Ølsemagle Revle

Ølsemagle Revle er ret ens sommer og vinter. Bortset fra fra vejret. Og det gør også en kæmpeforskel

En tur på Ølsemagle Revle er en god naturoplevelse. En af de få af en ret stor størrelse, dvs fem kilometer - sådan cirka. Og at det er naturer man ikke i tvivl om. Der er ikke noget arrangeret over det, ikke (ret meget) menneskelig indgriben. Ingen badebroer, ingen iskiosker. Og kommer man en forblæst dag som i dag, vil man heller ikke finde mange mennesker - i hvert fald ikke i den nordlige halvdel.

Et forsøg på at give et indtryk af revlens tværsnit. Til venstre farvandet, lagunen mellem revlen og kysten. Til højre Køge Bugt. Længst væk skærer Skensved Å sig igennem revlen og Staunings Ø.

Solskin, frost, frisk vind og bølger. Havet ser altid mere dramatisk ud når der er bølger. Og så er der også godt med bølgebrus. Men ingen bølger uden blæst, og på frostdage kan selv en jævn til frisk vind være ganske bidende, selv med den rette påklædning. Til gengæld er det frosne sand meget nemmere at gå i, ligesom fårestierne. En hel del nemmere end sidst jeg var her i maj 2017. Dengang var fårene kommet på græs og det tørre sand var blødt og besværligt at vandre i.

På vej væk fra den tidligere kystlinje mod revlen kommer man igennem det område som engang var Køge Bugt. Man aner det enorme, flade område som nu er gået fra mose til lav, fast strandeng. Man kommer ud til revlen ad dæmningsvejen "Revlen" som er ca. 1 kilometer land, heraf ca. 300 meter med vand. 

Jeg tog de 5 kilometer i medvind langs ydersiden af revlen og håbede på lidt læ på de 5 kilometer med modvind. Det holdt nogenlunde, især i den nordlige del. Men ret meget læ er der nu ikke. Man bør unde sig en vintervandring, for i yngleperioden 11. april til 15. juli er der ikke adgang til den sydlige del og en del af det nordlige område. Fugle er der nok af, og da farvandet på læsiden af revlen (lagunen) er tilfrosset, undtaget under "Revlen" og ved Skensved Å, forsamles der store flokke af dem netop her.

Her kan man se revlen i det fjerne tværs over lagunen. Den er næsten frosset til, undtaget på steder med stærk strøm, dvs under dæmningsvejen og ved Skensved Å.

Barrieresystem

Ølsemagle Revle er en forholdsvis speciel foreteelse, om end landskaber som disse kendes andre steder fra: Barrieresystemer. De opstår nogle hundrede meter fra kysten hvor der dannes en undersøisk revle. Den vokser og vokser, og til sidst vokser den over vandet. Planter og træer invaderer området. Farvandet mellem revle og kyst gror til og bliver til mose. Herefter bliver hele revlen landfast, mens der i mellemtiden er dannet en ny revle et par hundrede meter ude i vandet, og historien gentager sig. Man kan allerede se en lysegrund et stykke ude, altså en revle.

Et typisk vy som man kan se på samfulde 5 kilometer. Her kan man opleve hvordan bølge efter bølge læsser sand, grus og andet af på stranden.

På land kan man altså finde gamle moseområder og gamle nu tørlagte revler et stykke inde i landet. Processen kan ses i en menneskealder. Da englænderne var her i 1807, var der ikke noget Ølsemagle Revle. Og Staunings Ø nord for er opstået i vores tid. Og under stadig vækst. På oversigtstavlen ved adgangen til revlen er der kort som viser området store omvæltninger de sidste to hundrede år. Her er også en lille kiosk med udendørs servering. Men den er lukket, det samme er toiletterne.

En mågeflok har vovet sig ud på den vindomsuste side af revlen. I dag blæste det åbenbart for meget for ænderne, der holdt sig i læsiden af revlen.

Revlen afgræsses om sommeren. Nu er der ingen får. De kan ikke holde krat helt nede længst mod nord. Her er der spredt krat, ja selv enkelte højere træer. De bærer dog alle præg af den barske tilværelse i marehalmen: Krogede, forrevne og mærkede af blæst og periodiske oversvømmelser. Sivområder breder sig fra revlen ind i lagunen, mens bevoksningen indefra nærmer sig revlen. På et eller andet tidspunkt vil den sammen med andet tilflyvende og -strømmende have opfyldt hele lagunen.

Det hårde liv på ydersiden af revlen. Den forvredne nærmest bonsai-agtige busk gror på ydersiden af revlen. Jeg tvivler på at der er mere liv i den..

Sydlige del af revlen er landfast med Køge. Den er en del lavere end den nordlige. Men også en del bredere. Udsigten tværs over lagunen er ind til industrianlæg på land. Eller hvis man kigger langs kysten, til industrihavnen i Køge. Jeg er ikke sikker på at man kan passere om sommeren i ynglesæsonen, i hvert fald ikke hvad man kan aflæse af skiltning og indhegning - der går flere meter ud i vandet.

Forrevet krat mod nord. Klitterne er en anelse højere her, måske er det derfor der kan vokse noget højere her. Det er her man finder Skensved Å der snor sig gennem klitternee og adskiller Staunings Ø fra Ølsemagle Revle. Man kan ikke bare vade over, selv med gummistøvler. 

Skensved Å

Nordlige del afsluttes helt mod nord hvor Skensved Å skærer igennem revlen og forhindrer at Ølsemagle Revle vokser sammen med den noget yngre Stavnings Ø. Og sådan vil det nok være i en uoverskuelig fremtid, indtil åen tørrer ud. Ud for å-mundingen i Køge Bugt er der nogle lave sandbanker som bliver brugt som hvilested af måger.

Mødet Skensved Å - Køge Bugt. Lave sandbanker findes både ved udmundingen og inde i selve ø-løbet.

