Ballerup-Lyngby: Skovtur i maj

Skoven er smukkest i maj. Og en tur fra Ballerup til Lyngby går gennem nogle af de smukkeste skovområder tæt på hovedstaden

Jonstrupvang, Hareskovene og Mølleåen er altid garanti for gode vandreoplevelser. Men netop nu i maj hvor træerne er nyudsprungne og løvet endnu ikke blevet vejrbidt af blæst, regn og tørke er noget specielt. Og efter en lang vinter er de fleste vist - i hvert fald jeg - særlig modtagelige over for fuglesangen og skovens lyde og duftene. Når vejret arter sig som i dag, kan man vel næppe forlange mere.

Sådan en fætter har jeg ikke set før. Måske kan nogle fuglekyndige opklare hvad det er for en fugl? Den er set i Lyngby Åmose. Og på størrelse med en lille solsort. Den har en grævlingeagtig sort maske på fra næbbet, over øjnene og et godt stykke om i nakken. Mit bedste bud er en spætmejse, hvilket passer godt med at den klatrede nedad.

Skovene

Turen byder på mange variationer: Jonstrupvang og Hareskovene byder på kuperet terræn med afvekslende udsigter til moser, tætte tykninger og lyse bøgeskove. Jeg havde valgt de trimmede grusveje for ikke at udfordre mine ben for meget. Og løbe vild. Men terrænet kan i sig selv være strabadserende på den gode måde, fx gennem Bøndernes Hegn, og især over højderyggen mellem Bagsværd Sø og Mølleåen. Som man bør gøre endnu mere strabadserende ved at bestige Sneglebjerget.

Nord for Kildesvinget ved Ballerup Rideklub med udsigt over mod Jonstrupvang. Imellem ligger et moset område med masser af dyreliv.

Selv om skovene er godt vokset til, er der dog områder hvor man tilsyneladende møblerer om. Et af områderne er ved Ballerup hvor man har afskovet et område for træplejens skyld. Der er siden sidst jeg var der nu sat hegn omkring området for at beskytte det for råvildtet. Dette kan så åbenbart tilsyneladende ikke finde ud af at finde nye veje, hvorfor der er sat advarselsskilte op om at hvis man ser et råvildt hænge fast i hegnet, skal man kontakte myndigheder. Åbenbart en slags lemmingeadfærd hos hjorte.

Skovene er ikke bare træer. Der er talrige små og store mosehuller, bl.a. dette tæt på det store stikryds ved Hillerødmotorvejen.

Ligeledes er der blevet afskovet et stort område omkring stjernevejen (Femvejen) umiddelbart vest for Hillerødmotorvejen. Der er ingen information på stedet. Men det ser ud som om man har forsøgt at (gen)skabe moseområdet dér.

Bebyggelserne

Også et par enkelte bebyggelser der har med skov at gøre: Langehus Skovløberhus ved Ballerupvej med udsalg af finurlige skovprodukter, Bakkehus ved Fægyden som er ved at blive istandsat, Hareskovhus ved Frederiksborgvej fra 1897. Ved Den Gamle Have tæt på Mølleåens bådudlejning er der et traktørsted som i dagens anledning er åben. Her kan trætte vandrere spise de medbragte forfriskninger eller købe sig til dem. Drikkevarer skal man dog købe i kiosken. Umiddelbart nedenfor er der på en græsplæne med brosten aftegnet de ældste rester af Frederiksdal. Fra før den tid hvor militærdiktatoren Frederik 3.'s megalomani slog ud i lys lue efter at Danmark næsten var blevet udraderet ved Københavns Belejring 1658-1660. Heldigvis blev planerne op et dansk Versailles aldrig til noget. Det ville formentlig have lagt landets økonomi i ruiner. Sneglebjerget skulle indgå i dette gigantiske haveanlæg.

Danmarks første militærdiktator, Frederik 3. (1609-1670) havde megalomaniske fantasier om dette område. Det skulle være en slags dansk Versailles. Heldigvis for befolkningen blev det aldrig til noget. Sneglebjerget skulle indgå i haveanlægget, og herfra har man en pragtfuld udsigt over Frederiksdal og Furesøen, som lige anes til venstre i billedet.

Vandet

Vand er altid et velkomment afbræk i skovvandringer. Og dem er der rigeligt af. Udover skovmoserne som Djævlemosen/Gisselfeld Mose, Afrodites Øje og flere andre navnløse, er der Bagsværd Sø hvor der til min store overraskelse er gang i den på rostadion. Det er såmænd 3. World Cup i kano og kajak der bliver afholdt i weekenden. Læser man lidt i teksten, står der at der kommer 350 deltager fra 32 lande. Så meget går jeg dog ikke op i sporten så jeg har eftersporet hvad det var jeg overværede. Tilskuerantallet syner heller ikke af særlig meget. Men stemningsfuldt er det da.

World Cup i kano og kajak på Bagsværd rostadion. Løbet er kørt og deltagerne er i fred og ro på vej tilbage. Der kommenteres både på dansk og engelsk. Og en lille skare har forsamlet sig på tilskuerpladserne, uden for billedet til højre.

Lyngby Åmose besøgte jeg i vinter. Den bør også opleves om sommeren når alt er grønt. Den gang tog jeg turen langs søkanten. I dag skete det ad den over 2 kilomenter lange Prinsessestien som er en stor vandreoplevelse. Meget af tiden går man langs stejle skrænter eller med mystiske og utilgængelige moseområder.

Prinsessestien. På en lang strækning går man på en smal sti i et vidunderligt område med mose ti begge sider. Her har jeg forsøgt at fange noget af stemningen.

Flere billeder på Flickr-album for Ballerup, Furesø og Lyngby-Taarbæk Kommune.

Ruten: Jonstrup Vang. Hareskovene. Lyngby Åmose

Ballerup Station. Lundegårdsstien. Jonstrup Vang. Tre Hjortestien. Gl. Jagtvej. Søvej. Kulhusvej. Prinsessestien. Frilandsmuseet. Lyngby Station. Den lige rute er ca. 15 km. Men jeg undede mig nogle svipture, bl.a. til Frilandsmuseet hvor jeg gik rundt en times tid indtil jeg var mæt af at se på 2-300 gamle huse og inventar.

Høje Taastrup - Hakkemose Teglværk

København blev ikke bygget på en dag, men den blev bl.a. bygget af mursten fra Hakkemose Teglværk

At vejen til målet ofte er mindst lige så interessant som at nå målet, er vist alment kendte visdomsord. Og det kunne også være overskriften på denne tur hvor målet var eftersøgning af rester af Hakkemose Teglværk, og vejen viste sig at være en oplevelse.

Charlottegården i Baldersbrønde (1858). Bygget af de typiske gule, flammede mursten fra Hakkemose Teglværk. Den tilhørte værkets ejer, J. P. Langgård.

Sten, sten, sten ...

Christian IV byggede ikke Rundetårn, Børsen og andre bygningsværker i København. Ej heller de industrifolk hvis navne ofte pryder facaderne på brokvarternes huse. Som blev bygget da København ekspanderede uden for volden fra 1850'erne begyndte. Først til søerne, senere til det vi i dag kender som brokvartererne. Der skal andet end fine kongehænder til, noget så simpelt som mursten. Millioner og atter millioner af dem. Og det kom der! Bl.a. - og i stor stil - fra datidens suverænt største teglværk, Hakkemose Teglværk 1847-1895. I teglværkets storhedstid i 1870'erne leverede det op til 7 mio om året. Så vandringsmålet var at ville se hvor dette fandt sted, Hakkemose Teglværk og de reminiscenser der måtte være af det og dets produkter.

Omkring 50 år varede eventyret. Så var det slut. Fra Danmarks mest produktive teglværk til ingenting. Der var ikke mere ler. Tilbage var et enormt hul som i dag er Hakkemosen. Ud over Hakkemosegård som er stuehuset fra ejerens bolig, og en bakke som er kastet over den gamle ringovn, er dette et af de få vidnesbyrd om den storslåede industri som forsynede Københavns brokvarterer med nye boliger.

Det siger noget om teglværkernes enorme produktion at de samlet set på det tidspunkt stod for omkring 30% af hele Danmarks indførsel af stenkul. Og tørvebønderne i omegnen havde gyldne dage med at levere tørv til brændsel på det forslugne teglværk. I dag er der kun resterne af den tildækkede ringovn tilbage. Men en tunnelovn var formentligt som en af de første anlagt i 1873 og brændte omkring 1880 7-8.000 sten om dagen. Den var 65 meter lang og havde 16 meter skorsten. De kunne først knap et århundrede senere erstatte datidens ringovne.

Mur- og teglsten har siden de blev industrielt fremstillet været de "legoklodser" som har dannet grundlag for huse, fabrikker, institutioner mv. vi kender i dag. Her er det Cathrinesminde Teglværk ved Flensborg Fjord. Det er nu museum. Andre muligheder for at se gamle teglværker er Nivaagårds Teglværk. Af Hakkemose Teglværk er der kun en tildækket ruin af ringovnen tilbage (Eget foto, 2005).

