Ejby Mose

Det har været frost. Græsset og planterne har rimfrost på denne årle morgen. Den klare luft får desværre også lyden fra morgenmyldretrafikken på Frederikssundsvej, Motorring 3, Ring 2, Ballerup Boulevard og hvad de ellers hedder til at gå klarere igennem. Men hvis man er i stand til at abstrahere fra den infernalske larm, ser det ganske idyllisk ud kun ganske få skridt fra Motorring 3.

Rimfrosten hænger stadig i græsset og planterne ved den lille Viemose Park, kun ca. 50 meter fra Motorring 3 på vej mod Harrestrup Å. Gad vide om bilisterne ved hvad de går glip af?

Jeg opdagede Ejby Mose på vej mod Smedebæk Bro sidste søndag, og det lød meget landligt. Turen er næsten lige så lang, så jeg har klog af skade medbragt noget smoothie. Selv om der ingen vind er, er det meget koldt "Så man må gå sig varm". Men tykkere handsker havde nok været at foretrække. Luften er ualmindelig frisk og  sammen med kulden, frister det til at gå rask derudaf. Overalt har mosekonerne gang i deres bryggen. Jeg spejder efter om der er elverpiger, men forgæves. Og det er for lyst til at lygtemændene tør vove sig ud.

Gad vide hvad det er mosekonerne brygger her ved Sømose Å og Vestforbrænding. Billedet yder slet ikke det helt betagende syn nogen retfærdighed.

Ejby Mose (den der ligger i Glostrup, ikke de andre på Fyn og andre steder) er nu ikke en naturlig mose. En planche på rastepladsen fortæller at før 1935 var her tørvemose, og den forsynede Ejby med så mange tørv at landsbyen var selvforsynende. Så begyndte folk at hælde affald i mosen, og 1935-1972 var den en decideret losseplads. Herefter (da Vestforbrænding blev bygget) udgravede man mosen ud som naturpark!

 Ejby Mose er nu en naturpark, og man bør unde sig selv den fornøjelse at abstrahere fra at tænke på at de mange bakker i områder faktisk er lavet af næsten 40 års husholdningsaffald og byggematerialer. For bakkelandskabet er ganske flot at se på.

Så hvad der er naturligt og kunstigt her, kan diskuteres. Fx er den store bakke skabt af husholdnings- og byggeaffald.Af planchen fremgår også at der ikke er overladt noget til tilfældighederne. Planterne er nøje overvåget så kun 'naturligt forekommende' moseplanter får lov til at gro her. Jeg kan se at der bl.a. bliver gjort en hel del for at fjerne bjørneklo, der ellers er meget udbredt langs Harrestrup Å.

Udsigten fra toppen af den bakke som ligger tættest på Vestforbrænding.

Planchen reklamerer med at der skulle være en ganske imponerende udsigt fra den højeste bakke i mosen. Jeg vælger en af dem, desværre den forkerte, for toppen er helt overbegroet med træer, og ingen udsigt. Til den ene side har man nærmest på fornemmelsen man står på en balkon på Vestforbrænding. Men gennem en sprække i bladdækket kan jeg dog ane mosen langt nede.

 En forfrossen hejre står ved siden af den befærdede sti. Den hummer sig kun nødigt, og flyver strategisk samme afstand bag ved mig. Jeg når desværre ikke at få et billede af den, da den flyver forbi i kun ganske få meters afstand.

Mosen har et ganske rigt dyreliv, og der ser også ud til at bo mennesker her. Der var dog ingen hjemme herunder.

 Der var ingen hjemme. Og jeg har ikke megen lyst til at vente på at beboeren kommer tilbage. Helt ærligt tror jeg heller ikke at vedkommende ønskede besøg.

Ejby Mose er så stor at det ikke kan lade sig gøre at udforske alle ender af den denne morgen, men det er afgjort et sted som jeg ikke har besøgt for sidste gang. Også et oplagt sted for kondiløbere, med det meget varierende terræn. Men der er dog ingen denne morgen. På vej hjem passerer jeg lige endnu engang det hul de er ved at grave ved Kagsmosen til at aflaste for ekstremregn.

 På udturen er det endnu så mørkt at de har tændt lys for at oplyse arbejdspladsen. På vej hjem er solen imidlertid stået højere op, og de flittige arbejdsfolk er i fuld gang.

I dag fredag er der endog arbejdere her. De er nået rigtig langt. Og de laver mystiske ting i bunden af hullet, som man vist skal være fagmand for at forstå hvad er for noget.

Smedebæk Bro

Jeg har gået og glædet mig til en tur til Smedebæk Bro. Ikke så meget for at se broen. Bevares, der er da hyggeligt, men fordi turen går langs den del af Harrestrup Å som ikke er tæmmet. Den har i hvert fald tilsyneladende fået lov til at løbe 'naturligt' og gro til. Hvis man da kan bruge ordet 'naturligt' om noget der ligger midt inde i en by. Der er mange planer om genopretning af åen. Men jeg kan nu ikke se at der er sket det store hvad angår selve åen. Og da slet ikke på den strækning som er tæt på Herlev.

Bag Vestforbrænding skifter stien side. Og fra broen er der et godt udsyn over selve åen. Her løber den mod Glostrup og Smedebæk Bro, med stien på venstre side.

Der er mere end 12 kilometer frem og tilbage. Min hidtil længste tur. Men vejret er godt. Solen skinner, og det er næsten ingen vind. Det er noget koldt, omkring 8 grader, men det gør ikke noget når først tempoet har fået kroppen varm.

 Udsigten til den anden side (Mod Rødovre) ser lidt mere civiliseret ud. Som det ses, er åen ikke tæmmet, ligesom efter broen i baggrunden. Og hvis du lukket højre øje, kan du abstrahere fra Vestforbrænding.

Bag Vestforbrænding venter belønningen så. Her begynder en strækning langs åen, som er meget smuk. Man kan stort set ikke høre vejene. Og hvis du måske føler trang til at lette benet, vil du måske opdage at du står midt i et slåenkrat.

Et atypisk udsnit af åen. Fra stierne langs åen er det faktisk ikke til at få øje på selve åen. Ofte er den skjult af tæt krat, træer og højt siv.

Fra broen over åen bag Vestforbrænding er der et godt indtryk af selve åen. For på stien langs åen kan man faktisk ikke rigtig se åen. Den er dækket af krat og vandplanter. På et stykke af vejen kan man høre haner kykliky'e. Fra tidligere ture ved jeg at det skyldes en hel by af hønsehuse. Jeg ved ikke rigtig noget om disse hønsehuse, men de har ligget der i al den tid vi har boet i Husum

Bare gå efter lyden. Den umiskendelig lyd fra haner kan høres kilometerlangt væk. Hønsehusene er meget kunstfærdige. Og de ligner lidt en kolonihaveby. Men nettene afslører at det ikke er mennesker, som bor her.

Der ligger (eller lå?) også nogle nedlagte frugtplantager tæt på Smedebæk Bro. Men så langt kan jeg godt mærke at benene ikke rækker i dag. Jeg vender rundt, og går samme vej tilbage.

Fliserne på stien langs den tæmmede del af Harrestrup Å har bl.a. forsøgt at lægge låg på denne svamp af ukendt herkomst og navn. Umiddelbart foran har menneskets bedste ven markeret sit territorium over for denne indtrængen på flisebelagt grund. Den ser nærmest helt forstenet ud, som den ligger der.

Den sidste kilometer hjem er tung. Jeg har vovet mig ud på alt for lang en tur. Alt i alt over 12 kilometer, og selve turen har vel taget lidt over 1½ time. Dvs. en snitfart på omkring 8 km/t. Jeg havde ellers højtideligt lovet ikke at presse mig selv. Men så skete det altså alligevel.

Mileparken og Skovlunde Bypark

Egentlig var det meningen at jeg ville tage Sømose Å nordpå, i stedet for sydpå som forgangne weekend. Men det har regnet hele natten, og jeg havde ikke regnbukser på. Tanken om at bane sig vej gennem meterhøjt vådt græs, fik mig til at tage Plan B i stedet for. Nemlig fortsætte ud af Mileparken til Skovlunde Bypark, som på Kraks kort er det pænt stort grønt område.

Det var egentlig hensigten at jeg ville prøve at forcere Sømose Ås venstre bred ud mod Sømosen, men i det fjerne skimtes meterhøjt vådt græs, og jeg vil ikke udsætte mit helbred for det.

Parken byder dog ikke på de store vandreoplevelser, med mindre man er til agility-øvelser op og ned af den samme bakke i en uendelighed. Udsigten er ikke engang noget særligt fra toppen af bakken. Den må vel betegnes som for hundeejere og småbørnsfamilier. Ikke nogen kritik af det, blot til advarsel for vandrefugle.

Her er udsigten fra højen i Skovlunde Bypark. Meget mere har parken ikke at byde på. Der er en lille sandkasse for børn og en pergola med et halvt tilplantet bed foran. Det er sikker helt fint for lokalbefolkningens hundeluftere og småbørnsfamilier - dem var der allerede mange af her en årle torsdag morgen.

Vejene derud er heller ikke særlig spændende. En af dem er Ballerup Boulevard som er et stort trafikinferno, en anden er Mileparken som på hverdage også er ret trafikeret.

Fortovet langs Ballerup Boulevard er helt overgroet med græs, og busken hænger langt ind over det. Det kan jeg egentlig godt forstå. Hvem pokker går dog tur her? I baggrunden Vestforbrænding. Vejen lagde navn til en udmærket forstadsfilm fra 1986.

Mileparken er værd et besøg, måske bedst i stilfærdige weekender. Vejnavnet har også givet navn til et stort industriområde med snesevis, hvis ikke hundrede små og mellemstore virksomheder. Hvis du googler Mileparken, vil du hurtigt opdage at der kommer side efter side med virksomheder. Kedeligt, ville nogen måske mene. Men tænk på at de industribygninger som er på Christianshavn og Holmen nu er nogle af Københavns mest prisbelønnede og dyreste boliger.

Her er en af de industribygninger som jeg godt kunne forestille mig om nogle årtier, måske århundreder kunne bruges til fx et plejehjem eller sidste stop for senildemente. Eller nogle penthouselejligheder til outrerede fremtidige yuppier. Hvem ved. Billedet er ikke fra i dag, men i søndags.

Mileparken kan ikke på samme måde hamle op med gigantbyggerier på Holmen. Men netop de små unikke kontor- og fabriksbygninger kunne måske engang ende som Holmen eller Christianshavn. Bygninger som for hundrede år siden jo også i arbejderlitteraturen er beskrevet som dystre og mørke. Det kan man ikke sige om Mileparken.

Her så et kik ned ad vejen Mileparken. På hverdage er der en del aktivitet når virksomhederne holder åbent. Hvis du ikke kan klare biltrafik, så kom i weekenderne. Da er kvarteret stort set mennesketomt.

Så skulle jeg måske også lige nævne at dette var debut for vandringshatten fra Spejdersport. Jeg fik et tilskud fra kollegerne i Solvang til mit 25 årsjubilæum på  biblioteket sidste mandag. Her poserer jeg på kontoret for Sune.

Vandringsmanden prøver her vandringshatten for første gang på kontoret. Det er Sune, som står for eviggørelsen.

Hatten viste allerede sit værd, eftersom den effektivt holdt briller og nakke fri for en ubehagelig byge. Der er lidt glad sydtysk tyrolerstemning over den, synes jeg. Selv om det er en amerikansk Stetson.