Herlev

Årets korteste dag. Året er blevet gammelt, men Herlev er historisk set ung. Mod øst afgrænset af Kagsåen, mod nord af Tibberup Å og mod syd af Sømose Å

 

Centrum af Herlev Landsby lå her ved gadekæret. Kirkens ældste dele er fra 1400-tallet, det gule er Hjulmandens Hus (1814) og et hvidt hus (1924). Men ellers er gårdene der lå rundt om kirken, forsvundet og markerne bebygget.

Herlev af i dag er historisk set ung. Mod øst afgrænset af Kagsåen, mod nord af Tibberup Å og mod syd af Sømose Å. Herlev af i dag er uigenkendelig fra Herlev for 50 år siden. Og for 100 år siden var den endda så lille at den indtil 1909 hørte under Gladsaxe Kommune. Der er produceret en film på YouTube som (hvis man ellers kan holde speaken ud) viser hvordan kommunen så ud i midten af forrige århundrede: Livet på gårdene - enkelte ser noget forfaldne ud, menneskene, Herløv Kro og dens have, hestevogne. Og begyndelsen til nutidens Herlev. Arealmæssigt Danmarks tredjemindste kommune (ca. 12 km2), men den 20. mindste hvad angår indbyggertal (o 28.000 indbyggere). For med 2.300 indbyggere pr km2 er Herlev befolket betydeligt over landsgennemsnittet..

Herlev Station er en af de oprindelige stationer på Frederikssundbanen fra 1879 og det første vidnesbyrd om urbaniseringen. Den blev placeret ca. 500 meter syd for Herlev Landsby og fortrinsvis beregnet på godstransport. Men stationsby blev Herlev aldrig. Der skulle gå yderligere 70 år som landbrugsområde.

Det er rimelig enkelt at se hvor gammelt byggeriet er i Herlev. Fra de "helt gamle dage" er der stort set intet andet tilbage end kirken, Hjulmandens hus og Herlev Kro (omkring 1863) i bymidten. Gårdene lever videre i navnene, fx i byggeriet Herlevgård som er opkaldt efter gården af samme navn som lå der før. Fra de knap så gamle dage er der stadig et par gårde: Bakkegård, Klausdalsbro, Kildegården m.fl., og de ligger alle nord for Herlev bymidte. Gammel Klausdalsbrovej har enkelte og spredte ældre bygninger som dog helt drukner i alt parcelhus- og rækkehusbyggeriet. Stationen (1879) medførte ikke rigtig nogen udvikling som stationsby.

Bakkegården er som gårdene er flest i Herlev. Den halve snes som stadig er tilbage. Der er garanteret ingen vagabonder på Bakkegården. Og oplysninger om gården er heller ikke lige til at finde.

I 1906 var Herlev dog vokset så meget at der kom en skole, Herløv Kommuneskole. Udvidet 1931 og 1950 (gymnastiksalen). Så gik det også stærkt: Engskolen måtte opføres som en midlertidig skole, og den eksisterer stadig!

Højbjerggård blev opført ca. 1 km vest for Herlev midt ude på landet, med marker så vidt man kunne se. Sådan er det ikke længere. Nu ligger bygningen omkranset af Herlev Gymnasium og parcelhuse.

Vildfarne Børn

I 1916 fik Herlev landsby og gårdene selskab af en statelig bygning, Højbjerggård som på en stilfærdig måde fortæller en 100 årig historie om sociale problemer i Danmark. Bygningen opført for Kirkelig Forening for Vildfarne Børns Redning. "Vildfarne" betød kriminelle, for den kriminelle lavalder var dengang 10 år, og det var måske lige i overkanten at anbringe sådanne i Vestre Fængsel hvor behandlingen var rå. Fra 1948 skiftede stedet funktion til at resocialisere unge piger. Og foreningen skiftede navn til Kristelig Forening for Børneforsorg. Ældre husker mest stedet som "pigehjemmet". Unge piger fik det bedre. Så i stedet blev det specialhjem for narkomaner 1969-1977. Herlev Kommune var i mellemtiden vokset rundt om hjemmet og overtog det i 1977 hvorefter man oprettede et voksenuddannelsescenter. Herlev Ungdomsskole flyttede ind i 2002.

Hvis huse kunne tale, ville Herlev Bygade 41 fra 1920 have adskilligt at fortælle. Her har været købmand, tøjforretninger, restaurant mm. Huset lå oprindeligt mellem to små stråtækte bindingsværkshuse.

Så gik det stærkt!

Indtil 2. verdenskrig kunne man stadig opleve blomsterflor i vejgrøfterne i Herlev der mest bestod af gårde. Men i 1935 indvarsledes bilismens komme ved at Frederikssundsvej blev udlignet og nu ikke længere gik gennem byen, dvs. nuværende Herlev Bygade. Blomsterfloret skulle der snart sættes en stopper for. I starten af 1950'erne var Herlev bebygget på begge sider af Herlev Bygade i ca. 500 meter. I Herlev Bygade 41 huserede Købmand Balle. Men der er også blevet handlet fisk, herretøj, sportstøj og restauration i huset. Og sådan er der så meget: Hvor Nykredit bank ligger, lå engang Herlev Bank. Taxa Harald, Chr. Godtfredsens Lillebil, Herlev Taxa, de er forsvundet. til gengæld holder der en park af biler med Chicago Roasthouses logo ved Frederikssundsvej.

Toggangen (Herløv Stationspark) mellem stationen og Herlev Bygade er et tidligt eksempel på urbanisering. Bebyggelsen er fra 1943, oprindelig lejeboliger, siden 1974 andelsboliger

Det startede først da der kom s-tog og med Herlevhuse og højhusbyggeriet Toftegård ved stationen i 1950 under Socialdemokratiet. Dengang forudså man ikke bilismens indtog, og husene på Toggangen (dengang Stationsvej) var ikke gearet til den tunge trafik. I dag er vejen lukket af samme grund da husene ikke kunne tåle det. På Stationsvej kom endnu en købmand. Da telefonselskabet KTAS rykkede ind på Herlev Hovedgade i 1955, var HE optaget (af Hellerup), og Herlev fik i stedet Yrsa.

I 1954 flyttede Herlev rådhus på grund af ekstrem pladsmangel ud af kammerrådens ejendom til det nye rådhus, sammen med posthuset. Det blev for trangt så der måtte opføres et nyt rådhus. Til gengæld forfaldt postfunktionen, og huset står nu til nedrivning.

De konservative stod for parcelhusbyggeri op gennem 1960'erne. Og for 50 år siden spillede the Who i byen! Sideløbende med boligerne blev erhvervskvarteret Mileparken anlagt. Da kommunen igen blev socialdemokratisk, blev byggeriet sådan et kompromis mellem parcelhuse og etagebyggeri, nemlig hvad man vist kalder tæt-lav-bebyggelse. Altså små rækkehuse, dobbelthuse og parcelhuse. Indtil alt i 1980'erne var bebygget med Hedelyngen som prop. Den nordligste del af Herlev rummer dog stadig fredede, grønne områder som Fedtmosen og Smørmosen som er behandlet adskillige gange på denne weblog. I dette område finder man også det tætteste man kan komme på store villaer, nemlig helt mod nordvest, tæt på Furesø Kommune.

Herlev Eagles? Snarere DFDS. For uden penge, ingen ishockey. Og det er pengene der bestemmer hvad der skal stå på bygningen.

Natur og sport

Herlev har masser af sportsanlæg og -haller. Det er som om man instinktivt fornemmede at det frie rum, naturen, markerne osv. skulle erstattes af et eller andet. Og det blev så sportshaller. Der er næppe noget sted i Herlev hvor der er mere end 1 km til nærmeste hal eller anlæg. De fleste er lokalkendte, men et enkelt er dog måske landskendt, nemlig Herlev Skøjtehal, hjemmebane for Herlev Eagles siden 1968. Og godt nok vejer Eagles-flaget, men på bygningen står der DFDS Seaways Areana.

Så kan det ikke blive mere Herlev! Indkøbscentret med diverse byggeri ved Gammel Klausdalsbrovej med Herlev Hospital som en grå eminence i baggrunden. Og biler, masser af biler og parkeringspladser. Godt nok blev Herlev engang kaldt barnevognenes by, men i dag er barnevognene blevet forkortet til bare -vognene.

Skoler er der en del af, men udover Sygeplejerskeuddannelsen ikke så meget videregående uddannelse. Herlev Gymnasium og HF blev etableret som forsøgsgymnasium under navnet Herlev Statsskole i 1974. I 1986 ændredes navnet til Herlev Gymnasium. Herlev Hospital kom til 1965-1977 (2005 hvis man kræver ibrugtagning).

Herlev Hospital rager 120 meter i luften og kan dermed illustrere højden af de fleste store danske bakker på en meget konkret måde. Hospitalet må vel siges at være en slags vartegn for Herlev med mange rekorder med delte meninger om hvor ærefuldt det er.

Det er svært at udpege et vartegn for Herlev. Vandtårnet var det vel engang, indtil Herlev Hospital, kom til i 1976, og det kan prale med at være Danmarks højeste bygning på 120 m. Men det typiske Herlev er de diskrete parcelhusveje, rækkehusene. Ordnede og regulerede små enheder hvor indkøb står i centrum. Hvor går man ud for at more sig en fredag eller lørdag aften? Formentlig bliver det som oftest en aften foran flimmerkassen.

Der er så meget andet i Herlev, men det er tidligere grundigt behandlet: erhvervskvarteret Mileparken, kolonihaverne, Herlevhuse, halvtredserbyggerier, Smørmosen og Fedtmosen.

Mens Herlev Bymidtes mindre butikker kører mindre godt, går det strygende for BIG efter amerikansk, enkelt koncept: Et trefløjet butikskvarter i beton med en kæmpeparkeringsplads i midten.

Der bygges nu ikke så meget mere i Herlev. Af større byggerier kunne jeg kun spotte et område nord for Gammel Klausdalsbrovej. Men til gengæld rives der så ned og bygges nyt. Seneste større projekt er fra 2016: BIG. Efter amerikansk koncept. Færre, men større bygninger. Og Herlev Bymidte står over for en gennemgribende renovering i 2018.

Bare Herlev! Et typisk scenarie fra Herlev. Små parcelhuse, eventuelt rækkehuse, i et eller to plan. Grus, asfalt, mursten, parkering.

Man kan selvfølgelig gå på biblioteket for mere litteratur om Herlev. Jeg har nu holdt mig til lokalarkivets Facebookside.

Kagså-Dalen

Kagså-dalen mellem Gladsaxe og Herlev er de sidste årtier stille og roligt gået hen og blevet et rigtig godt rekreativt "bynatur-område"

Fra bakken nord for Klausdal får man indtryk af den udtørrede Tibberup Sø. I horisonten Hareskovene. Smørmosen midtfor og Fedtmosen til venstre.

Kagsåens eksistens skyldes Tipperup Sø. Det der i dag er Smørmosen og Fedtmosen. I oldtiden sejlede folk rundt i udhulede egestammer. Ca. 1300-1673 eksisterede landsbyen Tipperup. Men så forærede Chistian 5. den til Joachim Vincentz von Hahn der ganske enkelt nedlagde den - sådan gjorde man åbenbart under enevælden, Danmarks daværende svar på nutidens militærdiktaturer. Kongen overtog området igen 1738 og beholdt mosen til jagt og tørveskær. Et godt indtryk af den nu udtørrede sø får man på bakken nord for Klausdal der nu bruges af KFUM-spejderne.

Endnu et kik fra Klausdal, denne gang mere mod nordvest til Kildegården der nu er naturcenter. En vidunderlig blomstereng med masser af blomster, insekter og andet godt i forgrunden.

Bønder

Bønderne fik efter kronens overtagelse af området i 1738 Fedtmosen som blev udstykket. I dag er der kun enkelte reminiscenser tilbage, gårdene Kildegården og Klausdal der ikke er specielt gamle, men som formentlig ligger på steder hvor der har ligget gårde siden dengang. Som det fremgår af billederne drives der ikke længere landbrug på gårdene. Men formentlig har der været kornmarker omkring dem.

Kildeplads XIV (1897). Da den blev anlagt, var det ganske langt ude på landet. Ca. 10 kilometer fra København. Og inden for et par kilometers radius kun de små landsbyer Herlev og Gladsaxe. I baggrunden Kagsåkollegiet som blev bygget 1968.

Københavns Vandforsyning

Tibberup Sø blev afvandet dels af Tibberup Å - der senere bliver til Jonstrup Å og Værebro Å, dels af Kagsåen som via Harrestrup Å og Damhussøen ender ved Åmarken. Men udover bønderne havde København også siden 1500-tallet rumsteret i området - vandforsyning! I første omgang i form af overfladevandet fra søen. I 1672 var vandstanden i søen faldet så meget at vandet løb denmodsatte vej - altså tilbage i søen! I 1722 var der blevet forbrugt så meget at søen blev til mose. Ikke desto mindre blev man ved med at forsøge at udvinde vand. Først ved at oprense grøfterne i 1786, men uden held, mosens vandspejl var allerede sunket for meget. I 1815 forsøgte man sig så igen med at oprense Kagsåen. Et forsøg med at stoppe afløbet gennem Tibberup Å hjalp heller ikke og blev genåbnet i 1820. I 1861 afsagde Højesteret dom over at Københavns Vandforsyning ikke havde ret til at udnytte vandet. Så erkendte man at Kagsåen ikke kunne levere vand til København.

Københavns Vandforsyning har både betydet at området langs Kagsåen er blevet drænet så man har været nødt til at grave åen dybere og dybere, på den anden side sikret at området ikke blev offer for den eksplosionsagtige urbaninsering fra 1950'erne.

Kunne man ikke udnytte overfladevandet, gik det bedre med grundvandet. I 1897 anlagde Københavns Vand Kildeplads XIII og 1905 Kildeplads XIV. De lå dengang groft sagt 9 km ude på landet på en øde mark. Og de fungerer stadig væk, dog  er Kilde XIII delvis lukket pga industriforuerening. Kildepladserne betød på den ene side at området blev drænet for vand, på den anden side at naturen blev forskånet for urbaniseringen.

Moseområde mellem Motorring 3 og Kagsåen som løber langs trærækken bagest. Anlægget af Motorring 3 kom til at betyde at arealet dalede i betydning som landsbrugsområde.

Motorring 3

På forunderlig vis kom Motorring 3 lige som Københavns Vandforsyning til at spille rollen som tveægget sværd for Kagsådalen. Motorringen sætter i dag sit afgørende præg på lydbilledet langs Kagsåen. Som en kraftig emhætte suser den konstant og vedvarende. Det var formentlig ikke planen da den blev planlagt og projekteret under 2. verdenskrig. Stykket langs Kagsåen blev dog først færdigt i perioden 1968-1971. Og er i dag en af de mest - hvis ikke den mest - befærdede motorveje i Danmark.

Engarealet med sø, græs og markblomster. Det sydligste område -længere mod nord anes skovområdet. Og Motorring 3 med skiltet helt yderst til venstre.

Støjniveauet er den dårlige nyhed, den gode at ådalen ned til Kagsåen i dag rummer tre rigtig gode bynaturområder, fra nord til syd: Vildvoksende skov (fortrinsvis løn, vist nok), mose og eng. Syd for Herlev Ringvej kan man opleve den helt paradoksale stemning af larm fra motorvejen - og et fantastisk fugle-, insekt- og planteliv. Hvis man vil studere vilde planter og græsser, så er der rige muligheder. Og ornitologer vil formentlig også kunne få megen tid til at gå her. "Skovområdet" har fået lov til at gro til så det i dag fremstår ret uigennemtrængeligt, selv de få trampestier der er. Moseområdet er sumpet og gummistøvler kan anbefales. Engområdet har nogle gode vandrestier. Her er både en rig blomsterflora, samt et godt udvalg af Danmarks mange græsarter repræsenteret, ind i mellem også rester fra de gamle kornmarker (rug, vist nok).

Haveforeningen Nyvang i Herlev Kommune grænser helt ned til Kagsåen i forgrunden. I modsætning til haveforeningen Tornhøj på Gladsaxe-siden af Kagsåen, som ligger et pænt stykke fra åbredden med en græsrabat og sti mellem.

Haveforeninger

Indtil 2. verdenskrig havde Kagsådalen været overladt til landbrug, formentlig bare marker og åbent landskab. Men så begyndt urbaniseringen for alvor at røre på sig. I første omgang som udslag af den københavnske arbejderklassens ønske om lys og luft. Det betød at fra øst begyndte haveforeningerne siden 2. verdenskrig bredt sig ned mod Kagsådalen. Og det fortsatte på den anden side af Kagsåen mod vest med Nyvang ind i Herlev Kommune (1952) og Smørmose (1956). Fra samme periode (1948-50) stammer også Herlevhuse som tidligere er blevet beskrevet her på Vandringsløse Tidende. Herlevhuse kan ses som et forsøg på at realisere arbejderklassens drøm om at bo permanent "på landet" i små, billige huse.

Haveforeningen Tornhøj i Gladsaxe Kommune. Afstanden til åen er væsentlig større end i Herlev Kommune (til venstre i billedet). Som det bemærkes er åen lige blevet oprenset. Og på trods af de kraftige regnskyl er der ikke meget vand i den. Selv om den er blevet dybere. 