Fra Københavnsvej kan man gå langs Skensved Å det sidste stykke ud i farvandet mellem kysten og revlen. Stien snor sig langs åen gennem en tæt sivskov på en smal dæmning. Muligvis er den ikke passabel til alle tider. Pt er dette område et sted hvor mange fugle holder til, ikke bare i lagunen, men også i åen.

Skensved Å skærer sig igennem Ølsemagle Revle til venstre og Staunings Ø til højre.

Strømmen holder området isfrit. Med lidt forsigtighed kan man snige sig næsten helt ud for at nyde synet ad dem. Men de bliver hurtigt opskræmte.

Skensved Å holder et stort område isfrit som er et tilholdssted for svømmefugle. I baggrunden Ølsemagle Revle.

Ølsemagle Revle er et fantastisk sted at opleve den rene natur og dens kræfter. Så hvis man er træt af at traske langs endeløse, sortladne marker hvor man skal kigge langt efter dyre- og planteliv, og hvis man vil se andet end de skovområder vi trods alt har, så er Ølsemagle Revle stedet. Her er heller ingen infernalsk støjende motorveje, ingen krydsende trafik, ingen hundelorte eller gyllestank.

Ruten

Ølby Station. Ølsemage Revle rundt ad bugt-siden og landsiden. Københavnsvej. Jersie Station. I alt vel omkring 15 kilometer. Meget af vejen går dog ad fårestier som er lidt krævende.

København-Ringstedbanen og Bugtkilen

To ture i en: Del 2 af København-Ringstedbanen og del 2 af de nye grønne kiler i Fingerplanen

Bugtkilen er sammen med Fjordkilen den anden af de landområder som Miljøministeriet har sendt til debat efter af have udsendt et detaljeret debatoplæg. Bugtkilens nordlige afgrænsning er Greve Landsby. Herefter bælter den sig langs Køge Bugt Motorvejens og København-Ringstedbanens vestside ned mod Lille Skensved i et bælte på 1½-2 km. Naturstyrelsen lavede i 2014 en rapport om den. Naturstyrelsens rapport om Bugtkilen (2014).

Bugtkilen er præget af landbrug, først og fremmest. Dernæst er der en del små landsbyer. Som her syd for Karlslunde. Over markerne er der sparsomt fuglekvidder fra lærker og stær. Men ellers skal man ind i bebyggede områder for at finde fugleliv.

Bugtkilen

Fremover kan områderne i Bugtkilen ikke byudvikles. Dens rekreative anvendelse og landskabets oplevelsesværdi må heller ikke forringes af fx dominerende tekniske anlæg. Perspektivet på meget langt sigt er at de grønne kiler skal udvikles til store sammenhængende friluftsområder med fokus på rekreation, natur, landskab, landbrug og friluftsliv til gavn og brug for alle hovedstadens borgere. Det betyder at de små og gamle landsbyer Jersie, Karlstrup og Solrød forbliver som de er.

Man kommer til Lille Skensved Station med et dieseltog fra Næstved eller Roskilde. Lille Skensved markerer Bugtkilens sydgrænse og ligger kun ganske få minutter fra Skensved Å. Industritårnet i baggrunden kan bruges som pejlemærke i hele den sydlige del af Bugtkilen.

Det sammenhængende er det så som så med. Hverken i Fjordkilen eller i Bugtkilen er der særlig gode måder at vandre gennem området, udover i bil. Der er adgang forbudt og uvedkommende forbydes adgang de fleste steder uden for de større veje. Vandrere er overladt til at tage nogle afstikkere ind i området for at få et indtryk af det. Med mindre man da vil forbryde sig imod den private ejendomsret. Interesserede kan kigge i Naturbeskyttelsesloven, hvis kapitel 4 beskæftiger sig med offentlig adgang. I Bugtkilen er det især afsnittene om udyrkede områder og veje og stier der kan have interesse. Sådanne love kan imidlertid altid tolkes, og denne vandrer er absolut ikke den som ønsker at ophidse lodsejere.

Skensved Å har tilsyneladende bevaret lidt af sit naturlige snoede løb. Og der er masser af vand i åen pt. Helt ude mod øst ved motorvejen er en af Københavns Vandforsynings gamle kildepladser for Thorsbro Vandværk, Jersie Syd.

Men området har potentiale. Selv om der i Bugtkilen kun er meget få sådanne enklaver mellem de enorme landbrugsarealer. Ifølge Miljøministeriet er der kun to "oplevelsesrige delområder": Jersie Mose og Skensved Å på grænsen mellem Solrød og Køge kommuner. Skensved Å er trængt af plovene, men har potentiale som vandreområde. Og området omkring Karlstrup med blandt andet Karlstrup Mose på grænsen mellem Solrød og Greve kommuner. Skovrejsning er ikke noget Naturstyrelsen ønsker da det strider imod hedeegnens karakter af landbrugsslette. Se dog nedenfor om Greve Skov.

Solrød har nogenlunde samme indbyggerantal som Jersie, nemlig omkring de 500. Den ligger omtrent midt i Bugtkilen.

Af kulturhistoriske seværdigheder er der Folkehøjskolen Tune Landboskole fra andelstiden. Derudover er der nogle sparsomme rester af et gammelt middelalderligt voldsted ved Karlstrup Kirke som ligger underligt ensomt placeret 500 meter fra Karlstrup på en bakketop. Uden for har man en god udsigt fra en stejl bakke som i virkeligheden er det eneste der er tilbage af borgen. Den 10 meter brede voldgrav eksisterer ikke længere.

Voldstedet ved Karlstrup Kirke. Udsigt fra bakken fra 1100-tallet. Voldstedet eksisterede til 1400-tallet. Kirken kom til i 1200-tallet. Tårnet dog først i 1400-tallet. Selv om der ikke er så meget at se af det middelalderlige, er det et godt udsigtspunkt til alle sider.

