Vesterbro. Phantasireise i Politivennens Spor

En Phantasireise gennem Vesterbro beskrevet i Politivennens Artikler 1798-1843

Prospekt over Vesterbro set mod Københavns tårne i baggrunden.

"Så længe der endnu ikke er lygtelyst på Vesterbro, så længe træer der er plantet der, velviseligt hindrer en fra at gå på fortorvsfliserne, så længe mængden af skarn afholder en fra at gå ud på kørebroen, bliver der næppe andet til overs for den gående end at liste sig langs med husene. Men så måtte man hjerteligt ønske at mølleren ved acciseboden ville holde sin haveport lukket da den nu ved at stå åben ud over den ængstelige fodgængers tilflugtssted, kan give mange et stød for brystet som vil blive hårdt at forvinde."

Denne notits i Politivennen fra 1801 er en passende appetitvækker om nogle af de fænomener man kunne opleve på Vesterbro på Politivennens tid. Når dette indslag kaldes en fantasirejse, er det fordi der på nutidens Vesterbro stort set intet er tilbage fra Politivennens tid. Så hvis man skal forsøge at fremkalde billeder af de beskrivelser af Vesterbro som findes i Politivennen, må man tage fantasien i brug. Selv navnet Vesterbro gav andre associationer dengang, mere i retning af "Vesterbrogade", end nutidens bydel Vesterbro. Bydelen "Vesterbro" bestod i 1819 af gårde langs Vesterbrogade på strækningen fra Frihedsstøtten til Frederiksberg Alle. Alle med store haver bagved. Og indbyggertallet var ikke ret meget over 2.000. Som dog matchede en middelstor provinskøbstad.

Noget ville Politivennerne genkende: vejføringen Vesterbrogade, Gammel Kongevej, Værnedamsvej og Frederiksberg Alle. Men Vesterbrogade fulgte kun det nuværende forlløb til Rahbeks Alle. Herefter blev den til Pile Alle. Gadenavnet kom først officielt til i 1858. Der var desuden en forbindelsesvej mellem Vesterbro og Gammel Kongevej hvor nu Trommesalen forløber. Den fortsatte ud til stranden under navnet Amagergade (hvor Helgolandsgade forløber nu). Enghavevej forbandt Vesterbrogade med Gammel Køge Landevej, og forløb nogenlunde hvor Borgbjergvej er nu.

Udsigten fra toppen af Vesterport over ravelinen med accisseboden mod Vesterbro, 1800

Vesterbro var præget af slagterier, rebslagning, forlystelsesetablissementer og gæstgiverier som servicerede de mange rejsende til og fra København. Det Vesterbro som vi kender i dag, blev først etableret efter 1850'erne, og det udslettede godt og grundigt og for altid Politivennens Vesterbro. Så glem alt om at man skulle kunne genkende noget af det i dag. 

Fotoet illustrerer ganske godt hvordan nutidens Vesterbro fuldstændig har udslettet Politivennens Vesterbro. Intet er genkendeligt fra tegningen ovenfor. I denne retning kiggede man når man kom ud ad Vesterport. Kun Frihedsstøtten, midt i billedet, ville Politivennen kunne genkende, men selv den er flyttet 5 meter.

Vesterport: Porten ud af byen

For at komme fra København til Vesterbro måtte man passere Vesterport som lå på Rådhuspladsen. Det gjaldt om at komme indenbys inden Vesterport lukkede, for ellers var man på den:

"Natten mellem den 19. og 20. september [1801] kom et selskab her til byen lige efter at portene blev lukket. En del af selskabet, som var på en postvogn, fandt det for pinagtigt at tilbringe en kold nat under åben himmel og forsøgte derfor at komme ind et sted på Vesterbro, men forgæves. På Skydebanen blev svaret: "Jeg holder ikke Nachtgesellschaften". I Bjørnsdal spurgte en stemme indefra, efter at de længe havde hørt talt med pigen, hvad der var på færde? Og da hun svarede, at det var et selskab, som var kommet for sent til porten og ønskede et værelse, hvori det kunne tilbringe natten, gentog stemmen: "Er det ikke andet, så lad dem kun stå". I Slotskroen blev bandet på, at der ikke blev åbnet før kl. 6. Omsider rådede vægteren dem, at køre til fru Kierulff på Frederiksberg, hvor de blev modtaget med megen beredvillighed og fik alle de forfriskninger de forlangte."

Rejseselskabet måtte altså hele vejen tilbage og helt ud til Frederiksberg. Nørreport blev godt nok senere åbnet hele natten, men at køre ad Farimagsvej kunne være en risikabel affære. Det ligger dog udenfor dette indslag at skrive om den tur. Artiklen varslede hvad der skete når alt var optaget:

"Således er der ingen tvivl om, at dersom engang et læs rejsende, efter forgæves at søge natteherberg på Vesterbro, og efter at have fundet Frederiksbergs herberger fulde, og været nødt til at tilbringe natten under åben himmel, fryser ihjel i en hård vinternat."

Sally Henriques: Holcks Bastion, 1839. Bastionen lå ud for Glyptoteket. Tilskuerne kigger ud over arealet hvor Tivoli senere kom til at ligge (til venstre, udenfor billedet) og mod Vesterbrogade. Vesterport lå til højre, udenfor billedet. Efter nutidens forhold ville dete svare til at stå omtrent ved Ny Kongensgade/H. C. Andersens Boulevard og kigger over Hovedbanegården mod Trommesalen.

I åbningstiden var der selvsagt travlt ved Vesterport når folk fra alle rangklasser, stand og værdighed skulle mases gennem nåleøjet, betale told, vise passerseddel osv.

“Lørdag eftermiddag den 18. januar kom indsenderen fra Vesterbro for at gå til staden. På vejen møder han en gammel mand og borger her i staden der uheldigvis er meget beruset. Da han kendte manden for ellers at være en ulastelig karakter, tog han sig af ham og lejede en karl for at følge ham til sit hjem. Men det var umuligt på denne måde at bringe ham længere end til Vesterports vagt, da en mængde mennesker der ikke havde mangel på tid, i mellemtiden havde samlet sig om ham for at have deres morskab. For at han ikke skulle tjene disse til genstand for spot og for at han ikke skulle smudse sine klæder, bad indsenderen løjtnanten i vagten, at manden måtte anbringes indtil man fik hentet en vogn. Officerens svar var kort og bestemt: At dette kunne han på ingen måde tillade. Hvorfor da en gammel mand, far og borger måtte ligge i skarnet til glæde for den tilstrømmende pøbel.”

Tidens sprog var voldens sprog. Og øretæver, plagerier mm var dagligdags foreteelser. Blandt de talrige beretninger om skærmydsler ved Vesterport, kan dette fra 1817 tjene som eksempel.

“Anden pinsedag den 26. maj forleden gik en embedsmands med sin talrige familie bestående af 7 børn uden for stadens vestre port for at ånde den frie luft og unde sine mange en af de glæder som nu til dags er godt køb. Hustruen og børnene var et temmelig stykke i forvejen og havde nået Vesterports ydervagt, mens husfaderen og en student der underviser hans børn, kom gående i nogen afstand. Han og denne så de 3 ældste børn omgivet af 4 opløbne slemme drenge, og da de nåede selskabet, lød beklagelser over at den ene af disse med en pigget stok havde stukket den mellemste af sønnerne i hælen. Og da denne beklagede sig over det og måske brugte mund, var de blevet overøst med skældsord. De 3 af disse slemme drenge havde ved husfaderens ankomst som var varslet dem taget flugten sammen med det sårende våben. Men manden tillod sig at sige et par alvorlige ord til den største inden han forlod børnene.”

Billedet er ikke fra Vesterport, men viser lidt om dagliglivet ved portene: Forrest ravelin med Accise- og vagthus. Bøndervognene bliver nøje undersøgt før de kan komme ind. Told, adgangsbillet til staden og papirer skal ordnes. I baggrunden viser en (borgerlig) rytter passerseddel. Det hele kan nærmest sammenlignes med en moderne skarp bevogtet grænseovergang.

Ikke så få beretninger fortæller om at borgerne var bevæbnet, mindst med en kraftig stok. Men ofte også med stikvåben. Dog ikke i denne beretning, som fortsætter om hjemturen:

“På samme tur og ved tilbagevejen gennem Vesterport så indsenderen såvel som 2 andre personer i hans følge med forundring ved selv hovedvagten forbi hvilken det aldrig tillades nogen at ryge sin pibe tobak, selv om pibehovedet er lukket med beslag en underofficer gående frem og tilbage bag skilderhuset og mellem dette og de der stående geværer at ryge sin lystigt brændende cigar, hvilket det forekom indsenderen blev efterlignet af en underordnet. Klokken var den gang lidt over otte.”

Frihedsstøtten stod på Politivennens tid i et åbent landsskab. Det er umuligt at forestille sig i dag. Den blev flyttet over 5 meter mod øst til sin nuværende plads i 1910 og er nærmest utilgængelig i midterrabatten på Vesterbrogade.

