Kagsmosen i frostvejr

Denne søndags vejr appellerer måske ikke lige til de store udskejelser. Det har sneet og føget lidt. Det betyder at man ikke umiddelbart kan se isen på stierne, og risikerer liv og lemmer på stierne. Så det bliver kun til en kort tur rundt om Kagsmosen.

Vandringsmanden leder efter spor af forår. Det eneste var dette sted hvor vandet ikke er frosset til. Det risler og pibler. Hvis man abstraherer fra isen og sneen omkring det .... Jo, foråret er nok på vej (håbe, håbe).

De seneste ugers frostvejr har frosset hele Kagsmosen til. Underligt nok er der ingen skøjteløbere eller spor af skøjteløbere. Men det er altså nu man kan gå over isen til de dele midt i mosen som ellers er utilgængelige. Eller, i teorien kan man gå dertil, men ikke ind i. For krat og siv står så tæt at det er komplet umuligt at trænge ind i det. Højst ned i det, hvad jeg må erfare da isnende koldt vand strømmer ind i højre vandrestøvle. Der er sikkert heller ikke så meget at se, som man ikke ellers kan se på de tilgængelige bredder.

 Aflastningsbassinnet i Kagsmosen er vel det nærmeste jeg kan komme på en føljeton i Vandringsløse Tidende. Jeg overvejer at lave et særligt indslag med fotoer fra start til slut. Men efter planerne skal anlægget først være færdigt i efteråret 2013, så i mellemtiden dette.

Stierne er spejlglatte. Overalt. Så man må gå ved siden af stierne med fare for at jokke i efterladenskaber fra 'menneskets bedste ven'. Det går nu alligevel galt for vandringsmanden. Pludselig glider vandrestøvlerne, og inden jeg når at tænke noget, får jeg et ordentligt gok nakken. Et kort øjeblik tænker jeg: "Jeg bliver sgu bare liggende". Hatten flyver af, og brillerne må jeg famle mig frem til. De er havnet 2-3 meter væk. Heldigvis er der af forståelige grunde ingen jogging-løbere.

 Den smukkeste, men også sværest tilgængelige af de tre slusemure ved Husum. Fotoerne yder ikke skaderne fuld retfærdighed. Men betonen ser faktisk temmelig forvitret ud. Normalvandstanden kan nogenlunde aflæses på den mørke stribe på den midterste sølje. Her er også en af de meget smukke afspærringsgitre, som vist nok har dannet baggrund for Vestvoldens logo.

Der bygges i Kagsmosen og Vestvolden selv her ved vintertide. Dels er der 'hullet' med aflastningsbassinet, dels er de gamle sluser mellem Frederikssundsvej og Kagsmosen åbenbart ved at være gennemtærede, så der lægges nyt beton på. I mellemtiden er slusekamrene næsten tørlagt, så det er nu hvis man skal se noget man ellers ikke får lejlighed til så tit. Bl.a. ligger der gamle cykler og andet affald på bunden.

Vandringsmand på glatis i Ballerup og Jonstrupvang

Vandringsmanden kom bogstavelig talt på glatis i dag. Grunden var den seneste uges temperatursvingninger omkring frysepunktet: Sneen trykkes hård på stierne, dernæst smelter det om dagen, for så at fryse om natten. Et par omgange med det, og man har en knoldet, hvinende glat skøjtebane på stierne.

 Vejen er som en skøjtebane, og kun i græsset hvor sneen ikke er trådt flad og frosset er det muligt at vandre. Hvis man vil ned til vejen, er man henvist til den meget smalle rabat - eller eventuelt grøften.

Det betød at jeg allerede gik kold efter de første 3-4 kilometer og måtte holde en pause. Da havde jeg dog kun sat mig en enkelt gang og gledet ned af en lille bakke, fuldstændig hjælpeløs på buksebagen. Men hvilken pause. På en bakketop med pragtfuld udsigt til alle sider, og med solen som nu synes at have fået fat og reelt også varmer når man sidder i den.

 På Kraks kort hedder denne statelige gård såmænd "Bondegården", men på stedet står der altså Lundegården på facaden. Den er nu ældrecenter og ligger i et nyopført rækkehuskvarter opkaldt efter de dyr som formentlig engang sprang (lystelige) rundt her: Heste, katte, hunde, lam, geder, tyre, kalve og føl. Lille føl, ved du hvad? Du kan sagtens være glad. Men nu er det formentlig død, eller afhændet til en rideskole.

Turen gik fra Ballerup Station nordpå mod Jonstrup Vang, og for at gøre det kort: Her kommer jeg ud igen. Det er ganske enkelt et rigtig flot naturområde. Hvad der gør det flot er, at det er stærkt kuperet og afvekslende mellem skov, åbne områder og stierne slynger ud og ind, op og ned hele vejen.

Stengården er modsat Lundegården stadig omgivet af noget der ligner marker. Og hyggelig ser det da også ud som den ligger der. Tæt på hundetræningsskolen hvor de søde vovser kan springe over bomme, klatre op af små mure og boltre sig som deres herrer og fruer nu lyster det. Måske ligesom bondemanden i sin tid kostede rundt med karle og malkepiger.

Også et godt terræn for fx marathon- eller orienteringsløbere. Det er ikke for ingenting at der er indrettet en mountainbike rute i området. Dem så jeg dog forståeligt nok ingen af. De ville ikke have haft en chance på glidebanerne.

Landstedet set fra landsiden. Så kan det næsten ikke blive mere Morten Korch-agtigt. Men indhegningerne er ikke til brogede køer eller røde for den sags skyld. De er til heste.

Der ligger også en håndfuld ældre gårde i området. Nogle af de flottest beliggende er Landstedet og Stengården. Sidstnævnte er udlejet til en hundeskole, men i aftalen indgår at der er offentlig adgang til området. Området omkring Landstedet ser ud til at være en stor rideskole.

Inde i selve Jonstrup Vangs nåletræsafdeling er det en del nemmere at gå. Skoven har åbenbart forhindret at alt for megen sne lægger sig. Men ak, det varer kun kort. Vel ude af nåleskoven vender isen tilbage på stien.


De ufremkommelige stier havde dog også den fordel at jeg stort set havde hele turen for mig selv. Der var kun mødt en lille håndfuld hårdkogte løbere op, og de fleste nærmest gik eller kantede sig frem i grøfterne ved siden af vejen.

Afrodites Øje er en lille dam. En af de mindste, og også mest omtalte. Og sandelig, jeg bliver ikke skuffet. Der er faktisk en særlig stemning ved dammen.

Jeg holdt ud helt op til Afrodites Øje, ca. 5 km fra udgangspunktet. Stedets stemning er svær at gengive i et foto, så i stedet vil jeg citere fra hvad jeg noterede i min notesbog:

Emmer af ro og fred. Får lyst til at slå mig ned og lade tankerne vandre, i stedet for fødderne.

Det er det nu for koldt til, så jeg besluttede mig for at skåne mine ømme ankler og tage de civiliserede veje tilbage til Ballerup Station. Ned gennem Egebjerg. Her lå indtil slutningen af 1960erne Egebjerg Teglværk som leverede mursten til mange af husene i Ballerup. Det er der intet af undtagen navnet på en sø lidt nord for beliggenheden.

For en gangs skyld en to-etagers gård. Lautrupgård. Den er vist skole (ifølge Kraks). Også den ligger omgivet af marker. Og fra den nærliggende Rosendal lyder der en hanes kykliky. Så nogen dyr har åbenbart overlevet urbaniseringen.

"Jeg holder af hverdagen"

Sådan er indledningen til Dan Turells kendte "Hyldest til hverdagen". Ingen kan vel benægte at 'hverdagen' fylder mest, sådan rent tidsmæssigt i vores liv. Men det er mere sensationerne, de sælsomme begivenheder og det der stikke ud fra hverdagen, som vi husker bedst. Selv om det måske mest er i hverdagen vi føler os mest trygge.

 Så kan det næsten ikke blive mere gråt. Et vy fra Hareskovvejen mod nord. Himlen er grå, omend høj. Isen på Utterslev Mose er som en endeløs snemark. Kun de små øer hist og pist skiller sig ud. Grå rager trækronerne op og ridser i horisonten.

Vi går rundt i moser og langs volde for at komme væk fra hverdagen. Måske. Eller opleve noget andet end hverdagen. Som for langt de fleste af os har at gøre med uddannelse, arbejde eller slappe af i fritiden. For nogen er det andre kalder for 'det er ligger uden for hverdagen', ganske enkelt 'hverdagen'. Der er mennesker der til daglig arbejder i moser og ved volde, eller som bare bor der og måske opfatter det som en del af deres udvidede baghave.

 Ved plejeboligerne langs Vestvolden (Husumenceinten) holder Københavns Kommunes madudbringning til. Bag de grå og triste træer venter bilerne på at blive fyldt med mad så de kan komme ud til ældre og gangbesværede med deres middagsmad. For chaufførerne sikkert en grå og trist hverdagsbeskæftigelse. Men for deres 'kunder' er det måske dagens eneste afbræk i en grå og trist hverdag.

Nogen mener at alting tager sig bedst ud i solskin. Så de/vi putter sig bag fjernsynet når vejret ikke rigtig arter sig. Men vejret som det er mest, hverdagen, er nu engang gråt. Nogen opfatter det som trist. "Trist og gråt", er vist noget helt almindeligt at sige. Selv om de måske inderst inde ubevidst faktisk synes at det er meget rart med gråvejr. Solskinsvejr kan godt stresse: Nu skal vi lige pludselig til at realisere alt det vi har gået og snakket om i den grå og triste hverdag.

 Langs mosen bor der mennesker for hvem mosen er hverdag. De kører hver dag gennem den, og opfatter måske mosevandrerne som irriterende afbrydelser, uvelkomne indtrængende, eller som hyggelige indslag i en grå og trist hverdag med snerydning, ufremkommelige veje og hundehømhømmer.

Den grå hverdag er der ikke megen succes eller sensation i. Den er der bare. Og mon ikke vi alle går rundt med et biologisk behov for anerkendelse? Og mon ikke vi somme tider forveksler anerkendelse med succes? Når vi har succes med noget så får vi vel anerkendelse? Selv om vi godt ved at alle de store skuespillere, musikere, forfattere og andre kan snakke med om at det ikke var lige den anerkendelse, de havde stræbt efter.

 For nogen er mosen en arbejdsplads. Her skal de ud i al slags vejr og grave i mudder, regnvejr eller gråvejr. Deres arbejdsplads er hegnet godt ind, for den passer åbenbart ikke rigtigt ind i landskabet. Vi ser dem ikke til hverdag når vi er på arbejde. Undtagen når vi som jeg har ferie. Og om søndagen når vi myldrer ud i deres hverdag, ja så er de gået hjem på weekend. Måske ynder de at tage ind til byen?

Dagens indslag blev lidt filosofisk. Men vejret pressede det frem: Der er ikke så meget sensationelt derude. Følsomt, jovist, men det er noget andet. Det er næsten vindstille. Stadig frost, men når man går, mærker man ikke kulden. Luften smyger sig nærmest fløjsblødt om ens kinder. Der er glat på grusstierne. Men så kan man jo altid ty til de grå asfalterede cykelstier. Hvis det er det man vil.

Lille Rørbæk - tidslomme ved Roskilde Fjord

Temaet for dagens vandring: "Det tætteste man kan komme på hvordan landbrugssamfundet så ud, og helst så gammelt som muligt". Jeg kunne være taget en tur på Frilandsmuseet. Men jeg havde fået et tip om at det måske var lige så  godt at tage til Lille Rørbæk. Og i Frederikssunds lokalplan for Lille Rørbæk beskrives landsbyen nærmest som et frilandsmuseum. Området mellem landsbyen og Roskilde Fjord som enestående. Faktisk er strandengene fredet. Det skete i 1996 med "Lille Rørbæk-fredningen": 385 ha med landskabelige, kulturhistoriske, rekreative og biologiske værdier, som det hedder i en rapport fra Skov & Landskab (s. 17-18).

 De fredede strandenge ud for Lille Rørbæk. På den anden side udpeger en mand stedet hvor man fandt Skuldelevskibene, og hvor også soldater fra 1864 fik tildelt jord. Manden påstod at vandet var så lavt mellem de to småøer at han engang var gået på grund med sin kajak.

Strandengene ser nu ikke ud af så meget på denne frostklare vinterdag. Det ligner såmænd bare nogle marker. Men der er lyde af et rigt fugleliv. Jeg mener at kunne høre krager, ænder, gæs og et mylder af for mig helt ukendte fuglestemmer.

Jeg kan ikke bare mig for et modlysbillede hen over strandengene syd for Frederikssund. Solen står højt og varmer. Men det er altså frostgrader. Ikke mange mennesker er at se her. Mod nord, tæt på Frederikssund er engen selv en dag som denne meget velbesøgt.

I Lille Rørbæk er landbruget for længst en saga. Ligesom på Frilandsmuseet kan man se huse, redskaber mm. som bønderne brugte for mange herrens år siden. Men landskabet, omgivelserne, udsigterne - dem kan Frilandsmuseet aldrig genskabe. Omvendt ved jeg da godt at husene i Lille Rørbæk er beboede af moderne mennesker med computere, elektriske køkkenredskaber og dyre biler. Men alligevel. Ved at kombinere de to ting ... og så kommer der måske også en hel lille tur ud af det.

Husene ligger i spredt orden omkring gadekæret, og der er kun en gennemgående vej, Bygaden. Gårdene ligger lidt trukket væk fra kæret, her er der mest mindre huse. Alle ser meget vedligeholdte ud og i god stand.

Der er ikke meget baggrundsmateriale om Lille Rørbæk på internettet. Lokaliteten er åbenbart så vild at der stadig er krybskytter i området! Slægtsforskerne har været i gang. Der er en oversigt over Frogårdsslægten og  Gyldenstrand.

 Motiverne hober sig op på den korte tur gennem Lille Rørbæk. Det fleste huse fortjener faktisk at blive foreviget. Men jeg vælger kun at bringe et lille udpluk som fx dette hus. Kun traileren og den røde bil ødelægger illusionen om at være hensat til år 1900. Eller 1800 for den sags skyld.

Men mest interessant er måske en beretning fra Fin Dahl (f. 1936 på gården Elsenborg) om sine minder fra Rørbæk. Hans beretning fortæller en del af livet på landet i sidste halvdel af forrige århundrede. Han beskriver landsbyen således:

I Lille Rørbæk ligger der fem gårde, to mindre ejendomme og 15 huse rundt omkring det store gadekær. De fem gårde har nogle fine navne, som lyder: Frydendal, Gyldendal, Stjerneholm, Frogården og Elsenborg – meget idyllisk.

Elsenborg er en meget flot rødmalet gård, hvor man nu reklamerer med antikviteter. Men lidt lugt af "land" hænger der dog stadig over landsbyen hist og her. Men nogle fritgående dyr kan jeg ikke få øje på. Lille Rørbæk ligger 'nede' i en dal, lige som Husum Landsby gjorde det. Så jeg lukker øjnene og forestiller mig at nu er jeg i Husum for 60 år siden.

Elsenborg ligger i udkanten af Lille Rørbæk mod Ølstykke. Det er en meget flot rødmalet gård, og jeg har nænsomt undgået at få skiltet med "Antikviteter" med. På denne gård blev Fin Dahl født og opvokset. Jeg var nu ikke henne og banke på.

I størrelse passer det meget godt med tidligere landsbyer som Utterslev, Brønshøj, Husum, Hvissinge, Ejby, Rødovre, Mørkhøj og andre steder som byerne nu for længst har opslugt og udslettet. Men området omkring Lille Rørbæk burde altså kunne give et visuelt billede af hvordan de måske kan have set ud for et par generationer tilbage.

 Et kig over gadekæret. Bygaden løber mod højre, og fortsætter efter det hvide hus i midten af billedet. Det var så det. Lille Rørbæk er passeret. Der ligger endnu nogle gårde efter kæret. Men så er man på landet igen.

Menneskene der opførte og arbejdede i husene som de oprindeligt var tænkt som (landbrug) er selvfølgelig længst døde og borte. Formentlig er tilværelsen med brølende køer og op kl. 5 om morgenen med hønsene nu afløst af fortravlede pendlere og hundeposer. Lidt ude af Lille Rørbæk er jeg allerede gået galt, men ved en luftnavigeringsstation møder jeg en lokalkendt som er ude med sin hund. Han er tæt på de 70 og fortæller at på den anden side af fjorden fandt man Skuldelevskibene. Og tæt på er der nogle grunde som tilhørte veteraner fra 1864 som var blevet lovet standgrunde. Det fik de også. Nogle smalle striber godt nok.

På vej ud af landsbyen mod Frederikssund støder man på denne statelige stråtækte gård. Herefter er asfaltvejen ved at være slut, og så står der grusveje for resten.

Det tager omtrent en halv time med s-tog til Frederikssund, og turen fra Frederikssund St til Ølstykke St  ind over landet med Lille Rørbæk halvvejs er en frisk tur på omkring 15 km. Fra Lille Rørbæk till Frederikssund kan det bedst betale sig at følge de små skilte "Fjordstien", for der er ingen vejnavne på grusvejen. Jeg har tidligere besøgt området for at nyde Skenkelsø Sø. At jeg ikke opdagede Lille Rørbæk, selv om jeg nærmest gik forbi, bekræfter endnu engang at det godt kan betale sig at være forberedt og have præcise mål. Lidt lige som forskellen mellem at gå i et supermarked med eller uden huskeseddel.

Udlodsvej markerer Ølstykkes overgang fra by til land. Man kan stadig støde på store landbrugsejendomme med stråtag. Idyllisk ser det ud som de ligger der. Men på den anden side af vejen har Ølstykke allerede bredt sig, og måske kommer denne gård til at lide samme skæbne som Hvissings bondegårde.

Og så bemærkede jeg at solen faktisk varmer! Det luftede det meste af turen, men på vej gennem et vindstille område, kunne jeg mærke solen har fået magt, og ikke bare afgiver lys, men også varme! Dejligt.

Det er svært at sige noget om hvad der er historien bag stuehuset til denne gård. Hvis lade og udhus er i endnu mere forfalden tilstand. I laden står stadig trillebøre og andre landbrugsredskaber. Blev den forladt over hals og hoved? Eller tjente beboerne tykt på at sælge huset? Det får stå hen i det uvisse. Det er nok ikke til at redde. Men terrassen, haven og alt andet vidner om forne tiders storhed.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Skovlunde - Harrestrup

Den gamle Skovlunde landsby lå indtil ca. 1950 som en lille enklave syd for Gl. Skovlundevej. Fra Kæret og til Kildestrædet. Vejen følger en gamle landevej som løb syd for Frederikssundsvej. Og lige som Husum afspejler vejene stadig lidt af den gamle landsby-vejstruktur, med veje som stråler ud.

Her går der næsten helt H. C. Andersen eller Morten Korch i den. Beboerne har i øvrigt med nogen humor lavet nogle vejskilte på fransk. De er værd at studere.

Omkring kæret er der stadig en del gamle huse og gårde, hvor der er lidt landsbystemning over det stadigvæk. Mange er ombygget, men er fra 1800-tallet. Dér har der så været drevet landbrug i hvert fald siden 1200. Skovlundes moderne centrum er i stedet lagt nordøst.

Skovlundegård er en statelig gård. Ifølge Ballerupbladet skulle den være solgt som andelsboliger for 3,2 mio. Det lyder billigt, sådan set for en udefrakommende københavner.

Sydvest for er der et ret stort område med natur. Hvor meget oprindelig natur der er tilbage, er svært at sige. Mon ikke der er flyttet godt og grundigt rundt på forne tiders jord? Vest for Harrestrupvej er en udmærket gang- og løbesti som slanger sig sydpå. Bl.a. forbi Larsbjerggård. Her er tre skovhuggere i gang med at opskære tykke stammer til vistnok brænde, og jeg støder også på en langsomtkørende naturvejlederbil. Gården er nu et tilbud til psykisk og fysisk handicappede.

 Langs Motorring 4 er der kæmpegravearbejde i gang. Jeg når aldrig at finde ud af hvor Harrestrup Ådal er, fordi jeg må undgå de steder, hvor mudderet ikke er frosset til. Men med sne på den nøgne jord går det endda. Det ser jo nærmest helt idyllisk ud.

Så begynder det for alvor at sne. Det forhindrer dog ikke Vandringsmanden i at fortsætte vestpå mod Svanesøen, der til lejligheden overflyves af en flok svaner. Fem, for at det ikke skal være løgn. Men hvem i vore dage husker stadig 'de fem nordiske svaner'? Måske har nogen undret sig over hvorfor det hedder Svanemærket. Derfor! Meningen var at følge Harrestrup Å til udspringet, men det opgiver jeg ved Motorring 4, hvor sneflokke kommer vrimlende i den grad ud af himlene. Fra fugletårnet kan jeg se en høg (er ikke ekspert, så om det er due- eller spurve- ved jeg ikke).

Her er så en vinterlig variation af gadekæret i Harrestrup. Næsten samme motiv som jeg tog i november sidste år.

Harrestrup Å er ikke særlig tilgængelig på dette stykke. Og området omkring Harrestrup Adal er en stor opgravningsplads. Jeg må holde mig til de frosne steder for ikke at synke ankeldybt ned i mudder. Fra en tur 11. november sidste år genkender jeg husene i Harrestrup, og er på rette vej igen.

Harrestrup Å ved Smedebæk Bro med pumpehuset til venstre. Under broen holder Vandringsmanden müsslibarpause.

Der er gravearbejde langs hele nordsiden af Harrestrup Å, også i dag hvor det sner kraftigt. Meningen er vist at forbedre stien på nordsiden af åen langs Kildegården Haveforening. Men indtil videre er området ikke særlig vandringsvenligt. Jeg må op i haveforeningen, opdager den meget idylliske Kildegården, og så forsøge at finde stien igen mod Smedebæk Bro. Herfra er det kendt område. Hønsene kagler og kyklikyer i Skovlunde Naturpark, og først da jeg næsten når hjem, holder sneen op med at falde.

En update på aflastningsbassinet i Kagsmosen. De er nået langt nu, og der arbejdes også på denne kolde og sneende dag.

Sne er ikke så slemt som regn, synes jeg. Den preller fint af på tøjet, i modsætning til regn, hvor man oftest bliver gennemblødt. Luften føles let og ren, og benene går næsten af sig selv. En fin begyndelse på vinterferien.