Der er planer om nye stier: Hedebostien mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord skal gå gennem området mellem Karlslunde og Karlstrup med kurs mod Tune. Efter diverse høringsfaser mm. skulle planen ligge klar om cirka et år, april 2016.

København-Ringstedbanen

Mod øst afgrænses bugkilen af den kommende København-Ringstedbane. BaneDammark mener at i sensommeren 2016 skulle jernbanearbejdet være nået så langt at man kan begynde at anlægge skinner. Længst er man nået i den sydlige del af Bugtkilen gennem Hyllemose. Jernbanedæmningen tegner sig klart i landskabet, og der er allerede enten lagt broer over eller tunneler under vandløb og veje. Hyllemose er ved den lejlighed blevet kraftigt reduceret. 

Et kig mod nord ved vandløbet Gammelmosestreget. Dæmningen strækker sig helt ud til Åmarken/Roskildevej som man kan ane ved den store kran i baggrunden. Her er lavet midlertidige omfartsveje mens man anlægger jernbanen. Man får også et lille glimt af Hyllemose på begge sider af banen. Den er der ikke meget tilbage af. Jernbanen er Bugtkilens østgrænse helt op til Karlstup.

Landbrug/natur

Alt efter livssyn kan man se Bugtkilen som et resultat af dansk landbrugs store succes, eller som et bevis på at der stort set ikke er noget dansk natur tilbage. Fra nord til syd er der enorme marker overalt. Et levende hegn, hvis man er heldig. De villahavestore grønne pletter er få og svære at få øje på. Hvis man ikke vidste at det måske er anderledes andre steder i Danmark, så kunne man få svært ved at tro på de talrige erklæringer om naturbeskyttelse og forstå hvorfor landbruget gør så meget modstand, fx i Landbrugsavisen på Twitter, som repræsenterer afgrødernes og husdyrenes synspunkt, hvor vådområder, enge og moser er unyttige.

Nordmarksvej mellem Solrød og Karlstrup går en anelse uden for Bugtkilen, men den bedste mulighed for at komme mod nord og samtidig være "på landet". Det er en forholdsvis ubefærdet vej og udsigten er typisk som vist på fotoet.

Uanset hvad man mener, så har det været katastrofalt for mellem 20 og 40 procent af det dyreliv der ikke kan hoppe fra oase til oase. Denne truede del af Danmarks dyreverden får stadig flere medlemmer. Uplejede villahaver er blevet et af de steder hvor dyrelivet trives og overlever. Man kan næsten høre det når man vandrer: Mens det er blevet mere tyst "ude på landet" langs markerne, så summer det af insekter og fuglesymfonier tæt på landsbyerne og inde i dem. Det er lidt paradoksalt, grænsende til det tankevækkende, at man i et område som dette har en større variation af dyreliv i byområder end ude på de enorme markarealer.

Umiddelbart vest for Karlstrup hæver terrænet sig tilpas meget til at man kan få et overblik over en pænt stor del af Bugtkilen mod syd: Bare marker. Enkelte levende hegn. Der er også tyst. Ingen dyr, kun enkelte fugle.

Flere indslag fra området

Som supplement til turen kan man bruge mine tidligere vandringer, dvs. forløbet af den nye København-Ringstedbane. Endvidere turen til Thorsbro Vandværk hvor nogle af kildepladserne ligger i Bugtkilen. Samt til Havdrup Kildeplads, som passerede bl.a. Solrød og Jersie.

Det er ikke til at se det ... hvis man ikke lige ved det. Men det er Greve Skov. Eller rettere, den del af den kommende skov som stadig er på private hænder. Den offentlige længere nordpå har knæhøje træer. Måske kommende generationer vil få glæde af den. I dag er der ingen adgang her, kun i det mindre offentlige område nordpå ved Greve.

Ruten

Lille Skensved Station. Skensved Å (lettere uvejsomt terræn). København-Ringstedbanen. Jersie. Solrød. Nordmarksvej. Karlstrup. Sognevejen. Karlslunde. Karlslunde og Greve Landevej. Greve. Af disse er Nordmarksvej og Sognevejen udmærkede vandreveje. Ialt ca. 18 km

Jersie, Kirke Skensved, Gl. Havdrup, Solrød

Rester af bondesamfund, stationsbyer, urbanisering. Tre emner for dagens tur til Jersie, Kirke Svenstrup, Gl. Havdrup og Solrød

Engtoftegård øst for Jersie. Lad os bare starte med noget som i allerhøjeste grad lever op til den morten korchske nationalromantiske forestilling om en dansk bondegård.

Historien om Danmark indeholder fortællingen om landsbysamfundenes forvandling fra landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. Dernæst at landbrugssamfundet bl.a. i Solrød Kommune blev marginaliseret fra slutningen af 1800-tallet af industrisamfundet, eksemplificeret ved en satellit knyttet til en station der udviklede sig til en stationsby der overtog landsbyens rolle som områdets kraftcenter. Efter 2. verdenskrig indhentede urbaniseringen såvel den ene som den anden type samfund. Dagens tur knytter an til disse tre aspekter af danmarkshistorien. Man kan læse mere om dette i artiklen af Kurt Hartvig Petersen: Landsbyerne sprænges.

Landbysamfundene

Mange af disse ting kan læses på hjemmesiden for den udmærkede lokalhistorisk forening i Solrød Kommune som har skrevet en del artikler netop om disse emner, baseret på gamle kilder. Som altid når man studerer lokalhistorie, er det et helt andet billede man får end hvis man læser om kongernes, kirkens og adelens.

Landsbyens gadekær har i senere nationalromantik fået et nærmest idyllisk og ikonisk status for indbegrebet af det fredsommelige landsbyliv. Idyllisk ser de da for det meste også ud nu om stunder. Især hvis det her som i Kirke Svenstrup er omgivet af stråtækte bindingsværkshuse. Men nok temmelig langt fra datidens alt mulig brug af kæret 

Under enevælden blev det i 1802 begyndte centraladministrationen at decentrale visse opgaver til lokalområdet, nemlig fattigkommissioner til at tage sig af de fattige. I 1814 blev tilsvarende oprettet skolekommissioner. Egentlige lokale magtorganer i form af sogneforstanderskaber opstod først i 1842 og blev i 1867 erstattet af sognerådene. Disse holdt sig indtil kommunalreformen i 1970. De første mange årtier var det udelukkende velbjergede mænd som sad der, fordi kvinder og tyende først fik valgret til sognerådene i 1908.

Gammel Havdrup, Kirkegade 2 A. Ejendomsregistret angiver ejendommen til at være fra 1807. Så byggestilen fortæller formentlig om hvordan en mindre gård eller større husmandssted så ud på det tidspunkt.

Denne del af Danmarkshistorien er næsten gået totalt tabt sådan rent fysisk. Med mindre man tager en tur på frilandsmuseet. Men med lidt god fantasi er Solrød Kommune dog et sted tæt på Staden at gøre sig nogle synsmæssige. Forbeholdene er dog enorme: Væk er køer, svin, får, geder, høns - og lugten fra alle disse. Væk er de levende hegn. Væk er de vilde blomster. Væk er lyde og lugte fra alt dette. Tilbage er enkelte huse og gårde - og de skriftlige beretninger fra dengang. Som i øvrigt ofte fortæller en helt anden historie end den man lærer i skolen. Tag nu fx det med traditionerne og den danske kultur. Beretningerne herom er af en ganske anden karakter end hvad nationalistiske politikere mm henviser til som en ren selvfølge.

Nordre Bygade 7 i Jersie. Ejendomsregisteret angiver huset til at være fra 1825.

Fra 1800-tallet findes fx en beretning om begravelse som afspejler den tids tro og verdensopfattelse: En gårdejer fortæller om begravelser på gårdene i gamle dage. Stor vægt på tilberedningen af bespisningen, grise og høns. Ringerne rigelig forsynet med øl, brændevin og tobak. Skolelæreren holdt en tale. Herefter den kirkelige handling. Varsler af hvordan karlenes skovle og spader faldt ned på gravhøjen. Var det sidste en spade, blev næste begravelse en mand, en skovl en kvinde. Folk der ikke var gårdmænd, fik dog en mere skrabet begravelse.

Sådanne bygninger emmer af stationsby, jernbaner og århundredstkiftet 1900. Bagsiden af Ulvebørs ved Havdrup Station. Man finder dem næsten overalt i stationsbyer opført i sidste halvdel af 1800-tallet. 

De første jernbaner - stationsbyerne

Det første større anslag mod landsbysamfundene kom med jernbanen. For Solrøds vedkommende i 1870erne med stationerne Havdrup og Lille Skensved. Det hedder de nu, men dengang havde bebyggelsen ved nuværende Havdrup Station det skumle navn Ulvemose Huse. To ildevarslende ord i bondesamfundets ordbog: Ulv og mose. Om dette har smittet af på synet på de mennesker som flyttede ind i bebyggelsen som senere skulle blive Havdrup, ved jeg ikke. Havdrup havde 10 gårde, en præstegård og 33 huse. Og sådan er det vel stort set stadig. Men Ulvemose Huse kom til at hedde Havdrup, og Havdrup til at hedde Gammel Havdrup. For sidstnævnte gik i stå, lige som Kirke Svenstrup gjorde det, faktisk er den kun halvt så stor som den var dengang. Og Lille Skensved er i dag langt større end Kirke Skensved. Kirke Skensved havde ellers  23 gårde og lige så mange huse.

Hovedgaden 22, Havdrup (1899). Stationsbyernes huse er sjældent prangende eller fyldt med krummelurer og tingeltangel. Dette er måske en undtagelse. Havdrup er stadig et område i stor vækst. Byen har en center, station og stadig masser af liv. Den mangler til gengæld den gamle kirke, gadekæret og de stråtækte bindingsværkshuse.

Med stationsbyerne flyttede også en ny type mennesker til. Folk som ikke levede af landbrug, men af håndværk, industri, handel og andet. I Havdrup vidner de røde bygninger ved stationen med skiltet Ulvebørsen om hvad der foregik i Ulvemose Huse.

Havdrup Skole, 1920. Med de mange tilflyttere blev behovet for skoler væsentlig større. Jersie Skole er fra 1916, Havdrup Skole et par år yngre. 

Overlevelse mellem jernbaner

Både Jersie og Solrød lå dog så langt væk fra jernbanerne, at de stadig kunne udvikle små landsbysamfund på trods af deres forholdsvis lave indbyggerantal på omkring 500 personer. Motorvejen kom til i 1970, S-banen til Jersie kom i 1978, og dermed også den urbanisering langs Køge Bugt som præger kysten fra København til Køge. Formentlig af denne grund oplevede de ikke som Gammel Havdrup og Kirke Skensved en stor tilbagegang og nærmest udslettelse af stationsbyerne. Mange af dem fik blot tilføjet Strand til deres daværende nærmeste landsby.

Solrød Bygade. Det stråtækte hus angives at være fra år 1900, så man vedblev altså med at bygge i den gammelkendte landsbymåde

Jersie og Solrød overlevede dog bedre end Kirke Skensved og Gammel Havdrup. Måske fordi de begge ligger for langt væk fra jernbanerne. Foreningsliv var der også. I Jersie oprettede man en af landets allerførste håndboldklubber, Jersie Håndboldklub 1898/99. Det første Amtsmesterskab blev vundet 1943. Jersie HK fungerer stadig som selvstændig håndboldklub. Den holder stadig til ved idrætsanlægget, men banen ligner noget der er løgn.

Solrød Byvej 17. Angivet til opført 1880. Landsbyen ser ud tilat have lært af stationsbbyernes arkitektur. 

