud ad Østbakkevej går man langs et gammelt stengærde. Bag det er der en sportræningsbane for max 10 hundeførere. Ordet giver i øvrigt ingen hits på Google!

Vikingelandsbyen ved Risby, set fra brændeskuret. Det er stort set det. Udover disse bygninger er der en tilsvarede den lave i forgrunden samt en lade. Her kan børn og voksne i sommerhalvåret bo og leve sig tilbage i vikingetiden.

Men Risby har også Vikingelandsbyen. I jernalderen var vandstanden ikke som i dag. Faktisk går man rundt på gammel havbund i det meste af Vestskoven. Og jernalderlandsbyerne for 6.000 siden er anlagt ved daværende kyster. Her anlagde de gamle bønder marker, byggede broer over vandskel osv. Vikingelandsbyen er beboet fra marts måned, så her i januar behøver jeg ikke som enlig vandrer vise hensyn til 'beboerne'. Og husene er aflåst. Men brændeskuret giver god ly for regnen. Landsby er et stort ord, synes jeg. Det er tale om et større langhus og nogle små skure samt en lade.

Ledøjevej er en af de mindre veje som gennemskærer Vestskoven. Men ikke desto mindre tilsyneladende også en af de farlige. Her ligger i hvert fald i vejgrøften et synligt bevis på at der er hjorte i Vestskoven. Jeg så nu kun dette. Og det havde det ikke særlig godt.

En stor overraskelse er bakken ved Tinghøj. Det er slet ikke omtalt i Naturstyrelsens folder. Tinghøj  er en bronzealderhøj med en klynge træer på Men bakken tæt på er meget stor, faktisk tror jeg at den fuldt ud måler sig med Oxbjerget. Desværre er den overgroet med krat, så overblik og udsyn blegner lidt. Mens jeg går rundt på bakken, tror jeg at det er bronzealderhøjen, og jeg bliver imponeret. Indtil en nærmere granskning på internettet afslører at den er endnu et af fortiden affaldsbjerge, nemlig Risby Losseplads. Godt nok lukket i 1981, men den vil ifølge kilden forurene grundvandet i de næste 50-100 generationer.

Det er lykkedes Vandringsmanden at lokalisere højlandskvæget. Her ved Lindegård. En moderne gård med store lader. De kigger nysgerrigt på fotografen. Og længere nede af vejen, på Naturskolen, er der geder.

Tæt på Tinghøj afsløres det så indirekte hvorfor jeg ikke har set noget til det højlandskvæg som ellers pryder folderens forside. Og hvis afkom skulle være eftertragtet over det ganske Europa. De er nemlig staldet op i Lindegården et par hundrede meter øst for Tinghøj.

Kringelstien 'kringler' sig gennem skoven. Bort set fra at navnet kan være poppet, så er stien en af de mere sjove og smukke at bevæge sig på.

Efter Naturskolen støder jeg til Kringelstien, som er en af de mere sjove stier i Vestskoven. Målet er nemlig Harrestrup Mose som ifølge folderen er kendt for sit fugleliv. Det er der nu ikke meget af, så jeg haster tilbage til Oxbjergvej for at fange 166. Jeg finder endelig Finlandiastenen, godt skjult inde bag nogle træer, og da jeg bevæger mig gennem vildnisset, flygter en hare, såmænd. Hvorfor finnerne i 1967 fragtede stenen helt fra Finland, forbliver en gåde.

Her er så stenen som finnerne fragtede hertil som gave til Vestskoven i 1967 og overdraget af den finske præsident.

Ved busstoppestedet opdager jeg at kiosken faktisk har åbent! Og den tilbyder såmænd varm kakao. At dømme efter bilerne på parkeringspladsen, er dette stedet hvor folk (hvem de så er) tager hen og mødes.

Jeg troede ellers at kiosken var lukket for vinteren. Men der tog jeg fejl. Den er åben, der er lys, og der serveres varm kakao. Og parkeringspladsen er godt fyldt op denne fredag eftermiddag ved Oxbjerget.

Der er masser af steder jeg ikke har fået besøgt i Vestskoven efter disse to mammutture. Men jeg tror jeg vil vente til det bliver lidt varmere.
 

Folder fra Naturstyrelsen, 2012.
Folder om Frederikssundsmotorvejen. 2011.
Naturstyrelsen. Løberuter i Vestskoven.
Kroppedal Museum, Ole Rømers observatorium.(2002)

Vådt nytår!

Nytårsdags tema må vist være "vådt". På min vej langs Harrestrup Å mod Ejby Mose er mindst halvdelen af de jeg møder, udstyret med dåseøl. Formentlig ud fra det gamle, men ikke desto mindre fejlagtige, husråd imod tømmermænd pga for mange våde varer: Tømmermænd skal bekæmpes med øl og en gåtur. Gåtur og gåtur er måske så meget sagt. Flere af grupperne ligner mere Monty Pythons sketch om de olympiske lege. (Disciplinen Marathon for Incontinents ....).

Hækken ind til dette fritidshus tæt på Vestforbrænding formelig sopper i vand. Der ligger en kajak inde i haven. Måske er ejeren forberedt på situationen?

Men der er vådt derude. Det kan ses i fritidshusenes haver, flere af dem er oversvømmede. Det kan ses i åens vandstand ... den er næsten oppe ved det grønne område som vist nok markerer det højeste. Og det kan mærkes på stierne som nærmest er som at gå i brunkagedej.

Der er for alvor gang i Harrestrup Å for tiden. Vandet strømmer lystigt af sted, og selv om den ikke ligefrem er ved at gå over sine bredder, så er vandstigningen i forhold til tidligere til at få øje på.

Det skulle ellers have været en kort tur. Det har regnet hele dagen, og jeg havde regnslag med. Så forventninger var ikke de store. Men heldet står åbenbart den kække bi (det foretrækker jeg i hvert fald at tro). Pludselig klarede det op ved halvto-tiden, og så var det for fristende at fortsætte ud til Ejby Mose. Den ligner sig selv, skal jeg hilse og sige.

Godt nytår, igen. Det er vådt derude! Hvis det kan trøste nogen dagen derpå.