Slå ring om Danmarks kyster

I dag afholder Danmarks Naturfredningsforening en række arrangementer med det formål at redde de frie kyster

Kysten umiddelbart nord for Køge. En dejlig sandstrand. Man kan ikke komme så langt ind i landet, da der er afspærret.

Vandringsmanden er ikke meget for selskab, men jeg synes at ideen om at bevare Danmarks kyster er en god ide. Så jeg lavede min egen lille solo-vandring til kysterne mellem Køge og Solrød. Mine første 20 år tilbragte jeg ved en kyst, nemlig ved Flensborg Fjord. Og hav og kyst er noget særligt. Hvad enten det er forrevne og stejle Stillehavsklipper, forblæste og stormomsuste Vesterhavskyster - eller urbaniseringsramte kyster syd for København. Det er de sidste der er emnet for dette indslag.

Københavnsvej befinder sig 200-500 meter fra kysten (til højre for fotoet). Men i stedet for udsigt over strandengene er der udsigt til industriforetagender, parcelhuse, osv. Selv på denne søndag er trafikken tæt.

De stumpede kyster

Køge Strand er for så vidt enkel nok at komme til til fods. Den ender ved et ynglereservat for fugle. Det er åbent i vinterhalvåret. Men det bliver en tur frem og tilbage, med en kilometers penge hver vej. Det var så det. For syd for ynglereservatet er der hegnet ind.

Ikke 300 meter strand, men måske 30 meter strand. Der er fralandsvind, så stranden har fået et par ekstra meter eller ti. Og hvis vi medregner de  afspærrede områder, kan man med lidt god vilje snige sig op på måske 250 meter. Men dejligt er det. Og selv denne dag med hård vind nyder mange søndagen ved kysten.

En god kilometer penge med en strand af 30-40 meters bredde. Det er hvad det kan blive tid nord for Køge. Denne blæsende, iskolde januarsøndag er der ingen der slår sig ned på stranden. Men man kan let forestille sig hvor fyldt stranden må være på en dejlig sommerdag. Og for at komme til strandene længere nordpå, må man begive sig ud på en 5-6 kilometer lang vandring på Værftsvej og Københavnsvej.

Dette foto giver et indtryk af kyststrækningens bredde. Man kan se spadserende i strandkanten, dernæst det smalle bevoksede område, og fotoets højrekant markerer nogenlunde hvor det afspærrede område forløber. I baggrunden kan man se Køge industrikvarters skyline.

Strandparker er typisk for bilister eller cyklister. Man skal finde indkørslen til dem. Men nord for Jersie ophører de kunstige standparker og den naturlige kystlinje dominerer igen. Af selve kysten er kun stranden tilgængelig. Der er et smalt bælte med bevoksning, men ellers er der tæt bebygget næsten helt ned til stranden.

Et sidste kik mod Køge fra Solrød Strand. Dette er nok det mest autentiske på en kyststrækning man kan komme. Lydbilledet er en blanding af den hårde vind og Københavnsvejs biltrafik.

Købstaden og landevejen

Der var engang en købstad ved navn Køge. Indtil 1950'erne en jævnt voksende købstad. Men så tog urbaniseringen fat, og der blev bygget i stor stil. Ikke bare boliger, men også industri. Det sidste havde der sådan set været siden omkring år 1900 - der blev bare flere og større. Og i 1960'erne startede så det omfattende parcelhusbyggeri som man kan se omkring Køge.

Køges torv kan rigeligt måle sig med de store torve i København, og der er også en solid bymidte fra før industrialiseringen. Her er det Nørregade.

Til enhver større købstad hørte også en landevej til København. Den er der stadig, en fire-sporet stærk trafikeret vej  med midterrabat. Og det er her kysterne kommer ind. For vejen forløber langs kysten. Men kysten er der ikke meget at se af. For næsten hele området mellem Københavnsvej og kysten er bebygget med industri som er indhegnet, bevogtet og videoovervåget. I stedet for de naturlige kyster har man lavet nogle strandparker flere hundrede meter uden for kysten. Men de er ikke sådan lige til at komme til, og for vandringsfolket da slet ikke hvis ens hensigt er at gå fx fra Køge til Solrød langs stranden. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.

Driftsbrogård ved Skensved Å er sammen med Søvilla Kro og et enligt bondehus overleveringer fra tiden før urbaniseringen.

Hvis man ikke er til at gå langs med stærkt trafikerede landeveje med parcelhuse og industrikvarterer, er der ikke meget at kigge på undervejs. Og man skal kigge godt efter. Nr. 145 er et gammelt bondehus fra 1862 - og det er stort set også hvad jeg har kunnet finde om huset. Søvilla Kro ligger i nummer 255, og deres hjemmeside oplyser at den stammer fra 1929. To svaler gør ingen sommer, men de fortæller måske lidt om hvor øde det engang har været. Den nu trafikomsuste kro blev formentlig bygget for at tilbyde byboere fred og ro i landlige omgivelser - lige op til kysten.

Det kan da godt være at Onde Aftens Bro har en bedre historie om sit navn. Men broen over Skensved Å er en hel del flottere, som det ses på billedet. Og den må også minde om at Skensved Å engang har været mere vandholdig. De er opført samtidig og ligner da også hinanden til forveksling.

Der er to på hver sin måde bemærkelsesværdige broer. Den ene er "Onde Aftens Bro" ved Snogebækstien. Historien er her at Christian 4. skal have væltet i sin karet da han passerede åen. Der står 1785 på broen, så den kan ikke have været skyld i styrtet. Ikke så god en historie, til gengæld flottere er broen over Skenveds Å ved Driftsbrogård. Begge broer kan ses på begge sider af vejen. Og da Københavnsvej næppe har haft den bredde da de blev bygget, går jeg ud fra at de er blevet flyttet. De 6.000 engelske tropper som senere deltog i Københavns bombardement i 1807, stødte mod det danske landeværn ved Skensved Å, og marcherede over Onde Aftens Bro mod Køge. I dag ville de engelske tropper nok have smidt træskoene og flygtet over hals og hoved for at undgå at blive kørt over.

Aviserne snakker i disse dage en del om at der bliver mere regn og mere sumpet i Danmark. Jeg skal ikke kunne sige om dette foto ved Ventegodtsvej i Solrød er et bevis på det. Eller om det bare ser sådan ud altid.

Industrien

Hele Københavnsvej i Køge Kommune (dvs. op til Skensved Å) har store industriområder liggende mellem Københavnsvej og kysten. Og Køgeegnens Renseanlæg. Kun områderne omkring Snogebækken og syd for Skensved Å var åbenbart for sumpede til at nogen gad bygge fabrikker der. Disse områder er som skrevet ovenfor afspærret.

Mølleåen i hvidt

Mølleåen er skøn året rundt, også når der er nyfalden sne, giver det unikke oplevelser og motiver

Mølleåen nedenfor Sorgenfri Slot. Her genlyder ådalen af larm fra skoleklasser og førskolebørn som har benyttet lejligheden til endelig at få lidt frisk luft. Uartige drenge forsøger sig med isen, til pædagogernes store fortrydelse, mens pigerne hviner og spørger hvad drengene nu finder på.

Og det er der en del der har opdaget. Stierne er allerede hårdt trampet her på 1. dagen efter den nyfaldne sne. Men da der ikke har været tø, er de ikke nået at blive glatte. Og der er da også en del naturelskere, hundeejere, vintersportsfolk, skolebørn osv. spredt på stierne. Motiverne formelig hober sig op. Mølleåen er i forvejen et fantastisk område at vandre i. Tilsat den særlige oplevelse det er at se noget i nyfalden sne er det svært at holde fingeren fra knipseren - næsten 90 gange blev den motioneret. Og slet ikke nok plads til at vise dem alle på denne blog. Men heldigvis er der da mit Flickr-album. Kig ind på Lyngby og se flere flotte fotoer fra fredagens tur.

Lyngby. Vandmøllen ved Kongevejen. Et klassisk motiv, men bruset fra vandet, farverne og stemningen retfærdiggør det. Overfor ligger Frilandsmuseet, og på en dag som denne ville det være perfekt hvis det kunne holde åbent så man kunne få et indblik i hvor koldt det var på fortidens bondegårde.

Når bladene er faldet af træerne får man også helt andre mulighederr for at se hvad bladene gemte. Da moserne samtidig er frosset til er det muligt at bevæge sig tættere på åkanten så man får muligheder til at se området ud fra andre vinkler end man ellers kan komme til.

Bygningerne i Brede står blottet for træernes blade. Tagene er blevet hvide, det hele står i hvidt!

Der er skrevet mange bøger om Mølleåen og de industrien der opstod langs den på grund af vandkraften. Papir, knive, kobber, jern osv. Den danske industris vugge. Dengang hvor fabriksrøgen, skidt og møg lå over det hele var det sikkert ikke så idyllisk som det fremstår i dag. Med luksusbliger og dyre kontorer.

Ørholm ligner noget fra Ruder Konges tid, men på bygningerne står der 1944, så skinnet bedrager. Det går ikke området mindre attraktivt.

De fleste af bygningerne fra de gamle industrisamfund bruges nu til andre ting: Offentlige og private kontorer og arbejdspladser, boliger og institutioner. Sikker også bedre isolerede end oprindeligt. Selv om der næsten ingen vind er, bider kulden i kinder og øreflipper. Og man må holde sig i gang for at få varmen.

Et af de motiver der ikke er muligt om sommeren pga vegetation: Nymølle ved Kulsviervej.

Men egentlig behøver billederne vel ikke så meget tekst. Enhver kan hente de foldere der findes om Mølleåstien eller læse de talrige bøger. Og Vandringsløse Tidende har også den 15. august 2014 færdedes på samme strækning om sommeren, så læserne kan sammenligne.

Himlen er blå i Det Danske Schweiz ved Ansgars Kilde. Ansgar har intet med kilden at gøre, og Schweiz bliver nok fornærmet over sammenligningen. 

Med flot vintervejr som dette kan Mølleåen fuldt ud måle sig med sommerens vandreture. Stierne vedligeholdes fint. Der er fx fejet og saltet på asfaltstien af Mølleåstien så cykler vil også kunne begå sig her. Da der ikke er asfalt på hele strækningen, er et par solide vandrestøvler nok at foretrække. Jeg så flere cyklister som måtte stå af og trække eller ligefrem bære cyklen.

Lad os nu endelig ikke glemme åen selv. På begge sider er den synlig adskillige steder. Både når man tager den relativt højtliggende sti på nordsiden og den lavtliggende syd.

De fleste industrier langs Mølleåen er bevaret, undtaget et, nemlig Stampen. Fabrikken brændte og blev ikke genopbygget. Tilbage er mølledammen, Stampedammen, og anlægget ved det lille vandfald.

Rådvad hører sig til i enhver omtale af Mølleåen. Og når træerne løfter bladtæppet er der så meget desto mere at se.

Vestvolden oversvømmet del 2

Opfølgning på nytårsdags situationsrapport fra Vestvolden der løber over sine bredder i Rødovre

Uden i øvrigt mange ord, blot en ajourføring af fotoerne fra indlægget fra 1. januar i år. Generelt er vandet ikke steget yderligere, måske endog faldet et par centimeter. Mellem Islevbro og Slotsherrensvej er voldgraven ved at fryse til. Heldigvis er der ingen betonanlæg (kaponierer) på denne strækning. Jeg ved ikke om betonen i disse er frostsikret.

Bemærk også linket til yderligere fotoer fra oversvømmelsen på mit Flick-album over Rødovre.

Broen umiddelbart syd for Jyllingevej bag Ejbybunkeren er stadig oversvømmet. Voldgraven er dog ikke som længere nordpå ved at fryse til.

Det mest kritiske sted for beboerne langs Vestvolden er på Ved Voldgraven mellem Islevbrovej og Slotsherrensvej. Vandstanden er sunket noget, så stien på volden ikke længere er oversvømmet, men vandet siler stadig ned på vejen, fryser til og laver skøjtebane, der stadig forhøjes ved at nyt vand løber hen over det frosne.

Broen mellem Knudsbølvej og cykelbroen til Ejby Erhvervskvarter er stadig lukket. Vandstanden ser ud til at være faldet noget siden fotoet fra 1. januar. Men ikke ret mange centimeter.

Oversvømmende Velkommen 2016: Vestvolden

De store regnmængder har sat sit præg på Vestvolden. Vandstanden er højere end nogensinde. Et enkelt sted er den endda ved at flyde over

Stormgitteret er blevet Vestvoldens vartegn, og de fleste steder har de da også modstået vandet. Med undtagelse af her ved Jyllingevej, hvor man ikke længere kan passere. Vandstanden kan nogenlunde bedømmes ved at sammenligne rækværkets to halvdele. Jeg mener at dette foto er broen set fra den anden side under mere normale omstændigheder..

De mange der benytter stierne langs Vestvolden har sikkert bemærket en usædvanlig høj vandstand i voldgraven. I hvert fald beboerne på Ved Voldgraven i Rødovre som ligger under vandspejlet også til daglig, må have bemærket at vandet siler ned på deres vej. Jeg har på mine cykelture til arbejde uden at tænke videre over det undret mig over mængden af vand på vejen. Så det er ikke noget nyt, det har stået på i flere uger.

Ved Voldgraven i Rødovre, syd for Slotsherrensvej. Husene ligger på voldens glacis, altså klart under vandspejlet i voldgraven, også til daglig. Det udgør normalt ikke noget problem. Men her ser man hvordan vandet stille og roligt siler gennem volden og konstant holder køreanen våd. Godt der ikke har været frost endnu. Men det skulle komme i næste uge.

Men ellers er vandstigningen åbenbar for enhver som er vant til at færdes langs volden. Den bedste måde at få et indtryk af ovesvømmelsen er ved at benytte den bedækkede vej, altså den sti som løber langs voldgraven på fjendesiden - altså mod vest. Her er oversvømmelsen særlig tydelig i Rødovre syd for Kagsmosen. Et enkelt sted (se nedenstående foto) er vandet endda ved at løbe over volden. Det er nu også det mest kritiske sted. Volden er trods alt de fleste steder så høj at vandet skal stige adskillige meter før det bliver kritisk.
 

Volden langs Ved Voldgraven er et af de laveste stykker på Vestvolden fordi man ikke regnede med at en fjende ville angribe her. Området er sumpet. Dette betyder at vandet nu på dette sted er ved at flyde over volden, ned på det gamle glacis og mod bebyggelsen. Det eneste sted hvor vandmængden er kritisk for de omliggende huse.

Bevoksningen langs bredderne som normalt er på land, står oversvømmet, og selv store træer må pludselig se sig selv stå flere meter ude i volden under vand. Elletræer er ligeglade, men stort set alle andre træer vil nok i det lange løb bukke under hvis det fortsætter. Tøsneen i november har sat sit præg på mange træer, selv store, som ganske enkelt er flækket midt over og er faldet ud i voldgraven eller spærrer for stien.

Broen ved Knudsbølvej som forbinder Tårnvej med industrrikvarteret ved en gang- og cykelbro over Motorring 3 er ganske enkelt spærret: "Broen er spærret på grund af vand", oplyser de i al hast opsatte skilte. Broen er nu ikke længere oversvømmet, men det er tydeligt at vandstanden har været højere her end fotoet viser.

Længere syd på mod Brøndby bliver voldene meget højere, så oversvømmelsen synes ikke af så meget. Men hvis man krydser volden fra den bedækkede vej og besøger kaponiererne på den anden side vil man hurtigt opdage at mange af dem er helt oversvømmet - godt at de ikke skal bemandes, for de stakkels soldater ville da stå i vand til et pænt stykke over anklerne. Poternerne som leder gennem volden er sine steder omdannet til små vandløb eller drænkanaler. Men også i selve volden kan man se at der er opstået små kildevæld hvorfra vandet kvælder ned i selve graven.

Dobbeltkaponieren ved Voldpunkt XII og Hvissinge Batteri er oversvømmet. Det er måske lidt svært at se pga tågen. Men man aner hvor højt vandet står, og måske også til venstre vandløbet fra poternen. Kigger man ind i kaponieren vil man opdage at der står vand til op over anklerne.

Jeg skal ikke gøre mig klog på vandafledningen i Vestvolden. Kun må man jo konstatere at vandet skal passere utallige flaskehalse på sin vej sydpå, bl.a. Slotsherrrensvej, Jyllingevej, Roskildevej, jernbanen og Park Alle. Rørene under disse kan muligvis være dimensioneret alt for små til at kunne klare måneders regnmængder. Og endvidere være proppet til.

Dette syn er ikke usædvanligt på den bedækkede vej: Et stort træ er væltet hen over stien. Men mængden af væltede træer over stier er dog intet imod det store antal som er væltet på tværs af voldgraven. Desuden flyder der stumper af stammer og grenansamlinger rundt. Man kan levende forestille sig hvordan disse vil blokere flaskehalsene under veje og jernbaner.

Måske er netop den usædvanlige mængde af drivtømmer også med til at proppe disse flaskehalse til. Som nævnt ovenfor bemærker man overalt på stien væltede træer, og visse steder må man endda klatre igennem eller gå en mindre omvej.

Vist nok en ny foreteelse i volden umiddelbart nord for Voldpunkt 12, Hvissinge Batteri: En veritabel kilde er sprunget ud af volden ca. halvvejs oppe og risler lystigt ned i voldgraven.

Men ellers er der batardeauerne, altså betondæmningerne som afbøder terrænets fald og sikrer at vandet ikke bare fosser ud af voldgraven. Den første man støder på efter dem ved Husum Station ligger lidt syd for Park Alle i Rødovre, og her er der godt nok gang i den. Vandet fosser. Uheldigvis bliver vandet bremset af en veritable blokade af store grene. Men om det hjælper at fjerne disse, skal jeg ikke gøre mig klog på. Blot konstatere at begge glughuller er godt proppet til med dem.

Batardeauen umiddelbart syd for Rødovre Park Alle. Stormgitteret står flot. Men bemærk de store træstammer som har lagt sig på tværs af glughullerne. Mon de ikke er med til at bremse afvandingen? Dette foto viser batardeauen under mere normale omstændigheder. Som det ses, ingen fos, og vandet står oven i købet langt under overløbet.

Syd for disse batardeauer ser det ud til at alt er som det plejer at være. Broerne er pæne, kaponiererne tørre og stierne langs voldgraven ikke på noget sted oversvømmet. Det ser oven i købet ud til at vandstanden ligner noget nær det normale. Jeg kommer dog ikke så tit så langt ned til at kunne bedømme det.

Broerne og voldgraven syd forr batardeauen ser mere normale ud som fx denne. Stormgitteret kan med rette hævde sin status som vartegn for Vestvolden.