Anlæggelsen af Sydmotorvejen og S-banen i 1970-erne forvandlede området til et byområde og en slags forstad til København. Nogenlunde samtidig med motorvej og s-tog skabtes ved kommunalreformen i 1970 den nuværende Solrød kommune af kommunerne Jersie-Kr. Skensved, Havdrup-Solrød kommune og Karlstrup sogn. Så meget tilbage af fortidens forskellige og foranderlige samfund er der ikke. Kun hvis man kigger godt efter. Bortset fra området omkring s-banen og i Havdrup fungerer landsbyerne først og fremmest som sovebyer.

København-Ringstedbanen set fra Solrød byvej mod nord. Banen slynger sig yndefuldt langs den 8-sporede motorvej. Larmen er ganske forfærdelig. I midten rager symbolet for moderne tiders fart og tempo, McDonald op. Hurtigt ind, hurtigt ud. Vi ved hvad vi får, det smager ens. 

Udviklingen er langt fra færdig i Solrød Kommune. Senest har København-Ringstedbanen sat sit præg på området langs motorvejen. Den vil dog formentlig ikke ændre ret meget på strukturen, men blot i mindre grad snitte endnu flere skiver af landområder langs motorvejen.

Ruten

Jersie Station. Åsvej. Jersie. Toftegårdsvej. Kirke Skensved. Havdrup. Skolevej. Gammel Havdrup. Roskildevej (fordærdelig vandrevej). Solrød. Solrød Station. I alt over 20 kilometer med afstikkere til de mange gårde mm.

Staunings Ø og Ølsemagle Revle

Årets første strandtur til naturligt dannede "strandparker" lidt nord for Køge

Revlen har ikke formået at stoppe Skensved Å som med tiden sikkert vil grave en dyb rende mellem Staunings Ø og Ølsemagle Revle. Strømmen er allerede stærk

Forårets første strandtur, og en stor oplevelse som kun kan anbefales, især når solen skinner.

Staunings Ø

For 80 år siden eksisterede målet for dagens vandring ikke. De ca 5 km lange lokaliteter var ikke synlige for øjet. Men under vandet voksede en lang revle i bunden af Køge Bugt op over vandoverfladen et stykke fra kysten.

Den nordligste del af lagunen med den gamle kyststrækning til højre og Staunings Ø til venstre. Man kan se at lagunen allerede er blevet indtaget af sivbevoksning. Det er her hjertestien går.

En lagune blev afskåret ud for den daværende kystlinje. Det lykkedes i 1941 at få overbevist Stauning om de enestående naturværdier i området, og derfor er området i dag fredet. Særlig svært var det ikke at overbevise Stauning om at strandparken ville være velegnet for arbejderklassen. Sydkysten var allerede begyndt at blive et populært udflugtsmål. I dag kan man komme til halvøen på flere måder, en af dem er gennem Jersie Strandpark. En blandet skov med brombær i bunden. Og med ganske små rester af lynghede og sandet overdrev.

Man kunne tro at dette var Vesterhavet eller Dueodde. Men det er altså klitten ud til badebroen ud for Jersie Strandpark. Fint blødt hvidt sand får øjnene til at knibe sammen i solen.

De bønder som boede langs kysten før, er der ikke mange spor efter. Halvøen er ikke helt tilgængelig for offentligheden. Enkelte områder må man ikke komme ind i af hensyn til naturen. Revlerne og områderne omkring vokser og forandrer sig stadig. Men allerede i dag har de nogle af det mest enestående vilde landskaber tæt på København. Staunings Ø er blevet til en halvø hvis nordligste ende er vokset sammen med Sjælland

Skensved Å udløber i lagunen, og herfra har den skåret et særdeles snoet udløb mellem Staunings Ø og Ølsemagle Revle (til venstre). Strømmen er ganske stærk her, det er nærmest en flod. Og vandet er pænt dybt. Man kan ikke bare vade over med gummistøvler.

Skensved Å

Revlen ville formentlig have afskåret den inderste del af Køge Bugt hvis ikke det havde været for Skensved Å der ved sit udløb minder lidt om en flod. Og som til stadighed leverer vand til lagunen. Det har formet et spændende "flodlandskab", for for at slippe af med vandet i lagunen, er der dannet en snoet kanal tværs gennem klitterne, ikke noget med lige igennem. Nej, på uransalig vis snoet, og man spørger forgæves: hvorfor?

Jeg bliver ikke sådan lige med det samme træt af området omkring Skensved Ås udløb. Man kan bl.a. komme ud på nogle af de flade sandbanker. Hvis man altså nænner at forstyrre fuglelivet der.

Området omkring er vist ikke tilgængeligt for publikum i ynglesæsonen. Så man må vende om og gå tilbage. Det gør ikke så meget, for der er forskellige niveauer med stier man kan benytte: Det våde sand på stranden, toppen af klitten eller stier i bag- eller forklitten. Hver sti har sine udsigter, og der er rigeligt at kigge på undervejs, ikke bare udsigten. Både plante- og fugleliv. Viber, vipstjerter og en koncert af ukendte fugle - gøgen genkender jeg da.

Standområdet Staunings Ø. Til højre klitten og bag den lagunen. I det fjerne kan man skimte Køges skyline.

Ølsemagle Revle

Da man ike kan (og til tider heller ikke må) bevæge sig fra Staunings Ø til Ølsemagle Revle uden at passere dybt vand og gennem de fredede områder, så man må en 2½ tur langs den stærkt trafikerede Københavnsvej. Der er ikke meget at se her for vandringsfolk. Omend man sikkert kan gå på fodgængerområde hele vejen. Undervejs er der dog de to broer, den over Skensved Å og Onde Aftens Bro. Dem har jeg passeret på tidligere ture.

