Gladsaxe og Bagsværd Forter

En gang om året på Københavns Befæstningsdag - i år i dag - er Vestvoldens og Nordfrontens forter åbne. To af dem ligger i Gladsaxe

 

Forbindingspladsen anno 1914 bagved Gladsaxe Fort. I dag befolket med ambulancefolk og sygeplejersker fra 11. Bataillon. Røgen bag teltene stammer fra bandager som er ved at blive kogt og hængt til tørre. Men ellers er det Hjemmeværnet der præger.

Jeg har før besøgt både Gladsaxe Fort og Bagsværd Fort, endda op til flere gange. I dag var de åbne så man kan komme inden i og se hvad der gemmer sig bag de tykke betonmure. I dag ligger forterne akavet i fredelige villakvarterer, og Motorring 3 kører forbi. Men da de blev opført for over 100 år siden da 1. verdenskrig brød ud, var her marker. Samt et par små landsbyer som Gladsaxe og Bagsværd. Man forestillede sig at fjenden ville ankomme til fods eller til hest, fx fra hvor Herlev Hospital ligger i dag, marchere ned ad bakken gennem Herlevhuse over Kagsåen (der dengang var en del mere vandfyldt end i dag) og fortsætte op ad bakken, gennem Kagsåkollegiet. Herefter ville de måske ikke engang bemærke en underlig bakke på toppen af bakken.

Ved mistanke om et fjendtligt angreb kunne en af de 100 forsvarere af Bagsværd Fort blive hejst op i denne lille elevator, løfte sig ½ meter over bakketoppen og herfra i klart vejr observere alt hvad der rørte sig i mange kilometers afstand. Herefter kunne kanoner på samme vis blive hævet op og beskyde fremtrængende soldater. Se mekanikken nederst i indslaget.

Kun en årvågen fjendtlig spejder ville få et kort glimt af en udkig der stak hovedet op for at orientere sig, eller endnu værre for fjenden: En kanon som beskød dem. Nu afslører gadenavne vest for Gladsaxe Fort om fortets nærhed: Bag Fortet, Lavetten, Patronvej og Fortvej. Men man kan slet ikke se fortet for Motorring 3.

Det kan meget vel tænkes at en eventuel angriber ville gå nord om Fedt- og Smørmosen og nærme sig København over markerne under Vibevænget. Fredelig ser det ud nu, og fredeligt har det også set ud dengang. Men i baggrunden, ved træerne, har fjenden kunnet observere en lille bakke, måske et kort øjeblik set en udkik stikke hovedet op ad bakken. Eller pludselig set en kanon skyde op af bakkens top og åbne ild. Bagsværd Fort!

Et bedre billede af ideen med fortet får man ved at nærme sig Bagsværd Fort ad Vibevænget. Her bemærker man den jævne stigning i terrænnet. Forterne var fremskudte fæstninger. Bag ved lå batterier, og den danske hær lå så klar bag ved til at storme frem når forterne havde skabt ødelæggelse og kaos i fjendens rækker.

Der er ikke mange sårede at behandle i dag, men personalet arbejder fortrøstningsfuldt på at forberede sig på et eventuelt blodbad. Der koges bandager og til venstre hænger de til tørre. Der udskænkes dog også kaffe til de mange besøgende. Alt imens Hærhjemmeværnets Tambourkorps trutter løs.

Gladsaxe Fort

Fortet blev aldrig indtaget af fjenden, men det er tydeligt at det i dag er indtaget af Hjemmeværnet. Ud over Forbindingspladsen er det nu mest grej fra 2. verdenskrig der dominerer fortet. Det fremgår også af messingsuppen. Godt nok spiller man Fanemarchen fra 1808 (i folkemunde Her kommer Jens med Fanen), men ellers er det mere sådan lidt Soldaterkammerater-lystige melodier som Liva Weels "Kammerat vær en mand" og Four Jacks "Åh Maria, jeg vil hjem til dig".

Militærmusik var vigtig dengang forterne blev bygget, ifølge folderen "Da Gladsaxe var befæstningskommune". Så meget Rigsdagen i 1911 måtte trække en beslutning fra 1909 om afskedige alle fra de 10 regimentsmusikkorps (hver på 20 mand) tilbage.

Det indvendige af fortet er blevet betydeligt ændret og tilpasset moderne forhold. Jeg snupper i forbifarten en folder fra Hjemmeværnet om forskellige formationer. Men bliver enig med mig selv om at det må jeg nok overlade til værnets medlemmer om at gå i dybden med.

Tørgraven på fjendesiden af Bagsværd Fort. Tjørn og brombær skulle besværliggøre fjendens passage. Bagest kaponieret som skulle beskyde de fjender det var lykkes at komme frem til fortet. På betonmuren stormgitteret, som er det eneste der er tilbage. På de andre forter mangler det. 1½ meter er blevet malet og restaureret. Men ellers ser det ikke ud til at der er sket noget med betonen siden sidst jeg var her. Til gengæld er beplantningen blevet ryddet, så man nu meget bedre kan se fortet.

Bagsværd Fort

Mens Bagsværd Fort stadig er slemt medtaget hvad angår afskalning af beton, så fremstår det indvendige af fortet mere autentisk end Gladsaxe Fort. Det skyldes måske at Det Danske Filminstitut indtil for nyligt brugte rummene til opbevaring af såvel "Brandfri" som "Brandfarlig Film", som der står på de mange døre. Bort set fra administrationsfløjen med spolerum, laboratorium og kontor. Her har man også bevaret en original hånddrevet elevator - den udkig jeg omtalte i begyndelsen af artiklen.

Kun lidt mere tiltrækkende end at være i en ubåd. Men sikkert et bedre sted at være i krigstid. Mandskabs- og ammunitionsrummene ligger på begge sider af denne gang. Og bærer stadig præg af at have huset Danmarks filmarv indtil for ganske nyligt. Men omvendt har det også betydet at fortets indre stadig har bevaret den krigs-alvorlige dysterhed nogenlunde intakt. Fugtigt, dyster akustik. Ingen vinduer. Mørke gange.

Fortets hovedattraktion er nok stormgitteret fordi det er det eneste der er bevaret. Området omkring fortet er ved at blive afskovet så fortets omgivelser står mere klart. Guiden fortalte også at institutionen bag fortet fraflytter så dette areal mere kommer til at ligne hvad det var en gang. I forhold til mit tidligere besøg ses tørgraven og volden meget tydeligere.

Elevatormekanik. Se elevatorstolen øverst i indslaget. Vægtstangen med vægtlodderne kan presses i bund og låses med en simpel mekanisme. En udkiksmand eller en kanon kan hejses op, alt efter formålet.