Udover sten leverede teglværket også udsmykninger i form af gesimser, borter, figurer, pilastre osv. Hvilke, det har man ikke styr på. De er ligeså navnløse som de tusindvis af navnløse og for evigt glemte arbejdere. Man ved ikke hvor Hakkemose Teglværks sten nu befinder sig i København. Formentlig i brokvartererne som blev opført på det tidspunkt. Men nogle af værkets gule, flammede sten findes stadig i nogle bygninger ved teglværket. I dag findes stenene ofte ved nedrivninger eller ombygninger, fx af Kathrinebjerg Mølle i 2011 i Sengeløse. Disse sten er nyttige til at kunne datere bygningerne hvis man nogenlunde ved hvornår de blev produceret.

Form til at fremstille stemplede sten, eller "klapsten".Formen stammer fra Cathrinesminde Teglværk i Sønderjylland. H. H. Dithmers søn G. F. Dithmer overtog et af Danmarks største teglværker Klostermosegård Teglværk ved Helsingør i 1846. I stedet for Dithmer ville der på Hakkemose-sten have stået BIKUBEN med flag og egeløv på den ene side og I. P. Langgaard på den anden. Det har været et møjsommeligt arbejde. Først blev stenene lagt til tørre i 1-2 døgn, derefter stemplet på den ene, så den anden side. Så færdigtørret og sendt til brænding. (Eget foto, 2005).

Tæt på selve værket er ejerens egne ejendomme, den nu kommunalt ejede Hakkemosegård (1851-1858) hvoraf stuehuset stadig findes (nord-, øst- og vestlængerne er revet ned) og Charlottegården i Baldersbrønde (1858), hvoraf kun stuehuset er tilbage (2 længer er revet ned). På Hakkemosevej står i øvrigt nogle af Høje-Taastrup kommunes ældste træer, kastanier fra 1896.

I Københavns centrum ligger Langgårds ejendom på Vesterbrogade 2B. Den blev bygget der hvor man havde opfyldt stadsgraven. Ved værket desuden nogle arbejderboliger. To huse i Vridsløsemagle og et i Risby er identificeret som opført af stenene, samt mere markant Vridsløselille Statsfængsel. Alle tre huse er pudset og malet. I Vridsløselille hhv hvidt og gult bindingsværk og med stråtag. Huset i Risby rødt med skifertag. Så teglværket leverede åbenbart ikke teglsten til husene. På det hvide hus i Vridsløsemagle er der en figur af en græsk gudinde-lignende figur med og et der ligner et frugtfad i venstre hånd. Øst for Hakkemosegård ligger en lille bakke som er resterne af teglværkets ringovn. En lignende ringovn kan ses på Nivaagårds Teglværk. Ellers kender vi kun selve værket fra billeder og tegninger.

Ingen af byhusene i Risby og Vridsløsmagle afslører at de er bygget af sten fra Hakkemose Teglværk. Det tætteste man kan komme, er relieffet ca midt i billedet.

Da leret var ved at slippe op, forsøgte teglværket at vride de sidste kroner ud ved at forsøge sig med figursten mm. Men ifølge anmeldelser af dem skal de ikke have været af mere end hæderlig kvalitet. Bedre gik det for produktionen af kakkelovne. Svanesangen var indledt. Som et kuriosum blev forfatteren Morten Korch direktør 1909-1912. Denne forfatter skrev talrige bøger om godsejere og fabrikker på landet som gik bankerot, så måske har Hakkemose Teglværk inspireret ham og således sat sine spor i dansk litteratur, i hvert fald i to af hans romaner, Guldglasuren (1912) og Det Gamle Teglværk (1942)

Hakkemose Teglværk hører med til dansk industrihistorie. Symbolsk startede Alexander Foss (F. L. Schmidt) sin karriere her 1884-85. Hvad vi ikke kender så meget til er måske de virkelige helte i denne historie, teglværksarbejderne. Det var sæsonarbejde hvor produktionen i alt væsentligt foregik fra forår til efterår, og kun drænrør blev produceret også om vinteren. Et væsentligt indslag var de tyske omrejsende fremmedarbejdere  som blev forfulgt i 1864, og de senere svenske. Og de hundred- måske tusindvis af navnløse og ukendte teglværksarbejdere i øvrigt.

Masser af oplevelser

Turen er rig på flotte udsigter, af en bynær vandring at være. Man krydser Vejle Å og ådalen, kommer forbi Kroppedal Museum der ligger ensomt midt i en skov, oldtidshøjen Rømers Høj hvorfra der er en storslået udsigt over landskabet, Vridsløsemagle en lille hyggelig og idyllisk landsby. Man kommer forbi to fundsteder fra oldtiden: Ved Snubbekorsgård en begravelsesplads hvor man har fundet 120 skeletter. Og tæt på Aller ved Helgeshøj Alle en ca. 4.800 år gammel samlingssted, et palisadeanlæg for bronzestenalderfolket. Stederne er markeret med nogle små info-tavler, men ellers må man lukke øjnene og prøve at se det for sig. Der er intet tilbage. Og af de mere kuriøse Kronprins Frederiks Eg, plantet maj 2003 - den ser godt nok ikke ud af ret meget. Man kommer også forbi et skydeareal samt en extreme painball-bane, men om de er mere skydegale i Høje Taastrup end andre steder, skal jeg ikke kunne sige.

Kig ned i Store Vejleå-dal fra Kroppedal. Her fløjter fuglene, der er frisk grønt og der dufter af forår. På en dag som denne - hvad andet kan man ønske sig som vandrer!

Den gamle teglsø, Hakkemosen er også værd at tage en tur omkring. Kortet viser at den ligger op til Holbækmotorvejen, men der er en meget stejl og høj skråning derop, så larmen er meget behersket. Området er præget af aktiviteter for børn og unge, og det præger også min vandring igennem området. Der er glade børn alle vegne som nyder de grønne omgivelser uden farlig trafik.

Marken ved Snubbegård hvor man fandt en stor gravplads med 120 begravede. Infotavlerne fortæller at man ikke ved meget om den. Bl.a. ved man ikke hvorfor mændene havde filet riller i tænderne.

Sidste del af turen kan man godt spare sig. Men jeg ville se Charlottegården, og den var absolut turen værd. Ikke at den på nogen måde er en arkitektonisk perle. Men den udtrykker ganske godt hvad Hakkemose Teglværk stod for: Solide byggematerialer uden særlig mange krummelurer. De gule sten ser måske oven i købet lidt kedelige ud i dag, og forsøget med borter osv. får bestemt ikke bygningen til at være en turistattraktion.

København. Så tæt på Rådhuspladsen som man næsten kan komme: Vesterbrogade 2B. Fint skal det være, og den demonstrerer at Hakkemose Teglværk ikke bare endnu et teglværk. Den nyklassicistisk bygning fra 1873 husede på 1. sal Langgaard og hans familie. Hans bomærke, Bikuben kan stadig ses på 2. sal, flankeret af 2 kvindefigurer på 1. og 3. sal. Den på 3. holder en stav i højre hånd, et sammenrullet dokument i venstre. Hende på 1. ser ud til at støtte sig til en stok? Også dengang var der forretninger i stueetagen.


Kilde: Hakkemose Teglværk. Historien om et teglvæk 1848-1895. Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup Kommune. (Findes pt kun i papirudgave).

Rute. Risby-Hedehusene St.

Risby. Kroppedal Museum. Snubbekorsvej. Hakkemosen. Lervangen. Frøgårds Alle. Charlottegården. Hedehusene Station.

Tokkekøb Hegn

Kuperet skov. Fred og fuglesang. Ideelle vandrestier af alskens slagser. Søer, damme og moser. Oldtidsminder. Det er noget af hvad man kan forvente i Tokkekøb Hegn nordøst for Allerød

Måske er det betegnelsen "hegn" der har fået mig til at forbigå et af Nordsjællands ældste skovområder. Selvom jeg måske burde vide bedre fra fx. Teglstrup Hegn ved Helsingør. Men området bærer præg af at det som skovområde startede i 1781 efter at århundreders agerbrug havde tæret godt og grundigt på området så der nok ikke har været andet end noget der lignede et hegn. Men i dag er det altså en skov, og en af de bedre. Større end fx Rude Skov. Der findes hele to foldere: Naturstyrelsens folder om Tokkekøb Hegn og  Oldtidsfondens om Oldtidsstien i Tokkekøb Hegn.

Jamen, er det ikke Lokes Høj? Altså den fra Jul i Valhal? Jo, det er det. Den ene ende af den imponerende langdysse som står på en lille høj ved Dæmpegård.