Grundstenen til Frihedsstøtten var blevet nedlagt af kronprinsen (den senere Frederik 6.) i 1792, og monumentet stod færdigt i september 1797, altså året før Politivennen begyndte at udkomme. Men allerede i 1799 kunne Politivennen fortælle om monumentets forfald (måske som en allegori over Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799):

“Ved at passere forbi Frihedsstøtten udenfor Vesterport, har jeg bemærket at der indenfor gitteret er begroet med høje borrer, kanuller og andet ukrudt. Foruden at dette ser slemt ud, vil disse planters rødder med tiden løsne og fordærve broen og ukrudtet vil skjule indskrifterne. Det var derfor at ønske at man nu og da lugede på dette sted. Gitteret behøver nok også at males for ikke for hastigt at ruste. Det var også godt om statuerne om vinteren blev dækket med et overtræk af groft klæde og beget sejldug ovenover. For den italienske marmor forvitrer i streng og langvarig frost, og uden sådan forsynlighed vil dette kunststykke ikke holde sig i mange år.”

Den sidste spådom gik som bekendt ikke i opfyldelse. Monumentet står der endnu efter gentagne reparationer, flytninger og renoveringer.

Kort over Vesterbro, 1819. Midt øverst er Sankt Jørgens Sø. Rosenåen løber mod sydøst fra søen gennem voldgraven. Til højre Frihedsstøttens rundel. Reberbanerne fylder markant i midten af billedet. Kystlinjen forløber langs nuværende Sønder Boulevard. Gårdene ligger på begge sider af Vesterbro. Men ellers er der åbent landskab.

Fra Vesterport til Rosenåen

Syd for Sankt Jørgens Sø løb Rosenåen i et zig-zag løb Stenosgade-Viktoriagade-Abel Katrinesgade. Oprindelig var den del af den ydre vold. I området øst for lå Trommesalen, Københavns kvægtorv 1671-1879 (Herefter overtaget af slagtehallerne, nuværende Halmtorvet). Trommesalen skulle bl.a. sikre at borgerne blev forhindret i at købe lam og kreaturer og slagte dem uden at betale afgift. Det blev åbnet med trommehvirvler, heraf navnet. Torvet var et "akseltorv", dvs salg fra bøndervognenes aksler. Kvæghandlen gik ikke altid stille. Det kan man læse af nedenstående artikel fra 1817 hvor grundejere, bønder, slagtere, vognmænd og andet godtfolk mødtes i et voldeligt opgør: 

"Forleden lørdag den 15. november i middagsstunden lod en grundejer fra Nørrebro en del kvæg bringe til salg på det ugentlige heste- og kvægmarked, som nu holdes ved den såkaldte Trommesal uden for Vesterport. Mens han var der uden på mindste måde at fornærme nogen og holdt tilsyn med sine kreaturer blev han påtrængende fornærmet af en slagtersvend fra Nørrebro, først med ord og siden med skub. Da han mærkede at denne karl var ude på klammeri, sagde han: "Jeg mærker nok at jeg ikke må få fred her, og vil derfor overlade Dem pladsen!". Og derpå gik han væk. Men nu forfulgtes han ind i huset af slagtersvenden med hvem en vognmand fra Nørrebro og nogle andre forenede sig. Og her overfaldt disse karle ham voldeligt med slag i hovedet og kastede ham til jorden med den ytring: At dette var betaling for optagelsen af deres løse kreaturer. Den overfaldne kom endelig op igen og veg tilbage i køkkenet hvorhen voldsmændene forfulgte ham for at begynde igen. Imidlertid tog værtinden og pigen samt 2 til 3 tilstedeværende den overfaldnes parti (hvorfor de herved takkes på det hjerteligste!). Og således slap han bort fra disse morderiske mennesker der ellers efter deres niddingsværk at dømme ville have slået ham fordærvet."

Striden skyldtes de nye reguleringer af markfredsordningerne fra 1817 som favoriserede agerbrugerne over kreaturholderne: Kreaturer skulle bevogtes så de ikke trængte ind på marker. Hvis et kreatur trængte ind på en mark, var ejeren i sin gode ret til at skyde dyret eller i bedste fald fodre det indtil ejeren kunne afhente det. Ejeren skulle så betale "optagelsespenge" for kreaturets underhold. Grundejeren fra Nørrebro havde fulgt loven om markfred og konfiskeret kreaturerne med ret til optagelsespenge. Det var slagtersvenden, vognmanden og andre der sympatiserede med kreaturejerne, åbenbart ikke enige i. Lov om mark- og vejfred eksisterer i øvrigt stadig og nogenlunde uændret i forhold til på Politivennens tid. Og det var ikke de eneste regler der blev "bredt fortolket". Det fremgår af en disput fra 1827 om det såkaldte for- og landprang. Der også inddrog opsynsmanden på Trommesalen, kaptajn Stauning: 

"Trommesalen på Vesterbro er et akseltorv som er autoriseret ved privilegier. Og fordi det er under specielt tilsyn af en bekendt fornuftig og i enhver henseende retskaffen mand, nemlig ejeren hr. kaptajn Stauning, ved man at der på ingen måde kan ventes at stjålne kreaturer bliver falbudt, hvilket har været tilfældet på andre steder på stadens grund. Skønt det ved anmelderen dog med bestemthed at der drives handel med stude, køer, tyre, buller, kalve og lam i Slotskroen, Sorte Hest, Blå Stud, Grønne Hest og i gården nr. 35 på Vesterbro hvor en pranger bor. En sådan handel må formentlig kunne henregnes til forprang og er følgelig lovstridig samt i høj grad præjudicerende for Trommesalens ejer, som har privilegium på akseltorv, og har bekostet alle til hensigten svarende indretninger og bekvemmeligheder. Derfor tør man vente af det årvågne politi der altid søger at afhjælpe enhver uorden, at sådan ulovlig handel på førnævnte steder i fremtiden under en klækkelig mulkt forbydes. Dertil kan anmelderen i øvrigt ikke undlade at gøre opmærksom på at akseltorvet hvor slagterlaugets interessenter og andre søger at slutte handel om kreaturer da enhver ved at hensigten der ikke forfejles. Og følgelig bør den nævnte smughandel hvorved tyvekoster let kan underbringes, ikke længere finde sted."

Disse alvorlige anklager kunne de berørte naturligvis ikke sidde overhørig. Og svaret er et kunststykke i hvordan man fortolkede reglerne, ja endog beskrivelse af hvad der reelt foregik i Trommesalen. Man satte spørgsmålstegn ved om Trommelsalen var et autoriseret akseltorv, og om kaptajn Stauning overhovedet kunne se om kreaturer var stjålne eller ej. Et lille uddrag om anklagerne for forprang hos gæstgiverne: 

"Her må vi forudskikke den bemærkning at de nævnte steders besiddere og beboere er privilegerede gæstgivere og er som følge deraf fuldkommen berettigede til at herbergere prangere og at indstalde kreaturer disse måtte medbringe, til hvilke sidste de også har bekostet ligeså gode og bekvemme indretninger som på Trommesalen. Ja hvad mere er, dette er netop en af deres vigtigste indtægtskilder. At prangerne når der indfinder sig købere, sælger deres kreaturer hos os, i stedet for at bringe dem på Trommesalen, er vist nok lige så tilladeligt som uskadeligt handel der har været drevet fra Arilds tid, og vi er derfor ikke i stand til at indse hvad der har bragt sammenskriveren så slemt i harnisk mod os, med mindre han muligvis skulle høre blandt dem der jævnligt deltager i lidkøbsdrikkerierne på Trommesalen. For da er det jo begribeligt ok at han havde kunnet vente sig en klækkeligere slurk hvis de hos os solgte kreaturer var blevet solgt der."

Et af beviserne for at det hele skulle være lovligt, angives til - at være at det foregik i fuld offentlighed!:

"... de handler der afsluttes hos os, aldeles ikke går for sig i smug, hvortil et gæstgiversted og så synes at være meget dårligt skikket. Men at der derimod handles offentligt for alle og enhver og hvad udtrykket "tyvekoster" betræffer, da er hverken ejerne eller lejerne af de udpegede steder vidende eller overbeviste om at der der handles med tyvekoster. Hvorimod det let kan bevises at stjålne varer er falbudte og solgt på Trommesalen og kunne vi derhos forsikre forfatteren om at enhver af de udpegede er håndfast nok for i fornødent fald at kunne pågribe og fastholde selv de temmelig stærke og øvede tyveknægte."

Carl Bøgh: Trommesalen, 1858. Billedet er altså årtier efter Politivennens Trommesalen. Så måske havde det ændret sig. Alligevel er det dog så meget anderledes end nutidens.

Hævdvunden praksis udfordrede her lovgivningen. Et af enevældens karakteristika: Der blev udsendt en lind strøm af regler, reskripter, forordninger mm. Men der var ikke myndigheder nok til at håndhæve reglerne. Slet ikke hvor man var kommet "på landet". Og det var man på Vesterbro. Det fremgår af en sarkastisk artikel hvor en mark ironisk omtales som et "et nyt anlæg", en "dyrehave":

"Til megen moro og behagelighed for de mange spadserende har besidderen af det jordstykke der mod nord grænser til Gammel Kongevej og mod øst til Trommesalen, anlagt en dyrehave. Han har nemlig sløjfet det levende hegn der før fandtes om jordstykket, og omgivet det med et lavt stakit for at ingen skal være udelagtig i at beskue de naturskønheder det frembyder. Med uhyre bekostning har han ladet tilføre jord og derved dannet flere høje og dale. Romantisk præsenterer en flok firbende dyr sig med deres idylliske hyrde. Skønnest når de er på den højde at de langt rager ud over det lave gærde. Malerisk har kunstneren ladet enkelte træer blive stående. I sig selv pittoresk forhøjes indtrykket derved at hyrden har prydet dem med en mængde vajende flag til ære for forbigående. 

