Kalvebod Fælled - Statens Vildtreservat

Februar megen regn har i den grad sat sit præg på dette område som i forvejen er et udpræget vådområde - det er blevet endnu mere vådt.

Bemærk skiltet med koen: Her er der om sommeren fritgående køer. Den går ikke i dag. Området er som det ses helt oversvømmet, og bunden blød så man synker ned. Også der hvor der ikke er vand.

Det har i år knebet med at finde gode vandredage hvis man er for kræsen med vind og regn. Fredag den 28. februar var for denne måned ok: kun lidt formiddagsregn, stærk blæst og vekslende skydække, men tørt fra over middag. En gang imellem meldte solen sig sågar på banen. Et højst sjældent syn i år. Denne dag afprøvede jeg mit nye legetøj, vandrestave. Terrænet skulle være perfekt til det: Asfalt, grus, mudrede skovveje og græs i lange, lige stræk

Et typisk vy over Kalvebod Fælled: Udenfor vejen er terrænet stort set utilgængeligt hvis man ikke har gummistøvler eller vaders.

Turen gik fra Ørestad Station ad Kanonvej mod syd. Hvor man "normalt" kan gå ind på engene, kunne det ikke anbefales i dag. Der går normalt også køer derinde, men dem så jeg ingen af, og det med god grund. De ville nemlig soppe i vand. Jeg sprang fra tue til tue ind mod en af de få høje som findes langs Kanonvej, også for at finde en anelse læ bag den lave bakke.

Ellevehøjvej gennem Pinseskolen. Broen ser ganske mørnet ud, og jeg vovede mig ikke ud på den. Vandet står ganske højt i kanalen.. 

Det tog næsten hele turen ad Kanonvej at få stave, tøj og øvrige udstyr sat på den rigtige måde. Ikke kun beregne stavenes længde, dupper for/imod. Blæsten over det flade land var ubarmhjertig, og tilmed begyndte det også at regne. Ørerne var især hårdt udsatte, men heldigvis var det blot et spørgsmål om at pakke det rigtigt ind i hætte og halstørklæde.

Pumpestationen Vandet står en anelse højere. Godt ud af Pinseskoven mod pumpehuset er der stadig noget læ bag ved dæmningen, men snart venter turen ovenpå den. Og så er der frit slaw for blæsten..

Gennem Pinseskoven var det lidt læ, så det var tid til at puste ud. Vel forbi pumpehuset mod syd, startede blæsevejret igen da jeg besteg dæmningen og Dæmningsvej. Her plejer at være en jævn trafik at motionerende cyklister, men på hele turen mødte jeg højst en håndfuld, ligesom vandrere. Hundelufterne havde ikke vovet sig op på dæmningen.

Klydesø og Statens Vildtreservat umiddelbart før det østligste fugletårn ved pumpehuset.

Den smule læ for blæsten der var i starten af Klydesø, og også på Dæmningsvej efter Pumpehuset, varede kun ganske kort. Her kunne jeg godt begynde at mærke at der er vindmodstand. Også fuglene havde søgt læ bag dæmningen hvor vandet var nogenlunde roligt, undtagen svanerne og blishønsene der ikke er bange for lidt søgang. Dæmningen er omkring 7 kilometer lang, så det er lidt af en vandretur i strid modvind.

Det mest omsuste sted på Dæmningsvej. Her har man udsigt til Avedøreværket på Avedøre Holme. Bag sig kan man se mod Kongelunden - og windsurferne der vistnok godt kan lide denne slags vejr. Der var i hvert fald en del ude.

Jo længere mod vest på Dæmningsvej, des mere blæst og det strid modvind. Udsigten til bølgerne der brydes mod kampestenene neden for dæmningen er ganske betagende. Blæsten var nu så stærk at jeg havde problemer med at holde stavene ud fra kroppen mod luvard. Heldigvis er der tre fugletårne med 1 kilometers afstand - og jeg brugte dem alle til at puste ud. De to første noget utætte, det tredje uden vinduer mod blæsten. Så her havde jeg et kort øjeblik lyst til bare at blive hængende.

Igen Klydesø, denne gang ved det tredje fugletårn. Ørestad langt borte.

Først efter andet fugletårn på vej mod det tredje, begyndte jeg at få blæsten lidt mere skråt, og ikke direkte. Bølgerne var langt fra så flotte som længere sydpå. Men det var næsten en  lettelse at slippe for den konstante vinds pres. Helt godt blev det dog først da vejen gik stik nord. Jeg er flere gange før gået hele vejen ad dæmningen (bl.a. den 11. august 2014 og den 22. august 2018), og jeg mener - også ved at kigge på fotoerne fra de ture - at fælleden nu er ganske våd. Det er i øvrigt altså også min første vintervandring på dæmningen.

Reservatvej følger Statens Vildtreservats nordlige grænse. Reservatet ligger altså til højre for vejen.

God forbi fuglereservatet var det nu muligt at gå over på læsiden af dæmningen, og selv om udsigten ikke er så god her - der er ikke havudsigt - havde jeg brug for et break fra den konstante susen om ørerne. Skibe, sejlbåde, kajakker var der ingen af. Først ved Hvidovre Strand og Valby Parken viste de første sig, godt i læ, og nu med fuld sol.

Svenskeholmene. Så er vi snart ved motorvejsbroen. Gik over denne, og resten af turen var i forholdsvis god læ af kysten ved Hvidovre og Valby.

Hjemturen foregik over motorvejsbroen, gennem Hvidovre og Valbyparken. Alt i alt langt over 20 kilometer. Stavene fungerede ganske fortrinligt, omend jeg foretrak at pakke dem sammen gennem Valbyparken, af frygt for at stikke dem ind i et cykelhjul.