Værebro Å-dal, dag 4 & Damvad Å Classic

Afslutningen på udforskningen af Værebro Å og ådal i nærmest forårsagtigt vejr. Og en afstikker til Damvad Å

Det er lidt af et definitionsspørgsmål hvor Værebro Å starter. Strengt taget i Fedtmosen og Smørmosen.  Men der kender man den under navnet Tibberup Å helt til Søndersø. Der løber den så syd for søen og flyvepladsen under navnet Jonstrup Å gennem Jonstrup Vang. Det hele sumper til i Bringe Mose vest for flyvepladsen, og først ved Knardrup forløber åen under navnet Værebro Å helt ud til Roskilde Fjord.

Broen under Frederikssundsbanen, set fra Frederikssundsvej mod syd og mod udløbet i Roskilde Fjord. Solen stråler igennem og oplyser den lille tunnel. Et næsten magisk øjeblik.

Jeg har tidligere vandret gennem områderne øst for Knardrup. Så jeg har tilladt mig at udnævne denne 4 etape af Værebro Å-marcherne for den sidste. Altså strækningen mellem Frederikssundsvej og Knardrup. Strækningen er langt den mest vandrevenlige. Faktisk kan man vandre langs åen hele strækningen. Ikke de bedste stier, knoldet græs og muldvarpeskud en masse. Og man kan også se at der er store problemer med bjørneklo. De er ikke så synlige endnu. Men stokke står stadig i vandkanten og flere steder har man forsøgt at bekæmpe dem The Egedal kommune-way ved at overdække store områder med sort plastic. Åen er også mere reguleret end længere sydpå.

Som det ses er Værebro Å stærkt reguleret, og det hele vejen til Knardrup. Der er ingen snoninger, kun bløde kurver som på dette sted ca. 1 kilometer nord for Frederikssundsvej. Der er dog allerede her fuglefløjt og tegn på liv.

Langs åen kan man så at sige se ådalen i frøperspektiv. Bemærk at åen er så bred og dyb at man ikke bare sådan kan gå over på den anden side. Nord for Vindekilde er der en bro som er mere solid end sit udseende.

Lidt syd for hvor Damvad Å løber sammen med Værebro Å (bag fotografen) kan man krydse åen via denne bro. Den er mere solid end den umiddelbart syner. Den knager ikke engang og vipper kun ganske lidt. Der mangler dog et par planker.

Det kan også anbefales at se dalen i fugleperspektiv på den ca. 3 kilomenter lange tur langs Skovvangsvej-Sigersdalvej-Korshøjgårdvej. Især de to sidste veje er gode vandreveje. Her går man det meste af strækningen på et højdedrag og har storslåede udsigter til begge sider det meste af tiden. I godt vejr som i dag kan man tydeligt se de blå hangarer i Flyvestation Værløse.

Fra Sigerdalvej har man den vidunderligste udsigt ned mod ådalen. Her ved "albuen" kan man tydeligt se ådalen som løber tværs gennem billedet ca. 250 meter nede. Til venstre uden for billedet Vindekilde og i baggrunden Knardrup.

Damvad Å

I stedet for at følge en hele vejen til Smørmosen valgt jeg at vende om ved Knardrup og følge Damvad Å lidt nordpå. Damvad Å syner ved første øjekast ikke af så meget som Værebro Å. Man kan mageligt skridte over åen det meste af strækningen. Men Damvad Å er interessant derved at den i 2004 blev ført tilbage til sit oprindelige snoede forløb ud fra gamle herredskort.

Damvad Å er her ført tilbage til sit oprindelige snoede løb, og det gør omgivelserne så meget desto mere spændende for vandrere. Her en af de mere flade strækninger. Længere mod nord og tættere på Ganløse  forløber åen gennem stejlere løb. Uden dog at nå op på hvad man kan se fx ved Mølleåen eller Køge Å.

På det Kraks Kort jeg medbragte var disse snoninger ikke med, så det gjorde turen så meget længere. Det har været godt for ørrederne der gyder her, for villaejerne der nu undgik oversvømmelser, og for vandrefolket fordi åen snor sig i gennem et jævnt og pænt kuperet område med mange gode udsigter.

Lidt syd for Ganløse er en stejl bakke, som man ikke kan komme op på toppen af, da det er indhegnet til dyr der afgræsser området. Godt nok er der en klaplåge, men der advares om at det er på eget ansvar og at tyren er løs. Jeg tvivler dog på at den er det i dag. Men på den anden side løber jeg ikke risikoen. Jeg må lige først trinvis lære ikke at være bange for køer først. Til gengæld er der lavet en sti til ca. halvvejs oppe, hvor man har denne udsigt.

Skår i idyllen

Som vandrer er jeg glad for at kunne bevæge mig ud i den danske natur uden at blive forskrækket og få hjertebanken af truende skilte med advarsler om politianmeldelser. Jeg mener at jeg opfører mig pænt, ødelægger ikke noget og vil gerne vise behørig respekt selv for de lodsejerboliger som ligger adskillige hundrede meter, måske kilometer væk. Derfor er stor tak til de afmærkede stier hvor nogle lodsejere har givet tilladelse til at gå igennem. Jeg skal hilse og sige at vi nok skal passe på jeres ejendom!

