Herlevhuse

Vinteren afslører hvad sommerens blade og buskads har gemt. Fra Kagsåstien kan man  om sommeren skimte nogle små røde, gule og grønne huse. Men de ligner nu mest forvoksede kolonihavehuse. Og hvis man ikke lige ved det (det vidste jeg fx ikke før i går), så er det faktisk nogle byggehistorisk ret interessante huse. Hvis man skulle få lyst at at - man kunne næsten sige forvilde sig - derop, vil man opdage at de er en hel (lands)by deroppe på bakketoppen. Og at det er helårshuse.

Et vy fra Meteorvej fra toppen af bakken mod øst viser hvor vi er i verden. Bagest den lige linje fra Motorring 3. Dernæst kan man lige skimte tagene på Kagsåkollegiet. Hvad man ikke kan se, er Kagsåen bag ved bygninger for enden af vejen. De gule huse til højre er så nogle af Herlevhusene.

Dette for mig upåagtede område er Herlevhuse. Det ligger bogstaveligt i skyggen af et andet meget mere iøjnefaldende byggeri, nemlig Danmarks største bygning, Herlev Hospital. Ifølge Kroppedal Museum blev Herlevhusene opført 1948-50. Grunden er i alt 235.000 m2. Herlev Hospital kom først til 1966-1976.

I baggrunden tårner Herlev Hospital sig op. Selv som her set fra det fjerneste hjørne af Herlevhuse synes det uhyggelig tæt på. Og det kan ses overalt i bebyggelsen. På nært hold kan man godt se at det er elementer og ikke mursten husene er bygget af.

Det drejer sig om 300 huse. Og de er bemærkelsesværdige ved at det er et af Danmarks første elementhusbyggerier. Med andre ord, det var startskuddet til det senere massive betonbyggeri generelt i Danmark. Slut med mursten, ind med betonelementer. Og som pjecen skriver, i princippet kunne 2 ufaglærte arbejdere til at opføre et hus. Elementerne blev i starten støbt direkte på stedet, senere et stykke derfra.

 Ulig meget nyere betonbyggeri (fx Ørestaden på Amager) bugter alle vejene sig. Det drejer sig om ca.7 "tværveje" og 2-3 "langveje". Det understreger også at de ligger på en bakketop. De har alle navne efter sten- og jernalderfænomenter: Jættestuen, Hellekisten, Døllevangen, Langdyssen, osv.

Som så mange andre byggerier i Storkøbenhavns historie var den oprindelige tanke at opføre nogle billige arbejderboliger til aflastning af lejekasernerne. Denne gang for Nørrrebro. Men de endte som eftertragtede boliger med lange ventelister.

Herlevhusene har egne selskabslokaler, men ellers er der ikke så mange fællesfaciliteter, udover de små parker og anlæg.

I dag er de ikke sådan lige til at få fat i. Det er forståeligt. Husene er charmerende set udefra. Jeg har ikke kendskab til hvordan de holder sig indvendig. De er måske nutidens pendant til Brumleby, Kartoffelrækkerne og byggeforeningshuse. Og ligesom disse er de pionertiders undtagelser på hvordan huse kunne have set ud, hvis ikke masseproduktionen tog over og skabte moderne betonghettoer. Jævnfør Nørrebro. De blev enlige svaler.

Motiverne hober sig op, når man går rundt i Herlevhuse. På trods af at husene ved nærmere eftersyn er ret ens, syner de ikke som sådan. De bugtede veje, de forskellige haver og det kuperede terræn gør sit. Man fristes næsten til at give japanske havekunstnere ret når de påstår at der ikke må være rette linjer i haver: Onde ånder kan kun bevæge sig på rette linjer, de hader buede stier. Ok, bortset fra det med de onde ånder, så er der vel noget om det.

Cowboy i mosen! Og Brønshøjholm

Det er ganske vist. Nogle kælkere så en cowboy i Gyngemosen tæt på Høje Gladsaxe i dag! Det var i hvert fald umuligt at overbevise dem om at Vandringsmanden ikke er cowboy, så jeg måtte gå videre, overbevist om at drengene nu vil fortælle begejstret om deres oplevelse. Det virkede faktisk som det var 'større' end selve kælkningen. Folk ser det de gerne vil se, og indrømmet, sandheden kan nogen ganske være lidt trist set i forhold til hvad man kunne forestille sig den var. Børn kan tro på nisser og julemanden - og nu en cowboy i Høje Gladsaxe, voksne på engle, kosmiske kræfter eller at Noahs ark ligger på et bjerg i Tyrkiet.

De kælkende børn mente bestemt at Vandringsmanden måtte være en cowboy. Det var umuligt at overbevise dem om andet.

Mosen ligger ellers stille hen en dag som denne. Der er ingen vind, sneen pynter gevaldigt op og giver de visnede blomsterstande et nyt (kunstigt) liv. Det er også blevet nemmere at bevæge sig rundt uden for stierne, fordi vandet mange steder er frosset til is, så man ikke synker i den bløde mosejord.