Generelt er skoven et meget dejligt vandreområde. Dog er området vest for Kongevejen noget præget af trafikstøj og skovområdet noget anonymt. Her ligger ellers det højeste punkt, Ringsbjerg på 69 m. Men det gør nu ikke meget væsen af sig, og udsigt er der ikke noget af. Folderen fortæller at det var her kulsviere, bønder og andet godtfolk forsamledes for at danne konvoj til storbyen med deres varer. Syd for Rødeporthus er der et mindre område som er afspærret pga forurenet jord.

Kulturhistorie mod nord

Til gengæld er der masser at se og opleve i området øst for Kongevejen. Mod nord for de kulturhistorisk interesserede. Fx er der bevaret tre meget flotte dysser i området omkring den gamle mølledam, Store Donsedam og ved det nu nedlagte teglværk ved Dæmpegård, som står i flot gul bindingsværk. Søen syd for gården er resterne af teglværkssøen. Og der er en tilsvarende og meget større sø øst for. Her findes også en bro til en rasteplads et stykke ude i søen med en idyllisk udsigt.

Et kik fra skoven over markområdet syd for Dæmpegård og teglværkssøen. Stien fører til venstre i billedet mod nord til den store dysse.

På vej mellem teglværkssøerne og Store Donsedam krydser man et noget undseligt vandløb, Dybedalsrende. Ikke desto mindre leder den vand fra Store Dyrehave ved Hillerød ud i dammen. Et godt udsigtspunkt har man fra Den Landfaste Holm. Denne råkolde lørdag morgen er det da også klart det mest besøgte sted. Der er adskillige telte og lystfiskere i gang ved bålpladsen.

Dybendalsrenden på vej mod Store Donsedam. Så vandfattig som den er i dag er det vanskeligt at forestille sig at den engang bragte vand nok til dammen til at drive en vandmølle og senere et krudtværk.

I dammens sydøstlige hjørne kan man ane hvorfor dammen eksisterer: Der er bygget en dæmning som i 1600-tallet  opstemmede vand nok til at drive en vandmølle. Ved dæmningen ligger slusemesterens hus samt Damhuset. Møllen er nu væk, men der er to huse, kaldet Krudthuset. Det gule er et skovløberhus, det andet med årstallet 1896 en lade. Her blev der i perioden 1704-1910 lavet krudt. Og det i en sådan grad at eksplosionsulykker til sidst fik produktionen stoppet. Nu er der skovbørnehave, og altså en anden slags krudtugler der holder til her.

Et kik langs Store Donsedams østside mod syd. Man kan lige ane sluehuset midt i billedet i baggrunden. Til højre er Den Landfaste Holm med bålpladsen.

 Slusehuset til venstre og Damhuset til højre ved Store Donsedam.

Mod syd

Generelt er der natur i hele skoven. Men i området syd for Sumpedyssevej fandt jeg nogle områder som jeg personligt synes er meget spændende. Store Hjortemose kan være lidt svær at finde fordi skovhugst har gjort det lidt vanskeligt at finde stierne ned til området, men der er anlagt en mountainbike-rute som delvis fører langs mosebredden.

Store Hjortemose er som en af de få nævnt i Naturstyrelsens rapport om områder i Tokkekøb Hegn der er store nok til at de anses som noget der skal værnes om. Personligt holder jeg meget af sådanne moseområder, måske man her mere end andre steder får et indblik i naturens kredsløb. 

Tokkekøb Hegn er fyldt med mærkelige navne som man sikkert kunne bruge en del tid på at finde ud af hvorfor de hedder sådan: Jens Bagers Mose, Rabarberlandet (!), Natravnehul, Det Sorte Hul, Dødningemose, Ulykkesmosen. Og så Idas Bøg. Det er lidt svært helt præcist at stedfæste hvad det er for een bøg, for den står i en gruppe på 4-5 ganske høje bøge.

Jeg er ikke helt klar på hvad for en af bøgene der er Idas, så her er hele gruppen. Kendere kan sikkert udpege hvad det er for en.

Jeg digter mig til en historie mens jeg traver gennem skoven. Da bøgen står tæt på skovløberboligen Krudthuset er det nok hans datter som såede en bøg der.  Og sandelig: På en hjemmeside om Allerøds bøge står der om Idas Bøg, at  "Ida var skovfogedens datter, og hun holdt af at sidde under bøgen og kikke ud over det, der dengang var marker." Så mon ikke der er nærliggende - og ganske hyggelige - forklaringer til de andre. Uden at man behøver at gøre det til et helt studium?

En fredfyldt kulisse til en dramatisk og uhyggelig gerning under 2. verdenskrig. Diskret gemt, lidt fra vejen står stenen der og minder om to henrettede danske modstandsfolk.

I en fredfyldt lund ved et moseområde foregik en uhyggelig dobbelthenrettelse under 2. verdenskrig. Arbejdsmændene Kai Kristiansen (22 år) og Conny Heinrich Meyer (19 år). Sidstnævnte var sammen med en håndfuld andre i Parmagade ved at planlægge et attentat mod et medlem af Efterretningstjenesten med tilknytning til en tysk terrorgruppe. Førstnævnte var overnattet efter at have afleveret nogle illegale blade. De blev opdaget ved en tysk razzia og tre af dem blev dagen efter fundet dræbt i Fiskebæk. De to i Tokkekøb hegn først 6 uger efter, dræbt ved nakkeskud af HIPO-folk. ("Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45").

Nå ja. Sådan kan udsigten også være fra Tokkekøb hegn mod syd, Blovstrød.

Ruten

Det er vanskeligt at løbe vild i skoven da grusvejene ligger tæt. En rundtur kan næppe gøres under 15 km. Men der er masser at se, så turen kan sagtens gøres mere end dobbelt så lang.

Kagsmosen - Harrestrup Å

Naturpleje er blevet in i kommunerne. Det kan man se flere steder på denne tur.

Kagsmosens bredder er blevet ryddet for uigennemtrængeligt krat og der er anlagt nye træflisstier og bænkepladser langs bredden. Resultatet er som på fotoet. Nu mangler det bare at gro noget underbeplantning, det ser lovende ud.

Kagsmosen

Kagsmosen er en meget lille mose påvirket af larmen fra Motorring 3. Og vand var der indtil for nylig ikke så let at finde, ud over den hønsegårdsagtige plæne hvor ænderne havde vænnet sig til at blive fodret med franskbrød. Mosens kanter var tæt bevokset med uigennemtrængeligt krat, og man skulle kæmpe sig vej ud til de frønnede bænke langs bredden. Men i løbet af vinteren er der sket en masse, især i den nordlige del af mosen. Krattet er blevet fældet t fordel for nogle lunde af træer der har fået lov til at blive stående samt bløde og dejlige vandrestier af træflis. Og for mennesker har mosen pludselig fået et helt anderledes indbydende udseende. Selve turen er ganske kort, 1½-2 kilometer alt inklusive. Men nu synes det som om at mosen også kan bruges til andet end motionssti.

Endnu et foto fra Kagsmosen som viser at man nu har et meget bedre udsyn. Man kan fx se helt til huset på oversvømmelsesbassinet.

Harrestrup Å

I en periode skiftede Harrestrup Å funktion fra at være en å til at være et spildevandsteknisk anlæg (læs: kloak) og bund og sider blev beklædt med nogle rædselsfulde fortovsfliser som stadig skæmmer hele å-forløbet fra Vestforbrænding og indtil udløbet. Stien fra Kagsmosen er da også lidt ensformig, men til forskel fra for nogle år siden synes det som om beboerne har fået overtalt hundeejerne til ikke at efterlade hømhøm på stierne. Det har været en voldsom lugtgene andre gange jeg har gået her.

Harrestrup Å som spildevandsteknisk anlæg: De karakteristiske fortovsfliser, det lige, udrettede åforløb - og ikke at forglemme Vestforbrændings skorsten og trafikken på Nordre Ringvej. Endnu er der ikke hundelorte som forpester luften, så man har da lov til at håbe på hundeejernes pli.

Men fra Vestforbrænding og vest på har åen stadig bevaret lidt af hvad man må formode er sin oprindelige autencitet. Bl.a. fordi Københavns Vand, nu HOFOR gennem mere end 150 år har haft kildepladser langs den øvre å. Naturplejen er her måske ikke så tydelig som i Kagsmosen, men på begge sider af Vestforbrænding er der lavet forsøg med at få bugt med bjørneklo ved hjælp af sort plast.

Harrestrup Å som - nå ja - å. Efter Vestforbrænding for åen lov til at sno sig som den formodentlig har gjort i tusindvis af år. Det er på denne strækning at de grønne arealer bliver afgræsset af får. Dvs. nord for Ejby Mose. Det samme er ved at ske ved det "nye" område mellem Motorring 4 og Holdanvej, syd for åen. Dette område er ved at blive retableret efter motorvejsbyggeriet.

Efter Vestforbrænding kan man godt hvis man tager skyklapper på forestille sig at man er kommet rigtig ud på landet. Med grønne marker, får, høj himmel og masser af fuglesang. Glostrup Kommune har også skabt et minivanddamsmiljø vest for sommerbyen Ejby Vænge. Den viser at naturpleje er en god ting for øjet. Naturen er alligevel så ødelagt at man ikke længere bare kan lade den passe sig selv, for så gror det hele bare til med invasive arter som bjørneklo og alskens krat.

