Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel gammel køge landevej. Sortér efter dato Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel gammel køge landevej. Sortér efter dato Vis alle opslag

fredag den 3. juni 2016

Den Sydlige Riviera: Greve - Hundige - Vallensbæk - Brøndby Strand

Bag Strandparkerne florerede i nogle få årtier drømmen om det idylliske strand- og campingliv i den frie natur


Et typisk vy af strandene syd for Hundige. Her Greve Strand mod Mosede Havn: Et pænt stykke med sand, strandbevoksning, og bag det villaer. Det var formentlig sådanne strande som københavnerne i større stil begyndte at cykle ud til i weekenderne fra 1920'erne.

Fritidslivet som massefænomen og som vi kender det fra strandparkerne fra Brøndby til Køge er under 100 år gammelt. Og meget forskelligt fra sit udgangspunkt. Næsten symbolsk er Gl. Køge Landevej i virkeligheden ikke særlig gammel. Den erstattede i 1934 den "oprindelige" landevej, to ufremkommelige hjulspor der lå længere inde i landet. Gl. Køge Landevej blev anlagt med cement. Grundene langs stranden var værdiløse set med landbrugsøjne. Og fra Store Vejleå til Køge var der nærmest øde. Undtagelser er fx huset på Gammel Køge Landevej 710b (1885).

Dette hus skulle være en af undtagelser til at der var totalt øde i området før 1950'erne. Nu er residerer Manolo i bygningen fra 1885. Og det ser nu også ud til at den har gennemgået adskillige renoveringer siden dengang.

Tidligere har Vandringsløse Tidende gennemtravet kyststrækningen fra Køge til Mosede Fort, og fra Vallensbæk til Dybbølsbro. Det følgende lukker hullet mellem disse.

Store Vejleås udløb er pakken ind bag Strandparken ved Ishøj Havn, men til gengæld har Olsbæk bevaret sit gamle udløb, så måske her det også set sådan ud ved Store Vejleå engang. Olsbæk er et af pejlepunkterne hvor man kan se hvor på stranden man er. Broerne er et andet godt pejlemærke.

Kroer langs kysten

At rejse til Køge kunne være en langsommelig affære, faktisk en hel dag. Derfor var der undervejs en del kroer. To af dem eksisterer stadig, omend forandret. Køge Bugt Kro var oprindeligt startet som afholdskro i 1921, men allerede i 1924 fik grundlæggeren (Lars Pedersen, hvis efterkommere stadig ejer kroen) alkoholbevilling. Her kunne man også få sig en is fremstillet på kroen, senere fra Solbjerg Mejeri. Kroen ser i dag noget anderledes ud, den er både blevet ombygget og udbygget af flere omgang i 1950, 1962 og 1966.

Greve Strandkro - Strandhotellet - er stadig en statelig bygning som den ligger der ved Greve Strandvej med en lang kile med græs og sti direkte ned til stranden. Der er børnevenligt - man skal ca. 100 meter ud for at nå en dybde på over 1 meter, og hvis man foretrækker 2 meters dybde, må man 150 meter ud. Vandkvaliteten er ikke helt i top, men dog "god".

I 1926 - startede Greve Strand Kro, eller Strandhotellet på en grund udstykket fra Pilegård. Allerede 3 år efter måtte den udbygges til dobbelt størrelse med restaurant og krostue. Og en anlægsbro blev anlagt til de lokale turistfærger. Med cementbelægningen på Gl. Køge Landevej kom er for alvor gang i omsætningen. Ikke kun af endagsturister, men også pensionsgæster, fester og arangementer, generalforsamlinger, bl.a. i den Kinesiske Sal fra 1935. I 1937 kom der sågar en biograf. Denne blev dog udskilt fra hotellet i 1948. Under besættelsen blev hotellet desuden et yndet sted for københavnerne, der led under mørklægningen af hovedstaden, samt for tyskere, der var gået under jorden. I 1950'erne underholdt bl.a. Dirch Passer på kroen. Men så skiftede kroen som så mange andre af slagsen karakter. I 1973 blev den solgt til kommunen, hvis forpagter senere købte den fra kommunen og i 1987 blev omdøbt til Greve Strand-pavillon. Indtil 1994 hvor en ny ejer fik den istandsat og ført den tilbage til sit gamle udseende. Og igen skiftede navn, denne gang til Greve Strandkro. Samt skiftede hyppigt ejer, den nuværende overtog kroen i 2013.

På mit kort stod der Hundige Kro på denne adresse ved indgangen til Hundige Strand Familiecamping. Men alle tegn på det er forsvundet, og nu står der kinesisk restaurant Jin Jiang. BBR-registeret siger 1935, så mon ikke der engang har været liv og glade dage med gæster fra campingpladsen?

For andre kroer blev anlægget af Køgevej fatalt. Fedtekroen i Vallensbæk (nuværende Gl. Køge Landevej 794). Den oprindelige ejendom nedbrændte i sidste halvdel af 1800-tallet. Den var dog ikke kro i samtlige år, men fungerede som gård, gartneri og købmandsforretning. Desuden var ejerne i campingturismens spæde barndom indremissionske. En senere ejer var aktiv modstandsmand og blev ved en fejltagelse skudt på befrielsesdagen 5. maj 1945 (mindesmærke ved Park Alle 55 og på hjørnet af Skolevang og Strandskolevej ved forsamlingshuset, samt Brøndbyøstervej 101). På adressen ligger nu en snedkerforretning, og der står Nygaarden anno 2002 på gavlen. Der er noget rod med vejnumrene som skifter fra Brøndby til Vallensbæk, og jeg har ikke kunnet finde den BBR-registret.

Gammel Køge Landevej, på dette stræk nu omdøbt til Hundige Strandvej er i dag en stærkt trafikeret 4-sporet vej. Taget lidt nord for Hundige Familiecamping. Til venstre ligger "Barney's" og i det Køge Bugt Kro.

Det samme gælder Jægerkroen (1834 brændte genopført 1905) i Ishøj. Her var der skydebane, grundlovsmøder, dans. Den kom til at ligge uhensigtsmæssigt for den nye vej. Landevejen blev rettet ud, og kroen fik ryggen til vejen. En overgang klarede en kreativ kroejer sig med adskillige iøjnefaldende blikfang, men den brændte 1975 og blev aldrig genopført. En overgang var der 8 hytter til campister. Andre hedengangne kroer var Lopholms Kro, Nissekroen og Skillingskroen.

Camping opstår

Det er vel meget naturligt at her tæt på hovedstaden blev anlagt Danmarks ældste stadig eksisterende campingplads. Ferie er et fænomen som opstod i starten af forrige århundrede. I årene 1919 til 1934 steg andelen af organiserede arbejdere der holdt ferie fra ca. 20% til 47%. Den betalte de selv. Det var først i 1938 med Ferieloven at de fik ret til først ni dages ferie med løn, fra 1940 tolv dage. Det var altså "fattigrøvsferie" for "proletariatet". Det ry havde camping såmænd også i 1960'erne hvor jeg voksede op. Sådan er det så ikke længere i takt med at der er gået penge i foretagendet og det er blevet en kæmpeindustri.

Indgangen til Hundige Strand Familiecamping. Det kan godt være den er hyggelig, men meget er der vist ikke tilbage fra pionertidens ry som "utugtsanstalt". Bortset fra en plade der er skruet fast på receptionen hvor der bl.a. står "Lejrklubben for Danmark 1926-2003"

Det er helt i modsætning til starten. I 1920'erne var der stadig masser af natur hvor man på sin cykel med sit hjemmelavede campingudstyr kunne tage hen og overnatte i et primitive telt. Eventuelt på græsmarker eller små lysninger i skoven, som i princippet blev drevet af en landmand eller campisterne selv. Sådan foregik det i starten på Hundige Strand Familiecamping fra 1926 som ifølge deres hjemmeside om campingpladsen er Danmarks ældste eksisterende campingplads. Det var starten på det som i dag kendes som Dansk Camping Union. Først i 1928 fik den dog sin nuværende placering. Der er mindst 3 restauranter ved pladsen i dag, samt flere (fx Barney's) i kort gåafstand.

Kogræsserforening. "Rentacow". Der er mening med galskaben. Køerne holder vegetationen nede, så de sjældne strandenge kan fortsætte med at eksistere. I deres gødning lever gødningsfluer og gødningsbiller - de æder løs af fluelarver - og skarnbasser. Vadefugle og ænder har vidt udsyn til deres fjender.


Pludselig fik bønderne øje på en ekstra indtægtskilde fra de ellers værdiløse strandgrunde: De kunne opkræve campinggebyr mod at der blev gjort ren, adgang til vand, fjernelse af affald, osv. Hvad de så ikke havde regnet med var at campisterne var der for at slå sig løs. Bønderne var magtesløse mod horderne af fulde folk og hvad der var værre (usædelighed). Ikke nok med at de holdt sig for sig selv på pladserne, de dukkede også op i badetøj hos de lokale købmænd, dinglende fulde på cykler osv. Ikke underligt at en militærperson, ritmester Lemcke prøvede at få styr på det. Det var ham der lejede strandgrunden ved Karlstrup Strand (nu Karlstrup Strandpark). Han fik afspærret området og opkrævede entre. Lejrklub Danmark lejede sig ind hos Landmand Jens Peter Hansen i Hundige i en sandgrav mod betaling for ophold og overnatninger. Til gengæld hjalp han med dagsrenovationen der blev brændt på pladsen.

Lidt syd for Hundige Havn går strandene fra at være naturlige strande over til at være kunstigt anlagte strandparksstrande. Det forekommer mig at der er endnu mere lavvandet her end længere sydpå. Måske boltrede sælhunde sig her på bankerne for 200 år siden, i hvert fald hvis man skal tro tidsskriftet Politivennen fra 1808.

I mellemtiden havde man døbt klubben om til Lejrklubben for Danmark med det udtrykkelige formål at skabe en virkelig landsdækkende organisation. Slogan: ”En lejrsportsmand er altid en Naturfredningsmand”. Vi lader dette stå et øjeblik, lukker øjnene og sender tankerne i retning af hvordan lejrlivet senere har udviklet sig, og undlader at kommentere.

