Fjordstien: Jyllinge, Bolund, Risø

Sommer, sol, strand og vand - det er ved at være sommerferietid

Ifølge DMIs prognoser for vandstand, er vandstanden 10-15 cm over normal vandstand i Roskilde Fjord i dag. Jeg har holdt lidt øje med det, fordi jeg gerne vil vade tørskoet ud til Bolund - et af målene på denne del af Fjordstien. Ved højvande påstås det at det kan man ikke uden gummistøvler eller waders. Turen er en del af folderen Fjordstien 4 fra Frederikssund til Roskilde. Men da jeg allerede flere gange har taget turen den første del, vælger jeg at starte i Jyllinge - cirka halvvejs (se fx 11. februar 2013, 7. december 2013 og 15. juni 2015.

Fra strandparken Klinten i Jyllinge har man et storslået udsyn over Roskilde Fjord. Lilleø til venstre i billedet, og fiskerihavnen kan anes stikke ud fra kysten. De røde redskabsskure blev brugt af fiskere. I forgrunden kan lige anes de små udgravninger af sand. Her hentede folk før i tiden sand til gulvene. Det var før parketgulvenes tid.

Jyllinge - Klinten

På vej ud af Jyllinge bør man lige give sig tid til at gå rundt i det lille strandparksområde Klinten syd for Hotel Søfryd (1916). Før i tiden blev det brugt til sandgravning, hvorfra man stadig kan se nogle fordybninger i terrænet. Her er også nogle redskabsskure for lokale fiskere og en badebro. Lunden er fra 1882. Ifølge en planche i parken boede her en vis Jens Sørensen som i 1841, altså under enevælden, skrev en smædevise mod regeringen og fik en bøde. Kunstmaleren Hans Ole Brasens atelier ligger også her (1907).

Ved Oddestenen, som ligger yderst på en landtange, har man denne udsigt mod Eskilsø med klosteruinen. En hare springer rundt i området omkring stenen. Måger og andre havfugle.

Turen starter syd for lystbådehavnen lidt overraskende med at skulle gå et par hundrede meter på en strandsti der nærmest er overgroet med meterhøjt græs, så jeg bliver gennemblødt til midt på lårene. Men i sommersolen tørrer det hurtigt, og herefter er det kun på korte strækninger i deto indervige at Hovedvej 6 må bruges som en kort omvej. Generelt er strandene fyldt med sten, som er meget knoldede at gå på. Mere behagelig er trampestien et par meter væk fra stranden, selvom den er overgroet flere steder.

 

Her et typisk parti fra stranden ved Vigen. I bunden af vigene vokser sivene helt ud i vandet, og man må ind i landet for at komme forbi. Men ellers er stranden passabel, selv med en smule højvande som i dag.I det fjerne til venstre rager landtangen med Oddenstenen ud.

Stemningen langs fjorden på denne sommerdag er fantastisk: Man kan både høre strandfuglene og markfuglene. Der dufter af blomster og havvand. Billarmen kan man kun høre når man kommer for tæt på hovedvej 6. Til vandsiden har man et pragtfuldt udsyn over fjorden, som til stadighed ændrer sig hvor man kommer frem. Visse steder som ved Oddestenen kommer man ud på flade landtanger der stikker ud i fjorden. Til landssiden er der overvejende fladt, lettere kuperet terræn med marker. Men der er dog undtagelser, som fx på halvøen Klinten syd for Salvadparken hvor der er to stejle klinter - Avernakke på omkring 11 meters højde.

Klinten, halvøen syd for Salvadparken, udfolder sig på smukkeste vis. På nordsiden er vejen bred, men på sydsiden efter Avernakke er vi ude i knoldede stenstrande, mudrede sandområder og til sidst, helt inde i vigen, også siv som spærrer for passage. Her må man tage hovedvejen til hjælp ned forbi strandparken. Belønningen er idylliske udsigter som denne.

Roskilde Amt har lavet en folder om Salvadparken. Den handler dog mest om området omkring parken. Floraen i strandkanten er mangfoldig, og der er rigeligt med strandfugle og udsigt til Eskildsø.

På vestsiden af Klinten går man med udsigt til Bolund og Risø. På landsiden er der to mindre klinter. Stranden er som det ses noget besværlig at passere og udfordrer absolut ankler og led. Stien oppe i græsset er mere behagelig. Men til gengæld er udsigten ikke så god.

Gerebro

Syd for Klinten går Gerebro over Maglemose Å (Gere Å). Her kan interesserede ifølge en hjemmeside en af Danmarks ældste landevejsbroer. Den landevej som den i sin tid førte over åen er nu omlagt. Den daværende landevej kan stadig tydeligt ses på Google Maps som en bue indad i landet øst for den nuværende hovedvej som blev anlagt 1931. Broen selv står lidt underligt placeret set med nutidens vejføring. Årstallet 1771 og 1919 ses på broen, men den er dokumenteret helt tilbage til 1661. Broen var i forfald indtil 2010, hvor det lykkedes Kulturarvstyrelsen, Roskilde Kommune, en journalist og Engshistorisk Forening i Gundsø med støtte fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og især frivillig arbejdskraft (pensionister) at renovere broens jerngelændere, hjørnepulter og broen selv. Den var færdig 19. maj 2011. Der er adgang fra Frederiksborgvej 420.

Et kort synker modet da jeg opdager at en flok køer har blokeret tangen til Bolund. Men det viser sig at være synsbedrag. Da jeg går i en flere hundrede meter stor bue omkring dem, finder jeg ud af at de ikke engang er noget der kommer tæt på at spærre tangen ud til Bolund. Hermed er sagt at man i området kan risikere at stå midt i en flok køer. (Mest til folk der ikke bryder sig om den slags. Nogle vil nok tillade sig at grine lidt i skægget over det)

Bolund

Set på afstand ser Bolund måske ikke så imponerende ud. Jo, den stikker da ud som den ligger der med sin 12 meter høje klint og den smalle landtange. På vej derned bliver jeg et kort øjeblik grebet af panik da jeg opdager en betragtelig gruppe køer helt ud til vandkanten. Jeg må op på hovedvejen igen, men opdager snart at det er meget nemt at slå en stor bue uden om disse farlige dyr. Om end turen går gennem sumpet terræn. Bl.a. opdagede jeg en grøn ny gummistøvle stikke 10 cm op af et dyndet sted. Ejeren havde åbenbart opgivet at trække den op. Nu sidder den nærmest som støbt i beton da jorden er tør.

Vestspidsen af Bolund. I den øverste meter af toppen på klinten har en koloni digesvaler bygget huller. De kan føle stig trygge her. Klinten er nærmest lodret. Spidsen er meget svært passabel pga de meget store sten som ligger på den anden side af klinten.

Men det er nu stemningen jeg blev grebet af. Allerede på vej derud ad landtangen så jeg 2-3 forskellige fuglearter som jeg ikke engang er sikker på at have set i fuglebøger før. Og fuglefløjten som jeg heller aldrig har hørt før. Landskabet berørte mig også, selv om det egentlig er svært at sige hvorfor. Det er bare et dejligt sted som ikke engang den fjerne støj fra hovedvejen formår at ødelægge. Man bør unde sig at gå lidt rundt på stedet, op på klinten, rundt om den, selv om stranden er besværlig at runde.

Et sidste kik fra Bolundstenen ud mod Bolund, før turen går til linje 600S ved Risø. Stenen er en vandreblok fra fjeldene nordpå som er bragt hertil af isen

Dette mærkværdige stykke geologi der tilmed har sjælden fauna og flora, har gennem tiderne kastet adskillige myter, sagn og skæve historier af sig. Kært bar har også mange navne. Ko-øen er et af dem, for kun køer vovede de overtroiske bønder at bruge øen til af frygt for repressalier fra hekse, trolde og andet. Hvilket ikke var en dårlig ting for naturen på stedet som blev fredet i 1941. Tangen er oversvømmet ved højvande.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Ruten

Jyllinge Centeret. Bare følg stranden indtil Risø. Syd for lystbådehavnen i Jyllinge er stien nærmest overgroet et par hundrede meter. Inderst i vigene, ved Vigen og Gerebro, går sivene ud i vandet, så der må man op på Frederiksborgvej (Hovedvej 6) et par hundrede meter

Københavns belejring og storm

Natten mellem den 10. og 11. februar 1659 stormede svenskerne København under belejringen 1658-1660

Stednavnene er brugt for at give et indtryk af hvor små afstandene var under Københavns belejring 1658-60 og stormen 1659. København uden for voldene var fortrinsvis marker, som i den pågældende vinteren var dækket af is og sne. Svenskerne har måttet navigere efter fikspunkter som søerne, voldene og byens kirketårne og møller.

Byen lå inden for voldgaderne. Søerne bredte sig til omkring Nansensgade. Der var adgang gennem Vesterport (Vestergade ved Rådhuspladsen), Nørreport (Nørregade ved Zahles Gymnasium) og Østerport. Kystlinjen gik nogenlunde langs Tietgensgade, Stormgade, Nybrogade, Vingårdsstræde, Nyhavn. Kallebod Strand lå ved Tivolis sydøstlige side. Herudfor holdt to krigsskibe på dybt vand svenskernes flåde væk: Højenhald ved Tivoli Hotel og stykprammen Svinetruget ved Politigården. Kastellet var uden stokhuse.

Dette slørede billede er måske det tætteste jeg kommer på at vise noget stadigt eksisterende af hvordan de ca. 10.000 københavnere boede bag voldene i 1658: Mindestuerne i Nyboder. Opført i 1635, fredet 1918.  Ikke som de fleste andre huse i Nyboder forhøjet med en en etage. Glem alt om senere tiders pladsmangel. Der var rigeligt plads bag voldene. Gård- eller husmandslignende huse omgivet af haver mm.

I Nyboder kan man stadig pletvis opleve hvordan de menige søfolk og deres familier boede dengang. Ca 200 boliger på ca. 40 m2 opført 1631-1641. De er dog blevet ændret senere, bl.a. var de malet rød-hvide.

Mislykket lynangreb august 1658

Blitzkrig var svenskernes første plan. 7. august 1658 satte den svenske hær over Storebælt ved Korsør med 1.200 kavallerister, 4.000 infanterister og 18 kanoner. Den 12. august angreb de Nørreport og Østerport  og sikrede sig kontrollen med den ydre fæstningslinje mellem Sankt Jørgens Sø og Hovedbanegården. Herfra truede de med at angribe Vesterport gennem Tivoli og Rådhuspladsen. Den ydre forsvarslinje gik langs Søerne og havde tre fæstningsværker: Ny Vartov (ved trianglen), Store Ravnsborg (Dronning Louises Bro) og Ladegården. Den 13. august 1658 havde de danske styrker dog held til at ødelægge disse svenskernes belejringsværker. 700 mand angreb fra Vestergade, over Rådhuspladsen og ind gennem Tivoli, godt støttet af "Svinetruget". De fik ødelagt de svenske belejringsværker mellem St. Jørgens Sø og Hovedbanegården.

Fra Bellahøj/Carlstad kunne svenskerne kigge de ca 5 km ind over flade marker til København. Ingen af tårnene eksisterede dengang, men de markerer vigtige steder: Til højre Rådhustårnet, som markerer stedet for datidens Vesterport. Til højre bag det grå etagebyggeri kan man lige skimte Vor Frue Kirke, som markerer datidens centrum: Gammeltorv. Som det ses angiver Hvidkilde vej (i forgrunden) den direkte vej til byen fra Carlstad. Fra Bellahøj går det rask nedad en kilometer. Derefter flader terrænet de sidste ca. 4 kilometer ud og falder ganske mildt ned mod Søerne.

Den primære kamplads hele efteråret og vinteren 1658 var området vest for Tivoli. Den 17. august blev belejringsværkerne igen ødelagt. Den 21. august bombarderede svenskerne Østerport og Vesterport med 200 granater. Den 23. august angreb 2.800 danskere de svenske belejringsstyrker på Vesterbro. En styrke angreb over Rådhuspladsen ned gennem Tivoli, mens en anden gennem Løngangsstræde ud mod Tivoli. Igen fik man ødelagt svenskernes belejringsanlæg. Samme aften angreb den danske flåde svenskernes, og neutraliserede den ved Kalvebod Brygge. Et dansk udfald 30. august blev annulleret da angrebsstyrken var for beruset. Danske udfald 3. september og 4. oktober førte ikke til noget. Svenskerne bombarderede København den 12 september, bl.a. med erobrede kanoner fra Kronborg.

Scenen for talrige sammenstød: Vesterbrogade set fra Rådhuspladsen. De belejrede angreb gennem Vesterport (sådan cirka i busbanen) og drejede til venstre ved Tivoli (indgangen skimtes lidt til venstre for centrum) for at ødelægge belejrernes stillinger, der strakte sig tværs over Vesterbrogade bagest i billedet. Fra Søerne og vest for Tivoli.

Svenskerne under pres

Mere effekt end forsvaret havde de velbegrundede rygter om at hollænderne var på vej med i første omgang 2.200 mand og 29 orlogsskibe, forberedt 25. august til 7. oktober. Alene rygtet fik svenskerne til at fjerne flåden den 22. september fra København til Kronborg, samt afbryde et stormangreb 8.-9. oktober på Amager for at afbrænde danske forsyninger. Det betød at danskerne ved Store Magleby kunne besejre den svenske styrke og endda være tæt på at fange den svenske konge. Hollænderne rundede Kronborg 29. oktober 1659. Kurfyrsten af Brandenburg sendte i september 1658 en tysk-polsk hær på 16.000 mand, 10.000 tyske tropper og 6.000 polakker mod Jylland for at bekæmpe svenskerne. I december kontrollerede den stort set de militært vigtige punkter i Jylland bortset fra  Frederiksodde (Fredericia). Hæren skal have plyndret endnu værre end svenskerne.

Så de svenske militære styrker med tilhørende civile på Bellahøj/Carlstad var under pres. De belejredes problemer ser ud til at have været mere i luksusenden: Novemberkulde, sygdom og gnidninger mellem soldater og de mennesker de er indkvarteret hos. Studenternes krav om særbehandling hvad angår egen kommando, erfarne læger, erstatninger osv. sluttede da de blev erstattet af hollændere. Og de belejrede havde tid til at højne moralen med mange guerilla-lignende udfald og hektisk forberede den svenske storm. Svenskerne havde kun is og (bund)frosne farvande at forlade sig på. Det øvede de sig på bedste vis bl.a. den 18. januar, hvor en svensk opklaringspatrulje angreb over isen mod Christianshavn. Den 8.-9. februar 1659 mistede svenskerne en løbebro som afslørede hvor brede våger danskerne skulle hugge for at broerne ikke kunne nå over. Desuden var danskerne gennem spioner velorienterede om hvad svenskerne havde i sinde og hvornår.

Tietgensgade markerer nogenlunde hvor stranden gik. Hertil nåede svenskerne allerede i august, og de har herfra kunnet skimte slottets daværende tårne (til højre). Ved Tivoli var der en regulær voldgrav (Tivolisøen), men langs stranden var der kun "et halvt bolværk" og to krigsskibe. Et svagt punkt - hvis ellers det var lykkedes svenskerne at overraske. Angribernes plan var at gå over isen til højre i billedet mod slottet.

Carlstad - København over Frederiksberg

Omkring midnat rykkede svenskernes hovedstyrke fra Bellahøj (Carlstad), øst om Valby Bakke og frem mod Hovedbanegården og Kallebod. I dag er det svært at forestille sig den ca. 5 km lange tur gennem is- og sneklædte marker. I bulravende mørke og isnende kulde. I dag foregår den gennem tætbefolkede boligblokke på 5 a 6 etager. Eneste sigtepunkt synes at have været de bål som svenskerne havde tændt på Valby Bakke. Jeg kan se Zoo-tårnet fra Bellahøj ca. 45 grader sydvest fra starten af Hvidkildevej. Og forestiller man sig et åbent landskab, må de have været gode pejlepunkter for angrebsstyrken. For mig tog det ca en time at nå ned til hjørnet af Bagerstræde og Gammel Kongevej, hvor angriberne nu for alvor kunne ane byen og Søerne. Den skulle angribe over isen langs stranden kl 1:30 (eller kl. 2) fra området mellem Skt. Jørgens Sø og Tivoli mod Løngangen og Bryghuset. .

Her er målet for stormen: Bag de gule bygninger (Thorvaldsens Museum) lå slottet. Stormgade og Nationalmuseet (til højre) skal vi forestille os som et isbelagt hav, hvorover svenskerne rykkede frem. Venstre side af vejen var "det halve bolværk", og vi er nu passeret den regulære vold (til venstre for fodgængerne). Det ser jo nemt ud, men ved den gule bil i baggrunden har belejrerne hugget brede våger der lige præcis er så brede at svenskerne stormbroer ikke kan nå over. Stormen gå i stå der.

Da jeg går turen til fods, forekommer det mig som lægmand at have været en militært håbløs opgave: Angribe 10.000 danske og ikke mindst hollandske soldater godt forskanset bag høje volde og bevæbnet med 298 kanoner, samt 48 på skibene. Kl 1:30: To tjæretønder på Valby Bakke signalerer stormen. En mindre svensk styrke angreb Christianshavn, men blev slået tilbage. Et selvmords-skinangreb mod Nørreport nåede frem, men fik ikke den ønskede virkning, nemlig at danske reserver blev trukket til Nørreport.

Omtrent her må selvmordsangrebet mod Nørreport have fundet sted. I baggrunden Nørregade og Vor Frue Kirke. Nørreport lå for enden af Nørregade. Ikke engang svenskerne troede på angrebet. Nogle bøger fortæller at det var tvangsudskrevne danskere som fik lov til at lade livet som kanonføde for det mislykkede skinangreb.