Får spiller en stor rolle i naturplejen langs Harrestrup Å. De holder kratbevoksningen nede uden at man skal bruge store omkostninger til at lade maskiner gøre arbejdet med at fjerne det. Og på denne solrige formiddag ser de ud til at stortrives.

Kildevandsløbet

Jeg har før været på sporet af Kildevandsløbet, og troede jeg havde fundet det meste. Men hvordan jeg har kunnet overså resterne af Kildevandsløbet ved Kildeplads III er lidt af en gåde. Min undskyldning er hestefoldene. Man skal bag om hestefoldene på kildepladsen for at opdage at der langs Bymoserende langs hele nordsiden af kildepladsen er nogle af de bedst bevarede rester af Kildevandsløbet. Oven i købet stadig med vand i. Dog formentlig ikke fra boringerne, men almindeligt dræn. Man kan stadig i hestefolden ane hvordan kildevandsløbet sigter mod pumpestationen i den vestlige ende og herefter syd for Bymose Rende og beskyttet af en dæmning, forløber østpå mod Harrestrup Å.

Ok, det her er måske mest for vandværksnørder. Men start til venstre i billedet, næsten helt nede, så kan man ane Kildevandsløbets forløb op mod midten af fotoet, faktisk bliver renden dybere og dybere, og ved træerne i højre side af billedet er renden fuldt bevaret. Den forløber så parallelt med Bymose Renden gennem hele kildepladsens nordlige forløb.

Hvis man følger vej med vest, syd for Harrestrup landsby kommer man til et gammelt vandanlæg, en rund betonbeholder med nogle installationer ovenpå. Det hele er groet til, men man kan se et dæksel lavet af Frederiksberg Jernstøberi på Falkoner Alle som blev nedrevet i 1940.

Fotoer er taknemmelige og ser meget idylliske ud. Motorvejen er ved at være færdig. Den forreste bro fører til haveforeningen Ågerup (ude af fotoet til højre). Og støjvolden er overgroet af agersennep som får udsigten til at se helt vidunderlig ud. Kun vejarbejdsmaskinen nederst til venstre antyder at der om få måneder vil være et trafikinferno.

Frederikssundmotorvejen

Nu er det ved at være sidste udkald for vandrere og travere til at bese Frederikssundmotorvejen før den senere i år bliver indviet, og freden er forbi. Jeg vil anbefale at man tager turen på støjvolden fra Harrestup Å og vestpå. Volden er meget høj og man har et glimrende udsyn over dels byggeriet, dels alle de miljøer som motorvejen formentlig vil komme til at forpeste: Harrestrup Mose,  Haveforeningerne og Ledøje. Man kan håbe at der med tiden bliver anlagt en sti oven på volden. Den ville forløbe i betryggende afstand fra støjhelvedet og samtidig give et godt udsyn adskillige kilometer.

Og nu vi er ved de gule farver, så lige haveplæneejernes skræk. Men hold kæft, hvor ser det flot ud! Harrestrup Å ved Ballerup. Jeg mindes en historie om nogle japanere som var så betaget af mælkebøtter at de tog nogle med til Japan for at forsøge at få dem til at gro der i potter. Den gik ikke. Mælkebøtter gror i det miljø hvor de hører hjemme: Her!

Ruten

Kagsmosen. Harrestrup Å. Frederikssundsmotorvejen. 350 S. I alt ca. 15 km.

Utterslev Mose dyreliv

Utterslev Moses dyreliv består udelukkende af bytilpassede "vilde" dyr. Til gengæld kan man få lejlighed til at komme helt tæt på dem

I al den tid jeg har boet tæt på mosen (siden 1996) har Langholmen været et uigennemtrængeligt krat som man ikke bare begav sig i gennem uden lange bukser og sko. Men nu er det slut med det. Kun nogle enkelte træer står tilbage, og man kan frit gå rundt på hele området. Planen er at området om nogle år skal have en engagtig bevoksning. Nu får vi se.

Utterslev Mose er en af denne blogs klassikere, og der er allerede skrevet en del indlæg. Om egentlig natur kan man vel ikke tale. Snarere en kæmpepark med en omkreds på ca. 10 km. Hvis man medregner det hele: Vestmosen, Midtmosen, Østmosen og Højmosen. Fra der hvor jeg bor kan man gå langs Vestvolden, så der kommer 4-5 km ekstra på. Plus det løse.