Kagsåkollegiet

Meget symptomatisk for 1960'ernes velstandsboom og en stigende søgning til de videregående uddannelser blev i 1968 Kagsåkollegiet færdigt. På initiativ af De Unges Boligaktion, Danske Studerendes Fællesråd og Studierådet ved Københavns Universitet. De to sidste blev dog senere udskiftet med repræsentanter for Lærerstuderendes Landsråd, Studierådet ved Danske Teknika samt Gladsaxe Kommune. Kollegiet var tegnet af arkitekt Aage Hartvig Petersen.

Nyttehaver nord for Klausdalsbrovej. Jeg ved ikke hvornår de er fra.

Kagsåens lidelseshistorie er således lang: Bønder, godsejere, vandvæsen, haveforeninger, beboelse, kollegier har alle krævet at få del i kagsådalens lyksaligheder. Således at den for ganske årtier siden lignende en parodi på sig selv. Men på forunderlig vis blev noget reddet af vandforsyningen, af motorringen - og endelig af at man de seneste årtier er blevet opmærksom på andre værdier end materielle og økonomiske.

Græs er ikke bare græs, det finder man hurtigt ud af når man nærkikker på engarealerne. Jeg vil vædde på at man kan finde et betydeligt udvalg af Danmarks mange græsarter her.  Og fugle, insekter og dyr elsker sådanne områder. Det summer bogstaveligt af sol over engen!

Området har påbegyndt en ny epoke hvor man har givet skov, mose og eng lov til at brede sig. Afregningen i form af et rigt dyreliv, fugleliv, insekter og planter har ikke ladet vente på sig. Og kagsåparken, som er det officielle navn, er undergået store forandringer hen i mod at blive et rekreativt område for nutidens fortravlede bymennesker. Faktisk har jeg set en større biodiversitet på dette forholdsvis lille område end ude "på landet" hvor kulturstepperne og monokulturen dominerer!

Farvel til 2015

Ikke så meget snak. Her er bare nogle fotoer med korte kommentarer om året der gik

I 2015 var der snevinter den 22. november. Der faldt masser af tøsne hvis vægt fik tykke grene til at knække. Især tjørn ser det ud til at være gået hårdt ud over. Hvad sneen ikke knækkede helt, ordnede den orkanende storm få dage efter. Dette træ mellem Kagsåen og Motorring 3 minder om at der stadig ikke er ryddet op.

På et hængende hår lykkedes det 2015 at få fremtryllet noget bidende kulde. På årets sidste dag bragte det endda noget is med sig, her ved Kildepladsen nedenfor Herlevhuse. Omend temperaturen på årets sidste dag holdt sig en grad over frysepunktet, så gjorde blæsten at det føltes bidende koldt.

Vand har der så til gengæld været masser af, så meget at DMI har spået at 2015 måske slår endnu en vejrrekord som rekordvådeste år. Kendere af Kagsåen (her ved Kagså Kollegiet) kan se at vandstanden nærmest svulmer i forhold til hvad man plejer at se her. Og støvlelyden når man går på det gennemvåde græs fortæller også om hvor fugtigt det er.

Idyllisk ser det ud, og hvorfor er der ingen mennesker i Smørmosen. Udover et par kondiløbere og en enkelt skiløber? Det er såmænd fordi fotoer ikke gengiver den stride blæst som giver en lyst til hurtigst muligt at komme ind i varmen igen. Kun opgaven med at få taget et billede fra bakken bag Klausdal motiverer Vandringsmanden til gysende at bestige bakken.

Grønnegården i Gladsaxe ligner dd en parodi på sit navn, kun græsplænen foran ser stadig helt grøn ud. Men industrikvarteret ligger øde hen. Selv Dyna Bubbers Grill er lukket denne dag, og de brede veje er menneske- og bilmtomme. Vimplerne står til gengæld lige ud i blæsten. Og der er travlhed omkring Netto syd for Gladsaxe Fort.

Jeg har tidligere lidt frisk kaldt stien mellem Oktobervej og Novembervej for Den Navnløse Sti, men måske er Kalenderstien et mere passende navn. Selv om man kun går fra oktober til november, så krydser man også april, juni, maj, september og august, med mulighed foren smutvej til juli. Mon der engang var afsat veje til december, januar februar og marts, eller havde man simpelt hen besluttet at afskaffe vintermånederne?

Boom! Nyåret er ved at blive skudt ind. Krudtrøgen ligger tyk over Novembervej ved Pilegårdsvej, og årsagen er dette sted hvor en flok - formentlig drenge - morer sig med at tage forskud på midnatsfyrværkeriet. Få kender vel egentlig grunden til det. Men for de som bekymrer sig om den slags, har Politivennen en kulturhistorisk forklaring på skyderiet. Bemærk at man endnu ikke har fået ryddet helt op efter snefaldet og det katastrofale grenfald i november.

Gladsaxe og Bagsværd Forter

En gang om året på Københavns Befæstningsdag - i år i dag - er Vestvoldens og Nordfrontens forter åbne. To af dem ligger i Gladsaxe

 

Forbindingspladsen anno 1914 bagved Gladsaxe Fort. I dag befolket med ambulancefolk og sygeplejersker fra 11. Bataillon. Røgen bag teltene stammer fra bandager som er ved at blive kogt og hængt til tørre. Men ellers er det Hjemmeværnet der præger.