Idyllisk ser det ud, og idyllisk er det. Store sivskove med sne på. Sart og skrøbeligt lys. Og sneen synes også at lægge en dæmper på trafiklarmen.

Der er stadig meget liv i mosen, hvis ellers man kigger godt efter. Krager, skader, duer og gråspurve er der masser af. Men hvis man står lidt stille, vil man også kunne se rødhalse, musvitter og andet småkræ som jeg ikke kender navnene på. Igen fik jeg ingen billeder. De er ganske enkelt for hurtige til at smutte væk.

En duekoloni slapper af mellem strabadserne med at overleve kulden. I sikker afstand fra jordens farlige rovdyr

Der er også noget så ordinært som en sort kat. Men med en mærkelig opførsel. Den har lagt sig på en våge midt ude i en lille mosesø. Og den har ikke i sinde at flytte sig da jeg kommer nærmere.

Hva' katten laver den der? Den ligger på en lille våge. Måske er der lidt varmere der end på selve sneen, men alligevel. Det må da være hamrende koldt. Den ser nu også lidt trist ud, synes jeg.

Hist hvor vejen (Mosesvinget) i Utterslev Mose slår en bugt, og gemt væk bag Hareskovvejen og Brønshøjholm-bakken ligger der et lille stråtækt bindingsværkshus så smukt. Det fungerer i dag som gartnerkontor og toilet. Ifølge Vej og Parks folder om Utterslev mose, var den indtil 1932 den ene af længerne i gården Brønshøjholm. Holm fordi den dengang lå på en halvø (holm).

Den meget smukt istandsatte tiloversblevne længe af den tidligere flerlængede gård. Folderen fortæller at oprindeligt var her en holm (halvø). Dengang var der hverken gas eller elektricitet. På billedet i folderen (fra 1925) er der sågar en storkerede med to storke! Og de ser levende ud.

Pjecen oplyser desværre ikke om hvor gammel den er. Men den ser nyistandsat ud, med frisk stråtag og pænt malet. Sammen med  nabohuset, Restaurant Mosehuset, er området vel det i Utterslev Mose som kommer tættest på "masseturismens højborg". Om restauranten fortæller internettet at den er under tvangsopløsning. Så vidt masseturismen.

Terneøen kan lige skimtes ude i mosen til venstre, over halmballerne. Det er kun ca. en tredjedel af øen der kan anes. Den er ret stor, og når den først er etableret, kan publikum beskue fuglelivet fra fugleudkigstårnet, umiddelbart til højre uden for fotoet.

Ud for bistaderne og fugleudkigstårnet sker der ting og sager. Masser af halmballer og en gravko. Ballerne skal transporteres ud til Terneøen. En oplysningsseddel fra kommunen fortæller at øerne i mosen er ved at være eroderet væk af vind og vejr. Så nu er kommunen i gang med at fylde dem op med halmballer og egeflis. Det sker så at hættemågerne kan finde egnede ynglesteder. Hættemågerne, det er dem som i sin sted skrigende fulgte efter Storebæltsfærgerne. Hvis nogen ikke ved hvad en hættemåge er.

 I mosen er alt fredeligt, sneen lægger en dæmper på alting. Og alting emmer nærmest af fred. Set fra mosen ser selv byen og etagebyggeriet hyggelig ud, indpakket i sne på tagene.

Og så skylder jeg måske også lige at afsløre hvorfor de kære børn måske kunne opfatte Vandringsmanden som en cowboy.

Nysne

Det er ikke nogen overraskelse at det første snevejr ramte Husum i dag (Med mindre du da har sovet til langt ud på eftermiddagen). Allerede fra morgenstunden. Og så var der næsten ingen vind.

Pensionisthaverne ved Muldager er for længst forladt af beboerne. De går glip af denne vinterlige idyl.

Sneen har fået lov til at ligge på grenene. Nysne er en særlig oplevelse. Og den bliver sjældent genudsendt: Måske blæser det i morgen så grenene igen hænger bare, måske er det tøvejr så sneen bliver hård og umedgørlig. Måske bliver sneen farvet brun og ser beskidt ud.

Vestvoldens vandgrav har et ganske tyndt lag is på. Men det er selvfølgelig svært at se på afstand og minimeret til et billede.

Men lige nu ligger den der. Fin, ny og uberørt af vind, dyr og ælde. Mere er der egentlig ikke at sige om det. Den skal nydes.

Et klassisk motiv: Spejlbilledet! Her dobbeltkaponier XXI mellem Frederikssundsvej og Mørkhøjvej. Den er ved at blive sat i stand. Den har ellers været helt groet til af flagstangshøje træer. Nu er væggene renset af, og det bliver de forhåbentligt da ved med at være.

Jeg prøvede at komme på tæt hold af rødhalsene, men det lykkedes ikke. De var for hurtige. Så det blev desværre kun til en flok ænder. Rap!

 

Rap rap. En flok ænder venter måske på mad ved broen over voldgraven mod Tingbjerg.