Og nu vi er ved skår i idyllen, så kan man ikke undlade at nævne Sørup Losseplads. Hvis trussel mod åen er omtalt i en artikel fra 2012. En tikkende miljøbombe i Måløv?

Men en nærmere inspektion afslører ganske frastødende elementer i landskabet. Kemikaliefyldte og stinkende vædsker siver ud i området i retning mod Engagerrenden, der igen fører til Værebro Å. Rustne, hullede tønder med giftiggult ukendt indhold ligger frit tilgængelige, og det er nærliggende at tænke sig, at en del måske stammer fra den nærliggende Cheminova-(Lyfa-)grund samt fra Løvens Kemiske Fabrik, hvorfra man tidligere har haft mistanke om deponeringer.

Sørup Losseplads, (1957-1974) er anlagt i en tidligere grusgrav. Den indeholder ca. 1 million tons usorteret industri-, bygge- og husholdningsaffald. Og der er sket udvaskning af pesticider, kemikalier, tungmetaller, lægemiddelstoffer, fenoler og mange andre modbydelige sager. Cheminova lå her indtil 1957. Læs eventuelt artikel fra Ingeniøren 14. september 2012.

Når verden af i dag ikke er som den af i går

Og så til lidt opdatering af kontroverserne mellem lodsejere, Naturfredningsforeningen, kommunerne, og andre interessenter. Ingen tvivl om at lodsejerne føler deres interesser gået mere end nær. Fx anklager Aksel V. Jørgensen (Hundested) i Frederiksborg Amts Avis (11.02.2015) Egedal kommune for at være skyld i oversvømmelser pga dårlig eller intet vedligehold.

Når jorden ligger hen som sump over længere tid, bliver græsset blandet med alskens bittert ukrudt og udvasket med ringe foderværdi, faktisk ikke bedre end rughalm. Ligeledes bliver sommergræsningens foderværdi stærkt forringet og fyldt med giftige insekter og igler, der går i dyrenes lever og lunger, så der efterfølgende sker en opformering.

Han ser altså områderne som værende til for landmændenes skyld: De skal levere foder og er grobund for dyr og insekter som skader husdyrene.

Landbruget har gennem århundreder sat sig præg på Danmarks udseende. Åer er blevet reguleret, moser drænet og omdannet til græsningsarealer for dyr, marker eller små lunde og skove. Nu ser det ud til at trenden ruller en anden vej, og det sker ikke uden gnidninger mellem holdninger til hvordan det danske landskab skal se ud. Værebro Å og ådal er i høj grad blevet en brik i dette spil.

Heroverfor står Egedal Kommune mm. som opfatter oversvømmelser som et naturligt fænomen. Måske tænker de her på fortilfældet Skjern Å, der i mange år var bastet og bundet af landbruget, men som nu er lagt tilbage i sit naturlige forløb. Men for nogen bliver dette altså opfattet som at

Det er ikke underligt, der er krig i verden, når dem, der har magten og flertallet, bruger den til at tryne et mindretal.

I Lokalavisen Egedal (24.02.2015) gør Søren Grønlund (Smørum) ophævelser over hvad han anser Egedal Kommunes forsømmelser af at oprense Værebro Å, at kommunerne ikke har erstattet oversvømmelserne af birkeskov, elleskov, landbrugsarealer m.v. Han beskylder kommuner, fredningsmyndigheder og naturklagenævn for at være løgnagtige. Herunder ironiseres også over længden af skolegang.

Biologen Thomas Oest Biolog og projektleder i Egedal Kommune svarer at Egedal Kommune har overholdt vedligeholdelsespligten for Værebro Å, hvad angår at oprense og sikre gennemstrømning i vandløbet tre gange om året. Men at der er flere oversvømmelser end for 20-30 år siden. Dels pga åen, dels pga. verden er forandret.

Markerne og de gamle dræn omkring åen er sunket sammen, og klimaforandringerne giver tydeligvis også mere vand i ådalen. Det nyeste eksempel på oversvømmelser så vi for et år siden, da vandet fra Roskilde Fjord blev presset tilbage i åen og ud i ådalen.

Egedal og Roskilde kommuner har sammen med Danmarks Naturfredningsforening anbefalet en fredning af den smukke og historiske ådal for at beskytte området. Men det er Fredningsnævnet og en særlig dommer med kompetence i fredningssager, der vurderer størrelsen på de erstatningerne som de berørte lodsejere bliver tildelt.

Omvendt er grundejerforeningen Engen nu ikke længere modstandere af en sti langs Roskilde Fjord og Værebro Å på deres arealer. Den er lovet lagt så langt væk fra grundejerne som muligt. Da strandretten eksisterer er der vel heller ikke noget at sige til at der også bliver en sti. Men denne eksisterer ikke for åens vedkommende, hvor grundejernes matrikler går til midt i åen. Et argument kan have været at grundejerne på den ene side gerne vil have det hele for sig selv, på den anden side også mener at andre skal bygge dæmninger mod oversvømmelserne.

Ruten

Kildedal Station. Sørup. Værebro Å. Knardrup. Damvad Å. Fluebjergvej. Skovvangsvej. Sigerdalsvej. Korshøjgårdvej. Kildedal Station. I alt i "lige" linje 15 km. Men der mulighed for mange afstikkere. Jeg har fået besked på ikke at overtræne, da det kan få muskelgigten til at bryde frem igen, så jeg er lidt varsom med kilometrene.