Viby Sjælland

På jagt efter hvad mennesket eftertragter i det ganske, danske land.

I 2007 var området omkring Viby genstand for et 231 sider langt speciale fra Københavns Universitet "Oplevelser i landskabet" (2007). Den rummer nogle ganske interessante betragtninger over hvad det egentlig er vi gerne vil opleve, især på landet. Det kan derfor være interessant at gå i disse studerendes fodspor for at gentænke hvad og hvorfor vi "nyder" forskellige ting. De havde nemlig udvalgt nogle forskellige steder - og det er dem jeg har forsøgt at genfinde. Og så har jeg også puttet nogle flere indtryk på vejen mellem punkterne. For det skal jo helst ikke blive for "studentikost" at vandre rundt. Men tankerne - de vandrer for det meste frit, og tak for det.

Viby Sjælland. Tidlig lørdag morgen er der kun enkelte hundeluftere som er ude. Vejen ligger øde hen, ingen trafik.

Viby Sjælland

Denne by er en egentlig by, med lidt under 4.700 indbyggere. Nok til at holde hotel, kro, mindst to supermarkeder og en ikke ubetydelig mængde småforretninger kørende. Jernbanen har delt byen i Gl. Viby og ... bare Viby. Sidstnævnte er det sted hvor forretningslivet er mest livligt. Uden der dog er tale om et egentligt centrum i byen. Uden at fornærme nogen kan vi vist godt kalde Viby for en stationsby. Ikke at der ikke var by før jernbanen. Men udviklingen hænger klart sammen med at der blev anlagt en station så tidligt som i 1856, altså kun 9 år efter den første jernbane åbnede mellem København og Roskilde. Den største befolkningstilvækst fandt dog først sted fra 1970'erne.

Jeg skynder mig at bringe dette billede, fordi det nok er helt karakteristisk for området omkring Viby: Store marker, kun afbrudt af lidt træer omkring bebyggelserne. Her er det vist en bygmark. Men det kunne for så vidt lige så godt have været en hvede- eller rapsmark. Nu har I så set det, og det bliver det eneste i dette indslag.

Generelt er området omkring Viby præget af en masse små bebyggelser, et par landsbyer og spredte gårde hist og pist i landskabet der fortrinsvis består af landbrug med hvede, raps og byg. Kun enkelte steder også havre og sågar en enkelt rugmark. Egentlig natur er der ikke ret meget på dagens etape. Men vandringsmæssigt er det udmærket terræn hvis man er ligeglad med udsigten. Godt nok asfaltveje overalt, men til gengæld er trafik stort set ikke eksisterende. Man kan også opleve en lærke synge her og der, ligesom der langs grøftekanten og i bebyggelserne er et vældigt liv af sommerfugle og andre insekter.

Skovfølelse: Birkede Skov

Første stop i hælene på de studerende var Birkede Skov. Navnet dækker dels over en lille skov, dels over et langstrakt område med spredte huse. Det er nu mest skoven jeg kom for. Formålet var at undersøge om man fik en "større sammenhængende skove, hvor skovens egne lyde, lys og dufte dominerer. Her kan man få en følelse af at træde ind i en anden verden. Det er muligt at komme væk fra hverdagen, stresse af og nyde naturen i fred og ro. I skoven kan det være muligt at udfordre sig selv fysisk eller mentalt. Det kan for eksempel være ved at gå en lang tur, cykle, løbe, eller plukke svampe." Men det er ikke en hvilken som helst skov, det skal være en ældre skov på 40 og 50 år for henholdsvis løv- og nåletræer, den skal have en vis størrelse og der skal helst ikke være for mange forstyrrelser for eksempel fra højspændingsledninger og støj fra trafik.

Billedet er lidt uretfærdigt ved oplevelsen i skoven. Man får faktisk mellem toglydene en ganske rar fornemmelse af at være inde i en skov. Hvis ellers man går meget langsomt. For gør man ikke det, er man hurtigt ude af den igen. Måske endda før man overhovedet når at vænne sig til skoven.

Skoven er ikke ret stor. Det tager ikke mere end et kvarter til tyve minutter at gå igennem. Så måske skulle jeg være gået et par gange rundt i den. Den er ca. 20 ha. Hvert kvarter kan man høre toget køre igennem området mellem  Birkede skov og den noget større Klosterskoven (ca. 230 ha) mod syd. Skoven er privatskov og har præg af ikke at være plejet, hvilket ses ved, at der er underskov flere steder. Jeg kiggede efter langdyssen med kisteformet kammer (fredlyst 1887), men fandt den ikke. En smuk langdysse blev sløjfet af jernbanevæsnet i 1887. Det skal nævnes fordi det blev stødet til vigtige fredningsbestemmelser af fortidens mindesmærker for jernbane- og vejvæsnets område.

Landsbyen Birkede Skov ligger så vidt jeg kan se langs landevejen. Udover beboelseshuse er der ikke noget. Skolen er nedlagt.

Landsbyen Birkede Skov

Selvom Birkede Skov er en lille landsby, fortæller lokalavisen at sammenholdet stort. Det kan man selvfølgelig ikke mærke når man bare passerer hurtigt forbi. Men det skulle være sangen, som er den sociale lim. Birkede Skov Sangforening blev stiftet 1980, og fejrer både sankthans, høstfest, julefest og fastelavn sammen. Foruden en månedlig kaffedrikning med udveksling af sladder. Her lå også engang en skole, men den er nu privatbolig. Af hensyn til beboerne holdt jeg kameraet for mig selv.

Søster Svenstrup. Landsbyen ligger omkring et T-kryds. Gårdene er som de er flest i området, dog har nogle stråtag.

Søster Svenstrup

Er en ganske lille landsby, og det har den tilsyneladende altid været. Der ligger en 4-5 gårde og et par husmandssteder.Navnet søster hentyder til Clara Kloster som ejede det hele. Sådan var det med landsbyer og bønder dengang: Uanset om det var kirken, godsejeren eller kronen, så ejede de bønderne. Med til landevejene i området hører også at man stadig enkelte steder kan finde disse stader hvorfra der sælges hindbær, æg, kartofler og andre afgrøder fra folks køkkenhaver. Man lægger bare pengene i en boks og snupper en bakke eller pose. Fin service!

Urørte og eventyrlige naturmiljøer: Nord for Søster Svenstrup 

Det er områder hvor omgivelserne bærer præg af at være gamle og urørte. "Oplevelsen af et oprindeligt, urørt, og vildt miljø, og der er generelt god mulighed for at opleve mystik og stilhed. Det kan fx være naturskove, gamle skovbeplantninger og skovmoser. Med detaljer som væltede, døende, knudrede og gamle træer. Det hele skal helst ikke forstyrres af trafikstøj, mange mennesker samt følelsen af at være tæt på større bebyggelse, trafikerede veje og højspændingsledninger. Men også stier og bålpladser."

Det eneste område jeg kunne finde som passede på rapportens beskrivelse, var dette langs vejen Sortland. Set i tværsnit. 

Som da specialet blev lavet, var området meget svært tilgængelig. Og der lå stadig en del byggeaffald. Men det var ret ufremkommeligt naturområde og sandsynligvis uden menneskelige spor. Det består primært af skovmose. Jorden er sumpet og vegetationen er meget tæt. Området er ca. 700 m gange 10-20 m. Det er mest til at beskue udefra. Igen må jeg sige at områdets størrelse gjorde at jeg ikke rigtig kunne fornemme nogen mystik. Stilhed måske.

Assendløse hovedgade. Der er et enkelt par ude og der bliver klippet hæk og nusset om haverne inde bag hækkene. 

Landsbyen Assendløse

Assendløse var oprindelig den største landsby i sognet Dåstrup. I 1899 var der 8 gårde i Assendløse samt en del husmandsbrug. Og den fremstår da også ganske stor. Men dog ikke stor nok til et egentlig forretningsliv. I en artikel i Familiejournal 34/2011 beskrives et honningkagehus med skov og marker. Det er Trines hus hvor der er konditori. Jeg kiggede dog forgæves efter det. Men det kan stadig være at jeg ikke kiggede grundig nok. Hvis det stadig findes.

Kjærs Kager. Forretningen har holdt sig siden 2008. Så den må jo være god. Denne gård og området med åbent landskab, udsigt, mergelgrav mm. på den anden side af broen udgør et andet af de studerendes udpegede mål. 

Kulturhistorie: Ved Birkevad Bro 

Definitionen på et sådant sted var: "Der skal her være kulturhistoriske spor som for eksempel en gravhøj, et stendige eller en historisk driftstype. Men de kan sjældent stå alene, de kræver formidling. At knytte menneskelige historier og fortællinger til et område gør, at det bliver mere interessant og levende, og besøgende kan bedre relatere til stedets historie". Det er sådan set det jeg ofte gør her på bloggen. Men jeg henter så sandelig stof mange forskellige steder fra. Det kan være lokale plancher eller stof på internettet. Jeg tror nu nok at her ville en guide have været passende, idet jeg havde noget svært ved at opdage mergelgraven, og gravhøje, kirken ved Kirke Syv og herregården Vibygård var noget nordligere.

Kirke Syv hentyder til de syv gravhøje som ligger omkring kirken. 

Kirke Syv og Øster Syv

Omkring Kirke Syv markante oldtidshøje. Nordvest for kirken to rundhøje. Et bud på stedets oldtidshistorie er givet i Lejre Historiske Forenings blad, Lethrica, nr. 15, 2013.  Syv Kirke ligger på en 49 m høj banke. Kirken ligger tæt på gravhøje fra bronzealder eller Vikingetid. Stednavnet Syv hentyder netop til de syv høje, der må have været et markant træk ved området. Forhenværende isenkræmmer Poul Christensen har lagt sine Erindringer om området fra 1920'erne til 2007 på nettet. At Kirke Syv engang var et magtcentrum, fremgår dels af kirken, dels af kirkegården med dens mange monumenter over forgangne tiders godsejere. Bl.a. et halvunderjordisk mausoleum.

Udsigt og åbent landbrugslandskab. Ryebakke 

Det ensformige landbrugslandskab kan godt tage pippet lidt fra en vandrer. Og egentlig havde jeg planlagt også at kigge på Ryebakke. Formålet skulle være "at nyde udsigten og få følelsen af rum og frihed. Mennesker har altid været draget af steder, hvor det er muligt at se langt og få et overblik over det omkringliggende landskab. Disse områder har derudover en positiv effekt på menneskers velbefindende. I åbne landskaber og over vandoverflader er mulighederne for at få en udsigtsoplevelse generelt gode". Punktet lå på Ryebakke ligger 59 m over havets overflade. Men jeg opgav at nå dertil.

I mangel af punktet udsigter her i stedet et fra syd for Kirke Syv.

Naturrigdom og landskabsformer: Ramsødalen 

Endnu en destination havde jeg allerede inden turens start droppet, for den har jeg allerede besøgt flere gange: Ramsøfredningen. Set i bakspejlet må jeg nok sige at hvis jeg skulle råde vandrere der ønsker naturoplevelser, så var det nok denne tur de skulle have valgt.

Jeg ved for øvrigt ikke om det bare er mig, eller der er noget om det. Jeg mener at huske at når man i min ungdom (jo, det er en del år siden) kørte med bil rundt på landet om sommeren, så var ens kølerhjelm og forrude oversplattet med insekter. Fra bladlus over myg til fluer. Nu kan det selvfølgelig stadig være at det er tilfældet. Men jeg så nu ikke en eneste bil med bare en enkelt lille bladlus nogen steder. Hvis denne iagttagelse er rigtig, så tyder det jo på at der er gjort kål på en masse insekter. Hvilket bilejerne måske ikke begræder. Men det betyder så også at der er gjort kål på fuglene som lever af dem. Fugle er der nemlig heller ikke ret mange af langs landeveje med marker på begge sider længere. Nå, det skal nu ikke ødelægge nogens gode humør. God sommer!

Humleore - Borup

Sydvest for Borup, nord for jernbanen til Ringsted ligger et pænt stort skovområde. Samt lidt kulturhistorie.

Svenstrup Gods har sat sit præg på udformningen af landskaberne på dagens vandring. I dag er der en omfattende svineproduktion på godset. 

Borup! For personer i min alder var Borup den første station i Hovedstadsområdet. I hvert fald når man kom kørende med toget fra Jylland eller Fyn mod København. Når man landede på den, ja så var det altså hovedstaden. Men det føltes nu alligevel langt ude. I dag kan man komme til Borup på lidt over ½ time fra København og området minder såmænd om alt muligt andet i landbrugs-Danmark. Dog med undtagelse af skovområder med opfindsomme navne som Hestehave, Humleore, Høed Skov og Harebo Skov.

En typisk skovvej i Humleore. Skovene er private, men det er tilladt at bevæge sig på skovstierne i dagtimerne. Det summer intenst af insekter, og dermed også fugle. Heldigvis ingen myg i dag. Det værste var en knåt.

Hestehave og Humleore skov

Skovene ligger på hver side af jernbanen med en broforbindelse. Det er rare skovområder, lad det være sagt med det samme. Måske ikke så meget på det visuelle område. Her ville man nok foretrække Bistrup Skovene nord for med de dramatiske bakker. Men der er et leben i området så det er en fornøjelse. Ikke af mennesker. Jeg tror jeg mødte under 10 personer på hele turen. Men på dyr, fugle, insekter og en rig biodiversitet.

Et eksempel på et af de mange stengærder som krydser gennem skovene. De fleste er som dette overgroet og delvis nedbrudt af høje træer.

I den vestlige del af skoven er der sågar havørne som har slået sig ned, så der er adgang forbudt da man ikke må forstyrre denne flotte og meget sjældne fugl. Det var et afbræk i ruten, men heldigvis for kompasset fandt jeg en anden vej. Der er mange stengærder i skovene. Og en enkelt lysning med digitalis (fingerbøl).

Her et andet typisk billede fra en løvtræsskov. Igen gode vandreveje. Intenst liv af insekter og fugle. Samt duft af planter og træer. 

Humleore Hus fra 1934 var engang et Gods. Engang skal det have haft et usædvanligt smukt orangeri, som var velbesøgt af haveentusiaster fra hele Europa. I 1980 fik huset sit nuværende udseende. 2. salen blev revet ned og der blev lagt strå på taget. Fra at være et gods blev det nu et hus. Det er svært at forestile sig at det engang har været en godsbygning. Kun rundingen over døren peger måske på det.

Humleorehus ligger for enden af Humleorevej ved skovens nordvestlige side. Udover dette hus hører der også mindre bygninger.

I 2005 blev huset solgt. Og i dag ejes huset af Christina og Morten Ristock-Poulsen som siden 2010 lejer det ud til selskaber, kurser og teambuilding, se hjemmesiden Humleorehus. Her erklærer Christina at hun bruger alt sin tid som koordinator ved selskaberne. Ideen opstod ud fra at man skulle holde fx bryllupper efter eget hoved her. Og efter en velspækket pengepung.

Svenstrup Gods svinefarm. Uden for billedet til højre de enorme gylletanke hvor der advares om farlige gasser. Fra stalden høres en konstant susen og grynten. Siloerne er vist til foder. 

Svenstrup Gods 

Et par kilometer stik vest for Borup ligger et stort gods, Svenstrup Gods. Hovedbygningen er fra 1781-1784, stalden med tjenesteboliger fra 1894-96. Som så mange andre godser blev det bygget under enevælden, baseret på hoveri og livegne bønder. Godset er stadig i samme families eje. Hele landskabet er formet efter at her ligger en herregård. Store marker og åbne sletter. Svenstrups meget konservative betød skov med mange gamle træer. I dag har godset moderne og effektiv svineproduktion. Så det er ikke tilrådeligt at komme i gyllespredningssæsonen marts-juni. Svineproduktionen klares med 8 medarbejdere. På hjemmesiden erklæres at man forsøger at minimere medicinforbruget. Meget apropos har Regeringen netop offentliggjort en handlingsplan hvori det fremgår at smågrise får 5 gange så meget penicillin som mennesker. Hvilket betyder at vi nu ikke længere kan bruge en række penicillin-typer. Mange af bygningerne står tomme, så Svenstrups ejer, baron Christian Wedell-Neergård har planer om at omdanne herregårdsanlægget til sport- og friluftscenter. Han sad 2004 til 2007 i Folketinget for De Konservative.

Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. Men landslejren lå på kornmarken til højre for stenen uden for billedet. Der er ellers intet spor af lejren. Bussen er på vej fra Svenstrup mod Borup. 

"Landslejren 1967"

På Borupvej mellem Svenstrup Gods og Borup står der i vejkanten hvis man kigger godt efter, en kampesten med indgraveringen: "Landslejren 1967". Det drejer sig om pigespejderforbundet KFUKs landslejr 19. - 28. juli 1967. Det var forbundets hidtil største med hele 15.000 deltagere, så man kan godt forstå der kom en mindesten ud af det. Ligesom der sågar blev lavet et poststempel. Der findes et foto af lejren. Det må være Borupvej nederst i billedet. Lejren havde en maskot: ”Strikpigen” og en række underlejre, samt egen avis ”Budstrikken”.

Bro på Vigersted Kildeplads øst for Humleorevej. Kildepladsen ender ved åen, og herfra er der temmelig uvejsomt, men dog passabelt hvis man vil forcere terrænet i retning af den lille Harebo Skov.

Vigersted Kildeplads

På ruten lykkedes det mig at erobre endnu en kildeplads. Det er ellers et pænt stykke tid siden jeg forsøgte at nå gennem alle Københavns kildepladser. Det lykkedes dog ikke at erobre hele kildepladsen, for den vestligste del går gennem et uvejsomt terræn. Og jeg havde glemt at tage mine terrængående bukser på.

Udsigt fra Kildepladsen mod Humleore Skov.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Hedeland

Hedeland er et landskab i konstant forandring. Dette er denne blogs femte og første sommerbesøg

En tur i Hedeland må nødvendigvis kun dække en del. Det er umuligt at gennemtrave det hele på en dag. Dagens tur dækkede Høje Tåstrup kommunes andel af Hedeland, altså den vestlige del indtil Greve Kommune. I de kommende år vil Hedeland forandre sig endnu mere, for i foråret blev antaget tre udviklingsplaner for området af de tre kommuner som hedeland ligger i.

Forudsætningen for eksistensen af nutidens Hedeland er grusgravning. Og det foregår stadig i store områder, her ved Præstehøj, mellem Stærkendevej og Tranemosevej.

Det såkaldte Team SLA har foreslået at man dramatiserer landskabet endnu mere med at lave dybere dale og højere bakker. Og anlægger en "ødemark". Der skal være en central ("Horndrageren", opkaldt efter en sjælden orkidé). Et andet team, RUBOW har foreslået overnatningshytter i en særlig arkitektonisk udformning. Mens et tredje, Team Møller & Grønborg vil inddrage foreninger i landskabsudviklingen.

Udsigt fra Naturstien. I forgrunden får man et indtryk af de mange planter som gror i området. Ligesom det summer af bier, sommerfugle, guldsmede og meget andet.

Naturstien

Siden sidst er der blevet indrettet naturstier. Det er helt smalle trampestier som bl.a. går fra Stenager Station sydvest over Dopperne til Hedelands største skovomrråde syd for Nymølle Sø. Natur skal her forstås helt bogstaveligt. Der spilles på mange tangenter både hvad angår planter, insekter og dyreliv. Biodiversiteten er meget høj og udsigten heller ikke at kimse af. I glimt kan man kikke sydpå til skibakken. Hele turen er 4 kilometer.

Udsigt fra Naturstien, mod syd. Man går oppe i terræn og i glimt har man dette betagende syn. Bl.a. til skibakken (dog ikke med på dette foto).

Den østlige del af stien ligger højt og stien kan være lidt svær at få øje på, men det er altså den lille trampesti som går op på bakken nord for Brandhøjgårdsvej. Om efteråret ser der ud til at være brombær på ruten. Og der er også enkelte frugttræer formentlig æbler og pærer. Hvis det skulle friste nogen. Skråningen mod syd er vokset til med høje træer mens området nord for stien er fyldt med lav engagtig beplantning.