Fåreflokken ved passagen til Ølsemagle Revle. Der er en del mennesker på en lørdag som denne. Og flokken er især populær blandt børn

Ølsemagle revle er såvel bredere som længere end Staunings Ø. For at komme til revlen, skal man passere en ca. 1 km lang vej og dæmning. Her kan man så i roligt tempo gennemtrave det skiftende landskab, fra tæt kratbevoksning til den skrabede og sparsomme strandbevoksning. Nytilkomne er en flok får der skal afgræsse området. Overalt ser man rynket rose, som i den sammenhæng er uønskede. Mon det vil lykkes at få bugt med dem?

Stranden ved Ølsemagle Revle set mod København. Man kan se Barsebäck i Sverige (dog ikke med på fotoet).

Det er i sig selv sensationelt at naturen har skabt dette landskab. Og det er ikke slut: Om 80 år vil der så se helt anderledes ud. Lagunen vil måske være under opfyldning med rørskov. Lagunen vil måske være blevet til en sø, måske en mose eller strandeng, mens de tidligere revler vil danne den kommende kystlinje.

Dæmningen som fører ind til Revlen - den eneste vej der fører til revlen.

På alle måder en stor oplevelse. Man kan her se resultatet af naturens kræfter og det helt enestående plante- og dyreliv der udfolder sig her. Naturen er under evig forandring er en floskel som bekræftes her. Og det er nemt at se hvor store kræfter der her er på spil

"Sortladne land": Lille Svensved - Roskilde

I "Kong Christian stod ved højen mast" er udtrykket "sortladne hav". Udtrykket passer imidlertid også på Danmarks land, i hvert fald fra nu af (august) til april

Typisk dansk landskab: kultursteppe. Frisk sortladent, her hjulpet på vej med afbrænding af vissent plantemateriale. Kilometerlangt strækker det sig så langt øjet rækker ud i horisonten, hvor man lige aner Maglegård mellem Havdrup og Gadstrup.

Efter knap 300 vandringer bliver det efterhånden svært at finde nye områder med natur. Selv hvis man planlægger et "naturhop" gennem det danske landskab, undgår man sjældent det mest karakteristiske danske landskab, kultursteppen - som dækker omkring 2/3 af Danmark. Den er karakteriseret ved få planter som byg, hvede og raps, ringe dyre- og fugleliv og sparsomt med indsekter. Det er ikke svært at finde en vandretur kun gennem dette landskab - og dagens tur fra Lille Skensved til Roskilde er et eksempel på en sådan. Af særlig interesse fordi den i disse uger gennemgår en radikal forandring.

Hovedgaden i Lille Skensved. Gaden rummer bl.a. Guldbageren, en slagter, et pizzeria og en genforeningssten. Det er mere end det "oprindelige" Skensved, Kirke Skensved. Øst for byen ligger et industriområde der fylder næsten lige så meget som byen selv.

Byer og landsbyer

På vejen kommer man gennem hele 3 byer, dvs større bebyggelser med et forretningsliv med supermarked, benzintank, frisør og andre livsnødvendige butikker: Lille Skensved, Havdrup og Gadstrup. Disse tre byer kan man vist godt kalde stationsbyer. De ligger på jernbanen Roskilde-Køge-Næstved som åbnede i 1870, og deres vækst hviler netop på adgangen til en station. Havdrup station hører til de oprindelige stationer fra 1870. Gadstrup stationsbygning er fra 1905. Lille Svenstrup er nok den mest fuldkomne idet den opstod som en satellit til Kirke Svenstrup og har siden udviklet sig langt hurtigere end denne. Stationsbygningen er fra 1908 (arkitekt Heinrich Wenck). Kirke Svenstrup er i dag en lille landsby, og hvis størrelsen skulle være afgørende, var det snarere den som fortjente betegnelsen "lille".

Havdrup er den største by på dagens rute med omkring 4.000 indbyggere. Her er der 3 supermarkeder og et butikscenter. Her et kig gennem Hovedgaden fra stationen Den røde bygning i forgrunden bærer skiltet "Ulvebørs". Meget aktuelt, kan man næsten sige. Området omkring stationen er i det hele taget værd at gå langsomt igennem fordi det er så velbevaret stationsby-agtigt.

Desuden nogle mindre landsbybebyggelser udelukkende med gårde og huse, men intet forretningsliv: Kirke Svenstrup, Brordrup, Kamstrup og Ramsølille. Ingen har bevaret det originale landsbypræg, men der er dog ganske fine gårde og huse i dem alle. Ligesom der også langs landevejen ligger ganske mange fine landejendomme og huse. Også trukket tilbage fra vejen med små alleer.

Degnegården lidt nord for Kirke Svenstrup er fra 1850 og set udefra et velbevaret stykke dansk landbrugshistorie.

Kultursteppen

Men nok om byerne og landsbyerne. De er af en størrelse så det ikke tager mange minutter at passere dem. Det meste af året (fra august til maj) henligger kultursteppen som et mørkt ørkenagtigt landskab, ofte bar jord, men ofte også dækket af et tyndt lag planterester fra strå og stængler fra korn og rasp. Kun afbrudt af områder med græs. Det breder sig karakteristisk kilometer efter kilometer ud i horisonten. Landevejene er generelt sådan rent teknisk gode og man kan sagtens finde nogle der ikke er så trafikerede. Herfra har man det bedste indtryk af landskabstypen.

Nord for Havdrupvej findes denne visne kultursteppe. Vegerationen er nyligt blevet klippet, delvis fjernet og tilbage ligger snorlige og sirlige rækker af biomateriale. I horisonten kan man lige ane en small bræmme af træer som markerer forløbet af Svenstrup Å og endnu længere væk striben af træer langs jernbanen. Men ellers breder steppen sig. Livløst og lydløst. Kun vindens susen og trafikkens hvislen bryder tavsheden.

Fra slutningen af august og indtil maj henligger kultursteppen først som brun, dernæst ofte som sort og bar jord. Personligt foretrækker jeg egentlig at gå gennem sådanne landskaber når sneen dækker det hele. Når man går time efter time, kommer man nemt i den stemning som jeg formoder deles med de soldater der vandrede gennem områder undergået "den brændte jords taktik".