Alt i alt en fin lille tur. På Gladsaxe Fort et indtryk af verdenskrigenes uden for fortet. På Bagsværd Fort et indtryk af før-1. verdenskrigsbunkere indvendig i Fortet. Hvis læseren får lyst til næste år at se forterne indeni, synes jeg Bagsværd Fort vinder på autenciteten. Selv om man skal til Mosede Fort for at se et flot restaureret fort. Men generelt er der oplevelser overalt langs Vestfronten, Nordfronten og Tune-stillingen. Det kan ikke ses på en dag. Dertil er anlæggene alt for store og alt for spredte.

Ruten

Kagsåen. Angreb på Gladsaxe Fort over Kagsåkollegiet. Herefter ad Klausdalsbrovej og Vibevænget til Bagsværd Fort. Indtaget under anførelse af Gladsaxe Lokalhistoriske Forening. Retræte via Gladsaxe Trafikplads. I alt ca. 12 km.

Københavns Befæstningdag

Annonce: Om en uge, søndag den 28. september er det Københavns Befæstningsdag. Jeg kvitterer med at skridte fronten af fra voldpunkt  20 til 12 og tilbage igen!

Regndisen hænger over voldgraven. Man aner overfaldsristen ned til Harrestrup Å og broen ved Kagsmosen helt i baggrunden. Voldgraven er ekstra bred her, og volden selv putter sig bag Kagsmosens dynd. Idyllisk ser det ud med de store træer - men de var der ikke for 100 år siden!

Garderhøjfortet tyvstarter den 21. september, men ellers er der i den anledning en række arrangementer langs Vestvolden, i forterne mm. Generelt er der åbent 10/11-16. Og folk kan blive vist rundt på forterne, endog komme ind i dem. Der er også arrangeret cykeltur til Nordre Oversvømmelse.

Sikkerhedsdæmningen "Den Røde Bro" skulle muliggøre en oversvømmelse af Kagsmosen. Tæt på et af de få steder der kom i kamp. Ikke i 1. verdenskrig, men i 2. verdenskrig. Tyskerne havde opført en støjsender her, så modstandsbevægelsen ikke kunne høre de kodede meddelelser fra BBC. Kort før jul 1944 lykkedes det imidlertid sabotører at sprænge den i luften, så man igen støjfrit kunne høre de vigtige beskeder.

De fleste håber vel på godt vejr, solskin og let vind. For Fronten anno 2014 er et rekreativt område, som det kan være vanskeligt at forbinde med krig, skyttegravsfødder, granatchok, millioner af døde. Men for 100 år siden ved 1. verdenskrigs udbrud var det i bogstaveligste forstand blodig alvor, og absolut intet rekreativt ved området. Her var op imod 50.000 danske jenser sat til at bevogte København i en stilling som allerede var så forældet, at man i al hast opførte Tune-stillingen.

Dynamorum som fremstillede elektricitet til mobile projektører. Først med dampmaskine, senere med benzinmotorer. Det lille rum forrest var et brændstofrum. Mellem Jyllingevej og Ejbybunkeren er man begyndt at fjerne underbeplantningen. Hvis man kan abstrahere fra træerne, synes jeg at den mørke vold kan genfremkalde noget af den dystre stemning. Den man kender så godt fra sorthvide fotoer fra skyttegrave i 1. verdenskrig.

Der er skrevet rigeligt om alt dette. Der er bøger, hjemmesider mm. Vandringsløse Tidende har også bidraget med mere end 20 ture, og besøgt Gladsaxe Fort, Bagsværd Fort og Mosede Fort. Dette og meget mere vil man sikkert på Befæstningsdagen kunne få gentaget. Vandringsløse Tidende vil gerne reklamere for denne dag med en march, men med en undertone af tristesse, og regnvejret her til morgen burde vel kunne skabe den stemning.

Det er gitre som disse som har lagt ryg til symbolet på Vestvolden. De skulle spærre vejen for fjendtlige soldater ikke bare over broer som disse (ved Ejbybunkeren), men også dæmningerne (batardeauerne) som forhindrede at vandet i graven bare løb ud i Øresund.

Jeg ved ikke hvor drikkevisen "Her i lejren" stammer fra. Kan kun huske Buster Larsen sang den i Giro 413. Men sikkert ikke om denne lejr, Ejby-lejren midt i billedet. Her var plads til 300 soldater. Barakkerne er for længst væk, tilbage er kun betonfundamenter og gulve. De blev dog ikke smidt på lossepladsen, men genbrugt til først husvilde, senere til pigespejderne og Geodætisk Institut.

Fra Ejbybunkeren og ned til Roskildevej er der gjort en masse for at få volden til at fremstå som den engang var beregnet til. Men græsarealerne, den idylliske alle med træer, de fredelige får, fugle- og dyrelivet, træerne - alt sammen er med til at mildne området. Og måske er det godt det samme: Vestvolden kan minde os på ufredelige tider. Krigen 1864 som baggrund. 1. Verdenskrig hvor det var lige ved at blive alvor med slagmarker i Danmark. Men også om moderne tiders økonomiske vækst og storbyens vækst. Så anlægget nu kan bruges af ganske fredelige mennesker.

Afsnitskommando lidt syd for vandtårnet. Kameraet har indfanget den tågede stemning her til morgen. Her kunne de øverstkommanderende under interimistiske forhold udklække planer. I sikkerhed for fjendtlig beskydning (i dag i sikkerhed for den infernalske larm fra Motorring 3). Fugtigt og om vinteren koldt må det have været. I dag er betonen er våd, vandet driver ned ad væggene.

Regnen er små småt ved at holde op, men vejen ligger stadig våd. Her ved batteritogsmagasinet. Det er rekonstrueret efter originale tegninger. Toget var et mobilt batteri der kunne forstærke forsvaret hvor det nu måtte være nødvendigt.

En af de mange kaponierer (dobbelte og enkelte), hvis formål var at beskyde fjender det var lykkedes at komme over voldgraven. Dette syn er hvad der ville møde en fjendtlig soldat, når han steg i land på den anden side af volden. Fra skudhullet midt i billedet ville forsvarerne kunne bestryge området. Nedgangen er skjult umiddelbart for enden af trappen til venstre. Derudover var der også maskingeværstillinger som skulle beskytte kaponiererne. Den ligger oppe, til venstre og uden for billedet. Soldaten ville altså være kommet i krydsild. Jo, der var tænkt på alt.

Ruten

Afstanden mellem de to voldpunkter er ca. 5 km. Frem og tilbage er dobbelt så langt. Det lyder måske ikke af så meget, men  på regnvejrsdage kan stierne på volden være en udsøgt prøvelse. Rigtig godt hvis man er til andet end lige ud ad landevejen!

Ganløse Mørke: Ude på overdrevet

"Gamle Danmark skal bestå så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå", synger vi. Så "Gamle Danmark" er altså bukket under? Eller eksisterede det kun i virkelighedsfjerne digteres hoveder. Vandringsløse Tidende er på sagen!

Oehlenschläger skrev om "Gamle Danmark" i 1819. Nu er sangen kendt af enhver fodboldfan. Dengang florerede romantiske forestillinger om den danske land blandt kunstnerne, men virkeligheden så helt anderledes ud dengang. Det gør den såmænd også i dag. Hvis man fx står af på Værløse Station og begiver sig mod Ganløse Ore, kan man passende tage turen gennem det topmoderne og lidt ældre boligbyggeri. Midt i, for enden af Nøddehaven, ligger en 100 år gammel gård, Højgård (1914). Den ligger helt ude af sin oprindelige kontekst og er nu omdannet til boligbyggeri. Ved begge indgange til Værløse Golfklub ligger ligeledes to gårde, Lundsgård, der nu er boliger, og Christianshøj, der huser golfklubben. Men udsigten især fra Lundsgård viser et kuperet terræn, og her kan man passende forsøge at negligere de mange golfere og drømme sig tilbage til bondelandets Danmark.

Bøllemosen udgør en stor del af Ganløse Mørke. Men den er ret utilgængelig, privat område. Man kan ikke se meget fra Undinevej. Bedste bud er at gå ned ad Egemosevej. Her er også en offentlig bænk ved dette vandhul. Vejen fortsætter i en sti der fører forbi Rastad.

Overdrev

Følger man Orehøjvej langs sydsiden af Ganløse Ore, oplever man et storslået landskab: Nord for stejler skrænter op til skoven, syd for det noget som engang var et overdrev (af ore, stenet, øde land og drev, græsgang). Således kaldte sjællandske bønder det åbne, udyrkede land. Det havde de selv skabt siden middelalderen ved at fælde skove. Skovhugsten betød dog ikke en yderligere udvidelse af landbrugsarealerne. Områderne mellem skovene og de dyrkede områder blev til overdrev som var fælleseje. Her indvandrede en række dyre- og plantearter. I slutningen af 1700-tallet betød landboreformerne at gårde flyttede ud på overdrevet  og begyndte at opdyrke det. Således startede vore tiders landskaber med skarpe skel mellem skov, marker og eng. Som med så meget der er ved at gå under, gik der kunstnerisk guldalder (Oehlenschläger) i de forsvindende overdrev, se fx Skovgaard-museet:

--- Fredskovsordningen af 1805 fastlagde det areal, der skulle være bevokset af skov. Fra Regeringens side gjorde man også noget for at få tilplantet skovområder til erstatning for de skove, der var blevet ødelagt gennem århundreder, hvor bøndernes dyr var blevet sendt i skoven om efteråret. Dyrene spiste de små nye træplanter og rodede
grundigt i jorden, mens bønderne huggede træ til brændsel og husbygning uden at genplante nye træer. Dette forsøgte man nu at råde bod på, og der blev plantet skov overalt i Danmark. ...  I løbet af første halvdel af 1800-tallet opstod ganske langsomt det danske landskab, som Guldalderens malere malede og digtere digtede om. 

Udsigt fra Broskov Bakke mod øst. Ganløse Mørkes sydlige del ligger til venstre i billedet. Området er meget kuperet og naturskønt.

Industrialiseringen af landbruget i 1950'erne gjorde yderligere indhug i overdrevene: Kunstgødning, sommerhuse, juletræer og grusgrave. Så meget at de blev fredet i 1992. Fra at have været et dominerende indslag i Danmark, udgør de i dag under 1% af Danmark. Biologer med et mindre romantisk forhold til overdrev definerer dem prosaisk som et område med veldrænet bund, brugt til græsning og en bevoksning af græs og urter. En slags "tør eng". Med et utal af arter som ikke findes andre steder. I dag har Naturstyrelsen oven i købet udarbejdet en vejledning til private som har overdrev. For overdrevene kan ikke overleve uden hælp: Hvis man lader områderne være, gror de til med højt krat og træer. Hvis man sætter får og køer til at afgræsse dem, risikerer man at de æder eller tramper på de sjældne planter man gerne ville bevare.

Dette er ikke fra Ganløse Mørke, men landbrugområdet mellem Ganløse Eged og Ganløse, som lige anes til venstre i horisonten. Tværs gennem billedet løber den tunneldal som blev fredet 2008. Formentlig hører dette område til landsbyens oprindelige markområde.

Ganløse Mørke

Et af de overdrev, som ikke overlevede, er det kuperede terræn Ganløse Mørke. Før 1780 landsbyen Ganløses overdrev, Ganløse Oredrev som der står på gamle kort. Før det kunne opdyrkes, måtte sted, krat mm. fjernes. Om det hedder det fx i  Laumann Jørgensen, E. Nordsjællands skove gennem 200 år (1964) om Ganløse Ore:

I den sydøstlige del af skoven, der på de nuværende skovkort endnu betegnes "Langens Plantage" skete hugst og foryngelse ... 1764-72. Af den oprindelige plantning er der kun enkelte sikre træer tilbage: to fyrretræer .... fire store ege ... og den store ær sydvest for Himmerdalsrenden"...

Efter udskiftningen 1780-1795 blev 4 gårde flyttet til Ganløse Mørke. Tre blev opkaldt efter samtidens kendte byer (Napoleon): Undinegård (Udine, 1796, nu kendt for fodboldholdet Udinese), Basel (nu Egelund, 1798) og Rastatt (nu Rastad). Ingen fungerer i dag som landbrug. Undinegård er blevet campingplads, Egelund ligner nærmest en lille herregård og Rastatt er blevet fredet. Til gengæld trives landbruget fra andre gårde i området. Udover heste er der på Undinevej også noget så usædvanligt som et forlag, Katinka Maya, som udgiver skønlitterære ungdomsbøger henad det teosofiske New Age.

Egelund eller oprindelig Basel er i dag et stutteri. Formentlig er stuehuset noget nyere end det oprindelige fra udflytningen.

"Mørket" udviklede sig indtil omkring år 1900 til et helt lille samfund med egen skole, Nyvang Skole (1901-1952), ca. 7 km nordøst for Ganløse By. Her gik ca. 30 elever fra Ganløse Mørke og Ganløse Ore. Skolen havde to klasser: 7-10 år og 10-14 år. I dag er adressen Skovvangs Allé 1, Ganløse. En af beboerne kender vi: Peter Svendsen (1881-1973). Han boede på Farumvej tæt på Nyvang Skole og indspillede så sent som 1969 en håndfuld gamle skillingsviser fra egnen. En af dem (om fruen fra Køge) kan man endog høre - jeg forestiller mig at Peter Svendsen må have været datidens svar på senere tiders radio.

Undinegård ligger kun 100 m øst for Egelund. Facaden ser ud til at være en ny af mursten. Gården er nu camping, og man kan se campinghytterne fra vejen. I dag er den lukket. Campingpladsen ligger ned til Bastrup Sø, og i følge Vagn Engsig var der allerede i 1940'erne en offentlig badeplads her. et par hundrede meter fra ejendommen Rosenborg hvor der var et traktørsted..

Men allerede før 2. verdenskrig begyndte landbruget at skrante. Til gengæld kom området i søgelyset for midt-1900-tallets fritidsbeskæftigelser: De Gule Spejdere  (Det Danske Spejderkorps 1910-1973) begyndte at husere i Egemosen, fx Store Bededag 1936. Og Egemosevej nr. 9 huser stadig spejdercenter Egemosen. Dette må vel siges at være forsat indtil i dag, hvor der er hestecentre overalt, fx på Egemosegård..

Nord for Bøllemosen ligger et stort hestecenter, Egemosegård. På de marker som datidens bønder møjsommeligt opdyrkede, fjernede sten og bevoksning for at kunne pløje, så og høste, græsser der nu heste. Og før overdrevet kom til, var der vel egeskov.

En af de som oplevede området i 1940'erne er Vagn Engsig. Han fortæller i en dobbeltartikel fra Foreningen Naturparkens Venner (2001-2 og 2001-3) at han købte mælk og æg på Rastad, og lånte telefonen:

Ganløse, Uggeløse og Lynge sogne var dengang rene landbrugsområder, gårde med heste og køer på markerne, hele egnen ganske uberørt af storbyens nærhed. For Egemosen var Rastad det nærmeste sted, her kunne mælk og æg købes og telefonen benyttes. I storstuen hang telefonapparatet med håndsving på væggen, og ventetiden, medens Ganløse central fik forbindelsen igennem, gav gerne lejlighed til en hyggelig snak med manden eller konen på gården. Bagefter blev samtalen betalt med den pris, som centralen opgav. 

Vest for ruinen lå Uggeløse sogns fattighus – det mest afsides sted i sognet – , med to primitive og slet vedligeholdte lejligheder. Vejen langs søens nordvestbred blev anlagt i 1940erne som beskæftigelsesarbejde, dvs. med spade, skovl og håndtrukne tipvogne.

Rastads jorde var indtil 1937 åbent landbrugsland, men så tilplantet med læhegn og frugttræer, indtil 1973. I dag er gården omgærdet af udyrkede græsflader og tilgroede frugtplantager. Gården er svær at komme i nærheden af, men den skulle være en firelænget, stråtækt udflyttergård opført 1793-1795 i sidebåndskonstruktion med udvendige sidebånd. Eksteriøret er velbevaret og typisk for de nordsjællandske 1700-1800-tals gårde. Oprindeligt hvidkalket, siden 1947 rødkalket.

Orehøjvej slynger sig neden for Ganløse Ore, som tårner sig op ad skrænten til venstre i billedet. Ca. midt inde er der noget bebyggelse ved Orehøj Gård, som formentlig er ældre. Engang blev her opført boliger til landarbejderne. Nu er der fritidshuse og boliger.

Det er umuligt at få et samlet overblik over Ganløse Mørke. Men fra Broskov Bakke (Brusskov Bakke) har man et ganske godt udsyn over en del af det meget kuperede terræn. Og omend vegetationen er ændret dramatisk, kan man udmærket dvæle lidt og forsøge at lade tidsmaskinen rulle: Fra de urgamle egeskove der blev fældet gennem middelalderen, de senere lidt uhyggelige og øde overdrev, der så blev opdyrket, og nu er begyndt at vokse til igen.

Her et kig ud over bebyggelsen ved Orehøjvej fra skoven. Man kan måske fornemme den brattte stigning, og fotoet er ikke engang taget fra det højeste sted. Det var i dette område, Vagn Engsig købte et landarbejderhus.

Syd for Ganløse Ore ligger et af området mest naturskønne områder. Nord for skydeområdet. ved Orehøj, Ganløse Ores sydlige skovbryn, var der husmandssteder og huse for arbejdere i skoven, grusgrave og landbruget. Nu er der feriehuse. Øst for Orehøj Gård er et utroligt smukt område med en masse flotte udsigter. Man kan vælge at følge stengærdet oppe i skoven - det ligger dramatisk højere end vejen. Om området skriver Vagn Engsig:

Bebyggelsen ved vejen langs Ganløse Ores sydlige skovbryn var dengang husmandssteder og huse, hvis beboere havde arbejde i skoven, ved grusgrave og i landbruget. Nu er alle ejendommene eftertragtede feriehuse eller benyttes af folk med byerhverv, stadig med en smuk udsigt over Oremosen til det nærliggende Kirke Værløse, men sognegrænsen langs Bundså knytter dem til Ganløse sogn. Indtil den “nye” skole i Ganløse blev opført i 30′erne skulle børnene fra dette hjørne af sognet til skolen i SV-hjørnet af Nyvang, og sommer og vinter gik deres 2 km skolevej altså gennem Ganløse Ore.

Endnu et kik fra Ganløse Ore mod syd. Solen står lavt denne efterårsdag, men der er omkring 20 grader og t-shirtvejr.

Jeg nåede ikke så langt som til Bastrup Sø. Men søen hører med til området. Vejen langs nordvestsiden anlagt 1940'erne som beskæftigelsesprojekt. Rosenborg (ejendom) ved vestenden traktørsted. Om det fortæller Vagn Engsig:

Bredderne omkring Bastrup Sø blev brugt til græsning for ungkreaturer og var ganske åbne, lidt vest for ruinen havde en motorcykelklub en lejrplads og på sydbredden havde spejdertroppe opført et par hytter på lejede grunde. Neden for Undinegård fandtes en offentlig badeplads, hvor Slagslunde-Ganløse Kommune på et stykke jord havde kørt grus på søbredden og opført to skjul af pandeplader, så mænd og kvinder kunne klæde om uden at se hinanden! Det var lidt af en manddomsprøve at være så god en svømmer, at man kunne tage turen tværs over søen og helst også tilbage igen. Ikke kun mennesker badede her, dengang fandtes ingen traktorer, og på varme dage blev stedet også brugt til vanding og afkøling af de nærliggende gårdes heste. 

...gården Rosenlund, der i trediverne var landskendt som ejet af teaterdirektøren Gerda Christophersen, der i vintersæsonen rejste over hele landet med et velanskrevet turnéteater, og sommeren igennem kom her kendte scenekunstnere for at indstudere vinterens forestillinger. Krogenlund, den lille samling huse i Kedelsødalen, rummede både købmand og et pensionat, hvor folk fra København modtoges på landophold. Klokkekilde Bakker og området mellem Ganløse Eged og Slagslunde Skov var et åbent landskab, 

Skydebanerne

I 1909 i tilknytning til Værløselejren (Flyvestation Værløse) blev der skudt på banerne i retning mod Ganløse Ore. Så blev dele af skoven lukket. For at undgå det, ønskede forsvaret i 1971 at bygge højere sidevolde og bagvold. Det udviklede sig til en mindre skandale. En farlig cocktail af skødesløse embedsmænd og politikere, afgivne tilladelser uden hjemmel mm., manglende tilladelser, nye regler, klager. Den 15 meter høje betonmur blev revet ned igen, banen nedlagt, og millioner af kroner smidt ud af vinduet. Skovstyrelsen ejer arealet nu og der er offentlig adgang. En kløvet sten ved Almagerbakke, med et indhugget splitflag (Dannebrog) og teksten V L 1909 er rejst af en tidligere ejer af Skydebanegården til evigt minde.

Der er langt til Vagn Engsigs Danmark - der dog kun ligger lidt mere end 50 år tilbage. Der er endnu længere til 1800-tallets opdyrkning af overdrevet Ganløse Mørke. For slet ikke at snakke om digternes fantasiverden.

Ruten

Værløse Station. Golfbanen. Orehøjvej. Ganløse Ore (øst for Orehøjgård er Orehøjvej spærret, men gå op i skoven og følg stengærdene). Undinevej. Ganløse. Søsum. Veksø Station. Ruten med afstikkere (og faren vild til slut) løb op i et pænt stykke over 20 km.

Slangerup Vandværk med kildepladser

Efterkrigstidens forholdsvis hurtige overgang fra landsbrugs- til industrisamfund satte sit præg også på vandforsyningen - og Slangerup Vandværk

Med Slangerup Vandværk og tilhørende kilder er jeg nået op på at have besøgt 35 ud af HOFORs i alt 46 kildepladser til 6 vandværker. HOFOR har 7 vandværker som leverer vand til København og 8 til regionale behov. I alt er der 57 kildepladser under de 7 første. For de vandværker jeg hidtil har besøgt, gik der under 10 år fra Københavns Vand havde fundet nye områder for vandudvinding til vandværket stod der. Lejre Vandværk blev planlagt samtidig som Slangerup, men nåede at blive opført før krigen (1939). For Slangerup Vandværk kom der en verdenskrig i vejen.

Hørup Kildeplads starter nærmest i Slangerup, men går derefter ud mod den lille landsby Hørup og følger Græse Å. Den er ikke særlig lang, 2-3 km, men byder på ro og afslapning. Slangerup Speedway Center ligger på nordsiden. Her er der 50cc mikro træning i dag kl. 16:30 i dag, og da er jeg for længst nået hjem igen.

Slangerup Vandværk

Undersøgelserne stod på 1939-1942. Københavns Magistrat kunne dengang få tilladelse fra en landvæsenskommission under indenrigsministeriet. Og fik det. Dog ikke uden videre. Det er betegnende for datidens forskel mellem by og land, at omtrent 100 år efter at København gik væk fra at få vand fra den indre bys 5-600 brønde og overfladevand, så var der i landdistrikterne i hele Danmark stadig ca. 100.000 gravede brønde. Det var sådanne brønde som vandudvindingen truede med at udtørre. Derfor måtte Københavns Vand kompensere de lokale beboere ved at finansiere halvdelen af et lokalt vandværk, Harløse Andelsvandværk (1959), som stadig eksisterer - dog ikke tegnet af en fin arkitekt som det i Slangerup. Nogle beboere påstod at deres brønde var udtørrede og de krævede en finansieret forbindelse til Harløse. Men Københavns Vand havde dokumentationen klar og fik rettens ord for ikke at skulle finansiere noget

Slangerup Vandværk ligger usædvanlig idyllisk nærmest inde i Lystrup Skov. Det ligger for enden af Strø Kildeplads' østende. Mens funktionærboligerne og andet ligner andre vandværksbyggerier, er denne hal noget usædvanlig, med afrundet tag.

Værket blev opført 1950-1954. Arkitekt var Ove Huus som tidligere er nævnt i indslaget om Søndersø Vandværk). Formentlig har Marshall-hjælpen (1948-1953) skubbet på den økonomiske udvikling også på vandværksområdet  Værket er opført i hvad man kalder den økonomiske stop-go-periode mellem 1950 og 1957 hvor konjunkturerne skiftede voldsomt, med nedgang 1951-52. Det blev moderniseret 2003-2006  med en indvending ny coplator, dvs. iltning. Værket sørger sammen med Søndersø Vandværk for Herlev Kommunes vandforsyning. Man kan læse mere i HOFOR baggrundsnotat om Slangerup Vandværk, maj 2013.

Ferguson-traktorerne blev nærmest symbol på Marshall-hjælpen. I omegnen af 100.000 styks blev der indkøbt i 1950'erne. Den betød stort set at landbruget afskaffede hestekræfterne. Uden at være traktorekspert, kunne det ligne en TE-20. Og den ser faktisk ud som om den stadig er i brug.

Til vandværket er knyttet 5 kildepladser, hvoraf denne tur kun omfatter to: Strø og Hørup. Havelse er ikke i drift og planlægges flyttet. Attemose og Æbelholt ligger simpelt hen så langt ude at det er langt fra mit nuværende vandrerepertoir at tage hele turen på en gang. Attemose Kildeplads er HOFORs længste på 7 km. Tæt på, langs jernbanen udgravede Nationalmuseet i 2007 en stenalderboplads, 3900-1800 fvt.

Strø Kildeplads mellem Frederiksborgvej og Strøvej er meget naturskønt. Der er et rigt fugle- og planteliv. Og formentlig også dyr. Nord for Strøvej løber kildepladsen gennem et meget åbent landskab langs Havelse Å.

Strø Kildeplads og Strø Bjerge

Strø Kildeplads forløber langs Gørløse Å. Den er omkring 5 km lang. Men det er fristende halvvejs at forlade kildepladsen for at kigge på Danmarks største bakke. Ikke sådan højdemæssigt, det overlader vi gerne til Himmelbjerget, Yding Skovhøj, Møllebakken eller Ejer Baunehøj. Men hvad angår kubikmeter, omfangsmæssigt, altså når vi også indddrager bredde og længde, så vinder Strø Bjerge. Den næsten 22 km lange bakkeformation fra Arresø til Lystrup Skov rummer en bakke på 7 km gange 400 meter, intet steds næppe over 20 meter høj.

Lidt øst for gården Dyrelund er der en lille græssti op på Strø Bakke hvorfra man har denne udsigt mod nord til Strø Enghave. Bag træerne kan man lige ane det flade område hvorigennem Strø Kildeplads løber. Bakken øst for er ellers mest opdyrket, og som sådan ikke noget seværdigt. Men længere vest på er der godt vandreterræn med udsigter.

Den kedelige geologiske forklaring er at det er isen der har dannet Strø Bjerge. Den mere spændende at en trold så sig så gal på Farum, at han ville begrave byen i jord. Jorden hentede han fra det der nu er Arresø. Uheldigvis gik der hul i hans sæk. Han prøvede ad flere gange at stoppe hullet med en finger, men der gik hul igen. Den jord han tabte, blev til Strø Bjerge. Og da han til sidst opgav, smed han resten i retning af Farum og dannede så Vildbjerg ved Gørløse.

Der er flere steder og måder at krydse Strø Bakker: Slangerupvej er vejen op over, og der er en lille rasteplads på toppen med udsigt mod nord. Eller igennem som her gennem Skåret. En affældig vej som fører gennem et "pas". Undervejs er der spredt bebyggelse, med mange noget forfaldne byggerier. Huset til højre i billedet er i god stand, og det er til salg, hvis nogen skulle være interesserede.

Strø landsby er ganske nydelig, med store træer i et ellers udpræget åbent landbrugsområde. Parcelhuse fylder mellemrummet mellem gårdene ud i midten af landsbyen.

Pumpehuset på Strø Kildeplads (1954) hvor pladsen krydser Strøvej. I baggrunden anes Strø Bakker. I forgrunden løber Gørløse Å.

Strækningen fra Hørup Kildeplads til Slangerup Vandværk er et studium i dansk landbrug. Manderupvej og Kvinderupvej byder på adskillige udsigter hvorfra man kan se de bare marker med gårdene spredt ud over landskabet i et næsten regelmæssigt mønster. Et livløst, goldt og særpræget syn af afspillede marker. I dag hvor vejret ellers er fint og skolen skinner, er der ingen tegn på liv. Et par enkelte krager og duer kredser rundt. Et krat hist og pist, en ansats til levende hegn. Men ellers - ingenting. Ingen duft af Moder Jord eller summen af insekter.

Havelse Å

Hovedåen i Slangerup Vandværks område er Havelse å som er 22 km lang. Men regner man hele åsystemet med, kommer man op på 135 km. Et så omfattende åsystem har også et omfattende regulativsystem. Systemet er plaget af spildevand, især fra Kollerød Å, og generelt er vandløbene i dårlig fysisk stand. Ekstremregnen og oversvømmelserne har startet en debat hvor lodsejerne klager om oversvømmelser af deres landbrugsarealer. Landbruget har gennem tiderne reguleret åsystemet, rettet ud og endog rørlagt. For langt hovedparten af åsystemet ligger i landbrugsområder. Så hvad er kunstigt og hvad er modificeret natur?

Hørup Kildeplads' pumpehus er identisk med det som står på Strø Kildeplads. Og det er også opført omtrent samtidig (1955). I forgrunden noget af kildepladsen. I baggrunden indkørslen fra Hørup Skovvej. Der er nu ikke meget skovens dybe stille ro her. Det er en trafikeret vej.

Mange interesser er i spil. Glem alt om romantikkens og senere romantiske Morten Korch-agtige forestillinger om bonden eller landboeren som levede i pagt med naturen. For moderne tiders landmænd og lodsejere er naturen noget besværligt noget som ligger i vejen for intensiv udnyttelse af jord. Det fremgår fx af Havelse Ålaugs formål som er at "forbedre åens vandføringsevne, så vi kan få vandet bedre væk fra marker, enge og ikke mindst de befæstede arealer i byen". Det varetager de private lodsejeres interesser, og sørger for kontakt til kommuner og myndigheder. Fx i forbindelse med planlægning, fredning og ændringer i regulativer.

Ålauget er opstået som reaktion på at man fra 1989 og især i de sidste 10 år forsøgte at gennemføre forskellige naturgenopretningsprojekter som har givet mere fysisk variation i vandløbene og mere variation i dyre- og plantelivet. Det er ikke ubetinget noget som lodsejerne synes er en god ide. De stiller fx spørgsmål om hvad der er naturligt vandløb og menneskeskabt. Tre å-laug  (Havelse, Værebro og Gribskov) stævnede i 2012 staten for at have udpeget vandløb for naturlige, hvor laugene mener at have dokumentation for at de er afvandings- og drænkanaler.

Usynlige grænser

Å-systemet har i tidernes morgen været selvproducerede ørredvand, og det er nu ved at vende tilbage igen. Der må fiskes på en del af strækningen på Attemose Kildeplads, bl.a. ørreder. Men det er ikke bare naturfænomener som åer der skaber konflikter. Frederiksborg Amts Avis skriver således (19. november 2013) om følgende episode ved Havelse Mølle, hvor åen deler Halsnæs, Hillerød og Frederikssund Kommuner:

Kort før den løber ud i Roskilde fjord tager åen et skarpt drej mod syd og skærer Havelse Møllevej over. .. Således ligger de to første ejendomme, når man kører ind fra Frederikssundsvej, i Halsnæs kommune, mens resten af Havelse Mølle sydøst for åen hører til Frederikssund. .. Hele Havelse Mølle har postnummer 3600 Frederikssund og hører telefonmæssigt til den gamle Frederikssund-central, men på Havelse Møllevej 33 hører ægteparret Susanne Staun og Fritz Henglein til Halsnæs kommune.
---
På Halsnæs-siden af Havelse Mølle er der hverken offentlig vand, kloakering eller gadelys.
---
Et konkret eksempel på problemerne var da beboerne i Havelse Mølle ønskede at få chikaner for at sænke farten på den smalle vej, som nogen brugte for at skyde genvej, hvis der var kø på Frederikssundsvej. Det måtte man i følge Susanne Staun opgive fordi de to kommuner ikke kunne finde en fælles løsning. Og selv om børn på den ene side af kommunegrænsen er gode venner med naboens på den anden side, så har de ikke kunne gå i samme institution og skole.

 

 Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Ruten

Slangerup. Hørup Kildeplads. Hørup. Hørupvej. Manderupvej. Kvinderupvej. Slangerup Vandværk. Strø Kildeplads. Strøvej. Skåret. Strø Kildeplads. Strøvej. Gørløse. Når bortset fra korte stykker ad Hørup Skovvej og Frederiksborgvej, er det udmærkede vandreveje. Strøvej er fx meget rolig. Turen sneg sig op på ca. 20 km.

Gammel Lejre - og Lejre Vandværk (1939)

I 1939 strakte Københavns vand-sugerør sig 45 km ud forbi Gammel Lejre. Og stak dermed snabelen ned i "Danmarks Riges Vugge"

 

Lejre Vandværk var det overordnede mål for denne tur. Men - som sædvanligt - blev turen dertil vigtigere end målet. Om end målet naturligvis også var vigtigt.