Badeanstalter

Strandbeklædning var noget det finere borgerskab gik med fra 1890'erne. Men i 1930'erne opfandt man badebukserne - og en todelte badedragt for kvinder. Fra at være et helsefænomen blev badning hurtigt et forlystelsesfænomen. Hvilket også smittede af på badeanstalterne som havde deres glansperiode i 1940'erne og 1950'erne: Før 1947 have man anlagt “Badeetablissementet Neptun”. I 1950’erne var den blevet samlingspunkt for sommergæsterne ved Brøndby Strand. Allerede omkring 1960 blev den lukket af sundhedsmyndighederne.

Efter hvad jeg kan regne ud må det være i dette område øst for Grønnesti at badeanstalten Mandalay lå. I baggrunden Grønnetangen. Området ligger nu bag ved strandparken og har formentlig engang lignet sandstrandene på fotoerne ovenfor. 

Lidt længere levetid havde Mandalay fra 1949 øst for Grønnesti på Gammel Køge Landevej 775. Den holdt indtil slutningen af 1960’erne. Her gik en lang bro næsten en halv kilometer ud. På hver side var der kiosker til henholdsvis billetter og slik. Mandalay blev ikke bare brugt til badning i fritiden, men også til skolernes svømmeundervisning. Bedre gik det med Strandkiosken Mandalay opført 1947 som et lille Premier ishus, med toiletter, telefonboks og omklædningsrum. Den ligger der stadig, omend ikke i sin originale udformning. Stadig med Premier Is. Endelig eksisterede Sølyst en kort periode fra sidst i 1930'erne og har givet ophav til vejen Sølyst Alle.

Strandkiosken Mandalay er vist det eneste som  minder en om at der engang var en badeanstalt med samme navn her. til gengæld er der velbesøgt på denne dag hvor temperaturen nærmer sig de 30 grader.

Strandparken

Så noget er der dog tilbage som minder om perioden hvor arbejderne i Københavns brokvarterer fandt et åndehul med frisk luft og natur i nogle årtier omkring 2. verdenskrig. Den massive udbygning af byerne medførte imidlertid at forurening, rotter og råddent tang ødelagde strandene, og Strandparkerne blev anlagt fra 1979. Strandparkerne blev samtidig et kystværn for bebyggelserne på de lavtliggende gamle strandenge. Og nogenlunde samtidig anlagde man de tre havne, Hundige Havn, Ishøj Havn og Vallensbæk Havn.

Hundige Havn ligner enhver af de andre havne på turen. Med alle de faciliteter som ikke blot sejlsportsfolk, men også vandringsfolket kan drage nytte af hvad angår såvel påfyldning som aflæsning. 

Der er ingen tvivl om at såvel naturstrandene som strandparkerne spiller en meget stor rolle for lokalbefolkningens rekreativitet. Og modsat fluepapirerne nord for København er der meget at komme efter for naturelskere og vandrere. En af de helt store overraskelser var fx naturstien langs Jægersøen syd for Arken. Der er masser af plads. Masser af forskellige landskabstyper. Og lidt overraskelser undervejs, som fx noget der vist er en nudistbadestrand (dog ikke skiltet, så måske bare de facto indtaget) nord for Hundige Havn.

Ruten

Greve Station. Strandene. Brøndby Station. I alt 15 kilometer.

torsdag den 27. december 2018

Den knap så gamle Gammel Køge Landevej

På jagt efter den direkte vej fra København til Køge før betonvejen gjorde strækningen sikker


Karlslunde Strand. Idyllisk ser det ud. Skoven er dog blevet plantet i nyere tid. Igennem den har der siden middelalderen være vejforbindelse mellem København og Køge, dog afbrudt 1856-1930.

Forleden faldt jeg over et kort i bogen "Københavns Vandværk 1859-1909". Det er bagest i bogen, og en digital udgave af den kan ses hos Københavns Biblioteker. Gamle kort er altid spændende at granske for hvordan landskaber og byer så ud dengang. Og i dette tilfælde, vejen langs kysten til Køge. Det går nogenlunde fint med at genkende strækningen fra Valby til Store Vejleå i Vallensbæk, men så begynder det at gå galt: Videre ned mod Køge bliver vejforløbet mere og mere sporadisk, afbrudt og sine steder endda parallelt med hinanden. Ikke så sært. For området bestod dengang af lave strandområder, moser, altsammen gennembrudt af åer og vandløb. Mon der virkelig kunne genfindes noget af dette uvejsomme i dag? Huse, terræn osv. Det var en udfordring!

Nordlige Trylleskoven. Dette er måske noget af de tætteste man kan komme det uvejsomme terræn i strandengene på kystvejen mellem København og Køge.

Gammel Køgevej - ikke så gammel

Jeg har før været på sporet af Gammel Køge Landevej, altså kystvejen fra København til Køge. Landevejen har en noget broget historie. De middelalderlige hjulspor eksisterede op til omkring 1786 hvor der blev anlagt en vejforbindelse mellem Taastrup og Køge - dette vejforløb findes endnu. Da vejen langs kysten ikke var særlig farbar, brugte folk omvejen over Taastrup fordi den var mere sikker. Herefter forfaldt den til at være en fodsti. I Trylleskoven skal man dog kunne se flere hulveje som stammer helt tilbage til middelalderens hjulspor. Og vejen som fører ind i skoven sydfra hedder endda Hulvejen. I 1856 opgav amtet at vedligeholde den. Sandflugt og oversvømmelser gjorde det besværligt, og i 1867 fik bønderne endda tilladelse til at pløje vejen op. Indtil en betonvej blev anlagt i 1930'erne risikerede gående liv og lemmer hvis de vovede sig denne vej. Den vej som kortet jo viser.

Forbindelsen til Køge kom heller ikke i første omgang til at forløbe med tog. Det blev i stedet Røskilde-Køgebanen over Havdrup der blev anlagt 1870, som udfyldte den rolle. Efter betonvejen gennem de øde og uvejsomme sandstrækninger kom der nu villa ved villa. Togforbindelsen kom først til Vallensbæk (1972), Hundige (1976) og Køge (1983).

Men i 1935 åbnede så den betonvej som jeg oplevede den da jeg flyttede til København i 1974. Dengang hed den Gammel Køge Landevej. Men så gammel var den altså slet ikke. Og af den "gamle" vej findes nu kun et ganske kort forløb i Brøndby Strand, Kettehøjvej. Og det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det.

Tranegilde Strandvej

Tranegilde Strandvej slynger sig som kortet også viser, sydover fra Store Vejleå, parallelt med Ishøj Strandvej, ca. 1½ km. På denne strækning lå en af de tætliggende kroer, Jægerkroen. De lå tæt, for man kunne ikke nå langt på kort tid. Det kunne tage en dags tid at nå til Køge. Kortet angiver kroens beliggenhed og skriver udover det lakonisk "Strandenge". Gårdene ligger alle en del længere mod nord, inde i landet. Der er da heller ikke noget at se her udover vejforløbet. Kroen har efterladt nogle stednavne som Jægerkrogen, Jægersø og Jægerbro. Måske de flade strandenge minder lidt om disse tider, men længere ude i Sundet tooner Strandparken frem. Og den lå der i hvert fald ikke.

Aktivhuset Olsbækken. Bygningskomplekset rummer mange bygninger, og jeg skal ikke kunne sige om jeg har fanget nogle af dem fra kortets tid.

Olsbæk Strandvej

Jeg er ikke engang sikker på om denne vej forløber langs et af de mange parallelle veje til Køge. Aktivhuset Olsbækken, Olsbæk Strandvej 43. Af de i alt ni bygninger, er de ældste fra 1900, herefter 1942, 1956, 1970, 1979 og 1989. Jeg er ikke lokalhistorisk kendt, så jeg vil ikke kunne sige hvilke der er de ældste. Det er ikke aftegnet på kortet, men er let at lokalisere da Olsbækken er aftegnet, og den befinder sig sydøst for hvor "Kjöge Kro" er afmærket.

Greve Strandvej 27. Angiveligt helt tilbage fra 1717. Formentlig moderniseret adskillige gange. Men hvis det vitterligt er så gammelt, et vidne om et beskedent liv langs strandenengene. Nu omsust, tæt ved vejen.

Længere sydpå ser det ud til at den nuværende vej følger den gamle, for både nummer 26 og 27 angives i OIS ejendomsdatabasen til at være fra hhv 1900 og 1727 (!). Hvis især det sidste er rigtigt, så fortæller det lidt om hvor små husene helt "herude" var og hvor ensomt det må have været. Kortet viser en stump vej, men det er svært at se om huset også er aftegnet.

Lige over for nr. 27 ligger nummer 26 som angives fra 1900, og må altså havde ligget der før betonvejens tid.

Endnu længere sydpå angiver kortet at mosen nåede helt ud til vandet. Med Klintegaard mod nord. Ellers ender vejstumpen her. Og længere når kortet så ikke, desværre. En lille stump gammel vej er der stadig ved Oldermandsvej.

Hjørnet af Østre Strandvej og GammelKøgevej. Det ser grangiveligt gammelt ud!

Gammel Køgevej og Hulvejen

Min nysgerrighed var imidlertid vakt ved at der i Solrød findes en Gammel Køgevej. Om den skal være en af de utallige stumper af kystvejen, det skal jeg ikke kunne sige. Der ligger enkelte gammelt-udseende bygninger langs denne. Så lokalhistorisk kendte kan måske be- eller afkræfte om det engang skal have været endnu en stump vej.

Trylleskoven. Måske ikke ligefrem hulvejen. Men den giver da et meget godt indtryk af hvordan det kan have været at skulle passere her til fods, til hest eller med hestevogn.

Den forlænges af Hulvejen, og "fortsætter" ind i Trylleskoven hvor der jo som før nævnt skal kunne ses hulveje. Trylleskoven er temmelig kuperet, så jeg skal ikke kunne sige om jeg ved et lykketræf skulle være kommet til at gå på en af dem. På et gammelt foto af Gl. Køgevej fra 1926 er det hele et morads af mudder og vandpytter. Længere sydpå præges landskaberne så af barrieresystemet som findes i hele Køge Bugt, men det er en anden historie som man kan læse her.

fredag den 11. januar 2019

Den ret gamle, Gammel Køgevej

Mellem 1786 og 1930'erne rejste de fleste fra København til Køge ad Roskildevejen og landevejen mellem Tåstrup og Køge. Det gjorde jeg dem efter

Milestenene er af de få overleverede rester fra de ca 150 år hvor "Køgevejen" var ensbetydende med landevejen mellem Tåstrup og Køge. Ikke som nu langs kysten.

Jeg har før beskrevet vejene mellem Køge og København, sidst i december 2018. Af dette og andre indslag fremgår at den foretrukne trafikvej til Køge 1786-1930'erne gik over Tåstrup. 23 kilometer, hvoraf denne tur omfatter de 17 fra Tåstrup og sydpå. Den næsten snorlige landevej bærer stadig enkelte minder fra dengang den var af meget større betydning for trafikken. Da vejen ender brat ved Cordozavej, startede turen fra Jersie Strand Station i Solrød Kommune.

Tåstrupvejen i Solrød. Med motorvejsoverføringen i baggrunden. Og bag den (skjult) den nye jernbane. Vejføringen er der da endnu. Men det er så det.

Undervejs skifter landevejen navn. Fra syd mod Tåstrup: Tåstrupvej, Karlslunde Landevej, Greve Landevej, Kildebrønde Landevej, Kappelev Landevej, Køgevej og Tåstrup Hovedgade. Men det er altsammen bare synonymer på den "køgevej" der er endnu gamlere end Gammel Køgevej langs kysten. Og den går forbi, men ikke igennem, en del landsbyer undervejs: Solrød, Karlslunde, Greve, Kildebrønde/Strøby Huse og Ishøj. 

Tremlestenen. Den ligner jo til forveksling firemilestenen. Så vidt jeg kan se er soklen af granit. Altså ingen marmor.

Milestenene

Dem er der bevaret adskillige af. De blev opsat under Christian VII og bærer alle hans signatur. Det var ellers Ole Rømer (1644-1710) der var startet med at opstille dem med en Miil afstand (7,538 meter) i 1690'erne og viste afstanden til nulpunktsten ved Københavns 4 byporte. De holdt sig i hvert fald til op i 1760'erne. Man kan se en på Frilandsmuseum. I 1764 gik man så i gang med at opsætte nye under Frederik 5. og Christian 7. De var udført i marmor og forvitrede med tiden. Hvorfor man fra 1842 brugte granit. Men indhuggede de gamle kongenavne i stenen. Det er sådan set lidt snyd, fordi det kunne forlede nogen til at tro at de er ældre end de er. Men nogle af dem har marmorsokler fra før.

Udsigten fra bakken syd for motorvejen. Det er landevejen man kan se strække sig snorlige gennem fotoet. Trylleskoven til højre (øst) for den.

Nogle af kvartmilepælene skal være sten fra Ole Rømers tid som man bare vendte bunden i vejret på. Der er et par stykker på ruten, men jeg er usikker på om det nu også er dem. til gengæld er der også kilometersten. De er alle fra efter 1907 og arkitekttegnede (P.V. Jensen Klint, 1853-1930). De var store rektangulære og af granit, med en skrifttype i Jugendstil og var ens for hele landet.

Lyksager. Jeg har selvfølgelig ikke illustreret denne artikel med mange fotoer af bare marker, men det er jo så det typiske syn man har fra landevejen, bortset fra når man kommer til byerne.

Længst syd: Solrød

De første kilometer går gennem Solrød Kommune. Her er der udover vejføringen ikke nogen andre efterladenskaber fra den gamle hovedvej. Turen går gennem et bag hegn og hæk skjult, lidt søvnigt villakvarter, sikkert opført midt i sidste århundrede. I krydset med Solrød Byvej er der godt nok nogle lidt ældre udseende bygninger, men de er fra slut-1930'erne. Syd for hvor Køge Bugt Motorvejen krydser er der lavet en ret stor bakke som man kan bestige for at få et godt overblik. 

Et kik fra landevejen ned gennem hovedgaden i Karlslunde. Typisk for "landsbykik".

Efter motorvejen og den nye Ringsted-Københavnbane kommer man til et af de mere spændende strækninger hvad angår landevejens historie: Langs Firemileskoven og Karlslunde Skov. Lidt nord for nogle pænt store villaer støder man på den fire milestenen. Den har ikke alene givet navn til skoven på den anden side af vejen, men også til gården. Og firemilestenen har fået sit eget lille sted med tilhørende B&B. Der er seværdigheder for vejstensentusiaster her, for kun få hundrede meter længere nordpå støder man ind i 30 km-stenen. Og herefter kommer e så for hver kilometer på vestsiden af landevejen. Så kan det ikke blive bedre!

Hvor engang kommunalpolitikere, skatterevisorer, lærere og andre kommunalt ansatte regerede, huserer en loge: Det gemle kommunekontor i Karlslunde.

Greve

Vel gennem dalen hvor Møllebækken flyder med Korporalskroen mm. kommer man til strækningens eneste sving, lidt syd for Karlslunde. Herfra har man en god udsigt til Karlslundegården (1837) der i dag fungerer som ridecenter. Men engang tilhørte Gjeddesdal. Fra landevejen kunne rejsende kigge ned gennem Hovedgaden i Karlslunde, og mon ikke nogen har benyttet sig af at få et lille hvil her?

Karlslunde Landevej. Her er strækningen ret plan. Men det er den nu ikke alle vegne. Man går på cykelstien hele vejen, og støjen fra landevejen er der, men ikke så generende, da der ikke er så meget trafik og heller ikke hurtig trafik.

På et særdeles kommunalt udseende hus står der Serapi NS-ordenen, og det er der en grund til. Det blev opført i 1952, og her holdt "kommunen" til sammen med lærere og pedellen. Det var der nemlig fint plads til dengang. Men ikke ret længe, for i midt-1960'erne eksploderede befolkningstilvæksten, og kun administrationen kunne nu være her. Med kommunesammenlægningerne i 1970 blev bygningen alt for lille, og i 1973 blev den købt af logen Pacome under Serapions-Ordenen som altså har holdt til der siden. 

Grevegård. Nu museum. Igen et typisk vy over en kedelig pløjemark. 2/3-dels Danmark kunne man vel kalde det, da det er sådan Danmark ser ud som mest.

Mellem Karlslunde og Greve kommer man for alvor ud på landet, især mod øst. Måske giver denne strækning et godt indtryk af hvordan området mest typisk har set ud. Det kommer dog ikke til at vare ved, for Greve Kommune er ved at opkøbe jord til at anlægge en skov: Greve Skov. Meget er der dog endnu ikke at se. Stierne er godt nok anlagt, men træerne er i buskstørrelse. Til gengæld er der nogle pæne gårde, se langt væk mod øst Lyksager, ved landevejen Vardegård og med øst Grevegård der nu er lokalmuseum. 

Kildebrønde. Man kan godt gå lidt på opdagelse her. Bag huset er der fx en mølle.

Husene i Greve Landsby langs landevejen er fra midten af 1900-tallet, og altså efter at kystvejen til Køge blev anlagt. Forsamlingshuset Godthaab er dog fra 1898, og altså fra før. Bygningen ligner noget fra en gammel gård. 

I det der engang må have været udkanten af Tåstrup, ligger dette hus på Nyhøjsvej 1 fra 1864. Det kunne sikkert fortælle mange historier om forbipasserende.

Bymæssigt kommer man nord for Greve i Kildebrønde/Strøby Huse til et af de mere interessante steder. Der er mange ældre og meget smukke provinshuse langs vejen. Og længst mod nord en lille mølle uden vinger. Midt mellem Strøby Huse og Ishøj Landsby har man mod vest udsigt til Ny Kappelevgård og Thorsbro Vandværk. Og krydser Lille Vejleå. 

Tåstrup Hovedgade. Engang den nordlige ende af landevejen til Køge. Det bærer husene da lidt præg af, eller hvad?

Ishøj og Tåstrup

Vel inde i Ishøj Kommune støder man på 2 3/4 milestenen lidt nord for Allevej., mens 2 1/2 milestenen står inde i Tåstrup lidt syd for Sydvestvej. Så er man ellers nået til dagens endestation, Tåstrup når man har gennemtravet de ca 2 km af Tåstrup Hovedgade. Stationen hed oprindelig Køgevejens Station, hvilket signalerer at Køgevejen var en hovedtrafikåre til Køge eller Vordingborg. Her lå posten, Taastrup Nykro, (Medborgerhuset) mm. På Politivennens tid ville en rejsende sikkert her benytte sig af at indlogere sig på Roskilde Kro i Tåstrup. Som dengang omtrent lå 500 meter øst for hvor Roskildevejen og Køgevejen mødtes. Så hvorfor ikke slutte denne beretning med en oplevelse fra dengang, dvs i 1800:
Spørgsmål: Kan man ikke med al rimelighed forlange af kroholdere på landet at de når for betaling forlanges, skal have senge til rejsendes tjeneste? Anledningen til dette spørgsmål er i forrige uge, en aften kl. 12, givet i Roskilde Kro hvor nogle personer som forlangte senge, fik af en slem vranten pige anvisning til bænkene i krostuen blandt en mængde støjende bønder. Og ikke før efter længe at have tigget, blev de lukket ind i et andet værelse hvor de måtte tage til takke med stole.
Bortset fra det, god tur, hvis du havde tænkt dig at gøre den efter. 

søndag den 8. januar 2017

Vestvolden - Den Bedækkede Vej

Den bedækkede vej er den beskyttede vej som løber på "indersiden" af fjendesiden. En god vandresti som fotoer desværre vanskeligt kan yde retfærdighed


Oskarslyst? I dag hedder stedet Marinegården. Men på den oprindelige kort over volden lå præcis samme sted en gård der hed Oskarslyst med præcis samme tre længer, ved siden af Fattiggården. Voldpunkt VIII ved Parkvej. Ifølge ejendomsregistret er den ældste bygning på Sognevej 35 fra 1937.

