Ledøje-Smørum - og lidt om bønder og svenskere

Målet for dagens vandring er de to oldtidsgamle landsbyer Smørumovre og Ledøje. De ligger i gåafstand fra Kildedal s-togsstation. Området har været beboet siden oldtiden, og det vrimler med oldtidshøje og -grave i området. En af de mere imponerende er Kong Svends Høj. Udover at være ret stor er der også en meget fin udsigt over hele området.

Just stået af på Kildedal station, får jeg øje på OY 9428 X-Air Hawk. Ejet af flyveklubben Albatros. Den ligger ved Kildedalsvej i Måløv. Flyet er ifølge klubbens hjemmeside bygget i Indien i 2005 og flyver ca. 140 km/t. Det går da også rigeligt med tid til at indstille linser og trykke af når det er nærmest. Med skyerne i baggrunden, tja ... flot.

På vej mod Smørumovre kan man på afstand se bl. se Baunehøj og Ørkenhøj, to gamle oldtidshøje, som ligger ved Kirkevangen. Landskabet er meget kuperet, mest marker og engarealer afbrudt af nogle klatter træer hist og pist. Fra Kong Svends Høj fører der en gang- og cykelsti sydpå mod Smørumovre og Ledøje, og der er for alvor kommet fuglesang for oven. I det hele taget er der få naturstier for fodgængere. Adgang forbudte-skilte pryder vejene. Men der er til gengæld gode cykelstier som i dagens anledning må lægge asfalt til vandrestøvlerne.

Et typisk billede fra området: Meget kuperet. Til venstre kan man lige ane Smørumovre kirke rage op ved træet og resten af Smørumovre ligger så til højre for. En anelse til højre for billedets midte kan man se den ene af de to oldtidshøje. Der hvor der er to små træer. De står på toppen.

Jeg støder bl.a. på et fasanpar ved Råbroholm, et ynglende svanepar i Ammetofte Mose og et føl ved Ledøjegård. Der er sikkert andre forårsaktiviteter som jeg ikke lige lagde mærke til.

Gårdene ligger tæt og mange i Smørumovre. Her har jeg dog foreviget de mindre huse i byen. Gårde har jeg efterhånden vist en del af, og selv om de faktisk er ret forskellige, så skal der også være plads til de mindre huse.

Navnet Smørum er man lidt i tvivl om hvad betyder. Um er man ret sikker på kommer fra Hem, altså hjem. Men betyder smør et gammelt ritualsted hvor man smurte sig ind, betyder det at man her producerede smør eller hentyder det bare til noget fedtet og fugtigt, som fx Smørmosen? Vi ved det tilsyneladende ikke, og det kan vel egentlig også være lidt lige meget, når nu den er hyggelig nok.

Oprindeligt en skole, bygget i 1860. Nu huser den lokalhistoriske aktiviteter, arkiv mv. Uret midt på facaden går stadig, og viser rigtigt. Under uret er en mindetavle, opsat af beboere i Smørumovre i taknemmelighed over for Tutein af Edelgave. Sammenligner man med gårdene omkring, så har det været en ganske anselig bygning dengang.

Der er også forskellige forklaringer på hvorfor det hedder Smørumovre og Smørumnedre. En af forklaringerne er at -ovre ligger højere end -nedre. Og den forklaring køber jeg, i hvert fald kigger Smørumovre ned på Smørumnedre. Gårdene ligger i en lind strøm omkring gadekæret og de gamle bygader.  Ved gadekæret ligger der endvidere en skole fra 1860 som er skænket af Vilhelm Frederik Tutein. Han var søn af en storkøbmand som i 1805 havde erhvervet godset Edelgave. Grunden til formuen var bla. handel med slaver, sukker, krydderier og andet fra de oversøiske kolonier. Det er nu ikke slaverne som beboerne takker, men Tutein, på den indmurede mindesten under uret. Hvad vidste bønder om agurkesalat dengang? Skolen var skole 1860-1959. Herefter fungerede den som rådhus for sognerådet 1960-1981. Nu er der forskellige lokalhistoriske aktiviteter.

Ammetofte Mose. Taget omtrent på det sted, hvor firmaet Lauritz Knudsen fik gravet så mange tørv, at vejen skred ud i tørvemosen. Nu vogter mutter svane fredeligt på sine æg. Og mon ikke det er fatter svane som bevogter sin mage?

Ammetofte Mose er lidt speciel som tørvemose. Den blev brugt under krigen af især Laurits-Knudsen, senere LK-Nes til at grave tørv. Og så meget at 50 meter af vejen simpelthen i 1941 skrev ud i mosen. Så stor var den begivenhed at den kom i avisen, så det er ganske vist. Det var toppen af Ammetoftebakken der måtte levere jord til at udbedre vejen.

Umiddelbart før Ledøje et lidt utraditionelt syn: Jordbærgården tilbyder forskellige ting såsom chokolade, udskænkning, osv. Jeg har set gårdbutikker andre steder, men denne er den eneste så tæt på København. Den er nu ikke åben om torsdagen, så jeg må fortsætte.

Uden for Smørum på vej mod Ledøje leder jeg efter Svenskestenen. En uanselig sten som dækker over dunkle og dramatiske begivenheder i vores fortid. Men der er et kæmpe byggeprojekt igang i området. En rundkørsel tror jeg det ligner. Så jeg opgiver at lede efter stenen. Begivenheden er imidlertid værd at nævne. Baggrunden er svenskernes belejring af København, august 1658 til juli 1660. Se tidligere indslag om Carlstad på Vandringsløse Tidende. I dette nu så fredeligt udseende område fandt der i vinteren 1659 en forfærdelig massakre sted mod nogle svenske krigskarle.

Gård umiddelbart uden for Ledøje. Der er så idyllisk på landet. Vist nok. Der er en rideskole, og såmænd også et lille føl. Det er bare ikke så meget for at blive fotograferet, og det respekterer jeg naturligvis.

Helt uforskyldt var det ikke. Svenskerne opbyggede Carlstadt af allerede forhåndenværende byggemateriale. Det gik også, og måske også i særlig hård grad, ud over datidens Smørumnedre- og Ledøje-bønder. I de næsten 2 år belejringen fandt sted, må de svenske krigskarle havde kedet sig gevaldigt, eller også havde de ganske enkelt ingen andre muligheder for at skaffe sig mad, tøj og forplejning og lidt på den dumme. Gårdafbrændinger, vold, voldtægt, plyndringer hørte til dagens orden. De gik på rov i baglandet helt ud til Ledøje-Smørum. Bønderne havde ikke magt som de havde agt.

I vinteren, formentlig december 1659 hærgede en flok svenskere igen. Nu blev det bønderne for meget. De slog sig sammen, og en nat hvor svenskerne havde drukket sig fra sans og samling, angreb de med forhåndenværende landbrugsredskaber. De slog hele banden ihjel. Det ved man fordi man i 1912 fandt en 3 x 1,5 meter stor grav med 10 lig, sønderhuggede og knuste af hakker, økser og lignende. Uden en trevl på kroppen. Kan vi bebrejde bønderne at de tog lidt tilbage af hvad svenskerne havde røvet fra dem? I Kurosawas verdensberømte film De Syv Samuraier husker jeg stadig Mifunes Kikuchiyo forklare de harmfulde samuraier om hvorfor bønderne skjuler rustninger af dræbte samuraier. Japan-Smørum. Der er en forbindelse!

I Ledøje snor den gamle bygade sig imellem gårdene. Og der er ganske mange af dem. Jeg har indtryk af at der er langt flere end i Smørumovre. Nu mangler vi bare gårdskarlen med store træskostøvler som driver brølende køer igennem, mens gæssene forskræmt flygter ind på gårdspladserne. Men ikke engang lugten er der. Der dufter frisk og rent af klinisk dansk forår.

Ledøje betyder slet ikke det som vi i dag forstår ved de to ord led og øje. Det kommer af de gamle danske ord leth og høfthi som betyder hhv vej og hoved, eller fremspring. Og det giver også mere mening, fremspringet ved vejen. Landsbyen har Danmarks eneste højhuskirke: Den er bygget i to etager. Den er der imidlertid rigeligt af på internettet i forvejen. Kirker interesserer mig ikke så meget. Det gælder også denne kirke, to etager eller ej.

"Smedens Hus" står der på denne lysegrønne idyl ved gadekæret i Ledøje. Vasketøjet flaprer dovent i forårsvinden. Men der lyder ikke taktfaste slag på ambolten. Så smeden er nok væk.

De to landsbyer er begge værd at besøge hvis man gerne vil have et indtryk af bondegårdsarkitektur for hundrede(r) af år tilbage. Landsbyernes vejsystem kan man også fantasere sig til. De krogede og snoede småveje. Måske vinder Ledøje en anelse på at have langt flere bygninger. Selvfølgelig er landbruget en saga blot, forstået som det landbrug, gårdene blev bygget til. Nu er det hele stordrift. Og bøndernes gårde bliver brugt til alt muligt andet: Beboelse, kommunale institutioner, små håndværksfirmaer, rideskoler, golfklubber, spejderhytter osv. Og markerne er for en stor dels vedkommende også lavet om til rideskoler, golfbaner og andet.

Ledøje-Smørum Lokalarkiv.
Egedal Leksikon. En noget besværlig, men mere informativ indgang til Egedal.

Viggo Sø

Viggo Sø - hvad? Jo, der ligger en lille sø, godt gemt i det nordøstlige hjørne af Utterslev Mose ved Grønnemose Alle. De der har læst Parkguiden vil vide, at det er nogle små rækkehuse som er opført omkring en lille sø (dam, burde det vist snarere hedde) i 1943. Så de fejrer altså i år 70 års jubilæum. I folderen står der endvidere, at det var billedhuggeren Povl Søndergaard, arkitekten Viggo Møller Jensen og Johan Galster som i begyndelsen af 1940'erne havde en drøm om at oprette nogle boliger for kunstnere.

Kunstnerhusene spejler sig i Viggo Sø, og på en af altanerne sidder nogle og snakker intenst. På den side hvorfra fotoet er taget, er der dog ingen bebyggelse, men et smalt krat.

På bebyggelsen egen hjemmeside kan man også læse lidt om kunstnerne og se nogle af deres værker. Søen hedder nu officielt Viggo Sø, og boligerne er fredet. De kaldes også Atelierhusene. formentlig pga at det helt tydeligt er nogle meget store ateliervinduer i de fleste af husene. Da jeg drejer ind mod søen, er det som freden sænker sig denne lune forårsformiddag. Jeg kan ikke lade være med at udtale min begejstring over for de to i bilen der ankommer sammen med mig, og beskedent svares der tilbage med smil og tak. Men ellers tror jeg nu nok at man skal være lidt respektfuld overfor at man jo nærmest sidder i beboernes baghaver når man går ned til søen.

Her er Atelierhusene så. Ifølge beskrivelserne skulle ateliet på 4 meters højde fylde det meste af huset. Området er meget stille og roligt. Og idyllen er da ikke til at tage fejl af. Bag husene er endnu en række, som altså ikke har direkte udsigt til Viggo Sø.

Jeg finder et fredfyldt sted modsat husene og får pludselig lyst til at blive siddende her. Var det ikke fordi kulden langsomt sniger sig ind. Så meget forår er der trods alt heller ikke. Folderen oplyser at der hvert år i september er åbent i kunstneratelierne (jeg kunne nu kun finde noget for 2011). Jeg er ikke utilbøjelig til at mene, at jeg måske slår et smut forbi. Men jeg ønsker for alt i verden ikke, at denne fredfyldte oase skulle blive invaderet til daglig af nysgerrige. Berlingske Tidende bragt i 2009 en artikel om nogle af kunstnerne.

Terneøen står klar efter vinterens byggearbejde. Sidst jeg var her i december, var der stadig store gravemaskiner. Der er blevet sejlet halmballer og egeflis ud for at fuglene kan få fred til at yngle. Jeg noterer også at bistaderne er flytte ca 10 meter. Den gamle indhegning står endnu, men nu er der altså lavet en ny.

Dagens vandring skulle være en afslapning. Ikke noget med store forberedelser, men bare nyde vejret, foråret og hvad der ellers byder sig til. Hele turen er omkring 12 kilometer fra mit udgangspunkt, og jeg var heldig at komme af sted mens solen stadig skinnede. Billederne får tale for sig selv. På vej ud bemærker jeg også at Vestvolden omkring Kagså Batteri er blevet skovet og nu ligger nærmest bare. Det bliver spændende at se hvad man har tænkt sig med dem.

Måløv - og Jonstrup Vang

På mange områder deler Måløv historie med andre nordsjællandske landsbyer: Ejby, Skovlunde, Hvissinge, Harrestrup og andre: Op til for ganske få hundrede år siden var der en (halv) snes gårde, alle sammen underlagt den generelle udvikling i Danmark og underlagt de forskellige magthavere. Kirken indtil 1536. Så Kongen 1536-1766, med den dertil hørende rytterskole 1721. Arvefæsteskøde og 1777 udskiftning. Rytterskole 1721. Op til 1787 var der kun omkring 175 indbyggere, svarende til 12 bondegårde (1801). Meget landsby er der ikke tilbage.

Måløv går op og ned. Som det her ses fra Hovedgaden. Sine steder (til venstre, men ikke med på billedet) ser det nærmest helt tyrolsk ud med granitstensforstærkede skrænter.

Måløv ligger ned ad en skråning der stiger op mod landevejen og jernbanen. På denne søndag holder forretninger og byggemarkeder åbent. Og overalt hvor jeg færdes, er der masser af mennesker. De sover bestemt ikke lige nu. Hvis man kommer fra stationen, er en af de første bygninger man lægger mærke til, biblioteket som ligger i et gammelt mejeri. Bag ved krummer den beskedne kirke ryg og stikker sin formanende pegefinger op. Det ældste fra 1100-tallet. Gadekæret ved kirken blev til gengæld nedlagt i 1923 og er markeret med et kastanjetræ.

Bag de velfriserede bøgehække midt i Måløv ligger biblioteket i et gammelt mejeri. Vist fra 1912. Hvor der nu afholdes kulturelle arrangementer, stod der engang mælkeflasker og kapsler. Bibliotekarerne arbejder i mejeribestyrerens soveværelse, mens nutidens børn hygger sig i den forhenværende dagligstue. Men sådan er der jo så meget. Selv arbejder jeg i en funktionærbygning fra det forhenværende Dahls Bolighus.

Af landsbyens gårde findes kun de nyere udgaver uden deres oprindelige funktion: Brydegård (1867, stuehuset fra 1871 er forenings- og udlejningslokaler. Nørregård (1923) er Børnekulturcenter Hestestalden. En af de mere seværdige gårde er Fredegård (stuehus fra 1864). Den er nu institution. Derudover kender vi en del gårde af navn. Men de er nu for længst nedlagt, fx Gershøj (1773), Lærkenborg (1794) og Korsvejgård. Den blev nedrevet så sent som 2008.

Den statelige Brydegård ligger i hvad der engang var Måløv landsby. Der løber stedvis et ellers overdækket vandløb nedenfor. Som igen kommer til syne ud for stien syd for Måløv Skole. Herefter forsvinder det ind under idrætsanlægget.

Der er dog stadig nogle rester, hvis man ved hvor man skal kigge. Udflyttergården Måløvgård (1770'erne). Den ældre er revet ned og erstattet ca. 100 efter af nuværende bygning, hvoraf stuehuset fra 1860'erne nu er en kommunal institution. Kun hvis man er entusiast, er det værd at lægge vejen om ad denne. Kratvej fungerer i vid udstrækning som hundetoilet, og stanken fra vejsiden er ganske påfaldende i det spirende forårsvarme, der har fået det til at gære rigtig godt i gødningen.

Som skrevet står på facaden: Fredegård. En ganske imponerede firelænget gård. Der dog ikke er umiddelbart indtagelig på denne søndag. Til daglig fungerer den som institution.

Måløv-området har af forskellige grunde været et driftigt industriområde. Fx blev en del gårde opkøbt af Schous Fabrikker. Schous Fabrikker er en realisering af Den Amerikanske Drøm: I slutningen af 1800-tallet og frem til før 2. verdenskrig opbyggede Schou en virksomhed med over 4.000 ansatte. Sæbe, trikotage, mm. Ældre læsere husker Schou-Epa, bl.a. bygningen ved Nørrebro Station. Schou gik konkurs 1971. Men inden købte de Korsvejgård 1922, hvis stuebygning er fra 1854, og Eskebjergård, 1926 (boliger siden 1968).

Krathuset i krydset Jonstrupvej-Måløvgårdsvej ser jo fredelig ud i dag og ikke til at købe for penge. Men ifølge kilder skulle der engang have været fattighus her.

Mere interessant end Måløvgård er området øst for. Her har de udstødte og fattige åbenbart holdt til gennem tiderne. Krathuset på hjørnet af Måløvgårdsvej og Jonstrupvej menes at have været et husmandssted, som senere blev brugt til fattighus. Syd for, på Måløvhøjvej ligger nogle små huse fra 1930'erne. De blev tilsyneladende bygget af arbejdsløse gifte byarbejdere, som fik tilbudt en parcel, hvor det så var meningen at man kollektivt byggede huse og anlagde veje. Et samtidigt pendant til Mørkhøjs selvbyggerhuse.

Ifølge min kilde skulle arbejdsløsehusene ligge på Måløvhøjvej. Men jeg kan nu ikke få øje på ensartetheden på den vej. Til gengæld ligner disse huse på sidevejen Nørrevej hinanden til forveksling, og hverken huse eller parceller er vildt prangende. Hyggeligt ser det ud - i dag.

I kontrast til disse beskedne boliger ligger fem minutters gang derfra Villa Blide på Tvendagervej. Man kommer til det oppefra, og kigger ned. Både beliggenheden og huset er betagende. Tidligere var det Dronning Louises Børnehospital.

For enden af Tvendagervej ligger neden for en bakke Villa Blide. En lille perle der er vanskelig at få øje på hvis man ikke lige ved den er der. Bag bygningen er der en indgang til Jonstrup Vang. Og en lille sø. Så kan det ikke være mere idyllisk. Men engang var det altså børnehospital.

En anden omsorgsinstitutioner, et toetagers drankerhjem, er nu integreret i Ballerup Ny Skole. Men jeg kan ikke få øje på det. Til gengæld er der forældreaktivitet. Det kan være der er forældredag, eller også er det lockouten.

Ok, hvad er så det? En naturpark? Jeg skal overlade det læseren. Ikke et ondt ord om stedet. Og jo, der er en gravhøj lige der i midten (Gershøj). Jo der er græs. Jo der er noget bevoksning. Og jo, det ser da idyllisk ud. Men når det er sagt, så adskiller denne naturpark sig altså ikke ret meget fra en "naturmark". Og hvis dette skulle fortjene betegnelsen naturpark, så kan læserne af denne weblog finde talrige andre eksempler på naturparker, der bare ikke kalder sig det.

Måløv er for så vidt en by. Den slutter meget klart med at man bevæger sig uden for byen, ud på landet. Der er også parker. På disse kanter har jeg lagt mærke til at det er blevet gængs at kalde noget for en naturpark. Her Måløv Naturpark. Men som flere andre "naturparker" drejer det sig nu mest om indhegnede marker hvor der om sommeren græsser kvæg, får osv. Slet ikke noget i stil med fx Yellowstone Naturpark. Friluftsrådet gør opmærksom på at ulig andre steder i verden kan man åbenbart kalde næsten hvad som helst en naturpark i Danmark. Lad os ikke håbe at intetanende turister tager betegnelsen bogstavelig.

Da jeg sidst var i Jonstrup Vang i februar, var det helt ufremkommeligt på grund af spejlblanke veje. Men naturen var ikke til at tage fejl af så jeg måtte lige se noget af det igen. Her mountainbike-ruten. I det hele taget kan området stærkt anbefales for de der er trætte af Vestskoven. Tag s-toget til Ballerup eller Måløv. Herfra er der kun få kilometer ad cykelrute 69 og Skt. Jakobsruten til herlighederne.

Måløv har også sin egen erindringsblog: Der var engang i Måløv. På webloggen er en snes fortællinger af gamle og nye Måløvboere samt en del fotoer som visualiserer hvordan byen har set ud de seneste ca. 100 år. Indslagene giver indtryk af en stille og rolig forstad uden de helt store begivenheder. Om end en overgang præget af en noget giftig industri.

Og så slutter jeg lige af i Ballerup, ved Skolehaven, med dette hus som man jo bestemt ikke forbindet med sovebyen. Beboerne har anbragt Postmand Per (eller hvem det nu er) uden foran, og så sandelig om der ikke sidder en ugle (af træ) på taget. Af Ballerup landsby er der dog som sådan ikke så meget at skrive om. Centrum er bare hyggelig.

Oldtidsveje i Måløv.
Maaløvs historie.
Møllemosens Historie.

Vandrelængsel

Til stor frustration har jeg været syg i hele påsken - det startede faktisk umiddelbart efter det seneste vandreindslag om fuldmånen. Om det var den der gav udslaget? Nej, jeg havde skrantet allerede et par dage før. Som vist nok hovedparten af Danmarks befolkning måtte jeg altså bide i det græs som ikke er der. Og som vist nok alle andre er jeg blevet afkræftet, osv. Nuvel, så er det sagt, ikke mere om det.

Man skal helt ned på maven for at fotografere årstidens blomster, her krokus. Helt siden oldtiden er der udvundet safran af krokus. Safran er verdens dyreste krydderi. Selv hvis man kunne udvinde safran af vores hjemlige krokus, ville det nok være en halsløs gerning at gøre det. Til bare et gram kræves der 10 planter, og godt nok har vi mange, men .... Og så ville vi formentlig også få besøg af natlige gæster.

Jeg har forsøgt at komme til hægterne igen ved at pusle lidt rundt i haven. Så kan man jo altid hurtigt gå ind igen hvis stabadserne bliver for meget. Først for et par dage siden slap frosten sit tag i det øverste jordlag. Flere steder ligger der faktisk stadig sne, selvom der har været nærmest tocifrede plusgrader. Det må tyde på at frosten holder ved lidt endnu. Om ikke andet, så har det også betydet at ukrudtet endnu ikke har vist sig i større mængder.

Havekendere ved selvfølgelig at dette ikke er vintergækker, men dorthealiljer. Deres blomster er større og minder mere om en halvtredser-lampskærm. Desuden er der grønne pletter på. Dronning Anne-Marie, Margrethes lillesøster, havde den vist som sin yndlingsblomst. Jeg erindrer da at der i tredserne florerede mængder af "prinsessespuder", som flittige hændr broderede. Margrethes var selvfølgelig margueritter. Hvad Benediktes var, husker jeg ikke.

Vinter- og forårssæsonens planter har vi så til gengæld haft mere glæde af end tidligere år. Det har da vist stået på i mere end en måned nu? Der var en uges tid før heldøgnsfrosten satte ind, hvor de piblede frem alle vegne. Siden har de så ligget i hi, og synes nu formelig at eksplodere af energi. De har jo stort set også al næringen i jorden for sig selv. Der er ikke rigtig kommet gang i stauder og buske endnu. Deres første blade er kun nået et par centimeter over jorden.

Sådan ser vintergækker selvfølgelig ud. Et must i enhver have. Vores stammer fra kun to små klumper som stod under et syrenvildnis. Siden er de blevet delt og delt og delt hvert år, så de nærmest nu danner et tæppe. Meget smukt. Den er i øvrigt ikke specielt dansk, men importeret sydfra ligesom skvalderkål vist er. Af de to foretrækker jeg dog vintergækkerne.

Vi prøver at få haven til at se så vild ud som muligt. Dvs. at den er meget struktureret. Det er kun uden for byens lov og ret at naturen ser naturlig ud på en naturlig måde. I byhaverne kan vi kun forsøge at efterligne det ved nøje at planlægge 'naturligheden'.

 Jo, den er god nok, det er såmænd anemoner. Men bare rolig, lad dig nu ikke stresse til at styrte ud i skoven for at kigge efter anemonetæpper. Denne lille klump holder til tæt på vores husmur, hvor der åbenbart er varme nok til at de kan spire allerede nu. Vi har også anemonetæpper ude i bedene, men dem er der ingen spor af endnu. Jeg går ud fra at det samme gælder ude i skoven.

Vores måde er at følge forskellige enkle haveprincipper, som anlægsgartnere vist ryster på hovedet af. Et af principperne er japansk: Der må ikke være lige linjer, for de onde ånder bevæger sig ad dem. De kan så til gengæld ikke lide buer. Dem har vi så mange af. Et andet er at have bunddække over det hele. Det har vist sig godt ikke bare fordi det holder ukrudtet væk, men også fordi det ligger som en beskyttende hinde om vinteren, og så i øvrigt omsættes af sig selv i løbet af nogle år til kompost.

Skillaer er endnu en klassiker i forårsmånederne. Vi har mange af de helt blå, og de er også godt fremme, men her er en anden art, med hvidt i midten. Jeg har heldigvis glemt om det nu også er rigtige skillaer. Jeg går mere op i at nyde synet af dem, end at fortælle historier fra de varme lande om dem.

Et tredje træk er kommet til i de seneste år. Og det er at vi planter flere og flere buske. De kræver nemlig mindre pasning, og vi kan jo ikke fornægte at vi er kommet op i årene og ikke rigtig orker at flytte for meget rundt og gå hele haven igennem hvert år. Samt, ikke at forglemme, et fjerde princip, at børn skal kunne bevæge sig frit rundt. Vi har fundet ud af at den nemmeste måde er at lave små 'hemmelige stier' og aflukker. Det ligger åbenbart i menneskets natur at kæmpe sig igennem vildnisset.

En af havens små huler venter bare på at blive beboet. Lige nu ser det ret bart ud. Men om en måneds tid er hasselen sprunget ud, lige som buskene. Og så er der helt overdækket. Samtidig skulle krukkerne gerne være beplantet, og op igennem stenene gror der stikkende, men smukke engelske roser. Et skyggefuldt sted til de forhåbentligt rigtig mange svedende varme dage vi går i møde.

Nå, dette handlede ikke ret meget om vandring. Mere om manglende vandring. Havevandringer tæller ikke rigtig på denne weblog. Men havearbejde er vist også ganske godt for det samme som vandringer, i hvert fald sådan rent helbredsmæssigt og fysisk. Mentalt er det to vidt forskellige ting. Hver for sig og på hver sin måde. Jeg håber at vende frygteligt tilbage næste weekend!

Sidste mand på skansen?

Tilføjet 2. april: Dette var naturligvis ment som en aprilsspøg, en aprilsnar. Hvilket gerne skulle fremgå af link og billeder. Men for en god ordens skyld ... der er ikke nogen tysk bunker som den beskrevne på Vestvolden. Og den faldefærdige rønne står/ligger ved Roskilde Fjord.

Det er vel ikke nogen hemmelighed for vandringsfolket at Vestvoldens mange magasiner for tiden er under renovation. Oplevelsescenter og skovninger skal få volden til at fremstå som den engang gjorde. Det var netop et af disse arbejder som afdækkede et hidtil ukendt kapitel af voldens historie.

Set på afstand fra pensionisthaverne langs volden kan man ane den lille sænkning i volden, til venstre for midten af billedet. Det skyldes at de underjordiske gange ikke kunne klare trykket fra landbrugsmaskinerne der pt kører rundt og afskover Vestvolden.

Volden kom som bekendt aldrig i krig. Men i skiftende perioder var den bemandet, fx under 1. verdenskrig, lige som tyskerne benyttede dele af den under besættelsen. I forbindelse hermed afspærrede de dele af volden for offentligheden, bl.a. Husumenceinten ved dobbeltkaponieren. Det er endnu ikke fuldt afklaret hvad tyskerne foretog sig her. Gamle Husumboere snakker endnu med glimt i øjet spøgefuldt om at de nok byggede Førerbunkere der, og hvem ved? Under renoveringen af passagen til dobbeltkaponieren stødte Vej- og Park-folkene på noget som fik dem til at spærre øjnene op: En hidtil ukendt sidegang.

Belysningen er ikke den bedste, men kik godt ca. 1/4 nede af denne gang: Til højre har der været et gennembrud til den hemmelige bunker. Gangen er først for nyligt blevet renoveret og genåbnet, efter at have været upåagtet siden 2. verdenskrig.

Det tilkaldte museumsvæsen kunne ved nærmere undersøgelse konstatere at bunkeren var opført under 2. verdenskrig af tyskerne. Fordi området senere er overgroet af træer, og i øvrigt ligger i et ret utilgængeligt område af Vestvolden, er den blevet glemt. Formentlig har de tyske efterretningsagenter som vidste om dens eksistens, taget deres viden med sig i graven.

Hvad der fik arkæologerne til at studse var, at bunkeren så ud som om den har været beboet indtil for ganske nyligt. Man har fundet tomme feltrationdåser med rester af Sauerkraut og cigaretpakker af mærket Stuyvesant. Da jeg fik lov til at smugkigge ned, kunne jeg få øje på en trillebør med Portland Cement, noget støvet, men tegn på at der har været støbeaktivitet til det sidste. Det er endnu uvist hvor de sidste beboere er blevet af, formentlig fanatiske tyske efterretningsfolk, da den eneste vægdekoration var et billede af den tyske fører.

 

 Vandringsmanden fik lov til at fotografere ned i en af bunkerne. Som det ses var der fuld gang i cementstøbningen. Der er forunderligt nok stadig luft i trillebørens hjul. Hvordan beboerne har fået smuglet rockwoolen derned, er det nu op til Nationalmuseets arkæologer og Politiets Efterretningstjeneste at finde ud af.

Arkæologer er endnu ikke færdige med at studere hvordan det har været muligt at holde aktiviteterne skjult i så mange årtier. Men området er første blevet bebygget i 1950'erne. Chefarkæologen peger på, at Nazi-Tyskland i slutningen af krigen oprettede hemmelige modstandslommer til en eventuel nazistisk modoffensiv. Den kom som bekendt aldrig, men noget tyder på at denne modstandslomme aldrig modtog budskabet om den tyske kapitulation (der er ikke fundet noget radioapparat i bunkeren). Det må have taget årtier at udgrave det underjordiske gangsystem, som arkæologerne mener de kun har set begyndelsen af.

Lokale fra Husum Pensionistforening har godt nok i årtier undret sig over denne faldefærdige rønne umiddelbart over bunkeren. Nu mener museumsfolkene at den muligvis har været brugt til at bortskaffe de enorme mængder jord fra det komplicerede net af underjordiske gange under voldgraven, og muligvis sæde for spionage.

Interesserede kan, bl.a. i anledning af 2. påskedag, bese det sensationelle fund på Vestvolden. Der er rundvisninger i det indtil nu afdækkede område hver hele time. Rundvisningerne starter ved nedgangen til dobbeltkaponieren i Husumenceinten. Jo, Vestvolden byder så sandelig stadig på overraskelser. Vi ses derude!