Hovedangrebet

Hovedangrebet gik omkring kl. 2:30 over isen langs stranden ved Tietgensgade, gennem Tivoli, bag om Rådhuset og gennem Stormgade for at angribe det svagt punkt ved Løngangen. Først med held, men så ramte svenskerne palisader og våger. Styrken måtte i stedet forsøge at storme bastionen ved Vandkunsten. Det gik i stå efter et par timer. Især efter at de to danske indefrosne skibe fik afværget svenskernes forsøg på at erobre dem og fik gang i beskydningen. Svenskerne marcherede ad Stormgade mod Christiansborg. Men efter ca. 15 minutters kanonbeskydning måtte stormtropperne standse op ved de våger, som danskerne havde hugget og som var lige tilpas brede så løbebroerne ikke kunne nå over. De der alligevel prøvede, gik gennem isen ved Nationalmuseet. Herefter startede en massakre af angrebsstyrken. Kun fire svenskere skal være nået over volden på dens svage sted "Det halve Bolværk ved Vandkonsten".

Billedet her er vist taget nogenlunde fra vågen og op ad Rådhusstræde. Lygten står ved kanalen, og bagest aner man Vandkunsten. Svenskerne kom ind fra venstre over isen, blev stoppet af vågerne, og måtte i stedet forsøge at svinge til venstre, dvs angribe "bolværket" op mod Vandkunsten. Det mislykkedes. Og så gik stormen endeligt i stå.

Stormgade (navngivet 1669) var dengang dækket af vand, men under byggemodning under navnet Frederiksholm. Frederiksholms Kanal blev først udgravet 1681-1682 og Stormbroen opført. Her boede hoffolk og adelsfolk.

Storm i Østre Anlæg

Efter planen skulle hovedangrebet have trukket forsvarerne sydpå og åbnet op for svenskernes andet angreb nordpå, ved Kastellet. Med det for øje marcherende det andet svenske angreb i nattens mulm og mørke fra Trianglen (Vartov) for over Garnisons Kirkegård at angribe Kastellet og Østerport. De gik forkert, over Holmens Kirkegård mod Statens Museum for Kunst. Her nåede de frem ved 4-tiden. Koldblodigt ventede hollænderne på at at svenskerne fik sig nosset over isen og pakket sig sammen under volden. Så gjorde de rent bord.

 Idyllisk ser bastionen i Østre Anlæg ud i dag, men under stormen blev den et mareridt for angriberne. De var gået forkert, nåede over den frosne voldgrav til motionsløberne, men blev så mejet ned af hollandske trænede tropper, der ud risiko kunne fyre løs oppefra.

Med udsigt til nederlag på begge fronter måtte svenskerne kl. 06:00 blæse til retræte. Resten er historie som kan læses i adskillige gode bøger om emnet. Jeg har tidligere på webloggen omtalt forskellige episoder i forbindelse med belejringen: December 1659, hvor mindst 10 svenske soldater blev slået ihjel af bønder ved Smørum, Utterslevs udslettelse, voldanlæg i Hareskoven, samt mere udførligt om Carlstad.

Mindetavler

Fælledvej 4, massegrav af svenske soldater fundet her: Til minde om / Københavns belejring / Under denne ejendom hviler / resterne af de svenske / soldater, der blev dræbt / under stormen på Nørre Vold / den 11. februar 1659.
Vandkunsten 10. HVOR DETTE TORV NU ER / VAR I ÆLDRE TIDER STADENS GRÆNSE / MOD KALLEBODERNE / HER AFSLOG KIØBENHAVNS BORGERE / OG DANSKE STUDENTER / NATTEN IMELLEM / D. 10de & 11te FEBRUAR 1659 / UNDER KONG FREDERIK DEN 3die / GENERALSTORMEN PAA KIØBENHAVN / DA DEN SVENSTE KONG CARlL DEN 10de GUSTAV / VILDE ERROBRE DANMARK
Stormgade (1959). Til  minde om svenske og hollandske soldater og søfolk som faldt under Københavns belejring 1658-1660. Opsat af Københavns Kommune 1959.
Christiansborg, Kongeporten. (1918).

Ruten

Ruten kan have forløbet således: Hvidkildevej, Mariendalsvej, Rolighedsvej, Thorvaldsensvej, Danasvej, Gl. Kongevej og Abel Kathrinesgade. Stormgade. Voldgaderne. Nyboder. Østerport.

Lille Rørbæk Enge - Jyllinge

Man kan vælge at følge den afmærkede Fjordstien mellem Frederikssund og Jyllinge. Men man kan også lave nogle afstikkere, hvis man er til lidt eventyr!

Drejer man fra Fjordstien i Lille Rørbæk og følger vejen op til luftnavigationsanlægget på Løkkebakke, har man denne udsigt over Roskilde Fjord. Den lille damper kan nogle af de lokale muligvis identificere (EDIT 4. juli. En lokalkendt kollega har identificeret den lille damper som S/S Skjelskør).

Lille Rørbæk Enge

Lille Rørbæk Fredningen (eller Enge) er et ret stort område langs Roskilde Fjord mellem Frederikssund og Jyllinge. Det blev fredet i 1996 og skulle være den eneste tilbageblevne åbne strandeng langs fjorden. Og sidste hjemsted for et par truede planter, orkideer mm. Fjordstien fører ikke gennem fredningen, men følger østsiden af den. Der er nemlig ikke nogle stier gennem selve fredningen. Der er nogle stier, alle med udgangspunkt i Lille Rørbæk som fører ned til fjorden, men ikke langs med fjorden. Set i bagklogskabens lys skulle jeg nok bare have valgt vejen ned til Hammerhage. Her er det nemlig muligt at gå en lille kilometer langs stranden og Svaleklint.

Stien stik vest fra Lille Rørbæk ender blindt, så man bør nok foretrække at fortsætte lidt oppe i landet og vælge den næste, mere sydligt beliggende sti. Hvis man da ikke som vandringsmanden uforfærdet kaster sig ud i at traske gennem markskel og bevoksninger som denne.

Men hvis man vil gennemføre en vandring tæt på stranden, er vilkårene at lade hånt om adgang forbudt skilte, indhegninger og krydse marker med køer (og det gør jeg bare ikke! Jeg skal mindst have et elektrisk hegn mellem mig og dem). Jeg har før bemærket lodsejernes læggen beslag om naturområder ved bl.a. Skenkelsø Sø, og troede faktisk sidste gang jeg var på besøg hos jætterne at der var åbnet op. Men nej, i dag er stien gennem den sydøstlige ende af søen atter barrikaderet, og jeg måtte vælge en omvej for at komme fra Ølstykke til Lille Rørbæk.

Strandenge er i sagens natur flade. Men der er dog noget klintagtigt over landskabet ved Svaleklint, og her kan man også gå langs stranden. Man bør dog nok gå tilbage hvis ikke man er til eventyr og ufremkommelige sivskove.

Værebro Å

Helt galt går det hvis man vil forsøge at følge Værebro Å fra kysten ind til broen ved Lupinvej. Der er nemlig et bredt bælte af 1-2 meter høje siv, gyldenris, brændenælder og bjørneklo. Igen hvis man ikke vil dele vej med køerne. Egentlig lidt synd for os mennesker, for Værebro Å er ganske bred og vandfyldt på denne strækning. Engang (i stenalderen) var der en fjord som strakte sig 12 km ind i landet, og der er fundet våben fra et slag i middelalderen her (1133).

Jeg kommer umiddelbart til at tænke på Bogart og Katherine Hepburn i "Afrikas Dronning", da jeg kaster mig ud i at forsøge at navigere langs Værebro Å. Der mangler bare iglerne, den tropiske hede - og Kathrerine Hepburn, forstås - og Bogart - og tyskerne - og ginen - og ....

Når første man er kommet syd for Værebro Å, er vandreforholdene igen gode fra Lønagerparken for enden af Osvej Vest. Man kan gå langs stranden, eller hvis man hellere vil, oppe i klitterne, hele vejen ned til Jyllinge. Og det vil jeg stærkt anbefale, selvom Fjordstien skyder genvej gennem boligkvartererne. På en dejlig sommerdag som denne har man en fin udsigt over sejlerlivet på Roskilde Fjord, og man kommer bl.a. forbi nogle badestande og -broer (Jyllinge Strandpark) og en lystbådehavn ved Rådalsgård.

Tilbage på Fjordstien kaster Vandringsmanden fra broen ved Lupinvej et blik gennem den sivskov som just er forceret. Man kan lige ane Værebro Å slynge sig gennem sivskovene. Jo, der er absolut grundlag for at genindspille "Afrikas Dronning" her!

Jyllinge 

Den sidste halve kilometer ind til Jyllinge gik jeg oppe på Nordstrandsvej, fordi den fører over en bakke. Herfra har man panorama over Roskilde Fjord, med bl.a. udsigt til Lilleø. Holmene ud for Jyllinge er EU fuglebeskyttet og færdsel på dette tidspunkt af året er forbudt. Det så det nu ikke ud til at det blev respekteret. Der var flere både som var trukket på lang på fx Lilleø.

Vel ude af fredningsområdet og i mere civiliseret terræn: Nordmarken, nord for Jyllinge. Her udfolder Roskilde Fjord sig for alvor med strande, åbne vidder, sejlerliv og blå himmel. Nå ja, sådan da. Lidt skyer gør vel ikke noget.

Jyllinge Fiskerihavn rummer en dramatisk historie om dette erhvervs storhed og fald. I 1861 var der 28 fiskere med 21 både i området, og i 1875 6 fiskehandlere. En lille havn blev anlagt i 1906. De røde skure som man kan se i dag er fra 1920. Men havnen mente de lokale fiskere var for lille, og de søgte det offentligt om støtte til en ny i 1926. Det resulterede i en veritable "Havnekrig" fordi de lokale mente at myndighederne gjorde det alt for dyrt. En lokal helt, "Store Jens" (hvis drabelige kontrafej pryder planchen på havnen) tog sagen i egen hånd og oprettede ganske enkelt "Nordre Frihavn". Et skilt med dette navn står stadig på et af skurene.

Roskilde Fjord set fra Nordmarksvej, umiddelbart nord for Jyllinge.

Men fiskeriets dage var ved at rinde ud. I perioden 1947-53 skubbede Cheminova til udviklingen ved at udlede gift i Værebro Å, og det ødelagde forholdene for fisk og skaldyr. Paradoksalt nok blev havnen dog renoveret 1966-69. Men fiskeriets dage var talte. Som så mange andre steder. Og det er et åbent spørgsmål om hvis "skyld" det var. Vandringsfolk har det privilegium ikke at skulle afgøre den slags historiske sammenstød. Så vidt jeg kan se er den seneste tilføjelse til havnen en lille plade på et skur, som markerer vandstanden ved orkanen Bodil i december 2013, 2.07 m over daglig vande. Og det er et pænt stykke oppe, ca. en meter over dørtærsklen til huset.

Helt bagest til venstre er "Jyllinge Fiskeeksport". I midten det hvide skur hvor der på modsat side er indsat en plade over vandstanden 2.07 m over daglig vande. Og i forgrunden nogle af redskabsskurene. de har navne som "Nordre Frihavn", og huser  fx jagtforeningen.

Ruten

Ølstykke Station. Lille Rørbæk. Fredningen. Nordmarken. Jyllinge. Linje 600S tilbage til Ølstykke. Ialt ca. 17 km. Heraf dog adskillige kilometer gennem særdeles uvejsomt terræn.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Halland: Mellbystrand

Drømmen om kilometerlange, endeløse og brede sandstrande, blå bølger og palmer ligger omkring 2 timer fra København

I hvert fald hvis man vælger at se bort fra palmerne. Mellbystrand (egentlig Laholmbugtens Strand) er Sveriges længste sandstrand, 12 km lang. Og med områdets under 2.000 indbyggere er der rigeligt til alle, også selv om området siden 1908 har været et elsket ferieparadis. Nu med masser af fritidshuse bag klitterne.

Drømmen om den øde sandstrand ved det blånende hav ligger vist dybt i mange af os, og det er netop hvad man kan få i opfyldelse ca. 2-3 timers transport fra København. Og der er rigeligt plads på stranden.

Skummeslöv Strand

Er den sydlige del af stranden tættest på Båstad. For vandrere er den måske ikke så spændende som for bilister som har lov til at køre overalt på stranden. Det er også her der er en korridor ud til det åbne hav for vandscootere. Det er mit indtryk at det også er her man mærker civilisationen mest i form af strandsvineri, men det er nu ikke overvældende.

Skummeslöv Strand set fra syd mod nord. Stranden er hård helt op til klitterne, og bilerne har lov til at færdes overalt på stranden. Længere oppe er der imidlertid betonklodser tværs og stranden, og så er det bal forbi.

Mellbystrand

Længere nordpå er så de rigtig fine strande, med godt hårdt travesand langs strandkanten og det mere udfordrende bløde sand højere oppe. Klitterne er af vekslende højde, men ikke besværlige at bestige. De ligger som et bredt beplantet området med mareham, små fyrretræer og alskens klitbevoksning i et bredt, vandringsvenligt bælte inden fritidshus området begynder. Med de mondæne kæmpekasser i 3-4 mio. klassen tættest på stranden og de mere beskedne øst for Kustvägen, langs hvilken der er en kombineret gang- og cykelsti. Den minder lidt om hvad man i Danmark også finder langs Nordsjællands kyster, men pga. svenskernes meget fodgængervenlige trafikkultur følte jeg mig dog på intet tidspunkt generet.

Næsten endeløst (faktum dog 12 km) strækker den brede sandsstrand sig næsten så langt som øjet rækker.

Stranden byder mest på sand. Men der er drevet masser af muslingeskaller i land. Og strandvandringer udmærker sig jo netop ikke ved den store afveksling i landskaber, men landskabets konstante skiften: Snart den konstante, underliggende dundren fra brændingen, afvekslingen med de utallige variationer af bølger der slår mod land. Lysets, solens og skyernes vedvarende farvning af sand, vand, det gyldne spil i bølgerne. Specielt er der mulighed for at se solnedgang over havet. I det hele taget det store hav, Kattegats nærvær. Desuden skulle der også være mulighed for at fange fisk. Hvis man ellers er til det.

Lidt fiskeragtigt er der over dette parti neden for Strandhotellet. Men det er vist også det eneste.

Hvis noget kan kaldes et turistcentrum, må det vel være området omkring Strandhotellet i Mellby. Det er et overdådigt hotel fra 1927, som har gennemlevet en lang nedgangsperiode og forfald indtil det i 2010-2011 blev gennemrestaureret og i dag fremstår som en prægtig bygning, der absolut er et must.

Strandhotellet er et overvældende badehotel som fremstår nyrestaureret, med restaurant mv. Der er også musik, eller i hvert fald blev der reklameret for Stensson (et fire mandsorkester).

Det er også her man finder de store campingpladser, småstugeföreninger som Laxen (en slags kolonihaveforeninger), isboder, restauranter, minigolf, mm. Og da også det sted hvor vi så flest mennesker.

Mellem Strandhotellet og stranden er området med campingpladser og småstugeföreninger som denne, Laxen. Jeg går ud fra at det fungerer på samme måde som ved kolonihaver. Altså for de som ikke har økonomi til at investere i et dyrt fritidshus.

Klitbevoksning i naturreservatet umiddelbart nord for Maria's Camping. Absolut et af de naturmæssige højdepunkter.

Naturreservat

Umiddelbart nord herfor findes et lille, men særdeles vandrevenligt naturreservat, Hökafältet. På området vil man tættest på klitterne finde et barsk område med den særlige klitfauna. Dernæst et område med uigennemtrængelige sumpe og længst oppe i landet fyrre- og nåleskove. I klitterne er der trampestier som fører gennem de mest fantastiske landskaber. Og så er lydene helt på naturens vegne. Det er forbudt at cykle og medbringe hunde, og man er langt fra Kustvägens billarm.

Specielt stort er naturreservatet ikke, men det byder på overraskende mange variationer. Fuglestemmerne fortæller at der også er noget at kigge efter for fuglekendere.

Indkvartering: Havsstugorna

Hvis man gerne vil lidt væk fra dette det mest turistede område er der mange muligheder. Vi havde fået et lille, intimt sted, Havsstugorna. En lille plads med en halv snes hytter, tiptop moderne og nyistandsat med alle moderne bekvemmeligheder: Bad, toilet, vaskemuligheder, tørretumbler osv. Tæt på indkøbsmuligheder og 5 minutter fra stranden. Rummene er pænt store, de fleste med eget køkken, så der både er noget til de der foretrækker privatliv, samt de som foretrækker det modsatte. Helt klart et alternativ til de mere kommercielt drevne steder. Det er tre tidligere campister som har overtaget pladsen og totalrenoveret den. Der er desuden plads til et par campingvogne og telte.

Havsstugorna. Til venstre bygningen med 4 lejligheder og fællesrum, og bag dem ejernes 3 villatelte. Til højre fællesbygningen med en lejlighed, bagerst endnu fire selvstændige hytter. I midten er der plads til grill og spisning, samt plæner til campingvogne og telte.

Det er nemt at finde rundt på standen. For ca. hver 200 eller 250 meter skifter strandene navn. Dels numre, men også navne, med billeder (børnevenligt). De sydligste har fuglenavne, de midterne frugt- og grøntnavne. Strandhotellet ligger fx ved den nordlige opgang på Pærestranden, mens Havsstugorna ligger på Tomatstranden.

Efter at have travet sig mæt, er der vel ikke noget som at se solen synke i havet. Og i godt vejr som dette, med bølgerne sagte godnatmusik, kan man sidde lidt og meditere og få fred i sjælen.

Ruten

Kan sådan set varieres. Man kan gå den ene vej 12 km langs stranden, herefter måske vælge klitvejen eller Kustvägen den anden vej tilbage. Der er rigeligt at se til alt efter temperament. Naturreservatet kan sagtens gennemtraves på kryds og tværs og er en tur i sig selv.