lørdag den 13. november 2021

Nordhavnen.

Til denne vandring havde jeg forberedt mig via en del avisartikler 1880-1921 for at læse nærmere om Nordhavnens tilblivelse, nedrivning, ombygning og udbygning. 

Det er næsten 2 år siden jeg sidst rapporterede fra Nordhaven. Det er blevet til flere små ture derud imellemtiden. Men nu var det så tid til "den store tur", dog ikke større end at jeg ikke nåede opfyldningen helt mod nordøst. Der slog benene efter 5-6 timer ikke længere til, og bus 164 lokkede med at køre mig til Nordhavnen Station. 

Nordhavnens start

Fra Nordhavnen Station har man et godt indtryk af begyndelsen til Nordhavnen, nemlig Nordbassinet. Højbanen markerer nogenlunde kystlinjen dengang: Ved anlæggelsen af havnen nogle hundrede meter fra Strandpromenaden - som dengang rent faktisk var en promenade langs stranden. I 1884 var man i gang med at banke pæle ned og mudre op så havdybden kunne matche skibene. Udover Nordbassinet blev også Redhavnen anlagt. Den er der ingen spor tilbage af i dag, men den lå i en femkant der hvor Portland Siloerne nu ligger, samt i området bag ved. Den blev opfyldt så sent som 1970.

Nordbassin. Den ældste del af Nordhavnen. Kun bassinet er tilbage af den oprindelige havn. Det lave blå hus nedenfor den runde bygning der er under opførelse, markerer stedet hvor karantænehuset lå. Omtrent hvor siloerne er opført og bag denne lå den i 1970 opfyldte Redhavnen. Siloerne er opført 1979 for Aalborg Portland. 59 meter høje. I 2014 blev der bygget 7 kontoretager 9 meter ud fra siloerne, 24 meter over jorden. Øverst fælles kantine og udendørs panoramaterrasse.

Målebordsblade fra før Nordhavnen blev anlagt: Frihavnen ses helt nederst. Jernbanen snor sig mod syd langs kysten, derefter ind i landet mod nord. Umiddelbart bagved ligger Strandpromenaden - der dog allerede ikke længere er nogen promenade langs stranden. 

Redhavnen begyndte at fungere allerede i 1887. Den lå foran Kalkbrænderifortet hvor der også var en lille havn. Derimod fungerede Nordbassinet endnu ikke som havn, bortset fra sporadisk skibe lagde til ved den endnu ikke færdige kaj. 300 mand arbejdede om sommeren, 100 om vinteren. Det mudder som pumpedes op for at uddybe havnen, blev brugt til at tørlægge området mellem Strandpromenaden og havnen, således at kystlinjen kom længere og længere væk.
 

Langs Århusgade og i nogle af sidegaderne findes nogle af de ældste bygninger fra Nordhavnen, Redhavnen befandt sig til højre for den høje, hvide bygning i baggrunden. Den lave røde bygning til venstre er Meny, en stærkt ombygget reminiscens af det meget omtalte "Riffelsyndikatet".

Redhavnen

Redhavn blev anlagt 1885-1890, og lå på nuværende Göteborg Plads. Den var forsyningshavn for de skibe som ikke lagde til kaj, men lå forankret på Rheden, eventuelt for at vente på kajplads. Den blev brugt af små forsyningsskibe, som derfra sejlede ud til skibene. Redhavnen overtog funktioner fra småhavne, som Kalkbrænderi Batteri. Den senere anlagte mole hed Redmolen og blev anlagt 1915-17 og udbygget 1930, med plads til 21 store brændselsolietanke. Den nordlige bro eksisterer stadig. Yderst på molen lå det østlige toldkontor 1920-2020, nu erstattet af nybyggeri. Toldkontoret skal genopføres på samme placering. Redhavnen blev opfyldt i 1974, i stedet blev de to Portland cementsiloer bygget (1979). Efter molens rydning blev jorden  oprenset, Redmolekanalen anlagt (2015), og en ø blev dannet.

I starten af 1900-tallet stod det klart at Nordhavnen var alt for lille til at klare den stigende skibstrafik på Københavns Havn, og planen var nu at udfylde området foran Kalkbrænderihavnen og anlægge endnu en mole og skabe et nyt havnebassin. Her skulle der være pakhuse, kajer, told- og ekspeditionsbygninger mm. Kajen blev anlagt med jernbetonkasser der som 50 gange 7 gange 10 meter lange "legoklodser" blev støbt sammen. Det blev til Kronløbsbassinet som i dag er ved at forsvinde - opfyldning!

Den røde bygning blev opført i 1918 for Russiske Handelskompagni. Senere blev det anvendt af "Riffelsyndikatet". Her døde 5. maj 1945. smed Julius Møller. Mindepladen kan anes på facaden ud mod gaden.

"Riffelsyndikatet"

"Riffelsyndikatet": 1900 Compagnie Madsen A/S. Hovedprodukt det luftafkølede Madsen-maskingevær (V. H. O. Madsen)- ny navn "Dansk Rekyl Riffel Syndikat A/S, 1936 dansk Industri Syndikat A7S. Nu DISA. Rester af fabrikken ligger i Southamptongade (Meny, ca. 1900). 

På den anden side af gaden ligger en rød bygning (se foto). På den er en mindetavle for en modstandsmand Julius (Christian) Møller som blev skudt her 5. maj 1945. Han var tilknyttet modstandsbevægelsen under afsnit 1 (Havnegruppeme), og var ansat i Dansk Industrisyndikats brandvagtskolonne. Den pågældende dag kl. 8 skulle frihedskæmperne afløse den tyske
vagt. Ca. 11 rykkede en deling på omkring 30 mand fra Korps Aagesen til forstærkning af
vagten. Ved 13-tiden kom det i fire timer til en kraftig skudveksling mellem de tyske skibe i havnebassinerne og vagtstyrken på Industrisyndikatet, ligesom der fandt kraftige ildkampe sted i andre områder omkring Frihavnen. Efter at have modtaget en ordre på kommandocentralen, der var beliggende på hjørnet af Billedvej og Århusgade, vendte Julius Møller tilbage til sin post. Han afventede en skudpause, hvorunder han ville løbe over gaden. I samme øjeblik ramtes han af et riffelskud med øjeblikkelig dræbende virkning. (Kort resume af biografi i Modstandsdatabasen). A. P. Møller var økonomisk involveret i virksomheden.

Virksomheden var i al hemmelighed var dømt for værnemageri og betalte 90 mio. nutidskroner i erstatning. En myndighedsrapport havde betegnet virksomhedens aktiviteter under krigen som landsforræderi. .


Sundmolen har nogle arkitektonisk set ikke særlig spændende pakhuse. Kronløbsbassinet bag husrækken til højre er ved at blive udfyldt, i hvert fald halvt ud i det nu snart forhenværende løb. Af nyere interesse findes bag fotografen metrostation og på den anden side Copenhagen International School.

Frihavnen historiske begrundelse

Ideen om frihavne stammede egentlig helt tilbage til 1500-tallets Italien. I Danmark var Altona fra 1664 en frihavn, dernæst Charlotte Amalie på Sankt Thomas i 1764. I København nøjedes man med et frilager som blev indrettet på Københavns Toldbod i 1851. Det var først da tyskerne begyndte at anlægge frihavne at der for alvor blev gjort noget idet fx Hamburg hurtigt ville kunne true København. 

Udover at vise kulkranerne (længst væk Union-kranen) skal fotoet også vise at hele området mellem kranerne er en byggeplads uden adgang for publikum. Man kan ikke længere gå langskajkanten (Kalkbrænderiløbskaj), men må ud på Sundkrogsgade - og den tunge og heftige trafik.

Stubbeløbgade +100 meter nordpå markerer nogenlunde grænsen for Nordhavnens størrelse indtil 1940. Det var heromkring udvidelserne med de nu så markante kulkraner skete. I dag anvendes de til Harbour House og mødelokaler. Men megen romantik var der ikke: Kranerne klarede det tunge arbejde, men i lastrummene var der arbejdere, kullempere som skovlede kullene væk fra de steder hvor kranen ikke kunne nå. Deres arbejdsforhold var ganske forfærdelige, kulstøvsskyerne i lastrummene der gjorde sigtbarheden nærmest lig nul, udtørrede svælg og hud. Ikke noget under at de drak øl for at "rense" svælget. 

I dag er området en enorm byggeplads. Fundamentet er ved at blive lagt til et fremtidigt byggeri. Tværs hen over den har man udsigt til Svanemølleværket. Jeg napper et foto, men bliver dernæst kontaktet af en mand i arbejderboligerne: Jeg må ikke fotografere her, og i det hele taget er det forbudt at opholde mig der. Inden hjertet helt synker ned i halsen på mig, kommer der dog en anden smilende mand, og gelejder mig venligt ud og på rette spor. Jeg viser ham at jeg sletter fotoet, og han smiler overbærende. Jeg bliver så glad at jeg trykker hans behandskede hånd til tak. Hjertebanken forsvinder, mens han går tilbage til sit arbejde.

Næsten som Nordhavnens midte ligger også mit foretrukne rastesteder når jeg er i Nordhavnen: Air Trix. Den kalder sig trampolinpark mm. Der er minigolf udenfor med siddepladser, et cafeteria indenfor. Og jeg tænker hver gang at sådan skal det se ud på Nordhavnen. Enkelt, rimelige priser, praktisk, god. Næsten som Ritter Sport-chokolade. Selv om man måske er forvænt med barista-kaffe, økologisk bagværk og særpræget møblement, så hører det ligesom ikke rigtig til på dette sted. Det gør Air Trix derimod - og kaffen er da vist bedre end "Storebæltkaffen" som jkeg husker den. Der er bevægelse, dynamik, uhøjtidelig stemning. Hvad er mere passende på Nordhavnen?

Fiskerihavnen - Skudehavnen

Den gamle og nu for længst forladte Skudehavn er det eneste som stadig ligner sig selv. Skudehavnen har oprindelig navn efter at den ikke var så dyb, og derfor kun beregnet til mindre skibe, "skuder", mens de andre bassiner var beregnet til skibe der stak dybere. I den sidste tid af dens eksistens blev den imidlertid mest benyttes af andre, og en vis romantik opstod omkring den særlige (landby)stemning der tilsyneladende var i havnen, "sammenhold", "fællesskab" osv. 

Området ved Unionskranen var i øvrigt en afsondret ø til olietanke, en benzinø. Der eksisterede langs vestsiden af havnen en række badeanstalter hvis udseende ikke blev specielt rosende omtalt i visse aviser. 

Fiskerihavnen i det nordvestlige hjørne af Nordhavnen. Den skulle afløse Skudehavnen, som igen i sin tid havde afløst Sundkrogen. Det går stærkt i Nordhavnen! Men mon ikke dette er en mere blivende placering?

Fiskerihavnen/ Skudehavnen blev flyttet herud i 1995-96. Et par aktive erhvervsfiskere er her da også, men skuderne er byttet ud med lystfartøjer, sejlklubber, bådelaug og et bådebyggeri. Skure som minder lidt om kolonihaver. Eller containere - i fald havnen skulle flytte igen. For den gamle Skudehavn afløste en endnu ældre Skudehavn, nemlig Sundkrogen - som i dag er et af de mest mondæne og dyreste områder i Nordhavnen. Om "stemningen" og "atmosfæren" fra den "gamle" Skudehavn flyttede med, skal jeg ikke kunne sige.

Et kik mod den store knopskydning mod nordøst. Henover de to små damme som ligger her.

Øst for Skudehavnen og Tunnelfabrikken ligger de meget store områder som blev inddæmmet fra 1980'erne, og især efter 2010 nordøst, fra krydstogtsterminalerne. Området er i modsætning til det sydligere meget åbent. Det er præget af et indtryk af losseplads, nyopfyldt areal, naturskønnne småsøer. Og det er også her man finder områder med får, samt hvis man har en god kikkert, en vis form for fugleliv. Der er stadig fisk tilbage i havet hvor lappedykkerne lapper i sig med småfisk. 

Det er helt herude, med udsigt til Øresund at freden indfinder sig. Havet gør sin beroligende virkning på sindet. Og det er også her jeg møder en engelsktalende amatørornitolog som har boet i Danmark i mange år. Og som efter lidt indledende småsnak om klimakrisen, med et smørret grin fortæller om sin søn der oplever de danske landskabet som "yet another potatoe field". Jeg griner med, og fortæller ham at det nu mere er raps, byg og hvede, men forstår godt pointen: At insekt- og fugleliv er forsvundet ind til næsten ingenting på de områder, og at storbyer som København, med fællederne på Vestamager og Nordhavnen har ganske gode fuglekigger-lokaliteter. Et paradoks som peger mod at der ikke rigtig sker noget på det område.