Københavns Magistrat var åbenbart fremadrettede hvad angår vandforsyning. Allerede før den havde købt grundene til Marbjerg Vandværk (se Vandringsløse Tidende 23. maj 2014), pegede vandforsyningens ledelse i 1925 på tre fremtidige områder for indvinding af vand. Alle disse planer blev senere realiseret som de tre nyeste af Københavns vandværker. De er samtidig også målet for de tre sidste vandværksvandringer, som jeg hermed har taget hul på:

• Lejre Å/Kornerup Å og Lavring Å. Penge til det blev bevilliget i 1932 til køb af arealer nord for Lejre stationsby, hvilket skete 1933-34. Lejre Vandværk blev opført 1934-1939.
• Syd for Arresø/ved Græse Å, Gørløse Å, Havelse Å og Æbelholt Å. Det førte senere til opkøbet af Slangerup Vandværk (1954).
• Køge Å. Det skulle senere blive til Regnemark Vandværk (1964).

Det er tvivlsomt om man overhovedet tog i betragtning at København dermed havde sikret sig nogle af de smukkeste naturområder: Ved Lejre Vandværk flyder Lavring Å og Langvad Å sammen i Kornerup Å og gennem søer til Kattinge Vig. Området har et komplekst åsystem. Se fx Beretning om Langvad Å system. Nogle er forholdsvis uspolerede, fx Ledreborg Å, mens andre som Lavring Å er præget af at være et "spildevandsteknisk anlæg", læs kloak. Søerne beskrives som i generelt god økologisk stand. Sæt dertil nogle pænt høje bakker og man har noget nær et perfekt vandringsområde.

Kornerup Å løber ud i St. Kattinge Sø, her set fra Kongemarksvej/Kongemarken. Søerne skal efter sigende være i god stand. Uden for billedet til venstre ligger Lille Kattinge Sø, som markerer Kornerup Kildeplads' nordlige grænse. For at komme til kildepladsens nordligste ende, skal man gennem krat og marker. Området er smukt kuperet og langt fra støjende veje.

Lejre Vandværk

Lejre Vandværk blev opført 1934-39 efter tegninger af Ove Huus. Det er senere blevet renoveret i 1990 og 2010-11. Rødstenshuset ved den vestlige indgang stod der da Københavns Kommune købte området og blev brugt som tjenestebolig. Vandværket betegnes som et typisk eksempel på vandværker, som Københavns Kommune opførte i denne periode. Arkitekten tegnede også Søndersø Vandværk (1941-43, se Vandringsløse Tidende 23. januar 2014) og Slangerup Vandværk (1950-54). Stilen angives som stram, klassicistisk med enkle, gennemgående dekorative elementer, der holder sammen på de i deres funktion uensartede bygninger. Og de senere ændrede tagformer skal være udført med stor respekt for det oprindelige udtryk. Tjenesteboligen nærmest indkørslen fra øst er nu frasolgt til private.

Broen der fører Ledreborg Alle over Kornerup Å er en flot granitbro med to buer og et jerngelænder. Årstallet 1755 er hugget ind i den. Her er Kornerup Å lavbundet, men åen er stadig bred og ikke sådan lige at komme over. Man kan i hvert fald ikke springe over. Man kan lige ane taget til nogle af funktionærbygningerne til Lejre Vandværk. De er nu privatboliger.

Hvis man er københavner, kan man ikke afgøre om ens vand kommer fra Lejre. Det bliver nemlig blandet sammen med vandet fra Marbjerg Vandværk og flyder videre mod København. Undervejs leverer ledningen også vand til Roskilde, bl.a Universitetet og Sankt Hans Hospital, Albertslund, Høje-Tåstrup, Glostrup og Ballerup. Ca. 1/3 af vandet når aldrig frem til København. Man kan læse mere om dette og andet i Vandforsyningsplanen 2012 og Teknisk baggrundsrapport om Lejre Vandværk, maj 2013.

Kildepladserne

Umiddelbart op ad vandværket ligger Ledreborg Kildeplads, hvis udvinding er stoppet ad flere omgange. Først en halvering omkring 1998, fra 2004 er udvindingen stoppet helt. Samt Assermølle Kildeplads syd for Ledreborg Alle Her er også en smuk bro, Maglebro med to granithvælvinger og greven og grevindens inskriptioner. I området lå 1751-69 en fabrik (Blæsenborg) i en bebyggelse som ikke eksisterer længere, men der er stadig idyllisk. Det var der formentlig ikke for de fattiglemmer som leverede arbejdskraft.

På trods af at jeg har vandret meget rundt i naturen, er dette den første snog jeg nogensinde har set.  Snogen skulle ellers være nogenlunde almindelig. Denne hvæser ad mig før den dovent slanger sig væk. Den lå i bunden af den gamle møllebæk til Svogerslev Mølle som ikke eksisterer længere.

Der er 7 kildepladser til vandværket. En tur rundt til dem alle på en gang er mere end hvad jeg kan klare. Jeg koncentrerede mig om Ledreborg, Assermølle, Kornerup (den tredjestørste) og strejfede Gevninge (den næststørste). Jeg nåede således slet ikke i nærheden af Ramsø (langt den største), Lavring og Hule Mølle. Udvindingen af vand har i visse områder betydet at grundvandstanden er faldet ganske betydeligt og indtil man halverede udvindingen i 1980'erne betød det at mange vandløb udtørrede.

Sådan en har jeg ikke set på andre kildepladser. Jeg har lidt på fornemmelsen at de normalt skal befinde sig inden i en bygning i stedet for som her midt i de fri. Vandværkskyndige kan sikkert fortælle hvad det er. Jeg gætter på et iltningsanlæg, selvom de plejer at være på selve vandværkerne. Vandet risler lystigt igennem, men det ser noget anløbent ud.

Gl. Lejre frister ...

På turen er der masser af fristelser til endog meget lange afstikkere i området. Man skal huske målet og vælge: Vandforsyning eller danmarkshistorie. For Gl. Lejre er en kæmpefristelse, et historisk sted i Danmark. Lidt højtflyvende kaldet "Danmarks Riges Vugge". Litteraturen fortæller om mytologi, vikinger, Odin og Thor, Rolf Krake, Frode Fredegod og Harald Hildetand. Vi snakker perioden 500-1000. Virkeligheden er nok mere prosaisk, omend ikke mindre spændende og nærværende. Der er ingen tvivl om at her har boet mennesker siden kort tid efter istiden. De mest kendte, endda internationalt kendte, fund er nok de mindst fire store skibssætninger, altså stensætninger som skulle symbolisere det skib der skulle sejle de begravede hinsides. Især tæt på vandværket er der snesevis af fredede fortidsminder.

Kildepladserne blev anlagt sammen med vandværket, så Kirsten Nielsen må siden 1939 fra denne plads i Gl. Kongsgaards have have kunnet følge boringerne og vandværksfolkenes virke i lavlandet umiddelbart nedenfor på Gevninge Kildeplads. En idyllisk udsigt. I dag er det mest de frivillige som vedligeholder gården, som kan nyde godt af det.