Meningerne er dog efter hvad berettes delte om dette etablissement. Nogle bliver stødt over at havens dyr er svin, at hyrden er en svinedriver, flagene klude. Andre kan ikke fordrage en lugt der allerede skal være vidt udbredt. Men I kortsynede, betænk dog at man hele året igennem har dette livlige skuespil at se på! Når al naturen ligger i dvale, arbejder havens dyr med hyrden i spidsen ufortrødent i den nyopførte opfyldning og deler venskabeligt udbyttet. Mens alt andet er søvn og død, ser vi her et billede på rastløs arbejde og flid. Og dette vil I tale imod! "Mit hus er mit slot" kan hyrden desuden sige som manden i forsamlingen (for stakittet er bygget på skrå udad som palisader) "og jeg tåler ingen indsigelser, hverken af genboer og folk der har fine næser eller af nogen øvrighed med overdreven lugte- eller skønhedssans." 

Artiklen er tydeligvis inspireret af de virkelige underholdningsetablissementer som der begyndte at være flere og flere af på Vesterbro gennem Politivennens udgivelsesperiode. En anden artikel fra 1819 omtaler fx et rigtigt menageri på Vesterbro, desværre står der ikke angivet hvor præcist det lå, men fortæller lidt om omvandrende bjørnetrækkere - og synet på tyskere: 

"Forleden dag gik anmelderen ud på Vesterbro for at se den samling af dyr som forevises der. Og da han aldeles ikke fandt nogle af de dyr der er afmalet på det udhængte skilt, ligesom også at de der forevises langt fra ikke svarede til den skrydende anbefaling som findes på plakaten, så ytrede han sin forundring og sit mishag heroverfor entreprenøren. Men denne blev meget opbragt og overøste anmelderen med grovheder og skældsord hvoraf nogle lød som dumme Däne osv. Da anmelderen ikke kunne svare manden et til tusind og frygtede for at sagen skulle ende med håndgribeligheder, begav han sig bort med den beslutning at anbefale manden til enhver der ønsker at undervises i tyske eder og skældsord, hvori det lader til han besidder en udmærket færdighed. Men hans menageri tror man ikke man bør anbefale."

Man aner her også den begyndende anti-tyske stemning som voksede sig større og større i begyndelsen af 1800-tallet. Men tilbage til området mellem Sankt Jørgens Sø og til Kalvebodløbet. Formentlig ved resterne af den gamle ydre vold, lå der en have som var genstand for en klage i 1801: 

“Fra Glaciholms Have uden for Vesterport fandt en person onsdag den 7. januar fornøjelse i at skyde med hagl ud over vejen. To forbigående, den ene en pranger fra Slagelse, blev såret i kinden, den anden, en mesterslagter her i byen, strejfede haglene på kjolen. Anmelderen heraf kom på samme tid forbi og var tillige med flere øjenvidne til dette. Han gik da med de to omtalte ind efter personen som endnu blev stående indtil han så os i haven, men da løb han og gemte sig. Efter forespørgsel der i huset om man ikke vidste hvem han var, sagde et fruentimmer at hun havde set en løbe med et gevær, men hun foregav at hun ikke kendte ham.. Da nu samme person oftere kunne få lyst til at gentage dette, så for at forebygge sådanne kåde streger som kunne have så farlige følger tror jeg at burde offentlig bede hans forældre, foresatte osv. at advare ham på en alvorlig måde.”

Sankt Jørgens Sø havde ikke det bedste ry for rent vand. En skribent beskrev dette i 1800 i forbindelse med tanken om at en eventuel brygger på Vesterbro var henvist til at bruge vandet herfra:

“... jeg kan ikke andet end atter at lægge de ansvarlige på hjerte, at på bedst mulig måde sørge for renheden ikke alene i denne forsømte sø, men også for de bedre, men ikke noksom overvågede Peblinge- og Sortesø. Og i den anledning gentager jeg ikke alene min foregående klage over både, men føjer en ny dertil mod skøjteløbning om vinteren. Denne for ungdommen så nyttige øvelse må forlægges til andre vande der ikke bruges til drikkevand.”

Politivennens læsere ville ikke kunne genkende Istedgade. Dette område var et strandområde tæt på kysten som forløb nogenlunde hvor Sønder Boulevard er i dag. Desuden ville Skydebanehaverne skære sig igennem gaden nogenlunde hvor den sorte bil er. 

Maleri, 1840 som viser udsigten fra Schacks Bastion (nu nordvestlige del af Rådhuspladsen) henover voldgraven med broen, Gyldenløves Bastion til venstre (nu Rådhuset). På det grønne område til højre blev Tivoli anlagt. Og stranden ligger hvor Tietgensgade forløber i dag. Kalvebodløbet var betydeligt bredere både på Københavnssiden og Amagersiden, så Amager forekommer meget langt væk..

Langs kysten: badestrand, tømmerplads og reberbaner

Kystlinjen gik langs Tietgensgade, Halmtorvet og Sønder Boulevard. Der anlagt en kunstig ø ud for Hovedbanen som blev brugt som tømmerplads. Kysten langs Kalvebodløbet blev også brugt som badestrand. Følgende episode foregik i 1800: 

“Tre små drenge var i selskab med deres far ankomne der, og med hans tilladelse gik de ud på tømmeret for at lægge deres klæder og gå i vandet. Efter nogle minutters forløb kom den ene af disse små op for igen at iføre sig sine klæder, og nu springer oven nævnte karl frem og med en stor bådshage i hånden giver drengen et vældigt slag i ryggen med det spørgsmål. Hvad han havde der at bestille? Faderen som på landet var tilskuer af dette, tog nu sin søn i forsvar og foreholdt karlen hvor dårligt han handlede mod et barn der ikke i mindste måde fornærmede ham, men alt dette hjalp ikke. Det groveste pøbelsprog lød fra karlens mund, og til sidst truede han ham med samme beværtning af bådshagen som sønnen.”

Foto taget i strandkanten (Tietgensgade) mod nord og glaciset. Tårnene i Tivoli markerer hvor volden forløb.

Skydeglade boltrede sig i hvert fald i området. Så meget at man før Slaget på Reden i 1801 ville oprette et korps: 

“En del af mine bekendte herude på Nørrebro ønsker med mig gerne at vide på hvad måde eller i hvilket korps det må tillades os at vise vores iver for at forsvare vort fædreneland og den stad vi er borgere af, skønt vi bør uden for dens volde? Her og især på Vesterbro er mange raske rørige mænd og karle, og da de fleste har heste, kunne der i fald sådanne måtte synes vores kronprins tjenlige, oprettes et ridende og tillige velberidt korps som ikke skulle være at foragte.”

Viktoriagade set fra Vesterbrogade. Gadens snoede forløb sammen med Abel Katrines Gade (der bag den hvide bygning drejer endnu mere til venstre for Viktoriagade) stammer fra Rosenåens zig-zag-forløb som vidnede om den ydre vold. På Politivennens tid var det dog kun åen selv som var tilbage.

Vesterbros beboere

Lad os introducere nogle af de beboere på stedet som Politivennen beskrev. På gaden kunne man støde på drenge, fx i form af nogle snedkerdrenge i 1798: 

"Mandag den 20. d. m. omtrent kl. 4 om eftermiddagen da jeg gik ud af Vesterport, nåede jeg på det sted hvor fortovet på venstre hånd begynder, to snedkerdrenge med en bærebør fuld af skydeskiver. Uagtet Vesterbros kørebro er ganske bred, var den dag ganske ren og tør, og fri for vogne. Og uagtet fortovet var fuldt af folk, ville den ene af drengene alligevel endelig ind på fortovets brede sten med dragten. Men den anden svarede: at der var for knap plads før de kom længere hen. Da jeg gik lige bag efter dem, og fandt det at være en ublu uforskammethed, at disse drenge ikke alene vovede så ganske at overtræde anordningerne, men endog uden mindste nødvendighed at ulejlige alle de spadserende, så tog jeg mig den frihed at bemærke: at selvom der var plads nok, så måtte de dog ikke gå der med dragten. Helt fortørnede spurgte de mig: hvem der skulle forbyde det? Og da jeg naturligvis nævnte politiet, fik jeg dette fuldkommen fyldestgørende svar ledsaget med en skoggerlatter: "Ja politiet! Det ligger på loftet". Drengene gik ind på fortovet når de fandt det for godt, og mig for min brugte frihed ledsagede de på Københavns drengevis, især når de tror politiet så vel forvaret, helt ud til Skydebanen, hvor de gik ind." 

Det var nok på vej til Skydeselskabet. Københavns drenge - hvad enten det drejede sig om gadedrenge eller læredrenge - blev altid beskrevet med en blanding af afsky og rædsel, og de fandtes åbenbart også på Vesterbro. Læs fx fra 1830 der foregik kort før Værnedamsvej (i nr. 36):

“En del af vores gadedrenge har i vinter fundet på et skadeligt morskab, nemlig at slå smæld med pisk hvorved forbigående kan få slået et øje ud eller på anden måde beskadiges. Men næppe er dette uvæsen drevet så vidt som på Vesterbro hvor der udenfor nr. 36 i lang tid hver dag, to eller tre voksne slagterdrenge har foretaget deres øvelser med lange piske. De vælger gerne dertil den tid da forældrene eller principalen er inden i byen for at sælge kød. Ved at stille sig en på fortovet og to på gaden spærrer de ganske vejen såvel for fodgængere som for kørende så at de første udsættes for at få rap og de sidste for at deres heste bliver sky for de vældige smæld som de forstår at frembringe med deres piske. Anmelderen som under en langvarig sygdom ofte blev skræmt op af en kvægende slummer ved disse heftige smæld, besværede sig derover hos drengenes foresatte. Men disse svarede med latter og sagen blev værre end før.”

Et anden markant indslag i gadelivet var slagterierne, og det betød jo så også at man kunne rende ind i slagtere. Masser af dem endda, her i en artikel fra 1822 hvor de havde allieret sig med nogle arrige hunde:

"Det er bekendt at flertallet af beboerne på Vesterbro er slagtere. Det er lige så bekendt at til denne håndtering er man nødt til at bruge en del grove folk. Men at disse derfor er berettiget til at fornærme og molestere forbigående. er ifølge vores retfærdige love helt ubekendt, da der derimod er fastsat ved disse streng straf for sådant strafværdigt forhold. Disse slagtersvendes, drenges eller karles uforskammede og brutale opførsel er enhver nok så bekendt. Som oftest ser man en skare af disse personer samlet på Vesterbro og ved siden af dem deres tro kammerater. En flok store glubske hunde hvilke de ophidser til at overfalde forbigående, især når disse har hunde med, dels søger de tillige ved allehånde grimasser, tegn og tiltale at fornærme de forbigående. En sådan opførsel er i en oplyst og dannet stat højst fornærmelig og strafværdig "

Også forlystelserne tiltrak tvivlsomme eksistenser til Vesterbro, fx til værtshuse, her i 1821: 

“Flere gange er der i dette og andre ugeblade ført anke over den folkestimmel der altid findes om søndagen på Vesterbro udenfor Møllers værtshus, hvor der tillige er gynger. Kommer man det nær, så øjner man lutter handelsmænd NB i korte blå trøjer og lange bukser. Disse karle driver byttehandel, ligesom også reel handel, især med lommeure, tobakspiber, piberør etc. og når købet skal sluttes, driver parterne og mægleren ved denne handel over på det fortov hvor der også slås hånd i hånd under tusind forskellige eder og forsikringer. Hvorefter de alle falder ned i den nærmeste kælder for at drikke ligekøb.”

En af værtshusholderne, en vis Knud, kender vi fra en beskrivelse af en pinlig optræden i 1824. Fuglestangen er formentlig den som skydeselskabets brødre skød efter, eller måske et værtshus opkaldt efter denne: 

“Min kære Knud! Du erindrer vel det besøg du og din kammerat fra Fuglestangen nede ved vandet gjorde hos mig torsdag den 2. i denne måned og mindes da vel også at I begge to da jeg ville sige jer min mening om den opførsel I viste, kom så hurtigt afsted at jeg ikke kunne få lejlighed til det, hvorfor jeg nu vil sige dig det i dette blad. Når 2 borgermænd der er kommet til skels år og alder, kommer tumlende ind på et sted, den ene hængende på ryggen af den anden, og gør en hob abekattestreger der kun kan passe for en bajads i en fjælebod, derefter flere gange slukker lysene, kaster dem med tilbehør under borde og bænke, samt forsøger på at gøre skade og virkelig gør den, så synes mig at de viser en opførsel som man endog ikke kunne tilgive uopdragne, kåde, halvdrukne gadedrenge.”

Hønsetyven var også på besøg - hvilket indirekte også fortæller lidt om de landlige forhold. Oven iø købet i året for bombardementet, 1807:

“En mandsperson af middelmådig højde i en blå trøje lister sig omkring for at stjæle høns og gæs fra beboerne på Vesterbro, og i samme hensigt har han natten mellem kl. 20 og 21. april i år lavet indbrud på gården lige over for fajancekakkelovnsfabrikken. Da opsynsmanden på gården kom løbende med sit gevær, undslap tyven med 3 levende ænder af sit gjorte rov.”

Til slut endelig lidt om at beboerne skam også godt kunne trænge til lidt kultur, i 1806: 

“...det må være ubehageligt for disse udenports københavnere, at de ikke alene ikke kan få de periodiske blade, der omhandler deres indenvolds medborgeres æstetiske, dramatiske, moralske, politivæsenske tarv før lang tid efter at de er læst inde i byen. Men at endog de udenbys nyheder, der ikke kan komme ind ad portene, uden at passere dem, først skal være kendt længe inde i byen, før de kan læses i forstæderne. Man foreslår derfor til det Kongelige Generalpostamts bedste bedømmelse, at den træffer den indretning ved fodposten”

Slagterier og slagtere

Der var flere grunde til at slagteri blev flyttet udenfor voldene. En af dem var stanken. Det blev stanken nu ikke mindre af, og Politivennen rapporterede i hele bladets levetid over den forfærdelige stank. Allerede i 1799 blev den beskrevet som valget mellem pest eller kolera, Vesterbro eller Gammel Kongevej: 

"Går jeg af Vesterbro, da som der næsten i hvert hus på den nordre side bor slagtere, så har jeg der en styg lugt af råddent blod og anden urenlighed som følger med slagteri, og ved heden bliver endnu mere gennemtrængende. Jeg har forsøgt at gå på den søndre side hvor ikke så mange slagtere bor, men stanken på grund af vindens strejfen mellem begge sider af husene og dens tilbagevirkende gang står mig lige fuldt i næsen. Som oftest når vejret er nogenlunde godt, går jeg ad Gammel Kongevej, men når jeg kommer op til hjørnet af professor Magens hus og vil gå om til Frederiksberg Alle, møder mig stanken af en dyb grøft, vest for vejen hvor al slags urenlighed henkastes og vandet med mudder og uhumskhed altid bliver stående og rådner, så at jeg også frygter at gå den vej. "

I en anden artikel forsøgte man at påpege det ulovlige i den måde som slagterierne var anlagt på 1799:

"I anledning af slagternes gårdes indretning for eftertiden i København med videre angående slagteriet er der ved § 5 i plakaten af 11. december 1776 gjort følgende bestemmelse: Når et sted af Magistraten bliver agtet bekvemt til slagteri og der er givet anvisning dertil af stadsbygmesteren, skal ved indretningen iagttages: At gårdsrummet ikke må være mindre end 10 alen bredt og ikke under 324 kvadratalens indhold, samt at det bliver forsvarligt brolagt overalt og anbragt ordentlige rendestene. At slagtehuset bliver fuldkomment og gulvet derudi lagt enten med planker eller mursten og har fornødent fald til gården. At skarnkisten i gården bliver muret 3 alen dyb i jorden. Og at udløbet fra gårdens rendesten bliver forsynet med en jernrist så at intet skarn kan udskylles i gadens rendesten, men al urenlighed og affald kastes i skarnkisten, som på intet tidspunkt må fyldes over jorden, men altid især om sommeren skal renses og køres bort. Man spørger om denne paragraf i ovenanførte plakat kan henføres på slagterierne uden for byen på Vesterbro hvor urenligheder af blod etc. på nogle steder løber ud i grøfterne ved den offentlige vej og derved forårsager så meget mere stank fordi disse grøfter kun har mådelige afløb. Var det ikke mere rigtigt at der blev gjort affald til gården på alle slagterier og at dette blev lige så nøje påset som her i byen? Det er højst ækelt at se den mængde blod og renlighed som flyder til grøften på den ene side af vejen og i rendestenen på den anden side."

Faktisk synes problemet omkring århundredskiftet at have været så stort, at Politivennen direkte i 1800 advarede folk, og beskrev de scener som udspillede sig i slagtetiden: 

"Kvæget slagtes nemlig i portrummet ud til gaden. Og det uden at noget lukke for samme hindrer om et høved, der ikke slås rigtigt for panden, eller ikke efter slaget fuldkommen overvældes, løb ud på gaden. ... Dette slagteri i forporten forårsager ligeledes at urenligheden nedskylles i gaderenden. Den væmmelse denne rendesten (der som hver anden københavnsk rendesten intet fald har) hele sommeren forårsager er stor, men endnu større i slagteritiden. Bør ikke hovedstadens fornemste spadseretur, bør ikke hoffets vej fra Frederiksberg til staden ske gennem en forstad der er luftig, ren og sikker. Nu fordærver denne lange gang ved siden af en stinkende rendested over de blodige gårdrender og under det idelige syn af slagtede dyr i hver port, en stor del af fornøjelsen og skæmmer forstaden. Disse gårdspladser er store nok til at slagteriet kan gå for sig i en gård eller bagport og uden stor bekostning lod blod og skarn sig henlede andetsteds end i forstadens rendesten."