Den bedækkede vej - eller bare den dækkede vej - er en vej eller sti som forløber i mandshøjde (2½ m) under toppen (glaciset) af fjendesiden af Vestvolden næsten hele vejen fra Utterslev Mose til Gl. Køge Landevej. ("Bedækket" er et gammelt udtryk om Københavns gamle vold, mens man om Vestvolden mest bruger "dækket"). Formålet var selvfølgelig at blive brugt af soldaterne. Men også at opsamle den jord som måtte blive flyttet når fjendtlige granater ramte volden, så jorden ikke havnede i voldgraven og fyldte den op. Dette kunne i værste fald betyde at vandet hhv skabte oversvømmelse og tørlægning af voldgraven.

Den bedækkede vej starter meget brat ved Gammel Køge Landevej. På fotoet ses hvorfor: Til venstre er voldpunkt I med Køgevej til venstre uden for billedet. Midt i billedet gemmer der sig en kaponier og i det fjerne geværkaponieren i voldpunkt 0. Landområdet til højre i billedet eksisterede ikke da volden blev opført. Det var vand. Så fotoet er i virkeligheden snyd: Det er taget midt ude i det dder engang var vand.

Nogen fornøjelse kan det ikke have været at stå der, for man var udsat for ved et uheld at blive plaffet ned af egne styrker fra ryggen. Bortset fra enkelte meget små betonmagasiner er fjendesiden af volden udelukkende bygget af jord. Den byder således ikke som vennesiden på en mangfoldighed af voldanlæg, betonkonstruktioner, magasiner osv. Til gengæld er stien især om sommeren præget af masser af grønt, af fugle- og dyreliv så man næsten kunne fristes til at tro at man var i skoven - var dette ikke for den særdeles påtrængende larm fra Motorring 3. Der er stort set kun tre forskellige slags anlæg:

Et typisk billede af Den Bedækkede Vej, her umiddelbart nord for Roskildevej. Til venstre uden for billedet voldgraven. Som det ses er vejen ret ensformig, næsten snorlige for at soldaterne hurtigt kunne rykke fra et sted til et andet. For hvert voldpunkt førte en kommunikationsbro over på vennesiden og til en kaponier.

Den bedækkede vej

dækker stort set hele den nævnte strækning, når bortses fra en ca. 2 km lang strækning mellem dæmningsbroen ved Voldpunkt XVII syd for Slotsherrenvej og til Husum Station, voldpunkt XX. Her løber stien helt frit oven på dæmningen. sine steder faktisk næsten i niveau med vandet i voldgraven. Men man regnede åbenbart ikke med at fjenden ville angribe ind over Kagsmosen eller området syd for.

Man kan diskutere om dette er en bedækket vej: Syd og nord for Slotsherrensvej er volden så lav at vejen forløber på voldkronen næsten helt nede ved vandlinjen, eller til nød som her lidt syd for Slotsherrensvej, forsynet med en meget lav beskyttende vold hvor man da vist skal ligge ned for ikke at blive skudt.

Som nævnt forløber stien i en bestemt højde under toppen af volden, og da volden har varierende højde, betyder det at der er vekslende afstand ned til voldgraven. Strækningen i Rødovre er den højeste, mens den i Hvidovre og Brøndby forløber noget lavere. Det er en udmærket sti, når bortset fra strækningen syd for s-togslinjen til Køge. Her er terrænet noget uigennemtrængeligt.

Her har jeg forsøgt at indfange et voldanlæg: Til venstre forsvinder stien ned mod kommunikationsbroen, til højre den ydre ringvold, og i midten kernevolden. Jo, det er svært at se. Især om sommeren når det hele er tilgroet. Voldpunkt XII, overfor dobbeltkaponieren.

Voldanlæggene ved voldpunkterne

Ved hver af kaponierernes "åbne" ender er der anlagt halvmåneformede voldanlæg. Her er der stier ned til voldgraven og kommunikationsbroerne, altså de lave, midlertidige broer som hurtigt kunne sættes op og pilles ned igen i krigssituationer. Enkelte af disse kommunikationsbroer er blevet restaureret og forsynet med gitre. Men de fleste er forsvundet fuldstændigt. Et enkelte sted kan man dog stadig se rester af de betonfundamenter som broernes ender skulle fastgøres til. Ellers er der kun stierne som markerer hvor de skulle være. Som et kuriosum er jernbanebroen for København-Ringstedbanen anlagt præcis hvor der engang var en sådan bro.

Her ses den bedst bevarede af bunkerne umiddelbart overfor kommunikationsbroen. De findes ikke alle steder, og de resterende bunkere er begravet i jord, grene og byggeaffald. Voldpunkt VII lidt nord for Holbækmotorvejen..

Ud for hver kommunikationsbro var der enten anlagt et betonmagasin eller anlagt skyttegrave. Oppe i terræn altså så voldene med en kerne af vold. Det er meget svært at danne sig et indtryk af disse anlæg, for alle som en er de groet til med træer og buske. Intet steds har man som på vennesiden af volden ryddet et område så man kan se profilen af volden. De er derfor umulige at afbilde på fotoer. Man må selv tage en runde.

Hvad denne bunker har været brugt til, er uvist. Også om den er en oprindelig konstruktion. Det oprindelige kort over volden giver ingen forklaring. Bunkeren befinder sig sammen med en snes skyttegrave med platforme ved voldpunkt VIII nord for Parkvej. Der er et udluftningsrør øverst på volden. (EDIT 25. april 2017. Af Ole Jensen der har studeret Vestvolden i årtier, har jeg fået at vide at den er beregnet til beregnet til en acetylenprojektør.).

Forstærkninger ved strategiske punkter

Ind i volden er der enkelte steder på strategiske punkter gravet skyttegrave til troppeansamlinger. Det gælder ved de dengang kendte indfaldsveje: Frederikssundsvej, Jyllingevej, Roskildevej osv. Men et specielt anlæg findes nord for Parkvej. Her ser det ud som om der også er lavet platforme til tungere, måske endda rullende skyts.

Den viste bunker ligger i et område med en halv snes skyttegrave som den viste (hvis man ellers kan skimte den). Skyttegraven har en platform.

Endvidere må man vel retfærdigvis også nævne specielle anlæg som Harrestrup Ås underføring af Vestvolden. Overløbsristen i voldgraven angiver det sted hvor Harrestrup Å løber under Vestvolden.

Harrestrup Ås underføring under Vestvolden. Jeg ved ikke om anlægget er det oprindelige. Man kan tydeligt høre vandet fra voldgraven plaske ned i åen inde i tunnelen gennem overløbet. 


Turen var et led i udfærdigelse af et kort over Vestvolden. Med dagens optagelser skulle de sidste være i hus, og de vil blive sat ind på kortet ved førstgivne lejlighed.

søndag den 10. november 2019

Slaget ved Køge 1807

Slaget hvor englænderne 29. august 1807 forhindrede Landeværnets undsætning af København 1807


Mindestenen ved kirken i Køge, på Brochmanns Plads for Slaget ved Køge 1807. Stenen har indskriften "Til minde om dem der faldt for fædrelandet i kampen ved Kjøge d. 29. august 1807." Teksten blev til under store diskussioner hvor formuleringer som "pletfrit skjold" ikke kunne accepteres af  Nationalmuseets direktør. Fædrelandet må være en senere nationalromantisk indslag. For mange bønderkarle var vanskelige at få til at mønstre til Landeværnet. Jeg synes at kilderne peger på at de kæmpede bravt. 

Slaget ved Køge kendes vist bedre under navnet "Træskoslaget": Den hurtige version om at Landeværnet smed træskoene og stak af. Betegnelsen blev formentlig skabt af den københavnske overklasse som en nedladende betegnelse mod Landeværnet som de mente havde svigtet de patrotiske idealer og forestillinger om at være dansk. Slaget ved Køge viser at folk i al almindelighed ikke var nationalister. Heller ikke i Treårskrigen 1848-51. Men bravt, det kæmpede de! Vandringsmanden stævnede ud for at opleve det i fotoer og tekst. Du kan gøre det samme her.

Krigsforberedelser

Fra den 16. august 1807 begyndte engelske landtropper at sikre Sjælland for i ro og mag at kunne  opstille batterier til at bombardere København. Klog af skade fra 1801 angreb englænderne ikke fra søsiden. Ikke særlige kloge af romantiseren mente den danske generalstab med Frederik 6. i spidsen at englænderne ville løbe ind i en gentagelse af "fejltagelsen" fra Slaget på Reden 1801.

Den 15. august havde general Oxholm forladt København for at samle 4 bataljoner fra Møn, Falster, Lolland og Nordsjælland - det sjællandske landeværn. Det var hjemsendte gamle soldater, bestående af bønder. Ikke alle steder var bønderne lige villige. Den 17. august overtog general Castenskiold kommandoen i Ringsted. Man fik samlet nogle kanoner, uniformer og våben til under halvdelen af styrkerne. Resten brugte eget tøj, herunder de senere så berømte træsko. Høtyve, leer og hakkelseknive blev lavet om til primitive våben. Styrkens størrelse var måske mellem 5 og 7000 mand. Samtidens aviser overdrev tallet til 16.000 mand, tilsat vanvittige rygter om at de havde forskanset sig ved Frederiksberg.


Ledreborg ved Lejre. Først var det Castenskjolds hovedkvarter et par dage, senere indkvarterede englænderne sig her, nogle kilder angiver Blæsenborg Kro. De havde fornem smag, og brugte også Frederiksberg Slot.

Heroverfor stod den engelske divisionskommandør Wellesley (den senere så kendte Wellington) med ca. 6.000 krigsvante folk, beredent artilleri og kavaleri. Han skulle sørge for at den styrke der skulle belejre København, ikke blev angrebet bagfra, altså fra Sjælland. Den 27. august overnattede han på Roskilde Kro, med henblik på at angribe Landeværnet. Han erfarede at Oxholm var i Køge, og sendte kl. 2 om natten Linsingen afsted med ca. 2.500 mand for at falde Landeværnet i ryggen ved Køge. Selv marcherede hans styrke kl. 5 mod Vallensbæk.

Med Wellesleys egne ord i sin senere beretning til Cathcart (aftrykt i "De til Forsendelse med Posten alleene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender", 8. oktober 1807):
Mylord!
Ifølge den beslutning jeg meldte Dem den 27de om Aftenen, marcherede jeg til Roeskilde Kroe, og satte Oberst Reden ved Vallensbrek, og General Linsingen marcherede i Gaar Morges til Roeskilde; ved disse forskiellige Bevægelser blev hans Corps høire Fløi, istedetfor venstre. - Da jeg have Aarsag at troe, at Fienden endnu stod ved Kiøge, besluttede jeg i Dag at angribe ham. Jeg aftalte med General Linsingen, at han skulde gaae over til Kiøge Aae ved lille Sellyas, og omgaae Fiendens Venstre, mens jeg gik frem langs Søeveien til Kiøge, og angreb ham forfra. 

Wellington kom bl.a. over "Onde Aftens Bro". Den ligger stik øst for Ølsemagle, over Snogebækken. Hans vej mod Køge for at afskære det danske Landeværn fra at undsætte København, var formentlig en del mindre opslidende på soldaterne end den mere snoede som Landeværnet måtte gå.

Landeværnet samledes den 28. og 29. august i Køge. Byen havde dengang omkring 1.500 indbyggere. Castenskjold tog hovedkvarter i Thanings Gård, Nørregade 24. Englænderne nærmede sig allerede nordfra. Alt efter hvor man vælger sin vandrerute, kan man vælge den danske fra Ledreborg eller den engelske fra Roskilde Kro. Hvad angår den sidste, passerede den formentlig gennem et landskab der minder om min vandring fra Roskilde til Lille Skensved, 10. august 2017. Hvad angår den sidste, kan man fx bruge denne blogs artikler om Gammel Køgevej. Den snorlige vej fra Taastrup mod Køge var blevet anlagt 1783, så det er slet ikke usandsynligt at Wellington benyttede sig af den.

Den snorlige landevej fra Taastrup til Køge (her Karlslunde Landevej) kan have været Wellingtons nemme måde at komme fra Roskilde Kro til Køge. Den har helt sikkert ikke været asfalteret, og huse som disse kom englænderne ikke forbi. Men landskabet må have lignet.

Student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807) fortæller:
Man begyndte træningen, men manglede våben og ammunition. På trods af dette "Vare kun maadelig forsynede med de nødvendige Krigsfornødenheder, da Communication med Hovedstaden, som det eneste Sted, hvor disse Ting opbevares, var afskaaren. Nogle faa Kanoner tog man fra Korsøer Fæstning og indrettede til Feldtbrug, og efterat Hr Generalen havde organiseret sin Armee, saa godt som Tid og Omstændigheder tillode, marcherede han til Kiøge, hvor han tog Hovedqvarter i Hr. Tannings Gaard.

Thanings Gård, Nørregade 24. Kortvarigt hovedkvarter for Carstenskjold. Den er ifølge OIS fra 1700, men ombygget flere gange. Man kan lige ane kirkemuren. Kirken ligger udenfor billedet til højre, og blev brugt til at opmagasinere krudt. Det skulle senere vise sig at være en dårlig ide, fordi da man havde brug for krudtet, anede ingen hvor nøglen til kirken var.

Slaget starter

Student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807) skrev om de indledende kampe:
Dagen efter, Løverdagen den 29. August, indløb Efterretning fra de danske Forposter, som stode ved Skillingskroen, at Fiendens Kavallerie rykkede frem. Generalen gav derpaa Ordre, at alle Batailloner skulde samles uden for Porten ved det saakaldte Hvide Knæ. Han selv reed med vort Kavallerie til Skillingskroen, og drev de fiendtlige Tropper to Gange tilbage fra Skillingskroen til Korperalkroen (omtrent en Mil) hvorved de skal have lidt et ikke ubetydeligt Tab. 

"Nyeste Skilderie af København", nr. 25, 5 januar 1808 citerede kammerherre Wedel Jarlsbergs skrift: Fædrenelandske Betragtninger. Han var løjtnant og bl.a. med ved Herfølge, hvor han fik et sabelhug i armen. Skriftet var et forsvar for Landeværnet, imod beskyldninger som tilsyneladende allerede var rettet imod det:
Forf. forsikkrer, at Landværnet, selv saa uøvet som det var, havde kunnet afværge Landgangen i det mindste i den Kant af Landet, dersom det havde været samlet ved Landgangen, og faaet Lov til at gaae Fienden i Møde. Han forsikkrer endvidere, at Corpset ikke kunde blevet Angrebet paa en ubeleiligere Tid eller i en ubehageligere Stilling. Bataillonerne fra Øerne ankom først om Aftenen og om Natten til den 29; da havde om Dagen maattet tilbagelægge 9 Mile, og deraf de 4 til Fods. Da de kom seent, maatte de ligge paa Marken om Natten, og stax om Morgenen maatte de stille sig mod den angribende Fiende. Endeel af de Sjællandske Batailloner kom halvtrætte lige fra Exerceerpladsen, hvor de fra om Morgenen tidlig af hade øvet sig, og maatte stille sig op en Front mod Fienden. Paa ordentlig Retirade, Manoeuvrering og alt, som hører til Strategie var ikke at tænke...


Fotoet prætenderer ikke at give noget indtryk af den vej som englænderne rykkede frem ad, udover at vise hvor fladt området er. Københavnsvej.

Omkring kl. 9 den 29. august havde Wellesley formeret slagorden lidt syd for Skillingskroen, dvs der hvor nu Motel Søvilla ligger, Københavnsvej 255. Overfor dem var Landeværnet gået i stilling ca. 1.200 meter sydligere. Vandringsmæssigt er det en lidt kedelig strækning at gå, som det fremgår af min kystvandring 31. januar 2016. Det skyldes at der i dag kun er mulighed for at vandre på den stærkt befærdede Køgevej. Skillingskroen ligger ca. 1½ km nord for Onde Aftens Bro.

I Wellesleys beretning til Cathcart hed det senere:
- Begge Divisioner brøde op i Morges, og marcherede som sagt. Paa min nærmelse til Kiøge, fandt jeg Fienden staaende med Styrke norden for Byen og Aaen, og en Kanonade begyndte paa mine forudsendte Husarpatroller; Fienden havde 3 eller 4 regulaire Batailloner stillede i een Linie, med Kavallerie paa begge Fløie, og som det syntes et stort Corps hinsides Byen og Aaen. Paa den med General Linsingen aftalte Tid stillede jeg mit Infanterie i een Linie, Venstren mod Søen, og to Husareskadroner paa Høiren. 

Ikke Skillingskroen, men en anden kro som nu ligger samme sted, Københavnsvej 255. Området var selvfølgelig dengang marker og strandenge til alle sider. Det var her Wellington tøvede for at vente på Linsingen som var på vej efter at have ændret kurs.

Her ville Wellington vente på Linsingen og hans 2.500 mand. Men omkring kl. halvti var Linsingen kun nået til Ejby. Han gik over broen ved Lellinge som danskerne godt nok havde ødelagt, men bare forladt. Så den kunne repareres uden forstyrrelser. Wellingtons kanoner fyrede fra et gunstigt sted: terrænet er ganske fladt og desuden velegnet til det engelske kavaleri. Det kan enhver overbevise sig selv om, omend udsigten fra Københavnsvej er temmelig hæmmet af bebyggelse.

Broen over Lellinge Å som den ser ud i dag. Terrænet er temmelig kuperet her, og som det ses er det temmelig svært at passere åen. Linsingen kunne imidlertid gøre broen passabel uden at blive generet af danske landeværnssoldater.

Wellington anede ikke hvor langt Linsingen var kommet, og nøjedes med kanonbeskydning. Det gav Oxholm tid at forstærke bataljonerne, og de soldater der havde bøsser, fik udleveret 30 skud hver. Men kanonerne løb tør for krudtkarduser, og da man i al hast forsøgte at hente flere i krudtforrådet i Køge Kirke, var den aflåst. Den stakkels løjtnant har måttet løbe adskillige kilometer. Den var for solid til at man kunne sprænge sig vej ind i den.

Om denne fase i kampen skrev Wellesley senere til Cathcart:
Der havde været nogen tilsyneladende Bevægelse hos Fienden mod hans Venstre, og da jeg ikke havde havt nogen Meddelse fra General Linsingen, og var ikke vis paa om han havde passeret Aaen, troede jeg bedst at giøre Angrebet med Batailloner troppevis (en echelon) fra Venstren af; medens den 1ste Bataillon af det 95de og vort Artilleries Ild dækkede os. - Det tilfaldt det 92de Reg. at begynde dette Angreb, og det udførte det paa en mesterlig Maade, og blev ligeledes vel understyttet af 52de og 43de Reg. 

Kl. 10 indledte Wellington offensiven ved Ølsemagle hvor hans styrker angreb i det åbne terræn, over en bred front fra kysten og ret dybt ind i landet. Fronten må have været omkring 2 km hvis man kigger på et nutidigt kort, men det må have været et område med masser af mosehuller.

Landeværnet blev tvunget på tilbagetog og dannede en ny stilling omtrent ved det nuværende Zoffmannsvej mellem Gammel Køgegård og stranden. Den ene kanon gik tabt til englænderne, trods et tappert forsøg på at tilbageerobre den. Student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807) beskrev det således: Men da Fiendens Artillerie nærmede sig, bleve vore Ryttere tvungne til at trække sig tilbage Nu gav Generalen Ordre til at vor Artilleriee skulde rykke frem med 8 Kanoner paa forskjellige Punkter. Den første Bataillon Skarpskyttere, bestaaende af 50 Mand, fik Befaling at dække to Kanoner, som bleve stillede imellem Gammelkiøgegaard og Landevejen til København. Fienden rykkede frem og bragte med sin Kanonild vore Kanoner til at tie. Da dette skede maatte Landeværnet retirere til Byen.

Denne stilling blev angrebet af  det 92. regiment - The Gordon Highlanders, skotter under Oberstløjtnant Rapier. Det nødtørftigt udrustede danske rytteri gav i starten kamp til stregen, så i stedet blev husarer sat ind, og så måtte Landeværnet trække sig tilbage, dækket af danske skytter. Indtil de blev nedkæmpet af skotterne med fældet bajonet. Stillingen holdt kun i kort tid, og herefter og indtil kl. 13 fortsatte kampene i Køge By fra bygninger som fx Rådhuset.

"Bank på, så skal der lukkes op for jer", sagde Jesus i Bjergprædiken, ifølge Matthæus kapitel 7, vers 7. Men det var åbenbart ikke gældende for den danske statskirke, for den solide kirkedør bag hvilken man sikkert havde opbevaret krudtet, blev ikke åbnet. Senere blev kirken brugt til at forsvare sig med.

Wedel Jarlsberg berettede om Landeværnets tilbagetrækning til Køge: Nord for åen og Køge gik man i stilling i grøfter og bag gærder ved "Hvide Knæ", Køgevejens knæk lige nord for byen. Man havde her 6 kanoner, og nogle hundrede ryttere placeret på flanken ud imod Køge Bugt:
... Fienden rykkede med sit Artillerie, dækket af Cavallerie lige imod, og hans Dragoner og Skarpskyttere havde allerede omgaaet venstre Flanke. Den høire stod lænet paa Stranden, og en Deel af Bataillonens tactiske Bevægelser maatte skee under Fiendens Canoner. Fienden kunde, og vilde sikkert ogsaa have sprængt hele Corpset i Stranden, dersom han havde været mindre frygtsom og ikke saa langt tilbage bag sit Artilleri. Gen. Linsingen, som siden indsaae denne Feil, foregav at det var skeet af Ædelmodighed!! At vort Cavallerie, som blev sendt til Bedækning af et Par smaa Canoner Fienden i Møde, som vare uvante til Skud. Oberst v. Alten skal have erklæret, at den Orden og Præcision, hvormed det Danske Cavallerie fremrykkede, imponerede hans Folk, som først fik sit Mod, da de saae de fleste Heste vende sig og kom i Uorden. Af regulairt Cavallerie befandtes kun et et lille Detachement af Sjællandske Ryttere, som forhen var blevet sendt til Kronborg og udelukket fra Kjøbenhavn, og Regimentets Exerceerskole. Det Par smaa Canoner, der sendtes mod Fienden, gjorde fuldkommen deres Pligt saalænge de kunde. Nu stode endeel Batailloner opstillet en Front for Fienden, isoleret, i en uafbrudt Cartesche-Ild. Fiendens Haubitzer kastede Granater paa Mandskabet; Skarpskyttere og Dragoner havde han i Flankerne; derved at de stode, blev Cavalleriets Retirade dækket, ellers vilde hver Mand af Bataillonen blevet sprængt i Vandet. Nu først begyndte høire Fløis Batailloner, at retirere sig igjennem Kjøge; endnu stod venstre Fløi, og indtil det fiendtlige Artillerie en Front kom tæt paa Livet, det forgjeves havde taget en anden Stilling og der blev commanderet: omkring march march! stod sidste venstre fløi urokket.

I Wellesleys beretning til Cathcart lød det sådan:
- Fienden trak sig snart tilbage til en Forskandsning han havde giort foran en Leir norden for Kiøge, og viste en Agt med sit Kavalleri paa Strandkanden at hugge ind i Siden paa det 92de, naar dette angreb Forskandsningen. Dette nødte mig til at flytte Oberst Redens Husarer fra høire til Venstre Fløi, og at kaste det 43de Regiment i anden Linie, og derpa tog det 92de Regiment Forskandsningen, og nødte Fienden til at flygte i Uorden ind i Byen. 

Tilbagetrækningen til Køge

Wellesleys beretning til Cathcart er meget knap om hvad der skete i Køge. Han skrev kun følgende:
Han forfulgtes strax i den skiønneste Stilling af Oberst Reden og hans Husarer, og af den 1ste Bataillon af det 95de og siden af mit Corpses hele Infanterie. Da vi satte over Aaen fandt vi General Linsingens Corps paa vor høire, som forenede sig med os i at forfølge Fienden. 


Fra den selvsamme kirke hvor krudtet var opbevaret, forsvarede Landeværnet sig ved tilbagetrækningen. Her set fra Kirkestræde. Køges nogenlunde lige gader gjorde det nemt for englænderne at affyre kanoner gennem gaderne.

"Reisen til Kiøge eller maanederne august og september 1807" af Frederik Christian Agre er et af de få sparsomme vidnesbyrd:
I den heele Gade, vi passerede fra Bommen af og til Torvet lige for, var ikke et eeneste Huses Vinduer, som med Blye og alt var hugget ind, skaanede, eller nogen hel Rude at see, ikke een af de forfærdede Indvaanere at see paa Gaden; men ængstelig bag deres Døre og sønderhuggede ruder kiggede efter os, som de formodentlig ansaae for opfanget Husar-bytte eller Mistænkelige.

Køge Rådhus på Torvet. Under kampene besatte landeværnssoldaterne rådhuset og forsvarede sig her. Efter slaget blev bygningen af englænderne brugt til lazaret. 

Student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807) fortæller en lidt mere blodig historie: Da dette skede maatte Landeværnet retirere til Byen, hvorhen Fienden forfulgde det med Musketild, stillede Kanoner i Porten og fyrede langs igiennem Gaden, hvorved en stor Deel blev dræbt. 

Landværnet flygtede formentlig ned gennem Køge by mod Kjøge Bro (forgrunden) der kom til at fungere som flaskehals. I bagklogskabens ulidelige klarsyn - burde de så i stedet have brugt åen som et forvarssted mod englænderne?

Det gik for alvor galt da Linsingen nåede frem og fik kontakt til de flygtende styrker. Det var i denne håbløse situation at nogle af danskerne kastede våben og lædertøj og løb for livet, mens andre fortsatte den håbløse kamp så længe der var noget at skyde med. Således en gruppe i skovene ved Vallø som havde to kanoner.

Til gengæld er der masser at se på for historisk interesserede i Køge. Hvis du ikke har været der før, så brug gerne en formiddag! Hele og mange gader er fyldt med gamle huse, de fleste udgår fra Torvet i alle retninger. Også havnen er værd at kigge på. Og de utrolig flotte strande syd på hvor man skal forestille sig at de engelske skibe ankrede op efter slaget (se senere).

Mange af de våbenløse landeværnsmænd holdt til i Køge By - de kunne jo alligevel ikke gøre noget. En af dem, Claus - den eneste landeværnsmand der findes en beretning fra - forklarede næsten 40 år efter, i 1856 som 90-årig landmand følgende:
Nu skjød man igjen forude, og nu begyndte de, som stode et Stykke foran os paa vore venstre Haand, at stikke i Rend. "Hvad monstro de render nu for?" spurgte en Anden.
"Aa, Engelskmanden er sagtens efter dem," svarede en Anden, "og de er ingen Tussinger at lade sig skyde ned for Ingenting".
"Nei, saamænd," sagde Søren, "for har man først mistet et Been, kan Kongen ikke give os et andet"


Brogade forløber i dag som en ret bred vej fra Torvet til Kjøge Bro. Den har dog nok set anderledes ud dengang da landeværnet med englænderne i hælene masede sig gennem broens flaskehals.

Så løb de. Tilbagetrækningen skulle foregå over Køge Å, og den var dengang som nu umulig at vade over. Af skade bliver man klog, men for sent. Nogle spekulanter udtalte senere at havde de placeret sig syd for åen, havde det været englænderne som skulle over åens flaskehals og ind gennem byen. Nu var det i stedet Landeværnet som retirerede gennem Køges gader mod Køge Bro. Det havde dog formentlig gjort ødelæggelsen af Køge endnu større.

Slaget ved Herfølge


Herfølge Kirke. Her ydede Landeværnet den sidste modstand. Også her fandt de en lukket og låst kirkedør. Og præst og degn over alle bjerge. Vor Gud han er så fast en borg!

Der er et pænt stykke vej at vandre fra Køge til Herfølge. Den lige landevej er temmelig kedelig, så jeg valgte i stedet at gå ind over Gammel Hastrup og Billesborgvej. Det er fine vandreveje. Det er dog tvivlsomt om Landeværnet tog denne omvej.

Landeværnsmand Claus beretter:
Aldrig i mine Dage har jeg saadant taget til Beens, hverken før eller siden. Og mærkeligt nok var det, for jo mere vi rendte, jo hidsigere bleve vi paa at komme afsted.
Jeg smed først mit Gevær, som ingen Nytte var mig til, og saa mine Træsko, og det måtte jeg længe fortryde, for jeg fik ingen igjen før hinsides Kjøge.

De traf også Generalmajor P. L. Oxholm, der forsøgte at organisere et forsvar ved Herfølge Kirke:
Da vi vare komne til Herfølge, standsede en General (Oxholm) os og vilde have, at vi skulde blive for at slaaes paany imod Engelskmanden; men da han blot kunde bruge dem, der havde Geværer, lod han de Fleste af os gaae, hvilket vi ikke vare bedrøvede over.

General Oxholm forskansede sig ved Herfølge kirkegård i et forsøg på at give Castenskiold tid til at få samling på styrkerne. Uvist med hvor mange mænd, måske 120 til 400 mand. Kirkegården ligger højt og er værnet af en solid mur. Det første angreb med husarer blev ifølge en uofficiel beretning ("Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementstidende", 2. oktober 1807) slået tilbage. Men så kørte det beredne engelske artilleri kanoner i stilling på Møllebakken overforog gik i gang med skyderiet. Oxholm blev taget i ryggen af engelske ryttere, der sprængte over kirkediget hvor det er lavest.

Kanonkugle udstillet i Herfølge Kirke. Muligvis fra Slaget ved Køge 1807.

Wellesley som sejrherre får det sidste ord, i form af beretningen til Cathcart:
- Generalmajor Oxhorken (Oxholm), den Næstkommanderende, der var Natten før stødt til Armeen fra de sydlige Øer, forsøgte at holde Stand ved Landsbyen Herfolge, men angrebes rask af Husarerne, som i Afdelinger vare afsendte under Capitain Blaquiere og Capitain Cotton, og af en lille Afdeling af det 95de; og han nødtes til at overgive sig, med Grev Wedel Jarlsberg, adskillige andre Officerer og 400 Mand. - Fiendens Tab har været meget stort; mange dræbtes, og vi have næsten 60 Officerer og 1100 Mand fangne. Paa deres Flugt slængte de Geværer og Klæder, og vi have faaet en Mængde Geværer. Jeg troer vi have taget 10 Kanoner; men jeg har endnu ikke faaet Beretninger fra alle de Afdelinger der forfølge. Jeg har ikke seet General Linsingen, da han endnu er ude med sine Husarer, men jeg hører, at Fienden har ødelagt Broerne ved lille Salbye, hvilket aarsagede Sinkelsen af hans Angreb paa deres Flanke. (Her følger Complimenter og Berømmelser). Vi have taget en stor Mængde Krudt og andet Krigsforraad her i Byen. Jeg agter at fordærve det, hvis jeg ikke kan fa en Capitain paa et af Kongens Skibe til at tage det under Varetægt.
A. Wellesley.

Helt forgæves skal slaget ved Herfølge ikke have været, idet det gav tid til at de øvrige danske troppeer kunne flygte i sikkerhed. Castenskjold blev forfulgt af Linsingen over Næstved til Vordingborg. Den 2. september hjemsendte han de sjællandske landeværn og rykkede fra Kalvehave over til Møn. Linsingen opgav forfølgelsen, englænderne havde opnået hvad de ville: fjernet frygten for at Landeværnet skulle komme København til undsætning. Bombardementet begyndte få dage efter, den 2. september.

Hvordan det kom til at forløbe, kan du læse om i tre afsnit på denne blog, det første handler om tiden op til.


Typisk nutidigt landbrugslandsfoto, her ved Kamstrup. Det er nok nogenlunde sådanne type landskaber tropperne på begge sider har set mest til. Foto fra 18. august 2017, altså taget på nogenlunde samme tidspunkt som Slaget ved Køge.

Ved Herfølge faldt 2 landeværnsfolk, på kirkegården blev 13 såret, flere udenfor, og 5 officerer samt 120 menige blev taget til fange. Også her var kirkedøren for solid til at bruge som forsvarsværk. Engelske ryttere gjorde det af med denne sidste rest af modstand. Da var klokken omkring 4 eftermiddag, altså efter 7 timers kamp. Alt andet end kujoneri. I alt faldt ca. 100 mand, og 150 blev såret.

Wellington brugte Norske Løve som sit hovedkvarter efter slaget.

Døde og sårede

Resume af student P. Hindrichsen (Kiøbenhavn 1807): Vore Troppers Tal var imellem 9 og 10,000, hvoraf dog en stor Deel ikke var med i Slaget. Fiendens Antal skal have været imellem 5 og 5000 Mand, hvoriblandt omtrent 500 Mand Kavallerie. Imellem 17 til 1800 Mand af vore Tropper bleve tagne til Fanger og forte til de Engelske Skive De Dødes Tal var omtrent 100 Mand, og i Laxarettet paa Raadstuen i Kiøge laae henved 100 Mand, som vare blevne saarede i Slaget. Blandt de Døde var Kapt. qvistgaard, Ejer af Gerdrup og Viby Gaarde; blandt de stærkt Saarede Kapt. Nørager, der mistede en Hæl, Præmier Lieut. Kretschman, Lieut. Baron Wedel, som fik to Sabelhug i Armen, og Lieut. Rist.... I alt 1 General, 9 Majorer, 19 kapitainer, 28 Lieutenanter, altsaa i det Hele 56 Officerer. - De fangne Officerer og Gemene bleve opstillede paa Torvet i Kiøge, hvor de fik af de Engelske alle de Vederqvægelser, som Tid og Omstændigheder tillode.


Scheels Hospital i Herfølge, lige over for kirken. Hvis vægge kunne tale, ville denne bygning måske have kunnet fortælle om slutslaget ved Herfølge.

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementstidende, 2. oktober 1807 angav 50 officerer og 1800 menige fanger. Tabstallene omkring 100 mand, 150 sårede på lazarettet. Officererne blev ført til det engelske hovedkvarter i Lundehuset og forsynet med levnedsmidler, tæpper og madrasser. Efter Cathcarts ankomst fik de lov til at rejse hjem den 1. september. De menige blev anbragt som fanger på skibene.


Efterspil

Allerede få dage efter slaget er der opstået talrige rygter i København, så mange at Oxholm i aviserne (fx De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender, 18. september 1807) offentliggjorde at man burde afvente udfaldet af generalkrigsretten. Hverken han eller Castenskjold blev dømt. Andre artikler drejede sig om overgreb fra englændernes side, om dansk heltemod og om engelsk storsind, Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidender, 3. oktober 1807 om Vallø Slot:

Efter Slaget ved Kiøge ankom nogle streifende Fiender til Valløe Slot. De kom igjennem Dyrehaven og bemægtigede sig strax i Havestuen en kurv med Prindsessens Dækketøi. De toge derpaa Kammerherre Brakels Uhre og vilde ligeledes have taget Frie Kammerherreinde Normanns, men hun havde den Aandsnærværelse at sige: Fy, anstaaer det en retskaffen Soldat at fornedre sig til at plyndre! disse Ord, fremsagde med Værdighed, gjorde at Personen trak sin Haand med Undseelse tilbage. Videre fordrede de med Trudsel Penge af Doctoren. Men alt blev igien ved forebragt Klage tilbageleveret. Overalt har de hanoveranske Officerers Justits et almindeligt Lov.


Vallø Slot set fra Slotsparken. "Fy" var åbenbart nok til at få en plyndrende engelsk soldat til at stoppe. 

Og en anden fra "Nyeste Skilderie af København", nr. 4, 24. oktober 1807, altså godt 2 måneder efter slaget:

Man erfarer nu efterhaanden alt mere og mere, at de Engelske langtfra ikke have opført sig paa Landet saa venskabeligt som det i Førstningen hedte. Ved deres Ankomst til Kjøge opsloge de en Leier ved Gjørslev, som ligger meget høit, og hvorfra man kan oversee hele Egnen; men under de otte Dage, de opholdte sig her, opførte de sig meget slet. Præsten Hr. Hersim i Ligemark plyndrede de et Gulduhr, 9 Sølvskeer, 9 Par Skjorter, 9 Par Strømper og et Meerskumspibehoved, uagtet han frivillig havde givet disse Røvere 30 Flasker Viin. Hans gamle Moder frastjal de 9 Tørklæder og 2 Par Strømper. En Bonde i samme Bye fratoge de ikke allene 3 Heste, men brak endog hans Skab, og ranede de Penge der fandtes deri. Den arme Mand har mistet over for 200 Rdlr. Hos Gjestgiver Folmer i Kjøge have de plyndret for 3 til 400 Rdlr. forskjellige Ting. - Paa Grev Kundts Gods Bonderup voldtoge de en Jomfru, men Gjerningsmanden blev opdaget og dømt til 900 Tamp. - Ringsted Kirke forvandlede de til et Magasin for Krigsfornødenheder, og lode gaae der Gjæs, Ænder etc. - Paa Lethraborg havde de deres Hovedqvarteer, og man fortæller, at da Eieren, Grev Holst, kom hjem, anholdt man ham i Blæsenborg Kro, fratog ham Kaarden og førte ham som et Slags Krigsfange til hans egen Gaard, hvor en Engelsk General stod i Vinduet.

Det omtalte gæstgiveri kan være værthusholder og brændevinsbrænder Folmer Nielsen Dyrlunds 11 fag lange bindingsværkshus der lå hvor nu Casino, Torvet 17 er.

At rekonstruere strandengene på daværende tidspunkt er næsten en umulighed, for de har ændret og omformet sig markant, og hurtigt. Generelt vinder land frem på bekostning af vand i området. Måske giver dette foto af strandengene omkring Ølsemagle Revle et indtryk: Ikke noget godt område for fremrykninger.

Undtagelsen: Tømmermester Chrane

Mindst en enkelt person satte sig til modværge mod plyndringer. I "Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementstidende", 13. november kunne man læse om en episode den 30. august hvor den engelske brig ”Billet” ankrede op på reden ved Køge havn. Nogle matroser gik i land og slog gæs og ænder ihjel, og tog bl.a. en båd, der tilhørte tømrermester Christoffer Chrane, 42 år, på nuværende Havnepladsen 17:

Et Par Dage efter at Kjøge Bye havde lidt den skrækkeligste Medfart af den plyndrende Fjende, ankom en engelsk Barkasse dertil og truede med at antænde Byen, ifald 2 Matroser, som de savnede, ikke inden 48 Timers Forløb udleveredes. Forgæves forestilte Magistraten Umueligheden, og bad om Skaansel for Byen, der allerede havde lidt saameget, og hvor desuden Lazaretet befandt sig. "Enten Matroserne eller Byen brænder!" var Svaret. Af retmæssig Frygt for at se saa mange af sine Medbogere uskyldig lide, angav omsider en Tømmermester Cram sig, at have selv dræbt bemeldte 2 Matroser (den ene en Sort) med en Spade, da de om Natten brød ind i hans Gaard for at stjæle, og nedgravet dem i sin Have. Cram maatte nu udleveres, men blev efter Anmeldelse til General Wellesley igjen skikket tilbage, paa Vilkaar at sættes i Jern under stræng Bevogtning, hvorfor heele Byen skulde staae til Ansvar. Efter Kjøbenhavns Kapitulation forandrede Tingen sig. Det blev anseet som Nødværge imod Røvere, og Gambier skal selv have sagt: at Matroserne intet havde at bestille i Land. Crams Dom blev overladt de danske Domstole, og Kancelliet kjendte ham frie.

"Dagen" 23. januar 1808 kunne berette om overgreb, bl.a. afbrænding af fartøjer, plyndringer og ødelæggelser:

Blandt de Købstæder , som have lidt mest ved det engelske Overfald, bør unægtelig Kjøge regnes. Her forefaldt paa Slagets Dag Optrin, som ikke have dem i Lybek noget efter; men ogsaa senere var Kjøges Skæbne haard. Den 30te August bleve alle de Fartøjer af Fjenden opbrændte, som laae lige udenfor Byen og tilhørte den; kuns een Baad sparedes, som de Engelske brugte til at føre de Ting ud paa Skibene, som de havde røvet i Landet. Mandskabet af en engelsk Krigsslup, Billet kaldet, udmærkede sig især ved at gaae i Land, og med væbnet Haand dels ødelægge, dels bortrane de forarmede Indvaanere Fjederkreature, som gik ved Stranden.

Artiklen fortæller om modstand mod disse, tilsyneladende den ovennævnte tømmermester, denne gang kaldet Chrane:

Dog, blev ikke denne Voldsomhed ustraffet, thi den kostede tvende brittiske Matroser Livet. Det var Tømmermester Chrane, i hvis Lod det faldt, saavidt muligt, at hævne de ham og hans Medborgere tilføjede Fornærmelser. En Nat Kl. mellem 10 og 11 blev han pludselig vaagnet af en Kone, som havde taget Tilflugt i hans Hus, det ligger tæt ved Stranden, med de Ord: "Mester! der er Englænder inde i Andehuset og stjæler Ænder." Chrane stod strax op og gik ubevæbnet ud tilligemed en Fisker, Børgessen, som ligeledes var tyet til ham, dog fulgte denne ikke længere end til Husdøren. Thrane gik da ene gjennem Haven ud til Andehuset, hvis han raabte: er der nogen, saa svar; ingen svarede; men i det samme kom et Menneske farende ud af Huset imod ham. Chrane stødte ham fra sig med den ene Haand, medens han med den anden greb en Spade, med denne værgede han sig og tilføjede Engellænderen saadanne Slag, at han faldt død overende. - Neppe havde vor uforsagte Landsmand nedlagt denne Fjende, før en ny ilede ud mod ham, og neppe fik han Tid at springe et Par Skridt tilbage; men da varede Kampen ej heller længe, før Engellænderen segnede ved to svære Hug i Hovedet. - Nu skyndte Chrane sig hjem og fik Børgessen, som var bleven tilbage, til at hjelpe sig med at grave et Hul, hvori de lagde Engellænderne. 

Der er flere detaljer til historien: Englænderne krævede Chrane m.fl. straffet og arresterede dem, hvilket dog blev imødegået af de danske myndigheder:

Hurtigen maae de britiske Matroser, der paa samme Tid vare iland, og som formodentlig mærkede Uraad, have bragt Nys herom til det engelske Krigsskib; thi meget tidlig om Morgenen kom Skibets Anfører, Kapt. Philemore, med sit hele bevæbnede Mandskab, iland, og bortførte Chrane og Børgessen, til hvem man alt havde Mistanke, tilligemed en Deel andre Borgere, som boede ved Stranden. Saasnart dette rygtedes, sendte Øvrigheden en Rekvisizion til den engelske Kaptajn, for at faae de danske Borgere udleverede; da Undersøgelsen, saafremt disse vare Skyldige, burde foretages af deres rette Øvrighed, og paa det Sted, hvor Gjerningen var skeet. Dette bevægede Philemore til, efter nogle Timers Forløb, selv at bringe de to Bortførte tilbage; men med sig havde han de Engelskes uadskillelige Verktøj, Mordbrandsanstalter, hvormed han rasende truede at ødelægge Byen, saaafremt Gjerningsmanden ikke opdagedes og afstraffedes. Virkelig skal Begyndelsen ogsaa være gjort med at stryge Beg og Tjære paa de Plankeverk, som omgive Byens Haver, men da det lykkedes Borgemester Stell at faae Tigeren hjem i sit Hus, og der ved Grunde og Overtalelser stille ham tilfreds, blev der intet af dette grusomme Forsæts Udførelse. 

Det lykkedes også at få køgenserne udleveret, dog imod at de senere ville blive stillet til regnskab - hvilket dog aldrig skete. I stedet raserede matroserne Chrane og Børgesens huse, smadre vinduer, rive døre og karme itu, ødelægge indbo og stjæle alt af værdi, lige fra værktøj og redskaber til urterne i haven. De blev løsladt den 20. oktober og 14. december frifundet ved en dansk domstol:

- Philemore overleverede formeligen Chrane og de øvrige Fanger til Borgemesteren, og krævede den Skyldige tilbage, naar han efter nogle Dages Forløb kom tilbage til Kjøge. Men man saae ham aldrig siden. Undersøgelsen begyndte, og Chrane tilstod snart Sagens sande Sammenhæng. - Efter Kapitulationen blev denne Sag med alle sine Omstændigheder indberettet til det kgl. danske Kancelli, som, efter Korrespondens med Vedkommende, beordrede Sag anlagt imod Chrane og Børgessen. Ved Underretsdommen ere begge de Tiltale aldeles frifundne for Aktors Tiltale. - Denne Dom vil enhver fælde, der har Følelse for Ret og Uret; denne Dom er overensstemmende med vore Loves Bogstav og Aand; de Tiltalte have derfor intet at frygte, om den end til Overretten indstævnes.


Sene beretninger

Ret hurtigt begyndte aviserne at fremkomme med forskellige beretninger som måske skal tages med en anelse gran salt. Således i "Dagen" 2. april 1808 - altså ½ år efter slaget - stod noget der måske, måske ikke kan være en forherligelse:

Slagelse den 21 Marts 1808. Jo færre exempler hidtil ere anførte paa Kjækhed hos Landeværnsmændene, desmere bliver det Pligt, at lade komme til offentlig Kundskab, hvad derom hist og her troværdigen berettes. Umiskjendelige Prøver paa slig Kjekhed skal Gaardmand Lars Jensen fra Hammershøj i Vemmeløs Sogn have aflagt i Fægtningen ved Kjøge. Under Kuglernes Hvinen skal han have gjort sin Offiser opmærksom paa en fordelagtigere Retning af det Geled, hvori han stod, han bar Fanen og blev snart saaret i den Arm, med hvilken han var den, men ikke skræmmet derved holdt han den med den anden Haand, indtil den almindelige Flugt ogsaa bortrev ham. Dog bortslængte han ej sin Fane, førde den derimod, skjøndt ej lidet plaget af sit Saar - Kuglen var bleven siddende i Armen - til Nestved, hvor han afgav den i sikker Bevaring, og derpaa søgte sit Hjem. Hans liden Omsorg for sit Saar var Aarsag i, at dets Helbredelse modtog længer Tid, dog kan han nu, som forhen, bruge sin Arm.

Andre eksempler kan findes i "Nyeste Skilderie af København", nr. 53, 12. april 1808. Første eksempel fra artiklen:

Fra Urolighederne i Kjøge forrige Sommer fortjener adskillige Træk at optegnes for den tilkommende Historieskriver. Følgende Exempel kan tjene til Bevis paa, hvor meget en enkelt Mands Aandsnærværelse kan i Krigstider bidrage til det Heles Gavn. Da en Piquet fiendtlige Tropper, under Anførsel af en vis Lieutenant Jansen, kom til Kjøge, var de bevæbnede Borgere just opstillede paa Torvet. Officieren førte dem bort som Krigsfanger, og erklærede, paa Vedkommendes Forestilling, at de i den Anledning maatte henvende sig til General Cathcart. Kjøbmand Frank i Kjøge, fulgte med til denne General. Paa Spørgsmaalet om disse Folk ikke hørte til Militsen, svarede han, at de vare en Politievagt, som er ansat til Ordenens Overholdelse i Byen, men som ikke har noget at gjøre med de militaire Anliggender. I Førstningen vilde Cathcart ikke troe det, men Hr. Frank talte saa godt for sig, at den fiendtlige General frigave de krigsfangne Borgere. Officieren døde siden i Kjøge af et Saar, som han havde faaet i en Skjermydsel paa Gaden. 

Om sagen virkelig skulle være nået til den øverstkommanderende for englænderne, William Cathcart, kan man nok stille spørgsmålstegn ved. Selvom Catchcart kom til Køge for at sikre sig at krigsfangerne blev behandlet ordentligt.

- Omtrent paa samme Tid var man Vidne til et udmærket Exempel paa Kjekhed. En Landværnsmand var bleven omringet af ni Engelske Husarer. Men han afparerede dem alle saa godt med sin Bajonet, at han slap fra dem med et meget ubetydeligt Saar. 

Dette eksempel er vel en klassisk soldaterhistorie. Og mon ikke en etatsråd har benyttet sig af at glorificere sig selv ved tømmermester Thranes (eller Cranes) redning?

- Da Tømmermester Crane efter den bekjendte Affaire med de to Engelskmænd, var ført i Lænker ombord paa det Engelske Krigsskib, var til hans Lykke, Notarius Publicus, Etatsraad Olsen just nærværende i Kjøge. I hele Kjøge var Etatsraaden næsten den eneste, som kunde tale med den fiendtlige Officier, opsætte en Reqvisition i det Engelske Sprog og bringe Sagen i Rigtighed. Uden hans Mellemkomst vilde Crane have blevet et Offer for de rasende Engelskmænd, der, under den Trussel, at de vilde afbrænde Byen, fik ham udleveret. 

Artiklen slutter med en antydning af at det i virkeligheden var englænderne som var bange:

- Aarsagen, hvorfor de Engelske skjød ind i Husene var den, at de troede, Landværnsmændene havde skjult sig der, og at Kjøge vilde blive et nyt Buenos Ayres for dem.

Historien om etatsråd Olsen kan måske holdes op mod en dødsannonce i Dagbladet (København) 20. marts 1896 for fru Rose Hartvigson, født Franck. Hun var en halv snes år under Slaget, og om hendes far hed det:

...begivenhederne bleve desto mere mærkelige for hende, efterssom hendes Fader, der dengang havde Forretning i Kjøge, spillede en ikke helt uvigtig Rolle, idet han først paa sin Viis tog Del i Byens Forsvar og dernæst som særlig sprogkyndig Borger benyttedes til en Slags Parlamentær Tjeneste i det engelske hovedkvarter, hvor han havde det Held at udvirke nogle Medborgeres Frigivelse fra Krigsfangenskab.

Artiklen anslår at det sidste øjenvidne til Slaget nu var gået bort. Så alt i alt var der i sam- og eftertiden historier fremme om landeværnets tapperhed.

Se mere

Slaget ved Køge på Roskilde Historie.
Chakotten, med kort og oversigt.
Lars Kjær: Slaget ved Køge Landevej 1807.