Jeg har før besøgt både Gladsaxe Fort og Bagsværd Fort, endda op til flere gange. I dag var de åbne så man kan komme inden i og se hvad der gemmer sig bag de tykke betonmure. I dag ligger forterne akavet i fredelige villakvarterer, og Motorring 3 kører forbi. Men da de blev opført for over 100 år siden da 1. verdenskrig brød ud, var her marker. Samt et par små landsbyer som Gladsaxe og Bagsværd. Man forestillede sig at fjenden ville ankomme til fods eller til hest, fx fra hvor Herlev Hospital ligger i dag, marchere ned ad bakken gennem Herlevhuse over Kagsåen (der dengang var en del mere vandfyldt end i dag) og fortsætte op ad bakken, gennem Kagsåkollegiet. Herefter ville de måske ikke engang bemærke en underlig bakke på toppen af bakken.

Ved mistanke om et fjendtligt angreb kunne en af de 100 forsvarere af Bagsværd Fort blive hejst op i denne lille elevator, løfte sig ½ meter over bakketoppen og herfra i klart vejr observere alt hvad der rørte sig i mange kilometers afstand. Herefter kunne kanoner på samme vis blive hævet op og beskyde fremtrængende soldater. Se mekanikken nederst i indslaget.

Kun en årvågen fjendtlig spejder ville få et kort glimt af en udkig der stak hovedet op for at orientere sig, eller endnu værre for fjenden: En kanon som beskød dem. Nu afslører gadenavne vest for Gladsaxe Fort om fortets nærhed: Bag Fortet, Lavetten, Patronvej og Fortvej. Men man kan slet ikke se fortet for Motorring 3.

Det kan meget vel tænkes at en eventuel angriber ville gå nord om Fedt- og Smørmosen og nærme sig København over markerne under Vibevænget. Fredelig ser det ud nu, og fredeligt har det også set ud dengang. Men i baggrunden, ved træerne, har fjenden kunnet observere en lille bakke, måske et kort øjeblik set en udkik stikke hovedet op ad bakken. Eller pludselig set en kanon skyde op af bakkens top og åbne ild. Bagsværd Fort!

Et bedre billede af ideen med fortet får man ved at nærme sig Bagsværd Fort ad Vibevænget. Her bemærker man den jævne stigning i terrænnet. Forterne var fremskudte fæstninger. Bag ved lå batterier, og den danske hær lå så klar bag ved til at storme frem når forterne havde skabt ødelæggelse og kaos i fjendens rækker.

Der er ikke mange sårede at behandle i dag, men personalet arbejder fortrøstningsfuldt på at forberede sig på et eventuelt blodbad. Der koges bandager og til venstre hænger de til tørre. Der udskænkes dog også kaffe til de mange besøgende. Alt imens Hærhjemmeværnets Tambourkorps trutter løs.

Gladsaxe Fort

Fortet blev aldrig indtaget af fjenden, men det er tydeligt at det i dag er indtaget af Hjemmeværnet. Ud over Forbindingspladsen er det nu mest grej fra 2. verdenskrig der dominerer fortet. Det fremgår også af messingsuppen. Godt nok spiller man Fanemarchen fra 1808 (i folkemunde Her kommer Jens med Fanen), men ellers er det mere sådan lidt Soldaterkammerater-lystige melodier som Liva Weels "Kammerat vær en mand" og Four Jacks "Åh Maria, jeg vil hjem til dig".

Militærmusik var vigtig dengang forterne blev bygget, ifølge folderen "Da Gladsaxe var befæstningskommune". Så meget Rigsdagen i 1911 måtte trække en beslutning fra 1909 om afskedige alle fra de 10 regimentsmusikkorps (hver på 20 mand) tilbage.

Det indvendige af fortet er blevet betydeligt ændret og tilpasset moderne forhold. Jeg snupper i forbifarten en folder fra Hjemmeværnet om forskellige formationer. Men bliver enig med mig selv om at det må jeg nok overlade til værnets medlemmer om at gå i dybden med.

Tørgraven på fjendesiden af Bagsværd Fort. Tjørn og brombær skulle besværliggøre fjendens passage. Bagest kaponieret som skulle beskyde de fjender det var lykkes at komme frem til fortet. På betonmuren stormgitteret, som er det eneste der er tilbage. På de andre forter mangler det. 1½ meter er blevet malet og restaureret. Men ellers ser det ikke ud til at der er sket noget med betonen siden sidst jeg var her. Til gengæld er beplantningen blevet ryddet, så man nu meget bedre kan se fortet.

Bagsværd Fort

Mens Bagsværd Fort stadig er slemt medtaget hvad angår afskalning af beton, så fremstår det indvendige af fortet mere autentisk end Gladsaxe Fort. Det skyldes måske at Det Danske Filminstitut indtil for nyligt brugte rummene til opbevaring af såvel "Brandfri" som "Brandfarlig Film", som der står på de mange døre. Bort set fra administrationsfløjen med spolerum, laboratorium og kontor. Her har man også bevaret en original hånddrevet elevator - den udkig jeg omtalte i begyndelsen af artiklen.

Kun lidt mere tiltrækkende end at være i en ubåd. Men sikkert et bedre sted at være i krigstid. Mandskabs- og ammunitionsrummene ligger på begge sider af denne gang. Og bærer stadig præg af at have huset Danmarks filmarv indtil for ganske nyligt. Men omvendt har det også betydet at fortets indre stadig har bevaret den krigs-alvorlige dysterhed nogenlunde intakt. Fugtigt, dyster akustik. Ingen vinduer. Mørke gange.

Fortets hovedattraktion er nok stormgitteret fordi det er det eneste der er bevaret. Området omkring fortet er ved at blive afskovet så fortets omgivelser står mere klart. Guiden fortalte også at institutionen bag fortet fraflytter så dette areal mere kommer til at ligne hvad det var en gang. I forhold til mit tidligere besøg ses tørgraven og volden meget tydeligere.

Elevatormekanik. Se elevatorstolen øverst i indslaget. Vægtstangen med vægtlodderne kan presses i bund og låses med en simpel mekanisme. En udkiksmand eller en kanon kan hejses op, alt efter formålet.

Alt i alt en fin lille tur. På Gladsaxe Fort et indtryk af verdenskrigenes uden for fortet. På Bagsværd Fort et indtryk af før-1. verdenskrigsbunkere indvendig i Fortet. Hvis læseren får lyst til næste år at se forterne indeni, synes jeg Bagsværd Fort vinder på autenciteten. Selv om man skal til Mosede Fort for at se et flot restaureret fort. Men generelt er der oplevelser overalt langs Vestfronten, Nordfronten og Tune-stillingen. Det kan ikke ses på en dag. Dertil er anlæggene alt for store og alt for spredte.

Ruten

Kagsåen. Angreb på Gladsaxe Fort over Kagsåkollegiet. Herefter ad Klausdalsbrovej og Vibevænget til Bagsværd Fort. Indtaget under anførelse af Gladsaxe Lokalhistoriske Forening. Retræte via Gladsaxe Trafikplads. I alt ca. 12 km.

Kagsåen

Bæk, grøft, rende .... alt sammen navne som passer på Kagsåen.

Kagsåen er en med lidt god vilje 6 km lang "å" som forbinder Smørmosen med Harrestrup Å. Intetsteds langs åen er det stort besvær at gå over åen efter vand. Det kan gøres med et langt skridt. Men som agility-bane i et område fattigt med natur er en tur frem og tilbage langs åen udmærket. Og kan med afstikkere gøres kortere eller længere efter behag. At åen historisk set har været et vigtigt landmærke, fremgår af at den i næsten hele sin udstrækning danner grænse mellem kommuner. Først Gladsaxe og Herlev, senere København og Rødovre. Og med alt hvad dertil hører af politisk "hvem skal nu betale" (underforstået vedligeholdelse af åen).

Midt i gyldenriskrattet løber der en række dunhammere, og de markerer hvor åløbet er. Træerne står i Smørmosen. Man kan kæmpe sig vej hen langs åkanalen til træerne, men så skal man vist have specialudstyr og en machete med. Strengt taget har jeg altså ikke set selve udspringet, men formoder at det må være en ca. 10 m inde i træerne.

I modsætning til en "rigtig" å, hvor mange bække gør en stor å, er Kagsåens udspring ret markant. Det kan stedfæstes inden for 10 m. omkring Smørmosen. Eller rettere, det kunne det indtil mosens vandstand blev sænket, for i dag løber åen den "forkerte" vej tilbage i mosen, og udspringet bliver sådan noget underligt noget omkring Klausdalsbrovej. Men jeg forsikrer at der stadig findes en kanal med de karakteristiske fortovsfliser der peger direkte ud i Smørmosen.

Haveforeningsfolket er på plads denne søndag. Dannebrog er hejst overalt. Men de syner kun små i sammenligning med Amtssygehus Herlev. Et markant pejlemærke som næsten kan ses på hele strækningen langs Kagsåen. Bemærk opgravet dynd langs bredden.

Den første del af åen vil de fleste nok opfatte som en rende. Faktisk er der slet ingen vand på denne septembersøndag - selv om vi ellers har haft regn. Til gengæld har man fjernet sivbevoksningen så man nu rent faktisk kan se selve åen. Det må være sket for nyligt, for der ligger stadig klumper af opgravet bundslam langs åen gennem haveforeningerne syd for Klausdalsbrovej. I det hele taget er der gjort en del på denne strækning for at blotlægge åen så den ikke blot fremstår som en sivbevoksning.

De første par kilometer er der stort set intet vand i åen for tiden. Som her ved nordenden af kildepladserne ved Kagsåkollegiet.

Der er flere grundvandsboringer og kildepladser langs åen efter Kagsåkollegiet. Her hentes stadig grundvand til vandforsyningen. Og det er strengt forbudt at kaste affald. Kildepladserne fungerer dog som affaldsdepot for hundelorte der ligger tæt og med få meters afstand langs grusvejene. Færdsel i græsset med riflede såler må stærkt frarådes, med mindre man har lyst til at gå med den friske duft i næseborene.

 På strækningen syd for fodboldbanen har åen fået lov til at slynge sig uden fortorvsfliser mv. Men der er heller ikke særlig meget gang i vandet. Faktisk forekommer det mig at der er mere vand end der plejer at være. Til højre ligger Kagsåparken. På dette sted er den noget urskovsagtig og uigennemtrængelig. Slet ikke en dårlig ting.

Det er kun åens østlige bred som er offentligt tilgængelig. Private grunde ligger ned til den vestlige bred, bl.a. Herlevhuse. Til gengæld er der kun få steder hvor der ingen vej er udenom, eller rettere: Der er en vej udenom, for man kan ikke følge åløbet. Det gælder under motorring 3 og dens afkørsel mod Pilebro. Man kan faktisk godt soppe med gummistøvler under Motorring 3, men man kan ikke gå oprejst, og det er bestemt ikke en oplevelse for klaustrofobe. Til gengæld ser det ud til at man har tænkt sig at åbne strækningen fra Frederikssundsvej til Kagsmosen efter at have lavet det nye oversvømmelsesbasin mm. Vejarbejdet tværs over Frederikssundsvej er tilendebragt, og der er nu kun et nødtørftigt gitter langs vejen. Forhåbentlig bliver det fjernet så publikum kan gå det lille stykke langs åen.

Et par hundrede meter nord for hvor åen krydser under Motorring 3 går stien et pænt stykke fra åen. Egentlig synd at man ikke har lavet en trampesti langs åen her. For det er det mest dramatiske stykke: En meterhøj skrænt fører ned til åen, og den gamle bro - har den været brugt i en Indiana Jones-film?

Kanterne langs åen fra Frederikssundsvej til Kagsmosen er blevet moderniseret og bunden belagt med sten. Det var tiltrængt. På resten af åforløbet er kanterne af åen ligesom i øvrigt Harrestrup Å belagt med de mest grimme fortovsfliser, planker, trådnet og hegn. Muligvis har de en funktion med at de forhindrer skred. Men pænt ser det ikke ud, og især ved underløbet til Motorring 3 er fortovsfliserne braset ned og ligget hulter til pulter på bunden.

Stykket mellem Frederikssundsvej og Sonatevej (hvorfra fotoet er taget). Dette er blevet helt nygravet og bunden belagt med sten. Nu er kanterne groet til igen. Det er gået stærkt. Og der er åbent i Sonatevejsenden. Til gengæld er der afspærring fra Frederikssundsvej. Den håber jeg bliver fjernet!

Åen har vist ikke nogen naturlig forbindelse til Kagsmosen. Det er ligesom om at når den ser ud til at strømme ind i Kagsmosen, slår den et sving og begiver sig mod Harrestrup Å. Der er dog nogle rør ud ti mosen. På denne strækning er der nu blevet ryddet på Københavnssiden så man føler sig faktisk hensat til den fri natur, var det ikke fordi støjen for motorvejen er på sit højeste her.

Det opgravede materiale fra oversvømmelsesbassinnet ved Kagsmosen er blevet brugt til dels en generel forhøjning af området, dels til at lave en "runddysse" med tilhørende sten på toppen. Bakken er pt afspærret, formentlig for at undgå ulykker. Jorden må stadig være meget blød. Men som det ses er der allerede kommet godt med bevoksning.

Jeg har aldrig set levende større dyr som fisk, frøer eller lignende i åen. Heller ikke ved Kagsmosen, hvor der dog af og til svømmer nogle ænder rundt. Livet langs bredden af åen emmer heller ikke ligefrem af dyreliv. Der er en del planter, men ingen udover dem man kunne forvente. Om kommunerne har tænkt sig at gøre noget ved det, ved jeg ikke. Formentlig ikke.

Langs Kagsmosen er det eneste stykke hvor man kan fornemme at åen har et naturligt udseende. Bortset fra at man jo også her har træværk langs siderne af åen. Det kunne jeg personligt godt tænke mig fjernet til fordel for noget lignende det man har lavet syd for Frederikssundvej.

Kun omkring Kagsmosen er der sket en del. Stenene på bunden af åen skulle være med til at rense vandet op, og måske vil der engang, ad åre, komme et naturlignende åliv (igen). Men det vil i givet fald være på et meget lille stykke. på nuværende tidspunkt ser der meget uoverskueligt ud at skulle genetablere et eller andet på strækningen mellem Brunevang og motorvejen. Det område er formentligt fortabt i en uoverskuelig årrække.

Med Motorring 3s udvidelse med et ekstra spor i begge retninger blev der gjort yderligere indhug i Kagsåens bredder, så motorvejen nu nærmest danner åens ene bred. Til den anden side er der etagebyggerier, og det vil være lidt af en opgave for en landskabsarkitekt at få det gjort publikumsvenligt. I det fjerne kan man lige ane Harrestrup Å, som samtidig markerer Kagsåens endeligt.

Ruten

Kagsåen er med lidt god vilje 6 km. lang. Men man kan jo tage strækningen frem og tilbage. Derudover er det oplagt at lave afstikkere til Smørmosen, Haveforeningerne, Herlevhuse, Kagsmosen og Harrestrup Å. Min rute i dag var frem og tilbage ca. 12 km.

Go West!

Området mellem de to gamle landsbyer Brøndbyøster og Avedøre var indtil omkring 2. verdenskrig marker med to gårde. Den ene, Bakkegården eksisterer endnu. Men Søagergård måtte vige pladsen for Hvidovre Hospitals Psykiatriske Afdeling. Syd for den, den muslimske gravplads og Holbækmotorvejen. I dag deler de to skovområder, Brøndbyskoven og Bakkeskoven/Østskoven.

Forskellen på 50 års skovvækst. Til venstre Bakkeskovens godt 10 års vækst, til højre anes de meget høje træer i Østskoven, plantet 50 år før. Den ene lav, varm og åben, den anden høj, lukket og kølig.

Den 18. juni var det 10 år siden Bakkeskovens første træ blev plantet. Ifølge hjemmesiden er der siden (2003-2005) blevet plantet godt 249.999 træer. Til sammenligning blev den nærliggende Brøndbyskoven plantet 1952-1960. Jorden var ejet af Københavns Kommune der ville bygge boliger, men sognerådet (der også ejede jord i området) fik tilsyneladende magistraten på andre tanker. Brøndbyskoven blev plantet samtidig med Østskoven. Dengang lå den øst for Brøndbyskoven. Nu udgør Østskoven den nordligste del af Bakkeskoven langs sydsiden af Park Alle. Så måske burde man have været fremsynede og kaldt den Nordskoven, eller til nød Nordøstskoven.

Jeg måtte helt til Brøndbyskoven for at finde et skilt med hunde i snor. Hundeejere fastholder nemlig deres ret til at lufte deres bedste ven i Østskoven - uden snor. Skiltene bliver vist nok fjernet i Østskoven. Eller jeg var bare dårlig til at finde dem.

De sammenhængende skove har det til fælles at de er nøje planlagt. Men ikke ens. Bakkeskoven har en åben korridor gående på tværs af skoven strækkende sig fra Bakkegården over Grisekæret til det tidligere Stuebjerg mark. Stierne var ved at få lagt nyt sand på.

Drama på Vestegnen!

Østskoven har gennem mange år dannet scene for et drama der er kendetegnende for nutidens måde at bruge skove på. I forne tider hærgede lovløshed når bønder lod deres svin gå og æde sig tykke og fede i olden på steder hvor konge og adel skulle jage. Bønder drev krybskytteri, samlede grene til brænde osv. Nu om stunder går interessemodsætningerne mellem hundeejere, rideinteresserede, vandrere, naturinteresserede, kondiløbere m.fl. En farlig cocktail af hunde, heste, ryttere, løbere, vandrere, hvor hver interessegruppe gerne vil have skovene indrettet til lige præcis deres formål.

Tværs gennem Bakkeskoven skrår et åbent areal med varierende bredde sig. Og midt i det hele ligger Grisekæret. Hvor meget originalt der er over det, ved jeg ikke. Men måske har svinene muntret sig i det engang. Mod nord fortsætter det åbne område mod Østskoven, som kan anes i horisonten. Og bag fotografen går det mod Bakkegården.

Men desværre er de ofte modstridende. Sindene kommer i kog. Under overfladen lurer hadet! Og det er ikke nemt at være politiker. Arealet er slet ikke stort nok til at hver gruppe kan få deres del af skovene. Slet ikke, når der kommer tilrejsende fra andre kommuner og puster til ilden. Hundeejere kommer for at lufte deres bedste venner. For nogle borgere er det dråben, at de også fjerner skilte.

Og ikke nok med det. De bruger også skoven som affaldsplads. I 2001 med 17.000 liter benzin. I 2012 blev der læsset 2.800 tons byggeaffald af. Politiet har måttet gribe ind. Er det kun et spørgsmål om tid, før vi ser det første dødsfald? Godt det ikke er Mellemøsten eller Balkan hvor borgerne bevæbner sig. Ville vi have set checkpoints og skyttegrave i skoven? Ville FN være nødsaget til at sende fredsbevarende styrker til området? Vi kan ikke vide det, og formentlig vil vi heller ikke vide om det!

Nord for Brøndbyvester over for rådhuset ligger Brøndbyvester Mølle og Møllehuset. Det er et værested for pensionister. Møllen er fra 1888 og fungerede indtil omkring 2. verdenskrig. 1944-67 var der blikkenslagerværksted. Herefter blev den overtaget af kommunen.

Brøndbyvester Landsby

Vestvolden adskilte de to Brøndby-landsbyer så Øster kom inden for voldene, Vester udenfor. Jeg har før passeret Brøndbyøster, uden at blive vildt betaget. Men Brøndbyvester byder på flere landsbyhuse. Den er måske ikke lige til at finde, men den gamle landevej er Brøndbyvestervej, så fremgår det næsten af kortet hvor den er. Ny og gammelt er blandet ind i hinanden, men generelt er der mere at se på i Brøndbyvester end i Brøndbyøster. Og der er også lidt lokalt forretningsliv, bodega, pizzeria osv. Og mennesker på gaden.

Stemningsbillede fra Brøndbyvester. Bygaden krydser, og til venstre for ligger så landsbyen langs en snoet hovedgade samt nogle smalle sidegyder. Det hele kan overstås på et kvarter, men man bør også unde sig en pause på den lokale bodega eller pizzeria.

Udover de mange gamle huse er der også en Rytterskole fra 1721 som ser noget anderledes ud end andre rytterskoler jeg har set. På en weblog har Martin beskrevet skolen nærmere. Her kan man også læse og få oversat den tavle der er indsat i muren.

De første arbejderboliger

Brøndby Kommune havde omkring 2. verdenskrig 2.600 indbyggere. I 1937 overtog Socialdemokraterne sognerådet fra landmænd og gartnere. Arbejderpartiet gik ind for billige, almene boliger. I dag forestiller vi os Brøndby som en enorm og tætbebygget kommune, men indtil omkring 2. verdenskrig var der kun de to landsbyer, Brøndbyøster og Brøndbyvester. Så var der gårde og marker for resten. Langt ude på landet nord for Brøndbyvester ved landevejen blev der så bebygget efter samme ide som i Brønshøj, Mørkhøj, Herlevhuse og Arne Jacobsens rækkehuse i Rødovre. Som de er nogenlunde samtidige med: Små rækkehuse, eller kædehuse med en lille have til. Nord for Brøndbyvestervej.

I disse kædehuse var det meningen at arbejdere skulle flytte ind. (Her Degnelodden). Bagtil er der en pænt stor have. Fortsatte man ned ad vejen til højre, kom man ned til de marker som tilhørte gården Vibeholm (se tidligere indslag), der nu ligger i et gigantisk industrikvarter. Og markerne nord, vest og syd for er i mellemtiden blevet bebygget med masser af etagebyggerier med de traditionelle græsplæner og små legepladser.

De vestligste 28 er tegnet af den prisbelønnede arkitekt Svenn Eske Kristensen (1905-2000) og opført i 1943. 1953-1955 opførtes så de østligste, tegnet af arkitekt Thorvald Dreyer (1895-1980). I stedet blev det så udover arbejdere mere velstående håndværkere og funktionærer der flyttede ind. Efter datidens målestok var husene dyre, og i en periode blev de i stedet lejet ud, bl.a. til medlemmer af Schalburgkorpset, der skal have skudt vildt omkring sig.

Brøndby forbindes i medierne oftest med BIF. Og dette imposante stadion. Man skal vist være fodboldtilhænger for at kunne leve med æstetikken i betonen. Man skal huske på at stadion kun bruges i ganske få timer ganske få dage om ugen. Resten af tiden henligger den som et stort, gråt og mennesketomt monstrum.

Brøndby forbindes meget med indvandrere og fodbold. Uden at de to ting har noget med hinanden at gøre. Og lands Motorring 3 bliver man da også konstant mindet om sport. DBU, Fodboldens Hus, Idrættens Hus. Haller for dit og dat. Og selvfølgelig Brøndby Stadion.

Ruten

Bus 200 til Avedøre Havnevej/Park Alle. Gennem Bakkeskoven og Brøndbyskoven til Kædehusene. Ad Østerbovej til Sundbyvester. Brøndby Stadion. Over Vestvolden,VII til Park Alle gennem Bakkeskoven. Længde i lige linje ca. 12 km.