Slagtersvend. Lahde.

Forklaringen på slagteriernes uhæmmede liv kom i 1801:

"Oprindelsen til denne slagterkoloni var meget uskyldig. Man tillod i en vis måned at slagte i forstæderne til lettelse for indbyggernes vinterproviantering. Dengang var antallet af de der slagtede kun lille mod nu. De slagtede kun en kort tid, i en kold årstid, og der tænktes aldrig på at slagte om sommeren. Dengang var her heller ikke nogen spadseregang undtagen i den mest tørre tid, og siden forstaden i det hele var ussel og styg, var der intet tabt i skønheden. Alt dette er nu det modsatte."

Og så fik man ellers en beskrivelse af slagterier: 

"Denne afskyelige indretning er den at hele Vesterbros hovedgade fra Frihedsstenen til Frederiksbergs alleport er besat på begge sider af slagterier og det ikke i slagtertiden eller en kort tid af året alene, men gennem alle tolv måneder i året. Dog hvad behøver vi at sætte os i den fremmedes sted? Uskikken er vel så stor at vi kunne føle den selv! hvem af os har ikke følt den største modbydelighed så ofte han, dels for vejens korthed, dels for Farimagsvejens skidenheds skyld, er nødt til at vandre langs det vederstyggelige Vesterbros fortorv hvor uhumskhed i portene, uhumskhed i de stagnerende rendesten og uhumskhed under hert andet fjed forpester luften. Hvem har ikke i de brændende sommerdage fordoblet sine skridt for snart at komme ud i en renere luft. Men ikke blot ækel i den højeste grad er det man i denne umenneskelige gade er udsat for. Den som har svage nerver, den hvis konstitution hælder til putride febere, er udsat for alvorlige følger. Og den kærlige fader, den ømme moder der i det kæreste selskab omringet af unge sønner og døtre, forlader byen for at nyde naturens forædlende betragtning, hvor ængstelig må de føre deres små venner fordi disse mangfoldige rettersteder der ikke viser andet end rå, halvvilde, dræbende mennesker, og døde eller under det sidste slag stønnende kreaturer! Det er ikke sådanne syn der bestyrker de bøjelige hjerter i blidhed, medlidenhed og menneskelig!"

Og det så faktisk ud til at hjælpe med artiklerne, i hvert fald på lovgivningens område, for i 1802 blev bekendtgjort følgende:

"Under 23 April er gennem det danske kancelli udfærdiget et reskript til politimesteren hvorved alle dem som på stadens broer eller grund udøver slagteri, forbydes at foretage samme i åbne porte eller at lade urenligheden eller blodet udskylle på fortorvet eller gaden, da dermed skal forholdes efter plakaten af 1. december 1776, hvorimod udsalg af kødet tillades som før i portene. Overtrædelse heraf straffes med mulkt af 2 til 10 rigsdaler og urenligheden bortføres på hans bekostning."

Men igen skulle man opleve at enevældens myndigheder ikke var i stand til at håndhæve alle de mange regulativer som blev vedtaget. For situationen var tilsyneladende ikke blevet bedre i 1817:

“Uagtet alle de bønner og ydmyge begæringer der i Deres gavnlige blad er gjort til vedkommende på Vesterbro om at afværge den stank der hele tiden findes der, har samme dog endnu ikke båret frugt. En af mine venner som i selskab med flere forleden spiste til middag der på broen i nærheden af apoteket på et værelse ud til gaden, forsikrede mig om at lugten den dag (for det var varmt) var så utålelig og gennemtrængende at en af selskabet hvis skarpe lugtesans ikke kunne forliges med disse fæle dunster fik ondt og måtte gå fra bordet.”

Vesterbro Apotek nr. 53, 1805. Jernporten til højre? som markerer delingen til Frederiksberg Alle?

Vesterbros Apotek lå vist nok i nummer 72. Og der kom stadig planer om nye slagterier. Ikke underligt at modviljen mod endnu flere slagterier kom til udtryk i bladet, her i 1816 på Gammel Kongevej:

"Efter rygtet skal nu en slagter have købt nr. 89 på Gammel Kongevej og har i sinde at anlægge et slagteri der. Denne vej der endog meget ofte passeres af hans kongelige majestæt selv, vil på sådan måde blive mere stinkende (ja helbredsforgiftende) end Vesterbro, når den som ikke kan være andet lader urenlighederne fra slagteriet gå i grøften hvor de om sommeren må blive stående i jorden da grøften intet sådant fald har at dette slags urenligheder kan flyde bort. Ja, om han endog ville grave sig et hul i haven, ville denne stillestående pøl måske forårsage en endnu mere ulidelig stank der ville forgifte og forpeste luften rundt omkring og ikke alene træffe den vandrende, men især naboer og genboer. Hvad vej bliver der da til overs for den vandrende der efter fuldendt dagsværk søger en forfriskning i Guds frie luft, ved at gøre sig en spadseretur ud til Frederiksberg? Ingen anden end Ladegårdsvejen eller Falkoner Alle. Det er dog uden tvivl hårdt at flere tusinde mennesker, at en hel storstads indbyggere skulle lide under en enkelt mands anlæg."

Og i 1817 blev der mere end antydet at artikler og forordninger ikke havde vist sig synderligt effektive:

"Der er allerede i den forrige udgiver af Politivennens tid ofte været talt om den slemme stank der altid har været på denne bro og engang imellem djærveligt nok. Imidlertid ser man at det ikke nytter noget. For sidste fredag over middag var der så afskyelig en stank at den næsten var umulig at holde ud, især i nærheden af apoteket. Da årsagen til denne modbydelighed nok alene skal søges i at der på denne bro findes mange slagtere, så var det måske muligt, når man lagde et godt ord ind for det, at de så snart et kreatur var slagtet, også ville sørge for at de deraf flydende urenligheder ufortøvet blev skyllet bort. For derved blev denne vederstyggelighed hæmmet, og de undgik selv at belastes såvel af fremmede rejsende som af publikum."

For blot at antyde problemetsomfang, et sidste eksempel fra 1828:

"Uden enten af misundelse eller nogen slags annimutet imod de herrer slagtermestre på Vesterbro, giver indsenderen sig den frihed til højere bedømmelse at forestille: om det ikke af politiet kunne forbydes nævnte slagtere, i særdeleshed om søndagen, når såvel høje herskaber, som Københavns respektive indbyggere, under spadseregang gennem Vesterbro til Frederiksberg søger frisk luft, er udsat for den usunde og pestagtige stank der møder fra slagternes huse ved smeltning af det talg der den foregående uge er sanket sammen. Hvilket efter indsenderen mening derimod bør ske på andre dage og da så tidligt om morgenen når nævnte Vesterbro sjældent af dem som søger frisk luft, passerer broen forbi slagterierne."

"Stenbroen"

Vesterbro var så stor at man havde lagt stenbro. Det gjorde man ellers mest i større købstæder, men Vesterbros befolkning var som nævnt på størrelse med en sådan. Dermed var alle trafikale prroblemer dog ikke løst. Brosten og chaussesten var endnu ikke opfundet. Det var til gengæld vejtræerne. I 1799 havde træerne endda bredt sig ind over fortorvene: 

“Uagtet der såvel i disse som andre blade så ofte er klaget over de omkring de nyplantede træer på Vesterbro opkastede jord- og stendynger, som ikke alene formindsker fortorvet meget, men endog gør det farligt om natten og ubehageligt om dagen da man hvert øjeblik har en af de løse hist og her af drenge kastede sten for fødderne, er der dog ingen forbedring sket. Dersom Magistraten er overbevist om at disse træer bør stå på fortovet uagtet alt det man derimod ikke uden grund kunne indvende, fx 1) At disse træer når de bliver store, vil gøre fortovet lige så ubrugeligt som bankerne gør det nu fordi der altid sætter sig en forhøjning omkring en stor træstamme. 2) At der efter regn bliver et ubehageligt dryp i lang tid for de gående som altså må søge kørebanen og overlade fortovet til de kære træer. 3) At husejerne må finde sig fornærmet ved at se deres udsigt betaget eller formindsket uden at de endog kan skaffe sig luft ved at borthugge en eller anden gren med mindre Magistraten som virkelig var rimeligt nok, skænkede hver husejer de uden for hans hus plantede træer. 5) At husejerne med tiden vil se deres vinduer, tage og mure udsat for regndryp og fugtighed - dersom Magistraten dog synes godt om træer i denne gade. Så borttager den dog disse unyttige banker og omgiver de unge stammer istedet derfor med fire små planker således som man ser så mange steder her i byen.”