Også området øst for Horsebakken er ved at blive ryddet. Hvad der skal være her, har jeg ikke kunnet finde noget om. Men mon ikke noget a la Langholmen?

Langholmen "genskabes"

I løbet af vinteren har naturplejere startet på at "genskabe" et naturområde der gennem 40 år er groet til med krat af bl.a. slåen, tjørn, store træer og kornelbuske. Det er Langholmen, som ligger i Midtmosen langs Hillerødmotorvejen. Der er adgang fra Midtmosens nordvestlige hjørne. Rydningen af området skal gerne med tiden føre til at der bliver et engområde og plads til en anderledes fauna og flora. På langt sigt. Man er gået grundigt til værks, og jeg glæder mig til at se om planen lykkes. For generelt ligner Utterslev Mose mere end park end et moseområde. Også øst for Horsebakken i Østmosen er der ryddet et mindre areal.

Utterslev Mose har en ret stor koloni af hejrer. Men det forekommer mig at de er blevet mere vant til mennesker. Før i tiden mener jeg at kunne huske at de ikke sådan lige var til at komme i nærheden af, uden at de fløj væk. Denne her er fra Østmosen. Se også billedet senere i artiklen.

Dyrelivet

Lige nu er der gang i ynglen, og alting er ikke helt sprunget ud, så fugle og dyr må til glæde for vandrere finde sig i at være overbegloet af de mange der bruger mosen. Selv en småkold og blæsende mandag som i dag. Men dyrene har åbenbart vænnet sig til det. Grågæs, ænder, ravnefugle og skader gider knap flytte sig. Selv hejrerne, som det forekommer mig nærmest helt påfaldende har vænnet sig til mennesker. Andre fugle som grønbenede rørhøns, lappedykkere og måger holder sig mere på sikker afstand. Især i kanalen omkring Højmosen kan man se rørhøns.

Grågæssene er vel gået hen og blevet Utterslev Moses vartegn. De bevæger sig helt ugenert, og jeg har været udsat for at de nærmest ikke gider flytte sig for cyklister når de ligger og soler sig på stierne. Ungerne skal være et kærkomment kosttilskud til gedderne, siger nogen. Det har jeg dog ikke set. Men faktum er at de største flokke som her er med næsten nyfødte. De lidt ældre flokke er betydeligt mindre.

Utterslev Mose har gennem tiderne været udsat for påvirkninger fra mange interessegrupper: Landmænd, vandværksfolk, jægere, naturfredningsfolk, ornitologer, spildevandsfolk, parkentusiaster - og i dag bl.a. mosevenner, naturplejere, grillparties, motionister, biavlere, hundeluftere, og mange andre. Og læser man som jeg lokalstoffet på internettet og papirmedierne ryger der gnubbede ord og finker af panden interessegrupperne imellem. Det gør at en tur rundt om Utterslev Mose samtidig er en vandring rundt i områder hvor disse dominerer i højere eller mindre grad.

Den store aggressivt udseende krabat i midten skal ikke være utypisk for mågekolonien som blev etableret for nogle år siden. Før i tiden havde mågerne gyldne tider med de åbne lossepladser og Storebæltsfærgerne. Men de tider er forbi. Så i dag har de fået deres egen ynglekoloni i Østmosen. Den kan høres langt væk.


Det er nok ikke sidste gang Utterslev Mose skifter udseende. Det har den gjort flere gange. Den seneste gennemgribende forvandling skete under 2. verdenskrig, hvor mosen blev udgravet og stort set fik det udseende som vi kender i dag. Med de skarpe afgrænsninger mellem land og vand, det dybe vand ud til holmene der tilsyneladende lever deres eget liv derude, et pænt stykke uden for menneskenes rækkevidde.

Lappedykkerrne er overalt i mosen, hvis eller man lægger godt mærke til den modsatte bred. Modsat ænder og gæs er de absolut ikke til sinds at omgås mennesker, andet end på behørig afstand, og i sikkerhed. Her ved broen over fæstningskanalen i Vestmosen.

Det er redebyggetid for egern. Og denne her er i gang med at vriste noget pakkegarn fri fra en gren. Reden er ved at blive bygget højt oppe i træet. Østmosen omkring Rismosevej.

Og til slut denne højre hvor jeg ikke engang behøvede at zoome ind. Den var for optaget af fiskeri. Enten har jeg bare ikke lagt mærke til det før, eller også har disse store, flotte fugle nu lige som svaner vænnet sig til mennesket. Midtmosen ved Horsebakken.