Pilevejen-Kamstrupvejen. På korten er markeret et vandløb eller rende der krydser vejen, men det må være rørlagt eller helt kastet til. Her kan man se hvordan jorden titter frem og kun et tyndt lag planterester dækker jorden. Vejkant er der næsten ingen af og den er klippet så der næsten kun gror græs.

Vejene gennem kultursteppen på ruten er mest trafikeret med landbrugskøretøjer. Det er højsæson for bearbejdningen af steppen. Der hersker imidlertid en god trafikkultur. Der tages hensyn til vandrere: lav hastighed, passende afstand ved passage, ofte helt ovre i den anden side af vejen så man ikke generes af vindpust. Bilfolket er flinke, ofte vinkes der fra ruden eller over skulderen fra førerhusene. Cyklister ser man stort set ingen af, bortset fra tre tyske turister som forsøgte sig med et "hej" med tydelig tysk accent.

Endnu et karakteristisk kik ud over det mest udbredte danske landskab. Her er det gul-brune ikke blevet til sort endnu, men det er det om ganske få måneder når forrådnelsen er gået  gang.

Sommetider bliver kultursteppen dog afbrudt af en smal bræmme af lav kratbevoksning, eventuelt mellemstore, spredte træer. Disse bræmmer markerer som oftest en grøft eller å, en landevej eller et gammelt markskel i forfald. Man an også være så heldig at komme forbi små bede med vilde planter. Især hvis der er tidsler og andre biplanter, summer det pludselig af liv, og det lykkedes mig såmænd da også at få øje på en kålsommerfugl.

Denne kultursteppe syd for Kamstrup er karakteriseret ved en smal stribe træer. Der er formentlig tale om et gammelt hegn som efterhånden er gået i forfald, på grund af pløjning og efterfølgende giftsprøjtning. 

Markskellene er mestendels mærket af tidens (eller rettere: plovens og sprøjtens) tand. Der er blevet pløjet mere og mere af bræmmen, og bevoksningen er også påvirket af giftsprøjtning så buske, træer og krat ofte fremstår bladløst og med gulnede eller endog brunlige, medtagne planter som ikke hører til vegetationen på kultursteppen. Hvis denne udvikling fortsætter, vil de vel være helt forsvundet om nogle årtier.

Risbyholm. En gammel herregård med aner næsten 300 år bag i tiden. Også denne er omgivet af vidtstrakte kulturstepper, men dog også af en lille lund, eller skov øst for ejendommen.

Enkelte steder på kultursteppen finder man også gamle herregårde. Dagens rute gik forbi en lidt vest for Havdrup: Risbyholm. Godset stammer tilbage fra 1721. Som så mange andre har ejerne bidraget tiil danmarkshistorien fx ved at tjene på neutralitetspolitikken i slutningen af 1700-tallet. Skotten John Brown var endda så god til det at han blev udnævnt til guvernør i kolonien Trankebar.

Skensved Å. Åer er ikke længere omfattet af randzoneloven, så kultursteppen kan frit brede sig ned til åbrinken. Det er dog ikke helt sket her, idet der på den ene side er levnet et bælte med græs, på den anden en mark til græsning. Marken med dyr er i øvrigt en af de få undtagelser hvor man kan se dyreliv, her dog husdyr. Køer kan være farlige dyr og slår et par mennesker ihjel hvert år i Danmark, i maj måned blev en mand således trampet ihjel ved Broager.

På mit kort er der desuden også ofte afmærket grøfter eller render, men man kan ikke regne med disse da de enten er blevet kastet til eller rørlagt under kultursteppen.

Natur

Ingen vandretur uden natur. Og jeg kom da også forbi et enkelt eksempel på noget sådant, nemlig den skønne Ramsødal. Fristelsen var stor for at afbryde kultursteppe-vandringen. Men jeg har gået turen før og ved at turen kun er ca. 1½ kilometer gennem selve dalen. Bræmmen er her kun et par hundrede meter bred. Herefter fortsætter den langs HOFORs kildeplads og bræmmen indskrænkes til vel omkring 20 meter.

Fra Brordrup har man et godt udsyn over Ramsødalen, og man kan også se hvor lidt den i grunden fylder i landskabet: Kultursteppen omringer totalt det fredfyldte område med masser af dyre- og planteliv. Næsten lige som en lille atol i et stort Stillehav.

Som sådan er dagens tur egentlig repræsentativ for hvordan Danmark ser ud. Nogen grund til at bevæge sig uden for vejene og nærstudere kultursteppen er der dog næppe de afgørende grunde til. De er ret ensartede, og har man blot bevæget sig et par meter ind på dem fra vejen, har man sådan set set hvad der er værd at se. Kulturstepperne er da heller ikke indhegnede eller forsynede med adgang forbudt skilte. Det er sjældent nødvendigt.

Ruten

Lille Skensved. Kirke Skensved. Havdrup. Ramsølille. Gadstrup. Brordrup. Kamstrup. Vor Frue. Roskilde Station. Hele turen er på ca. 20 km.

Slå ring om Danmarks kyster

I dag afholder Danmarks Naturfredningsforening en række arrangementer med det formål at redde de frie kyster

Kysten umiddelbart nord for Køge. En dejlig sandstrand. Man kan ikke komme så langt ind i landet, da der er afspærret.

Vandringsmanden er ikke meget for selskab, men jeg synes at ideen om at bevare Danmarks kyster er en god ide. Så jeg lavede min egen lille solo-vandring til kysterne mellem Køge og Solrød. Mine første 20 år tilbragte jeg ved en kyst, nemlig ved Flensborg Fjord. Og hav og kyst er noget særligt. Hvad enten det er forrevne og stejle Stillehavsklipper, forblæste og stormomsuste Vesterhavskyster - eller urbaniseringsramte kyster syd for København. Det er de sidste der er emnet for dette indslag.

Københavnsvej befinder sig 200-500 meter fra kysten (til højre for fotoet). Men i stedet for udsigt over strandengene er der udsigt til industriforetagender, parcelhuse, osv. Selv på denne søndag er trafikken tæt.

De stumpede kyster

Køge Strand er for så vidt enkel nok at komme til til fods. Den ender ved et ynglereservat for fugle. Det er åbent i vinterhalvåret. Men det bliver en tur frem og tilbage, med en kilometers penge hver vej. Det var så det. For syd for ynglereservatet er der hegnet ind.

Ikke 300 meter strand, men måske 30 meter strand. Der er fralandsvind, så stranden har fået et par ekstra meter eller ti. Og hvis vi medregner de  afspærrede områder, kan man med lidt god vilje snige sig op på måske 250 meter. Men dejligt er det. Og selv denne dag med hård vind nyder mange søndagen ved kysten.

En god kilometer penge med en strand af 30-40 meters bredde. Det er hvad det kan blive tid nord for Køge. Denne blæsende, iskolde januarsøndag er der ingen der slår sig ned på stranden. Men man kan let forestille sig hvor fyldt stranden må være på en dejlig sommerdag. Og for at komme til strandene længere nordpå, må man begive sig ud på en 5-6 kilometer lang vandring på Værftsvej og Københavnsvej.

Dette foto giver et indtryk af kyststrækningens bredde. Man kan se spadserende i strandkanten, dernæst det smalle bevoksede område, og fotoets højrekant markerer nogenlunde hvor det afspærrede område forløber. I baggrunden kan man se Køge industrikvarters skyline.

Strandparker er typisk for bilister eller cyklister. Man skal finde indkørslen til dem. Men nord for Jersie ophører de kunstige standparker og den naturlige kystlinje dominerer igen. Af selve kysten er kun stranden tilgængelig. Der er et smalt bælte med bevoksning, men ellers er der tæt bebygget næsten helt ned til stranden.

Et sidste kik mod Køge fra Solrød Strand. Dette er nok det mest autentiske på en kyststrækning man kan komme. Lydbilledet er en blanding af den hårde vind og Københavnsvejs biltrafik.

Købstaden og landevejen

Der var engang en købstad ved navn Køge. Indtil 1950'erne en jævnt voksende købstad. Men så tog urbaniseringen fat, og der blev bygget i stor stil. Ikke bare boliger, men også industri. Det sidste havde der sådan set været siden omkring år 1900 - der blev bare flere og større. Og i 1960'erne startede så det omfattende parcelhusbyggeri som man kan se omkring Køge.

Køges torv kan rigeligt måle sig med de store torve i København, og der er også en solid bymidte fra før industrialiseringen. Her er det Nørregade.

Til enhver større købstad hørte også en landevej til København. Den er der stadig, en fire-sporet stærk trafikeret vej  med midterrabat. Og det er her kysterne kommer ind. For vejen forløber langs kysten. Men kysten er der ikke meget at se af. For næsten hele området mellem Københavnsvej og kysten er bebygget med industri som er indhegnet, bevogtet og videoovervåget. I stedet for de naturlige kyster har man lavet nogle strandparker flere hundrede meter uden for kysten. Men de er ikke sådan lige til at komme til, og for vandringsfolket da slet ikke hvis ens hensigt er at gå fx fra Køge til Solrød langs stranden. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.

Driftsbrogård ved Skensved Å er sammen med Søvilla Kro og et enligt bondehus overleveringer fra tiden før urbaniseringen.

Hvis man ikke er til at gå langs med stærkt trafikerede landeveje med parcelhuse og industrikvarterer, er der ikke meget at kigge på undervejs. Og man skal kigge godt efter. Nr. 145 er et gammelt bondehus fra 1862 - og det er stort set også hvad jeg har kunnet finde om huset. Søvilla Kro ligger i nummer 255, og deres hjemmeside oplyser at den stammer fra 1929. To svaler gør ingen sommer, men de fortæller måske lidt om hvor øde det engang har været. Den nu trafikomsuste kro blev formentlig bygget for at tilbyde byboere fred og ro i landlige omgivelser - lige op til kysten.

Det kan da godt være at Onde Aftens Bro har en bedre historie om sit navn. Men broen over Skensved Å er en hel del flottere, som det ses på billedet. Og den må også minde om at Skensved Å engang har været mere vandholdig. De er opført samtidig og ligner da også hinanden til forveksling.

Der er to på hver sin måde bemærkelsesværdige broer. Den ene er "Onde Aftens Bro" ved Snogebækstien. Historien er her at Christian 4. skal have væltet i sin karet da han passerede åen. Der står 1785 på broen, så den kan ikke have været skyld i styrtet. Ikke så god en historie, til gengæld flottere er broen over Skenveds Å ved Driftsbrogård. Begge broer kan ses på begge sider af vejen. Og da Københavnsvej næppe har haft den bredde da de blev bygget, går jeg ud fra at de er blevet flyttet. De 6.000 engelske tropper som senere deltog i Københavns bombardement i 1807, stødte mod det danske landeværn ved Skensved Å, og marcherede over Onde Aftens Bro mod Køge. I dag ville de engelske tropper nok have smidt træskoene og flygtet over hals og hoved for at undgå at blive kørt over.

Aviserne snakker i disse dage en del om at der bliver mere regn og mere sumpet i Danmark. Jeg skal ikke kunne sige om dette foto ved Ventegodtsvej i Solrød er et bevis på det. Eller om det bare ser sådan ud altid.

Industrien

Hele Københavnsvej i Køge Kommune (dvs. op til Skensved Å) har store industriområder liggende mellem Københavnsvej og kysten. Og Køgeegnens Renseanlæg. Kun områderne omkring Snogebækken og syd for Skensved Å var åbenbart for sumpede til at nogen gad bygge fabrikker der. Disse områder er som skrevet ovenfor afspærret.