Endnu i 1828 klagede man over Vesterbros dårlige fortorve: 

"På et tidspunkt hvor brolægningen i København og især fortovenes er genstand for særdeles megen opmærksomhed, synes det besynderligt at Vesterbros fortove endnu kan være i så yderst dårlig forfatning at de som passage for fodgængere næsten er ubrugelige. Om sommeren når de er glatte, er de farlige fordi de ligger uordentligt og skrå, og de åbne rendestene medfører stank og ækelhed, og om vinteren står der udenfor de fleste porte sådanne vandskader, og i frost sådanne forhøjninger af is at passage er umulig. Brolægningen selv er af små toppede sten og yderst ubekvem. Fortovene ligger endnu helt som de var før branden 1807 hvoraf følger at der på den strækning fra konsumptionsboden indtil jernporten er ikke mindre end 19 overkørsler til porte som nu til dels efter de nye bygningers opførelse enten slet ikke er til, eller kun er slagterporte uden indkørsel. Til eksempel udenfor nr. 6 og nr. 15 ses for hver af disse gårde tre overkørsler, nemlig to blinde, der støder lige på husenes vinduer, og en åben til brug. Der er alene for disse to gårde fire utilbørlige afbrydelser af fortovet."

Et kapitel for sig var gadebelysningen. Herom blev der skrevet artikler allerede i 1800:

"At Vesterbros beboere der årlig tiltager, behøver nødvendig gadebelysning lig med hovedstadens, er der ingen tvivl om. Af samme årsag og for at afhjælpe denne mangel, har beboerne selv betalt og ladet anskaffe de på broen befindende lygter der i nogle vintre såvel som dette efterår er til ingen nytte da de ikke antændes. Den største del af fortorvene kan nu ingen i de mørke aftner passere uden livsfare, da på samme er dybe vandhuller, træer og høje jord- og stenbanker. Udenfor fortorvet og rendestenen står i slagtertiden en mængde arbejdsvogne hvorover de gående falder og i tykt og mørkt vejrlig kan det ene menneske ikke komme det andet til hjælp. Hvad må nu ikke rejsende lide?"

Dette tema var også central i en artikel hvor Politivennen tog læserne med på en aftenvandring på Vesterbro i 1822, hvor man især heftede sig ved den sparsomme gadebelysning:

"Afstanden mellem lygterne på broen er ca. 120 eller 130 skridt. Og med den konstruktion de har, ville de ikke selv i nogenlunde mørkt vejr være i stand til at oplyse terrænet. Men hvor lidt belysning de frembyder i regnvejr, sne, slud og tåge samt når blæst eller storm slukker nogle af dem, vil den der i sådanne tilfælde har passeret broen, kunne gøre sig et fuldstændigt begreb om. Vel er de således placeret at lygterne på den ene side af broen eller vejen sidder lige i midten af de modstående lygters mellemrum. Men da gaden eller vejen er meget bred, trænger endog den velpudsede og efter sin evne velskinnende lygtes skin kun til midten af samme. For kørende der kommer fra den mørke landevej, kunne lygterne altså være gode vejvisere til at finde midten af gaden for at de således kunne undgå at køre på fodgængere, vogne eller andre genstande. Men for fodgængere er belysningen langt fra ikke tilstrækkelig. Kommer en sådan på en mørk aften ud fra et oplyst værelse og af frygt for ridende eller kørende vil holde sig til en af siderne på fortovet, vil han snart famle i mørke. Og han kan han prise sig lykkelig hvis han da undgår at løbe panden mod de der stående træer og vandposte, eller træde i de med blodvand opfyldte rendestene der findes uden for de fleste slagtergårde, og således uden et eller andet uheld når konsumptionshuset."

For at føje yderligere spot til skade, gjorde skribenten grin med gadebelysningen, ved at give nedenstående tip om at man kunne orientere sig efter - vinden!

"Hvorledes, vil man spørge, kan vinden her have nogen indflydelse? Jo, det skal jeg straks forklare. Man må nemlig vide at æblekonen der sidder ved konsumptionshuset, drejer sig efter vinden. Hersker der altså østlig eller nordlig vind, så har hun sit stade ved den sydlige side. Men når de andre vinde regerer, så sidder hun ved den østlige. Da hun har en velbrændende lygte på sit bord, så vejleder denne vandreren til at finde gennem bommen ind i alleen når hun gør front mod samme. Men er vinden således at hun vender sit stade mod vejen, da må vandringsmanden lege blindebuk med grøft, træer og bommen inden han kommer ind i alleen. Slipper han nu endelig ind, så går han, hvis han har vinden mod sig eller en heftig sidevind, med hovedet nedad, rask frem indtil at han ved et drøjt stød mod bommen for enden af Farimagsvejen får den erindring: Stå stille, vandringsmand! Lygten lige over for ham ved vejen til tømmerpladsen synes at grine ad ham og ligesom at sige: Havde du kommet til mig, så havde du undgået dette stød, og dog formår den ikke at lyse så meget for ham, at han uden at famle og føle for sig kan komme gennem bommen på den anden side af vejen. Nu går han atter frem og får nok en hilsen ved enden af alleen straks ved ravellinen hvor der vel står en lygte, men i en sådan stilling at dens skygge falder på bommen. Disse vanskeligheder møder vandreren i mørke og tåget vejr på den venstre side når man kommer fra Frederiksberg. Den højre side frembyder lignende hvis ikke flere. For der er ingen æblekone hvis lygte kan hjælpe folk til at slippe ind i alleen. Desuden står der ved enderne af bommen hvor alleen overskæres af vejen til tømmerpladsen fire afvisere hvoraf i det mindste de 2 synes at være helt unyttige, og at være sande anløbsstene for de fodgængere der vil ind i alleen, eftersom de står midt i fodstien."

Rosenåen 1788, med Frederiksberg Slot i det. Det erlidt svært at se hvorfra billedet er malet. Selv om billedet er lavet en hel del år før Politivennen, var der nok ikke sket det helt store i netop dette landskab.

Vesterbrogade fra Rosenåen til Værnedamsvej

Ved Bagergade: En anelse længere ude kunne man i 1829, på Vesterbro 27 som var en grund som lå vest for og parallelt med Bagerstræde mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade, se et ubehageligt menageri: 

"På Vesterbro nr. 27 litra B foreviser hr. Lehmann et menageri som vel er lille, men dog indeholder nogle ret sjældne og interessante dyrearter. Adgangsprisen er villig og lokalet rigtig nok noget indskrænket til den mængde mennesker som (i det mindste da anmelderen var der) besøgte det. Men for resten ret propert og net indrettet. Så vidt er alting i fin orden. Men efter at man har været der i nogen, fremtræder en smudsig klædt person som formodentlig er oppasser hos dyrene, og reciterer i et sprog som mest ligner det tyske, nogle zoologiske notitser ved hvert dyr. Skønt disse populære forelæsninger ikke er så aldeles autentiske, kunne de dog være tjenlige for dem som er svage i ånden, eller ikke har læst Rafns naturhistorie for børn. Efter nu at have endt sit kursus, vedbliver han talen omtrent således: "Ich hofffe nun, dass meine Herren und Damen anitzund nicht so ungalant seyn werden, mir ein kleines Gratial zu verweigern." Derpå ryster han med forfærdelig bragen en mægtig stor sparebøsse så tilskuerne farer sammen og trænger sig nu med påtrængende ord og lader ind mellem tilskuerne, idet han stoler på at en falsk undseelse vil afholde de fleste fra at være "so ungalant" at nægte ham dette gratiale. Når nogen imidlertid afviser ham, tilkaster ham dem et hånligt blik eller undser sig ikke ved gentagne gange at trygle om denne almisse."  ... "Det er ikke anmelderen hensigt at lægge ham hans dragt til last, for det er naturligt at han ved at passe dyrene ikke kan være propert klædt. Men kun at gøre ham opmærksom på at han i den dragt bør blive hos dyrene."

Nogenlunde der hvor Eskilsgade forløber i dag, lå der i 1798 reberbaner. 3 år efter den store ildebrand i 1795 påpegede en artikel brandfaren: 

“da man desuden nu ikke længere gør sig noget af, ved opførelsen af grundmurede bygninger, i mindre end et bøsseskuds afstand fra udværkerne, at svække byens fasthed, så kunne ejerne af anmeldte reberbaner godt pålægges efterhånden at opføre dem med grundmur. Faren for antændelse af deres så hastigt brændende materialer er desuden stor nok. Men i al fald burde det pålægges dem at opføre en mur langs med gaden foran reberbanerne, i stedet for det nuværende plantevækst, som man endog ved overtjærelse har gjort så antændeligt som muligt.”

Vesterbrogade/overfor Skydebanen. Sommerteatret

Udover slagterier var Vesterbro et populært sted til at finde forlystelser. En af de første til at slå sig ned var James Price. Han havde i april 1802 på Vesterbro 23 - næsten der hvor Det Ny Teater ligger i dag - fået kongeligt privilegium til at "opbygge et rummeligt og med indvendige Decorationer forsynet Comediehuus, kaldet: Det Danske National Sommer-Theater, hvori han i tilstundende Sommer agter at forevise alle muelige Mechaniske og Optiske Kunster, Legems Øvelser og underholdende Divertissements." Politivennens udgiver K. H. Seidelin var imidlertid opflammet af nationalpatriotisme, og anklagede maj 1802 Price for at tiltuske sig og misbruge ordet "national". Det mente Seidelin var forbeholdt "danskere"

"... næppe er der også eksempel på at den fremmede nogen steds således udler, håner, beklikker det godtroende folk der modtog ham." Seidelin mente at Price havde givet "nationen den dårligste kompliment ved at kalde sin fjællebod (der i ildebrandstilfælde kan blive en ulykke for Vesterbro) et dansk sommernationalteater og ved at fortælle os i aviserne at han med sine gøglerier har truffet nationens smag. Dog kunne vi selv vrage vores sprog når vi ville sætte en offentlig indskrift. Hvad ville vi da forlange af fremmede?"