Sydpå tårner Tunnelfabrikken sig op. Hallen er 261 meter lang, 125 meter bred og 24 meter høj. En af Danmarks største bygninger. Den blev opført i 1990'erne for at støbe tunnelelementer til Øresundsforbindelsen (ØTC-fabrikken - Øresund Tunnel Contractors). Den lå dengang ved kystlinjen, og elementerne blev sejlet direkte ud i Øresund. Der findes stadig vandkar i bygningen fra dengang. Nu er den udset til at være et kulturelt center. 

Thomas Damsbo: Kaptajn Nalle. Lidt svær at finde, og man har hele tiden fornemmelsen af at gå på nogle af adgang forbudt-områderne. 

Kaptajn Nalle (Thomas Damsbo)

Midt på en af disse prærieagtige områder har Damsbo opført en af sine mange trolde-skulpturer, Kaptajn Nalle - en skægget fyr der slæber sin båd efter sig i et tov. Kaptajnen er som alle andre troldestatuer ikke sådan lige til at finde - jeg øjede den i fuglekikkerten, og området virker ligefrem heller ikke så tilgængeligt som de andre statuer jeg har fundet. Det er svært at finde huller i hegnet, og stierne er ikke særlig gode - og hvordan finder man tilbage igen?

Vy mod nord lidt øst for Kaptajn Nalle. Bygningerne tilhører den kommunale virksomhed som udfylder området mod nordøst.

Øst for Kaptajnen ligger et mudret og øde område, mod nord med udsigt til det store område som nu er ved at blive opfyldt. Bygningerne ved indkørslen til området kan ses på fotoet ovenover. Her kører lastbilerne ved indgangen op på en vægt før de kører ind og læsser af. 

Den bevoksning som findes på Nordhavnens arealer, kaldes "ruderalt habitat", dvs. lysåbne voksesteder præget af tidligere menneskelig aktivitet blandet med selvgroede bevoksninger på bar jord, murværk, materialebunker og veje. En uensartet jordtype (mineralrig/næringsfattig), komprimeret og basisk pga. murbrokkerne. Solens ubarmhjertige påvirkning medfører et tørt og varmt klima hvor kun arter der kan tilpasse disse forhold, trives. 

På arealerne vokser arter som naturligt hører hjemme i Danmark, men dertil også indførte, dyrkede og forvildede arter, og endelig har den megen trafik fra fremmede lande også bragt eksotiske arter ind på området. Hvilket ikke er noget usædvanligt for tilsvarende havneområder - Nordhavnen er bare så uendelig meget større end de fleste. 

Krydstogtterminalerne.

Endnu længere mod øst ligger så de enorme krydstogtskibsterminaler - tre i tallet. De kan ses fra den indre havn. Men for tiden er der ikke nogen skibe. Coronaen har gjort sit for at gøre terminalerne overflødige. Passagererne mødes af en grillbar og en souvenirbutik. Og ellers kan de bestige et udkigstårn for at studere herlighederne der venter dem sydpå. De bliver kørt derind, for vejene er ikke særlig velegnede til en rask travetur. 

Ved parkeringspladsen på hjørnet til Oceanvej (der pt. er lukket) , står et højt skilt som med et ord vist skal karakterisere det mest danske der overhovedet findes: "HYGGE". Med udsigt til bakken på udvindingsarealet mod nord. I luften ovenover hænger nogle sorte fugle. Jeg spørger mine ben om de orker at tage en tur ud på det nyinddæmmede område mod nord. Men efter 5-6 timers march, til tider med vanskeligt terræn, siger de bestemt nej! Herefter er der bare at vente på bus 164 - den kører hvert 20. minut på dette tidspunkt.

Jeg skal undlade at kommentere bagtankerne bag dette foto. Blot oplyse at den ligger som noget af det første som krydstogtspassagererne møde når de stiger i land fra skibene.

Alle burde tage en årlig tur i Nordhavnen. Ligesom de enorme områder med hvede, byg og raps på landet viser bagsiden af det glansbillede med stråtækte huse og bindingsværk som vi så gerne vil se, så viser Nordhavnen storbyens bagside: Containerne, grim arkitektur - ja det kan vel nærmest kaldes brutalisme, støj, støv. Råt, usminket fremstår store dele af Nordhavnens nordlige del. Den minder os om at drømmen om storbyen, som den idylliske "middelalderby" København, er kun det: En drøm, på godt og ondt.

Man kan følge med på nettet via Nordhavn Avis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar