søndag den 3. januar 2016

Vestvolden oversvømmet del 2

Opfølgning på nytårsdags situationsrapport fra Vestvolden der løber over sine bredder i Rødovre


Uden i øvrigt mange ord, blot en ajourføring af fotoerne fra indlægget fra 1. januar i år. Generelt er vandet ikke steget yderligere, måske endog faldet et par centimeter. Mellem Islevbro og Slotsherrensvej er voldgraven ved at fryse til. Heldigvis er der ingen betonanlæg (kaponierer) på denne strækning. Jeg ved ikke om betonen i disse er frostsikret.

Bemærk også linket til yderligere fotoer fra oversvømmelsen på mit Flick-album over Rødovre.

Broen umiddelbart syd for Jyllingevej bag Ejbybunkeren er stadig oversvømmet. Voldgraven er dog ikke som længere nordpå ved at fryse til.

Det mest kritiske sted for beboerne langs Vestvolden er på Ved Voldgraven mellem Islevbrovej og Slotsherrensvej. Vandstanden er sunket noget, så stien på volden ikke længere er oversvømmet, men vandet siler stadig ned på vejen, fryser til og laver skøjtebane, der stadig forhøjes ved at nyt vand løber hen over det frosne.

Broen mellem Knudsbølvej og cykelbroen til Ejby Erhvervskvarter er stadig lukket. Vandstanden ser ud til at være faldet noget siden fotoet fra 1. januar. Men ikke ret mange centimeter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar