Husum

Årstiden er til byvandring. Husum er på størrelse med en mindre provinsby. Og ind imellem er der nogle små seværdige perler. Ikke mange, men de er der.

 

Den 14. december beskæftigede Vandringsløse Tidende sig med de allertidligste bebyggelser af Brønshøj, altså begyndelsen til enden på at Brønshøj og Husum blot var små landsbyer. Her nævner jeg også at der blev anlagt over 100 nye veje i området 1900-1925, og så gik der gang i byggeriet langs disse veje. I det store og hele skete dette i første halvdel af forrige århundrede på kun ganske få årtier fra 1920 til slutningen af 1940'erne. Brønshøj blev bebygget et hestehår før Husum. Jeg starter ud i Husum.

Husum Skole er bygget 1930, og farven adskiller den fra alt andet i området. Her er den set fra syd gennem Husumparken. Selv om Husum Skole ligger nogenlunde midt i Husum, tror jeg nok de fleste opfatter Husum Torv som bydelens (handels)centrum.

Husum er præget af parcelhuse og lave etagebyggerier. Før dem var der marker, enge og moser. Nu bor vi 40.000 mennesker. Det er i nærheden af store provinskøbstæder som fx Herning eller Helsingør. Det er klar at når det går så stærkt, er alt ikke lige arkitektonisk bevaringsværdigt. På Københavns Kommunes liste over bevaringsværdige huse er der ca. 150 huse nævnt i Brønshøj-Husum. De fredede er ikke med på listen. Men listen bedrager lidt, for fx er byggeriet syd for Husum Skole noteret for hvert husnummer. I virkeligheden er det et massivt rækkehusbyggeri. Trækker man disse fra, kommer man et pænt stykke under 100.  Hvad adskiller så disse 150 bygninger fra de tusindvis, hvis ikke titusindvis af andre boliger i området? Groft sagt er der tre forskellige slags:

Hjørnet af Smørumvej og Veksøvej rummer rækkehuskvarterets ejendomskontor. I baggrunden ses de karakteristiske rækker, hvis princip minder lidt om den indre bys kartoffelrækkehuse eller byggeforeningshuse: Toetagers lejligheder med en lille forhave samt en mere privat baghave.

Husum Skole - Husums "hjerte"?

Den første slags består af en bygning, Husum Skole fra 1930. Skolen ligger lidt teatralsk sagt "i hjertet af Husum", altså i midten, omgivet af to parker, Husum Vænge mod nord og Husumparken mod syd.

Stenmaglevej mellem Veksøvej Korsager Alle og Tersløsevej er rækkehuse, bygget i samme periode som syd for Husum Skole, nemlig i 1942. Knap så massivt som dette, og det ligger få minutters gang derfra.

Rækkehuse

Den anden slags ligger umiddelbart syd for Husum Skole og er et rækkehuskvarter opført under 2. verdenskrig (1942). Det ligger i firkanten Veksøvej-Smørumvej, Bjernedevej og Vallekildevej. Egentligt ret enestående at mens murstenene blev bombet ned om ørerne stort set i resten af Europa, byggede vi i Danmark sådanne langtidsholdbare boliger. En anden klump af denne type byggerier - dog en etage højere - ligger i Voldparken. Fra næsten samme periode, nemlig 1949.

Af en eller anden grund er Voldparken (1949) også kommet med i kommunes liste over bevaringsværdige bygninger. Måske som et eksempel på et tidligt "højhus"-byggeri i området? Enhver kan tænke sit. Voldparken ligger i det etagehøjere Bystævnet

Særprægede villaer

Den tredje type er spredte villaer som på en eller anden måde skiller sig ud fra mængden. Nogle af dem er måske blevet bygget før resten af parcelhusene i området. Eller har en særpræget arkitektur. Det gælder fx Bogenæsvej 3 (1929) og Kattingevej 2 (1923) tæt på Vestvolden. Også Stenløsevej 56 (1927) og 74 (1930) samt Stenmaglevej 24 (1929) og 39 (1942) ser ud til at være frontløbere. Det gælder måske også Gråbynkevej 18 og 22 samt Løvetandsvej 50 ved Utterslev Mose. De to sidste er pt under reparation og pakket ind i stilladser.

Privatlivets fred

Det er altid et problem at fotografere i byområder. For man skal selvfølgelig respektere privatlivets fred. Journalistforbundet har udgivet nogle regler for fotografering af huse, og her er begrebet "frit tilgængeligt" været afgørende. Hus, haver og lejligheder er defineret som ikke frit tilgængelige, så jeg har valgt ikke at  bringe fotoer af disse. Også selv om man sagtens kan fotografere dem fra frit tilgængelige steder. Skulle nogle af ejerne læse dette, og give samtykke til at jeg alligevel godt må komme og fotografere, så ville det være dejligt. Men jeg har ikke tænkt mig at ringe på og spørge om lov. Så hellere bare lade være.

Ruten

Islevholm 13 (bungalowstil, 1939. Kagsmosen). Forbi Husum Station, Marbjergvej. Bogenæsvej 3 (særpræget todelt tag og en indgang med maleri). Kattingevej 2, flot hvid palæ (1923). Ågerupvej. Tersløsevej 35, Korsager Skole. Stenmaglevej 39 (rækkehuse, 1942). Nr. 24 flot hvid villa (1924). Stenløsevej 56 (1927) og 74 (1930) er solide villaer. Fra Nordrupvej er der udsigt mod nord til Husum Skole, syd til rækkehusmassivet. Solrødvej 15, pudset villa. Veksøvej 175 (1932) har lidt alpint udseende tag og nr 22 (1930) er en stor toetagers rødstensvilla. Gråbynkevej 18 og 22 er imposante villaer. Klintevej. Gadelandet. Voldparken. Vejene er stille villaveje.

Liste over bevaringsværdige huse i Brønshøj-Husum.

Jeg vil løbende tilføje oplysninger til listen, efterhånden som jeg får besøgt stederne.

Vestvolden - normaltid, dag 1

En dansk soldat Jens på ensom morgenpatrulje? En jæger, bevæbnet med skarpladt zoom? Nej, bare Vandringsmanden en tidlig søndag morgen!

De allestedsnærværende ænder er selvfølgelig også massivt til stede langs Vestvolden. Her et par som måske glæder sig over at have overstået årets hektiske ynglepriode. "Skal vi ta' en tur langs Vestvolden i dag, fatter?". Nåh nej, de bor der jo.

Der skal ikke megen fantasi til at blive i godt humør på en sådan frisk og stille morgen langs Vestvolden. For kendere af befæstningen, mellem voldpunkt XXI og XIII, for mindre-kendere mellem Frederikssundsvej og Rødovre Parkvej. Stierne er endnu til at vandre på i skarp trav, fordi bladene endnu ikke er omsat til mudret kompost eller frosset til veritable glidebaner. Tværtimod kan man nemt få en lykkefornemmelse af at traske i de knasende eller bløde blade, omgivet af blide gule, brune og røde efterårsfarver.

Alle kender det klassiske hejrebillede: På et ben står den og er tilsyneladende faldet i søvn med den krumme hals. Så her er en hejre der svømmer og fotografisk flot spejler sig i det kviksølvagtige voldgravsvand.

Der skulle være mange dyr, fugle, frøer mv. at se langs Vestvolden, men de gemmer sig godt. Og hvis man som jeg ikke har tålmodighed og vil stå op før Fanden får sko på, så må man nøjes med de mere almindelige ænder, hejrer, egern, skader og andet. Men det kan såmænd være lystigt nok. Hejrerne elsker at drille. Eller også er de dumme. De holder især til langs Tårnvej, formentlig fordi voldgraven her er en hel del bredere end andre steder. De vil ikke fotograferes, men i stedet for at flyve tilbage (de kan vel se hvor jeg er på vej hen), ynder de at flyve 50-100 meter længere væk ad min rute, vække mit håb om et godt foto, for så blot at tage en ny flyvetur. Det virker nærmest som om de øver sig lidt i at undslippe en farlig fjende.

Hvæs hvæs. Den lille fyr er ret så fortørnet over at Vandringsmanden forstyrrer den i arbejdet med at æde. Eller samle vinterforråd. Eller hvad den slags nu foretager sig på dette tidspunkt af året.

Her tidligt på dagen er der også en del egern, og de er bestemt ikke tamme. De hvæser af en når de bliver opdaget, om end de flygter op i træerne og gemmer sig på modsat side af stammerne. Kigger lidt nysgerrigt frem i en højere liggende grengaffel, hvæser igen, og løber længere op. Af andre dyr er der kun fårene ved Ejbybunkeren. Dejligt at se at bunkerne nu bliver brugt til mere fredelige formål, nemlig som skur til disse skikkelige skabninger.

Ved Ejbybunkeren står fårene endnu og glor. I dette område er indrettet Dunkelwald, altså en spredt træbeplantning hvor får holder krat og andet nede på græsningsniveau.

Der sker også små ting hvad angår de mere museale ting på Vestvolden. En af broerne er blevet sat smukt i stand med stormgitter og det hele. Det må have kostet en formue. Ejby-bunkeren har fået et kort sat op udenfor over de to etager i selve bunkeren. Og træerne er blevet fældet visse steder for bedre udsyn. Jeg må se at komme ned i den bunker, men den er altid lukket når jeg kommer der.

Den smukt istandsatte bro er nu også blevet forsynet med stormgitteret. Den slags gitter som er blevet ikon for Vestvolden. Døren står åben, så man kan komme over. Den var sikkert ikke gået i krigskarlenes tidsalder for godt 100 år siden!

Ruten

12 km vold, frem og tilbage mellem Frederikssundsvej og Rødovre Parkvej. Enklere kan det ikke blive. Vælg stier ad libitum.

Flyvestation Værløse - overdragelsesarrangement

Høj himmel, frisk blæst og åbne vidder. Sådan var Flyvestation Værløse da overdragelsen blev festligholdt. Og vandrere kan glæde sig, når først gæsterne er gået!

Tidligere (21. juni i år) har jeg gennemtravet dele af den nu nedlagte Flyvestation Værløse. For at konstatere at ca 1/3 ikke var offentligt tilgængeligt. Men der er sket noget siden da. Ejerskabet er overdraget fra Forsvarsministeriet før sommerferien i år.  Og den 1. oktober overgik ejerskabet til Naturstyrelsen. Dette blev så behørigt fejret i dag, den 24. oktober, med et arrangement.

Et kik fra den sydlige hegnsvej ved Bringevej mod de velkendte to blå hangarer. Dette område er præget af istidens dødishuller. Selv hvis det ville blive offentligt tilgængeligt, ville det være svært gennemtrængeligt.

Jeg benyttede lejligheden til at trave hele flyvestationen rundt. Da landingsbanen er ca. 3 km lang, er det en ganske pæn tur. Den tætteste s-togsstation er Måløv. Herfra er der ca. 2-3 km ad fredelige villaveje og gangstier til indgangene i Jonstrup. Et pænt stykke går man på ydersiden af hegnet mod det stadig ikke offentligt tilgængelige område. Disse områder er forurenede. Her ligger bl.a. de mange bygninger, hangarer, kontroltårnet og hvad det ellers hedder i flyjargon.

Et tværsnit gennem flyvestationen, set fra syd. Forrest i billedet en asfalteret bilvej. Dernæst selv landingsbanen foran de to blå hangarer, og hvis man ser godt efter, kan man se den bakke på Laanshøj ligger. Det er de gule bygninger i horisonten.

 Men det er nu tilladt vandrere at bevæge sig rundt i området, og der er rigeligt med stier som jeg ikke har set markeret på noget kort. Naturstyrelsen har lavet en folder over området, hvor også de områder der ikke er offentligt tilgængelige, er afmærket. Der er  flere indgange langs hegnet til de afspærrede områder på sydsiden. Ved Bringevej går der fx en lille trappe op til vejen bag hegnet.

På begge sider af den sydlige snoede vej ligger der en række flyhangarer. Skiltene står der endnu. Men jeg tvivler stærkt på at der står opladte fly nogen steder. Foto taget mod nordvest.

Bringe Mose

Allerede for næsten 10 år siden har man undersøgt flyvestationen for sjældne og bevaringsværdige dyr og planter, og bl.a. Bringe Mose har været observeret for flagermus og spidssnudet frø. Området er naturfredet. Fra den vestlige ende af landingsbanen har man et fint udsyn over mosen, og man kan gå langs hegnet hele vejen rundt. I dette område har man planlagt at fælde træerne for at genskabe mosen.

Bringe Mose udgør flyvestationens ½ x 1 km vestlige pølseende. Fra den sydlige vej har man et storslået vy over mosen med Knardrup i baggrunden. Mon flaget (til venstre) er hejst i dagens anledning?

På min tidligere tur gik jeg på landingsbanen, og den finder jeg noget ensformig: 3 km lige, flad landevej. Mere spændende er de to paralelle "gader" hvor flyene taxiede. Men mest spændende synes jeg er de snoede veje langs yderkanten af området. Selv her tættest på "civilisationen" er motorlarmen ikke særlig markant.

Helt uforstyrret har flyvevåbnet nu altså ikke overladt Bring Mose. Denne faldefærdige bro slynger sig fra landingsbanens vestlige ende ud mod Måløvvej og Knardrup. Der er tilsyneladende ikke adgang. Endnu.

Chipmunks

Højdepunktet for de ca. 200 fremmødte var vist de 4 fly af typen chipmunk som overfløj flyvestationen fra kl. 14.15 "med rutinerede piloter". Og landede. Jeg er ikke særlig flyinteresseret, men har dog ladet mig fortælle at chipmunk er den flytype som har den længste tjenesteperiode med tilknytning til flyvestationen, helt op til 1996.

Her er så den vestlige ende. Ikke af landingsbanen, men af tilkørselsbanen. Græsset var ved at blive slået, med maskinkraft. Tak spids hvis det skulle foregå med en bagskubber. Til venstre for den snorlige vej kan man se den snoede vej op mod Laanshøj. Man kan også se siderne på tunneldalen. De er dog vist nok blevet tilpasset flyvevåbnets behov.

Et af flyene med det flatterende navn ”De Havilland Canada DHC-1 Chipmunk T.Mk.20” har været skolefly 1950-76 for 2.800 elever bl.a. Prins Henrik. For flyentusiaster (og de ca. 200 fremmødte på flyvepladsen må have været sådanne) er der masser at hente om dette fly på internettet, bl.a. en temaartikel hvori der bl.a. står nogle blev skuffede over at man ikke købte danske fly. Hvis det kan gøre flyentusiaster misundelige, så var der også et F-16 fly som man kunne besigtige på tæt hold og endog hoppe op i cockpittet på. Det var der mange der gjorde.

Næh, ih, og åh. Omkring 200 flyentusiaster fik fuld valuta for pengene da de fire (der var et til) chipmunks et par gange overfløj flyvepladsen for derefter at lande. Der var rigeligt tid til at indstille linser. Det er ikke just jetjagere. Så snart de var landet, og tilladelse givet, druknede de parkerede fly i folkemængden. Jeg nåede dog at fået closeup af hvert af flyene, skulle nogen være interesseret.

Kl. 14.30 startede så en række aktiviteter med de obligatoriske taler af indkaldte pinger. I denne anledning Nicolai Wammen, miljøminister Ida Auken, Karen Mosbech fra kulturministeriet og borgmester Ole Bondo Christensen. Herefter gik chipmunks igen på vingerne kl. 16 og Naturstyrelsen og Furesø Kommune bød på kaffe, kage mm. Men det har ikke så meget med denne weblog at gøre. Der kommer sikkert rigeligt med stof i lokalaviserne, eventuelt tv. Så vandringsmanden skyndte sig afsted igen.

Starten (eller slutningen?) på den ca. 3 km lange landingsbane. Set fra vest. Man kan lige ane de blå hangarer midt i billedet. Ellers strækker banen sig bare tilsyneladende endeløst afsted ud i det blå.

Oldtid og jettid mødes på flyvestationen

De ankommende nordfra - hvor det i dagens anledning var tilladt at køre med bil - tænkte formentligt ikke på at de kørte på en gammel oldtidsvej som snor sig nord-syd gennem flypladsen, ja endog hen over landingsbanen der er anlagt på bunden af en tunneldal fra istiden, med issøer og dødishuller som stadig kan ses som mosehuller. Tunneldalen ligger 6 m. over havoverfladen, mens Lånshøj ligger på 37 m. På et stykke af landingsbanen var der i oldtiden en vandskelsvej, som drejede skarpt sydpå mod indgangen ved vagten i Jonstrup og derefter fulgte den nuværende sti østover. Søndersø var dengang en del større.

Der er allerede planlagt forskellige aktiviteter på det nyåbnede sted. Fx Skinnermaraton den 1. december.

Langt højere Mols Bjerge....

Mager og utilgængelig landbrugsjord, kombineret med en fortid som fattig region har gjort Mols Bjerge til nationalpark, og Ebeltoft til en beboet "Den Gamle By".

I østen stiger solen op over Ebeltoft Vig. Vejrudsigten lovede solskin, og det var der da også. Bare ikke i Mols Bjerge hvor solen aldrig nåede at brænde havgusen og den lette dis af. Til gengæld giver solens stråler nogle helt enestående effekter.

Isen skaber Mols Bjerge

Mols, Jyllands "næse", Djursland er geologisk set dannet af istunger der sydfra slæbte sten og dårlig landbrugsjord med sig. Og skabte et bakket landskab som nogen efter danske forhold åbenbart mener fortjener betegnelsen bjerge. Isen er for længst væk, men den efterlod et dramatisk bakkelandskab med mange over 100 meter høje bakker - efter danske forhold "bjerge".

Skovbjerg bagest i billedet skulle være det tætteste man kan komme på efterkommere af det landskab som fandtes før mennesket begyndte at gribe ind i naturen. Folderen skriver at der var egekrat. I dag er det dog snarere kæmpeege der beklæder bakken.

Egen rykkede ind på et tidspunkt da det blev varmt nok. Rester af disse egekratte findes der stadig ved Skovbjerg. Bjerget har besynderligt nok overlevet skiftende årtusinders menneskelige indgriben, og i dag fremstår den som en prægtig og stor egeskov.

 Fuglsø Strand ved Ebeltoft Vig. Isen kom sydfra i vigen, og skubbede sand, sten og andet materiale op omkring sig. I dag har havet godt nok ædt sig en del ind i klinten. Det giver nogle gode opvinde til paraglidere.

Mennesket fælder bevoksningen

Siden stenalderen blev så skovene mere eller mindre systematisk fældet og jorden forsøgt opdyrket. Måske var området noget særligt i forhistorisk tid for der er mange oldtidshøje i området. Fx Trehøje som med 127 meter er næsthøjeste punkt i Mols Bjerge. Her slæbte molsboernes forfædre for måske 5.500 år siden tørv op på toppen af i forvejen høje bakker og anlagde et system af kunstige høje som vi i dag kan nyde udsigten fra. Formentlig var det dengang hellige eller betydningsfulde steder.

Fra den højeste af Trehøje har man selv på denne disede dag en udsigt viden om. Bl.a. kan man i baggrunden formentlig se et af de talrige dødishuller (Tinghulen er det største), og i forgrunden striberne som er højryggede agre, skabt af middelalderens bønder og deres hjulplove.

Mols Bjerge behøver dog absolut ikke hjælp fra menneskehænder for at være høje. Agri Baunehøj er 137 meter. Det er imponerende. Men det mest dramatiske og vanskeligst tilgængelige bjerglignende område stødte vi helt uventet på et andet sted, nemlig 1 km trampesti langs Krypten. En dramatisk slugt som følger stien fra Den Italienske Sti og til busstoppestedet ved parkeringspladsen vest for Femmøller. Denne sti er absolut ikke for nybegyndere ud i vandring og et par solide sko er en god ting. Udsigten er over en skovklædt slugt.

Krypten en kilometer syd for Femmøller er et af de mest dramatiske bjerglignende landskaber, vi stødte på. Her kigger vi tværs hen over den. Stien er så smal at man kun kan passere en ad gangen.

Men senere op igennem middelalderen forsøgte bønderne sig så at opdyrke jorden. Vi kom forbi en bar mark et andet sted, og hvis den afspejler landbrugsjorden i hele området, så forstår man godt hvorfor det aldrig blev nogen særlig succes, pakket med knytnæve store sten og ikke særlig muldrig, nærmere temmelig sandet. Men middelalderens bønder prøvede alligevel og efterlod nogle markante spor i form af højryggede agre der striber sig rundt om fx Trehøje. Ifølge folderen skyldes det at de anvendte de kluntede hjulplove der var vanskelige at vende.

At Mols Bjerge ikke er for de sarte, fremgår ofte af den barske natur. Forvredne buske og træer som denne vidner om et liv i sus, blæst og elendige jordforhold. Men det er netop sådanne overdrevslandskaber man aktuelt satser på at udbrede i området.

Landbruget må opgives

Mange steder kan man se tegn på at landbruget aldrig rigtig blev til noget og at området i stedet blev anvendt til ekstensivt landbrug, altså at man lod kvæg, får og andre dyr græsse i området. Toggerbo midt i Mols Bjerge var engang en bondelandsby op til midten af 1900-tallet. Men i dag er der kun et par huse og en mindre gård tilbage. Og hele molevitten ligger i en plantage. Uden synlige spor af at her blev der engang drevet landbrug.

Udsigten fra højeste punkt i Mols Bjerge, Agri Baunehøj. Barske, nøgne bakketopper med sparsom bevoksning veksler mellem mere frodige plantager - og bagest Ebeltoft Vig.

Plantagen repræsenterer en anden etape i Mols Bjerges omflakkende anvendelser: Man havde en periode hvor man plantede en masse nåletræer. Det er man nu gået væk fra. Nåletræerne ødelægger nemlig en anden slags landskab som man (og det er bl.a. også EU) gerne vil bevare: Overdrevet. Denne type natur er tilsyneladende ved at være sjælden. Men den skulle rumme et rigt plante- og dyreliv. Vi så nu ikke noget til det. Overdrev findes kun på mager jord, og det er netop hvad der findes i rigelige mængder i Mols Bjerge. I mange af plantagerne er man begyndt at fælde nåletræerne, mens egetræerne tilsyneladende får lov til at blive stående. Ved Tinghulen var der de største myretuer jeg nogensinde har set. En af dem var nok over 2 meter høj.

Krible-krable. Så er der myretue for alle pengene. Suverænt den største vi fandt. Tuerne lå ganske tæt, så der har formentlig været udkæmpet masser af myreslag her i skovbunden.

Ebeltoft

Urbaniseringen i området er heller aldrig rigtig slået igennem. Ebeltoft stod i stampe længe og man havde ikke råd til at bygge nyt. Det er så en fordel i dag hvor turisterne kan se på en gennemrestaureret købstad med 3-400 år gamle huse, næsten som det var engang.

Generelt er de meget få gårde og huse i Mols Bjerge velholdte. Her er tækkemand Søren Fur i gang med at lægge nye strå på Søballegård lidt nord for Fuglsø.

Nu er der dog fortrinsvis butikker, restauranter og museer for de turister som må ernære områdets fastboende. Her i efterårsferien er der så en stort anlagt Ebelfestival med masser af aktiviteter. Molboernes traditionelle landsbyer Agri og Knebel er i stærkt forfald. Den enorme præstegård har knuste ruder.

 At Ebeltoft engang var så fattig at man ikke havde råd til at bygge nye huse, synes at være byens held i dag. Gade op og gade ned er der det ene turistmotiv efter det andet.

Ruterne

Vi gik to ruter:
1. Fuglsø Strand. Trehøje. Toggerbo. Agri Baunehøj. Agri. Tinghulen. Vistofte Plantage. Vistofte. Fuglsø. Ialt ca 16 km. Hovedsagelig grusveje.
2. Fuglsø strand. Trehøje. Toggerbo. Skovbjerg. Ovre Strandkær. Den italienske sti. Femmøller. Ialt ca. 10 km.

Udsigt fra Fuglsøcentret mod Ebeltoft. Statuen i forgrunden er måske københavnere bekendt, i hvert fald hvis man er fra Nørrebro og ofte går over Dronning Louises Bro.

Fuglsøcentret ligger på en gammel militærlejr 1899-1933. Herefter købte DGI grunden og lavede sommerlejre. I dag er det et kursus- og konferencested med 148 værelser hvor også sådan nogen som os kan komme.

Nationalpark Mols. Har 4 foldere for kultur, friluft osv. Ellers er de ens.
Naturstyrelsens folder. Det bedste folderkort jeg kunne finde. Suppler eventuelt info med nationalparkens.

Søsum - en landsby i provinsen

Diskret landsby, omgivet af stortslåede tunneldale med flotte udsigter er hvad denne tur til Søsum og omegn byder på.

Søsum ligger i et hul, geologisk mere præcist sagt, en tunneldal fra istiden. Det betyder at den er lidt svær at få øje på. Fx når man som her kommer ad den private grusvej fra Stenlilllevej.

Der har været mennesker i Søsum tilbage til vikingetiden eller ældste middelalder. Syosum "Søen ned til huset" eller søhusene lå på hovedvejen mellem Roskilde og Nordøstsjælland. Den gik gennem Søsum Bygade, Stenspilsstræde, Madam Anesvej og videre mod nord til bl.a. Kirke Værløse. Vejstrukturen er nogenlunde uændret som dengang.

Sådan vil mange nok opleve Søsum fra bilruden. Nå ja, det ser da meget hyggeligt ud. Og der er en bus! Et par minutter, og man er ude igen. Men det kan godt betale sig at kratte i diskretionen.

Landsbyen hørte til Knardrup Kloster med ladegård ved Stigsholm. Landsbyens centrum (forten) lå mellem Søsum Bygade og Madam Anesvej. Gadekæret blev fyldt op i 1950 og lå ved fællesarealet ved Madam Anesvej. Madam Ane? Måske fordi landsbyens gadekær lå her, og Ane i Kæret er et dansk mundheld. Landsbyen havde/har omkring 10 gårde og en række mindre huse langs Bygaden, Stenpilsgade og Madam Anesvej. Gårdene overlevede. Husene gjorde ikke. De er så ombyggede at de ikke er anset for bevaringsværdige.

Søsum er mange steder bygget op ad skråninger, så der er stengærder der holder på jorden. Diskret ligger denne stråtækte idyl lidt tilbagetrukket fra Bygaden. Den er blandt de mere synlige. Ofte gemmer husene sig bag beplantning, sving eller andet.

En af de flotteste gårde i Søsum er Pudebjerggård, selvom der nu kun er en del tilbage. Landbrug er der kun på Møllegård og Brunhøjvej. Selvom den trelængede Stigsholm på Lillevangsvang har en høj bevaringsværdighed, er gården i stærkt forfald. På en af længerne hænger nogle gamle til salg skilte hvor man foreslår et bæredygtigt bofællesskab med 3 separate boliger. Og et gulnet avisudklip fortæller at boligopsvinget breder sig.

Her kan man fornemme at byens centrum lå før købmanden lukkede. Bygningen er i forfald. Men jeg synes at der emmer landsbykøbmand af den store slags her. Med lagerbygning, gårdsplads og det hele. Her forestiller jeg mig de Søsum-borgere og folk fra oplandet har mødtes og set hinanden an. Udvekslet synspunkter om de moderne tider og sædernes forfald, det dårlige vejr og elendige landsbrugspriser.

Man kan køre gennem den ganske trafikerede Bygaden og tænke at dette så var endnu en af disse karakteristiske danske anonyme landsbyer. Men hvis man går ned ad små stræderne, eller kigger lidt op eller bag hegnene, vil man opdage Rytterskolen, Skovvangsvej 1 (1725) ved rundkørslen, forskolen (fra 1923) på Toppevadvej 7. Begge er nu boliger. Sammen med den lille smedje er rytterskolen vurderet som landsbyens største kulturelle arv. Grundejerforeningen har en hjemmeside hvor den fortæller om landsbyen. Jeg kunne egentlig godt lide byen. Den har ikke nogen aura af museum eller selvhøjtidelighed.

Kresten Smeds Stræde - navnet siger næsten alt. Og jo, der ligger faktisk et gammelt, bevaringsværdigt smedehus på vejen. Nu er det en ideel vandringsvej.

Især efter 1960 blev landsbyen udbygget med boliger, udstykket ved Skolevangen og Brunhøjvej. I dag er der omkring 300 indbyggere i 115 boliger. Der skal vedtages en ny lokalplan den 15. oktober i år. Mange oplysninger i dette indlæg stammer fra denne lokalplan. Lokalplanen vil forsøge at pointere Søsum som landsby. Det er nok for sent at reetablere den som "gammel" landsby, men så måske som "fungerende" og moderne landsby?

Den er god nok, det er fritgående grise i forgrunden, og i baggrunden den gård hvor de hører til, Pers Griseri. Her reklameres der med økogrise. Måske er denne form for nicheproduktion fremtiden for dele af de mindre gårde omkring Søsum.

Der er lavet en oversigt over bønderne på gårdene, men udover disse er der ikke så meget kendt om dem. Af andre erhverv var der i slutningen af 1800-tallet en købmandsgård på Bygaden 31, en telefoncentral og en transformatorstation. Hele 3 smedjer, hvoraf den ene stadig findes på Kresten Smeds Stræde nr. 7. Disse er dog for længst nedlagt, købmandsbutikken ombygget til ukendelighed. Høloftet på Toppevadvej 8 ser forladt og fredelig ud i dag. Generelt vil man kunne finde mange rigtig store gårde i oplandet til Søsum. Nærmest industriagtige. De mindre gårde er derimod lavet om til andre formål end landbrug.

Søer og vandløb før og nu

Østersø øst for landsbyen blev tørlagt i slutningen af 1700-tallet. Kun stierne langs breddens findes endnu: Nordre Sørække og Østersø. Som med Skenkelsø Sø blev landvindingen ikke en stor succes: Vandet var ikke sådan til at stoppe. Og nu opgiver man måske også at stoppe vandet, for der er planer om at gøre Østersø til oversvømmelsesbassin pga. klimaændringerne. Kommunen overvejer af samme grund at frilægge de rørlagte vandløb igen.

Østersø, ikke at forveksle med det meget større hav Østersøen, er pt udtørret. Men at det engang har været en sø, ser man fra området mellem Toppevadvej og Nordre Sørække. Træerne længst væk ligger på den nu udtørrede søbund. Men måske får den en renæssance som sø engang i fremtiden.

Nogenlunde samme skæbne, blot med omvendte fortegn, gælder Tranemosen ca. en kilometer øst for Søsum. Den var oprindeligt en sø, så mose. Men "man" glemte at vedligeholde afløbet mod vest, og er nu lavbundet sø igen.

Tranemosen set fra vest mod øst. Man kan gå langs en sti på nordsiden (til venstre) af mosen, med lidt god vilje og på en tør dag som denne. Her ligger nogle skure, bådehuse eller pensionisthaver - ikke helt sikker på hvad det var.

Søsum Teglværk

En københavner ved navn Gustav Westring (1880-1948) arvede nogle penge som han købte Fluebjerggård for. I perioden 1924-1960 forsøgte han og hans søn Frederik (1906-1963) sig med teglproduktion på Søsum Teglværk (hvor der nu er genbrugsplads). Nogen stor arbejdsplads blev det dog aldrig, man nåede kun op på omkring 30 mand. Omkring 1952 fik det problemer med at lokke arbejdskraft til, så man byggede nogle arbejderboliger på hjørnet af Skovvangsvej og Toppevadsvej. Ved siden af dem var der en bygning ("Lokomotivet") med mindre rum til enlige og en fælles spisestue. Produktionen blev indstillet i 1960 og i 1984 blev teglværket nedrevet.

Jeg er ikke helt sikker på hvor meget der er de oprindelige arbejderboliger og hvor meget der er nyere byggeri. Men denne bygning (der i øvrigt er til salg) stemmer meget godt med beskrivelsen af "Lokomotivet". Fra andre vinkler minder den faktisk lidt om et lokomotiv. Teglværksejerens gård ligger helt gemt bag bakker.

Lokalnyt

Lokalnyhederne fra Lokalavisen Egedal fortæller om et varieret liv i Søsum. I sommers gik det livligt til på Høloftet, hvor to brødre måtte skilles ad af politiet til et krondiamantbryllup, og ungdomskriminel tyv i Søsum, Bygaden. I det hele taget rapporterer lokalavisen jævnligt om tyverier i Søsum. En PH-lampe, pengeskab,  indbrud, åbne hoveddøre,  smykker mm. Alligevel omtaler forkvinden for landsbyerne i Egedal, Lone Lunding, at landsbyerne er trygge, og hun bruger Søsum som eksempel:

Tag for eksempel en by som Søsum. Jeg er helt sikker på, at hvis du bor i byen og har brug for hjælp, eller du pludselig bliver alene, så får du en hjælpende hånd med det samme. Folk kender hinanden, og derfor er det mere naturligt at gå over og spørge, om der er noget, man kan gøre.

Trafikmæssigt blev en 52-årig knallerist taget for spritkørsel, og en pige blev væltet af en lastbil og slog venstre knæ og skulder. Helt fredeligt var den lokale amerikanerbilklub "Bad Company Costums Søsum" der afholdt biltræf på Pudebjerggård. Og en lokal biavler har gjort sig bemærket ved Berings Blomster i København.

Fuglesø set fra Spydbakken. En skam at denne vej ikke er vandrevenlig, for udsigterne er storslåede. Og det var her jeg så tre hjorte springe rundt ude i landskabet. Her får man et godt indtryk af landskabets karakter af tunneldale. Bakker, dale og i klart vejr som dette kan man se rigtig langt.

I moderne tid har den verdenskendte jazzpianist Thomas Clausen slået sig ned i landsbyen. Men ellers er det som forventet småt med celebriteter i landsbyen.

Urmager Kyhl

Jeg har fundet en enkelt berømt person der er født i Søsum: Urmager Henrik Larsen Kyhl (1793-1866). Han blev født i Søsum ud af en søskendeflok på 10, bl.a. guldsmed Peter Kyhl. Dansk Biografisk Leksikon omtaler ham som søn af Lars Kyhl fra Holsten, jordbruger og hjulmand, og Maren Jensdatter. Henrik kom i urmagerlære i København og så gik han ellers amok. Blandt hans bedrifter var bl.a. et originalt kileindgribningssystem, en type tranblusgadelygte som blev benyttet i København 1828-1857. Han var den første til at anvende støbejern i ure og i 1835 en mekanisk blindramme. Han var 1832-38 oldermand for Københavns Urmagerlav. I 1841 foreslog han at anvende asfalt til gadebelægning, men der var han forud for sin tid og det blev ikke til boget.

Af mere politiske meritter kan nævnes, at han i 1838 blev en af  "Stadens 32 mænd" og senere borgerrepræsentant (til 1859). 1840 valgt til stændersuppleant. 1844 og 1846 deltog han i stænderforsamlingerne i Roskilde. Ifølge Wikipedia (der har oplysningerne fra Dansk Biografisk leksikon) var han blandt tidens frisindede retning. 1835 medstifter af Selskabet for Trykkefrihedens Rette Brug, som spillede en stor rolle i oprettelsen af folkebibliotekerne. En artikel i Historiske Meddelelser om København 1954 (s. 225-364) af Sigurd Nielsen nævner ham dog ikke. Den beskæftiger sig ellers ganske indgående med diskussionerne i selskabet. 1838-1863 repræsentant i Industriforeningen.

Han sad i klammeri med Tivolis grundlægger Carstensen (1843) da han frem til 1957 var formand for bestyrelsen og i perioder også direktør. I 1840 blev han medlem af komiteen til undersøgelse af Københavns lavsvæsen. 1848 var han medstifter af Det skandinaviske Selskab, og samme år valgtes han til medlem af valgbestyrelsen for København ved valget af deputerede til den bebudede Rigsforsamling. I sine sidste år syslede han med magnetiske og andre fysiske forsøg.

Skovvangsvej er (endnu en) af flere landeveje som ikke er deciderede vandreveje hvor man ofte må ud i grus- eller græsrabatten for forbipasserende biler. Men til gengæld er udsigterne storslåede. Midt i billedet kan man ane de blå hangarer på Flyvestation Værløse ca. 5 km væk, og også Herlev Sygehus, ca. 10 km væk, var ganske tydelig.


Lokalplan for Søsum.
Egedal Kommunes forslag til ture i kommunen.

Ruten

Egedal Station. Maglevadsvej. I forlængelse af Maglevadsvej går en fantastisk vandresti forbi Tyvekrog til Lillevang. Lillevangsvej. Søsum. Undgå Toppevadvej, brug i stedet Nordre Sørække (grus). Skovvangsvej er en trafikeret vej, men det opvejes af de fantastiske udsigter. Sti nord langs nordsiden af Tranemosen. Kresten Smeds Stræde. Søsum. Spydbakken er stærkt trafikeret, men udsigterne debårende. Veksø Station. Uden afstikkere ca. 15 km. Med de nævnte omveje omkring 18 km.

Utterslev Mose lige nu

En oplevelsestur rundt om Utterslev Mose. Det gælder om at udnytte dage som disse, hvor temperaturen er god, solen står højt og dagene stadig har noget lys at byde på.

Det er rigtig godt tørrevejr i dag: Sol, pæn temperatur over 10 grader og tør vind. Også perfekt til at vandre i. Selvom det måske blæser lige lovlig meget på åbne strækninger, kan man jo altid vælge at gå lidt i læ, fx i Utterslev Mose hvor krat og høje træer sørger for susende musik, der på denne dag helt overdøver billarmen. Mosen ligger tæt på hvor jeg bor, og jeg skal bare gå langs Vestvolden et stykke vej.

Legepladsen i Kagså Batteri er færdig. Den er lavet i bedste voldstil med jernbanespor, kanon osv. Pavillonerne i baggrunden er ikke af stof, men af metal. Jeg prøvede om jeg kunne få vognen til at køre, men den gik ikke. Det er for øvrigt en sandkasse.

Man kan næsten høre på blæstens susen i træerne at det er ved at blive efterår - for alvor. Men når efteråret ter sig som i dag, er det ideelt til at vandre, hvis ellers man hører til de der sveder meget og tit er gennemblødte af sved i højsommeren. Vejret nærmest appellerer til at gå rask til, og luften føles helt anderledes frisk og let at indånde.

Blæsten går frisk over Midtmosens vande. Sivene lægger sig efter vinden. Specielt poplerne har musik i løvet en sådan dag. Endnu står de fleste træer grønne. Men de gule nuancer er da ved at brede sig.

Desuden er det også nu mange af frugterne ser bedst ud. De er ikke overmodne eller ramt overvældende af råd og svamp, de nærmest strutter af sundhed, farverne er vidunderlige og giver humøret en ekstra tand opad. Måske vækker det urmenneskets instinkt for at blanke og skinnende bær med dybe farver er tidspunktet hvor de skal indsamles?

 Bær. Naturens overflod, og hvilke farver!

Ikke lige noget storbymennesker er afhængige af, men måske vækker de vores trang til at indsamle og gemme til vinteren. I hvert fald mærkede jeg et slåenkrat som jeg da fik helt lyst til at frekventere når de engang har fået frost. Jeg siger ikke hvor, jeg vil have dem for mig selv!

Det er nu de ser bedst ud, bærrene. Om en måned er de mærket af frost, råd, svamp og sneglebid. Hvis ikke det var sådan, var de jo lige til at hænge på juletræet om et par måneder.

Terneøen i mosen ser ud til at have det godt. Den er tilgroet i den ene ende med siv. Resten af øen ligner lidt en hønsegård. Men det er vel egentlig også det den skal være: Et sted hvor mågerne kan finde fred og ro. Ellers er der ikke så meget nyt fra mosen. Jeg må igen forundres over de kæmpestore græsplæner der er mange steder. Mon ikke man bare kunne lade dem gro til? Eller er der en årsag til at det skal se sådan ud? Nå, det bestemmer jeg ikke, og måske er der nogen der synes at det ser plænt ud.

Læsere af Vandringsløse Tidende har måske bemærket min fascination af svampe. Så jeg er en glad mand når jeg ser et syn som dette. Svampene er mærkelige væsner, hverken dyr eller planter. De fører et ubemærket liv under jorden, altså undtagen et par måneder om året hvor de stikker deres frugtlegemer op, lidt lige som at gøre opmærksom på at de er der. Farver, former, lugt .... der er ikke mange der er ens. Alligevel er man ikke i tvivl om at det er en svamp.

Ruten

Man finder bare et sted hvor man kan støde til mosen, og begynder at gå derudaf. Grusveje hele vejen. Græs, hvis man kigger sig godt for for hundelorte. Hele turen er ca. 10 km. Plus til/fra mosen.