Det voldsomme angreb betød at Price ændrede teatrets navn, senest i juli 1802, hvor teatret nu annoncedes som "det Danske Sommer Theater". Og i november 1802 kunne man læse at han optrådte på det Kongelige Hofteater. Udover de verbale angreb, var teatret centrum for en del hærværk. Slagtersvendene betragtede området mellem Trommesalen til Sorte Hest som deres og brød ind i haverne, trampede alt ned, rev stakitter og andet. Price blev dog hårdnakket, med stor succes. Price led iøvrigt en krank skæbne. Han døde vinteren 1805 ved på Hotel d'Angleterre at få et kyllingeben i den gale hals. Hans kone fortsatte hvor manden slap, bl.a. med fyrværkeri 1806. Hun var rejst under bombardementet 1807 og kom først tilbage 1810. På Vesterbrogade nr. 31 (overfor nutidens Westend) opførte hun en ridebane med den tyske kunstberider Frantz Joseph Kuhn. Keglebane, traktørsted og fra 1816 pantomime. 

Pricernes tredje teater på Vesterbro med plads til omkring 700. Det lå på Vesterbrogade over for Skydebanen 1817-45. Hanne Kuhn døde 15. august 1826. Morskabstheatret blev efterhånden udkonkurreret af bl.a. Tivoli. Det lukkede 1844 og revet ned året efter. 

Også andre havde forlystelsesetablissementer om sommeren, fx i Lassens Have (det er ikke lykkedes at lokalisere hvor denne lå), juli 1803: 

"Man kunne ønske at folk som går ud for at fornøje sig selv og deres børn ville holde sig fra de maskiner som man kalder gynger. Her kan de for 4 skilling i 5 minutter gynge sig ud af verden. Det så man for eksempel torsdag den 28. i denne måned om aftenen på Vesterbro i Lassens Have. Godt nok slap alle rimelig godt fra det, på nær et pigebarn som fik kramper, da gyngen knak. Men det kan ikke afgøres om hun og de andre som var med, vil mærke virkningen af det på et senere tidspunkt. Generelt kunne man ønske at denne flaue fornøjelse blev forbudt for at forebygge flere ulykker i fremtiden. Da der allerede er sket nok. Skulle dette gyngeri anses for en lovlig næringsvej, så burde ejeren pålægges at stille kaution for en klækkelig mulkt som skulle udbetales i tilfælde af ulykker med mennesker, hvad enten disse kom til skade eller ej."

På gården Rosenlund på Værnedamsvej havde chokoladefabrikant Kehlet indrettet en pavillon som skulle gå hen og blive legendarisk. Den blev omtalt således i 1831:

"Hr. Kehlet takkes på det forbindtligste for hans sindrige opfindelse med det løbende transparent på Rosenlund, der så simpelt, men tillige hjerteligt, tolker hans agtelse og kærlighed til dannerfolket. Det består nemlig af en kvadrat på hvis ene side disse ord ses skrevet: Velkommen i Rosenlund. På den anden side et brændende hjerte. På den tredje en sol og på det fjerde et tempel. Men tillige advares hr. Kehlet af indsenderen om ikke at lade sin pavillon stå åben for alle og enhver og rådes til ligesom hr. Monigatti at tage 1 mark for entreen for hvilken man da kan få 2 kopper chokolade eller nogen anden forfriskning og hvori betalingen til harmonimusikken var indbefattet. For da indsenderen onsdag aften besøgte pavillonen, blev han opmærksom på nogle uopdragne unge mennesker der pralede for hverandre af at de ikke havde begæret noget, men gik her for kommers som de kaldte det, og som latterliggjorde det skønne transparent. Ved at benytte indsenderens advarsel ville sådanne scener undgås. Og andre der for at vederkvæge sig efter dagens arbejde, søgte et behageligt tidsfordriv ved at besøge denne pavillon ville undgå ubehageligt sammenstød med sådanne kåde mennesker. I øvrigt har hr. Kehlet ved dette forlystelsessted der er så behageligt for det offentlige, både lagt smag og høflighed for dagen ved at ende sin bekendtgørelse i Adresseavisen med "at de ærede herrers, men især damers tilfredshed skulle være formålet for hans bestræbelser."

Kehlets beværtning Rosenlund bød på luftballoner, fyrværkeri, koncerter mm. Han blev en slags foregangsmand for Tivolis initiativtager, Carstensen og for andre, lignende beværtninger. I hvert fald omtaltes i 1837 adskillige konditorier og traktørsteder på Vesterbro. Her kunne man nyde musik, men oplevelsen blev i nogen grad spoleret ved at musikerne gik rundt og opkrævede pengene efterfølgende: 

"Flere konditorer og traktører har foranstaltet at der i de pavilloner og traktørsteder der tilhører dem udenfor stadens porte og i de haver der ligger op til disse, nu og da på enkelte af disse steder endog dagligt høres harmonimusik. Ofte i forbindelse med en eller flere omrejsende sangeres stemmer. I hvor meget end de omtalte herrer derved har gjort sig fortjent til publikums påskønnelse, fordi vandreren der higer efter hvile og vederkvægelse hos dem finder endog så mere end han ventede - føde ikke alene for legemet, men også for ånden og hjertet - så tillader indsenderen af dette sig dog at fremsætte det ønske at de omtalte musici og sangere måtte blive godtgjort deres umage på en kunsten hvis repræsentanter disse personer på de ovenfor nævnte steder skulle være, mere værdig og for publikum mindre ubehagelig måde. Man anmoder derfor de herrer konditorer og traktører om for fremtiden at afskaffe den uskik at det personale der musicerer hos dem, går omkring med tallerken hos de tilstedeværende gæster der skønt det hedder sig at være frivilligt, dog for at undgå opsigt og at give anledning til andre ubehageligheder, mange gange nødtvungent må gribe i lommen og bidrage til at fylde tallerkenen for at kunne være uforstyrret den øvrige tid af de få øjeblikke der tilbringes på sådanne steder."

Forhåbningsholm ved Gammel Kongevej, 1844. Formentlig tegnet fra omtrent hvor Værnedamsvej ligger bag kunstneren.

Vesterbrogade ved Skydeselskabet

Det Borgerlige Broderskab eller Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab stammer helt tilbage fra 1400-tallet, omend under dette navn først fra 1776. Formålet var selskabeligt, dvs. drikkelag, dans, majfest, skyden til papegøjen osv. I 1619 fik selskabet en skydebane uden for Vesterport (i dag Vesterbrogade 69-71) samt fra 1753 også uden for Vesterport. Selskabets bygning fra 1782-87 findes stadig på Vesterbrogade 59. Udvidet i 1892.

Vesterbrogade 69. Den to-etages bygning til venstre eksisterede på Politivennens tid, mens de lave bygninger til højre for denne er kommet til senere.

Desuden lå her Skydebrødrenes skydebane vest for nuværende Absalonsgade (eller dengang Banemøllestræde, opkaldt efter reberbaner og møllen der lå her 1749-1856). Og Skydebaner var der i området syd for. Her gik det livligt til ved et af ballerne i 1803:

“Ved bordet hvor vi kom til at sidde sammen, smagte vinen mig vel, og tilstår jeg da alt af fortrydelse over at hr. Linneman ville betale at have givet ham en del stikler som han ikke lod ubesvarede. Da vi gik fra bordet, gjorde min forfatning at jeg i samtale med min kone der ville stille mig tilfreds, udskældte hr. Linneman. Da han just kom til og hørte det, sagde han at her var ikke steder. Dette lod rusen mig anse som en udfordring hvorfor jeg gik efter ham og slog til ham, og vi kom i dette håndgemæng ned i haven. Det var en naturlig virkning af min kones frygt at hun løb ned med og skreg om hjælp, og da kom flere af selskabet til og adskilte os. Selskabets direktion troede sig herved beføjet til at føre foranstaltninger hvorved vi begge blev ekskluderede.”

Det er skydeselskabet Enighedsværn, som muligvis var Det forenede borgerlige Skydeselskab som i siden 1793 øvede sig på nuværende Vesterbro, fra 1799 på Enighedsværn ved Tømmerpladserne. 

Skydebanegade med Sønder Boulevard i forgrunden. På Politivennens tid ville fotografen have stået med tæerne i vand på Kalvebod Strand, og kigget ind i Skydebaneselskabets haver.

Vesterbrogade ved Chiarinys Vauxhall. Man kan ane Bymuseets ene fløj til venstre, lidt længere fremme Vesterbrogade 65 med indgangen til Westend. Chiarinys Vauxhall lå omtrent på dette sted, før Bolia.com-skiltet i midten af fotoet.

Vesterbrogade 65 - Westend: Vauxhall

Vesterbrogade 65 blev fæstet af apoteker Franz Heinrich Møller, grundlægger og fabriksinspektør på Den kongelige Porcelænsfabrik. Han fik opført en flot gård på stedet som lå her næsten uforandret til 1902. I 1795 solgte Harsdorff sin ejendom til urmager J. Brandt som i 1805 solgte gården til konferensråd, skolemester Louigi Chiariny, der samtidig købte den tidligere  fæstegrund. Kunstberideren Chiarinys "vauxhall" (illumineret forlystelseshave med musik, dans, fyrværkeri m.m.) startede 1806. Stedet blev en succes. Folk myldrede til stedet. Men efter bombardementet 1807 blev det i 1808 flyttede til Kastellet. Og ejendommen solgt på auktion til en tømmerhandler og grosserer. Men Politivennen nåede dog at skrive om det i 1806:

"Da hr. Chiariny har villet skaffe København et Vauxhall, tror man sig beføjet at sige ham at hele indretningen er for ubetydelig. Pladsen er for indskrænket og hovedgangen alt for smal, siden knap en dame og en kavaler kan gå ved siden af hinanden uden at støde albuerne på glaslamperne, som er fyldt med ildelugtende olie, måske tran, som desto mere inkommoderer de spadserende, da benævnte glas er placeret for lavt. Og eftersom der ingen høje træer er der på stedet, så burde der have været oprejst pillarer eller søjler, i det mindste 8 alen høje og omtrent 4 alen fra hverandre, og derpå anbragt hængende lamper i festons."

Herefter sammenlignede skribenten det med tilsvarende i London og dømte Chiarinys for slet ikke at være på højde med det. Hertil kom dansesalen:

"Ydermere er salen som man troede skulle bruges til dans, også alt for lille, og skal der danses, så bør der i salen indrettes en balustrade, som beskærmede den dansende for tilskuernes påtrængen. For ellers ved man nok at af nysgerrighed ville mange slutte en alt for snæver kreds og damerne udsættes for at der blev trådt på deres klæder og lange slæb."

Politivennens udgiver Seidelin erklærede sig for direkte modstander af al den tant og fjas, med følgende redaktionelle salve:

"Skønt udgiveren er en fjende af det hele vesterbroske forlystelsesmarked, har han dog ikke taget i betænkning at indrykke ovenstående. For når Vesterbro mere og mere forener alle mulige kilder til penge- og tidsspilde for den store letsindige hob af københavnere, bør det naturligvis ønskes, at forlystelserne både fordyres og forædles"

Senere på året (1806) mente en skribent endog at stedet var et sundhedsproblem:

"Vi er nu henne i oktober og hr. Chiariny bliver ved med at indbyde folk til sit Vauxhall. Og det fejler ikke at jo en del menneskeskabninger vil besøge det. Man fremsætter imidlertid for Sundhedskollegiet det spørgsmål om det ikke allerede nu, og endnu længere henne i tiden, vil være skadeligt således at sværme natten bort i åben luft. Kan man ikke på grund af det vente sig en forøget virksomhed hos vores desuden kun alt for virksomme brystsygdomme, der kappes med slag om hvem der skal være kongen af sygdomme her til lands. Og om det ikke altså af de ansvarlige bør forestilles, at denne art folkemorskab er af de der må indskrænkes til en vis årstid."

Videre mod Frederiksberg

Mange søgte ud til den friske luft mod Frederiksberg, men man skulle så grueligt meget igennem før man kom bare i nærheden af det. Som det blev beskrevet i 1816:

"Skønt det falder fremmede svært at rose noget dansk, har jeg dog hørt adskillige tilstå at turen fra Københavns Vesterport til Frederiksberg på meget få steder ville finde sin lige. Vel at mærke hvis alleen og dens behageligheder nåede lige til de fra glaciet anlagte to sidealleer. Denne så naturlige anmærkning vil formodentlig de fleste gående have grund til at anføre, især vores så tyndsålede damer, for længe siden og måske hver gang, i det mindste på hjemvejen. Vel kan enhver som vil undgå Vesterbros små toppede fortovssten og de så ubehagelige op- og nedgange uden for hver af dens mange slagter og andre porte ved at gå Værnedamsvej og Gl. Kongevej. Men det fødderne kunne vinde ved det, tabes dobbelt ved at få både øjne og klæder fordærvet af den uhyre støv som kørende og ridende Jacober bestandigt opjager der og som gement af mangel på træk ligesom bliver stående på sidstnævnte vej. Det var derfor ønskeligt om et lignende fortov som det der nu haves i Kronprinsessegade langs med haven, jo før desto bedre måtte anlægges på begge sider af ovennævnte til alle tider så stærkt passerede bro."

Vest for Vesterbro begav man sig ud i noget der kunne udvikle sig til det vilde vesten, med vaskeægte landevejsrøvere 1817:

“Den senere tid har vist at der på landevejen fra København er er blevet fundet personer som har fundet deres regning ved at frastjæle de forbipasserende bønders og rejsendes vegne adskillige af de ting, som var indkøbt her i staden og skulle udføres på landet, samt andet gods. Stadens 3 broer, nemlig Vester-, Nørre- og Østerbro har kun en politiassistent og 2 betjente. Tages distancen mellem Øster- og Vesterbro i betragtning er det klart at det er fysisk umuligt for disse embedsmænd at have tilsyn på et så stort terræn. For alleerne fra Øster-og Nørrebro til Vibenhus er så lange at når der på den øvrige del af broerne også skal patruljeres i forbindelse med de tilstødende fælleder, vil der umuligt kunne føres tilbørlig opsyn på den øvrige del af forstæderne.”

På strækningen fra hvor Frederiksberg Alle og Vesterbrogade (fotoet) løber sammen og længere mod vest var man på "Herrens Mark" hvor alt kunne ske. Landevejsrøverier, fx. Det kan man slet ikke forestille sig i dag med den nuværende tætte bebyggelse. Vejen snoede sig gennem landskabet og fortsatte ad Pile Alle.

Et rejseselskab på vej på tur på landet havde lejet en bondemand til at køre dem derud, men den gik ikke. På Vesterbro blev de stoppet:  

“pludselig blev vi vækket i vores betragtninger ved at en mand der kom os i møde, greb tøjlerne på vores heste og med en bydende tone bød vores kusk at holde stille. Vi formåede bonden til at adlyde vores modstanders befaling og måtte for at undgå almindelig opsigt køre ind i en ved landevejen liggende gæstgivergård hvor vi snart så os omringede af ganske mange ubekendte mennesker der angav at være udsendt fra politiet og anså sig derfor berettiget til at anholde vores kusk fordi denne af velvilje havde påtaget sig den ulejlighed at befordre os til vores bestemmelsessted.”

Al parlamenteren var forgæves, og de selvbestaltede ordenshåndvævere idømte bonden en bøde, de: 

“... befalede vores kusk til at forlade heste og vogn og følge ham til et i gården anvist værelse hvor han blev tvunget til at lægge en mulkt af 2 rigsbankdaler sedler for hans, som de mente ulovlige kørsel.”

Vesterbro blev også det stod som Frederik 6.’s kiste skulle igennem, og her kunne man godt have lyttet til to råd 4. januar 1840, det første angående afskærnning:

“Det ville utvivlsomt være af stor vigtighed hvis der i anledning af den nært forestående sørgeprocession måtte blive foranstaltet et lægterækværk trukket mellem træerne på begge sider af alleerne udenfor stadens Vesterport fra den yderste stakitport indtil accisseboden.

Det er udenfor al tvivl at den største trængsel netop vil finde sted der for at se sørgeprocessionen helt samlet såvel fra staden som fra landet, og hvor megen skade kan ikke rimeligvis forudses muligvis at kunne ske om et sådan rækværk savnedes da der er dybe grøfter på begge sider af alleerne. Ganske vist er et sådant forsigtighedsmiddel forbundet med bekostning for det offentlige, men dog på ingen måde i den grad der kan svare til den skade som derved kan forebygges, selv om kun et eneste menneske forulykkede. I øvrigt er de medgående materialer ikke forbrugt ved afbenyttesen, men kan successivt anvendes til stadens andre vejarbejde.”

Det andet angående faren for islag:

“Det ville sikkert være nødvendigt at der i tide blev anskaffet et oplag strandsand om samme ikke allerede haves, til vejenes bedækning hvor den skal befares af den kongelige sørgeprocession i tilfælde af at muligt islag indtræffer.”

Endnu et af den håndfuld bygninger som har overlevet siden Politivennens tid. Vesterbrogade 148.


På Vesterbrogade 148 ligger et af de få huse som har overlevet, og som også er Vesterbros ældste ejendom, "Sorte Hest", eller som det hed før 1825, "Den Forgyldte (Norske) Løve". Forhuset er fra 1771 og forhøjet med en etage i 1828. Her lå kun ganske få bygninger omgivet af marker og haver.

H. G. F. Holm: Sorte Hest, 1856. Selv om billedet er fra efter Politivennens tid, gengiver det måske meget godt hvordan området så ud dengang.

Matrikelkort 1819: https://www.kbharkiv.dk/kildeviser/#!?collection=3&item=2595