Gl. Kongsgaard

Gl. Lejre er en stor fristelse til at skifte fra vandværksvandring til danmarkshistorie. Og jeg kunne da heller ikke dy mig for at gå rundt i Gl Kongsgaard i Gl. Lejre. Undskyldningen var at den ligger ned til Gevninge Kildeplads, og gårdens sidste ejer, Kirsten Nielsen kan have nydt udsigten over kildepladsen. Gården er stuehuset til en over 300 år gammel gård, fra o. 1700, og var indtil 1910 fæste af samme familie siden 1749. De andre bygninger er nu kun markeret i gårdspladsen. Kirsten Nielsen flyttede ind i 1925 og gemte de gamle møbler indtil sin død i 1959. Det er umuligt at beskrive huset i foto eller på skrift. Enhver bør gå en andægtig tur rundt i huset. Det var lidt som at træde ind i nogens private hjem - for flere hundrede år siden. Jo, der er Frilandsmuseet, men dette hus står hvor det altid har stået. Gårdens indbo, haven og landskabet udgør et hele som ikke kan genskabes på Frilandsmuseet.

Lejre Å er slet ikke af samme dimensioner som Kornerup Å, og den går heller ikke igennem søer. Jeg vælger pga kilometrene ikke at gennemtrave hele Gevninge Kildeplads, men blot studere den sådan lidt fra oven fra området neden for Hyldehøj og følge den et lille stykke langs åen til Gl. Lejre. Kildepladsen løber i lavningen lige foran gårdene.

Gevninge Kildeplads: Protester

Gevninge Kildeplads er et af de største indvindingsområder for København. Men i dag er det reduceret til under det halve, fordi der er fundet klorider på pladsen. I 1999 protesterede Danmarks Naturfredningsforening imod Københavns Vands planer om en vej langs Lejre Å. I aviserne blev det fremstillet som en fight mellem moderne boremaskiners krav om transport på tunge lastbiler kontra planter, dyreliv og historiske og arkæologiske levn. Et af argumenterne var at kildepladserne netop har forhindret området i at blive forvandlet til landbrugsjord, og som sådan netop bevaret "naturen". Det samme kan man vel sige om de gamle fæstningsanlæg som trods deres krigeriske fortid nu er nogle af Københavns bedste rekreative områder. Men kildepladserne ligger jo på landet. Og prisen er at de er forpligtede til at levere vand til en million mennesker over 40 km længere væk. Kildepladsen løber langs Lejre Å som er et meget lille vandløb (modsat Kornerup Å). Hvis man skal vælge (og det gjorde jeg), kan det bedre betale sig at vælge ....

 Svogerslev Sø er større end Kornerup Sø, men til gengæld ret fladbundet (2 m). Kornerup Sø skulle være omkring 8 meter dyb. Kildepladsen løber langs østsiden af søen. Den hænger kommunalplanmæssigt sammen med markområdet ned til Holbækmotorvejen, og er senest ifølge kommuneplan 2013 beskyttet "grundet vandindvinding".

Kornerup Kildeplads

... Kornerup Kildeplads. Den er ikke bare meget lang, 4 kilometer, den aspirerer også til at være en af HOFORs allersmukkeste vandringskildepladser. Ikke for ingenting går en af Skjoldungestierne gennem næsten hele pladsen. (Tilføjet 7. marts: Siden er området blevet til Danmarks 4. nationalpark, Skoldungernes Land). Den ser nu ikke ud til at være brugt meget. Visse steder er den helt tilgroet, men dog et synligt trampespor. Der står pæle med oplysninger om fx søerne. I nordenden er der noget så usædvanligt som en trækfærge som fører over Kornerup Å, der er meget bred på hele strækningen mellem Svogerslev Sø og Lille Kattinge Sø. Færgen fører over til det private økologiske landbrug Hesselbjerggård. Men de har ikke noget imod at man passerer deres jorder mellem kl. 6 og solnedgang, fremgår det af et skilt. Man skal bare passe på dyrene og ikke ødelægge noget.

En af turens overraskende opdagelser er denne trækfærge over Kornerup Å i Kornerup Kildeplads' nordende. Færgen sejler over til Hesselbjerggårds jorder. Såvel færge som jordene er tilgængelige for publikum fra kl. 6 til solnedgang. Jeg prøvede at trække i tovene, og kunne måske med noget besvær have trukket mig selv over, men det blev ikke i dag.

Kildepladsen passerer hele tre søer: Lille Hattinge Sø længst mod nord, Svogerslev Sø og Kornerup Sø mod syd. Alle meget smukke i solskin. I sydenden af Svogerslev Sø fører et lille vandløb tværs over kildepladsen. Det ser ikke ud af ret meget, men det leverede engang vand til den nu længst forsvundne Svogerslev Mølle. Man bør gå en tur langs det tidligere vandløb. Det ser meget dramatisk ud selv om det nu er helt udtørret. Og jeg så for første gang i mit liv en snog live. Bækkens udløb ligger ved noget man i første omgang måske godt kunne tro var en forladt bådebro. Men den tilhører LSK, Lejre Sportsfisker Klub. Her er adgang forbudt. Plankernes tilstand indbyder nu heller ikke ligefrem til at forsøge sig med om de holder. Billedgalleriet afslører at der har været brobyggeri af en vinge til hovedbroen i 2009 ...

Hele den sydlige sti er en næsten overgroet trampesti. Syd for Åbrinken lå Munkebro (1780) opkaldt efter en vandstandssten, "Munken". Her gyder havørreder og i juni-juli skulle der være fyldt med blomstrende iris. Det kom jeg så for sent til at se.

Kornerup Sø med udsigt til Kornerup, den tidligere herregård Kornerupgård, der har en af Haveselskabets Haver, og Kornerup Kirke (en af danmarks mindste kirker) på den anden side af søen. Kornerupgård er siden 1926 en almindelig gård og herregården udstykket.

Udsigtspunkter

En blandt mange gode ting ved denne tur er at der er mange udsigtspunkter. Det er næsten svært at nå dem alle sammen. To af dem ligger mellem Gevninge og Kornerup Kildepladser: Ravnshøj ved Ravnshøjgård og Hyldehøj lidt vest for. Ved Ravnshøj ligger den flot gulmalede Ravnshøjgård fra 1852. Den ejes af Østagergård, og her uddanner man elever med særlige behov til landbruget. Mysselhøj skulle vist være den bedste med overblik over en stor del af området.

Ruten

Roskilde Station. Golfbanen. Kongemarken. Kornerup Kildeplads. Ravnshøjvej. Gevninge Kildeplads (syd). Ledreborg Kildeplads. Lejre Vandværk. Assermølle Kildeplads. Lejre Station. Den lige vej er ca. 16 km. Men jeg foretog lange svinketure, så alt i alt nok omkring de 20 km.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.