Vest for Brandhøjgård får man et af de bedste indtryk af hvordan de dybe grusgrave langsomt gror til. Trætoppene udjævner landskabet en del, og faktisk ser det hele mere dramatisk ud om vinteren.

Men ud over naturstien er der så sandelig så meget andet at kigge på. Vores tur gik fx forbi den dramatiske dal (grusgrav) langs vestsiden af Brandhøjgårdsvej, vest for Brandhøjgård. Området er i forhold til mine tidligere besøg nu vokset godt til. Bunden af den forhenværende grusgrav især med lave træer og buske mens skråningerne stadig er ret bare med græsbevoksning og spredt krat. Det gør at dalen måske ikke længere ser så dramatisk ud som første gang, men til gengæld så meget frodigere. Her får man også et godt indtryk af hvor meget sand og grus der er blevet gravet væk, idet man fra bunden af dalen ved Vinkelsø gå op ad en lang flad bakke til det oprindelige landskabsniveau dengang området var plant.

En af de karakteristiske togstationer, Sølund øst for fiskesøen. Hundeskoven til højre dækker effektivt for udsigten til haveforeningen Brandhøj

Vinkelsø er desuden et af de steder hvor søbredden er flottest at gå langs. I modsætning til fx Flade Sø der er bevokset med siv langs hele bredden, og hvor man kun ganske få steder opdager at der overhovedet er en sø. Eller til Flintesøen øst for skibakken og amfiteatret der ser mere parkagtig ud.

En af veteranbanens lokomotiver passerer Vinkelsø. Her får man også set søen fra den side hvor man kan gå langs bredden. Den modsatte bred er bevokse med siv.

Veteranjernbanen

Man kan ikke undgå at støde på den 5 kilometer lange smalsporsjernbane. Der kører også tog søndage i sommersæsonen. De stammer fra nedlagte roebaner og de mange teglværks- og industribaner.

Hedeland Golfklub ligger i det gamle niveau, idet Stærkendevej stadig forløber som på en bakkekam som den altid har gjort.

Banen ender ved golfbanen som breder sig nord for Tune Landevej. Hvis man er vandrer gør man klogt i at undgå golfbanen. En strålende solskinsdag som denne er golfbanen godt besøgt, og man skal tage sig i agt for golfbolde. Da området mellem Stærkendevej og Tranemosevej langs Brandhøjgårdsvej desuden stadig fungerer som grusgrav, kan man passende helt omgå området. Der er masser af stier at vælge imellem til det formål.

Maglehøj Mølle. Møllen er fuldt funktionsdygtig. Og vandt da også i konkurrencen for mange år siden over Tjørnehøj Mølle 1 km nord for, i følge en forklarende tekst inde i møllen. Ironisk nok er det dog sidstnævnte mølle som stadig fungere, nu dog ikke som vindmølle, men som maskinmølle.

Maglehøj Mølle

Jeg har tidligere passeret møllen. Men aldrig været inde i den. Det kom vi så i dag og det var en meget stor oplevelse. Interiøret er bevaret eller nyistandsat og møllen skulle fungere. Den er blevet nænsomt restaureret af en efterkommer af ham der oprindeligt lod møllen opføre. Vingerne alene har kostet 400.000 kr at restaurere. Godt for turister og mølleentusiaster, men altså ikke noget der kaster mange penge af sig. Et prisværdigt initiativ som burde fortjene bedre. Møllen er trods alt en del af områdets og Reerslev-Stærkendes lokalhistorie.

Hvalsø: fredninger

Nørre Hvalsø-Kisserup-fredningen og Sonnerupgård Gods nordvest for Hvalsø i byger der gik og kom

Dette landskab syd for Bæsted Skov summerer godt helhedsindtrykket af fredningerne: Marker, enkelte levende hegn og lidt skov. Jeg har så tilsat lidt kreaturer for at bryde billedet lidt. Dermed ikke være sagt at der ser sådan ud alle steder. Som det vil ses af det følgende, er der masser af stop undervejs.

Området nord for Hvalsø består af en håndfuld fredninger. Målet for dagens tour de force var Sonnerupgård Gods og Nørre Hvalsø-Kisserup.  Hvis man står af i Hvalsø, er det lige ud af landevejen Tølløsevej. Så får man også i udkanten af Hvalsø set nogle af de ældre huse i byen.

Sonnerupgård bliver brugt til bl.a. kurser, og det ser ud til at der er ankommet et hold da Vandringsmanden passerer om formiddagen.

Sonnerupgård

Sonnerupgård Gods er omgivet af bløde bakker og vidtstrakte marker. Gårdens forgængere er fra middelalderen omkring til 1341 sammen med to nu for længst nedlagte landsbyer. Den blev bestyret af mere og mindre kendte adelsslægter og i 1800-tallet også del af et baroni. Den nuværende hovedbygning stammer fra den periode (1879). Det var dog ikke her herskaberne boede, de foretrak Tølløse Slot. I 1959 købte Den almindelige brandforsikring for Landbygninger Sonnerupgård og så blev der i stedet for landbrug afholdt kurser og konferencer. I dag er gården privat. Kursus- og konferencevirksomheden er udvidet til også udlejning af selskaber og overnatning.

Lidt af et særsyn på Tølløsevej. Den er mestendels en vandring med havremarker på begge sider. Men Elverdamsåen danner en temmelig stejl dal (efter danske forhold), og her ser det ikke ud til at landbruget har kunnet etablere sig.

Jeg glippede at finde stien langs Elverdamsåen. Den burde ellers have været let at finde i bunden af ådalen på grænsen mellem Holbæk og Lejre kommuner, men der var to huse på hver sin side, og privat grund.

Her er en af de bedre udsigter på Dumpedalsvej. Elverdamsåen nåede jeg imidlertid aldrig at gå langs. Hvis der er en sti, er den ikke sådan lige til at finde.

Jeg måtte derfor fortsætte ad Dumpedalsvej. Ingen af disse to veje er særlig befærdede. Så sådan set er det udmærkede vandreveje. Man kan bare træde ind i rabatten hvis der kommer en bil.

Når man kommer fra øst, er det første hus man møder dette som grangiveligt ser ud til at være forladt. Der gror buske ud af gavlvinduet. Forladte gårde er ikke et særlig i området.

Soderup

Landsbyen har en kirke, og det betyder gode toiletforhold. I disse tider hvor der påstås at der er økonomisk krise, synes det som om at kirkerne stadig har ypperlige toiletforhold. De er altid åbne og i god stand. Nogle endda opvarmede om vinteren. Det gælder også Soderup. Langs sydmuren er der en lille kirkegård med en håndfuld ældre gravsten. Men ellers er der ikke meget at finde i landsbyen. Den er blevet til en soveby som langt hovedparten af Danmarks landsbyer. Men  man er jo så kommet ud af fredningen. Soderup er ikke med i Sonnerupgård Gods-fredningen

Tadre Mølle set på afstand over åen. Bag møllen ligger Taderød Skov. Møllen omfatter adskillige bygninger. Stuehuset i midten. Derudover er der kornlageret. Bah stuehuset ligger selve mølle.

Tadre Mølle

Hvis man vil tilbage til fredningen, kan man tage tage nordpå ad Tadrevej. Her ligger en af rutens bedste udflugtspunkter, Tadre Mølle. Det kan anbefales at komme i møllens åbningstid. Der er en udmærket lille cafe, billig og med hjemmelavet kage, i dag bl.a. rabarbertrifli med flødeskum. Som bliver pisket mens man venter. Ikke noget med på dåse! Og det hele er rørende billigt. Desuden virker møllen. Jeg ved ikke om den også er i gang uden for åbningstiderne, men man kan både ud og inde se de ældgamle mekanikker dreje og knage mens vandet bruser udenfor ned over møllehjulet fra den lille mølledam.

Møllen. Overløbet kommer fra en lille mølledam bag fotografen. Møllehuset har to etager. Fra møllehuset kunne melet transporteres over på den anden side af vejen til lageret. Den sidste opfindsomme møller brugte også maskineriet til fx brændehuggeri!

Huset er ikke det originale. Men det er blevet genopført som det var dengang den sidste ejer, den lokale legende Mølle-Marie boede der. Møblerne er heller ikke originale, men købt på loppemarkeder fra den tid. Og en lille video i kafeen viser at det helt er i hendes ånd. Hun ville gerne bevare møllen så eftertiden kunne se hvordan en sådan virkede. Udover møllen er der også haveanlæg, frugthave mm.

Tadre Møllevej. Umiddelbart øst for møllen går vejen gennem en fortryllende skov. Der er bl.a. et gammelt stendige der er overgroet med gamle høje træer (ikke på dette foto). Længere mod øst kommer man imidlertid ud på kulturstepperne igen.

Tadre Møllevej snor sig som den vis altid har gjort op og ned af de mange små bakker. Bedst er vejen tættest på møllen fordi den går gennem Taderød Skov. Denne del af vejen ligger i Sonnerupgård Gods-fredningen. Mod øst ligger vejen imidlertid ude i landbrugslandet igen. Omend det levende hegn langs sydsiden af vejen har undgået plovene. Her er man så kommet ind i Nørre Hvalsø - Kisserup fredningen.

Kontrasten til skovbilledet ovenfor er slående. Men det er stadig Tadre Møllevej. Med hvedemarker til begge sider. I det fjerne kan man lige skimte Nørre Hvalsø. Det er ikke kun synet der er anderledes. Også lydbilledet ændres radikalt. Mens skoven byder på mangestemmige koncerter, er det stort set kun krager og lærker man kan høre her.

Omkring Nørre Hvalsø

Denne fredning består fortrinsvis af dyrkede jorder - se fotoet ovenfor. Med spredte skovbevoksninger. Det gælder hele området omkring Nørre Hvalsø. Man kan derfor med fordel dreje mod nord ad Boerbjergvej til Bæsted Skov - der tilhører en helt tredje fredning, Ledreborg. Vejen til skoven er temmelig bakket. Det lykkedes mig såmænd at fare vild i skoven i min søgen efter Bentsensvej. Jeg lod mig friste af et overgroet gammelt stendige. Og det kan da også godt lade sig gøre at gå langs diget. Men det kan absolut ikke anbefales gangbesværede.'

Det overgroede stendige i Bæsted Skov. Det ligner en vej til venstre for. Men synet bedrager, og meget snart kommer man ind i et ufremkommeligt krat.

Mod Kisserup

Fra Bæsted Skov kan man gå en anelse sydpå ad Bentsensvej. Lidt syd for er der en sti som drejer mod Kisserup. Og den er absolut en af turens højdepunkter. Bakket terræn. En velsignet fred. Og gode udsigter. Man skal ikke lade sig afskrække af at stien tilsyneladende ender ved Børnehuset Askovgårdens udflytterdel Nørrebro. Der er klippet en sti hvorfra man kommer til en omend mudret, men dog farbar skovsti der fører ud i et moselandskab vest for Kisserup. Her passerer man bl.a. en Bed & Breakfast der ligger lidt ned ad en bakke.

Moseområdet ligger ved træerne. Der er tilstrækkeligt med bakker omkring så man kan nyde udsigten.

Huset er vist nok et gammelt husmandslod som der er en del af i området. Et godt pejlepunkt er gården Buske. Den blev brugt til andet end landbrug. Der har også været kro, bryggeri, brænderi, bageri og teglbrænderi.

Ved Raunsbjergvej er man igen ude på kulturstepperne. Hvede, byg, raps og havre er monokulturerne. I enkelte vejgrøfter findes der smukke vildeblomster, men ofte har sprøjten også lige været ud og fjerne dem. Så der kun er græs og vejbred tilbage.

Dagens vejr var byger der går og kommer. Og omkring 5 grader. Perfekt vandrevejr. Også fordi kulden betød at myggene var særdeles lade og holdt sig i ro på de steder hvor de ellers sværmer lystigt når temperaturen er højere, vinden aftaget og fugten hænger.

Ruten

Hvalsø Station. Tølløsevej. Sonnerupgård. Soderup. Tadre Mølle. Tadre Møllevej. Nørre Hvalsø. Boerbjergvej. Bæsted Skov. Bentsensvej. Kisserup. Raunsbjergvej. Hvalsø Station.